Wrong motherfucker //Nille

Der kommer et tidspunkt i enhver maskulin psykopats liv, hvor blodet dryppene ned fra de bløde kinder, er ens eget hårdt opsparet røde væske, som endelig får mulighed for at se lyset i forbindelse med man selv har lagt sig ud med en person der liige have et nummer for store muskler til ens smag. Castle havde dog sparet sig selv at bruge sine resterende hjernesæller og ladt hans skarpe flabet tunge føre vejen for sig, men den drilske attuide kunne virke meget provokerende for visse type folk, og de typer folk havde ikke kun liige et par nummer større muskler end Castle, de havde et helt arkiv bygget til deres muskelmasse, og denne slags kæmpe kunne ikke bare knække Castles nakke som varmt smør, men han kunne også kaste rundt med Castle og totalt ydmygde den stolte jæger, der desperat prøvede at få sine egne næver til at betyde noget i slåskampen, men mod den store dæmon Rasputin havde Castle ikke en menneskelig chance, det var som at legemorderen der skulle aflives håbede nålen havde ondt i morgen tidlig.
Castle rejste sin krop op igen, for femte gang i denne kamp i de tætte natte gyder, hvor den kære Castle havde ladet sin militær trænet krop blive tævet af en to meter høj, og en meter bred skuldret dæmon med langt sort hår der sluttede halvejs ned af ryggen, som mest fik ham til at ligne i kombinatiuon med de røde rovdyrs øjne, et uhyre der kunne skræmme tingen i dit skab så grumt, at den ville flytte til et andet barns værelse pågrund af det enorme traume den ville få af hendelsen. Men selvfølgelig kunne Castle ikke holde sin kæft, og da den store motherfucker dæmon ledte efter en Sebastian Castle, kunne Castle ikke bare skride og lade som ingenting, nej, han skulle bare nikke dæmonen en skalde og sige noget meget stødende om dæmonernes leder, som uden tvivl havde sendt dæmonen, for helt ærligt havde Castle ikke et omdømme i dæmonernes kræse som en de godt kunne lide.
Castle stod nu endnu engang på sine fødder, men var ved at falde af bare svimmelhed fra alle de klaps han havde fået indtil videre, og inden han kunne tænke over en ting at gøre ved dæmonen der stod foran ham, fik Castle et knæ smadret op i mellemgulvet med en styrke og fart det halve kunne være nok af,hvorefter Castle faldt til sine knæ igen, og måtte modtage en ordenlige sten hård knytnæve til den højre kind, der fik Castle fra sine knæ, til at ligge på maven mens han desperat prøvede at få luft ned i lungerne.

Nille sad på en sin ven Silverdusts ryg, Silverdust var en sølvmare som hun havde hjulpet med at komme sig over hans forben. Som altid red hun uden sadel og hovedtøj. George, hendes anden bedste dyreven som var en panter gik ved siden af dem. De havde besluttet sig for at gå en tur i gyderne, hvorfor vidste de ikke men de havde bare brug for det. Nille syntes nu at det var ret unormalt at en pige red på en sølvmare og en panter ved siden af? Det var nu seriøst ret mærkeligt. Foran hende stod en dame pludselig, med en hætte der var trukket over hovedet så hun ikke kunne se hvem det var. Hun spærrede for vejen så de måtte stoppe op. "Æhm frue? Vil de være sød og flytte dem?" Hun spurgt venligt damen, og damen kiggede op imod hende og tog hætten af. Nille kendte denne dame, det var hendes mormor. Nille sad som forstenet og måbede. "Nille, du må dreje til højre så snart du kan, og få din sølvmare ven der til at galoppere." Hendes mormor sagde det hurtigt og tydeligt, og tog hætten op igen. Nille lukkede øjnene i fem sekunder og da hun åbnede dem igen var hendes mormor væk. Hun gjorde nu som hendes mormor havde forlanget. Silverdust satte i galop og da de kom til et sving drejede de til højre. Nille kunne se en mand slå en anden mand halvt ihjel. Manden der slog var virkelig høj! Han havde sort hår der stoppede halvejs nede af ryggen. Nille hoppede af Silverdust og gik hen imod dem. "Undskyld? Hvad foregår der her?" Hun råbte efter dem, og hendes to dyrevenner gik på hver side af hende.

Manden vendte sig om og kiggede mod Nille hvorefter han lavet en provokende håndfagt og sagde "skrid" inden han så kiggede mod Castle igen, og tog fast i Castles nakke, og smadret hans hoved ned i jorden så hårdt at Castle brækket næsen. Manden var sendt af dæmonernes leder så han gad ikke retfærdiggøre hvad han gjorde til en tilfældig kvinde

Nille mærkede raseriet bore ind i hende... Hvor vovede den mand at sige 'skrid' til hende?! Hendes øjne skinnede og gik hen imod manden. Hun kiggede ham ind i øjnene. "Du har ingen værdighed... Du har ingen venner... Du er ond og grim. Du dræber uskyldige... Du er ond... Du er en ussel person... Du er uhøflig... Skam dig!" Nilles stemme sang, rent og uskyldigt. Øjnene hypnotiserede manden til at kigge på hende og høre på hende. Hendes evne virkede på alle racer. Der forsvandt dog noget af hendes energi når hun brugte den.

Castle tænkte *ja snak du bare ned til volds psykopaten, det skal nok hjælpe* hans tanker var selvfølgelig meget sarkastiske, men Castle bliv som taget med storm da den store dæmon rent faktisk tog hende seriøs og begyndte at kaste sin store krop ned på knæ og flækkede en tåre eller to. Castle vidste ikke helt hvad han skulle sige, hvordan nogen i hele verden kunne have så gode tale evner var ham et mysterium. "Øhm... tak"

Hendes øjne fulgte mandens øjne da han satte sig på hug. Hendes øjne skinnede kraftigt. "Gå." Hviskede hun til manden. Hun lukkede sine øjne og åbnede dem så. Det skinnede ikke mere. Hun kiggede på den anden mand. "Det virker kortvarigt så jeg ville forslå at du smuttede inden han kom til sig selv." Hun smilede venligt til ham. "Og så lidt." Hun kiggede hen imod Silverdust og George. *Tag hjem* Hun sendte en tanke. Hun kiggede på manden igen.

Castle vidste ikke helt hvem pigen var, men det var da en smart lille evne hun havde der. "hvad var det?" Castle rejste sig op, og begyndte at gå ud af gyden. "forveller" han mente ikke han havde haft direkte brug for hjælp, han havde aldig været god til at tage problemer seriøst, og angreb dem tit med jokes og spøj. "Kast en besked min vej, hvis du vil hjælpe mig med en rejsning en anden gang" han smilede og gik videre væk

Hun smilede til manden over skulderen. "Evnen Skam." Svarede hun. Hun grinede svagt da han sagde en joke. "Sig mig... Hvem er du? Og hvorfor blev du tævet?" Spurgte hun. Silverdust og George var smuttet hjem, så de hang ikke på hende.