Everything that could go wrong, did go wrong ~ Sean

Sted: Doomsville, Udenfor Darkwind Citadel.
Tid: Det er godt efter midnat.
Vejr: Vejret er bestemt ikke mildt, det både blæser og er en del minusgrader.

Mødet havde på ingen måde forløbet som det skulle, det havde været en katastrofe fra starten af og en ting kunne hun love som hun slæbte sig selv gennem Doomsvilles gader. Det var sidste, absolut sidste gang hun arbejdede sammen med nogen fordi hold da op hvor var de nogle inkompetente undermålere og den type folk havde hun intet tilovers for!
Hun stoppede et øjeblik, bukkede sig forover og tømte atter engang mavens indhold, ikke at der var andet end galle og blod tilbage, det hele efterlod en sur kobbersmag i munden på hende hvilket fik hende til at fortrække en mine som bestemt ikke var charmerende. Efter at have sundet sig et kort øjeblik skubbede hun sig væk fra væggen og slæbte fødderne langs brostenene, hun var faldet op til flere gang men så længe hun holdt sig til skyggerne ville folk blot tro at hun havde fået for meget at drikke, hun var ikke interesseret i hjælp fra fremmede, hun havde en persom i tankerne og det var ham hun var på vej hen til, han ville kunne hjælpe hende. Hendes ansigt var hævet på den ene kind, hun havde flækket læben og hvad der nok ville blive et blåt øje var ved at forme sige. Hun havde diverse stiksår på armene og hænderne efter at have skulle forsvare sig selv mod knive og andre ting, hun havde ikke nået at få fat i det hele før kaoset var indtrådt. Resten af hendes krop var i samme stand, den var forslået og tøjet var blodigt så generelt var hun ikke noget kønt syn at se på men ærlig talt var hun bund ligeglad, han havde set hende i værre stadier end dette hvis du spurgte hende selv.

Et lettelsens suk slap fra hendes læber som hun endelig nærmede sig borgen, ikke fordi hun forventede at blive lukket ind i denne tilstand men måske, bare måske hvis hun kunne nå at sige hendes navn ville de vide hvem hun var og måske lukke hende ind men det var et long shot, det vidste hun udemærket men det var hendes eneste mulighed.
Hun kunne mærke hvordan det hele snurrede og hvordan hendes syn blev mere og mere snævert, det sorte mørke voksede mere og mere som hun nu endelig stod foran vagterne ind til borgen. "Jeg har brug for at se Sean McGivens... Mit navn er Alane", mere nåede hun ikke at sige før hun bukkede sig forover og tømte maven atter engang hvorefter hun sank ned på hendes knæ, det hele snurrede og mørkede voksede bare.

Sean var en natteravn. Han havde aldrig sovet mere end blot timer, så at være vågen det meste af natten var lige så meget hverdag for han. Eller...Hvernat?
Han havde lænet sig tilbage i stolen, til det punkt hvor den hvilede vippende på sine bagben. Hænderne hvilede bag hovedet, der studerede det høje loft. Blikket fulgte nogle af spindelvævene deroppe. For højt oppe til at tjenerne kunne nå dem. Se, var edderkopper ikke kloge? Eller måske dumme. Der kom aldrig insekter op til dem der.
Edderkopper var selvfølgelig ikke det vigtige denne nat. Som altid arbejdede Sean. Ikke at det gjorde ham noget. Han havde det bedst, når han arbejdede. Og derfor arbejdede han altid 24/7, medmindre han var på rejse eller tog sig en pause og gik ned i byen.
Med et dunk gled stolen tilbage på alle fire. Med en dyb vejrtrækning gled blikket over papirerne foran ham. Breve. Lister over løn til borgens personale. Lister over byens beholdning af mad. Modsat sidste vinter, ville de vist klare sig uden at købe ekstra fra de andre byer. I hvert fald hvis vinteren ikke blev for lang. Rapporter fra hans spioner og fra klanen.

Sean havde netop fattet pennen endnu en gang, da der lød en banken på hans dør. Han lukkede øjnene et øjeblik, før han med et suk satte pennen tilbage i sit blækhus. Folk vidste de skulle lade ham være om natten. Det var ofte der han tog sig af arbejde, der i forvejen ikke var for alle øjne.
"Ind!"
En vagt, med en lille lanterne i den ene hånd, stak hovedet ind. Noget om en blodig kvinde, en der sagde hun hed Alane og var her for ham...Hvad skulle de gøre? Tilkalde en læge?
Ikke at Sean hørte spørgsmålet. Så snart navnet Alane var faldet over vagtens læber, havde Sean skubbede stolen tilbage i en pludselig bevægelse og rejst sig. Hans øjne kneb sig lidt sammen. En fælde? Næppe. Han fortalte aldrig om hende. At nogen ville have fundet ud af hvem hun var og bruge hende imod ham var minimal.

Med en bevægelse trak han døren ud af hånden på vagten og skubbede sig fordi ham. Ventede ikke engang på lyset. Han kendte i forvejen vejen ned til entreen udenad, selv i mørke. De lette støvler nærmest fløj over borgens kolde stengulv, ned af trappen. Han stoppede med en fod på entreens gulv og en hånd på rækværket. Der var ikke meget lys, der stod et par vagter med nogle lanterner og nattens lys kom udefra. Men der. Selv med alt det blod, ville Sean genkende det hvide hår alle steder. Hvidt hår...Som Vetis. Valentine. Det hvide hår ville altid fortrylle ham.
Han halvvejs løb over til hende og med en armbevægelse skubbede en ellers uskyldig vagt væk.
"Lader I bare kvinder forbløde på vores dørtrin? Hvad vil byen ikke sige?" Snerrede han, før han satte sig på knæ ved siden af hende. Med en hånd fjernede han en tot af hendes hår. Ansigtet. Hævet, forslået, men dog Alanes. Han lukkede øjnene et øjeblik igen. Hvordan var det sidst...? Jo, i skoven.
"Din idiot..." mumlede han svagt. En vagt trådte frem.
"Skal vi tilkalde en læge?"
"Nej. Bring bandager, urter og varmt vand til mit rum. Nu!" Sean nedstirrede vagten, der tøvede, før et par af vagterne løb væk.

Med en arm om ryggen på hende, støttede han hende.
"Kom...Lad os få dig op på benene, så jeg kan bære dig. Spar på energien. Har du nogle dybe sår i brystet eller maven? Kan du høre mig?"
Hvis hun var i stand til at gøre som han sagde, ville han skubbe benene væk under hende og bære hende i favnen. Hvis hun besvimede, ville han vende hende og samle hende op i sin favn ligeså.

Som hun sad der på de kolde brosten kunne hun mærke kulden trænge igennem hendes bukser, trænge igennem huden og helt ind til knoglen hvilket også resulterede i at hun stille og roligt begyndte at sidde og ryste. I en svag bevægelse løftede hun hånden op og tørrede sig om munden for at tørre resterne af galle og blod væk fra de læber som en gang havde været malet helt dybe røde men som nu var tværret ud i hendes ansigt. Hun havde sorte streger løbende ned af hendes kinder fra den øjenmakeup hun havde haft på var løbet som tårerne havde presset sig på som hun havde kæmpet sig vej gennem Doomsville, hun havde rejst hele vejen fra Rotten Root til her hvor hun sad nu i denne tilstand hvilket på ingen måde havde gjort det bedre, nok nærmere værre men sådan var det, hun havde haft brug for hjælp og hun vidste hvor hun kunne få den... Sean... Svarede havde nok altid været Sean, på trods af deres op og nedture og de kampe de havde haft vidste hun at hvis det virkelig brændte ville han ikke svigte hende.

Da døren nærmest blev flået op til borgen og den mand hun netop havde haft i tankerne kom stormende ud af den, det var tydeligt han prøvede at opretholde en facade, han havde aldrig været glad for at hun blev associeret med ham da han sikkert ikke ønskede hun skulle blive et target men det behøvede han slet ikke bekymre sig om for det klarede hun skam fint selv med den nye livsstil hun havde fået!
Hendes ansigt var sænket mod jorden som han satte sig ved siden af hende efter at have snerret godt og grundigt af vagterne der var stimlet sammen omkring hende. Da han strøg en tot hår væk fra hendes ansigt kunne hun ikke stoppe sig selv fra at kigge på ham, hun kiggede ham i øjnene. Hun måtte se gyselig ud men han havde set hende i værre tilstand, denne gang var hun som sådan ikke døende bare meget meget forslået og blodig. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt over hans kommentar om at hun var en idiot men det fortrak sig hurtigt til en mine af smerte da det gjorde ondt i hendes ansigt at smile. Han behøvede skam ikke fortælle hende at hun var en idiot, det vidste hun godt men det var rart at høre at han stadig bekymrede sig om hende. "Det ved jeg....", hendes stemme var lav, svag og nærmest helt ru som om hun enten havde skreget meget eller måske bare var mere forslået end han kunne se her i halvmørket.

Alane nikkede let til det han sagde og gjorde sig klar på at han ville hjælpe hende med at rejse sig op, inden de fik rejst sig svarede hun ham i små brudstykker, "Min mave..... Slag...... Knive....", hendes svar var mumlet og snøvlet men hun fik da i det mindste svaret ham så han vidste hvor det ville være værst henne. Det ville tage ham noget tid at få hende på benene og som han løftede hende op i sine arme gispede hun højlydt i smerte og det hele flakkede kort et øjeblik men hun fik kæmpe de sorte dansende prikker væk og lagde armene omkring hans nakke for at hjælpe ham en lille smule, så meget som hun nu engang kunne i hendes tilstand.

Der var ikke faldet en blodig og såret kvinde i af døren før, så ingen var helt sikker på hvordan situationen skulle behandles. Om kvinden betød noget for Sean eller ej, var måske ikke det hans folk tænkte over i første omgang. Og måske endda kun hvis nogen direkte spurgte om det bagefter. Men det gjorde intet. Sean ville vende hele verdenen på hovedet hvis det gjaldt Alane og han ville aldrig fortryde at blive set i hendes selskab. Også selv om han levede et farligt liv, der næppe ville gøre hendes tilværelse nem...Ikke at den så ud til at være særlig sund for hende allerede.
Det var aldrig forsvundet. Og måske var det i længden også det, der gjorde, at han aldrig rigtig havde følt den samme kærlighed igen. Han havde da haft forhold. Det nyeste var Lori, omend de nu var gået fra hinanden ved Seans valg. Eller måske var en lige del blanding af at Sean bare ikke kunne finde ud af den slags mere. Føle oprigtig for nogen. Eller ikke turde. Alle skred jo alligevel, de fleste først efter at have trådt hans få følelser helt i smadder.
Paranoiaen var i hvert fald en ting. En stor ting. Og det var heller ikke uden at se sig over skulderen og nikke til at døren skulle lukkes igen, før han trådte over til trappen og bar Alane op til sit rum.

Borgen var stor og havde mange værelser. Efter Sakref havde været væk i lang tid var nogle af dem forfaldet. Sean havde ikke gidet bruge tid eller penge på at istandsætte det hele, så det var kun udvalgte rum der var blevet beboelige igen. Hans egen inklusiv. Hans blik hvilede foran ham, som han beslutsomt bar hende hen ad gangen og ned til værelset, der var blevet efterladt med døren på klem. Med den ene fod skubbede han den op og de trådte ind i det lille rum.
I pejsen buldrede en varm ild, der også kastede skygger over de mørke hjørner af rummet. Resten af rummet var halvvejs lyst op af stearinlys eller krystaller. Langs væggen, ved siden af døren, stod en dobbeltseng. Midt i rummet et skrivebord med et par stole til, selvfølgelig bunket op med papirer og arbejde. Der var vinduer på begge sider af pejsen, med tilhørende tunge gardiner og på det meste af gulvet lå der et gulvtæppe. Sidst var der et klædeskab længst væk.

Sean lagde Alane direkte på sit sengetøj. Dyner og det bløde silkesengetøj han så gerne sov i, kunne altid skiftes ud. Hvad betød det, når det kom til stykket? Forsigtigt lagde han Alane fra sig. Han var glad for at se hende og ville langt hellere se hende på et venskabeligt visit, ned blodig i sin seng. Et scenarie han snart havde set så mange i...Hvorfor gad folk kun opsøge ham hvis de lå døende, sølet ind i blod? Troede folk han var en mirakelmager, en læge? Var det fordi de vidste han havde ressourcerne for at skaffe en? Eller var det fordi...Nogen trods alt stadig huskede ham og vidste de kunne komme til ham når alt andet gik dårligt?
Uanset hvad...

Forsigtigt satte han sig ved siden af hende og lod blikket glide ned over hendes krop. Ansigtet så ikke ud til at udgøre noget livsfarligt. Ikke at hvad han kunne se, i det mindste. I stedet gled hans blik ned til hendes arme og overkrop, hvor han forsigtigt tog hendes ene arm og vendte den. Studerede hvor mange sår der var og hvilke der var værst. Til sidst løftede han i hendes ødelagte tøj, der var vådt af blod. Det var svært rigtig at se noget for blodet, så han gik efter de steder, hvor blodet virkede mørkest eller mest frisk. Når det kom til stykket kendte Sean jo en, der kunne hjælpe...Vetis...Men Sean vidste han ville holde dette så langt væk fra den mand som muligt. Nej, dette kunne Sean klare selv.
"Prøv at slappe af og fokuser på at trække vejret. Jeg ved det gør ondt" bemærkede han i en rolig stemme, før han så op på hende igen. Det svage smil var oprigtigt. Det gjorde ondt i ham at se hende her. I denne situation. Han vidste også at lige meget hvad han sagde, kunne intet stoppe hende fra at gøre nøjagtig det samme igen. Det eneste han kunne...Var at stå her og være klar til at hjælpe, hvis hun kom tilbage i samme tilstand.
Det var sådan det var. Men man måtte tage hvad man kunne få.

Endelig bankede det på døren, da et par tjenere kom ilende med favnen fuld af rene klude, bandager og flere krukker med urter og salver. Den sidste kom ind med en spand varm vand. Det hele blev stillet rundt om Sean efter hans anvisninger, før alle på nær en tjenerinde forlod rummet.
Sean greb en kniv og skar resten af tøjet væk. Han kendte hendes krop, selv om den lige nu slet ikke lignede sig selv. Og ærlig talt var former og nøgenhed det sidste i hans tanker lige nu. Med opvredne klude begyndte han at fjerne det værste blod, så han kunne se sårene. Finde frem til de værste og så holde en klud mod dem for at undgå de blødte meget mere.
"Det hele bliver uden bedøvelse...Hvis du snart kan mærke meget mere. Hold dig vågen, okay? Tal til mig" beordrede han hende, før han fik tjenerinden til at tråde en nål og give ham den. Han måtte prøve at sy nogle af sårene.
"Bliv ved med at tal til mig..." bad han en smule mere lavmælt.