//Zefira// nye venner

Tid: lige før solen går ned.
Sted: ude mid i Ashen Three Forest ved en lille åbning i trærene
Vejr: solskind med få skyer
Omgivelser: trære og en bænk
Påklædning: En tanktop og et par lange bukser.

Nggung sidder på Bænken og tænker på Shifty og deres nye hus "hvorfor er det så svært at have følser for en" og tænker tilbage på Shifty og hans første møde da han ser en skabning stå mellem trærene og råber op "HEY HVEM ER DU!" og stiller sig op.

Zefira tullede stille rundt, blandt alle de mange triste træer, og søgte i skovbunden. Hun søgte stort set, hvad som helst. Mad, liv, blomster, urter.. Alt! Hun manglede noget. Hun manglede mad, som altid, hun manglede spænding, hun manglede generelt noget, at lave. Så en tur til skoven her, lød som en god idé. Lige indtil hun faktisk dukkede op, og så, at skoven var mindst lige så trist og kedelig, som sit navn. Hun rejste sig med et stille suk, og gav sig til, at skrabe en smule af barken på et ungt træ. Hun stivnede i sin bevægelse, da noget længere henne fangede hendes opmærksomhed. Lyden, at et talende væsen. Hun drejede meget forsigtigt hovedet, og så den unge mand/fyr sidde på en bænk. Han opdagede dog også hende. Hun fik et skræmt udtryk i ansigtet da han fór op, og råbte af hende. I en hurtigt bevægelse, var hun afsted. Hun løb så det røde hår piskede bagud, og flere gange ramte hendes øjne, og spærrede hendes syn. Hun kastede sig forvildet rundt, og håbede ikke, at han ville fange hende.

Nggung så at skabningen løb væk og hurtigt råbte igen "UNDSKYLD, BLEV BANGE KOM TILBAGE!" han begyndte at sætte efter skabningen, han løb som det dyr han havde trænet sig op til at være nemlig en abe. han blev ved med at sige "undskyld undskyld undskyld" mens han prøvede at nå op til hende. da han kom lidt tættere på så han at det var en kvinde og da han så hendes røde hår faldt han over en stamme der var lidt højere ind han kunne hoppe. "av av av ikke mit ben igen"

Zefira fortsatte sit løb. Hun hørte knap ordene, da de ikke blev til andet, end en forkludret hvisken, i den hylende vind. Hendes utroligt menneskelige krop, løb med en imponerende fart, selv for en af hendes kaliber. Hun drejede svagt hovedet, mens vejrtrækning langsomt blev mere og mere panisk. Skikkelsen ved siden af hende, var kommet foruroligende nær. Hans stemme var mandlig, og kroppen var ganske ung. Men fremmede. Hun drejede sit hoved tilbage, og rettede fokus mod vejen igen, lige tidsnok til, at se den mægtige træstamme der bredte sig foran dem. Med en imponerende vilje og styrke, satte hun af i et næsten flyvende spring, og gled yndefuldt over stammen. Landing var dog knap så velplaceret, og hun endte rullende hen af den snavsede skovjord. Hun krummede sig hurtigt sammen, og tog landingen med sammenbidte tænder. Da hun først lå stille, hævede hun hurtigt hovedet, og så på den skadede dreng, med et skræmt blik. Håret hang i låse tjavser hist og her, med jordklumper smurt ud over det hele. Meget langsomt begyndte hun, at bakke væk, hele tiden med blikket fastlåst på skikkelsen foran hende.

"av mit ben for devlen det gør ondt" siger Nggung højt til sig selv, han kigger over imod kvinden der lå lå lidt længere henne og spørg med smerte i stemmen "er du okay og undskyld hvis du blev bange" Nggung begyndte at rejse sig op, da han begyndte at støtte lige så roligt på benet kom smerterne igen og han faldt om igen og landede med ryggen først lige oven på en anden gren "av igen for den nu kan det sku ikke gå værer" og vendte sig rundt på maven for at løfte smerten fra ryggen.

Hun kommenterede ikke så meget som en lyd, på alle hans mange beklagelser. Hun lå blot skrækslagen, og stirrede på væsnet foran hende, der vred sig rundt, og forvoldte mere skade på sig selv, end dem omkring sig. "Hvad vil de mig?.." Hendes stemme var lav, og en smule kold. Han havde ikke jagtet hende uden grund. Hendes blik blev dog en smule mere mildt, da han endnu engang, formåede, at skade sig selv. I et stille bevægelse rejste hun sig, og vandrede meget forsigtigt over til den fremmede. Hendes tætsiddende hvide kjole, var allerede flået og mudret. Så da hun satte sig hos ham, generede kontakten med jorden endnu engang, hende ikke. Hun foldede sine hænder i skødet, og så en lille smule opgivende på ham. Hun kunne ikke magi. Ja faktisk, kunne hun ikke ret meget. Hvordan skulle hun dog, hjælpe ham?

Nggung svarede "jeg vil dem ikke noget det er bare lang tid siden jeg har snakket med en anden en Shifty. jeg er ikke ond jeg blev lært op i et kloster og da det blev ødelagt blev jeg lavet om til en vampyr" han så at hun kom nærmere og satte sig i jorden og først der kiggede han lidt på kvindes tøj "ej det er synd med din kjole den var ellers pæn" og så kiggede han væk da han var lidt tørstig "du skal nok ikke komme al for tæt på mig lige nu jeg kommer til mig selv igen om 1 dag eller 2" sagde Nggung han prøvede at sætte sig op. "jeg hedder Nggung" og rakte sin arm frem mens han kiggede stille og roligt hen på kvinden igen.

Zefira lyttede tavst, men interesseret. Et kloster? Vampyr? Det var en ret så hektisk liv den knægt havde haft gang. Næsten som hendes eget. Eller... Hun gik da ud fra, at det havde været hektisk, siden hun intet kunne huske af det. "Jeg kender ikke denne, Shifty." Det var blot en bekræftelse. Hendes stemme var langt mere venlige end før, og var ankommet med et lille smil. Han virkede ganske flink nok. Hun så ned af sin kjole med et lettere trist blik, men trak så på de blege skuldre. "Det er okay. Hellere det end, at blive skadet." Hun så studerende ned på hans ben, og kastede et kort blik på ryggen. Ingen blod direkte. Men nogle ordentlige slag, der nok ville gøre ondt langt tid efter. "Hvorfor dog?.. Jeg er ikke bange mere." Hendes ord var stærke, sammen med hendes blik. Hun kunne ikke efterlade ham! Det var trods alt hende, der havde startet med, at rende afsted, som en eller anden idiot. Hun tog smilende hans hånd, og trykkede den i sin. En kort solstrålede ramte hendes arm, da hun trak den til sig igen, og fik et sygeligt, grønligt, glimtrende skær til, at træde frem. Kort. "Jeg er Zefira." Hun gemte atter igen, sine hænder i resterne af kjolen.

Nggung Smilede "smukt navn" sagde Nggung og bagefter "jeg har ikke fået mad i en dag så jeg er lidt 'sulten' som det bliver kaldt af menesker og hende Shifty er min ven vi har lige bygget et hus lidt herfra hun blev 'smidt ud' af sin tidliger mester fordi jeg ikke måtte bo hos dem" Nggung stolede på Zefira selvom han ikke kendte hende "hvorfor gemmer du dine hænder" spurte han Zefira. "hvad har du lavet i din fortid?" spurte han hende også"

Hun smilede varmt til ham, og trak en rødlig lok, om bag det ene øre. "Tak. Jeg kan godt lide dit." Et ganske specielt navn. Hun havde faktisk aldrig hørt noget lignende før. Gad vide, om han var herfra? Eller et helt andet, mystisk og eventyrligt sted. Hun pillede fraværende ved en løs trevel fra sin kjole, mens hun hele tiden så på ham, da han talte. "Jeg er også sulten.. Så jeg forstår dig godt. Men trist med Shifty's mester. Godt, at i har fundet hinanden. Sammenhold er godt. Hvad hed mesteren egentlig?" Det var bare et tilfældigt spørgsmål. Hun regnede ikke ligefrem med, at hun rent faktisk kendte mesteren, i denne store verden. Hun så ned på sine hænder da han spurgte, og trak dem en smule frem. Hun åbnede dem, mens hun langsomt vendte og drejede dem. De så ganske normale ud, bortset fra det blege skær og det specielle præg, der ikke var til, at sætte fingeren på. Hendes hud var.. farvet? Det ligende mest, en gammel misfarvning. "Jeg ved det ikke.. " Hun så undskyldende på ham, ved de sande ord. Hun anede intet.

Nggung smilte varmt tilbage "tak så vidt jeg ved skulle det betyde bille men jeg er mere en abe" sagde han og grinte lidt "mesteren hedder Victor Van Tenebis" sagde han med en mørk stemme "han har været ved at slå mig ihjel fordi jeg hilste på Shifty" han så ned i jorden, han vidste godt at han havde løjet med det var fordi at han ville beskytte minderne om den anden vampyr han havde mødt. "ja men det var enlig også min skyld at hun flyttede" og så op på Zefira igen og lyttede til hvad hun sagde mere "lider du af hukommelse tab eller stoler du ikke på mig hvilket jeg ikke blamer dig for".

Hun grinede let, men var i virkeligheden meget undrende. En abe? Han var jo vampyr! desuden syntes hun ikke, at han på nogen måde havde mindet om en abe. Jo måske lidt, men det var blot den måde, som han havde jagtet hende på. "De virker nu ikke som en abe." Det var det eneste hun kunne svare, men med ret så tydelig forvirring i stemmen. Hendes ansigt gik fra udtrykløst til overrasket. "H-Ham kender jeg!.. Han hjalp mig ud af grotterne." Hun var ikke sikker på navnene, men når man nævnte ordet grotter/tunneller, vidste de fleste godt, hvor det var. "Har han det?" Hun hviskede det, og så næsten endnu blegere ud end normalt. "Jamen.." Hun tog sig til hovedet. Forvirret. Han havde virket så flink. Og han ville dræbe. Hun havde lyst til, at skrige. "Ja.. Jeg kan intet huske." Hun hviskede det igen, nu en smule hæst. Hun drejede let omkring, og satte sig med ryggen til. Det var ikke fair, men hendes hoved var så forvirret. Træt lod hun ansigtet dumpe ned i hænderne, og sukkede dybt.

"uh du har ikke set mig kæmpe" og så hvordan hun skiftede ansigtsudtryk "har du mødt ham" spurte han overaskende hende "hvad for nogle grotter da jeg ikke kender områderne så godt endnu" Nggung så at hun vendte sig rundt og Nggung kravlede stille og roligt hen til Zafira og lagde en hånd på hendes ryg "hvad kan du huske fra ham" spurte han hende

"Nej dog ikke" Hun smilede stille, og foretrak egentlig, at have det på den måde. Det kan vel ikke være det mest positive, at vide hvordan den anden kæmper. Kamp var ikke lige hendes hof. Specielt ikke, fordi hun altid var så snot forvirret. Hun nikkede stille, da han spurgte. Hun havde mødt, snakket og fulgt med ham. "The Caves of the Sand.." Mindet om de mørke grotter kom faktisk tilbage til hende. Hun huskede sulten, og forvirringen over ikke, at kunne finde rundt dernede. Skrækken over, at have mødt en fremmed. Men han hjalp hende. Hun løftede ansigtet fra sine hænder, da Nggungs hånd, rev hende ud af tankerne. Med et sløvt blik, så hun tilbage på ham. "Jeg kan huske.. At han kom ridende på sin edderkop. Oktavius, eller noget. Han gav mig mad, og en bog. Og hjalp mig ud.." Hun talte med en overraskende rolig stemme, mens hun huskede det hele. Igen, og igen.

Nggung satte sig ved siden af Zefira og lage en hånd om på hendes skulder, han var blevet glad at hun var blevet rolig igen og sagde "edderkopen har jeg aldrig mødt men hvad var det for en bog du snakker om" Nggung så efter at få øjen kontakt og bagefter spurte han "kan du huske hvor gammel du er eller dit fulde navn" spurte han undrene da han aldrig havde mødt en der ikke kunne huske noget før, han smilede til hende.

Zefira kastede forsigtigt et blik på hånden, der nu hvilede på hendes skulder. Hun havde et meget kendskab til vampyrer. Tanken om at stikke af fra det hele, som altid, lå som en lille nødplan i baghovedet. Dog virkede han overraskende rar, så hun valgte at blive for nu. "En slags bog.. Man skrev ting ned i den, og den ville aldrig glemme. Den ville huske alt. Og edderkoppen virkede okay. Men stor." Hun kunne ærlig talt ikke huske ret meget om bogen, da hun ikke forstod. Og så var hun så utroligt fortumlet, da hun fik den overrakt. "Jeg kan huske Zefira.. Og jeg tror jeg er omkring de 20." Hun smilede venligt, og en anelse stolt. Det var to ting, hun var kommet frem til helt selv. Men resten var forsvundet, som dug for solen. "Hvor gammel er du så?"Nysgerrigheden over alle hans spørgsmål, havde smittet hende. Vampyrer bar måske på en masse sær viden, og utrolige hemmeligheder? Eller også, var de mere normale end hun var..

"hmm okay den har jeg aldrig hørt om før" svarede Nggung. "men smukt navn" sagde han og smilede hen til hende.
han tog sin hånd hen til sig selv igen og kiggede på hende "jeg var 17 da jeg blev bidt men jeg kan ikke huske hvor mange år det er sidden, jeg har været for optaget i at finde min søster igen at jeg har glemt at tælle" han grinte lidt selvom at minderne om hvordan han havde behandlet hende kom tilbage. han kiggede ned i jorden da han var færdig med at grine.

Hun lo kort, og ganske svagt uden den store glæde. "Samme her. Indtil jeg fik den stukket i hånden.." Hun smilede prøvende til ham, da han generelt virkede ganske positiv. Ikke at hun var den specielt negative type selv, men hvem kunne være komplet lykkelig uden at kunne huske sit liv? Når ja.. Måske havde hun lavet en bommert, der var bedst at glemme. Måske var det ikke så slemt alligevel? Hun kunne ikke lade være med at fnise, da han igen roste hendes navn. Var det virkelig så specielt? Hun studerede ham kort mens han fortalte, og blev enig med sig selv om, at alderen 17 virkede til at passe til ham. Men hans sind var tydeligvis ældre. "Din søster?.. Hvad er der sket med hende, siden hun er væk?" Hun så roligt på ham, og begyndte fraværende at glatte det lange hår. Det var som om, at hun kunne mærke aftrykket fra hans hånd endnu, som et koldt minde.

Nggung lo kort og så at studerede ham lidt "finder du noget specielt" og grinte igen og så ned i jorden da han hørte hendes spørgsmål "det... det vil jeg helst ikke snakke om.
han begyndte at græde "der skete noget jeg helst ikke vil snakke om" han kiggede for han ville ikke se hendes reaktion for det "lige nu ville jeg ønske at jeg ikke kunne huske noget som helst" han hulkede lidt og satte sit hoved ned i sine ben.

Hun fjernede rødmende sit blik, da han tydeligvis havde opdaget, at hun så på ham. "Ikke rigtigt.. Jo altså!.. Jeg mener de.. ser meget normal ud, af en vampyr. Tror jeg?..." Forsøgte hun sig frem. Det ville være uhøfligt at sige, at han lignede alle andre. Alle var specielle. Men nu vidste hun dog ikke, om vampyrer havde et bestemt udseende. Hun så overrasket på ham, og lagde forsigtigt sin hånd på hans skulder, og gav den et blidt klem. "Hey.. Beklager. Jeg vidste ikke, at det var sådan." Hun ønskede ikke, at få andre til at mindes deres frygtelige ting. "Men tro mig.. Nogle gange, vil man alligevel ønske at man kunne huske. Selv de værste ting. Ellers er du bare en tom skal, uden minder." Hun smilede skævt, da hun hørte hendes egne ord. Om hende selv.

"nå da da" grinede han lidt og kiggede ned i jorden "hvis du bed din søster måske til døde så ville du helst også gerne bare glemme det"
han løftede sin hånd op til hendes og vendte hovedet hen mod hende "dit smukke navn har en smuk bære" og smilte til hende.

Hun tog det ganske lettet, at han blot grinede af hendes fumlen rundt. Hun ønskede ikke at gøre han sur. Desuden havde hun næsten ikke flere kræfter, hvis hun skulle til at flygte fra ham endnu engang. Men det overraskede hende nu, at hun ikke var blevet fanget. Var vampyrer ikke hurtige? Det mindes hun noget om.. Dog vidste hun også godt, at hun var en ganske udmærket løber, trods hendes knap så trænede krop. Hun nikkede stille til det han sagde, og sukkede lidt tungt. "Sandt.. Men jeg tror ikke, at jeg har en søster." Hun så op på ham igen, og kunne ikke lade være med at rødme. Hvorfor al den smigren? Hvad pokker var hun så speciel for?.. "Er de altid så charmerende?" Hun kunne ikke lade være med, at spørger så pokkers dumt. Det fløj bare ud..

"hehe men det har el havde jeg" og kiggede ned igen, han ville ikke have at hun skulle vide mere om hans liv for han bliver sikkert bare virkelig ked af det og sætter sig til at græde og det vil ikke lige frem være det fedeste foran en fremmed.
Han kiggede op på hende igen "nej jeg er ikke charmerende men jeg siger sandheden for det er ikke sjovt at lyve når man ikke behøver" og smilede og lagde hans hoved lidt på skrå foran hende.

Hun rykkede lidt på sig, så hun ikke sad næsten snoet en halv omgang rundt. Hun satte sig behageligt, med fronten mod ham. "Ah.. Men det er bedre at have elsket, og derved mistet. End aldrig nogensinde at have elsket.. Et liv uden nogen form for kærlighed, er det fattigste man kan ønske sig." Hun vidste ikke hvor det kom fra. Men ofte ville hun langt hellere have en familie. Et hjem.. frem for småpenge, at overleve for. Hun lo ganske kort og varmt, og lagde en smule drillende også sit eget hoved på skrå. Det røde hår gled let ned foran hendes ansigt, og dækkede det ene af hendes to mystiske øjne. "Sande ord.. Så tak. Igen." Hun gengældte han smil, og kunne godt lide det faktum, at han var ganske ærlig.

"jo det passer men bare at jeg har dræbt hende er ikke en sjov tanke" han så hvordan hun lagde sit hoved skrå som hans, han løftede sin ene hånd op og trak håret væk fra hendes øje og lagde den bag hendes hoved, han tog den væk igen da han ikke ville gøre noget dumt.
"er du enlig kommet til skade" sagde han for at få en undskyldning for at se hende an.