Wrong place at the wrong time - Ancalagon

Tid: 20:48.
Omgivelser: Meget få mennesker.
Vejr: Mildt vejr, let blæst og klar himmel.
Sted: Gågaden.
Påklædning: Mørke sko, lange bukser høje i taljen, hvid skjorte med lang jakke ud over, med høj krave.

Det var virkelig mørkt. Loui var ligeglad. Det var sket så meget for hende mentalt og fysisk. Hun følte sig så alene i verden, som hun aldrig havde følt før. Hvorfor kunne hun ikke finde nogen som hun kunne dele sin hverdag med. Hun havde altid fået af vide af hendes forældre at hvis hun gik med noget inden i, så kunne hun altid komme til dem. Men sådan følte hun at det ikke var mere, hun så næsten aldrig sin mor mere og Dave ville ikke afsløre noget, hvilket var meget frustrerende for Loui. Det hun ville tale om, måtte hun ikke tale om, hvad er der så at tale om?
Loui sukkede højlydt og tørrede en af hendes tåre væk fra kinden, hun var ked af det, men den kolde vind var også med til at få hendes øjne til at løbe i vand. Hun var så ensom, hun var overbevist om at hun ville dø alene, ingen ville vide hvem hun var.
Hun fandt en bænk på den flotte, men meget mørke gågade. Hun satte sig ned og længede sig tilbage på sædet og kiggede op på stjernerne. Det var alligevel en smuk aften.

Ancalagon var blevet sendt af sted til Terrorville Districtet af Rogan for at hente en bog han ikke lige selv havde mulighed for at hente og selvfølgelig havde han kunne overtale Ancalagon til at hente den, skønt, Ancalagon kunne virkelig ikke fordrage de der rige snobber, dem der troede de var bedre end alle andre.
Hvis han ville kunne han bare slå dem alle ihjel, men ja, det gjorde han ikke, af flere grunde. Han havde fået lidt af nogle blikke da han gik ind i boghandleren for at hente bogen, folk hviskede bag hans ryg, dog turde de ikke sige det højt nok, da Ancalagon nærmest lignede en barbar på den måde han var klædt, så ud på, var armerede og havde to store sorte ravne siddende på skuldrene og skrappede af folk og af hinanden.
Da bogen var hentet, stod Ancalagon igen udenfor, det var blevet mørkt og han havde en lang tur hjemad.
Heldigvis kunne han flyve efter han var kommet et stykke væk fra byen, så han satte kurs efter porten som førte ud af byen.
Hans ravne larmede en del så han kom ikke ligefrem stille gennem den lange gågade som han gik på og ville have lignet en skygge, hvis han havde haft sin hætte over sig, men det regnede ikke eller anden form for dårligt vejr.
Han passerede nogle menneske som tog hurtigt afstand fra ham men han passerede også en pige han havde mødt før, men så hende ikke da han var igang med at pakke bogen væk i en lille sæk som hang ved hans belte mens han stadig fortsatte mod porten.

Loui kiggede hurtigt rundt da hun kunne høre nogen ravne skrige og gjorde sig meget lydhørte. Hun trak benene op på bænken og rettede sig op og så hen mod lyden. Hun gned sine øjne og begyndte at måde, hun kendte den herrer! Loui begyndte at juble inden i, men hendes selvtillid og glæde ramte hurtigt bunden igen, da Anacalagon gik lige forbi hende. Hun turde ikke at råbe op, det kunne jo være at han ignorerede hende med vilje. Loui bed sig i læben og slog ned i bænken med hendes hånd. Nej, tænkte hun. Det kunne jo også være at han på helt ærlig vis, slet ikke så hende.
Hun så efter ham, men han var nået længere væk, og hun ville råbe efter ham, det ville være for uhøfligt. Så hun rejste sig fra bænken og begyndte at gå efter ham. På et tidspunkt ville hun nok indhente ham.
Imens hun gik efter ham, tænkte hun på at hun aldrig fik sagt ordenligt farvel og hendes papfars hårde måde at genne ham væk på. Men denne måtte det være anderledes, Loui ville have en ven!

Ancalagon fortsatte bare ned af gågaden, tænkte ikke lige over at en hvis tøs fulgte efter ham et stykke fra hvor han gik. Som han nærmede sig porten til den midter del af denne kæmpe by, kom flere og flere vagter til synes men lod dog ham passere da de egentlig bare stod vagt for folk som prøvede at komme ind i de riges district og ikke dem som skulle ud da det var et job for dem som var ved den sidste port som faktisk gik ud til omverden. Ancalagon tog en smutvej gennem en gyde for at komme hurtigere igennem den store by så han kunne komme ud for byens mange gyder, gader og huse.
Ancalagon nåede endelig til den sidste port og kom relativt hurtigt igennem og stod nu udenfor for byens høje tykke murer.
Han strakte sig lige en ekstra gang før han begav sig ud i det faldne mørke og mod hvor Rogan befandt sig.

Loui kæmpede med at følge efter ham, han havde lange ben og det virkede som om han var meget målrettet over hvor han skulle hen, hvilket gjorde hende mere nysgerrige. Det var jo alligevel rimeligt sent om aftnen og hvad ville være så vigtigt på denne tid? Da de mødte hinanden første gang, var han på en kro og drak og spiste som en rigtig mand ville gøre, men ikke denne aften. Noget var i gærer og Loui ville finde ud af hvad det var.
Som hun fulgte efter ham, blev hun også en smule angst. Det var mørkt og Ancalagon var på vej ud af byen, hvilket hun egentlig ikke havde lyst til, men hun var dog stadig målrettet på at møde ham endnu en gang, så de kunne lærer hinanden bedre at kende.
Hun gemte sig da han forsvandt ind i en gyde, en mørk gyde. Men det lykkedes hende, at se ham uden at selv at blive set. Tænk hvis han gjorde noget hemmeligt, så ville hun være det eneste vidne. Spændende!

Som Ancalagon fortsatte væk fra byen og mod en større skov og han stoppede ikke før han var kommet ind i skoven og før der mærkede han at nogen fulgte efter ham og begyndte at gå mellem træerne til han pludselig var væk, som om han var sunket i jorden, forsvundet fra jordens overflade og fra denne eksisten.
Det eneste man kunne høre var hans ravne som stadig skrappede til hinanden og så var det vinden der trak i grenene og buskene som mørket trak over da skyerne trak sig over månen og gjorde hele skoven buldrende mørkt og fik en gyselig udseende til dem.
Det var meget anerledes modsætning til byen hvor der var lamper og vagter som i det mindste gik rundt på patruljer.
Her var man alene hvis man ikke var sammen med andre omkring sig, Loui var allerede kommet et godt stykke fra byen nu da byen lå lidt langt fra hvor skoven lå.

Loui lyttede ikke til hendes alarm klokker inde i hendes sind, da hun forlod byen og gik ind i skoven, for at imødekomme Ancalagon. Hun følte sig mere og mere som en spion eller en detektiv som var på en hemmelig mission. Hun slog tanken hurtigt ud af hovedet, det blev alligevel lidt for fjollet. Hun gik ind i skoven og kunne følge ham, hun ville prøve at sætte farten op for at stoppe ham, men nu var ham væk?
Loui stoppede op og gik rundt om sig selv, hun fik et chok da lydende i trærene fik liv. Det var nu meget uhyggeligt at være alene i skoven. Men det var ikke meningen hun skulle være alene, hun skulle bare have stoppet ham tidligere, i stedet for at være nået til skoven og nu var han væk og hun var alene.
Loui blev frustreret og satte sig op af et træ med armene om knæende og gemte sig ansigt. Ej hvor var det dog pinligt, det eneste hun kunne gøre, var at vendte til det blev morgen, så hun kunne finde sin vej hjem. Ancalagon var sikkert over alle bjerge nu.

Skoven begyndte pludselig at få mange lyde, eller nærmere mange dyrelyde, fjerne ulvehyl, en ule der pludselig fløj over hendes hoved fra en gren i træet, vinden der pludselig blev stærkere, månen der kom frem igen, lyste noget af skoven op hvor der ikke var træer.
Et pludselig hyl lød, men det lød unaturligt, som var det fra en ulv, men ikke en ulv alligevel, eller var det skoven som spillede tricks med hende?
Skrappen lød fra to velkendte fugle, to ravne som lød mere som om der var ti ravne til stede da deres skrappen ikke kunne lede til et bestemt sted hvor det kom fra.
Det blev mørkere da en mindre sky begyndte at rykke ind foran månen, men dækkede den kun en smule, hvilket gjorde det mørkt, men ikke nær så mørkt som før.
En store høj mand kom ud af mørket og stod som en skygge foran Loui og med armene lagt over kors, kom der endelig en stemme fra skyggen, "hvorfor følger du efter mig tøs?" Spurgte skyggen, der var stadig mørke over personen så det ville være svært at se hvem der kunne være bare ved at kigge på personen.

Panikken spredte sig i Louis krop. Hun var nu godt og grundig nervøs og bange. Hun lavede et lille hvin da uglen fløj over Loui. Hun beskyttede sig selv med hendes arme og begyndte at be. 'lad mig overleve dette" bad hun og tørrede hendes tåre væk fra øjnene og prøvede at holde igen med at græde. Hun måtte være stærk nu. Hun var alene om hun måtte vænne sig til det, der var ingen som kunne høre hende nu alligevel.
Da skyggen kom nærmere Loui rejste hun sig op og lænede ryggen op af træet. Hun tog sin lille kniv frem, som hun havde i en lomme ved låret. "Ikke gør mig fortræd!" bad hun og holdte kniven stramt med begge hænder og trykkede sig op af træet. Hendes øjne var vænnet sig til mørket, men hun kunne ikke se hvem denne skikkelse var, eller om det blot var en meget livlig fantasi af hendes. "Jeg har en kniv" gispede hun og stirrede ud i mørket desperat for at se hvad der end truede hende. Hun rystede af angst og fik et chok da skikkelsen sagde noget. Hun blev øjeblikkelig rolig, altså så meget man nu kunne. Hun var dog lettet da det var en stemme hun genkendte, men for at være helt sikker i hendes sag spurgte hun. "Ancalagon, er det dig?" svarede hun skikkelsen med en rystende stemme.

Et hurtigt slag med den modsatte side af den ethånds økseblad, der hvor metalet går rundt om træet, fik hurtigt slået kniven ud af Louis hånd så den fladt ned i jorden og lige efter kunne Loui mærke øksens kolde metalflade mod sin hage, "hvorfor følger du efter mig?" Spurgte den velkendte stemme, de to ravne landede på ryggen af skyggen og ligesom med skyggen af person som de sad på, kunne man kun se deres øjne, dog lyste skyggen de slet ikke nær så meget, personen som stod med sin øksens side af bladet under hendes hage, havde nogle skarpe orange-rødlige krypdyrs øjne der lyste op i mørket. "Dette sted er ikke for dig" Sagde han og trak sin økse tilbage igen og førte det lange træskafte i sin læder rim.
"Vend tilbage til din familie før du fortryder det" fortalte han hende det, hun var et ung tøs, hun havde levede meste af sit liv i byen, resten af verden ville med sikkerhed være for meget for hende og hun ville nok ikke kunne klare det. Desuden skulle han til at forvandle sig til sin rigtige drage form, hvilket nok ville få hende til at løbe skrigende væk og fare vild.

Loui kunne mærke den kolde side af øksen og ømmede sig en smule på hende hånd. Hun var blevet meget forskrækket af Ancalagon hårde både på at møde Loui på. "Hvad med et hej.." mumlede hun lavt og var egentlig ikke meningen at han skulle høre hendes skuffelse. "Hør.. Du er den eneste som.. du er... Jeg så dig og så..." Loui prøvede at forklarer sig hvorfor hun havde fulgt ham helt inde i skoven, men hun kunne ikke få sig selv til at fortælle sandheden, at hun var ensom og hun ville overraske ham med glæde og latter, da han var hendes eneste ven og lige nu følte hun at det ikke var gensidigt. "Jeg kan ikke gå tilbage" svarede Loui, hun kunne ikke finde vejen tilbage, da hun både var bange for mørket og kunne så så dårligt i mørket. Men det ville hun ikke røbe får ham, så ville han bare synes mindre om hende..

Ancalagon kiggede på hende med sine lysende krypdyrs øjne i mørket, som en kat under fuldmånen bare meget kraftigere. Ancalagon vendte sig rundt og begyndte at gå, "Du har fundet mig, now, vend om Loui" sagde han lidt en dyrisk undertone i sin stemme og begyndte at gå længere ind i skoven som han var alligevel ikke svær at følge efter, da hans ravne snakkede med hinanden, så deres skrappen ville alligevel være tydeligt hvor Ancalagon befandt sig.
Efter nogle få meter stod han i en lysning hvor månens lys kunne skinde ned og lyste hele den lille plet i skoven op mens træerne lavede lidt en naturlig mur omkring med træer.
Ancalagon begyndte at afklæde sig selv og pakke tøjet ned i en pose som han havde haft på ryggen.

Loui faldt til jorden. Hun var så såret og ramt, at hun kunne ingenting svare. Hun sad der på jorden og hørte at Ancalagon gik væk fra hende, videre ind i den kul sorte skov. Loui græd, hun kunne ikke sætte en finger på hvad hun havde gjort galt, hvis en af hendes venner så hende og overraskede hende ville hun da blive glad, ville hun ikke? Hun blev pludselig i tvivl da hun ikke havde nogen andre venskaber at sammenligne med. Hvor var livet dog uretfærdigt. Loui tørrede sine øjne, hun var nu klar til at konfrontere Ancalagon, han skulle vide hvor ked af det hun var blevet. Hun rejste sig hurtigt og gik hurtigt efter lyden af ravne, Louis ulykkelige jeg, var drejet meget, nu var hun vred.
Hun så ham står der i måne skinnet og var lige ved at afbryde. Loui stoppede heldigvis sig selv da hun så at han var ved at afklæde sig selv. Hvorfor? Hun stod og vidste ikke hvad hun skulle gøre, men stod helt stille og så til, imens hun gemte sig.

Ancalagon stod helt nøgen i månes lys med en stor skindpose på jorden ved siden af ham med alt pakket ned i og våbnet der var spændt fast med noget snor.
Han begyndte pludselig meget smertefulde jamren, som om noget havde brækket sig i hans krop mens han faldt ned på knæ og så bøjede sig forover så han sad på sine ben og havde hænderne plantet i jorden.
Nogle højlydte knæklyde, Ancalagons højlydte smertejamren som blev højere og højere at høre på, hele hans krop sitrede helt vildt, hud som han langsomt tabte, afslørede noget mørkt inden under hans hud, noget der ikke var menneskeligt.
Hans armes knogle begyndte at vokse og gro længere, huden fra lillefingeren og helevejen ned langs siden af ham groede ud og mere, ændrede sig til en mere tynde hudvinger som på en flagremus.
Hans hænder og fingre ændrede fuldstændig form, hans lillefinger groede nærmest til det ekstreme sammen med hudenvingerne som var godt igang med at forme sig.
Ancalagons ravne var allerede lettet og havde fundet sig et træ at sidde og vente på deres herre var færdig.

Ancalagon skrig nu op som hans haleben voksede og groede ud af ham, samtidig med at hele hans krop selv voksede sig.
Hans kranie formede sig også, lange tykke horn groede ud af panden på ham, hans mund og næse groede ud af, fingrespidserne på ham blev spreldet op så det blødte af helves til mens sorte syle spidse klør groede.
Hvor før havde stået en mand i det klare månelys, stod nu en [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] som rejste sig op på sine stærke bagben og flagrende med sit kæmpe vingefang, åbnede sit gab og udled et øverdøvende brøl ud i natten.

Loui havde aldrig set en nøgen mand før, så Ancalagon var faktisk den første, åh dog kunne hun heldigvis ikke set det hele af ham, som hun fandt meget passende. Loui så nøje til og kunne ikke forstå hvorfor han havde ondt. Hun trådte ud af sit skjul, men kom ikke langt, da Ancalagon forvandlede sig fra sin mandelige skikkelse til et kæmpe uhyre. Hun opfattede til hele i langsom gengivelse og stod helt frossen. Hun var stivnet af skræk og hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre og hvorfor. I det at hans forvandling var slut, gik det først op for hende hvad der stod, bare få meter fra hende. Loui udsendte et kæmpe pige skrig, med al hendes lunge styrke og stoppede først da hun ikke mere luft havde tilbage og i det hun ikke havde mere luft at give, blev Loui meget bleg, hendes øjne vendte det hvide ud og Loui faldt bagover. Loui var besvimet.

Ancalagon kørte skriget og vendte sig i en dyb knurren og så Loui, "Hinzaal kon, fun ek wah bo hofkiin" kom det fra ham med hans dybe stemme, dog siden at Loui var besvimet, ville hun nok ikke høre ham snakke.
Han gik hen til hende og nærmede hende med sin snyde, snusede til Loui og vendte sig så rundt tog sækken med hans ting i, op i munden og skulle lige til at lette, da et ulvehyl som tydeligvis var fra en varulv og hylet kom mod Louis retning.
Ancalagon havde en lille diskution med sig selv indeni, på den ene side havde han virkelig ikke specielt meget lyst til at tage hende med, hun ville bare være en byrde.. på den anden side kunne han ikke rigtig efterlede hende der til kun at blive spist af en varulv.. den del af ham kan Loui takke hans mage, det er fandme også hendes irriterende indflydelse, og det at hans fader rolle egentlig også har overtaget noget af ham da hvis det havde været hans egen datter.
Han endte med at snerre lidt og samlede sin ene fod om Loui og med posen i munden lettede han ved hjælp af sit store vingefavn og da varulven endelig fandt frem til Louis lugt, var Ancalagon allerede højt oppe i luften og godt på vej væk.
Skyerne dansede om Louis ansigt og efterlod et smule halv fugtigt hår mens Ancalagon fløj i sit eget rolige tempo for et stykke tid, før han dykkede igen.
Da de landede igen, befandt de sig på en blad klippe platform, en kæmpe stor platform, dog der var ikke rigtig nogen vej ned eller op via landjorden, så man ville falde ned og med stor sandsynlighed dø, grunden til at han stoppede her, var fordi han var træt og ville sove.
Han lod Loui ud af hans klør så hun lå længere inde men for sig selv alt imens han selv pakkede sig sammen, den lange hale blev lang omkrign ham og hans pose godt gemt ind under hans vinge før han lagde sig til at sove.

Imens Loui var længst væk. Havde hun en drøm om at blive bortført, men ikke af hvem som helst, men af en stor farlig drage. Dragen ville holde hende med dens store klør og holde hende tæt. Drømmen føltes som at flyve helt rigtigt, det kildede i maven og det var som om hun var der, det susede nemlig i hendes øre. Det eneste som Loui ikke lige var klar over, at det hendes underbevidst opfangede var virkelighed. Loui anede ikke at hun ville muligvis få hendes livs største chok, når hun engang opdager hvad der egentlig forgår omkring.
Da hende og dragen var landet, var luften så tynd at hun ikke havde fået nok ilt hvilket gjorde hende utrolig træt. Hun bemærkede ikke hvor hun var, men krøb og rullede ind til noget som hun troede var en væg, men faktisk var en stor hale. Loui prøvede at åbne øjne men ilten på bjerget gjorde det svært at fokusere. Hun åbnede øjne halv og lukkede dem i igen og faldt i en dyb søvn. Hvis hun ikke sov, ville hun blot besvime, så måske var det også for det bedste.

Ancalagon bemærkede godt Loui ligge op af sin hale men gjorde intet, han var træt og han tvivlede på at Loui anede hvad hun skulle gøre hvis hun overhoved prøvede på at skade ham, hvilket hun ikke rigtig kunne gøre, da hun jo bare var hende, en pige som var løbet væk fra sit hjem for at jage efter en fremmede mand, en drage.
Ancalagon sov stadig efter at solen var ståede og solstrålerne ramte Loui i ansigtet og hans krop. Ancalagon var ikke specielt nervøs for uvedkommende eller ikke inviterede gæster til dette sted at det nærmest var umuligt at komme op på denne klippe platform, lavede naturligt, dog var det så også muligt at komme ned igen, hvilket selvfølgelig ikke var et problem for et væsen som kunne flyve.
Vinden var en smule køllig så højt som de var, dog solens stråler modarbejdede lidt vinden og varmede Louis ansigt op, dog Ancalagon var allerede varm nok i forvejen så det påvirkede ikke rigtig ham som det ville påvirke Loui's menneskelige krop.

Loui kunne mærke solens varme på hendes krop og ansigt. Det fik hende til at mindes om hendes seng derhjemme, på en muligvis rolig søndag og hele familien havde sovet længe da det er den sløveste dag på hele ugen. Hun gabte højt og tog en dyb indånding imens hun gned hendes øjne. Hurtigt var det ret underligt at vågne, da det ikke føltes som hendes seng, men noget meget hårdt. Hun åbnede hendes øjne langsomt, og hun fik øje på en flot klar himmel. Det gik op for hende at hun var udenfor. Hun så sig ved siden af og tog hånden op på noget der føles som slangeskind, hvilket fik hende til at fare til siden og så en kæmpe stor drage lå fredfyldt. Hun tabte kæben og var lammet af forskrækkelse, lige indtil det gik op for hende, at de lå på en ydre klippe. Så kom skriget fra hende, højt og gjorde ekko i deres tomme høje omgivelser. "Hvad i alverden!" hviskede hun panisk og krøb så lang ind til den høje klippe væg, for at komme væk fra kanten. "Okay okay okay" gispede hun og kunne mærke hun var svimmel, og det var klart når de var så langt oppe. Gid vide om dragen ville spise hende? Hun kneb øjne sammen og ønskede sig hjem.

Ancalagon åbnede øjne ved skriget og kiggede op som et lyn, det havde lydet som hans datter og kiggede rundt men i stedet faldt hans øjne på Loui. Han kom hurtig i tanke om at han havde taget Loui med sig, da varulve var på vej mod hendes position.
En lav knurren lød fra ham som han vendte sig mod Loui som hans hoved nærmede sig hende og snusede til hende, hey man kunne ikke være for forsikker når det kom til andre mennesker, men det duftede tydeligt at menneske tøsen som han havde mødt på kroen og som fulgte efter ham.
Dragen kiggede væk fra Loui og ud over kanten og hvis han havde været menneske form, ville et lille smil forme sig på hans læber.
"Tilro lingrah ven tum" sagde han så med en meget dyb og fartruende stemme, var ikke lige den mest behagelige stemme, mere dominerende og bulrende stemme. "Mu pruz bo" lød det fra han så og kiggede på Loui mens hans hale snogede fra side til side, som han sad og skulle finde ud af hvad han dog skulle fortælle Lynie når han kom hjem med tøsen der, på den anden side var han samtidig også lidt ligeglad.
Så han valgte at nu havde de ventede længe nok og rejste sig på sine bagben og spredte sine vinger og greb Loui med sin ene bagbensfod og så lettede han igen.
Endnu en gang var de oppe i luften og på vej længere og længere væk fra Louis forældre og hendes eget hjem.
Først efter nogle timer begyndte Ancalagon at dale nedad mod jorden til de landede på jorden, selvfølgelig slap han Loui først og landede så derefter ved siden af hende.

Loui kunne ikke få nogen ord frem. Det var som om at hendes stemme var forsvundet, og det var kun luft og reaktionslyde som kom ud af hendes mund.
Da dragen begyndte at tale begyndte hun alvorligt at mistænke at hun måske var langt væk på stoffer. Men hvornår skulle hun havde taget stoffer og hvor ville hun overhovedet havde fået det fra. Hun vidste bare at der var ingenting som gav mening. Der var en talende drage foran hende, og hun anede ikke engang hvad den sagde eller hvad det er for et sprog. Hun rejste sig og lænede sig tilbage og havde hver sin hånd godt plantet på stenvæggen og havde ingen planer om at flytte sig. Dragen kom tættere på, og dens fod, eller klog.. dens fod greb om hende. Hun begyndte at slå på dragens fod, men uden held. Da dragen lettede, og hende under den. Greb hun fat om foden som allerede holdte hende godt fast. "Oh nej nej nej nej nej... Rolig Loui.. en dag griner du af det her.. eller.. er ..død snart" hviskede hun til sig selv og var en anelse panisk.
Da de landede, prøvede Loui at lande på benene, men det var mere eller mindre umuligt, da alt hendes adrenalin havde udmattet hende fra flyve turen, så hun var udmattet, kvæstet og drænet af energi - måske endda også svimmel. Hun faldt og sad på det grønne græs. Hun rystede. Det var som om hun havde accepteret at hun snart skulle dø.

Ancalagon kiggede på den forpjuskede menneskepige og forvandlede sig tilbage til sit menneske-jeg, samme proces gik igang som da han forvandlede sig fra menneske til drage, denne gang var processen bare modsat og forvandlede sig fra drage til menneske, samme knogleknæk og drageskæl som faldt af, kroppen som ændrede form, kraniet der begyndte mere og mere at ligne mennesket hun kendte.
Halen der groede indad og var ikke til at se til sidst, samt mennesketænder som begyndte at gro ud og skubbe dragetænderne ud af hans mund.
Til sidst stod manden Loui havde mødt og kendte fra kroen, dog nøgen for kort tid, før han tog sit [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] og lignede sit vilde selv igen.
Med en kappe svunget over skuldrene med pels på toppen og sin økse i metalringen, kiggede han på hende og det tog ikke mange kræfter for ham at få hende op over skuldren og så begynde at gå ud af skoven som de havde landet i.
Efter en lille gå tur kom de ud af skoven og Ancalagon satte Loui ned, da han regnede med at hun godt selv kunne gå nu og fortsatte mod den store by som var foran dem.
Flere og flere mennesker stødte de på, som de gik på hovedvejen indtil byen, fleste folk som bevægede sig ind og ud af den store by, var handelsfolk, andre rejsende kunne man dog også se på vej ud eller ind i byen.

Loui så på dragen som blev mindre og mindre. Hun kunne ikke tro hendes egne øjne og måtte holde sig for ørerne da hun hørte alle de knogler knække. Hvor var det modbydeligt at være tilskure for. Hun kiggede imellem hendes fingre og så en nøgen mand, men ikke så længe, da han hurtigt var i fuld påklædning. Loui satte pris på at han var hurtigt påklædt. Da hun opdagede at det var Ancalagon, som havde været dragen hele tiden, tabte hun først kæben. Inden hun kunne få et ord indført, lå hun allerede på hans skuldre. Hun sparkede og slog ham. "Du har noget seriøst at forklarer! Hvordan kunne du lade mig være så bange!" sagde hun og jamrede sig hele turen. Loui kunne slet ikke forstå hvorfor han havde hold det hemmeligt og kunne derimod heller forstå, hvordan det overhovedet var muligt at han kunne være en drage.
Da han endelig satte hende ned så hun surt på ham. Hun fulgte med ham og imens de gik sagde hun, "Nå? Er der noget de vil forklare mig?", med armene over kors og så rigtig vred og såret ud. Loui vidste ikke at man kunne forvandle sig til en drage, det havde hun hvert fald ikke set før, og var det muligt for hende og at blive en drage? Der var hvert fald ingenting som gav mening.

Ancalagon kiggede over skuldren til Loui med et hævet øjenbryn, "Du næsten lige så slem som min datter" svarede han mens de kom nærmere og nærmere den store by og den store port indtil byen.
"Du besvimmede før jeg nåede at sige noget" kom det fra ham med et lidt løftede skulder attitude, han så ikke det store problem som Loui åbenbart gjorde.
Da de ankom til porten, blev de mødt af en vagt, som Ancalagon hurtigt fik snakket med som så blev lukket ind i byen.
Den store by var godt livlig og travl, alle mulige mennesker gik rundt, mange handelsfolk blandt folk som boede i byen skubbede lidt til hinanden hvis folk stod i vejen og man kunne let blive væk hvis man ikke hvis hvor man var.
"Kom ik' for langt væk fra mig" fortalte han Loui og drejede til højre og kom ned på en mindre gade, dog stadig relativ fyldt med folk, da det var en storby.
Ancalagon stoppede op ved en dør og et lidt større hus i byen og vendte sig mod Loui, "Don't freak out når du kommer indenfor" fortalte han hende og åbnede døren.

Loui var fornærmet og en smule ked af det. Hun var egentlig bare glad for, at han ikke bare droppede hende efter hendes lille anfald. Han var det nærmeste til en ven, hun måske nogensinde ville få glæden af.
Hun så den store port og var dyps fascineret. Hendes hovedet stod ikke stille, med alt det hun gerne ville se på. Hun stod stille i et split sekund, men hun tog fart, da Ancalagon sagde hun skulle være tæt ved ham.
Hun gik bag ham og holdte godt øje og koncentrere sig for at gå tæt på, og ikke træde ham i hælene. Der var vanvittig mange mennesker om hende og sådan en stor folke mængde var hun slet ikke van til. Det skræmte hende en smule, men efter at have været bange for den store drage så længe, var det som om at frygt prellede ad hende, som vand på en gås.
De stoppede foran en dør, til et stort flot hus. Det hun boede i var slet ikke til at sammenligne, så flot og stort var det. Hun så op på ham og hævede det ene øjnbryn. "Altså.. mere end jeg er i forvejen?" svarede hun hurtigt og lagde armene over kors. "Du skal også lærer mig at forvandle mig" sagde hun begyndte at smile lidt. Hvor skulle Loui vide fra, at det ikke var alm. at forvandle sig. Hun var blot et menneske som var vokset op isoleret fra verden.