Lad os mødes...Alle tre af os (Enochian)

S: kroen i doomsville rotten root district.
O: det sædvanlige - borde, stole og folk der bruger dem.
T: midt på dagen
V: køligt, himlen er helt grå.

Dagen var ganske afslappet, måske endda lidt for afslappet. Sean havde ikke lavet særligt meget, selv om der var nok at gå i gang med. Han havde flere opgaver der hjemme han burde arbejde på, både med klanen, men også af sine egne opgaver. F.eks. burde han gå tilbage til Isabella og lave nogle ting for hende, i håb om han ville få adgang til nogle mere hemmelige ting, som han kunne bruge.
Han lod en hånd glide gennem det mørke hår.
Han havde sovet på kroen denne nat. Nu sad han ved at bord for sig selv og drak en kop te. Han havde ikke lyst til noget med alkohol, da han allerede havde fået nok dagen før, begrund af sin jagt. Nogle kvinder var nemmest at få, når de var fulde...Men de ville jo ikke drikke helt selv.

Denne dag havde han nogle almindelige jeans på i en lyseblå farve, samt en sort skjorte, som var åben oppe ved halsen. Håret havde været redt, men efterhånden havde han fået uglet det igen. De mørke øjne stirrede mod et ukendt mål udenfor, gennem vinduet. Ud i den grå og kølige verden, som bare ventede på han trådte ud i den.
Her på det sidste var han begyndt at glemme flere og flere ting. der var simpelthen flere timer der nogen gange forsvandt og han forstod ikke hvorfor. Det irriterede ham, for der kunne ske mange ting i de timer, som han kunne bruge til noget...eller meget værre, han kunne forkludre alt.
Han sukkede kort og rejste sig, han gik op til krofatter og satte sit krus. Krofatter nikkede bare venligt til ham. Sean sov her oftere end nogle andre steder. Hvilket var ret farligt...Hans fjender kunne finde ham alt for let.
Og netop som han havde tænkt tanken, rejste nogle personer sig ovre fra den anden ende af rummet og gik over mod ham.
Han bedømte dem kort...tre mænd, forholdsvis muskuløse alle tre. To af dem havde våben, den ene en dolk i bæltet, den anden en træstav. Som vel også kunne slå ret hårdt, hvis der var kraft nok bag....
Han undrede sig mest over at de først gjorde noget nu. Men de havde måske været nervøse.
"Du!" den ene pegede på ham, da de kun stod nogle få meter fra ham. Sean himlede med øjnene. Ja, gud var det ham!

Ude i den kolde dag gik Enochian ensomt rundt, folk havde gemt sig væk fra omverden da de nu viste at han gik derude. Hans tunge skridt nmed de hårde klove ville kunne høres på lang afstand, så det ville ikke overraske ham hvis de kunne høre ham inden han var kommet. Han var blevet van til at være alene, inden han kom havde alle altid gemt sig væk. Det var jo selvfølgelig klogt af dem, og han havde nu rigtigt ikke noget imod det, hvis han kunne bestemme ville han faktis helst være alene.
''Du!'' Enochian vendte sig om og kiggede lidt rundt, var der mon nogen som råbte efter ham? Hvor dum har man lov at være.. Men da han havde set sig lidt rundt og ikke kunne få øje på nogen, gik det op for ham at der ikke var nogen som talte til ham. Han gik imod det nærmeste hus, helt uviden om at det var der lyden kom fra.
Da han åbnede døren lød der en knirken, han så sig lidt omkring i lokalet og observerede sine omgivelser. Det første han lagde mærke til var en mand som stod og pegede på en anden. Manden der pegede stod sammen med to andre mænd, ret så muskuløse, men det var nu ikke noget som kunne måle sig med hans egne.
''Gammen...'' Han mumlede et lille ord for sig selv, han var ikke sikker på om nogen ville forstå det da det var et forholdsvis gammelt ord..
Han tog et lille skridt ind i lokalet og blev nærmest ramt af en mur af vemodighed og dumdristighed fra en flok væsner som sad over i et hjørne og drak sig selv under bordet.
Et lille smil kom frem på Enochians læber, eller hvert fald det han kunne få frem med sådan et ansigt. Han brummede lidt og lod sine klove gå tungt hen over gulvet, det rungede i lokalet da folket var blevet nogenlunde stille.

''Nå! Hvad har vi så her?'' brummede han, han så over mod de 3 muskuløse mænd, og den sidste mand som stod helt på egen hånd. Et hoste lignende grin slap forbi hans mund og ud i lokalet. ''Lidt stridigheder?'' Han talte med en dæmonisk stemme, som selv ville få de modigste mænd til at gemme sig væk i et hjørne, eller mase sig ind til sin moder og slippe et par tåre, eller det var hvert fald hvad Enochian mente om sin egen stemme.

//Undskyld det tog lidt tid..//

Han havde ikke set en minotaur siden dengang han havde besøgt blodøerne. Selv om han havde få forretninger der ovre og nogle tro mænd der, var det alligevel nogle år siden han havde været derovre. Han viste de ikke ofte kom andre steder hen, så stædige og specielle de var.
Derfor var det med nogen overraskelse han kunne kigge væk fra mændene foran ham og så en står der. Han var høj og tydeligvis ret muskuløs...Hans aura invaderede næsten sine omgivelser og fik næsten Sean til at krympe sig. men kun næsten. Han viste bedre end at vise sådanne tegn.
Men minotaurens stemme og fylde fik de tre andre mænd til at bakke lidt væk, de havde sikkert aldrig set en minotaur før og han måtte være et skræmmende syn.
Bare lyden af de tunge klove mod trægulvet, han fnysen og gryntende latter og en ru stemme...
Sean følte sig i et øjeblik fascineret af manden. Men så huskede han hvilken situation han enlig stod i, og sendte dem alle et lille smil.
"Åh...Jamen det kommer vist an på D´herre der..." svarede han og så over mod de tre mennesker, som stod og så skulende mod dem. det passede dem ikke at blive afbrudt på den måde.
Den ene klemte hårdere om sin træstav, lavet af noget af det hårdeste træ i området.
Sean grinte svagt og rystede på hovedet. Som om de våben kunne slå ham ihjel...

Manden der havde talt før, besluttede sig åbenbart for at minotauren sikkert var ligeglad eller måske ikke så stærk som han så ud. Han havde i hvert fald ingen grund til at blande sig i dette!
"Jeg vil råde dig til at blande dig udenom...Jeg kan i hvert fald forsikre Dem at den herre er skyld i mere ondt, end godt er!" hvæsede han og pegede anklagende på Sean igen. Hans øjne skinnede.
De andre bakkede lidt tøvende op bag ham.
"Sig sandheden...Sig hvordan du myrder folk!"
Al denne ballade gik ikke ubemærket hen. Kromanden så nervøst på dem alle, han sendte minotauren et skræmt, men bønfaldende blik. Hvis der kom kamp her, kunne det ødelægge det hele for ham.
Folk rundt om var blevet opmærksom på det der skete, især var de nysgerrige på minotauren. Nogle var dog for fulde til at ligge mærke til ret meget...og enkelte listede ud af døren, i håb om ikke at blive set...

Enochian lod sine øjne glide rundt på de 3 mænd i nogle hurtige tag, en af mændene klemte lidt hårdere på sin træstav, det viste blot at han var nervøs og bliver en nervøs smitter det af på de andre! Det var hvert fald hans første tanke om dem, de opførerede sig muligvist lidt mere overlegent end hvad de rigtig var. Han holdt øje med hver eneste bevægelse der blev lavet i lokalet, han kunne tydeligt mærke deres nervøsitet med en lille strejf af nysgerrighed. Det var jo ikke ligefrem alle som havde set en minotaur før, da de jo for det meste holdt sig væk fra byerne, eller det var det han gjorde, men det var han begyndt med at lave om på da han ikke for ret langtid siden opdagede alle de sjove drab man kunne lave i byen.
Han lagde hovedet på skrå da en af mændende talte igen. ''Mere ondt end godt siger du?'' Han lod blikket glide over til den anden mand som der blev peget på. Hans ben var langsomt begyndt med at gå hen mod manden som åbenbart havde dræbt, han tog hånden frem på en truende måde som om at han skulle til at slå ham, men istedet og helt uventet klappede han ham et par gange på hovedet mens et smil af en slags bredte sig ud i hans ansigt.
Han vendte sig straks om og gik hen foran de tre mænd. ''Ser du... Nu er det jo sådan at jeg går ind for ondskab!'' Han brød pludseligt ud i en tung latter, samtidig med at en mand ikke langt fra ham rejste sig og løb hen imod ham for at komme ud af døren. Men inden manden overhovedet kom forbi ham, greb Enochian brutalt og hurtigt ud efter mandens hals, han løftede ham langsomt op for jorden. Hans grin var forsvundet helt og hans ansigt udtryk var blevet helt avorligt. Han så stift mod de tre mænd.
Efter kort tid gav han slip på manden som faldt livløst ned på gulvet som en slatten kludedukke, som var gået i arv i flere generationer.

En af de halv fulde mænd havde rejst sig i en pludselig bevægelse da han opdagede at manden på gulvet var død. ''Aseion!'' manden fik et vredt ansigtudtryk og så ned mod sin ven kaldt Aseion. Enochian vendte hurtigt hovedet over mod manden som hurtigt fik sat sig ned igen. Han vendte endnu engang som opmærksomhed mod de tre mænd. Han var ikke engang sikker på hvorfor han blandte sig, men nu var han alligevel gået igang, og aldrig start noget du ikke kan slutte.
[b]''Er i nu også sikker på at i vil gøre denne mand noget?''[b] han pegede hen mod manden som han havde klappet på hovedet.

Sean havde fuldt med i det hele med nysgerrighed. Fra mændenes reaktion, hvor nervøse de var, i hvert fald lidt usikre, til hvordan de åbenbart håbede at minotauren havde samme indstilling til tingene som de havde.
Da minotauren gik over ham, måtte han dog indrømme han blev lidt nervøs og skulle lige til at undgå ham, og det han troede ville være et angreb, da manden klappede ham på hovedet!
Hvad bildte han sig ind? Hvor nedladende var det ikke? Sean følte sig en smule utilfreds, men besluttede sig at holde sin mund.

De tre mænd, hvor af den ene enden havde været fuld af dumdristighed eller mod, så ud som om de hellere end gerne ville løbe deres vej nu.
De havde med rædsels set hvordan minotauren havde taget livet af en mand, som havde været hurtigt på ud. Og hvordan han, uden at sige noget, holdt kontrol med resten af rummet.
"Hvor...Hvor...Hvordan kan man gøre det!" udbrød den ene mand endelig, ham med træstaven.
"Hvordan kan man elske noget ondt? Hvordan kan man bare slå ihjel? I fortjener begge at dø, jer begge to!" skreg han. Hans stemme var skriger. den tredje mand bød nu ind.
"Vitus, dette var ikke hvad du lovede os...Jeg er ikke kommet for at dø...I er syge, hele bundtet!" Og hvor den ene mand så ud til at være klar til angribe af skræk, begyndte den anden at gå baglæns væk, mens han nervøst holdt øje med sine omgivelser.
Vitus, som åbenbart var lederen af den lille gruppe, var den eneste der blev stående uden at tage stilling til noget som helst.

Sean rømmede sig blidt. Dette var enlig hans problem og selv om han var fascineret af skuespillet foran ham, som så tydeligt viste hvordan menneskets forsvarsmekanismer virkede, trådte han alligevel frem.
"Jeg må rette dig, Vitus" han så på manden, selv følte han sig ganske rolig.
"Jeg myrder ikke bare folk..." manden så på ham og blinkede et par gange som om han ikke forstod hvad han enlig sagde
"...Jeg bliver betalt for det" han blinkede kort til ham.
"Og nu tror jeg heller i må løbe, som om i har nogen mulighed for at redde jeres ynkelige liv, tror du ikke?" Manden nikkede stumpt og begyndte at trække sig tilbage.
Manden der havde lydt hysterisk, klemte så hårdt om staven, at hans hænder blev helt hvide.
"Nejnejnej!" mumlede han og i et kort sekund af noget det mindede om vanvid, gik han til angreb mod minotauren...

Enochian reagerede slet ikke på manden som stammede sig lidt igennem hans ord. ''Hvordan man kan gøre det, har du da brug for at se det igen? Vil du have et show mere?'' Endnu en af Enochians voldsomme grin havde lagt sig over ham, og fyldte hele rummet ud. ''Hvis vi begge fortjener at dø, så kom da!'' Han forventede ikke ligefrem at han ville gå mod ham, mere at han gik sin vej. Men nej, nu bød en af de andre mænd ind med noget, dog ikke til ham men til lederen som blev kaldt Vitus. ''Ser man der Vitus en af dine venner er fuld af fornuft! Lyt dog til ham, også kommer du ikke til skade..'' Vitus blev stående som den eneste, helt uden at tage stilling til noget som helst.

Helt uforventet trådte manden som de åbenbart var efter frem, Enochian havde helt glemt ham i et kort øjeblik. Det fik ham til at stille spørgsmålet, hvorfor var det nu egentlig han gjorde dette? Hjalp han en! Han kunne ikke helt tro sin egne tanke, så han skubbede dem ud af hovedet og koncentrerede sig om sit mål. Vitus. Enochian så lidt undrende på manden som nu snakkede, han myrdede folk for penge. Han vidste ikke hvor langtid han havde gemt sig væk fra omverden, men at få betaling for at slå ihjel? Det ville være et godt job for en som ham.

Han var ikke helt sikker på hvad der skete lige der, men pludseligt og helt uventet tog manden sin stav frem og svingede den hen mod ham i håb om at ramme ham. Af ren refleks flyttede Enochian sig, men anden gang fik han et hårdt slag i hovedet, havde han ikke været en minotaur og istedet et menneske var han faldet død om. Manden kom med nogle hårde slag, men det ville ikke være nok til at dræbe ham. Nogle han udsendte nogle ubehagelige støn når han blev ramt, han bakkede langsomt bagud. Hvad ahvde han gang i!? Han ville jo sagtens kunne klare sådan en lille mand som ham... Inden mandens næste slag tog han fat i staven og rev den ud af hånden på ham. ''NÅ SÅ DU VIL LEGE!'' En utrolig høj og skræmmende stemme råbte han ham ind i hovedet. Nogle folk satte sig forskrækket tilbage i stolen og kiggede tøvende på showet.
På samme måde som manden lige havde slået Enochian slog han igen, først den ene kind så den anden og sådan blev det bare ved. Til sidst lagde manden på jorden og bad for sit liv. Troede han virkelig at Enochian ville vise nåde for sådan en som ham, som havde ramt ham igen, igen og igen..
Normalt ikke, men hvis nogen skulle dræbe ham skulle det være den anden mand. Enochian kendte til sådan ngoet, hvis det var ham der havde været i den andens mand sted, så ville han sikkert blive sur hvis en anden havde dræbt den mand som var efter en. Han rakte staven ud til den anden mand, som de tre mænd var efter.
''Dit valg''

Det hele var enlig ganske morsomt. Minotauren virkede en smule forvirret eller lidt mere usikker, end han havde givet udtryk for i starten. Dette fandt Sean ret interessant, da minotaurere ofte var kendt som nogle ret viljestærke og udholdende folk. Og dog...Alle havde vel deres grænser.
Sean Lod blikket glide over de to andre mænd der trak sig tilbage, så hurtigt de kunne, flygtende, skræmt for livet. Der gik nok lang tid før han så noget til dem igen, hvis overhoved.
Noget andet han fandt sjovt, var at minotauren så ud til at modtage sine slag, uden først at gøre noget ved det. Ville han bevise hvor stor og stærk han var? For i såfald var det nyttesløs, alle kunne se det jo.

Manden lå pludselig på gulvet og bad for sit liv, sikkert ødelagt for livet. psykisk mest af alt, han kunne lige forestille sig manden, siddende blandt sine venner, mens han led af paranoia og mumlede frem for sig, med øjne der kørte rundt i hovedet på ham. Han smilte svagt.
Faktisk var han ligeglad med denne her mand, han var ikke nogen virkelig trussel, og heller ikke en person han kunne bruge til noget. Normalt ville han bare gå væk fra ham, ligeglad med hans liv, ligeglad med hans fremtidige eksistens. Og denne dag havde han det ikke stort anderledes.
Han tog imod staven og kastede den ned ved siden af manden. Med et lille hånligt smil mod manden på gulvet, vendte ham om og så ud til at ville gå.
Men manden havde åbenbart alligevel vilje nok til at gribe fat i staven, rejse sig op og med overraskende hurtighed, løbe mod Sean med staven hævet.

Mennesker var langsomme. Sean vendte sig om og greb staven i luften. Han mærkede kort hvordan den sved, i kontakten med huden.
"Dumme menneske" smilte han, roligt, mens han så på manden, som nærmest smeltede foran ham.
Manden slap staven, som et øjeblik gled gennem luften og leverede et dødeligt slag mod mandens hoved. Det lød hårdt, da den ramte. Lidt efter landede manden på gulvet. Sean lod staven følge ham og kiggede sig omkring.
På folk der så vantro frem for sig, på kromanden der så ret ulykkelig ud...Og så tænkte han på at han nu havde nye problemer. Han skulle igen bruge tid på at slette sine spor og blive væk fra menneskernes sølle sikkerhedsmænd, dem opretholdte ro og orden i byen...
Han så over mod minotauren et øjeblik.
"Det er da ikke tit man ser nogen som dig her" smilte han da, som om dette enlig var en ganske almindelig dag.

''Dumme menneske....'' Han skulle lige tykke lidt på ordet, inden han sådan rigtig kunne se hvor nedladende det egentlig var! At blive kaldt dum, det var i følge Enochian en af de værste ord, men kun hvis man kunne forstå betydningen af den. Nogle mennesker betragter ordet 'dum' som noget man siger til sin kære for sjov, men hvis Enochian nogensinde blev kaldt dum af en ven, fremmed eller sin kære... Han ville simpelthen gå fra forstanden, gå amok og mase vedkommende til mos, bruge deres indre organer til at fodre hundene, som han ikke havde... Et hårdt slag vækkede Enochians opmærksomhed igen, og lidt efter landede manden, som i følge ham selv havde været modig, på gulvet. Man havde ikke behøvet at være spåkone, for at forudsige at nogle liv ville gå tabt, denne dag og i denne kro. Det kunne man godt havde sagt sig selv... Altså, når en Minotaur kommer til byen og ind i en kro med mange mennesker, plus der allerede var.... Et eller andet hankøns væsen, så var det let at forudsige at man skulle vinke farvel til nogle liv, man kunne kun håbe på at det ikke var en selv. Og selvom Enochian var stor og stærk betød det ikke han ikke var bange, det var en svaghed han havde.. Hans følelser dominerede ham for meget. Er han bange er det overdrevet, han viser det bare ikke.. Og det er det samme med alle de andre følelser.
Han brummede lidt for sig selv da manden kiggede over på ham og snakkede til ham. Han havde ikke rigtigt mødt nogen anden af hans slags i et godt stykke tid der.... Men egentlig tog han det ikke så tungt, som mange andre nok havde gjort. Han ønskede vel blot nogle gange et normalt liv som menneske, og ikke som minotaur, men det vidste han godt aldrig ville komme til at ske. Han bed dog mærke i at han sagde ordet her.. Ville det sige at der var flere end ham, bare ikke der? Han valgte ikke at spekulere mere på det, og istedet rette på det han sagde..
''Det er sjældent man ser nogen som mig''
Han prøvede at frembringe et smil, men det mislykkedes i den grad!

Han lod blikket glide over minotauren foran sig et øjeblik, før han nikkede let.
"Du er måske ikke fra blodøerne?" svarede han så og gik lidt tættere på, drevet mest af nysgerrighed end noget som helst andet. Han viste at selv om minotauren havde hjulpet ham, var det ikke ensbetydende med han ville...Eller ikke ville, splitte ham selv ihjel ved den mindste grund. Men man skulle vel leve livet lidt farligt, bare for at mærke det stadig var der!
"Men det kan også godt være der ikke er så mange tilbage der. Jeg ved det ikke, jeg har ikke været der i mange år" sagde han tankefuldt ud for sig. Han lod blikket glide lidt rundt omkring sig. Fra mændene med skjult vrede mod det skete, fra de skræmte ansigter...Og så nogle væltede stole, fra folk der var stukket af.
Kromanden tog sig endelig sammen til at sige noget.
"Jeg ved ikke hvem du er!" han pegede anklagende på Minotauren.
"Men jeg ved at i begge har gjort noget forfærdeligt i min kro og ødelagt min forretning! I får et øjeblik til at forsvinde fra stedet og aldrig komme igen, ellers henter jeg personligt vagterne!" han troede åbenbart der skræmte dem. Eller...sean viste jo ikke om det skræmte minotauren jo.
Han smilte bare svagt.
"Jeg beklager, min kære ven. Det var ikke særlig venligt gjort af mig. Men jeg skal nok få liget fjernet." han gik over til kromanden og hans øjne søgte hans. Lidt manipulation med sindet kunne gøre meget, også nu. Kromanden så ret mistroisk ud, men lidt efter forandrede hans ansigt sig og blev mere roligt.
"Godt, så siger vi det. I rydder op efter jer og du betaler erstatning for tingene og så glemmer vi det!" nikkede han. Sean smed nogle penge på bordet med et lille smil. Han havde en del penge og lidt fra eller til betød intet.
I stedet vendte han sig om mod minotauren igen.
"Hvem er du enlig?"

''Jo.. Jeg er for blodøerne!'' Han holdt en kort pause, og lod blikket hvile på den tilsyneladende, unge mand. ''Men, der har jeg ikke været i et stykke tid, jeg tvivler på at der er flere tilbage end mig.'' Enochian trådte et lille skridt tilbage da kromanden pegede anklagende mod ham. Han spærrede øjnene op i et kort øjeblik, og med nogle rolige skridt gik han hen mod kromanden. '' Hvis... Der er nogen som ødelægger forretningen her, så kan du kun være dig. Du står jo bare der og råber op som en eller anden galning i stedet for at gøre noget.'' Selvfølgelig ville Enochian ikke påtage sig skylden på hvad der var sket, selvom det nok var hans skyld.
Havde den anden mand ikke brudt ind var Enochian sikkert gået igang med at fodre kromanden, med hans egen fod.. Enochian gryntede lidt da kromanden sagde at de skulle rydde op efter sig selv og betale erstatningen for tingene.
Han gik hen til liget af den mand som han havde dræbt, løftede ham op på den ene skulder og smed ham ud af døren. Det samme gjorde han med de resterende lig.
''Tilfreds?'' Han var blevet utålmodig, og gad ikke bruge mere tid på kromanden. Var han ikke tilfreds med det han havde gjort, så måtte han selv gå igang med at rydde op.
Han vendte sig om mod manden igen, da han var blevet færdig med at rydde op. Hvem han var? *Hvem er jeg? Det er et spørgsmål alle stiller sig selv. Nogle får svar, andre gør ikke. Man kan kun håbe på at man selv får svar*
Han rakte hånden frem mod manden, og prøvede på at frembringe et smil på læberne. ''Enochian'' Nu havde han hjulpet ham, og så gad han ikke mere. Han vendte sig straks om og begyndte med at gå ud af døren. Da han var kommet ud faldt han med det samme på knæ. Nogle få smertes skrig slap forbi hans læber, han blev mindre, håret forsvandt.. Og der ville ikke gå langtid før han igen var blevet et menneske helt uønsket.
Kort tid efter det skrækkelig syn af forvandlingen, var han blevet et menneske.

Sean smilte let, da han studerede minotauren, mens han ryddet ligene op...eller rettere, bare smed dem udenfor. Kromanden mumlede et eller andet, som lød som om "...ligene udenfor...Skræmmer...væk..." rystede på hovedet og forsvandt ud i køkkenet, væk fra det hele.
Sean tog minotaurens hånd, da han rakte ham den. normalt gav han ikke hånd...men hvad som helst der kunne fremme et venskab med en minotaur, var det værd.
"Hyggeligt" svarede han med et lille smil og så efter minotaurens ryg, da han gik. Han blev selv stående lidt og så rundt på kaosset...det var nok heller ikke godt at han selv blev her ret meget længere, rygterne og hændelsen var vel allerede begyndt at blive spredt i byen...
et skrig udenfor, fik ham til at skynde sig udenfor. Han lod blikket glide rundt for at opdage et eller andet, der kunne forårsage dette skrig af smerte...Da han så på en mand der sad på jorden, krummet sammen som i smerte. Minotauren var som blæst væk. Han så sig lidt omkring, før han rystede på hovedet. Måske havde minotauren skræmt manden eller gjort ham noget, bare fordi...ja, han kunne? ville?