Wrong Place At The Wrong Time -Alitheia-

S: Darkness Kirken.
O: Indenfor i kirken.
T: Aften.
V: Regner udenfor, koldt og klynisk indenfor.

Han vågnede ved at der var noget vådt der ramte ham på tindingen og gled videre ned af hans kind og til sidst ramte mundvigen. Med et sæt var hans chokoladebrune øjne oppe og spottede sine omgivelser omkring ham. Lugten af kold marmor sviede i hans næse og det samme gjorde lugten af blod, samt smagen af metal i hans mund. Det gik hurtigt op for ham at det var hans eget blod han kunne smage, for han kunne tydeligvis huske hvordan det smagte. Det var som at slikke på en gaffel, så han kunne virkelig ikke se hvad vampyrerne så i det. Selvom han kunne mærke at det gjorde ondt i hver en muskel i hans krop, satte han sig alligevel op og det var der at det gik op for ham, at han også var bundet på hænder og fødder. Hans barre hud på fødderne lå på det kolde marmor gulv og sendte kuldegysninger igennem ham. Lyden af vrissende stemmer, var det som fik ham til at rette opmærksomheden hen imod en dør, der stod halv på klem og hvor man kunne mærke en form for varme komme ud fra. Han bed sig i underlæben, imens han lod sit blik vandre videre rundt. Det var en kirke, ingen tvivl om det, skulpturerne gjorde at man ikke kunne tage fejl.. Det var skulpturer af mørke væsner, med gyldne øjne og tænder der så ud til at kunne gennembore ens knogler. Han rystede ved tanken og rettede nu sin opmærksomhed imod døren der før havde stået på klem. En mand kom gående ud med slingrende bevægelser, smilte lumsk til Josh inden han gik direkte forbi ham og gav ham til at sparke til en skikkelse der ikke lå så langt fra Josh. Han blev ved indtil skikkelsen vågnede, hvor han derefter gik hen til Josh og kradsede ham hen af ansigtet. "Hævnens time er kommet lille engel," Hans kolde stemme var den rene is.. Josh vrissede bare af ham og så derefter hen på skikkelsen manden før havde sparket til. Det var en pige.. Hvad lavede hun her? hvad lavede de begge to egentlig her? Han forsøgte at få øjenkontakt med pigen.

Det var smerten der vækkede hende, den tilbage vende smerte i siden. En… To…Tre… Fire spark, før hun endelig åbnede øjnene. Det tog lang tid, før hun kom ordentlig til sig selv. Hendes syn var sløret, og smerten i siden, blev snart overtaget af en ulidelig hovedpine. En af de hovedpiner som startede mildt, men langsomst bredte sig, med en dunken. Den dunken, var som en trommede løs inde i ens hoved.
Langsomt satte Alítheia sig op, og begyndte at undersøge rummet. Marmor, hvidt marmor gulv. De var et fint sted, med høje vægge med sorte mursten. Et slot måske? Og dog stedet virkede mere højtideligt. Hun vendte sig rundt og så hen på det sted, stemmen kom fra. Hævnens time, hvem var den dreng, hvilken hævn?
Hun så hen mod dem, men hovedpinen gjorde det svært at fokuserer. Manden, den mand der havde sparket hende havde blodskudte øjne der stirrede på blodet, fra drengen og alt for bleg hud. Han lignede lidt en vampyr måske?
Hun så tilbage på drengen, han så forslået ud. Det var ikke svært at opdage han prøvede at få øjenkontakt med hende. Hun så ind i hans chokoladebrune øjne, men måtte kigge væk, da det kostede hende stor smerte at kigge et sted for lang tid.
Alítheia opdagede først nu at hun var bundet på hænder og fødder. En anelse mærkeligt, da hun havde sat sig op. Det var stramme knuder der var bundet, både ved hænder og fødder. Kun lige løse nok, til at blodet kunne slippe igennem til hænder og fødder.
Hvad irriterede Alítheia mest, var at hun intet huskede. Hvordan hun blev fanget, hvad der var sket. Hvem disse forskellige folk var. I lang tid sad hun sådan, og prøvede at huske.

Alítheia blev vækket fra sine tanker, som hun blev revet ud af sin bevidstløshed. Hun fik et spark lige mellem ribbenene, der slog alt luften ud af hende. Da hun endelig havde fået pusten igen, og ikke skulle bide smerten i sig snerrede hun af manden. ”Hvor vover din lille imbecile svabergast af en fedtøre!” Mande så bare på hende med et ondt lille smil på læben. Med en slesk stemme svarede han hende. ”Åh lille blomst, vi skal bruge dit fine dæmon blod.” Alt imens han tog fat ved hendes hage og holdt hendes ansigt blidt op. Kvalmen begyndte at komme.
Langsomt vendte manden sig om, og gik hen mod drengen, som han også sparkede til. ”Du lille skvat kan vente dig ka’ du” sagde manden til drengen, inden han forsvandt bag døren, hvor varme kom ud fra. Hvad havde denne dreng med dem at gøre, de ønskede tydeligvis at tage hævn.
Alítheia tog sig sammen, og fik spurgt drengen. ”Hvem er du, og hvad laver vi her?” fik hun frem, meget kontant.

Han kunne intet huske overhovedet! Hvis han prøvede at lukke sine øjne i for at huske hvad der var sket, så ville han ikke se andet end mørke og følelsen af at nogen slæbte ham hen ad jorden. Det var forfærdeligt at have det sådan, hvem ved hvad de havde gjort for at få dem begge to hen til denne kirke. Vampyrerne kunne Josh godt genkende, det var dem han engang havde stukket sin dolk igennem, for at forsvare sig selv, hvilket de tydeligvis ikke havde brydt sig om! Han himlede med øjnene over det vampyren sagde til ham, lod sig ikke håne eller skræmme af ham, selvom han nok burde at være bange for dem. De kunne drikke hans blod og dræbe ham, men der skulle de først igennem en kamp og en evne til at vise dem deres frygt. Et kort øjeblik overvejede han at begynde og fumle efter sin dolk i sin baglomme, men kunne ikke få fat på den, da rebene om hans håndled var alt for stramme. Til sidst gav han op, efterfulgt af et irritabelt suk! Hvad disse vampyrer end ville med dem, så var det ikke noget godt og de havde sikkert ikke tænkt sig at invitere på en kop te! Lyden af en stemme der rungede i kirken, fik ham til at vende opmærksomheden imod pigen, der tydeligvis var ligeså rundt på gulvet som ham selv. Han kiggede hende i øjnene, søgte efter om hun virkelig var forvirret eller blot spillede, men da han intet falsk kunne finde, adskilte han sine læber for at svare på hendes spørgsmål.
"Mit navn er Josh.. Og jeg aner ikke hvad jeg laver her," svarede han og kiggede derefter hen imod døren, hvor man stadig kunne fornemme varme fra og høre svage stemmer. "Men, jeg har på fornemmelsen at de vampyrer ønsker hævn over mig over at jeg stak dem i maven med en dolk af forsvar," han kiggede hen på hende igen. "Hvad med dig selv? hvad laver du her og kender du disse hidsige væsner?"

Fornemmelsen efter vampyrens berøring, kunne stadig mærkes. Det føltes som slimede fangarme, der krøb langsomt rundt om hendes hals. Langsomt gled de opad og det var som maste de sig ned i hendes mund. Alítheia sad panisk, med hænderne bundet på ryggen og hev efter vejret. Det var som en fangarm fra en blæksprutte der krøb ned i hendes hals, hun kunne ikke få vejret. Hun vendte det hvide ud af øjnene og faldt sammen på gulvet igen. En underlig omstændighed for andre, at blot en berøring, kunne give sådan et voldsomt udslag.
Alítheia, lå nu sammenkrummet på gulvet i lang tid, til det vendte sig i hende. Hun mærke den sure galde stige op i halen, den krampeagtige fornemmelse, og så lå brækket ud på gulvet. Hun hostede let, og kunne mærke hvor træt hendes krop var, men den frygtelige fornemmelse var ikke slem mere. Den var der stadig, men nu kunne hun ignorerer den.

Alítheia fik efter et stykke tid, sat sig op og så igen hen på drengen. Josh, så det var hans navn, og han kendte disse væsener på forhånd. Det var ikke ligefrem en god nyhed, så var der ikke stor mulighed for at få sig snakket ud af dette problem. Kendte hun disse væsener? Alítheia prøvede at huske, prøvede at finde alle minder frem, men det eneste hun fik var tomhed og en dunkende hovedpine, der langsomt forværredes, jo mere hun prøvede at huske. Til sidst var det som en slog hendes hoved ned i jorden, om og om igen.
”Jeg ved ikke hvad jeg laver her, jeg… jeg kan ikke huske det” sagde Alítheia med en lettere forvirret stemme. Et stykke tid sad hun bare og kiggede tomt ud i luften. ”DU STAK DEM MED EN KNIV! ER DU KOMPLET TÅBE! HVIS DU ENDELIG VILLE SKADE DEM SÅ BRUG DA FOR HELVEDE EN TRÆDOLK OG DRÆB DEM!* Udbrød Alítheia lige pludselig meget vredt og så surt hen på denne dreng, som kaldte sig Josh.

Døren til det varme rum blev slået op, og snart trådte en fin herre ud midt i rummet, og sagde højtideligt. ”Gør dem klar!”

Han blev meget overrasket over pigens pludselig opstød. Engle generne skreg om at hjælpe hende, men han vidste at rebene om hans håndled var for stramme til han overhovedet kunne gøre noget som helst. I stedet måtte han bare sidde og vente. Det var som om at det varede en evighed! Vampyrerne forspildte så sandelig ikke tiden! Han havde mest af alt bare lyst til at dræbe dem. Han var en archangel, et lys fra Elonda og de ville være under hans magt! men takket være rebene kunne han ikke fremkalde dette lys! Et nyt suk undslap ham. Hvor lang tid ville det lige tage den flok igler at komme ind til dem og fortælle dem hvad de ville. Det skulle ikke undre ham, hvis de lavede et stort show ud af det, så de kunne minde om en klassisk skurk, som Josh normalt bare ville grine over. Endelig så det ud til at pigen vågnede, men lige som han troede at det ville kunne lade sig gøre for dem at arbejde sammen, vrissede hun af ham og skældte ham ud som var han en hund der havde tisset på gulvet. Til det sendte han hende bare et vredt blik og hviskede hæst og vredt. "Jeg havde ikke andet end den dolk på mig! Jeg var kun en engel, noget måtte jeg forsvare mig med medmindre jeg ville ende som deres middagsmad!" Han kiggede hende kort i øjnene. "Så kom ikke og belære mig med hvad jeg skulle have haft gjort!" Døren blev åbnet og han rettede nysgerrigt og en anelse anspændt sit blik derhen imod. Manden i jakkesættet fik ham til at løfte på et øjenbryn, men inden han kunne nå at tænke mere over det, tog en gruppe vampyrer fat i både Alithea og Josh, for derefter at føre dem hen til alteret. Her blev de smidt hårdt ned på marmor stenene.

Et svar var ved at komme igen, et lang opsang om at man burde være forberedt. Hun hadede at være her, fanget og at hun ikke kunne komme fri hjalp ikke på det. Alítheia skulle til at sige det, men blev afbrudt af vampyrerne, som snart efter kom ind til dem igen, slæbte dem med til det før ’mystiske rum' og smed dem hårdt ned på marmor gulvet.
Denne gang, var de ikke smidt langt fra hinanden, faktisk, sad de praktisk talt side om side. Selvom Alítheia havde fornærmet ham, og nægtede at sige undskyld, eller være det mindste ydmyg, vidste hun at de burde hjælpes ad. En ting havde de da til fælles, de var fanget.
En vampyr, begyndte at tale. Han var tydeligvis deres leder, da han gik finere klædt, og de andre veg fra hans blik og virkede helt ydmyge nu.
I lang tid sagde denne vampyr intet, gik bare rundt og kiggede på hende og drengen Josh. Hun hverken sagde eller gjorde noget bestemt, det eneste hun fortog sig var at studerer ham. Få hans bevægelsers mønster ind, se hvad han foretog sig, hvordan han ville gribe ting ad. Endelig begyndte han at tale.
”Vi er samlet, for at få styrke, styrken til at lede, vi har blodet fra modsætninger, lad ritualet begynde!” Hans stemme lød alt for højtideligt i forhold til ordvalget, men en ting var sikkert, deres blod skulle bruges, og spørgsmålet var om det var alt. De måtte finde en udvej nu.
Hun skubbede sig en anelse tættere på ham og med en stemme kun han kunne høre, spurgte hun kort og kontant ”Hvad er deres svagheder, vi skal ud”.
Ritualet var begyndt, en gammel bog lå på et form for alter, stearinlys var tændt og endnu en ting blev bragt frem, men ikke noget Alítheia kunne se, eller gætte sig til hvad var. Det var ikke stort, og havde en spids for enden, men dog var resten af den perfekt rund, man kunne se formen, men ikke hvad det var, da et gammelt slidt stykke læderstof lå over det. Først havde hun gættet på det var en dolk af en slags på formen, men den runde form fik hende i tvivl.

Josh kunne sværge på at han havde de værste tanker omkring disse vampyrer lige nu! Havde de andre engle kunne læse tankerne, ville de nok blive en smule overrasket over dem! En engel burde nemlig ikke have så ond et sind! Lyden af vampyrens fodtrin imod marmor gulvet, var som at sidde og lytte til et ur der tikkede af sted, hvor man bare ventede på at de viseren skulle nå det bestemte tal og lyden fra klokken skulle runge igennem lokalet. Til sidst stoppede vampyren dog op og lod i stedet sin kolde stemme runge igennem kirken. Det fik Josh til at savne skridtene imod marmorgulvet. Han lyttede til det han sagde, lod hvert eneste ord sive ind igennem hans øre, hvor det kunne lægge og gemme sig, så han altid ville kunne huske det. Med øjnene lukket i, fokuserede han bare på det vampyren havde sagt og prøvede at danne et billede oppe i sit hoved om hvad han havde ment. Modsætningerne var helt klart ham selv og pigen. Dæmon og engel. Blodet, ingen tvivl om de skulle bruge deres blod. Ritualet, det var det ord der led ham på afveje, hvilket ritual snakkede de dog om? Ved lyden af en anden stemme, kiggede han over på pigen i sin øjenkrog og lod nu hendes stemme omringe ham.
"Jeg har en evne til at fremkalde deres svagheder, desværre er min hænder bundet," Han skævede ned imod sine håndled, der så stramt var snoet sammen med et tykt reb. "Ellers ville jeg kunne have brugt et lys imod dem," Hans stemme var en meget lav hvisken. Vampyrerne havde jo en utrolig god hørelse.. Forsigtigt begyndte han at fumle med håndleddene for at se om han kunne få dem fri, desværre var det lettere sagt end gjort. "Er det muligt du kan få dem op på en mærkelig måde?" Han kiggede stadig kun på hende i sin øjenkrog..

Tankerne fór igennem hende, at få en fri fra at være bagbundet kunne være ganske let, det kunne også være noget når umuligt. Hun prøvede diskret at rykke sig nærmere, så hun kunne nå rebet. Efter lang tids prøven på at komme forsigtigt og ubemærket hen mod lykkedes det endelig.
Imens Alítheia prøvede at løsne rebet om Josh' hænder talte vampyren videre. ”Først skal vandet fra det hellige, blandes i djævlens horn” Sagde vampyren med en højtidelig stemme. De andre rundt om han, så ikke mærkeligt på ham. De andre vampyrer i lokalet fandt et stort horn frem, med en overflade som en vask. En anden vampyr kom gående med en kande, fyldt med en væske. Alle så de lige højtidelige ud og de gik mod samme punkt, et stort alter, hvor de lagde begge ting på. En vampyr iført en kåbe gik nu mod alteret og tog fat i begge ting. Først løftede han hornet og derefter kanden. ”Vi vil nu forene to modsatte kræfter for at styrke to bånd så forskellige at den vil styrke båndene i vores center.”
For Alítheia virkede alt det her, utroligt latterligt, for at beskrive det mildt. Hun kunne ikke tage deres højtidelige ord og sindsbevægelse . hun havde siddet i lang tid og fumlet med snoren, for at få ham fri. Det var stadig ikke lykkedes hende at få ham fri, den var blevet løsnet en smule, men oppe var den ikke. Alítheia havde brug for noget skarpt for at få ham fri, ikke nødvendigvis en saks eller kniv, bar noget der kunne løsne nogle snore i rebet.
Hun kom i tanke om det lille stykke fra et ødelagt spejl hun havde lagt i lommen, så hun kunne få det lavet igen. Hun prøvede at fiske det op af baglommen, ikke nok med det var svært, nu så en vampyr på hende. I rummet var der i alt ti vampyrer, fire deltog i ritualet og 6 stod vagt. De der stod vagt, var fordelt så der var to ved hver dør, en ved ceremonien og en ved fangerne, som var Josh og Alítheia. Vagten der stod ved dem, havde i lang tid været for optaget af ceremonien, til at tage særligt notits af dem, men netop som Alítheia endelig, (selvom man skulle tro det var umuligt) havde fået den lille stump spejl op af lommen. Netop da lagde vogteren mærke til dem, tog hende ved armen og rev hende et godt stykke væk fra den anden fange Josh. Da dette skete, tabte hun den lille stump spejl på jorden, hun fik et ordentlig slag af vampyren, så hun væltede om på jorden. I starten gjorde det ikke ondt, det var først lidt efter blodsmagen i munden kom, hun mærkede en dunken i tungen og kinden. I stedet for at være bange og krybe sammen, spyttede hun blodet ud på denne vampyr. Hun så hvordan han øjne blev blodskudte, ved duften af blod, hun ventede på flere slag, men lige meget ragede det hende alligevel. Alítheia ventede nu bare på Josh ville gøre et eller andet, for at få dem ud af denne kattepine.

Alt imens blodsugerene lod en masse symbolske ord forlade deres læber, kunne Josh fornemme at dæmonen bag ham, var godt i gang med at forsøge at få dem fri. Ligesom vagterne, holdte Josh vagt med at ingen skulle opdage hvad hun var i færd med. For hvert sekund der gik, kiggede han fra den ene vagt til den anden. De så alle ud til at være meget optaget af ceremonien. Ingen havde bemærket dæmonens bevægelser, eller deres lille hviske samtale. I det øjeblik Josh troede de havde heldet med sig, opdagede den ene blodsuger dæmonen, hvor han omgående trak hende væk fra Josh. Lyden at et glas der ramte jorden, fik Josh til at kigge sig over skulderen. Til deres held, var det et stykke fra et knust spejl. I denne situation, en perfekt kniv! Ivrigt rykkede han sig bagud, strakte hænderne ud så godt han kunne og ignorerede det stramme reb, der fik hans håndled til at skrige af smerte! Da hans fingre kunne snitte det lille stykke spejl, bed han sig ivrigt i underlæben, rykkede sig en lille smule længere bag ud og da følelsen af spejlet kunne mærkes i hans håndflade, rykkede han sig med det samme foran igen. Uskyldigt kiggede han op på ceremonien, som om intet var hent. Slagene bag ham gav ham en underlig form for kuldegysning ned af ryggen. Da det så ud til at der var fri bane, begyndte han ivrigt at dreje spejlet rundt i sine hænder, for at finde den rette vinkel til at skære rebet over. Et snit i hans håndflade, fik en lille bølge af smerte til at gå igennem ham et kort øjeblik.. Spejlet havde haft snittet et hul, et hul hvor der nu strømmede en flydende, tung og klæbende væske ud af. Blod.
Det fik alle vampyrerne til at vende deres ansigter imod ham. Duften af det søde engleblod fik deres tænder til at løbe i vand.. Hurtigt satte Josh i gang med at skære at rebet over. Lyden af træsnore der flækkede, afslørede at han gjorde det rigtigt. En af vampyrerne kom truende hen imod ham. I dets øjne herskede sulten og sindssygen.. Det var et råb fra en anden vampyr, der fik den til at stoppe omgående og dreje hovedet hen imod alteret, der hvor cermonien var ved at foregå.
"Behersk dig Skylar!" råbte leder vampyren, der før havde haft travlt med at sige de symbolske ord. "Ignorere duften at det søde engleblod, vi skal bruge ham i live, ellers kan vi ikke fuldføre dette,".
Mens lederen havde travlt med sin rådgivning, fortsatte Josh ivrigt med at skære rebene over. Da følelsen af at hans håndled var ved at blive mast forsvandt, var han hurtigt klar over at han var fri. Lydløst puttede han det lille stykke spejl i sin bukselomme. Det kunne bruges til at skære dæmonen fri. Nu galt det bare om at finde en vej ud derfra. Han kiggede rundt i kirken. Overalt hang der statuer af djævle, dæmoner og det som fangede hans opmærksomhed mest, var et vægmaleri af en engel der var ved at blive flået af en dæmon. Dæmonen stod med den ene englevinge i sin hånd, mens den anden hånd var i færd med at rykke den anden vinge af. Ned af englens kinder trillede der et vandfald af tåre..
Josh fjernede hurtigt blikket fra maleriet, så hen på pige dæmonen, for at se hvordan hun klarede den.. Hans håndled var frie, han var i stand til at gøre noget, spørgsmålet var bare: Hvad?
Svagt lukkede han sine øjne i, adskilte sine læber og lod en svag hvisken af et navn svinde ud imellem dem. Elonada.
Til vampyrenes forskrækkelse, afsendte Josh et lys så kraftigt og blændende, at man havde det som om ens hud blev skrællet af. Dette lys var skabt til at genere mørkest væsner. Alt imens de var ved at blive blændet, skyndte Josh sig hen til Ali, for at skærer rebene over, men han måtte skynde sig, for inden længe ville lyset være væk..
Lyset forsvandt, vampyrerne ville igen være i stand til at se noget.. I det øjeblik de fik øje på hvad Josh var i færd med, fik han rebene skåret over og Alis håndled var nu frie.. Hurtigt var Josh oppe at stå, bare for at finde ud af at de var omringet af vampyrer, hvis øjne strålede af had og mindede om de stærkeste flammer i helvede.. Josh måtte indrømme at han var løbet tør for ideer.

//undskyld at det tog så lang tid og det er lidt ... måske usammenhængende og ukreativt men var lidt træt :i håber det går ^^//

Tingene gik altid hurtigere når der var farer, og ens liv kunne være på spil. For andre ville det vare flere minutter langt og en lille detalje som at slippe fri, varede en evighed, medmindre man var i det.
Vampyren så ikke specielt tilfreds ud, og de blodskudte øjne gjorde det ikke godt for hende. Måske ville hun være heldig, det kunne være de skulle bruge hende i live, så hun ikke blev dræbt, endnu. Han tog sin fod tilbage, og var klar til at gøre den lille bevægelse, som ville placere hans fod, i hendes mave. Alítheia havde lukket øjnene og forberedt sig på slaget i maven, men en stemme fik det stoppet. ”Har jeg ikke sagt til i tåber at i skal passe på dem og at i IKKE må gøre dem noget, så de kan bruges til ritualet? De skal være i live under ritualet forstået!” sagde den velkendte og skarpe stemme, det var lederen. Hun blev heldigvis ikke sparket, men hun var heller ikke fri, og han havde ikke nævnt noget om efter ritualet.
Alítheia håbede denne dreng ville få fat i spejlet og få dem fri, hun havde gjort sit til at den kunne lykkedes.
Hun prøvede at kigge diskret derhen for at se om der skete noget, men det var ikke til. Hun vidste først at der var ved at ske noget, da en vampyr, åbenbart kaldet Skylar lugtede blod. Den søde duft af engleblodet havde nået ham, og som de fleste vampyrer ville gøre, reagerede han på denne duft. Stemmen forhindrede igen en katastrofe, lederen havde kontrollen over sine vampyrer, og det måtte man give ham, det var godt klaret.

Alítheia vidste ikke hvad der skete, men et pludseligt lys, begyndte at skinne. Det var som om dette lys brændte hendes hud. Hun var ikke sikker på hvor det kom fra, men kunne det være drengen?
Lyset forsvandt dog hurtigt, og Alítheia fandt at hendes håndled var frie… det var lykkedes. Hun rejste sig langsomt op, da hun var øm og forslået i kroppen. Da hun var kommet op og fik sig set omkring, var det ikke helt så godt som håbet, hun var fri fra at være bundet, men dog ikke helt fri endnu. Bag hende stod denne dreng, og rundt om dem stod vampyrerne. Den eneste der ikke stod og omringede dem, var lederen. Hun vidste med sig selv, hvis de skulle have en chance, måtte de have fat i ham for at slippe fri, de andre gjorde alt for at beskytte deres leder. *Hvordan hulen skal vi kunne det uden et eneste våben… altså medmindre vi kan få et fra de forbandede vampyrer… der er selvfølgelig også muligheden for drengen har et våben* tænkte hun desperat.
”Du der… har du et våben på dig” hviskede hun til ham, og sendte ham et elevator blik, for at se om han overhovedet duede til et slagsmål. Han var ikke helt uduelig hvis man dømte efter hans kropsbygning… han var desværre heller ikke en damptromle, hvilket godt kunne bruges lige i dette tilfælde, men det var lysets væsener vel aldrig. ”den eneste chance vi har er at kæmpe os hele vejen ud… eller at en af os får fat i deres forbandede leder og får dem til at slippe os fri, i bytte for hans overlevelse?” mumlede hun lavt, med drejet hoved, imens hendes blik studerede vampyrenes røde øjne, der sendte hadefulde blikke. De kom langsomt nærmere, man kunne se de havde knyttet næverne og var klar til kamp, de ville dræbe hvis de måtte. ”Husk, ikke dræb dem, vi skal bruge dem i live i uduelige pjok, og næste gang hold bedre øje med dem!” råbte deres leder med en iskold stemme. Det der morede Alítheia ved dette, og fik hende til at komme med en hæs og hånlig latter, var det faktum at denne vampyr fuldt og fast troede på at de ville blive fanget igen. Vampyrerne virkede ikke tilfredse med denne reaktion, faktisk var det netop dette, som fik dem til at angribe. De kom farende frem mod dem med løftede næver og blodskudte øjne. Alítheia lod dem komme helt hen til hende før hun gjorde tegn til den mindste reaktion, hun havde været oppe at slås lidt for ofte. *hurtigt og smidigt dukkede hun sig, da det første slag var ved at ramme hende, derefter placerede hun en næve i ens mellemgulv. Hun kom op at stå igen, og parerede nogle slag, men da der var for mange, fik de snart ramt hende i maven, dette fik hende til at bukke sammen i smerte. Måske havde det været for optimistisk, hun måtte bare håbe knægten havde held med sig.

//Det var altså et godt svar? ^^

Glinsende øjne og tænder omringede dem. En efter en, tog de et skridt tættere på dem. Josh kunne mærke dæmonen bag ham. De stod ryg imod ryg. En forkert bevægelse og vampyrerne ville gøre en ende på det hele. Hendes hvisken gjorde at han med det samme kiggede ned på det lille stykke spejl i sin hånd. Det kunne ikke bruges i længden, med andre ord, nej han ejede intet våben! Han bed sig svagt i underlæben og spejdede med sine mandelfarvede øjne rundt i kirken. Endnu engang hviskede dæmonen til ham og han kunne ikke være mere end enig med dem. Det var enden kamp eller afpresning der skulle til for at få dem ud af det her rod. Over sin skulder, kiggede han først hen på dæmonen og derefter op på vampyr lederen, der stod og så på imens lakajerne gjorde alt arbejdet. Han lod mærke til hvordan lederen spændte i hele sin krop. Denne situation behagede åbenbart ikke igle lederen. En reaktion for dæmonen og der var slåskamp. Vampyren angreb. De sprang på dem, samarbejde ligesom piratfisk ville gøre det. På Josh kindben snittet en knytnæve ham. Denne gang startede en blod cirkatitalion sig ud af hans mundvige. Han tørrede sig hurtigt om munden, kun for at opdage at vampyren ville indføre et nyt slag. Hurtigt undveg Josh det ved at gå i bro. Da han var ret oppe igen, slog han vampyren i ansigtet. En slag der blev efterfulgt af et hvæs.
En slåskamp der så ud til at kunne vare evigt, blev afbrudt ved lyden af en høj, voldsom knurren og lyden af glas der knuste i tusinde stykker. Da Josh drejede hovedet for at se hvad der skete, kunne han ikke være mere lykkelig over at se Ghost, kæmpeulven der nu tilhørte ham. Ghost sprang med det samme hen imod lederen. Den stærke kæbe snappede ud efter halsen. Lederen gjorde stor øjne og væltede omkuld på stedet, med den massive ulv ovenpå sig. Savl og tænder blev blandet sammen i en illusion af frygt.
Josh gjord et nik til dæmon om, at nu havde de lederen, det var tid til afpresning! Inden en ny vampyr fik fat på Josh, løb han op imod alteret, stillede sig ved siden af Ghost, der fortsat stod ovenpå leder vampyren, med en pote dybt begravet i hans bryst.
"Lad os gå, hvis i da gerne vil have jeres leder skal overleve!" Josh stemme rungede igennem kirken. Han kiggede hen på dæmon pigen.

Det virkede som om, der kom der flere og flere vampyrer. Hver gang hun havde fået en slået ud, kom der en ny at slås med. Alítheia var udholdende, og van til kamp, men at fortsætte i flere timer var ikke en mulighed.
Hele slåskampen, tumulten blev stoppet, netop som hun var i gang med at rette et slag ind. Det var en høj knurrende lyd der havde stoppet vampyrerne, de fokuserede på lederen. En af dem blev dog slået ned hurtigt, da hun ikke ligefrem havde planer om at standse slaget. Over vampyrlederen stod en kæmpeulv med kridhvid pels. Josh virkede ikke overrasket over den pludselige tilstedeværelse af ulven, modsat alle andre i rummet. Det fik hende hurtigt til at regne ud det måtte være han kæledyr eller hvad han end kaldte det. Alítheia så ham løbe op til ulven, men stod selv stille. Egentlig kiggede hun rundt og fandt vampyrenes ansigtsudtryk yderst underholdene. Alle som en stod de måbende, deres leder var blevet nedlagt. Det var egentlig ikke sådan hun havde forestillet sig kampen ville ende. Det var nok mest det faktum hun ikke havde regnet med en ulv dukkede op. Det var ikke det at de var i undertal, da hun var hovmodig nok til at mene hun var dem langt overlegen.
Alítheia kiggede op på englen og lo let, før hun talte til ham. ”Hvad så Joshie… synes du ikke vi først skal have nogle ting på plads?” Hun spankulerede forbi vampyrerne og op til drengen og ulven. Hun stillede sig med front mod vampyrerne og betragtede dem let. ”Hm… Der kan man se, vi endte ikke som jeres ofrer” sagde hun med et ondt smil om læben og fortsatte ”Men fortæl mig igen, hvad var det i var ude på… vi har jo massere tid ikke, vi har jeres kære lille leder… I vil vel ikke have der sker ham noget?” Hun kiggede afventende på dem, for at se om de snart ville komme med forklaringen. Blandt andet hvad det var der skete, og hvorfor hulen hun var endt her.
Ingen af undersåtterne tog sig sammen til at tale, så til sidst måtte lederen selv gøre det. ”Hvis i fjerner ulven, så skal jeg nok gøre alt i beder om.” Han sendte et anstrengt blik, og kiggede op på dem. Hun vidste ikke med drengen, men hun var ikke selv venligt indstillet overfor dem. Hvis beslutningen var op til hende, ville hun først få info ud af dem. Derefter ville hun, hvad hun selv kaldte det opdrage dem. ”Det er fint lille ådselsæder, myg, igle hvad du nu er… Men tror lige… ham og jeg skal tale samme” Svarede hun og pegede med hovedet på Josh. Hun tænkte det måske var bedst, i givne situation at tale med ham, eftersom han havde en ulv. ”Hvad skal v gøre ved dem?” spurgte hun og lagde afventende hænderne over kors.

//undskyld ventetiden og det lidt... rodede snask håber du overlever :3//

Dæmonen virkede overlegen, ikke at det kom som noget stort chok, eftersom det lagde til dæmonracen at mene de var overlegen. En stærk race var de skam, det måtte man give dem! I sin øjenkrog kiggede han på den kvindelige dæmon, selvom det meste af hans fokus lå på Ghost, der forhindrede vampyrlederen i at flygte med sin tunge pote placeret på hans bryst. Så snart vampyren rykkede sig, viste Ghost sine barberblade skarpe tænder og rykkede hovedet en smule tættere på hans hals. Det massive dyr havde ikke tænkt sig, at lade ham stikke af. Rundt omkring stod de andre vampyrer og lignede fortabte soldater på en slagmark, der lige havde set deres kaptajn falde. Josh så rundt i den mørke kirke. Dette var ikke stedet for en archangel.. Han måtte se at komme væk. Men, underligt nok, generede mørket ham ikke så meget som det kunne have gjort, hvilket skræmmede ham dybt inde. Det kunne kun betyde at hans indre dæmon var stærkere end han gik og troede.
Da den kvindelige dæmon snakkede til ham, hun kaldte ham endda Joshie, så han hen på hende og derefter ned på vampyrlederen. Han vidste ikke med sikkerhed hvad de skulle gøre ved dem. En dæmon som hende vidste sikkert hvordan man håndterede situationer som disse. Du skulle blot give dem af samme kage.. Desværre, var Josh en engel og han ønskede ikke at torturere eller hævne sig på dem. Måske blot straffe dem og derefter forsvinde.
Vampyrens lille forslag fik ham dog til at fnyse lavt. Som om han havde tænkt sig, at gøre alt hvad de beder om, blot fordi Ghost flyttede sig. Han ville garanteret se sit snit til at dræbe Ghost og derefter give Josh og dæmonpigen den samme tur.
Pludselig kastede dæmonen beslutningen over på ham, spurgte ham om hvad de skulle gøre ved dem og sendte ham ind i et forvirret tomrum, blandede med lysten til at straffe og blot komme væk derfra. Han lagde armene på kors over brystet. "Jeg ved det ikke," han snakkede så lavmælt som muligt. "Som du nok har regnet ud.. er jeg en engel, så jeg ønsker ikke at torturer dem, men hvis det er det du ønsker.. Så stopper jeg dig ikke," Efter den sætning voksede der et lille kækt smil på hans læber. De store smilehuller blev tydelige i mundvigen. Nok ønskede Josh ikke selv, at give straffen, men hvis en anden gjorde det, kunne det vel ikke skade? Eller var det en helt forkert teori? Dæmonen inde i ham syndtes bestemt om ideen, den nærmest roste ham, hvilket gjorde ham tør i halsen.
Han kørte en hånd igennem de brune lokker og så ud over kirken. De stod der stadig de trofaste vampyrer. Spændte stod de og ventede på ham og dæmonens beslutning.. Det hele blev afgøret af dem. Hans brune øjne landede på den yndige dæmon endnu engang. "Nogle ideer? Men, jeg tror nu ikke på, at iglen på jorden ønsker at gøre alt hvad vi beder om, selvom jeg beder ulven om at flytte sig," Hans stemme og smil var overraskende roligt. Måske var han begyndt at vende sig til, at komme ud i sådanne situationer.

En tilgivende person kunne man ikke ligefrem kalde Alítheia, især ikke ved en situation som denne. De havde kidnappet hende, på sin vis tortureret hende og ville myrde hende. Måske var Josh engel, men det var hun ikke, så hævn ville hun have. Først ville hun dog vide hvorfor og hvordan hun var endt til dette ritual.
Hun kiggede afventende på ham, hun ønskede svaret snart ville komme. Vreden over behandlingen brændte inde i hende, og nok selv hvis englen ikke ønskede at gøre noget, ville hun have sin hævn.
Mørket i denne kirke, vækkede dæmonen i hende, hendes tanker blev mørkere end normalt, hævntørsten voksede sekund for sekund. Hun følte sig hjemme i disse dystre omgivelser, dette sted hvor det var som om en ondskab lurede i hjørnerne.

Hun morede sig kort over hans bemærkning, da han prøvede at virke uskyldig. Det var tydeligt for hende at mærke på ham, at han ønskede hævn. Smilet, det var mest det, som havde afsløret ham. Normalt ville de putte nutte søde engle, straks protesterer, hvis ordet ’tortur’ dukkede op. Det eneste der dog virkede til at tale imod det, var at han var engel. Han virkede ikke til at have noget imod mørket eller tanken om tortur.”Ja… en engel er du, men nu synes jeg det ville være synd ikke at opdrage lidt på iglen, når chancen byder sig. Faktisk ser jeg det som en pligt” sagde hun, mens det ondskabsfulde smil, der spillede på hendes læber blev bredere.
Hun kiggede rundt, morede sig over hvor fortabte de alle så ud. Hvor ynkelig vampyrernes leder var blevet. Hun kiggede tilbage på englen og hørte ham tale igen.
Idéer til afstraffelse, kunne man ikke sige var noget hun manglede. Og et grusomt glimt kom op i hendes øjne. ”Idéer, dem mangler jeg skam ikke englebasse, spørgsmålet er hvilken der egner sig bedste til situationen. Derudover hvis iglen prøver på noget, bliver det værst fra ham selv.” sagde hun med en kølig stemme, og overvejede hvad de skulle gøre ved vampyren. Roligt gik hun tættere på vampyren. Hun satte sin fod under hans hage, og løftede ansigtet, så hun så ind i hans øjne. Mere til sig selv en nogen anden talte hun med en mumlende stemme. ”Hvad skal vi dog gøre med dig?” Kort efter henvendte hun sig til Josh, dog fjernede hun aldrig blikket fra vampyren. ”Skal vi tage ham et andet sted, og opdrage på ham eller synes du hans små hjernedøde igler skal se på?” spurgte hun med smørret grin.

Han havde sagt til sine undersåtter, de skulle skaffe en engel og dæmon, som ikke ville kunne kæmpe imod. I stedet havde han fået en engel, der havde fanget ham og en dæmontøs, der virkede lidt for glad for tortur. De uduelige halvhjerne kunne da heller ikke finde ud af noget.
Han prøvede igen, for at se om han kunne slippe fri eller måske bide lidt i hunden, så den slap. Dog nåede han ikke at gøre meget, før han mærkede foden under hagen og så ind i dæmonens blå øjne.
”Hør nu her, i har os jo tydeligvist trængt op i en krog, alt jeg beder om, er ikke at lægge på jorden. I vil da ikke gøre mig noget, det…det kan en engel da ikke… det ligger ikke til jeres natur” sagde han med rystende, og prøvede at få øjenkontakt til englen. Han brød sig ikke om den skygge der lå over dæmonens øjne, det mørke der gemte sig i dem.

//undskyld...det er ikke det mest velskrevne ellert kreative... o.o //

Mørket omfavnede Josh, kærtegnede ham og hviskede ham ting i øret, der skræmte englen og tilfredsstillede dæmonen inde i ham. Hvis han blev herinde meget længere ville det ende med, at gå galt og det hjalp ikke på godheden i ham, at dæmontøsen foran ham udmærket godt kunne mærke hvilken lille form for mørke der levede inde i ham. Et mørke hun med sit ondskabsfulde smil og loggende stemme var ved at logge frem i ham. Han så ned i jorden for at berolige sig selv, for at ignorer den dæmon der langsomt var ved at kravle op igennem ham. Det hjalp dog ikke på det. Dæmonen ville fortsætte med at kravle, indtil den var nået op til hjernen, hvor den rigtig kunne sætte sit præg på situationen.
Han løftede igen blikket. Dæmontøsen foran ham hev mørket frem i ham, ved at fordreje torturen til at være en anden form for opdragelse, hvilket en engel ikke burde have noget imod. Selv ordet pligt, kunne hun formå, at snige med ind i samtalen. Han mærkede sit indre vende og dreje sig.

Det går ikke Josh.
Du ved du ønsker at straffe iglen, bare tænkt på alt det han ville have gjort imod dig. Han ville have dræbt dig! Fortjener du ikke at få et ord indført?
At dræbe vil ikke gøre dig bedre end vampyren og det ved du!

Lige nu, var dæmonens tykke og mørke stemme fristende. Fristende nok til, at han ignorerede den engel der så ivrigt forsøgte, at få ham til at forlade stedet omgående og lægge det bag sig.
Han sendte Alitheia et lumsk smil. ”Fortæl mig hvad du har i tankerne og så kan jeg jo overveje om jeg vil hjælpe,” Dæmonen inde i ham var vækket.
Mørket fra kirken og Alitheia havde overtaget ham. Dybt i hans sind, stod hans far og så på det hele med et lusket smil. Dette var den søn han havde drømt om, at Josh ville blive.
”Lad os bare blive her,” Han så udover vampyrflokken med et kækt og lumsk smil på sine læber. ”Lad os se om de kan holde til det!”
Vampyrerne så skiftevis på hinanden. De turde ikke rykke sig ud af stedet.

Da iglelederen snakkede til Josh, så han ned på ham med et løftet øjenbryn. Det lå ikke til deres natur. Det kunne han have ret i og det ville også bekymre ham, hvis ikke det havde været fordi, at englen var skubbet til side lige nu. Han sendte ham kort et uskyldigt smil, før han daskede til hans hoved med sin fod.
”Det skulle du have tænkt over, før du fangede os og ville dræbe os!” Han satte sig på hug foran dæmonen. ”Hvad skulle vi overhovedet bruges til?”
Vampyrlederen så med det samme væk. Det lå ikke til, at han ville fortælle det helt frivilligt.
Josh klikkede med tungen. ”Hvis du fortæller os det, kan det være du får en mildere straf,”
Vampyren tøvede. Til sidst fik han dog øjenkontakt med Josh igen. ”Jeres blod, engel og dæmonblod blandet sammen, det kan åbne døren derover,” Han nikkede hen imod alteret.
Josh drejede hovedet om. Til at starte med kunne han ikke finde rundt i, hvad pokker vampyren mente, før han rent faktisk kunne se omridset af en stor dør. Nærmest så stor som en portal.
Han nikkede imponeret og rejste sig op. ”Har du hørt det?” Han snakkede til Alitheia med en stemme så kæk og anderledes end før. ”Vi var billetten til at få en dør åbnet,” Hans mandelfarvede øjne søgte efter hendes.

Alítheia stod med en slesk smil spillende på læberne, hun nød den magtfordeling der så hurtigt var sket. Det at have vampyrlederens liv i hænderne eller næsten, selvfølgelig var der lige englen indover, en mindre detalje hun ikke tog megen notits af. Lige nu nød hun bare synet af vampyrernes hjælpeløshed i den tid den varede, for hun måtte lade det være op til englen hvad videre skulle ske. Når det kom til engle var de jo ikke ligefrem til hævn, nok nærmere tilgivelse, så hun regnede ikke med at det ville gå, som hun ønskede.
Sådan tænkte hun i hvert tilfælde i starten, men det ændrede sig langsomt. Mens hun stod med armene over kors og ventede på svaret holdt hun også nøje øje med englen. Der opdagede hun, at det muligvis ikke forholdt sig, som hun først havde troet. Noget ved hans førhen, hvad man kunne kalde, uskyldige træk var ændrede. Ansigtet virkede hårdere, øjnene måske formørkede. Hvordan dette kunne ske ved en engel vidste hun ikke, men hun så kun positivt ved denne ændring, og tænkte over at lokke ham nærmere mørket.
”Tænk over hvad de har udsat dig for, ønsker ud virkelig bare at lade dem gå.” startede hun med lavt at mumle til ham, som for at lokke ham til at opfylde sine ønsker. Hun gik nærmere Josh og hviskede ham i øret  ”De lære jo ikke af det, de vil jo bare fange dig igen og næste gang muligvis dræbe dig” afsluttede hun og trådte væk igen.

Der gik ikke længe inden hun endelig fik et svar fra ham, hvilket tydede på, at det var på vej i den retning hun ønskede. Med et grusomt blik henover vampyrerne, slog hun armene let ud og begyndte at tale med en analyserende stemme, for at svarer på hans spørgsmål.
”Åh, det jeg har i tankerne, du ved, vampyrer siges jo at skulle kunne holde til så meget, og jeg har jo ofte haft lyst til at afprøve hvor meget, og i hvilken grad de tåler hvad. Det er jo en yderst praktisk ting at vide, og en effektiv analyse for verden. Faktisk gør vi alle her i verden en god gerning.”
Hun smilede lumskt til ham, med et tilfreds smil, det var som ønsket. Den mørke side var kommet tydeligt op i ham nu og hævnen over vampyrerne var en realitet. Hun svarede
”At blive her lyder som en praktisk idé, hvis vampyrlederen nu skulle vise sig at reagerer voldsomt, kunne vi jo bare prøve på en ny igle” sagde hun og hendes øjne formørkedes, og et lille smil, fik ondskaben til at stråle ud af hende.
Uroen spredte sig som en virus blandt hver og enkel vampyr, som kiggede på hinanden uden at vide hvad de skulle gøre med sig selv.

Snart efter englen var blevet mindre venlig, kom der flere svar, godt nok ikke med det samme, på hvad ritualet gik ud på. Han fortalte nu om deres blod, som skulle kunne åbne døren henne ved vægen.
Langsomt travede Alítheia gennem lokalet hen mod den store dør. Imens hørte hun englens forvandlede og nu kække stemme, og svarede med et grin. ”Ser man det, en nøgle til en dør, sørme interessant.” hun stod nu henne ved omridset af den og kørte let hånden over. Da hun rørte den, var det som løb en underlig energi igennem hende, noget hun ikke kunne sætte ord på. I lang tid, stod hun og lod fornemmelsen tage fat i kroppen, overvejede hvad det var. *er det magten, er det sådan den føles, er det udødelighed* Da hun kom til sig selv igen, så hun små sirlige tegn på døren lyse op i et grønligt skær. Med et nysgerrigt blik kiggede hun længe på døren, men kunne ikke finde ud af hvad tegnene betød.
Med hastige skridt gik hun tilbage til vampyren og satte sig på hug foran ham. ”Nå lille igle, sig mig så, hvad skjuler sig bag den dør, kom ikke her og sig det er ingenting. En aflåst dør, som åbnes ved magi, må skjule en stor skat” hendes stemme var rolig, men en truende underklang i den kom til udtryk. Hun kiggede hen mod Josh og spurgte”Nå englebasse, hvad tror du det er den gemmer på eller synes du også vores lille igle her burde svare?” efter kiggede hun afventende på ham.

”Meget får i mig til, men døren siger jeg intet om” svarede vampyren og kiggede uroligt fra Josh til Alítheia. Han vidste godt at han ikke havde mange kort at spille med, og hvis han ønskede det skulle gå godt måtte det gøres korrekt. Han frygtede for dette træk, men dog, måske kunne det holde ham i live længere tid.
I starten havde han ikke frygtet følgerne, englen ville jo næppe gøre noget. Dette viste sig jo at være forkert, dæmontøsen havde fået drengen på andre tanker, han var ikke så sikker på at englen ikke selv ville deltage i torturen nu.


//undskyld den alt for lange ventetid, ved godt det har været for lang tid._. Hvis du ønsker at afslutte emnet er det okay, du siger bare til.
Hvis ikke håber jeg svaret er okay. //

// Ønsker ikke at afslutte it, don't worry ^^ skal bare lige selv tage mig sammen til, at svare så langt xD men svare vil jeg ^^