a new face//Zefira//

S centeret
O næsten ingen¨
V koldt og mørket
Tid 20,00
P en smadret lædererustning
Arason gik rundt ned i markede alle butik var næsten lukket han
sukket det var en dårlige ting ved at være vampyr der var faktisk mange
dårlige ting ved det han stoppet op og klarte op i et træ da hans blå øjne fik øje på
en person der komme gående mod hans skjulested i træet og det var et menske kunne han lugte på lang afstand det var en kvinde hvad ville hun her på denne tid

Det første man ville få øje på, i de svage belysninger fra månen og de enkelte fungerende lamper, var det brændende røde hår. Zefira var i en stilfærdig gang, på vej ud af det efterhånden døde center. Over den ene arm, hang håndtaget af en flettet kurv. I kurven befandt sig proviant af mange forskellige arter. Mad, stof, tøj og lidt andet. Indkøbet var sparsommelig, men fornuftigt. På kroppen bar Zefira en enkelt midnatsblå kjole, der gik til lige over knæene. Udover sig havde hun sin efterhånden trofaste kongeblå kappe. Begge dele gjorde, at hun var halvt skjult i mørket, og rent faktisk formåede at holde varmen. Hendes hår var denne aften løst, og bølgede efter hende som levende ild. Tydeligvis optaget af at optælle sin varer, havde Zefira ikke bemærket den mulige fare der lurede i mørket.

Hans tænde begyndte og gå i vand i det han lugte hendes blod
han prøvet og få tænkene ud af hans hoved hvilket han ikke kunne
han kiget ned på hende idet han lagde mærke til hendes udesende han
hoppet ned og stilte sig i mørket idet han i det han holde øje med hende
hun var ikke så langt fra ham nu

Zefira stoppede brat. Havde hun nu glemt noget? Måske burde hun have taget et bestik, så hun kunne have lært Zela, hvordan man spiste med kniv og gaffel. Selvom.. Det ikke lige lod til, at elveren behøvede den slags. Med et skuldertræk for sig selv, slog hun hætten op, så det næsten kridhvide ansigt, forsvandt ind i mørket. Med en lille gammeldags nynnen fortsatte hun rolig sin gang. Zefiras duft var menneskelig. Ganske almindelig, som et andet sult og forholdsvis renlig menneske. Dog ville der være en lille krydret snert ved færten. Selv den bedste sporhund, ville ikke kunne sætte poten på, hvad det var. Man kunne ikke engang kalde det en rigtig duft. Blot, at noget tydede på, at der gemte sig mere under huden på den unge skønhed. Hendes skridt var kraftulde, og håret der stadig kunne ses, var uovertruffende blankt. Det var.. ren magi?

Han stod bare og stiret på hende det var som om han
var tryllebundet hans tænde løb i vand udover at han ikke kunne få
øjne fra hende han gik lide så stille frem mod hende i det han tørte sig om munden med hans hånd han stod for an hende og præsnterte sig "Arason Wolfwind og hvad er dit naven Søde" sagde han i det han bukket for hende