Camille--så mødes vi

Dag:irl
Dato:irl
Omgivelser: Ørkensne
Tid: vides ikke PÅ GRUND AF snestrom
Vejr:Snestorm
Årstid: vinter i dette område
Sted: midt ude i sne ørkenen

Ribanalon var ikke meget for at skulle være her ude, især ikke fordi
hun at faktisk prøvede at fine den stakkel der havde våget sig herud
på hendes teritorie. Duften var underlig og skønt mange ikke ville
kunne fange nogen lufte i dette vejr så var dette hendes teritore og derfor var hun trænet
til at kunne dufte det mindste!

Hvordan helvede man kunne være SÅ dum var en gåde.
Camille ville blive slået ihjel, af alle dem hun kendte...de ville stå i kø.
Hendes hest Frosty , var forlængest redet i sikkerhed, hjem til Valentine gården og havde sikkert sladret om at der var noget i vejen.Det ville gøre Mira meget bekymret, og sikkert også Eric.Eller måske han bare ville være vred over hendes adfærd gjore Mira,deres lille adoptiv datter, urolig.
Men nu gik hun altsår her....sne driver...og lorte sne alle vegne og hun anede ikke hvor hun var. Hun havde egenlig ledt efter en ingidiens til lidt magi, og så.....kapow....var hun endt her, alene i den kolde hvide landskab.
Det lille armbånd, med den røde sten, holdte hende varm.Isabella havde givet det til Camille , i den anden dimension og det var den eneste grund til hun kunne gå her nu kun iført støvler, en lang sort nederdel, røs bluse med korte ærmer og en grå kutte med hætten opslået, uden at kulden bed påmhende overhovedet.Det gjore så sulten og tørsten istedet.

Ribanalon kiggede rundt, sneen havde gjort hendes hår svagt stift og så
igen, var det blødt som sneen. Hun svang sig nærmest rundt, hun mærkede
noget ude i intetheden. Ja hun kunne mærke hvordan et hjerte bankede og
hvordan en mave knurrede efter at få med til at lave energi. et svagt smil kom
over de mørkerøde læber. Hun begyndte at løbe. Selv var Ribanalon iført en hvid
kjole, bare føder og en frakke med gråt ulvepels. der gik ned til lige under knæene.
Der var en hætte på den som var stået op så alt sneen ikke bare farrede i hoved
på hende.

"Dumbo....
Det været et passende navn " mumlede hun fornsig selv.
Hun var endnu ikke nået dertil hvor frustration og fortvivelse satte ind, over at være lost i et territorie som dette. Hun var stadig gal på sig selv.
Hendes øjne skimmede sneen , søgte efter fodspor.Men der var intet at skue...ikke engang en ræv eller snehare havde sat fod her.
En enkelt gang mente hun at kunne opfange en bevægelse i horisonten.Måske et dyr?
Men da hun kiggede efter igen, var der ingen bevægelse at se....alt lå stille hen.
Hendes øjen vipper var nu beklædt med rimfrost og Camille blev lidt bekymret.
Det var jo en grænse for hvor længe hun kunne vandre rundt herude, var det alvor denne gang? Var hun nu endelig kommet så langt væk, at det var umuligt at finde hjem?
Hun kunne mærke en tristhed liste sig ind på hende, og hun måtte blinke et par ekstra gange.

"Så ser man det" lød en stemme bag hende, Ribanalon stod bag hende
rank og rolig med et smil på de kolde men flotte formede læber. Hun
stirrede direkte på Camilles ansigt, i det hun ville vende sig hvis hun nu
vendte sig. De metalliske øjne var helt klare som var de af rent metal/stål.
Også på hendes øjenvipper var der små sneflager nu som have taget bo der
indtil at hun ville komme i varmere ejne.

Hendes blod frøs til is.
Det var ikke grundet kulden, men den stemme der lød lige bag ved hende.
Det var...ikke naturligt....der var jo ingen i kilometers omkreds.ingen!
Camille snurrede hurtigt rundt, og glanede ind i et sæt af smukke metalliske øjne.De mindede hende straks om to brødre hun var stødt på.
Det var meget særprægede og dragende øjen....men det ville alligevel næsten være et for vildt tilfælde, ikke ?

Camille fik taget sig sammen til at svare " Ja...det ser man så.Ikke noget yndigt syn, jeg er vist ...lost" sagde hun ærligt og tænkte at løbet var vist kørt for at prøve at lade som hun havde styr på det hele....for så havde hun nok ikke stået her, midt i ingenting.
Hun så på kvinden...og de nøgne fødder.Hun måtte være vampyr.
* hvor uheldig kan eet menneske dog være?!*

Ribanalon tog hætten af sit hoved for at hendes ansigt skulle
komme til syne og ikke kun hendes øjne. "Det de fleste der kommer
her" sagde hun og nikkede anerkendene over hVAD cAMILLE
hAVDE sagt. De fleste kom så heller ikke væk her fra ingen,
de fleste blev taget af ulvene eller de mange onde væsner der
levede her og andre...ja de forsvandt pluseligt. Det sorte hår
faldt ned af hendes skulder, selv var Camille en sikker modsætning
til Ribanalon

Camille kunne ikke skjule sin overraskelse over den skønhed der dukkede frem , da hætten blev slået ned, og hendes øjne for nogle sekunder tog hendes ansigtstræk og det lange sorte hår ind.
Kvinden var en mørk skønhed, som taget ud af et eventyr.Måske en snehvide...med lidt ekstra tilbehør?
Camille lavede en eftertænksom grimasse og spejdede ud over...intetheden,den kridhvide intethed.
" Det er sku ikke så heldigt!" indrømmede hun og så igen på kvinden.
Hun virkede til at have fuld kontrol over hendes instinkter, hvilke var heldigt for Camille der ellers ville have farvelagt sneen i en dyb rød kulør,hvis kvinden havde været brutal og...sulten.
* Pis...det er ikke en heldig situation* hun sendte både Tristan og Aleck en kærlig tanke, hvorfor var de aldrig tilstede når hun var...lost .
" Sig mig....kan du hjælpe mig tilbage til civilicationen ? Det ville jeg være dybt taknemmeligt for " spurgte hun lidt ydmygt.Det var ikke hende der sad med trumfene på hånden, og hun var helt på det rene med det.

Hun så stadig på Camille som studerede hun hende som en skulptur,
dog var der ingen mine over de blege ansigt der hørte til Ribanalon.
Da Camille begyndte at tale tog vinden fat i Ribanalon hår og lod det
flyve rundt, de mørkerøde læber som nærmest lignte at de var blevet
malet op med blod og ikke med sminke bevægede, "der findes ingen
civilisation i denne verden" hun lod sin hånd fange alt det sorte hår
og lod hånden blidt køre ned af håret, det faldt som var det blevet fortryllet
til at ligge helt stille og ren ned af hendes skulder og ryg. En enkelt gang
fløj 2 snefnug direkte ind i Ribanalons øjne uden at hun blinkede, de var
farvere end hendes egen hud, men mærkede det ikke da det alligevel ikke
betød noget.

Som taget ud af et Tim Burton univers, stod den langåret snehvide foran hende, mystisk og guddommelig.
Og hun var tilsyneladende meget dannet, siden hun postulerede at civilasitionen ikke fandtes, at all.
Camille brød ud i et spontant smil...
" Jeg vil sige så meget at mange har vanskeligt ved at kontrollerer deres indre...bæst...men vi er dog stadig en del der kan opfører os civiliseret...hvis vi vil" heri lå både lidt humor men også en svag hentydningbaf en advarelsel, hvis kvinden skulle forsøge på noget. Ikke at Camille have nogen ide om hvordan hun skulle bekæmpe en vampyr, midt ude i sneriget....med mind en snebold i nakken ville gøre trikset- od det tvivlede hun sku stærkt på.Så det galdt om at forblive ' venner'.
" Måske bare hen til hvor der er lidt.....liv?" forsøgte Camille igen og blinkede selv et par ekstra gange, der hvor kvinden fik sne i øjet.

Camille fik Ribanalon til at grine lidt, ikke et overlegent arrogant
grin, men som når et barn grinte af en tanke der lige var poppet
op. Hun svarede først på det ene som Camille sagde, "Der er meget
stor forskel på Civilisation og Civiliseret" hun smilte stadig imens
hun lagde hoved på skrå. Et skær gik igennem de metalliske grå
øjne som på intet tidspunkt havde blinket elelr taget det stirrende blik
fra den levende Camille.

Camille lagde hovedet lidt på sned.
" Jo...der er forskel på de to, men ofte går de vel hånd i hånd...eller...?
Anyway miss. Jeg skal bare tilbage til Angerforge District inden min udlejer får mig efterlyst ". sagde hun med antydningen af et smil.Aleck ville nok ikke ligefrem ulejlige sig med at gå til politiet.Han ville sikkert selv hunte hende ned, hun vidste han have imponerende skillz - også på det punkt.
" Så..tror du at du kan vise mig vejen?"

"ikke når snestormen er her" sagde hun kort. Hun tog et skridt frem
mod Camille og forsvandt i det samme. I det næste stod hun bag hende
med ryggen mod Camille. Hun så svagt mod hende fra den ene side.
"Men....Jeg ved hvor du kan opholde dig" stadig ikke en mine på ansigtet.
Selvom at det var sværer at se nu hvor hun stod med ryggen til Camille.
Hun vendte sig halvt mod Camille, hendes mund stod svagt åben så de røde
læber virkede næsten som en rose der skulle til at åbne sig.

Camille var ikke helt vild med ideen at lade sig lede afsted af en ukendt vampyr.
Ingen vidste hvor hun var, og hun var overladt til at tage vare på sig selv.
Det skulle hun sørme også nok gøre, men hvis hun blev taget med til en vampyr rede, så var der måske ikke meget hun kunne stille op , ikke mod en hel flok af dem.
Hun kunne ikke skjule det gip hendes krop havde givet da kvinden med et dukkede op bag ved hende. Hun måtte bare sande, at vampyrer var ...noget helt for sig.
Et lille Suk listede sig ud af Camilles mund, som hun stod og studerede vampyrpigens røde mund. Hun ville garanteret været ligeså smuk uden alle de stærke farver make uppen var lagt i.Mon de fungerede som et værn? En slags maske,så man ikke mødte den ' virkelige' pige? Camille gemte de mere personlige spørgsmål til siden, og spurgte istedet....
" Og hvor er så lige det sted....og hvor mange af....din slags er der?"

Ribanalon tog sig selv i at lade sin ene tand blive kærtegnet af
sin tunge, der langsomt kørte hen af den dødbringende spids.
Det var næsten ikke til at se og især ikke i sådan en storm der gjorder
at blikket normalt var sænket i tjen for ikke at få sne i øjnene, men
det var nu mest de dødelige der ikke kunne. Ribanalons fødder
havde svagt fået frossen sne på sig og små krystal is var begyndt at
vokse på de små fødder.Hun svang roligt håret med kroppen der nu
vendte helt mod Camille, "Her ude i snelavet.....mit hjem..." endnu et
let grin kom fra hende "Det kommer an på om min slags gider komme
ud i intetheden " endelig blikende hud da endnu et skær af lys gik
gennem øjnene, hun prøvede faktisk at gemme glimtet for CAmille
men hviste at hun alligevel ikke ville kunne forstå hvad det betød.

Camille fandt at kvindens svar var en kende undvigende, og det var bestemt ikke en fordel.Det betød som regel at der var noget man gerne ville holde lidt skjult.
Camille kunne ikke undgå at følge hendes tunges dans over de skarpe tænder- og endnu engang tog hun sig selv i at Tænke hvor dejligt det havde været, hvis Aleck havde været hos hende nu. For helt ærligt....en lille angst var så småt begyndt at røre lidt på sig.Men det kunne hun ikke tillade at vise.
" ja...undskyld mig, men jeg har ikke lyst til at ende som dagens ret....hvis du forstår? Så kan du garanterer for mig sikkerhed eller ej?!" krævede hun svar, og stemmen var nu en smule mere hård i tonen.

HUn lavede et hårdt ryk i sig selv, så hun vendte direkte mod Camille.
Hun stod som en soldat lige og med front direkte mod Camille.
"Jeg lover intet, men jeg kan da sagtens lade dig selv finde tilbage"
hendes øjne gik langsomt op og ned af Camille, hun regnede ikke med
mennesket ville overleve herude uden hendes hjælp. Dette var hendes teritorium.
Og tonen fra Camille fik kun Ribanalon til at mærke følelse af at skade hende
Endnu mere....Men hvad skulle pigen ellers gøre? Hvis hun ikke stolede på
noge så kunne hun heller ikke få hjælp....Ribanalon tog et skridt tilbage og
vendte sig så så ryggen var mod Camille, "Held og lykke2" sgade hun med
en stemme som om at Camille skulle vinde et spil. Hun tog et skridt frem. ud i
intetheden.

Camille var i vildrede.Det var jo helt sikkert et riskey ide at begive sig afsted med en vampyr, og enda hen til denne eget private sted.Et ukendt sted og et sted hvor der sikkert var andre vampyrer også? Hun kunne lige så godt sætte et klistermærke på sig selv, hvor der stod ' tag selv buffet'.
Hun sukkede. På den anden side, at stå her i sneen alene, virkede heller ikke som det bedste at lave.Også det ville kunne koste hende livet...så skide heldige hun dog var!
Camille spidsede læberne, og lavede den sidste vurdering af situationen, inden hun lyste op i et smil og sagde" Okay...jeg vil meget gerne besøge dit hejm.Tak for tilbudet."

// Ribanalon, undskyld den lange tid for svar det havde forputtet sig

Bare ved det første ord havde Ribanalon allerede vendt sig mod Camille med et smil, der kunne virke venligt men også meget overlegent, "Jeg viste du ville se det på min side" sagde hun og nikkede anerkendene til Camille, Ribanalon mærkede ikke snefnuggende der havde sat sig på hendes prupiler med den metalliske grå farve, men alligevel blinkende hun. Hendes øjenvipper var som istapper der kunen bøjes. I det næste stod hun bag Camille igen Så kom. Hun tog Camilles hånd og førte hende frem af. Som var Canille en kvinde der skulle bydes op til dans

Hvad VAR der med de vampyrer?
Hvorfor var det altid at de så dem selv som bedre end alle andre.
Det var da muligt at de var bedre til at løbe og slås...men deres følelsesmæssige intelligens og socialkapital var sku ikke noget at råbe hurra for...i grove træk.
Camille fornemmede Ribanalons lille leg fint, men havde ikke rigtig nogle muligheder for at ændre på spille reglerne , ikke lige nu.
" Sig mig lige.." forsatte hun samtalen, med sin hånd i Ribanalons.." Hvordan kommer jeg så videre fra dig ? " spurgte hun?
Camille førte sin pege finger op til den lille øre stikker, og pressede den hårdt ...meget hårdt ind i den.
Blommen i pegefingeren brast, og nu kunne hun klemme små dråber af blod ud.
Som en anden ' Hans og Grethe figur' lod hun nogle dråber falde i den hvide sne...hvis alt andet fejlede - og hun ikke kom hjem- kunne Aleck og Tristan måske selv spore hende, lugte hun havde været her? Hun anede ikke om de kunne, men det var et forsøg værd.

Ribanalon vendte sig i det samme at blodets duft kom frem, hun så fra de 2-3 dråber til Camilles øjne, en tid var der en dyb nærmest ond tavhed. "Så følg dit hjerte" sagde hun og lagde den anden hånd på Camilles bryst, ikke på selve brysterne men på kravebenet lige over dem. Hun ville kunne mærke hvordan kulden ´gik igennem tøjet og ville nærmest gå camilles hjerte til at banke hårdt af kulde.
Ribanalon stirrede virkelig bare på CAmille, blodet duft kunne ikke lokke hende til at angribe, den selv respekt havde hun....Men det gjorder det ikke nemt for Camille, at slippe af med Ribanalon igen.