Lost Family Heirloom - Arian og Panthera

Solens kraftige stråler falder mod de tørre eftermiddags landskab udenfor Doomsvilles hovedporte, som var det honning der rullede ned over Peter Plys tunge, et tungt og mægtigt lag der pressede sig langsomt men sikkert ned over en, og selvom den livgivende varme var mødt med åbne arme og brede smil, var der intern kamp mellem sved dråberne fra ens pande, og den tørre hals der kunne blære sig med at være mindre saftig en ørken, viste hvordan solens betyggende varme, ligesom Peter Plys honning krukke, kunne blive for meget af det gode. Men det var ikke kun den bagende sol, og den intense tørke i byens mange vandbrønde, men også den tunge luft fugtighed der rev gode mavefornemmelser fra hinanden som en aggressiv tiger lukket ind i en baby kravlegård, men selvfølgelig ændret luft fugtigheden ikke bare, det var den enorme mængde regn der havde faldet hele natten og forvandlet jorden om til mudder på mudder, der havde haft skylden for at fucke vores alles elskede luft fugtighed op, og efterlod os med en hovedpine og fødderne dybt begravet i mudder.
Blandt de forskellige heste, handeles, og cirkus vogne, stod der en mellemstor gruppe på skræmmende lejesoldat ligende typer, de havde forskelligt læder udstyr på, blandet med stål rustning, som nogen havde læder brystplade for lethed og bevægelighed, men stål på skineben, fødder og hænder for slagkraft og det intimiderende udsende, mens nogen andre gik i næsten fuldt stål for udholdenhed og kæmpe fodfæste, alt i alt så de meget forskellige ud i deres valg af blanding mellem læder og stål, de var en femten folk, tre kvinder og tolv mænd, de stod rundt om en hestevogn og rettet på deres udstyr, og lignet en eventyrs gruppe der skulle nedlægge en drage, de lagde alt i hestevognens opbevaringsrum, ligefra en masse flasker med forskellige væsker, og et håndstørrelse nærkamps våben af håndsmedet kerne stål, man kunne nærmest spejle sig selv i de klare våben som de bare kastet ind i rummet som legetøj. Der kom to nye kvinder gående også iført kamp udstyr, der bar en rimelig stor kasse med poser der var vand i, som de også lagde derind i hestevognens opbevaringsrum, hvorefter en mand høj og bredskuldret. Manden havde en helt bar overkrop, og på arme og ben havde han noget læder beskyttelse, men han lod sit dominerende bryst være vist fremme, og skubbet rundt med et par af de andre mænd for at få dem igang med at lave noget. Han havde ingen tydelige våben, men han havde intet mod eller problemer med, at jage folk igang med at laste det nødvendige på hestevognen. "Kom igang med at tjekke undersiden Salúk. Emilia bring gå hen til Fellian, og hjælp ham med at løfte de økser, et par bryster giver dig ikke fri pas. Felix, kom så igang med at få den mad herhen, eller jeg lader Natasja straffe dig hele turen. KOM så igang folk, vi skal være klar ingen fru fissefornem et og to er her" Han havde ingen ide om hvem han skulle have med, han havde bare fået at vide han og hans deling af dæmoner skulle tage ordre fra to piger, selvfølgelig kunne han bestemme når de ikke sagde noget, men hvis de sagde noget kunne han intet andet end at ligge sig over deres knæ og tage deres ordre hårdt og direkte. Han tørret noget sved af sin pande, og håbet enten pigerne var til at tale om deres valg af taktikker,eller at de var så smarte som rygterne gik på.

/rækkefølgen er skabt af den som først skriver et svar af jer her den første gang

Pan var hæmmet af solens stråler og måtte forblive iden mørke kælder i hendes antikforretning, idet mindste var mørkt og kølligt, hun sukkede svagt det hele havde gået så stærkt, hun smilede svagt ved, tanken om at hun snart ville det ønskede sig allermest på hun sig mest på jorden, i hendes verdens var det mål hun sat sig det ultimative hun ønskede så brændende at blive leder af vampyrerne og ville gøre alt hvad der stod i hendes magt. Pan blev forstyrret i sine tanker da en af hendes ansatte kom ind, det Draconianer han en lille uskyldig pige med hun var ikke andet end 5. Pigen havde smukkest lyse hår bølgede ned af hendes ryg, hendes blå øjne lignede næsten is, Pan sagde ikke smilede hun havde valgt holde sig mørket da lyset fra solen fandt vej i gemmen døren som lige var blevet åbent. Pan betragtede pigen som hun blev skubbet ind rummet.
Pan havde selv været på samme alder da mistede hendes forældre til en vampyr, men denne pige skulle miste mere end sine forældre til Pan. Hun løftede svagt hovedet kiggede op på Pan idet trådte frem, pigens kønne baby ansigt stivende smule ved tilstedeværelsen af fremmede som til med var en vampyr dette vidste pigenn drog ikke. Pan lod pigen tro hun var alene. Pigen gav sig lege med dukke som pan først så nu, hvorfor hun havde set dukken kunne Pan ikke svare på. Der noget uskyldigt over dette pigebarn, det som vidste faren var der, men det var som om glemte den. Pan lod til pigens forskrækkelse en hånd glide iggem gyldne guldlok krøller, inden løftede hende, Pan kunne ikke forstå småbørn, de havde det med at faren forbigik dem selvom den rundt om hjørnet lige meget hvor de gik. Pan lod Pigen give hende kram, hvorfor pigen stivende hun fandt ud af at Pan var kold som is. Da gik først op for den lille at Pan betød fare. Pigen stak i hyle hylede for sine lungers fulde kræft lige meget hjalp det.Ingen kunne høre pigen i Pans mørke paradis. Pan smilede svagt borede forsigtigt tænderne i den lille hals, det var ikke fordi hun var sulten, men bare fordi skulle være sikker på at hun ikke blev det unde den missionr hende og den fremmede hvad var det nu han sagt hun hed Arian? Hun anede ikke hvordan skulle komme afsted, men regnede med der blev fundet en løsning.

En mission...
Hun sukkede dybt, så en enkelt sky dannede sig foran hende..
Det var første gang at hun skulle lede noget, lede en gruppe.. Og ikke en hvilken som helst gruppe, men en gruppe af dæmoner.. Arian havde intet imod dæmoner, hun så dem hverken som sine overmænd eller undermænd.. Nej, for hende var det lige meget hvilken race man var.. Hun så styrken i personens handlinger..
Solens stråler påvirkede hende ikke.. Hun var en blanding og kunne sagtens være ude i dem, men fortrak nu stadig at være i skyggerne eller mørke steder, men denne gang måtte hun sætte det hun ønskede til side, for at fokusere på den kommende "udflugt".. En udflugt som højst sandsynligt vil fører hende ud på noget af et eventyr..
Da hun kom til stedet, kunne hun ikke undgå at bemærke den store muskuløse mand der stod og diagerede med de andre.. Det måtte være ham.. Lederen af dæmonerne..
Hun åndede ud, for at tage det roligt og gik hen imod ham, med et sværd ved sin side.. Om hun kunne bruge dette sværd var ikke sikkert, men hun var villig til at give det en chance ellers måtte hun bruge sin egen styrke.. Hugtænder..

Dæmonen med det fremtonet bryst, og den skarpe attitude hed Alistar, en frygtløs men dog grænseløs dæmon, der findes ingen udfordring eller problem han ikke vil kaste sig ind i med hoved først, kendt i de dæmoniske kræse, for sin enorme hårde slag, men også for at bringe sig selv i de værste situationer nogensinde, fordi hans hjerne bare ikke arbejder så hurtigt som hans højre arm, men han har mod forventning vist sig som en god gruppe leder, fordi den enorme arrogance om der intet problem han ikke kan løse, giver ham et koldt overblik, og et køligt overblik med nogen stærke dæmoner i ryggen til at bakke det op, har vist sig til faktisk at tage sig af det meste, men hverken ham eller hans soldater udover to Natasja, og Cortez, udover det to, så findes der ingen i gruppen af dæmonerne som kan ligge et puslespil om de så havde en pistol peget mod deres tænding, ikke sagt de er dumme, de ... ej okay, det er der ikke for kreativ tænkning, men for at rive hver eneste træ og sten op fra jorden i området, hvis Arian og Panthera ikke kunne finde deres mål på anden vis. også selvfølglig rive hoved af ethvert monster på deres vej, som var det en kylling på et slagteri. Alistar vendte sig om og så Arian, og gentog noget som han havde fået af vide om de to kvinder han skulle holde øje med "Smukkere ansigt end en gudindes kavalergang" han begyndte at gå hen mod hende, og rakte hans store hånd frem og sagde så ydmygt som han kunne "Frøken, mine folk er under deres kommando. sig mig, hvor er den anden frøken?"
Alistar kiggede over mod Natasja, der sad på en træ kasse og slappede af, Alistar så spørgende på Natasja, som han gjorde tit når der var ting han var i tvivl om, også sagde Natasja med et lille sødt smil, mens hun havde et drilsk glimt i øjet, og rettet på sine læder arm plader "Hun er vamp.." Natasja opgav at forklare sig, og hoppede let og elegant op, og efter at ligge sin sølv kniv ned i skeden, gik hun mod Arian og sagde "En ære frøken. mine venner kalder mig Natasja. Du kan sætte din numse ind i hestevognen og vente til det er nat så din partner kommer, eller du kan ...." hun smilede drilsk og forsatte "Hjælpe med at pakke vognen"

Pan anede aldrig hvad hun skulle give sig til pigen var forlængest borte og hendes rastløshed havde fået hende til vandre frem og tilbage, hun sukkede svagt hvorfor skulle hæmmes af solen, der var en gang hvor længtes efter solens livgivende stråler og ønskede af hele sit hjerte, men det var det var en halv krig og en madpakke siden. Hun lod svagt sin tanker flyve imod kommende mission og alle dæmoner, Pan havde aldrig arbejdet sammen med nogen og aldrig ledet noget som helst, det undrede hende hvorfor dæmonlederen lige havde valgt hende og Arian ja hende havde aldrig mødt før anede ikke hvad hun skulle forvente, hun vandrede hvileløst frem og tilbage. Hvornår ville solen forsvinde og give plads til de vænser dominerede natten, hun smilede svagt ved tanken om at solen forsvandt og at der var evige mørke. Drog overvejede om hvor mange der engentlig ville leve en istid. Pan kiggedepå sit ur, det ville ikke vare længe før hun kunne gå op sit værelse og klæde om.
Hun smilede svagt inden forsatte sin evige gang rundt lille kælderrum, hun ventede og ventede og besluttede sig for at gå solen var drog forsvundet, men skyndte sig op på sit værelse,m gardinerne var stor og sorte de nåede gulvet og lukkede alt solen ude, der var kun det ene værelse, det var også derfor hun valgt det, hun lod svagt en glide igemmen det brune hår. Hun gik hen til kældeskab for finde det sortekorset og læderbukserne, udenover havde fundet sin røde trenchcoat agtige jakke, hun havde drog ikke brug for jakken, men hun ville nemmere falde ind. derefter fandt hun stor sort hat, sådan, man næsten kun ville se de konglige med. Hun gik derefter hen til spejlet og tog tøjet på og satte sit hår op i stram knold og tog hatten på. Hun betragtede sig selv i spejlet. Hun lignede en mystisk person efter sin engen menning. Hun fandt derefter noget blod som hun tappet fra pigen, hun smurte det på læberne, men ineg ville gætte hvad det var for det ligende læbestift.

Da han kom hen mod hende, kunne hendes hjerte ikke stoppe med at hamre hurtigt, eftersom hun aldrig havde været i nærheden af en som ham før.. Ikke at det var en dårlig ting, hun var vel bare lidt nervøs for at gøre noget forkert for øjnene af alle disse dæmoner..
"Under min komando?" måbede hun, men tog sig sammen og rystede på hovedet. "Det selv en ære at møde dig," Hun smilte venligt og følte en trang til at neje, men lod være.. Hun kiggede rundt og kunne mærke hvordan nervøsiteten langsomt blev større.. Skulle hun lede alle disse dæmoner? Skulle de være under hendes komando? Aldrig havde hun ledet nogen før, men mon ikke at hun kunne finde ud af det i sidste ende?
Hun kiggede hen på Natasja med et imponeret ansigt..
"Jeg vil gerne hjælpe jer," sagde hun og tog en hårtot om bag øret.. "Bare sig hvad jeg skal gøre også skal jeg gøre det,"
Hun havde ikke tænkt sig at bare stå og se på, imens dæmonerne arbejde hårdt.. Nej, så ville hun meget heller hjælpe dem..