Is it really true? Are you my sister?//Valerie//

S: Bloodrage Village.
V: Solskin.
P: Bar overkrop, da der er meget varmt. Et par cowboybukser.
O: Det der nu er i Bloodrage Village.

Toshiba kunne mærke hvordan varmen overtog hans krop, da solen skinnede klarer end nogensinde. Selv Shetan var påvirket af varmen og havde lyst til at løbe sig en tur, væk fra den varme sol og ind blandt de skyggefyldte træer.
*Jeg smutter Toshiba,* sagde han og løb med elegante bevægelser, ind blandt træerne.
Toshiba kiggede efter ham. Han ønskede at det var ham, der bare kunne være en ulv og løbe ind blandt træerne. Nyde vinden i sin pels, imens forskellige dufter hang omkring en.
Han smilte for sig selv og lagde sig ned i det varme græs. Det kildede forsigtigt på hans bare overkrop, med blide bevægelser.
Solen skinnede kraftigt og havde ikke tænkt sig at stoppe foreløbelig.

Valerie var ude at gå for sig selv, og Bloodvillage lød meget spændende.
Men solen varmede ind på hendes hud, den var hård og næsten forfærdelig.
Vanilla var blevet hjemme ved professeren som passede på hende.
Hendes fødder placerede sig skiftevis i det bløde græs imens hun gik. Det bølgede med smukke bevægelser, og solen ramte græsset helt perfekt.
Solen lyste som reflekser i hendes øjne. Valerie satte hovedet lidt på skrå da hun fik øje på en dreng som lagde i græsset længere fremme.
Hun kunne selv have gjort det, men hun var ikke kommet videre med sin tanke.

Toshiba satte sig hurtigt op, da han kunne mærke en stærk smerte i sin ryg. Det føltes som om at der var røget en dolk igennem ham...
Det måtte være Shetan. Han måtte finde ham med det samme.
Med en hurtig bevægelse, rejste han sig op og løb ind mellem træerne. Smerten i ryggen blev stærkere og stærkere.
Hvad var der sket?
Hvor var Shetan?
Da han var kommet et stykke ind i skoven, fandt han Shetan lægge i græsset med en dolk i sin ryg. Ved siden af ham, stod der en kvinde og var klar til at stikke endnu en dolk ned i ham.
"Nej!" råbte Toshiba.
Damen stoppede med det samme og vendte sig om imod ham. Det var som et lyn der slog ned i ham, da han så hvem kvinden var.
Hans mor..

Valerie løb med, men hendes hvide løve var hurtigere.
Som om den havde vist faren, som om der var et bånd. Den sprang på kvinden og væltede hende omkuld. Nu stod Vanil den store hanløve og knurrede af kvinden.
Valerie kom op på siden af Toshiba, og kiggede på Vanil. Hun gik forsigtigt over til ulven som var såret, og trak hurtigt dolken ud af dens ryg.
Vanil forsatte med at knurre af kvinden, og vrissede af hende.

Toshiba gik overrasket et blik tilbage, da en hvid hanløve sprang på hans mor med en meget stærk kraft.
Moren var klar med dolken i hånden, efter hun havde vridet sig ud af løvens greb. Dolken som var lavet af ægte sølv, glitrede i hendes hånd.
Toshiba genkendte dolken. Det var en han havde givet hende for længe siden.
Toshiba skænkede ikke Valerie et blik, da han ikke kunne tage blikket fra moren og den hvide løve.

Vanil kom med et frygt ingydende brøl, og knurrede stadig. Vanil angreb igen.
*Rolig pas nu på.* Valerie sendte en tanke over til Vanil, som gav et hurtigt nik.
Hun blev siddende ved den sårerede ulv, og strøg en hånd henover dens pels. Hun mærkede en smerte i hendes bryst, som gjorde hendes øjne næsten helt sorte.
Vanil havde fået en dolk hammeret i sit ene bryst, det modsat hjertet. Hendes hånd lagde stille på ulvens sorte pels, og hendes ansigt fortræk sig i smerte.

Moren havde stukket en kniv i brystet på den hvide han løve. Den skulle ikke tro at hun var så nem at overmande. Med et lusket smil på sine læber, blinkede hun til Toshiba og gik med elegante skridt over mod shetan, der prøvede at rejse sig op selvom blodet fossede ud af ryggen på ham. "Tag med mig min skat, ellers vil jeg skade shetan indtil du giver op!" Sagde hun og pegede med dolken ned på shetan. Toshiba kiggede hen på pigen, der tog sig til brystet imen smerte var i hendes ansigt. Hun måtte være en satuine som ham! Han kiggede vredt hen på sin mor og skyndte sig at stille sig imellem hende og shetan. "Aldrig!" Vrissede han.

Valerie kiggede på Vanil, han havde når folk troede de kunne slå ham.
Præcis som Valerie, og han rejste sig stolt op og med et poteslag sårerede han hende meget. Et brøl varslede hende. Han vrissede af kvinden, og Valerie kiggede op. Og begyndte stille at støge ulvens pels igen. En mandlig stemme blandede sig pludselig.
Men Vanil var ligeglad, og holdte øjne på kvinden.

Kvinden mærkede løvens potte rise ned ad hendes krop, så hun nær havde skreget af smerte. Hun kiggede frem og tilbage på løven og på hendes indbydende søn, det stod og så vredt på hende. Til sidst gav hun op og løb ind imellem træernes skygger efterfulgt af en ond latter. Toshiba udstødte et lettede suk og satte sig hurtigt ned ved siden af shetan. Forsigtigt strøg han ham over pelsen. "Du klare den," hviskede han, med et beroligende smil. Han kiggede op på valerie, med et smil på læben. "Tak for jeres hjælp," sagde han venligt.

Valerie pustede ud, og kiggede på ham.
Hendes øjne var stadig fyldt med smerte, men hun havde lært at holde sine følelser lidt tilbage. Men hendes øjne sagde alt, Vanil kom op på siden og slikkede hendes kind.
Valerie kiggede på Vanil, som hurtigt rettede sit blik imod en mand som kom imod dem. Vanill vidste ikke om det var en fjende. Så han begyndte at knurre, og lægge ørene tilbage.
Valerie fandt dog nogeet bekendt over ham, som fik Vanil til at stoppe med sin knurren.

Toshiba smilte forsigtigt, for at vise at han ikke ville noget ondt.
"Navnet er Toshiba," sagde han og nikkede høfligt. "Jeg kan ikke takke jer nok for jeres hjælp," Han smilte til dem og kiggede på den hvide løve, der ikke var helt sikker på hvad den skulle syndes om ham. Den var meget smuk.
Shetan rejste sig op. Hele hans krop rystede, efter dolken i ryggen. Han kunne stadig mærke den, men valgte at ignore det og stillede sig stolt og oprejst.
Toshiba smilede til ham og strøg hans hoved.
"Du må være mere forsigtig," sagde han og nulered sine finger ind i den sorte pels.
*Det ved,* sagde han og kiggede op på ham. *Undskyld.*
Toshiba nikkede og kiggede hen på Valerie igen.

Hun rettede opmærksomheden imod Toshiba, og smilte venligt.
"Mit navn er Valerie."
Vanil knurrede lidt, stadig af manden som kom løbende bagved Toshiba.
"Kender du tilfældigvis ham der?"
Hun lagde hovedet lidt på strå og kiggede stadig på manden. Han lignde Tosiba lidt, mon det var hans far. Det var det sikkert.
Vanil rejste sin store løvekrop op, og gik op på siden af Shetan. Men hans øjne var blot på manden som kom imod dem.
"Og det var da så lidt."

Toshiba vendte hovedet om og fik straks øje på sin far, der kom løbende med fulde bevægelser.
Han sukkede. Den sidste gang han havde set ham, var på et diskotek sammen med cecilie.
"Ja," svarede han og rejste sig.
Shetan gav sig til at rejse børster og blottede sine skarpe ulve tænder.
"Det er min far."
Hans far kom hen til dem og pustede ud.
"Puha!" sagde han og tog sig på knæerne. "Det var en lang tur!"
Toshiba rullede øjnene.

Valerie hævede et bryn, og lagde sine arme overkors.
"I det mindste kender du dine forældre, og blev ikke efterladt ude på en mark."
Hun mumlede så der var ikke andre end Vanil som reagerede, og puffede til hende med sit hoved. Han satte sig ned siden af hende, og lidt efter smed han sig som en typisk hanløve. Hun kiggede på Toshibas far, og så over på Toshiba.

Han vrissede af hendes komentar.
"Hvis jeg kunne vælge, havde jeg valgt at jeg slet ikke ville kende dem!"
Det var ikke hans mening at vrisse sådan. Men hvis hun vidste hvad hans mor havde gjort mod, ville hun nok tage sine ord til sig igen.
Shetan puffede til hans hånd og kiggede op på ham, med sine brune ulve øjne.
Han smilte forsigtigt og strøg ham henover hovedet.
"Hej min dreng!" sagde hans far og slingrede på sine to ben.
"Hej," svarede Toshiba koldt og skænkede ham ikke et blik.
Hans far var ikke noget værd.

Valerie sank en klump, og bed sig i læben. Havde hun sagt noget forkert? Og hvorfor vrissede han pludselig sådan af hende? Hun kiggede på hans far, hvorfor var der sådan en kold stemning? Valerie kiggede ned på Shetan, og lagde hovedet lidt på skrå.
*Hvorfor den stemning?*
Vanil prøvede at snakke til Shetan, og gabte lige efter.
Valerie kiggede igen på Toshiba, hun vidste ikke hvordan hun skulle sige. Hun kunne ikke lide når folk vrissede sådan af hende, eller skældte hende ud.

Toshiba skænkede stadig ikke sin far et blik. Manden var ikke det værd. Det eneste han havde fortaget sig i Toshibas liv, var aldrig at være en del af det.
Shetan kiggede op på Valerie.
*Hans far har aldrig rigtig bekymrede sig om ham eller hans liv,* svarede Shetan og kiggede med sit stive ulve blik op på faren. "Han har aldrig ville være en del af det,* Da han havde sagt de sidste ord, knurrede han ad faren, ved at vise sine skarpe ulve tænder.
Toshiba strøg Shetan over nakkehårene. Nogen af hans finger, lod han grave ind i hans bløde pels.

Vanil sendte tanken videre til Valerie, og sukkede lavt.
Hun ønskede at vide mere om sin familie, og ville så gerne vide hvorfor hun blot var blevet efterladt ude i en mark som tre årig..
Vanil puffede til hendes hånd, og Valeries hånd faldt ned i Vanils store manke.
Hun smilte af Vanil, hvad skulle hun dog have gjort uden ham?
Hun kørte sin hånd rundt nede i den ulede manke.

Faren bemærkede den akavet stemningen og undslap en bøvs. Toshiba sendte ham hurtigt et dræberblik, så han nær var hoppede et skridt tilbage.
"Rolig min dreng!" grinte han og kørte en hånd igennem det hår, han troede at han havde. "Det var bare en bøvs," Han blinkede.
"Du er jo komplet idiotisk!" vrissede Toshiba og beholdte sit dræberblik.
Faren tvivlede ikke denne gang, med at gå et skridt tilbage. Hans øjne lyste forvirret.
"Rolig?" sagde han og prøvede at virke uskyldig.
Toshiba vrissede bare og kiggede ned på Shetan, der havde sine nakkehår stritte og tænder blottede.
Hadet til denne mand var stort.

Valerie blev en smule skræmt af stemningen, og ville blot helst bryde den.
Hun fik øjenkontakt med Vanil, og tykkede lidt på det hun ville sige.
For hun ville jo ikke bare sådan blande sig, men hun ville heler ikke lagde hver med at gøre noget.
"Okay hvad sker der her?"
Hun havde en mere alvorlig stemme, Valerie ville bare vide mere. Ikke kun af nysgerrighed, også fordi hun ikke vidste hvad der forgik.

Toshiba kiggede op, da pigen besluttede sig for at blande sig. Hun ville tydeligvis af med den negative stemning, men det var ikke det nemeste.
"Min far forlod bare mig og min mor, for mange år siden," fortalte Toshiba og skulede hen på sin far. "Og han har aldrig kontaktet os." Den sidste sætning blev sagt med had i hans stemme.
Faren kiggede ned i jorden. Tyggede på hvad han skulle sige.
"Min dreng," sagde han.
"Drop det!" afbrød Toshiba.
Shetan hørte sin ejeres irritation og blottede sine tænder endnu mere mod faren. Faren gik et skridt tilbage.
"Jeg ved du er vred," sagde han og tog ikke blikket fra Shetan.
"Vred?" sagde Toshiba.
Han var ikke vred, men rasende!
"Jeg er ikke vred på dig far,"
Faren kiggede op, med et løftede øjenbryn.
"Nej, jeg hader dig!"

Valerie gik selv et skridt tilbage, og hendes ansigt trak sig lidt skræmt præcist ligesom Toshibas far. Deres ansigtstræk var ens. Valerie sank en klump, og kiggede på Shetan.
Vanil gabte blot, som lagde sig godt til rette.
Valerie hævde et bryn af ham, og rullede øjne.
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, hun ville blot af med stemningen.
"Hey, fald ned.."
Hun prøvede ved at gå hen og lægge en hånd på Toshibas skulder.
"Jeg forstår du vred okay?"
Hun hviskede stille og roligt til ham.

faren kunne mærke et sæt i sig, da Toshiba, hans eget kød og blod sagde at han hadedet ham. Det skar i hjertet på ham, uden at han ville indrømme det.
Toshiba kiggede ned på Valerie, da hun bad ham om at falde ned. HUn havde placeret en hånd på hans skulder.
"Hvorfor blander du dig?" spurgte han, med en forvirret klang blandede med irritation. "Du ved ikke hvad han har gjort."
Shetan stillede sig i angrebsstilling. Han kunne mærke sin tvillings irritation, så han gjorde hvad Toshiba tænkte.
Forsvarede sig selv.
Faren gik nogen skridt tilbage, for at undgå Shetans blottede tænder.

"Det ved jeg ikke, jeg hader dårlige stemninger."
Hun vidste godt hun ikke skulle blande sig, og derfor valgte hun at slippe hans skulder. Og gik hen og satte sig ved Vanil, hun fik øjenkontakt med Toshibas far.
*Gad vide hvad han har lavet siden han ikke har kontakten Toshiba?*
Valerie var blot nysgerrig ligenu, men Vanil sendte tanken videre til Shetan. Det var mærkelig nok at de kunne sende tanker telepatisk. Som om de var søskende, Vanil fandt det meget skægt.
*Please Toshiba faldt ned.*
Valerie tænkte meget højt, som når hun sendte tanker til Vanil. Men pointen var, hun prøvede ikke at tale til Vanil ligenu.

Faren genkendte pigen. Det selv samme ansigt havde han set for nogen år siden.. Hvem var hun? Han kunne endda se noget i sig selv i hende..
Shetan hørte hendes spørgsmål, men tog ikke blikket fra faren.
*Været sammen med en del andre kvinder,* fnyste han.
Toshiba kiggede forvirret hen på Valerie, da han kunne høre hendes tanker og at hun snakkede med Shetan.
Hvordan var det muligt?
*Kan du høre mig Valerie?* sendte Toshiba en tanke til hende.
Han kiggede på hende, med store øjne.