Vi mødes igen. - Idril.

Der var stille i skoven, udover den sædvanlige fløjten fra fuglene. Solens skinnede og luften var stille. Shane lå på græsset tæt ved en bæk. Han havde en hvid skjorte på, sorte bukser og bare fødder. Ved siden af ham lå hans sværd. Han havde et rødt bånd om armen, som havde tilhørt hans lillesøsters. Han havde fundet to mennesker som muligvis havde været med til at kidnappe hans lillesøster, men begge to var sluppet væk fra ham. Den første havde fået hjælp af en irriterende dæmonkvinde og den anden havde bare været heldig. Han havde også kortvarigt været en slave i nogle dage. Minderne om det gjorde ham vred men også ked af det. Han blev ked af det ved tanken om det fordi at hans lillesøster måske også var blevet udsat for det. Måske endda værre. Han hadede sig selv for at ligge og slappe af, i stedet for at lede efter hende, men han havde sagt til Idril at han ville være der. Om Shanes hals hang der en halskæde som engang havde været hans fars. Efter han var blevet prins for skovelverne havde han fået sine forældres gamle hus. Han havde straks udforsket det og fundet en masse ting som havde været hans forældres. Halskæden var en af dem. Han vidste at halskæden var hans fars eftersom at halskædens smykke var en krone. Smykket var lavet af sølv og en af de ældre havde sagt at halskæden var gået i arv i hans familie.
Shane satte sig op, da han hørte en lyd. Han så hen imod det sted hvor lyden var kommet fra. "Idril?" Han lagde hovedet lidt på skrå.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Endnu engang havde hun sneget sig væk fra byens larm og snavs og ud i skoven. Endnu engang havde hun sin taske over den ene skulder. Men denne gang var den ikke fuld af tunge bøger, blot lidt frugt og vand. Over den anden skulder hang koggeret med pile, mens hun havde buen i den ene hånd. Hun turde ikke få nogen steder uden at våben, længere. Sidst hun var gået nogle steder, hvilket havde været et par dage side, havde nogle banditter angrebet hende og det var kun takket være en klan af varulve, at hun vat sluppet fra det i live. Hun sukkede lidt over sin egen uduelighed. Det var også bare fordi hun ikke kunne lade være med at tænke på ham!
På denne dag, hvor solen skinnede og fuglene sang, var hun klædt i en grøn kjole, med hvide ærmer og med guldmønstre. Hun elskede grøn og havde et par forskellige kjoler med det. Hun havde pakket sin kappe sammen og lagt den ned i tasken, da hun kom uden for byen. Hun turde kun klæde sig i sine kjoler, når hun var i skoven, hvor ingen ville bedømme hende eller være efter hende, for det.
Ellers gemte hun sig i sin kappe. Hendes fødder var bare. Hendes hvide hår var løst, med undtagelse af pandehåret, der var redt tilbage og sat i en lille hestehale bag på hovedet. Om halsen hang hendes halskæde, med en krystal i, og om den ene finger på venstre hånd, sad en lille ring af sølv. Normalt ville hun også have sin krone på. Men netop fordi hun gik efter at være undercover og ikke ønskede flere problemer, havde hun ingen på.

Hun lagde sine ting i den lille lysning, hvor hun også havde været sidst. Hun elskede at være her. Hun tog sin vanddunk fra tasken og drak lidt af den, før hun lod blikket glide over planterne omkring hende, med et let smil. Hele tiden undertrykte hun sin nervøsitet for at møde Shane igen...Og sin skræk for han faktisk ikke ville være der. To uger var lang tid, man kunne nå at ændre mening mange gange.
Hun sukkede let...og tog sig sammen. Stadig bevæbnet med sine dolke, forlod hun lysningen og gik den korte vej ned til bækken.
Hun kom derned...
Og opdagede til sin lettelse, og nervøsitet, at Shane sad der. Netop som hun opdagede ham, hørte han hende og drejede hovedet om mod hende. Hun trådte ud i solen og smilte let, da hun samlede sine hænder foran sig, ret så uskyldigt.
"Cormamin lindua ele lle, Shane" hilste hun let og bukkede let for ham. ikke fordi hun kendte hans titel, men fordi det gjorde hendes folk. Som et tegn på respekt og høflighed.

Shane rejste sig med det samme op, da Idril trådte ud i solen. Han bukkede høfligt efter hun havde bukket. "Elen sila lumenn omentilmo." Han rettede sig op og betragtede hende. Han så en smule anderledes ud end sidste gang. Han så mere frisk ud, men mest af alt så han mere livlig ud. Sidste gang havde hans følelser været gemt, men nu skinnede hans grønne øjne og et svagt smil var om hans læber. Han gik hen imod hende. "Jeg er glad for du kom." Sagde han. Tøvende rakte han udefter hendes hånd. Han var overbevist om at det var bedst at han ikke fik et forhold med hende, men det ændrede ikke på at han kunne lide hende. "For næsten en uge siden var jeg sikker på at jeg ikke ville være her." Hans smil var forsvundet og tonen i hans stemme var tom. Han havde en trist glød i øjnene. "Selvom jeg gerne ville." Han skubbede tankerne om det væk.
"Der er en masse, jeg skal fortælle dig." Han trak hende blidt hen imod bækken.

Han var så trist og seriøs...Og samtidig så livlig og næsten glad. Det forundrede hende så meget, at hun ikke rigtig var i stand til at sige noget. I stedet gled hendes blik undersøgende ned over ham, da han tog hendes hånd og førte hende hen til bækken. Hun fulgte villigt med ham. Hun havde også selv tænkt over det...Og også hun mente det var bedst hvis de ikke var sammen, trods hun intet andet ønskede sig. Hendes mor ville...ikke forstå det og ikke accepterer det. Hendes fremtid var planlagt. Men hun var besluttet på at nyde hans selskab, uanset.
At han direkte indrømmede at han ikke havde planlagt at komme selv sved i hende, trods hun skjulte det bag et lille smil. Hendes stilhed kunne tolkes på mange måder.
Hun satte sig ned på en af stenene ved bækken og lod sine ben glide ned i vandet. Vandet var lige så køligt og dejligt som sidst. Hun skubbede lidt hår om bag øret, da hun så hen på ham igen, stadig med det svage smil.
"Hvorfor ville du ikke komme?" hun vidste at hun nok ikke ville vide svaret. Men hun kunne ikke modstå at spørge...Lige så lidt som hun ville kunne lide svaret, lige så meget måtte hun vide det.
"Fortæl endelig" Modsat ham, var hun mere...livløs. Uden den samme energi eller mod på livet. mere opgivende.

Shane satte sig ned ved siden af hende. Han rynkede svagt på panden over hendes første spørgsmål. Hun havde vidst misforstået det han havde sagt. Han skulle til at ligge sin hånd på hendes skulder, men stoppede sig selv i bevægelsen. Han lagde armene over kors og så ned i vandet. "Jeg ville gerne komme, men jeg var.. blevet taget som slave." Sagde han. Han bed tænderne hårdt sammen for ikke at tænke på det. Han rystede lidt på hovedet, inden han smilede til hende igen. "Jeg, øh.. Altså.. da hende som tog mig som slave lod mig gå.. jeg ved ikke hvorfor hun valgte at lade mig gå, men da hun lod mig gå opdagede nogle af min fars tidligere tjenere mig.. Min far var konge for skovelverne. Mine forældre tog væk fra skovelverne inden jeg blev født, men de kunne genkende mig.. jeg ligner min far en hel del. Så for to dage siden tog jeg hen til Forestina og mødte De Ældste. De accepterede mig som.. ja, deres prins.. eller heddet det kronprins?" Han rynkede svagt på panden. "Det er 4-5 dage siden jeg blev løsladt som slave." Han så på hende.
Han satte sig lidt tættere på hende. "Du virker trist.. Er der noget i vejen?" Han var ikke sikker på om hun faktisk var trist, det føltes bare sådan. Havde han sagt noget forkert allerede?

Hun lyttede tålmodigt. Og blev forfærdet over tanken at han skulle have været en slave. Kunne det overhoved kaldes en slave, når det kun var for kort tid? En slave var...mærket,underkastet, i lænker...En der ikke havde andet valg eller vilje end til at gøre andres bud. Hendes forfærdelse blev overskygget af at han skulle være prins, kronprins, og altså lederen af skovelverne. Så mange ting, på så kort tid..Hele hans liv vent på hoved...Og så vent på hovedet endnu en gang. Og hvad hun lavet imens? Bare rodet sig ud i flere energi-tagende eventyr.
Hvad betød dette...At de var lige? At hun skulle passe på hvad hun sagde, for at holde skovelverne som allierede? Hun var i tvivl om de overhoved kunne være venner længere og snakke venskabeligt til hinanden. Og ham, der havde været så opmærksom på om folk behandlede hende som en person eller som kongelig!
Hun kiggede ned i vandet og følte at selv hendes sidste venskab gled ud mellem hendes hænder...
Hun så lidt ned i sin hånd. Og lukkede stille sin hånd. Hun kiggede væk, da han snakkede til hende og ville vide hvad der var galt. Hun tog sig sammen og drejede hovedet om mod ham, igen med et lille smil. Det var alt hun kunne mønstre.
"Sikke meget, på så kort tid..." svarede hun oprigtigt. Det var meget...På kort tid. Havde han overhoved haft tid til at forstå hvad dette ville betyde?
"Jeg har svært ved at forstå at du skulle være en slave...Og kun kort tid efter kongelig. Jeg håber at vores racer kan være allierede" kommenterede hun roligt.
"Og så er det vel min tid til at spørge...Om hinandens selskab, vores lille venskab, er passende længere?" Hendes grå øjne gled op mod hans og søgte svar...

Selvom han var blevet kronprins var det ikke noget som han var overlykkelig for. Han var nervøs, men også glad for det. Det var bare ikke det han havde ønsket sig. Han ønskede at finde sin søster og befri hende. Det var endnu ikke lykkedes ham. Mens hans lillesøster blev behandlet uretfærdigt af mennesker rendte han rundt og var prins. Han hadede sig selv. Han var selvfølgelig ikke sikker på at hun blev uretfærdigt behandlet, men han var ret sikker på at de ikke behandlede hende godt. Han trak på sin ene skulder over det hun sagde. "Men det jeg ønsker skal ske er ikke sket og jeg hader mig selv for det. Min søster bliver sikkert behandlet uretfærdigt af mennesker og jeg render rundt og er prins." Han sukkede svagt.
Han så på hende. "Jeg kan ikke se hvorfor vores racer ikke kan være allierede. Vi er forskellige, men sammen er vi stærkere, ikke sandt?" Han smilede skævt. Han tøvede lidt med at svare på hendes andet spørgsmål. "Det kommer meget an på dig. Jeg vil ikke stoppe det. Hvis vores racer skal være allierede bør vi nok være venner." Hans skæve smil blev en smule bredere.

Hun så lidt på ham. Igen overvejede hun hvilken mand han ville være, når han fandt sin søster og om hans søster overhoved ville findes eller var, som han huskede hende. En ting var sikkert...Han trængte til at finde hende. Resten åd ham op.
"Som prins har du magten til at lede mere efter hende. Du har midlerne til at kræve svar" svarede hun let. Hvorfor var han så opsat på at være negativ hele tiden?
"Hvorfor så opsat på at hade dig selv? Tingene er sket. Du kan ikke andet end huske tilbage på dem...Og lade dem dikterer dine nutidige handlinger. Tror du din søster ønsker du skal være så negativ over for dig selv hele tiden? Se i stedet hvilke styrker du har og så fortsæt jagten for hende. En dag vil hun dukke op" Hun kunne ikke love det. Men det lød rigtigt.
"Hvis jeg havde en bror, et sted ude i verdenen...Ville jeg bare ønske at han var lykkelig...Lige meget hvad han lavede. Og at jeg en dag fik ham at se..." hun så lidt frem for sig og rystede let på hovedet.
"Ikke fordi jeg har nogen..." hun så på ham igen, med et svagt smil.
"Jeg er glad for vores racer kan være venner" sluttede hun endelig af. Hun vendte sin opmærksomhed mod sine fødder. Når han var prins ville han havde travlt med mange ting. Og han ville heller ikke kunne rende rundt og lege hendes lille bodyguard. Hun var altså, hvor hun havde været inden de mødtes. Alene. Hun havde været for hurtig til at håbe noget mere.
"Jeg håber du snart finder hende. Er der slet ingen spor?"

Shane nikkede til det hun sagde om at han midlerne til at kræve svar og finde sin lillesøster. Det var også en af grundene til at han havde besluttet sig for at blive kronprins. Han så tomt ud i luften. "En sand storebror ville have fundet hende nu. Han ville ikke have forladt byen før han havde fundet hende. Jeg forsvarede hende ikke godt nok. Jeg skulle have angrebet dem." Han lukkede sine øjne. "Men det gjorde jeg ikke. Jeg gemte hende bag mig og bad dem om at gå. Da en af dem så trak sit sværd og rettede det mod min strube, valgte hun at gå med dem.. for min skyld. Så de ikke ville skade mig, men inden de gik slog de mig ud. Da jeg vågnede var en af dem der stadigvæk. Han satte ild til huset og låste døre efter han var gået ud. Jeg fik knust et vinduet efter jeg havde fået fat i mine våben og slap væk. Jeg ledte efter hende og menneskerne, men jeg kunne ikke finde dem. Det var forsent." Han åbnede sine øjne og så på hende. "Og jeg har ingen ide om hvor hun kan være."
Han lagde hovedet lidt på skrå. "Er du enebarn?" Spurgte han. Han fik igen den fornemmelse af at hun var ked af det. "Idril.. Vil du ikke nok fortælle mig hvad er er galt? Jeg har en fornemmelse af at du er ked af det." Han så bedende på hende. Han rystede på hovedet som svar på hendes spørgsmål. "Ingen spor overhovedet." Sagde han. Han tøvede lidt inden han lagde sin ene hånd blidt imod hendes kind som ikke vendte imod ham, for at få hende til at kigge på ham. "Jeg vil gerne snakke med dig om det kys. Hvad betød det for dig?" Spurgte han blidt.

Hun pillede let ved det ene ærme, mens hun lyttede. Det var en forfærdelig familie...I mens han havde lidt og i det mindste haft et mål i sit liv, havde hun bare siddet derhjemme og overvejet hvornår hun spise eller hvad hendes mor nu havde planlagt for møder. En ganske almindelig og kedelig tilværelse, kun afbrudt af ture ud i skoven eller på jagt efter en ork eller to.
Hun orkede næsten ikke at modsige ham. For lige meget hvad hun sagde, virkede det ikke til at han lyttede eller forstod det. Hvis hun ikke kunne få ham til at ændre mening ved at sige noget til ham, kunne hun ikke gøre meget andet end vente og forhåbentlig få lov at hjælpe ham. Hvad vidste hun også om det? Hun havde det hele i hovedet.
"Ja, jeg er enebarn. Jeg ved ikke engang hvem min far er..." afslørede hun. Hun var forundret over at mærke hans hånd mod hendes kind. Hans hånd var blød, en smule hård hud, sikkert efter hans træning eller kamp med sværdet. Og varm. Hun lod sit hovedet dreje mod hans.
Deres kys? Ville han virkelig...Tale om det? Men var det ikke bedre de glemte det...de ville jo alligevel aldrig være sammen. Kysset havde været en forhastet og dejlig ting. Dum og fantastisk på en gang.
Hun var bange for at sige for meget. At virke som en forelsket, lille pige der ikke havde styr på noget. Legede han med hende? Hun følte sig pludselig vred. Og da gik det op for hende at hun var alt for følelsesladet. Hun brugte et øjeblik på at samle sig og få det lidt under kontrol, trods det var svært. Hvis hun skulle analyserer situationen...hvad ville så være bedst at sige?
"Jeg er dum" Og den lille sætning skulle i hvert fald nok overbevise ham om det! Hun sukkede svagt og mærkede i et øjeblik at tårerne vældede op i hendes øjne. Det havde de ikke gjort længe.
"Lad mig forklare...Jeg har hjemve. Jeg føler mig ikke godt tilpas nogle steder. Jeg skaber fjender over alt hvor jeg træder. Og den eneste, der endnu har orket at snakke med mig, er jeg..." hun stoppede. Hun var alt for følelsesladet! Hun havde været lige ved at sige for meget. For meget, fordi de var hvem de var.
"...Åh...Jeg er bare lidt ensom og latterlig!" hun var sur på sig selv, mest af alt. Hun vendte hovedet væk igen og fjernede, så diskret som muligt, en enkelt tåre.
"Kysset var dejligt, Shane. Men jeg kan ikke leve på et kys. Min titel dikterer at jeg ikke bare kan forelske mig til højre og venstre..." hun vidste ikke om hun var for hård nu.
"Og jeg kan kan heller ikke bare accepterer et kys, når jeg ikke ved hvordan du virkelig føler. Er vi bare venner...Eller ønsker du vi er mere?"

Shane ønskede ikke længere at snakke om sin fortid, men det behøvede han vidst heller ikke, eftersom hun ikke sagde mere angående det. Det var svært for ham at snakke om sin familie og barndom. Før hans forældre blev dræbt havde han haft et godt liv, selvom det havde været lidt ensomt nogle gange. Han havde jo ikke haft venner på sin egen alder. "Er din far da død?" Han fortrød allerede sit spørgsmål. "Undskyld. Jeg skulle ikke have spurgt. Hvis du ikke vil svare er det fint med mig." Han så undskyldende på hende. Han ønskede ikke at gøre hende ked af det eller få hende til at snakke om noget hun ikke ønskede at snakke om.
Shane blev forvirret da hun sagde at hun var dum. Hvorfor sagde hun det? Hun var da ikke dum. Hun var.. sød, smuk og.. han rystede på hovedet. Han måtte ikke få følelser for hende. Han ville beskytte hende fra sig selv. "Du er ikke dum, Idril. Du er.. dejlig." På trods af sine tanker om at han ikke måtte give komplimenter kunne han ikke stoppe sig selv. Han blev dog en smule såret over det andet hun sagde. Havde hun kun gengældt deres kys fordi hun havde været ensom? Var hun slet ikke tiltrukket af ham som hun havde sagt hun var? Han trak sin hånd til sig og så væk fra hende. Han havde lagt mærke til tårerne i hendes øjne, og han ville gerne trøste hende, men han var usikker på om hun ville have at han gjorde det. "Så det du siger er at du kun gengældte kysset fordi du var ensom? Så du er slet ikke tiltrukket af mig som du var?" Han så spørgende på hende. "Du har ret. Det ville være upassende at vi var mere, selv hvis vi ønskede det. Kærlighed er en svaghed og det distrahere mig fra at redde min søster." Han rejste sig. Han bukkede ned og tog sit sværd. "Vi er begge elverne, men du er højelver og jeg er skovelver. Vi passer ikke sammen." Han så på hende med et tomt blik. "Jeg har lyst til at lære dig lære dig bedre at kende og.. jeg har lyst til at mærke dine læber mod mine igen, men du har ret i at det ikke er passende." Han var sikker på at han sårede hende lige nu, og han hadede sig selv for det, men han havde bare sagt det som han følte han skulle sige.

Hun så hurtigt hen på ham. Hendes far? Hun ønskede ikke at snakke om sin far.
"Jeg kender ham ikke. Jeg ved ikke hvem han er eller om han stadig er i live, et eller andet sted..." svarede hun blot. Det var egentlig ganske ligegyldigt. Hun havde aldrig haft brug for en far, for en person der alligevel ikke gad være hos dem! Hendes mor havde bare sagt at han havde været en god mand, men at noget havde hevet ham væk fra dem...Og så...Var han ligesom bare aldrig kommet tilbage. Idril kunne ikke gennemskue hvad det betød. Måske havde han ikke været kongelig selv, udvalgt til at være hendes mors partner og derfor jagtet væk? Eller måske...Var han en prins eller konge et andet sted. Eller måske bare død. hun vidste det ikke.
Hendes tankestrøm blev afbrudt af hans bebrejdelser. Hvordan...Hvordan kunne han sige det?
Hun rejste sig op, næsten samtidig som ham, og bare stirrede på ham. Troede han virkelig det?! Mente han virkelig det?!
Da han var færdig med at snakke, rankede hun blot ryggen. Hendes tårer var forsvundet, til gengæld havde hendes blik et rasende skær.
"Nej. Det var det ikke. Det var fordi jeg var tiltrukket af dig" svarede hun kort for hovedet.
"Du må meget undskylde at jeg forstyrrede dit ikke-eksisterende liv! Hvad tænkte jeg dog på, at begynde at snakke med en fremmed mand, der virkede venlig?" Hvad skulle hun egentlig sige? Der var så mange ting hun ville sige, men ikke vidste hvordan.
"Undskyld at jeg blot er en distraktion, da du tydeligvis er bedre end alle andre!" hun var tæt på at råbe. I stedet opgav hun ham. Hun havde lyst til at græde, til blot at sidde i skoven og give udtryk for sin sorg...Og blive i et med skoven, som hun vidste at andre var blevet det. Skoven var det eneste hun havde. Magien var det eneste hun havde.
Hun drejede omkring og marcherede væk fra ham, mod lysningen. Hun ønskede ikke længere at være i nærheden af ham. Hun ønskede ikke at være skyld i at deres racer ikke skulle kunne være allierede. Hun ville bare gerne...Være alene. Og ikke længere høre på så selvopofrende, latterlige ord! Han var latterlig. Forfærdelig latterlig! Hun var tæt på at grine. Han var som et lille barn!
Nej. Hun ville aldrig se ham igen.

Shane fik ondt af hende. Selvom hans forældre var døde, så havde han kendt dem begge to. "Det er jeg ked af." Han så undskyldende på hende, selvom han ikke skulle undskylde. Han havde bare ondt af hende. Hun fortjente det bedste, i følge ham.
Han slog opgivende ud med armene. "Men hvorfor sagde du så alt det? For mig hentydede du at du kun havde været gengældt kysset fordi du var ensom." Han så efter hende da hun gik. Han sukkede svagt. Dette var en af grundene til han ikke ville have en kæreste. Det hele var så kompliceret. Han gik efter hende. Han ville ikke gå mens de var uvenner. "Idril." Han stoppede da han var nogle skridt bag hende. "Undskyld. Jeg er bare.. Det er ikke..." Han sukkede svagt. "Jeg ved ikke hvad du vil. Fortæl mig hvad du gerne vil. Vil du stoppe vores venskab, eller være mere end det?" Han så spørgende på hende.

Hvorfor hun havde sagt det?! Han havde spurgt hvad der var galt! Og hun havde svaret på det, inden hun havde svaret på det med kysset. Han forstod intet. Men det var også lige meget. Hun kunne klare sig selv. Det irriterede hende at han fulgte efter hende. I et øjeblik overvejede hun at forhekse de nærmeste planter til at holde ham fast, mens hun selv stak af. Men hun ønskede jo ikke at skade ham...
Hun tog sin taske og næsten kastede den om den ene skulder, mens hun allerede havde koggeret i den anden hånd. Hun manglede hun sin bue nu, så kunne hun gå. Hun så op på ham, da han løbende efter hende, som en hundehvalp. Hendes blik var vredt.
"Tror du at du bare kan sige hvad som helst? Tror du at du bare kan være skide ligeglad med resten af verdenen og de folk, der er omkring dig? Du er egoistisk. Du er som et lille barn. Du spurgte hvorfor jeg var ked af det, og jeg svarede på det. Bagefter fortalte jeg dig hvordan kysset havde været for mig. Du lytter ikke engang!" hun snakkede bare, som en kvinde gjorde det bedst, når hun var oprørt.
Hun bukkede sig ned efter sin bue.
"Er det ikke ligegyldigt hvad jeg vil, hvad jeg ønsker? Uanset hvad har du gjort det klart at jeg ikke er ønsket" svarede hun hårdt tilbage. Hun var træt af at blive manipuleret rundt med. Det eneste hun havde var hendes folk og det var på tide hun stod op til det ansvar!
"Hvorfor skal jeg bestemme det? Du har sagt du ikke gider mig, så hvad angår det dig hvad jeg ønsker? Du virker ganske ligeglad. Jeg håber du finder din søster...Men jeg håber ikke din søster bliver hos dig. Så vil hun blot se hvilket uhyre du er blevet og blive endnu mere ked af det" Det var måske hårdt sagt. Men ikke uden omtanke. Idril vidste at deres...venskab, eller forhold, var ødelagt. Men måske kunne dette i det mindste få ham til at tænke lidt over tingene, over hvordan man behandlede andre og at verdenen ikke bare stod stille.
"Du er en prins nu. Du har et helt folk, der stoler på dig og regner med dig. Du kan ikke bare være egoistisk..." hun stoppede lidt op og så tilbage på ham, allerede på vej væk fra ham, medmindre han fysisk ville stoppe hende.
"...Lad i det mindste som om du vil tænke over det!" hun var ikke længere lige så vred. Bare endnu mere trist. Men det var hendes lod i livet...Og hun havde lært aldrig at stole så hurtigt på nogen igen.

Shane blev overrasket over hendes vrede. Han kunne åbenbart ikke andet end at såre hende. Han blev mest såret, da hun sagde at hun håbede at hans lillesøster forlod ham, hvis han fandt hende. Det var det som sårede ham mest. En tåre gled langsomt ned af hans kind inden han irriteret tørrede den væk. Han knyttede sine hænder. "Du snakker til mig som om jeg er den værste person i verdenen. Du har ikke ret til at snakke sådan til mig, og det siger jeg ikke fordi jeg er prins, men fordi du ikke kender mig ordentligt. Har du overvejet at jeg måske misforstod hvad du sagde eller du misforstod hvad jeg sagde?" Vreden lynede i hans øjne. Han gik med hastige skridt hen imod hende og stillede sig foran hende for at stoppe hende i at gå væk fra ham. "Du sagde du ikke kunne leve på et kys. Vi er begge to ledere af en race, så nej, det kan du ikke. Vi burde ikke tænke på det, måske endda lade som om det aldrig er sket, men det vil jeg ikke. Jeg er ny som prins, jeg er ikke sikker på hvordan jeg skal håndtere det, men jeg ved at jeg ikke vil lade det styre mit liv. Jeg ønsker ikke at såre dig, men.. at du.. siger at jeg er et uhyre og at du håber min søster ikke vil være hos mig.. det er noget jeg ikke kan tilgive! Hun er det eneste familie, jeg har tilbage og jeg vil gøre alt for hende. Jeg er ligeglad med alt andet grimt du siger om mig, men du skal aldrig nogensinde blande min søster ind i det igen! Du ved ikke noget som helst om det jeg har gennemlevet! Jeg har mistet hele min familie til mennesker og jeg nægter at miste flere! Derfor tør jeg ikke at få et forhold med dig." Han trådte til side, da han var færdig med at snakke. Vreden og sorgen var tydelig i hans øjne. Han havde knyttet sine hænder så hårdt at han var begyndt at bløde. En bloddråbe faldt langsomt ned på græsset.

Hun lyttede med et halvt øre. Hvad kunne han sige, som skulle ændre noget af det? Intet! Hun sagde ikke at hun selv var fri for fejl. Hun vidste hun havde mange fejl, selv om hun ofte gjorde sit bedste for at leve op til dem. Dog, lige nu, var hun både ensom og slet ikke sikker på sig selv. Og hun prøvede at beskytte sig så godt som muligt, mod denne nye trussel. Hun stirrede på ham. Var han mon snart færdig? Og det var han. Han græd endda. Hun bemærkede også blodet der gled fra hans hånd. Forventede han nu at hun begyndte at græde og bede om tilgivelse? i så fald tog han fejl!
Hendes hånd knugede hårdt om buen, hendes knoer var helt hvide.
"Bare det at du tror..." hendes stemme var rolig, men bestemt. Hendes blik ligeså. andres vrede gjorde hende ofte rolig selv, hvilket altid havde forundret hende.
"...At jeg er så sølle et offer, at jeg skulle falde for en menneskehånd...Mit folk har ingen grund til at blive jagtet af menneskerne og selv om deres verden er faldet i fordærv, tvivler jeg på de er dumme nok til at angribe mig. Jeg har prøvet meget...Men at skubbe folk væk, er ikke en måde at holde dem sikre. Tilgengæld holder man dem sikre, ved at kæmpe ved siden af dem. Jeg troede du var anderledes...Eller ønskede det nok mere...Hvor tåbeligt af mig" Hun lod kort blikket glide ned over ham, som bedømte hun ham med helt nye øjne. Så rystede hun let på hovedet.
"Lov mig i det mindste at du ikke er så smålig, at du lader dette gå ud over vores racers alliance" svarede hun så kort. Titlen...Det var der det hele begyndte og sluttede. Og det var hvad der var det vigtigste.

Hun var uretfærdig overfor ham lige nu. Hun gik automatisk udfra at han tænkte hun var sølle, hvilket han slet ikke tænkte at hun var. Han var slet ikke i tvivl om at hun kunne klare sig selv, men det kunne ikke ændre på hans frygt. "Jeg tror ikke du er sølle." Han så opgivende på hende. Han havde ikke lyst til at diskutere med hende, men han følte trang til at forsvare sig selv. "Mennesker har altid en grund. Jeg forstod heller ikke hvorfor de dræbte mine forældre og kidnappede min lillesøster, men nu gør jeg. De vil have kontrol. De vil have magt og de vil endda dræbe deres egne for at få det. Måske synes du ikke menneskerne har en grund til at jagte dit folk, men det har de." Han så ned i jorden. "Men jeg vil ikke lade dem tage dig." At han sagde det betød sikkert ikke noget for hende. Flere bloddråber landede på græsset. "Jeg har ikke skubbet dig væk. Jeg advarer dig lige nu. Hvis jeg ville skubbe dig væk var jeg ikke kommet i dag." Han var mere rolig nu. "Ja, du troede jeg var bedre, fordi du ikke har lært mig ordentligt at kende. Alt hvad jeg har gennemlevet har gjort mig til den jeg er.. og hvis du ikke kan leve med det.. Så vil jeg ikke snakke med dig mere end nødvendigt." Han brød sig ikke om at sige de sidste ord, men sådan var det bare.
"Det kan jeg ikke love dig, for jeg er jo et uhyre, ikke sandt?" Han så på hende med et tomt, dog trist, blik. "Hvis du ønsker mere end et venskab viser du det ikke nu." Endnu en tåre gled ned af hans kind, som han hurtigt tørrede væk, i håb om at hun ikke ville ligge mærke til det.

Han var så irriterende at høre på og så krævende! Hvad regnede han med?
Hun trippede lidt, lagde vægten fra det ene ben til det andet. Hun havde brug for at tænke...At tænke klart og det kunne hun ikke lige nu. Hun følte sig dårligt behandlet og var ikke rede til at indgå venskab, især ikke hvis det betød hun var den eneste der skulle komme med en form for undskyldning! Når alt kom til alt, var det ham der var startet med at give de forkerte signaler. Jamen hun vidste jo slet ikke hvad han ville, blot hun ikke kunne få, hvad hun mest begærede!
Han var så følsom...Det var så underligt at se en mand, gå så meget op i ord og følelser. Normalt var mænd mere primitive i det, gik mere efter det praktiske. Mest af alt...Følte hun sig manipuleret med.
"Jeg hopper ikke på din had til menneskerne" svarede hun kort.
"Så lad venligst vær med at snakke, som om menneskerne kun er onde, små væsner" kommenterede hun kort, omend en smule velovervejet. Der gik længere tid før hun sagde noget andet.
"Jeg kender dig ikke og det brokker du dig over. Du kender heller ikke mig, trods du reagerer som om du gør. Men jeg reagerer på det du gør og det du siger og de ting...Har jeg ikke fundet behagelige. Jeg føler..." hun følte sig svag, ved at indrømme det.
"...Min manipuleret med. Jeg føler ikke jeg betyder noget for dig. Jeg føler du skubber mig væk, uanset hvad jeg siger eller gør og det gør mig syg!" hun slog let ud med den ene, ledige arm hun havde og så væk fra ham.
"Lige nu...Ved jeg ikke engang om jeg ønsker dit selskab. Jeg siger ikke at jeg selv er perfekt...Men jeg har endnu ikke mødt noget af den mand, jeg tror du gemmer indeni dig. Jeg tror, ærlig talt, at vi er gået for hurtigt frem. Sagt for personlige ting og kysset...Det hele er gået for hurtigt! Se os nu! Diskuterer, som om vi har ret til at være en del af hinanden. Men sandheden er vi knap har været sammen i et døgn!" hun så igen på ham.

Shane kneb øjnene lidt sammen over det første hun sagde. Troede hun at han løj omkring hans had til menneskerne? Han så væk fra hende. "Så lad vær." Han ville ikke forklare hende endnu engang at menneskerne havde taget hele hans familie fra ham. Han kunne ikke holde denne samtale ud. Vreden rev i hans sjæl og sorgen rev hans hjerte itu. Det føltes i hvert fald sådan. Han vidste ikke hvorfor han reagerede så stærkt på dette. Det var nok fordi at han stadig ikke var kommet over at hun havde kaldt ham et uhyre og sagt at hun håbede at hans lillesøster ville indse det og forlade ham. Hans største svaghed var hans lillesøster.
"Jeg manipulere ikke med dig." Sagde han. Han så på hende. "Som jeg sagde for noget tid siden, så ønsker jeg at beskytte dig. Viser det ikke at jeg holder af dig? Hvis ikke, hvordan skal jeg så vise dig det?" Han så spørgende på hende. "Hvad foreslår du så at vi gør?" Han lagde hovedet lidt på skrå.

Hun sagde ikke at han ikke måtte være vred på dem, selv om hun helst så han lod det gå. Ikke fordi han skulle tilgive dem, men blot tænke på noget andet og bruge sin energi på bedre ting.
Dette kørte i ring. Lige meget hvad hinanden sagde, blev det misforstået af den anden. De var begge stolte væsener, der ikke bare ville give sig.
"Mange har sagt de vil beskytte mig. De fleste, fordi de blev betalt for det. Ordene betyder intet for mig. Hvis du faktisk bekymre dig om mig..." hun så lidt på ham. Det var ikke til at reparerer. De sad fast i dette uvenskab. Sådan følte hun det i hvert fald.
"...Skal du vise det blot ved at være der. Blot ved at være der og interesserer dig for mig. uden at fornærme mig, medmindre du ikke kan undgå andet, fordi venner fortæller hinanden sandheden" svarede hun en smule kort. Energien var sivet ud af hende igen og hun følte sig endnu mere træt, end hun havde gjort i starten af dagen. Hun blev altid uvenner med folk...Hvorfor blive ved?
"Jeg ved ikke hvad vi skal...Jeg ved ikke hvad du vil" svarede hun blot tilbage. Hun var van til at tage stilling til ting, når hun vidste hvad folk omkring hende tænkte og ville.

Shanes had til menneskerne havde forgiftet hans sjæl, så det var svært for ham at give op på hans had. Den var nærmest blevet en del af ham. Ofte gik hans had til menneskerne udover andre, hvilket han hadede sig selv for. "Jeg ønsker at ikke at fornærme dig, men det er som om at hver gang jeg siger min mening, bliver du fornærmet." Måske var måden han sagde sin mening på? Han måtte tænke lidt mere over hvad han sagde, især nu hvor han var kronprins. Han ville helst undgå at have flest fjender end venner.
Han mente at han flere gange havde fortalt hende i dag hvad han ville, men måske havde han ikke gjort det tydeligt nok? I så fald ville han sige det igen. "Så fortæller jeg dig præcis hvad jeg vil. Jeg vil lære dig bedre at kende, uden at vi bliver uvenner hele tiden. Jeg vil ikke være uvenner med dig, men jeg vil heller ikke have en alliance. Misforstå mig ikke, jeg vil gerne have vores racer er venner, men jeg vil ikke have en alliance uden vi to er venner. Hvordan kan vi have en alliance, når vi ikke er venner?" Måden han sagde det på viste tydeligt at det var et spørgsmål som ikke behøvede at blive besvaret. "Jeg siger ikke at jeg vil ikke vil være mere end venner. Hvis vi bliver mere end venner, så gør vi det, men som du sagde, vi går for hurtigt frem. Jeg er enig med dig. Så lad os gå langsomt frem." Nu havde han været ærlig. Nu håbede han blot at hun ikke misforstod hvad han sagde, eller blev fornærmet.

Hun begyndte at...næsten hade ham. Hade ham for den måde han sagde tingene, som om hun var en lille pige der skulle irettesættes. Den måde han snakkede, som om alt han sagde var det eneste rigtige. Og som om hun var den eneste der havde gjort en fejl eller kunne finde på at lave en! Det gjorde hende så inderligt vred...Især når han ville lade deres personlige forhold gå ud over hele deres race. Det var så småligt!
"Så du vil lade vores personlige forhold gå ud over hele vores race? Er det på nogen måde fair?" hun turde snart ikke sige hvad hun mente længere. Han kunne alligevel ikke lide at høre det.
"Uanset om jeg ønsker at være venner eller ej, tvinger du mig ind i et venskab. For hvem vil ikke ofre sig, for sin races bedste?" hendes stemme var flad. Hendes udtryk neutralt, hendes blik lukket af. Han ville ikke have muligheden for at vide hvad hun end tænkte.
"Vi kan lære hinanden at kende, som du ønsker. Jeg skal møde op, når du påkræver mit selskab..." hun nejede let for ham, ved at trække lidt ud i kjolen og bøje hovedet lidt.
"...Som kronprinsen befaler" Hun var selv prinsesse, så dette var slet ikke passende. Faktisk var det mere direkte en fornærmelse. Men hun brød sig ikke om den måde han sagde tingene og hun vidste han ikke lyttede. Så i stedet måtte hun jo gøre sig selv neutral og rede sin races alliance, med sig selv som pris.
"Jeg håber blot du ikke ser så meget ned på mig, som din tone angiver" hun kunne ikke lade være med at bide lidt tilbage. Hun var ikke en hund han kunne sparke på. Selv om han ikke indrømmede det, selv om han måske ikke vidste det...Var han manipulerende. Hun vidste ikke hvordan hun skulle gøre det behageligt imellem dem igen. Ved at ignorerer de ting han sagde? Hun var ganske nærtagende på den måde, men den eneste rigtige måde at føre sig frem på var at reagerer, som om intet var sagt. Hun rettede sig langsomt op igen, hendes grå øjne søgte hans ansigt.
"Hvis det behager Dem, undskylder jeg gerne, hvis det garanterer min races bedste. Men vid...At jeg ikke glemmer noget. Og at jeg ikke vil undskylde, uden De også selv indser deres egne fejl i dette foretagende" kommenterede hun lige så neutralt.

Chokket over hendes reaktion var tydelig i hans grønne øjne. Han havde håbet at hun ville være enig med ham og smile.. Han savnede at se hende smile. "Idril.." Han kunne ikke få sig selv til at sige noget, da han ikke vidste hvad han skulle sige, uden at hun misforstod det. Han rynkede svagt på panden. "Jeg tvinger dig da ikke.. Du har al ret til at sige nej, hvis du ikke vil. Det var langtfra min mening at tvinge dig til noget." Det var som om at hver gang, han sagde noget, så var det ikke det hun ville høre, eller også så misforstod hun fuldstændig det han sagde. Han blev lidt fornærmet, da hun nejede. "Du skal møde op når du har lyst, ikke når jeg siger det." Der var en lidt irriteret tone i hans stemme, men han tvang sig selv til at slappe af. "Jeg vil ikke forlange noget af dig, Idril." Han betragtede hende med en blid glød i øjnene.
"Jeg ser ikke ned på dig. Jeg beundrer dig." Han smilede svagt, men en smule forsigtigt, til hende. "Du er en vidunderlig kvinde og jeg vil ikke være uvenner med dig." Han rakte udefter hendes ene hånd og hvis hun ikke lod ham tage den, ville han ligge armene over kors. "Amin hiraetha. Hvis du ikke ønsker at være venner, så er det sådan det skal være. Jeg trækker mine ord om at jeg ikke vil have en alliance medmindre vi er venner tilbage. Hvis en alliance betyder at jeg kan beskytte dig, høre din stemme og se dig igen.. så vil jeg elske at have en alliance. Valget er dit. Uanset hvad så respektere jeg dit valg." Hans svage smil forblev om hans læber. Hans grønne øjne lyste af håb om at hun ville blive hos ham.

Hun regnede mere eller mindre med at de var færdige. Hun havde ikke mere at sige og han havde bevidst at han ikke var værdig til særlig meget og at hans værdier var helt forkerte, især for en kronprins at være. Hans chok...Gjorde hende overrasket. Var hun nået ind til ham? Et eller andet havde hun sagt, som havde påvirket ham. Men var det godt eller dårligt?
Hun så lidt på ham. Og lod han tale ud. Hun turde ikke glæde sig for meget, for hurtigt, igen. Hendes hånd blev taget af hans...Og hun lod den ligge, spændt på fortsættelsen. Hendes hjerte hoppede igen, trods hun ellers havde været overbevidst om at der ingen tiltrækning var tilbage. Hun så lidt på ham, da han var færdig. Hun lod sit kogger falde ned på jorden igen, trods hun endnu havde tasken over den anden skulder. Man hun havde ikke lyst til at slippe hans hånd, i skræk for det ville ødelægge det hele igen.
"Jeg ønsker at vores racer er allierede. Jeg ønsker ikke at være påtvunget dit venskab, blot fordi du begærer det, omend jeg vil ofre mig for min race, hvis du kræver det. Mest af alt...Ønsker jeg bare at være venner og kunne nyde dit selskab" svarede hun ærligt. Et lille, nervøst smil sneg sig ind over hende læber, da hun så op på ham, lidt i tvivl om hvad han faktisk ønskede, trods han havde gjort det klart flere gange nu.

Det var tydeligt at han skulle være meget forsigtig med hvad han sagde. Han havde ikke lyst til at blive uvenner med hende. Han blev lettet, da hun lod ham tage hendes hånd og begyndte at snakke. Han havde frygtet at hun ville gå sin vej. Han gav forsigtigt hendes hånd et klem. Hans svage smil blev en smule bredere, da hun smilede. "Som sagt, det var ikke min mening at tvinge dig. Jeg tænker mig ikke altid om før jeg siger noget for sådan er jeg blevet opdraget, men mon ikke jeg burde til at tænke mig mere om, hvis jeg vil have flere racer som alliancer?" Han så tænksomt ud i luften et par sekunder. "Det går jo ikke at jeg fornærmer dem alle sammen." Han så på hende igen.
"Jeg er glad for at du vil være venner og jeg kan ikke vente til næste gang vi mødes. Forhåbentlig bliver det snart. Hvornår var det du skulle tilbage til dit folk?" Han så spørgende på hende. "Hvor bor du egentlig, når du ikke er hjemme ved dit folk?" Han rynkede svagt på panden.