Newborn - Sebastian Castle.

Sted: Shadow Peaks.
Omgivelser: Meget roligt, dyr der indimellem er til at se.
Vejr: Køligt, men til at overkomme.
Tid: 23:26
Påklædning: En noget ødelagt top, et par slidte cowboybukser og nogle ødelagte støvler.

Destiny lå bevidstløs på jorden. Hun var blevet flyttet på mange gange, men ingen gad bære på hende længere tid af gangen. Så hun blev bare lagt på jorden efter noget tid. Hun fik sommetider nogle krampelignende anfald. Hun huskede ikke meget fra de sidste par dage. Men nogle få ting huske hun.

Destiny havde gået som enhver anden dag og hyggede sig på en af de store gader. Hun tog en vej ud mod en skov da det skete. Hun gik stille og roligt ind i starten af skoven da hun blev væltet om kuld. Hun ramte jorden og blev allerede der såret. Hun slog hendes hoved en smule, men mest hendes bare arme. Et stort dyr bed i hendes arm, hun lå et stykke tid chokeret i den kolde bund, da en ulidelig smerte nåede hende. Som vokseværk man havde som barn, ganget med 1000. Det gjorde så ondt at smerten fik hende til at besvime.

Nu lå hun der. Bevidstløs, såret og ikke mindst en varulv der var ved at opstå.

Castle lod de solide læder militær støvler blive presset mod jorden ved hvert skridt, som en bølge af styrke og kræft der kørte sig over jorden og gav en larmende lyd fra det nattemørke læder der mødte den kolde og hårde jord. Castle havde udover de massive støvler på, en sort ærmeløs T-thirt, eller kaldet Tank-top hvis man ville være fancy, men Castle havde ikke været en mand af smarte udtryk. Det sorte stof sad som skrædersyet udenpå hans maskuline og veltrænet bryst, men udover den ærmeløse T-thirst havde Castle et par militær bukser i farverne sort, grå, og hvid på, istedetfor de normale farver grøn, sort, og brun. Castle havde en vadesæk over skuldren, og et bælte om livet der holdt hans jagt kniv der kunne skræmme det hvide ud af øjnene grundet dens lange længe og dens skarpe blad. I vadesækken havde Castle stort set alt hans grej, gøjl, og gejl, fordi han flyttet meget rundt.
Castle havde mange tanker i hoved, ingen af dem var om politik eller filosofi, nej, Castle tænkte i bedste Castle stil, på junkfood mens hans fødder bragte ham tættere og tættere på civilisationen. Castle rejste et par gange nakken i dens fulde højde for at få overblik, og en af gangene greb hans varsomme blik noget der krævet denne flabet egoists opmærksomhed... En kvinde.. hun lå stille på jorden cirka 10 meter fra ham, Castle stoppede som respons på denne visuelle råb om hjælp, men satte ikke hans ben i løb, derimod lagde han vadesækken fra sig, og åbnede den for at finde en lilla tæppe frem, hvorefter han langsomt forlod sin vadesæk, og gik mod kvinden med rolige skridt, som en storebror der ville lære sin lille søster en lærestreg ved at komme langsomt hen til hende når hun havde brug for hjælp. Castle tænkte nu på andet end en dejlig stor 300 grams burger bøf, pigen lignet lidt Camille, og selvfølgelig tænkte han meget på hende for tiden, det var jo ikke hver måned man prøvede at lave ens bedste veninde om til menneskelig bacon ved at gemme riste hende.. også fortryd bagefter. Castle var ikke stolt over at have prøvede det, men dengang han lavet bomberne, virkede det så vigtigt at grille hende.
Castle tog sig sammen, og tænkte på pigen der havde brug for hjælp, men satte ikke hans tempo op. endelig fik han kommet over til hende, og som det første, lagde tæppet ovenpå hendes ødelagte top, det var jo ikke en porno film, så lidt værdighed skulle pigen havde lov at have. Castle prøvede at kigge efter hvad der var sket

Destiny var så småt ved at komme tilbage i bevidstheden. Det var alligevel et par dage siden angrebet skete. Hun blinkede med hendes øjne, selvom de var lukkede. Men efter at have været i en koma tre dage i træk, med få timers bevidsthed, var hendes øjne ikke vant til lyset. Selvom det var mørkt. Hun kunne fornemme nogle der rørte ved hende. Ikke fordi det føltes som om nogle prøvede at udnytte hende, men i stedet som om der blev viklet noget omkring hende. Hun følte sig utilpas, utrolig meget utilpas. Som om hun var forandret, som om hun var en anden. Hendes krop var ikke den samme, hun følte sig stærkere. Destiny åbnede forsigtigt sine øjne, men lukkede dem så i igen da lyset var skarpere end forventet. Hun åbnede dem kort efter igen og lod dem være åbne, for at tvinge sig til lyset. Hun satte sig forvirret op og så rundt. Hun lod blikket falde på ham, der åbenbart ville hjælpe hende, med en forvirring i blikket. Hun viklede tæppet tættere om sig, da hun fandt ud af hvor koldt hun havde det. Destiny rejste sig op og så sig omkring. Hun vidste ikke hvor hun var, stedet var ikke bekendt for hende. Hun var ikke nær hendes hjem. Destiny så på ham igen, hun lignede meget en der var faldet ned fra himlen og ikke anede hvordan hele jorden foregik. Hun var utrolig rundforvirret. Destiny mærkede først der smerten der stadig hang fast i hendes arm hvor dyret havde bidt. Hun trak tæppet væk fra armen og så nærmere på det. Der var betændelse i sårene, fordi hun havde lagt så mange steder uden at kunne beskytte såret. Hun lod blidt en finger røre ved det, men fik det dårligt at det og måtte tage flere dybe indåndinger for at få det bedre.

Castle lod sig ikke overtage af forvirring, dog havde han forventet en form for reaktion fra hende iform af ord, men tydeligvis var hun mere rundforvirret end en tiger i en salat bar. Castle trak eftertænksomt på skuldrene, og sagde så med et drilsk smil og flabet glimt i øjnene, men en varm og imødekommen tone "Beklager Sne-hvide men de andre seks dværge er på ferie, så du må leve med det kun er mig der vækker dig" Castle selvom han havde givet sit tæppe gad ikke hjælpe hende mere, hun var tydeligvis ikke ved at dø, og han var ikke læge, så medmindre hun ville have skåret hendes betændte arm af, så skulle han nok ikke ordne den. Castle gad ikke vise det, men han havde set sådan mærker før, og hvis hun havde været uheldig nok til at møde ham for fem uger siden, havde han vist hende fornøjelsen af at få panden skåret over på midten og få tvunget sin egen hjerne ned gennem kæften. Men han havde stoppet med sin evige kors tog mod det overnaturlige.. ikke han kunne lide dem.. han var stadigvæk racistisk, men hans endeløse vrede var stoppede.
Castle nikkede forvel til hende, inden han peget i den modsatte retning af hvad han skulle og sagde "Den retning. cirka 25 kilometer. Der finder du en landsby. spørg efter en pige kaldet Camille, hun har været sygeplejeske og kan tage sig af dit sår" Han var en lidt kold og ligeglad personlighed nogengange, men han kunne også være en beskytter der kunne vise utrolig omsorg, for han var enlig ikke ond, men når det kom til hendes slags, så var han enlig lidt ligeglad.. plus han kendte hende ikke, og det var en vigtig ting, hvis han skulle give en fuck.

Destiny blev mere og mere bevidst om hvad der foregik. Så hun rettede opmærksomheden mod ham, istedet for alt omkring dem. Hun smilede let af hans bemærkning. "Er du en dværg? Jeg troede dværge var lave." Hun mærkede den kolde fornemmelse fra hans side. Han virkede til at være ligeglade med hende. Det måtte han også gerne være. Men hun ville alligevel takke ham. "Jeg har ikke brug for en sygeplejerske. Jeg kan ordne det selv." Hun var ikke selv sygeplejerske, eller noget i nærheden af det. Men hendes mor var det og hun havde lært hende alt hun vidste. Så hun vidste godt hvordan man sørgede for et betændt sår. Hun så igen rundt for at finde ud af hvor hun var henne af. "Men bare 25 kilometer og så kommer jeg til en by. Tak for det." Destiny vendte rundt for at gå den vej han havde forslået. "Jo forrsten. Tag bare dit tæppe igen. Det er dit ikke?" Hun lod det falde ned af hendes skuldre og gav det til ham. Hun vendte sig igen om. Men noget stoppede hende. En duft, en duft der fik hende til at blive stående. Hun vidste ikke hvad det var. Men det var en velkendt duft, en duft hun aldrig rigtig havde lagt mærke til før. Den havde altid været der, men hun havde aldrig lagt mærke til det. Det var som om hendes lugtesans var blevet skærpnet, som om hun kunne duft ting der ikke var normalt for et menneske at lugte. Ved at hun tænkte det var der utrolig mange dufte der ramte hende. Som en bølge af hundrede tusind dufte der forvirrede hende. Hun prøvede ikke at fokusere på det, men hun kunne ikke. Hun kunne ikke fokusere på andet end de dufte. Destiny vidste ikke hvorfor det var sådan, hun vidste ikke hvad der var sket med hende. Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Hun vendte sig om igen, fordi hun havde et spørgsmål til ham. "Du ved ikke hvad der er sket? Med mig? Hun gik ud fra han vidste hvad hun hentydede til.

Han trak humoristisk på skuldrene, og svaret til det med dværgene "Søde skat.." han tænkte på et fedt comeback men intet kom til ham, så han gav hendes tunge sejren i denne match og sluttede af på den samtale "Jeg må få læst mere op på mine eventyr" Han havde noget mod hendes race ja, ligesom alle andre racer der ikke var menneske, men han sagde det med en form for ydmyghed, han lod gerne en person vide hvis personen havde gode tale evner. Castle var ikke uretfærdig, han var bare en god gammeldags nar, og ligesom han kunne lade sig blive kæreste med en der ikke var menneske, kunne han også være rar mod andre der ikke var, men som alle andre der havde fordomme startet de aldrig på god fod med ham.
Castle smilede kort over hun sagde hun kunne ordne det selv, han havde ingen kærlighed for hundevalpe, som han så hende som, og selvom hendes slags var i den gode ende af monster typerne, så havde han da et par øgenavne, og tvivlet på at en skædehund kunne fixe et sår ligeså godt som Camille kunne. Men hey.. det var vel hendes eget valg.
Han kunne enlig godt lide at hun gav ham sit tæppe igen, det var da klart noget der gav hende plus i hans bog. han kunne sjovt nok godt lide eftertænksomme folk. han prøvede et mere venligt smil og sagde så med samme typiske drilske Castle tone "Tak" Castle tog tæppet i den venstre hånd, hvorefter han vendte sig mod sin vadesæk og skulle til at gå hen og hente den, da han hørte hende spørge ham om noget. Castle vidste ikke hvad han skulle svare. han fik en lidt prikkende fornemmelse, men valgte sig at vende om mod hende igen og sige "Sikkert en fuldebøtte der bid dig i armen. Bare få såret renset også er der vel ikke mere at gøre" Castle gad ikke breake det for hende, for han mente alligevel der intet var at gøre for hende. Hun ville komme igennem nogen enorme ændringer i hendes liv, om han sagde det eller ej, og det som ville ske for hende, mente han ikke man kunne forberede sig på, man kunne bare ligge en pistol i mundvigen på sig selv, og male væggene i sin lejlighed med sin hjernemasse. Eller lære at være et monster og en god person. Han var stadig lidt ligeglad hvad pigen endte med at gøre, hun var ikke en del af hans liv, og selvom han kunne hjælpe hende mod en røver eller en bjørn hvis de en dag tilfældigvis mødtes og hun havde brug for det, så var det ikke ens betydning med han gik op i hende. venlighed og omtanke var to meget forskellige ting efter hans mening. Han nikkede forvel til hende igen og vente sig om

Destiny gjorde et træk på skulderne. Hun var ikke typen der behøvede at komme med kvikke kommentarer. Men hvis hun ikke gjorde det, følte hun at hun havde tabt. Hun følte hun ville hjælpe ham lidt på vej. "Er det egentlig ikke også prinsen der vækker snehvide fra den dybe søvn, og dværgene hun flytter ind hos?" Hun var ikke helt sikker på om det var sådan det var. Det var længe hun havde læst et eventyr sidst. Hun nikkede kort til ham da han takkede hende. Hun var ikke typen der tog imod ting, det var hun ikke god til. Hvis folk ville give hende en gav blev hun ydmyg og ville argumentere for ikke at modtage den. Hun begyndte at gå og lyttede til hans ord. "Ja. Det er sikkert nok det." Hun vidste godt at det ikke var et menneskebid. Det vare noget andet som bed meget hårdere og hvis det var gået meget værre kunne hendes knogle være knust. Destiny begyndte at gå og var blevet mere afklaret med duftene, hun var blevet vant til mens hun havde snakket med ham. En smerte, der havde svitset sig ind i hendes hjerne som et forfærdeligt minde, kom over hende igen. Hun prøvede at kæmpe i mod smerten og stod kort i en akavet position, men endte med at falde ned på jorden. Hun forstod ikke hvad der skete med hende, måske skulle hun ikke forstå det. Men en forandring var undervejs og hun ville ikke kunne kæmpe imod det, om hun ville eller ej. Men hvorfor skulle det være så smertefuldt? Hun forstod ikke hvorfor hun skulle igennem noget der gjorde så ondt, når hun ikke engang ønskede det. Når hun ikke engang havde valgt det selv og helst bare ville have levet den sidste uges tid som enhver anden uge. Destiny prøvede at forstå. Det gjorde hun virkelig, men det gav ikke mening for hende. På ingen måde.

Castle ville ikke være prinsen. Det fucking sucks at være den hvide ridder, han fik en kone, og dværgene fik en personlig husslave der gjorde alt for dem, det er virkeligt at røvrende prinsen. Castle trak endnu engang på skuldrene og prøvede at gå udenom at kalde sig selv prins, for enlig så han ikke sig selv som den type, men måske kunne man prøve med et smil på læben at referer til den eneste fordel prinsen har, for at komme ud af denne snak om eventyr han ikke havde læst siden .... okay.. han havde aldrig læst det, men hørt det engang, hvilket gjorde det endnu sværre at huske, men hvis der var en ting den maskuline smartass kunne huske om eventyr, var der en ting "Var det ikke også prinsen der fik kysset også?" han gav hende et smil, og prøvede alt om alt at make a move, og alt om alt bare at lukke samtalen så han kunne komme videre og smutte. Castle nikkede til det hun sagde efterfølgene, og da hun vendte sig om, vendte han sig om mod sin vadesæk igen, og begyndte at gå.
Castle kunne høre pigen falde på knæ eller hvad det var, han var ikke sikker, måske hørte han forkert, og det var han enlig også ligeglad med, hvis det nu var en han havde kendt nogen år, ville han sidde og holde deres hånd gennem det her shit, men lets face it, han havde lige mødt hende, og enlig håbet han mere på hun døde af hjerte stop, og sparet verden for endnu et monster, end at han håbet hun bliv lykkelig og fik en godt liv, for enlig havde han ikke noget mod monstre fordi de dræbte andre, han havde faktisk bare noget mod dem fordi han ikke kunne lide dem, og der var ingen grund til det mere. selvfølgelig startet hans had da Oliver døde, men nu havde han bare noget mod dem, fordi han syntes de fortjente det bare ved at eksistere. De kunne så fortjene bedre, hvis han begyndte at lide dem, men der var måske kun en håndfuld folk i verden han kunne lide, og gav en fuck for, og ud af den håndfuld var kun en ikke menneske, så ja.. han var en nar, men ikke direkte ubetænget uretfærdig.
Castle forsatte med at gå, og samlet sin vadesæk op da han kom til den,

Destiny følte en form for mørke komme op i hende. Hun kunne ikke kontrollere det. Hun kunne ikke gøre noget ved det, selvom hun ønskede at få det til at forsvinde var der ikke noget hun kunne gøre ved det. Destiny blev forvandlet til et stort savlende monster. Hun var meget sødere at se på når hun ikke var denne ulvelignende tingest. Pelsen var lys, men havde nogle mørke hår ind imellem. Øjnene var grønne men også med noget brunt. Hun vendte om og duftede nærmere. Hun fik færten af hendes redningsmand. Men det hjalp ham ikke da hun fik lysten til kød. Mennesket i hende prøvede at dominere, prøvede at blive den stærkeste og overmande dyret. Men det var ike let, dyret var stædig. Hun havde en indre kamp sig selv. Det var underligt, man kunne ikke beskrive det for andre. Det var en underlig fornemmelse, som om hun var to samlet i en. Destiny knurrede, fordi dyret godt kunne fornemme at mennesket prøvede at styre det hele. Dyret ville bare have kød, om det var menneskekød eller dyrekød var ligegyldigt. Mennesket ville have det blev dyrekød. Ligemeget hvad skulle det blive dyrekød. Destiny satte kurs mod ham, men mennesket overtog i sidste øjeblik vendte hun om og løb forbi ham.

Castle kunne derimod godt kende lyden af savl der tungt ramte jorden, og den voldsomme knurren, så han vendte sig om med en hånd hvilene på kniven i bæltet. Castle var fuld af selvtillid, og selvom han havde fået sin del røvfuld gennem tiden, havde han fandme også givet en fair del, og han følte sig i sit ace idag, så han var klar på at give en til. Han stirret på dyret der var et godt stykke fra ham, og tænkte på hvilke muligheder han havde for at glide under den, når den engang ville sætte benene i løb mod ham, og kom tæt nok på, men meget kamp kom der ikke ud af det, da han så de løbe forbi ham i sidste øjeblik. Castle kunne ikke klare den direkte provokation, og selvom skønheden havde vundet over udyret, betød det ikke at Gaston var færdig med legen, så da ulven var løbet forbi, havde Castle vel en god tid tilovers, for dyret kunne vel ikke telepote, og da pigen havde vist hun havde en stor vilje styrke, var det nok ikke sandsynligt monsteret ville kunne vende om alt for hurtigt, så Castle lagde en hånd ned i vadesækken, og tog sin magnum 45 kaliber op der havde sølvkugler der havde indgraveret hellige symboler mod vampyre på den ene side, og pentagrammer mod dæmoner på den anden. Castle peget den enorme kaliber pistol mod dyrets ryg, vidste godt hvor effektivt en hel sølv kugle kunne ukampdygtiggøre en vareulv, og om pigen døde eller bare bliv for skadet til at kunne slås pt, var ikke hans problem. Castle havde et rimeligt godt sigte, han startet jo som soldat, og bliv senere lejemoder, der bliv til jæger af det overnaturlige, og med den korte afstand, og den indre kamp i pigen, havde han rimelig gode odds syntes han selv.
Castle lagde sigte og skød efter monsterets ryg.

Destiny var stadig på vej væk. Men hun blev svag, hurtigere og hurtigere. Så hun ville ikke kunne holde dyret hen særligt længe. Kort efter vendte den rundt og satte i løb mod ham igen. Men blev stoppet af noget der var pinefuldt. Det skadede også Destiny meget. Men hun var alligevel i stand til at forvandle sig tilbage i menneskeform. Hun vidste ikke hvad der skulle til før hun blev forvandlet tilbage. Men åbenbart ikke meget. Hun havde en brændende fornemmelse på hendes side. Hun vidste ikke hvad der var skyld i den brændende fornemmelse. Men det måtte være noget der ikke var godt for hende, eller for det hun var blevet. Destiny lå nøgen og såret i skovbunden. Hun prøvede at komme op at stå og komme i skjul, så hun ikke var et oplagt bytte. Men i det hun kom op at stå måtte hun erkende at det ikke virkede så godt at bevæge sig. Hun satte sig ned igen og dækkede hendes erotiske områder. Hun forstod ikke hvorfor, hun vidste ikke om hun ville vide det. Men en ting vidste hun at hun bare ville have det skulle stoppe. Hun ville bare være fri for den fornemmelse. Hun prøvede stadig at forstå det. Hun prøvede at forstå at hun skulle leve med det her i lang tid, sikkert til den dag hun døde.

Den dag hun døde..... den dag var måske skræmmende tæt på.
Castle stirret ned af sit pistol løb og kunne forsikre hende om at alt denne fortvivlelse snart kunne være over, og det frygtlige liv hun havde foran hende, ikke behøvede at vare mere end fem minutter. Pigen havde jo ikke rigtig bevæget sig siden hun forvandlet sig tilbage, ihvertfald ikke noget der betød så meget. Castle stirret kort ned af sin pistol og overvejet at trykke af, men noget stoppede ham, en pirrende fornemmelse i pegefingeren. Det lyse hår, det søde smil og spinkle figur. Hun lignet Camille skræmmende meget, og han nægtet at gøre hende noget... igen.. og måske var de psykologiske aspekter bare det der skulle til, hvilket viste sig at være tilfældet, for kort efter nogen tanker lagde Castle sin pistol ned i vadesækken igen efter at have slået sikringen til. hvorefter han kiggede på den nøgne pige der dækkede sig til med blade og andet grønt, og sagde til hende "Næste gang du forvandler dig i mit selskab vil ord blive byttet ud med kugler. forstået?" Castle tog vadesækken over skuldren igen, og smed tæppet på jorden foran hende, og sagde "Stop blødningen med det, og kom ind til nærmeste by og snak med en læge om såret.... Jeg har virkeligt ikke mere tålmodighed med monster som dig. Jeg kender dig ikke, og der ingen grund til jeg holder din hånd gennem det her. Bare gør som hvilket som helst anstændigt menneske ville have gjort.. hæng dig selv" Detvar lidt hårdt, men Castle var ærlig overfor hende, og fortalte hvad han mente. Hun ville enten lære at kontrollere sit uhyre inden i sig, eller være bedre tjent med bare at skaffe sig selv af vejen nu. og det var hvad han mente, men Castle ville ikke gøre hendes verden sukkersød. hun var bedre tjent med at ligge i en kiste end at være den søde lille tiggende bombe.

Destiny prøvede at røre ved såret, men det gjorde endnu mere ondt end hendes bid. Hun tog tæppet og rejste sig op. Hun viklede det omkring sig selv og så forvirret på ham. Hun havde forstået at hun lige før ikke havde været sig selv. Men hun forstod ikke at hun var et monster. En kæmpe ulv der bare ville dræbe. "Forvandle mig? Hvad snakker du om. Jeg forstår ikke hvad du mener." Hun så ned i jorden, hun prøvede at forstå hans ord. De ord som sikkert var rigtige nok, som sikkert skjulte på en forklaring på hvad der var med hende. Men han ville sikkert ikke fortælle hende det. Hun begyndte at gå og var ærgerligt talt ved at blive sur på ham. "Hvem tror du, du er. Kommer og tror du bare kan skyde mig, at du bare kan fortælle at du hellere så mig død fordi jeg ikke er efter dit hovede. Jeg ved ikke hvad der er galt med mig. Jeg ønsker ikke det her, men jeg har ikke tænkt mig at dræbe mig selv af den grund. Det er bare en udvej, en udvej fordi man ikke har nosser nok til at komme igennem det. Noget du sikkert ville gøre i mine sko." Hun råbte det ikke, men han ville godt kunne høre det hvis han prøvede. Det var ikke mumlende, hviskende eller på anden måde lavt, men heller ikke råbende og højt. Det var almindeligt i toneleje.

Castle fik bare lyst til at skyde hende igen, for helt ærligt, nu var hun bare en bitch. han prøvede at fortælle hende at hun var død, det var hele ideen med at blive forvandlet til et monster, man var ikke en selv mere.. legen var slut.. game over. at forsat holde fast ved ens egen usle eksistens var bare ynkeligt, og hvis hun mente at leve videre som et misfostor var den nemme løsning, og tage den eneste logiske handling var forkert, så ville han ikke spilde meget mere tid på hende, for han prøvede jo ikke at være stødende eller bruge et kraftigt tonelege. "Jeg er tror jeg er Sebastian Castle, og du skal slet ikke prøve at lære mig om etik, du har så lidt frivilje tilbage som menneske at de første fem minutter som et uhyre, og du er tæt på at rive et andet menneske til kebab. Spørg dig selv.. var det virkeligt dig.. Du er død, du slut, den pige du kendte vil miste mere og mere kræft, og efterdømme på den lave selvkontrol går der en uge før du sidder og sutter på nyfødte babyer og mættes af deres saftige kød... Jeg prøver ikke at gøre dig sur, men modsat alle andre siger jeg sandheden, og måske ved du ikke hvad der er galt med dig, men det gør jeg! du bliv bidt af en vareulv. sikkert en person der har flæsket sig i menneske kød som var de flæsk på en gris, og det har han gjort fordi han mente .. som dig selv tydeligvis.. at det mest anstændige var at give sig selv en chance, men guess what, en dag kunne han ikke længere, og istedetfor at han kontrolleret den ulv, kontrolleret den ham, og nu er han en fange i sin egen krop der tigger om at dø mens han gumler på andre folks øjeæbler... en situation du også kommer til at kende, hvis du bliver ved med at have de holdninger... det bliver ikke lettere.. men sværre, og om du vil hænge sig selv nu, eller dræbe et par 100 folk til du har besluttet dig, er enlig mig pisse ligegyldigt" Castle brugte også normalt tonelege, udover en enkelt gang hvor han råbte lidt, men ellers ikke, han prøvede med håndfagter at undgå at gøre hende sur, ikke fordi han var urolig, for hun havde jo sølv stadig inde i sig, men fordi at råbe af hiannden ville ikke gøre noget godt overhoved

Destiny lyttede til hans opsang. Han troede åbenbart han vidste alt. Hun rystede på hovedet og sukkede. Hun vendte sig om og så på ham. Hun var ved at være godt vred. "Så det er sådan du vil komme igennem livet? Ved at give op fordi ikke livet giver dig en fordel. Fordi du får modgang. Det hjælper dig ikke ret langt. Om du er Sebastian Castle eller en ubetydelig en som ingen kender. Du kommer dig ikke langt med den holdning. Jeg kan ikke give op, slet ikke når jeg ikke engang har prøvet." Hun holdte en pause, da han fortalte hvad hun faktisk var. Men det gjorde hende ikke mindre vred. Hun blev bare nød til at tænke over det. "Det er ikke alle varulve der ikke kan styre sig selv. Hvis det var sådan ville menneskene være udryddet. Så ville du være død lige nu. Du lever fordi jeg kunne styre mig selv og lige nu ville jeg ønske jeg ikke have gjort det." Destiny var ved at være godt vred. Det resulterede i at en meget kraftig vind væltede hende omkuld og ville gøre det samme med Sebastian. Han ville ikke kunne stå imod om han så prøvede, det ville kun en dæmon eller vampyr gøre. Det var svært at stå imod hendes vredesvinde, men det kunne lade sig gøre hvis man var stærk nok. Men et menneske ville ikke kunne gøre det, ikke en vind af den styrke. Destiny kendte ikke til hendes evne. Så det kom meget bag på hende at hun pludselig lå i skovbunden igen.

"Hør her di.." Castle nået ikke at færdiggøre den sætning inden en press af koncentreret luft skubbede ham to meter tilbage, og fik hans store mund til at kysse jorden efter han havde fået sig den ordenlige flyvetur gennem luften. Castle der var totalt overrasket, lå lige nogen ekstra sekunder inde han satte en hånd vandret på jorden i et forsøg på at rejse sig op, mens en smerte fra det hårde slag bankede gennem hele hans krop som en to hånds hammer der smadret sig ind mod hans brystkasse der havde fået æren af at tage mod vindens tryk. Efter at have fået vejret igen, kiggede Castle vredt op på hende, men ville ikke mere lige nu.. pigen var ikke det værd. han havde fået nok af at prøve at banke fornuft ind i hoved på hende, for han mente ikke hun havde hørt efter, hvis hun mente han sagde man normalt bare skulle give op når livet gav en shit, så tog hun fejl, men at miste ens personlighed var efter hans mening altså bare en unik begivenhed.. men fuck det, hun kunne sejle i sin egen sø, og en eller anden kunne have besværet af at skilde hoved fra hendes krop, for han gad ikke, han ville bare videre nu, men han kiggede dog over mod hende, og efter at have taget hadet ud af hans blik prøvede han at sluttede samtalen af med en sidste bemærkning "Glem det" han sagde det i et gram af trist tonefald, for enlig var hans had til hende bare bundet i sorg, men det var meget nemmere at brænde, skyde, og sprænge ting i luften end at løse problemerne, og han lod ikke engang mærke til sin tone. Castle fik kommet op, og vendt sig om, hvorefter han endnu engang tog vadesækken over skudren.
Han vidste dog ikke hvor han skulle gå hen, han syntes alle for tiden ville skilde hans pik fra kroppen på ham.. Priest, Isabella, og hende den ukendte Sm læder iklædte pige. og sikkert en god håndfuld lokale fra de fleste landsbyer, men de tre virkede nok som de mest seriøse skakprikker på bordet, og udover Isabella havde han ingen ide om hvorfor de var efter ham, det var nok endnu et spil af hans enorme uheld. Castle kunne enlig godt lide folk var efter ham.. faktisk føltes han sig lidt stødt hvis der ikke var nogen der ville have hans hoved på en pæl, men nogen gange gav det bare problemer for hvorfanden man skulle gå hen og bo, for man skulle tit skifte sted.

Destiny rejste sig op da vinden forsvandt igen, lige så hurtigt som den var opstået. Hun så forvirret rundt. Hun anede ikke hvad der var sket, hvordan kunne en vind bare lige pludselig opstå og forsvinde igen? Hun så over mod Sebastian og så at han også var væltet. Hun gik med akavede skridt hen imod ham, fordi kuglen i hendes side stadig plagede hende. Destiny prøvede at gå så hurtigt som muligt. "Hey.. Er du okay?" Destiny ville ikke have han kom til skade. Selvom hun havde gjort udtryk for det. Men hun var ikke sådan. Hun ønskede ikke at andre kom til skade, selvom hun mange gange i vrede sagde det. "Undskyld. Jeg har en kort lunte og jeg er bare forvirret for tiden, så derfor skulle der ikke meget til at pisse mig af." Hun var stoppet op, fordi hun ikke kunne nå ham, så der var ingen grund til at hun forsøgte. I stedet vendte hun om og gik den anden vej. Hun måtte nok hellere få fat i en læge så hun ikke skulle gå med det sår meget længere og slet ikke den kugle der pressede tæt ind imod hendes ribben. Han havde ramt et godt sted faktisk. Han var god til at skyde. Hun holdt tæppet tæt omkring hende og glemte at sige noget til ham. "Du skal nok få dit tæppe igen. Hvis jeg ser dig igen."

Tæppet? det måtte hun gerne beholde, han kunne sagtens finde et nyt, han havde jo ingen følelses messig eller praktisk grund til at beholde det, for man kunne vel altid finde et nyt, så uden at live en død samtale op igen med kunstigt åndedræt vendte han sig om og væk fra hende, inden han så begyndte at sætte sine ben og de store støvler igang igen. Castle kiggede stift ud i luften, men pluselig kunne han høre en lille spille kasse lyd, som en barns dukke der spillede skumle og mystiske toner der kunne vukke det isøvn, men ingen andre end Castle kunne høre den, som forgik det hele i hans hoved. Denne lyd fik ham endnu engang til at stoppe med at gå.. han kendte den melodi, men han kunne ikke ligge fingeren på hvorfra. Castle stod forvirret et øjeblik inden han hørte en barnlig lille pige stemme fra bagved ham, og en kold fornemmelse gik ned af hans ryg, som lænede han op af et isbjerg, da en lille spinkle hånd bliv lagt på hans ryg. Castle vendte sig om som havde djævlen fra underverden personligt sparket ham bagi. Castle var ved at sluge sit eget adams æble, da han så en lille pige foran sig. Ikke mere end de ni år gammel, med en lang rød sommerkjole med elver symboler syet ind i det tynde silke stof, og hendes læber var så læbestift røde som havde jordbær dronningen velsignet hende, og hun havde de mest uskyldige blå øjne som var en selve indbegrebet af nuttethed. Hun stod der med den yndefulde og silkebløde hud, og kastede sine arme om livet på Castle som var han en der betød rigtig meget for hende, hvorefter hun sagde med en stemme selv Lucifer ville få varmet sit hjerte af at høre "Du må ikke efterlade hende. hun er såret." Castle skulle måske som alle andre blive glad for sådan en sukkersød pige, men han følte intet andet end frygt for denne lille skabning, som det enlig kun var ham der kunne se. han havde set hende kun engang før, og det var med hans hoomie Tristan. Castle rystede på hoved, hvorefter som et glimt af lys forsvandt, var den lille pige væk, og han kunne ikke længere se hende, hvorefter Castle bliv inderligt bange.. han troet det med Tristan og denne lille djævel var slut.
Castle løb med sine vadesæk op til pigen der var på vej væk, og prøvede at få hendes opmærksomhed ved at sige "Jeg tror vi startet på den forkerte fod." han lavet nogen charmerende håndfagter i et forsøg på at finde et smil frem på hendes læber "Jeg har været i krig, så jeg har taget mig af en god del skud sår, og lægen er rimeligt langtvæk, så måske hvis du vil lade mig, kan jeg hjælpe?"

Destiny var allerede på vej væk. Hun forventede ikke at han ville gøre andet end at gå sin vej. Men nu havde hun ikke skyldfølelse for at blive vred på ham. Hun forstillede sig at hun kunne få et varmt sted at ligge og bare slappe af. Men sådan var det desværre ikke. Hun kunne måske få klemt sig selv ind på en kro, eller måske en forladt lejelighed. Det kunne ske hun indimellem fandt et sted at være. Men hun levede mest i naturen. Det var vel heller ikke så svært nu når hun var varulv. Hun havde stadig svært ved at forstå det. Destiny stoppede op da hans stemme brød stilheden. Hun vendte sig om og nikkede. Det var rigtig nok, de kunne nemt have fået en bedre start. "Starten var vel god nok. Du lod mig ikke ligge. Men derefter gik det så ned at bakke." Hun sendte ham et smil, for at vise hun ikke mente det på en dårligt måde. Hun så på hendes sår og så op på ham igen. Hun skulle nok have renset det hurtigt, men hun kunne godt overleve det. Eller det gik hun udfra. "Det kan man se. Du skyder godt." Hun gumlede lidt på hendes læbe. Det med at få noget for andre var hun som regel ikke meget for, om det så var en ting eller hjælp. Men hun kunne ikke klare det selv, hun kunne ikke rense hendes sår selv. Slet ikke det på siden.

Castle nikkede til begge de sætninger hun slynget ud, og han vidste godt han var god til at skyde, det var nok også det han var bedst til her i verden... det var ihvertfald ikke første håndsindtryk. Castle ville ikke virke arrogant, så han rystede dog hurtigt på hoved efter han var kommet til at nikke første gang om den sidste sætning, hvorefter han svaret "Har jeg også brug for, har du mødt min eks?" han grinede for at lyse samtalen lidt op, og få hende til at se lidt forbi hans tidligere stødende sætninger. "Look. Jeg er måske lidt af en pain in the ass ved første date, men jeg er sikker på at hvis vi prøver igen" han holdte en pause og forsatte med en varmt smil "Lover jeg ikke at skyde dig igen" han satte vadesækken ned fra skuldren, og forsatte "kan jeg ikke få lov at fjerne den kugle, rense såret, og dele histoier imellem os, som beklagelse for de ord jeg sagde tidligere" Han prøvede at gøre det godt igen.. true.. han gjorde det mest fordi han ikke ville få samme tur som sidste Tristans lille loyale bitch besluttede sig at komme ind i hans liv, men nu hvor man var begyndt at gøre den rigtige ting at gøre, så kunne Castle også godt lide det, for altså, selvom betænksomhed ikke var hans standard reaktion på omverden, så kunne han da godt lide det når han gjorde det. det kunne alle vel nok, ligegyldigt hvor sadistiske de var, og ikke havde lysten til at gøre noget godt, så når de rent faktisk skete, kunne de vel godt få den følelse af det var godt gjort af dem, alligevel.

Destiny rystede på hovedet med et forsigtigt grin. Hun ville helst ikke støde ham, måske holdte han stadig af sin eks. "Jeg prøver at holde mig væk fra.. Ja levende væsener generelt, udover dyr der ikke kan gøre skade på mig. Når jeg hænger ud med andre væsener.. Ja så sker det her." Hun førte en hånd op og ned ud fra hendes højre side hvor begge hendes skader var. Eller større skader. Hun sendte ham et smil, for at vise hun ikke bar nag. Det var der ingen grund til. I vrede kunne man gøre en masse ting, oftest blev det i ord. Men så havde hun prøvet det også. "Pain in the ass? Det vil jeg nu ikke sige. Lidt diskriminerende måske, men hey... Jeg er jo et monster." Hun lo mest af hans bemærkning. Det ville være for underligt at grine af sig selv. Hun begyndte først at grine når andre gjorde, eller hvis andre gjorde. Destiny nikkede til hans spørgsmål. "Det vil ikke komme udover min næsetip.. Kan man ikke sige sådan? Nå, men i hvert fald har du ikke gjort mig noget hvis det er det du mener. Og så snakker jeg ikke rigtig med andre, så jeg holder tæt." Hun var ikke sikker på om det var sådan han mente det, men hun ville vel finde ud af det når han svarede hende.

Castle kunne dog ikke lide antydningen af han kun hjælp hende for at holde kæft på hende for hans public face skyld, han havde var et røvhuld uden lige så selvfølgelig kunne det ikke være mere ligegyldigt for ham om andre syntes om ham, medmindre de var nogen af de få folk han rent faktisk kunne lide tilbage, men han havde en samvittighed til et vis omfang, for hvad folk tit glemte var at venlighed og barmhjertighed enlig var to vidt forskellige ting, for han ville måske kunne skyde hende mellem øjnene og aldrig give hende en tanke igen, men hvad han ikke ville kunne tillade sig selv helt, ville være at efterlade hende i tanken om hun ville falde om og dø inden hun kom til den menneskelige civilisation, for at være et tudefjæs der ikke kunne tage sig af sine modstandere med en kugle, var en ting, men at være det sadistiske svin der efterlod dem var en anden, og selvom den lille pige ikke havde stoppede ham, ville hans samvittighed... selvom han ikke ville indrømme det.. helt sikkert få hans ben vendt i hendes retning igen.
Castle rystede med et varmt smil og sagde igen med den drilske tone "Skal jeg seriøst ligge dig over knæet, før du vil sætte dig ned og lade mig rense dit sår?" han havde et godt skud øje, og gudskovelov for det, for han kunne ikke engang vaske sit eget tøj selv, eller lave sin morgen kaffe, og han gemte sig bag den undskyldning han ikke gad, men den pinlige sandhed var han virkelig var så forfærdelig dårlig til alt livet havde og tilbyde, medmindre det var en ting der skabte kaos eller bruge skyde våben, og det var vel bare fordi det han som lille ville, som ung lærte, og som voksen gjorde, og hvis der var en ting man lærte i forbindelse af at skyde, var det at folk der havde fået et skud i liv regionen, og efter dømme på den måde hun stod, at kuglen var blevet stoppet af et side ribben, fordi kuglen var gået lidt skråt op, og med den viden kunne han tænke sig frem til at hun ville få en meget hård tur hjem, ikke fordi han mistroet hendes viljestyrke, men man vendte sig ikke til et skud sår i overkroppen, man ville få det dårligere over tid og jo mere man bevæget sig jo hurtigere ville det gå, men hvis man fik kuglen ud, og rense såret, ville det måske ikke blive godt igen med det samme, men man kunne undgå blodet ville presse sig selv i vildlede pågrund af kuglen, og derved udsætte for nærliggende organer for unødigt kemisktryg, og ligepræcis hendes lunger var nok ikke det rette organ hvis man skulle gå meget langt. De kaldte det en sværdfisk i hæren, et skud der kunne gøre soldaten udeskadelig i situationen, og stoppe hans egen mulighed for at komme til lægehjælp, så man skulle til en vis grænse sende flere soldater for at få ham hjem eller hjælpe ham på stedet.

Destiny så på ham med et smil. Hun lod dog kort efter blikket ramme jorden. Hun var selvfølgelig stadig i smerte, men hun havde bidt det meste i sig og på den gode side.. Så havde hun ikke længere ondt i armen. Så det var på en måde en god ting. Destiny så op på ham med endnu et smil. "Ja.. Det lyder ikke helt værest. Nå.. Men hvordan vil du have mig? Liggende, siddende eller skal jeg kramme et træ? You name it." Hun så sig omkring for at finde ud af hvor det måske var bedst for hende at sidde, ligge eller hvad hun nu ellers skulle. Hun så tilbage på ham og mærkede en underlig form for begær. Hun følte sig pludselig.. trængende. Men hun prøvede at glemme det. Det var ikke noget Destiny gjorde sig meget i. Hun havde aldrig været den der lå i med hvem som helst. Ikke at det aldrig skete, men hun valgte bare hendes sexpartnere med omhu. Så derfor forstod hun ikke det hun pludselig følte. Hun var ikke så trængende, der kunne snildt gå måneder før hun fik noget igen. Måske var det en del af at være varulv? Ligemeget hvad gik det Destiny meget mere på end noget af det andet hun havde oplevet. Hun ville aldrig ændre personlighed, fordi hun blev bidt af et åndssvagt dyr. Det var ikke fair at hun skulle igennem det, fordi hun var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Men der var vel ikke mere hun kunne gøre. Hun var varulv. End of story.

Castle kiggede kort over skuldren af hendes bemærkning mens de opmærksomme øjne kiggede skiftende rundt, inden han så efter få sekunders søgen gik to halv store skridt tættere op hendes spinkle og bløde krop, inden han lagde de maskuline arme om hendes liv med en blanding af fast greb og blød kærtegn, men inden man kunne misforstå hans sensuelle berøring som invitation, gav Castle hendes nøgne ubeskyttede ende et klap og sagde så med det flabet Castle smil "Lig dig på den gode side med ryggen mod mig" hvorefter han efter at havde pirrret hende efter hans mening nok trak armene til sig, og lod hende gøre eller ikke gøre som han sagde, men han så ingen grund til hvorfor hun ikke skulle, det var den bedste måde form ham at få kuglen ud på, ikke fordi det var nemmere end når hun stod op, men en fyr som Castle kunne bare bedst lide at stå med det ene knæ på jorden, og det andet med foden på jorden, bare hvor benet med foden på jorden var bøjet så han kunne læne vægten indover det mens han arbejdet på hendes sår, en stilling der gav ham følelsen af et bedre overblik over det hele. Castle kunne godt have brugt Camilles køndige hænder lige nu, for selvom han måske ikke var dårlig til skud så, så var Camille altså bare den der var uddannet sygplejske, og ingen kunne lappe en sammen som hende. Castle havde ikke været levende hvis det ikke var for hende.

Destiny blev på sin vis overrasket over at han løftede hende. Det var ikke fordi hun ikke kunne gå selv, men det var måske bedre at hun ikke gjorde det. Hun lagde sig som han sagde på siden. Hun lagde hendes ene hånd på jorden med håndryggen ned af og med den anden ovenpå, så de ikke ville være i vegen for ham. Hun drejde hovedet en smule, så hun kunne se en smule af ham. Ikke meget, med en mindre del. "Do me.." Det kunne måske godt misforstås. Men det gjorde nok ikke så meget, det var faktisk også meningen. Hun lagde hovedet mere naturligt, da det begyndte at gøre ondt i hendes nakke. Hun lukkede øjnene, da det gik op for hende hvor dumt det lød.. "Jeg mener.. Bare gør hvad der skal gøres." Destiny gumlede blidt på hendes læbe, fordi hun havde brug for noget der kunne dumle smerten en smule måske. Hun vidste det ikke, men ligemeget hvad skulle hun nok klare det. Hun kunne sagtens klare sig igennem det. Hun havde jo trods alt overlevet forvandlingen, så mon ikke det var en smal sag at klare såret igen.