Is it really true? Are you my sister?//Valerie//

Valeries forvirret øjne spærrede sig op, da hun hørte Toshibas stemme indeni hendes hoved.
*Ja jeg kan godt hører dig.*
Hun tog blikket hen på hans far igen, men hun så stadig forvirret ud. Hun blev blot mere forvirret da hun kunne hører Toshibas tanker indeni sit hoved. Måske var hun ved at blive skør, det jo hvad der kan ske når han boede ved en skør gammel videnskabsmand.

Toshiba spærrede øjnene op. Han kunne høre hende!
*Det er meget underligt,* sendte Toshiba en tanke.
Shetan bemærkede deres samtale. Der måtte være noget imellem dem, ellers ville de ikke kunne høre hinanden...
Faren knipsede og fik dem alle ud af deres tanker.
"Jeg ved det!" udbrød han og kiggede på Valerie. "Du er min datter!"
Toshiba kunne ikke holde det inde, da ordet HVAD kom ud af hans mund.
Datter!?
Det kunne ikke være muligt..

Valerie stod nærmest helt skift, hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere.
Normalt ville hun sikkert have grædt af glæde, og været virkelig glad. Men efter Toshibas vrede og had til ham havde været der. Var hun ikke sikker på hva hun skulle sige eller gør. Vanil gabte blot og kiggede forvirret på faren, og så på Shetan.
Han lettede sin tunge flotte løve krop, og gik op på siden af Shetan. Han kunne tydligt mærke Valeries forvirring, men Vanil fulgte bare hende. Han var for doven til at tænke videre langt ligenu.

"dattter?" sagde Toshiba. Hans hadefulde blik, var nu forvandlet om til et forvirret glimt i øjet.
Shetan bemærkede den hvide løves selvskab og kiggede op på den. Den hvide løve krop, var næsten dobbelt så stor som ham selv.
"Ja Toshiba," svarede faren og kiggede hen på Valerie. "Med en anden kvinde end din mor," Han kigged hen på Toshiba. Hans stemme var ikke længere fuld og irriterende, men varm og kærlig som en normal fars.
Toshiba kunne ikke tro sine egene øre.
"Datter..." gentog han og kiggede ned i jorden.
Han vidste ikke hvordan han skulle reagere... At han havde en søster, med en anden mor end sin egen, men den samme elendige far.
"Sjovt nok," sagde Toshiba og kiggede op på faren igen. "Undre det mig ikke, sådan som du går rundt og hygger dig."
Faren kiggede skamfuldt ned i jorden.

Valeries blik kiggede fast på Vanil og Shethan.
Hun holdte sig lidt i baggrunden, og undlod at sige noget. For hvad skulle hun lige sige?
Ikke når der blev spydet sådan rundt, hun trak vejret dybt ind. Og pustede lydløst ud.
*Hun ved ikke hvad hun skal gøre af sig selv.* Vanil sendte en tanke til Shetan, og gabte for trejde gang. Og kiggede på sin 'far.'

Shetan nikkede forstående.
*Det forstår jeg godt,* sendte han en tanke tilbage til Vanil. Han løftede på et øjenbryn, da han undslap et gab. Gabte løver altid så meget?
Toshiba kiggede forsigtigt hen på Valerie, for at se hendes reaktion. Hun holdte sig tilbage, hvilket han udmærket godt forstod.
Det var ikke hver dag at man fik at vide at ens far er en playboy.
"Nåh men," sagde Toshiba og kløede sin nakke. "Nu har du da en far," Han kiggede hen på Valerie, med et forvirret blik.
Han vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige.

Vanil var en typisk han løve, sover 20 timer i døgnet.
Han smed sig ned og vælte Shetan med sig.
Valerie kiggede Toshiba i øjne, et par af hendes lokker var faldet ned foran hendes ansigt.
"Ja, ja det har jeg vel."
Hun var ikke klar over hendes egen sætning kom ud af hendes mund. Det mindede mere om en drøm, som gerne måtte overstå. Hun havde altid håbet på en god forklaring på at blive efterladt, men det ville hun tydligvis aldrig få...

Shetan følte sig mast, da den store hvide løve smed sig ovenpå ham med alt dets vægt. Et lille pev kom fra ham.
Faren så sit snit til at stikke af, men lod være da han kunne se på sin datter at hun ville vide noget om sig selv.
"Du vil vide noget om dig selv ikke?" spurgte faren Valerie.
Toshiba kiggede over på ham. Han ville også meget gerne have en forklaring.
Faren sukkede.
"Lad os bare sige, at sin mor ikke vil have dig, så hun efterlod dig, uden at jeg vidste hvor.."

Hvis Valerie ikke havde været så god til at holde sine følelser inde, så var hun brudt helt sammen. Men professeren hun boede ved havde fornylig skab en eller anden soldat. Som ikke måtte have følelser så derfor havde hun et godt tag i at holde facaden. Men det ramte hårdt.
Vanil løftede sin krop igen, og han rejste børster. Men hun fordi det havde ramt Valerie så hårdt. Vanil gik imod ham, med truende skridt. Et brøl slap over hans gab, og han snappede lidt ud efter sin egen far. Det var helt okay ifølge ham, han kunne ikke lide at mærke når Valerie var såret.

faren gik et skridt tilbage.
"Jeg beklager meget.." sagde faren. Han kunne udmærket godt regne ud, at løven var et tegn på hvad Valerie følte. "Det gjorde mig ondt at hun efterlod dig.. Jeg ville så gerne have en datter..."
Toshiba følte et stik i sit hjerte..
En datter..
Han havde aldrig ønsket sig Toshiba?...
Shetan luntede hen ved Toshibas side og satte sig, med ryggen ret. Han ville gerne se hvis løven angreb faren.
Det ville være underholdning.

Vanil bed stadig væk ud efter faren, men som Valerie ville han aldrig slå ihjel.
Men han havde dog intet imod at give faren et minde om ham. Med sin pote og styrke gav han faren en lammer, og faren faldt bagover.
*Lad os komme væk.*
Vanil sendte en tanke rundt til dem alle tre, og rettede sine øjne imod Valerie. Som stod forvirret og kiggede ud i luften.

Toshiba nikkede til Vanil og gik hen mod Valerie.
"Kom," sagde han blidt og tog hendes hånd. Forsigtig trak han hende med. Hun skulle ikke længere stå og høre på faren latterlige undskyldninger. Det var ikke noget værd.
Faren kiggede forvirret efter dem, da de langsomt forsvandt i horisonten.
"Undskyld.." hviskede han for sig selv. "Min søn.."

Toshiba holdte stadig i Valeries hånd, selvom de ikke længere kunne se ham. Hun skulle jo nødige løbe tilbage til ham.
Han smilte skævt til hende, for at opmuntre hende lidt. Det var underligt for ham, at have en søster, men underlig på en god måde.

Vanil løb på siden af dem, og sørgede for at holde Valerie ved i løbet.
Han puffede til hende med hans hoved, så hun blev ved med at løbe foran ham.
*Kender i noget sted vi kan tage hen?* Spurgte Vanil Shetan.

Valeries blik var ikke andet end forvirret, næsten tomt. Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere. Hun var lost.
Hans smil hjalp ikke meget, hun løb bare videre med mindre nydlige skridt.

Shetan nikkede, mens han fulgte ved Toshibas side, som en kammerat der aldrig ville svigte.
*Ja,* sagde han og kiggede på Vanil med sine dybe brune øjne. *Toshiba har en lejlighed, ikke så langt herfra.* Han nikkede op mod Toshiba, så den sorte ulve pels legede om hans hoved.
Toshiba stoppede med at smile, da det ikke så ud til at virke på den forvirrede Valerie. Han forstod udmærket godt hendes forvirring. Det ville aldrig rigtig blive det samme for hende igen, nu da hun havde en halvbror og en far der elskede at udnytte hver en smuk kvinde han så.

Vanil nikkede og kigged ebekymret op på Valerie.
*Valerie?*
Vanil var bekymret, og med god grund. Valerie vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Men hendes skridt var tunge og fulgte med Toshiba. Valerie vidste ikke hvad hendes sind eller hjerte ville have hende til at gøre hun forstod ingenting..

De kom til en by, hvor der kun var få mennesker der gik ude på gaden. De myldrede om hinanden og kunne let komme til at skubbe til dem der gik forbi dem, men de agde aldrig undskyld.
DEt havde de alt for travlt til.
Toshiba holdte stadig Valeries hånd, som var iskold da alt hvad der gav mening pludsleig var væk fra hende. Hendes fortid gav vel pludselig mening, og det måtte skræmme hende.
Toshiba gav hendes hånd et klem og trak hende med en ind i en bygning, der ikke var slit men ren og pæn, med alle mulige friske dufte. Selvom Toshiba ikke brød isg om sin far, lod han ham stadige betale for sin lejelighed, indtil at han fik sit eget job.
Han hav slip på Valeries hånd, for at låse døren op ind til sin lejelighed. En mur af varme og dejlige dufte spredte sig for dem, da han åbnede døren.

Vanil puffede til hendes hånd, og Valerie blinkede et par gange. Som om hun havde været væk, hun smilte forsigtigt til Vanil, og kiggede op på Toshiba. Hun kiggede forsigtigt ind, inden hun tillod sig at træde ind. Hun kiggede rundt, der var dejlig varm.
*Jeg kan allerede lide det her sted.*
Sagde Vanil og lagde sig langs en sofa.
Valerie rullede øjne og smilte skævt.
Hun kiggede op på Toshiba, og smilte skævt.
"Undskyld for min reagtion.."
Sagde hun stille, hun havde intet imod Toshiba. Men at få afvide at ens far gik efter alle kvinder som han kunne få. Det var en anden sag, hun var et rent uheld.

Shetan fulgte Vanils bevægelse og lagde sig ved siden af ham, tæt op ad den store og rubuste løvekrop.
Toshiba smilte af Shetans måde at putte sig på, op ad et dyr der var langt større end ham selv.
Det gav et lille positiv sæt i ham, da Valerie endelig sagde noget. Hendes øjne lyste dog stadig af forvirring.
"Det er helt okay," sagde han forstående og klappede hende på skuldren. "Alle ville regare sådan hvis de fandt ud af at min far var deres far," det sidste blev sagt med et lille grin.

Valerie smilte lidt mere, og et grin kom næsten udover hendes læber.
Hun vidste at hun måtte leve med det, hun kunne ikke lave om på fortiden. Men hun kunne starte nu og ændre fremtiden. Ændre at kun ikke ville sidde og græde over det. Hun gemte på hemmeligheder som overgik hendes brors fantasi.
Hun kiggede over på Vanil og Shetan, de havde næsten allerede vennet sig til at være i familie med hinaden.

Toshiba smilte til hende, inden han gik ud i køkkenet for at lave dem noget at spise. Alt den hunsen rundt havde gjort ham sulten og mon ikke at han kunne tilbyde sin nye søs en gang mad?
"Er du sulten?" råbte han ude fra køkkenet.
Lyden fra nogen tallerkner der blev taget ud af skabet suste igennem køkkenet, og videre ind gennem stuen.
Shetan hørte den velkendte lyd af tallerkner og løftede på sit hoved, for at kigge ud til ham. Normalt ville han være ude i køkkenet med ham, men denne gang var der en varm løve ved hans side, som han ikke havde lyst til at forlade.

Valerie var sulten, det kunne hun vist ikke løbe fra.
"Ja," Sagde hun og bed sig selv lidt i læben. Vanil lagde bare og slappede af, men indeni den trætte løve var han beskyttende og venlig. Men det var ikke alle som han vidste det overfor, men Vanil viste ikke engang Valerie det helletiden.

"Det lyder godt," sagde han og skramlede mere med tallerknerne.
Ud af køleskabet tog han to bøffer og placerede dem på en stegepande, hvor de langsomt blev stegt gyldenbrune og lækre. Ved siden af bøfferne, skar han lidt salat for Valeries skyld. Han vidste ikke om hun ville have det, men han kunne vel altdi lave det for en sikkerhedsskyld.
Shetan kunne dufte den dejlige duft af stegt bøf og puttede sin snude i vejret.

Vanil løftede hovedet op og kiggede ud imod køkkenet. Den lækre duft susede rundt om hans næse. Vanil brølede lidt, men for opmærksomhedens skyld. Han gabte og strak sine forpoter ud foran sig. Valerie kiggede først på hendes bror, og så Vanil, som altid var ivrrig for at få sit skål pund kød.

Toshiba kunne hører brølet fra den sultne løve..
"Bare rolig Vanil," sagde han og fortsatte med at stege bøfferne over åben ild. "Der er skam også mad til dig,"
Shetan kiggede kort op På Vanil, da han brølede.
*Du skal nok få mad,* sendte han ham en tanken, inden han lagde hovedet ned igen og lukkede de brune ulve øjne i..
Toshiba fortsatte med at stege bøfferne og kiggede kort hen på Valerie.
"Så, hvad laver du så i din fritid?"

Vanil slappede mere af da han fik at vide han fik mad.
*Det var da også lige hvad jeg havde brug for.* Sendte han til Shetan. *Du min halvbror Shetan vend dig til det.* Vanil gabte.
Valerie stod og kiggede på Toshiba.
"Mig? Jeg bor ved en skør professer." Svarede hun med et lille grin og kiggede på ham.
Hun smilte lidt.
"Jeg laver ikke rigtigt noget.. Hvad med dig?"