Meriko - Min kære tvilling

Dag:irl
Dato:irl
Årstid:Efterår
Tid:14.24
Omgivelser:
Vejr:Koldt men vejret er klart
Sted: Ved hendes forældre og søskendes gravplads


Akira stod ved sin faders grav og knælede, det var 436år siden hun mistede hele sin familie og her var det sidste minde om dem, Hendes mor lå ved hans højre side og hans 2 sønner og 1 datter lå ved hans venstre. Hun vistede imens hun knælede ord der umuligt kunne forståes af et menneske og som kun magiker kunne forstå. HUn løftede hoved fra sit knæ og så tilbage på sin faders grav. Den eneste der manglede var hendes søster Meriko, hun havde været igennem utallige gravpladser for at finde den, men inden i hende var der en stemme, en stemme der fortalte at hende søster ikke var død. Men levede i den samme verden som Akira selv.

Meriko gik stille rundt på kirkegården og sukkede og snøftede lidt for sig selv over det hele for alt gik bare ned af syntes hun for hun måtte ikke have sin kæreste fordi han var menneske for det ville hans engel ikke have. Hun sukkede højt igen mens hun gik over mod sin familie gravplads men lagde mærke en pige der sad der. Hun knurrede stille da hun var bange for det var en der ville stjæle fra deres grav sted. Hun gik hurtigt der over men stoppede da hun kunne se de havde samme hår og hendes lugt var meget bekendt... Hun stod med store øjne og var ved at græde af glæde og hun krammede hende bagfra "Akira kære søs!" Hviskede hun ved hendes øre og trak sig lidt tilbage og tørrede tårende væk fra sine kinder for hun var så glad.

Akira skulle til at vende sig da hun hørte en meget bekendt stemme, men i det samme blev hun holdt fast, hun skulle lige til at svinge Meriko væk fra sig men nåede at stoppe da hun duftede hendes duft....det var jo! "Meriko" lød dt højt fra hende. Da hun slap vendte hun sig hurtigt om og overfaldt også sin søster med et stort kram. Det var utroligt alle disse år, alle disse år hvor hun var alene og troede at Meriko også havde lidt en skæbne der var værre end restens af deres familie, men nej. Meriko stod her lys levende og som en tro kopi af Akira. Bortset fra øjnene og var de helt ens og måske nogen enkelte ting angående kroppens bygning. Men ellers var det som at se et spejlbilled. Akira slap nu taget om sin søster og lod hænderne istedet være på hendes skulder, "Jeg har sødt så længe efter dig" sagde hun med en ikek ked meget berørt stemme.

Meriko stod med tåre i sine øjne endnu for hun var så lykkelig lige nu for endelig var hendes søster her igen og hun kunne ikke helt fatte det måtte hun nok indrømme for der var jo sket så meget den gang og gad vide hvad for nogle evne hun havde arvet fra familie for det havde jo stort alt. Hun krammede hende stille igen og gav let slip men havde stadig sine hænder på hendes hoftede og kiggede lidt op og ned af hende for de lignede stadig hinanden rart meget. Hun smilede sødt til hende "Har også søgt efter dig over alt! Hvor har du været i alt den her tid søs?" Sagde hun med en rigtig glad stemme og kunne ikke fatte de stod overfor hinanden igen.

"Jeg har måtte skjule mig" sagde hun stille og måske lidt alvorligt, hvert andet år har jeg måtte gå i dvale fordi nogen var ude efter mig. Men for 7 år siden fik jeg ramt på dem og så turde jeg endelig finde dig. Jeg så dig 1 gang for 200 år siden men du forsvandt pludseligt som om du aldrig havde eksisteret. Så jeg troede du var død. Hun fjernede hænderne fra Merikos skulder og holdte istedet på hendes kinder og følte lidt på hendes ansigt. "Hvor vi dog ligner hinanden. og især ligner mor" Det var helt vildt rigitg nok haved enæggede tvillinger samme genetik men de var jo nærmest identiske, bortset fra at Akira var lidt større krops mæssigt da hun var en blod dæmon. Hun smilte stort. "Hvilken dæmon er du" det var som om at hun ikke kunne fornemme hvilken art af dæmoner Meriko men det var nok det følelses mæssige der gjorder det.

Meriko lyttede til hvert et ord hun sagde og var ikke glad for nogle havde været efter hende for hun var jo hendes eneste familie som der stadig levede men hvor havde hun dog set hende henne? Hun vidste det ikke men ville ikke spørge ind til det lige nu for det vigtigste var at de var sammen igen. Hun smilede sødt til hende og kunne godt se at hun ikke var en sjæl dæmon som sig selv så hun måtte nok være en blod dæmon men var ikke helt sikker på det. Hun kiggede hende stille i øjne "Ja vi ligner meget hinanden og meget mor" Sagde hun stille og blev lidt trist men smilede hurtigt til hende igen og lyttede til hendes spørgsmål "Jamen jeg er blevet en sjæl dæmon da jeg ikke kan klare blod efter den nat søs" Sagde hun stille og sukkede højt af det for hun kom jo til at tænke på alt det der var sket den aften.

Hun nikkede og forstod faktisk godt at Meriko ikke var blevet til en blod dæmon. Hun slap hende nu helt og sagde så. "Tag det roligt, skæbnen gjorder det af en grund" Hun smilede stille. "Og Demetri har fortalt mig så meget om hvordan du så ud osv" Hun kiggede bare på sin søs som hun ikke kunne fatte stod foran hende. Hvordan kunen være sådan skæbnen var for en gangs skyld god mod dem. mEN DET var dog også kun denne ene gang

Meriko gav stille slip på hende og smilede sødt "Ja men hvad er du selv blevet til søs?" Spurgte hun stille om og kiggede bare stille og roligt på hende for hun vidste ikke om hun græde eller grine af glæde for hun var bare så glad lige nu. Hun kiggede med store øjne på hende "Demetri! Hvor kender du ham fra?" Sprugte hun meget overraskende over og blev lidt sur for var det begrund af hende at det aldrig var blevet til noget mellem dem eller var det fordi det kun var Meriko der elskede Demetri og ikke omvendt? Hun vidste det ikke rigtig men lod tanken lægge for hun ville endelig ikke vide det.

"Jeg fandt ham ude ved protalen" hun trak på skulderne. Det var som om at Hende og Meriko allerede var forbundet som ægte søstre var. "Han troede jeg var dig....men da han nævnte dit navn sagde jeg at jeg var din søster " hun kiggede rundt i hoved på Meriko for at se hendes reagtion hun havde virket meget overrasked. "Han sagde han ikke havde set dig i et år fordi han valgte at forsvinde en tid " Hun havde aldrig vist havd han havde ment med det. Fordi hun kom tit og begyndte ham, ude ved portalen. det havde lignt at han ventede på en.

Meriko kiggede meget overrakset på hende og vidste ikke hvad hun skulle sige for havde Demetri stået og ventet på hende? Eller havde han bare ventet på en anden? Hun vidste det ikke og ville ikke tænke på det nu "Jamen mig og Demetri har kendt hinanden i virkelig mange år men forsvandt fra hinanden og begyndte så at lede efter hinanden men fandt først hinanden for ikke så længe siden" Sagde hun stille og tog stille hendes hænder og klemte dem let "Er glad for du er her men er sur over at han intet har sagt så skal nok have en lille snak med ham" Sagde hun med et sødt grin og krammede hende stille igen da hun ikke fattede det endnu men gav hurtigt slip igen.

"HM.." Sagde hun blidt, "Han har haft sine grunde....han er jo lidt af en-......enespænder" sagde hun og ville se om det var i orden at hun sagde det for sin søster. Alt i alt havde hun jo nu sagt det og hvis Merriko fandt det ubehagligt så måtte hun da undskylde det. Hun kiggede pådage på gravstenene og så tilbage på Meriko "Tænk hvis de kunen se os nu" sagde hun og strakte en arm ud for at pege på stenen hvor deres faders navn sted. De kunne endelig tage nævn for det mord der var begået på deres familie.

//ssorry kort svar///

Meriko grinede stille af det og nikkede "Ja det er rigtig nok men han er god nok" Sagde hun sødt og kiggede stille den vej hun pegede og tog stille hendes arm og strakte den op mod himlen "De ser ned på os lige nu søs for de vil altid være der for os" Sagde hun stille og smilede sødt til hende. Meriko havde altid følt at familien var der for hende når hun havde brug for dem for når der var sket noget slemt havde hun altid klaret det ved at tænke på dem og på hvad de ville gøre hvis de havde været her.

// Det er okay for har heller ikke så meget krea igen //

//er jeg den førstefødte af os?//


Akira så lidt undrende på hende, "Meriko" sagde hun tavst, "Du ved at dæmoner ikke kommer i himlen" hun så op mod himlen imens hun sagde dette og så derefter på Meriko igen, Dæmoner hadve ingen himmel, de var skabt til død og ødelæggelse det var derfor at dæmoner fandtes. Hun smilte svagt til sin søster, men tanken var sød, at leve der hvor engle kom fra, både smigernes og lidt frastødende. Hun sukkede, men jeg ved de passer på os om vi vil det eller ej.,
//må jeg være den ældste//

// det må du da gerne være //

Meriko grinede stille af det og syntes at hendes søster var meget kært lige nu "Det ved jeg godt søs men jeg får det altid bedre når jeg tænker at de kigger ned på en og ikke op på en" Sagde hun med et grin og tog stille sine hænder til sig og lagde den ene hånd over den anden for at gemme sin ring for hun vidste ikke hvordan hun ville have det med at Merikohavde fundet sig et menneske som kæreste eller nu som forlovede.

Akira nikkede og så at Meriko gemte noget for hende. "Hvad der galt Meriko" sagde hun og så ned mod hånden som hun skjulte, det var ikek rart at hendes søster skjulte noget for hende skønt at de ikke havde kendt/set hinanden siden de var 4 år. Akira kunne huske at Hun havde fortalt Meriko om hendes lyst til at slå menneskerne for landsbyen der lå tæt på dem ihjel og der kunne man allerede så at Akira var en sand blod dæmon. "Fortæl mig det nu søster" sagde hun med en rolig stemme.


//Akira er den temprementfulde da hun er en bloddæmon //

Meriko bed sig usikkert i underlæben og vidste ikke helt om hun skulle for det var jo hendes søster men hun vidste at hun ville blive sur på hende så hun vidste ikke helt. Hun sukkede højt og kiggede stille ind i hendes øjne og nikkede stille "Fint søs men ikke bliv sur" Sagde hun stille og viste hende ringen lige så stille og var ikke sikker på hvordan hun ville blive når hun så den.

Akira blev tavs da hun så ringen, kigged efra ringen op på Meriko og så tilbage på ringen, det mindede om deres mor og far. Men i det samme sprang hun glad op "Du skal giftes Meriko" hun var glad for at hendes søster havde fundet en partner. "Fortæl mig hvilken Dæmon han er" sagde hun glad, selv hviste Akira at hun aldrig ville finde kærlighed da ingen ville kunne elske hende. Folk fandt hende ikke atraktik da hun var en bloddæmon havde hun blidt sig selv ind, men mest af alt var det jo fordi hun æd alle de folk som havde elsket hende, og da hun var enspælnder havde hun ingen venner som var af racen dæmon vampyr og andre racer der typisk kunne sammen med en dæmon.

Meriko smilede sødt til hende og var rigtig glad for hun ikke var blevet sur på hende over det men det blev hun nok nu "Jo søs ser du det er ikke nogen dæmon og faktisk er han slet ikke noget vænse" Sagde hun lige så stille og kiggede hurtigt ned i jorden og gik et skridt tilbage da hun forventede at hun ville blive rasende på hende.

Akira lagde hoved på skrå og så nu lidt alvorlit på sin søster. "Hvis han ikke er et væsen hvad er han så?" hun holdte en kort pause, imens hun smilte og lagde armende over kors, "Fordi det eneste som man jo ikke kalder et væsen er jo...."Akira blev tavs og stirrede nu på hendes søster med store øjne der næremst bare sagde det hele, "ET MENNESKE" Fløj det næremst ud af hende da hun endelig fandt pointen i hvorfor hendes søster nu havde gemt ringen for hende. Hendes søster var blevet forelsked i sin egen mad!!!

Meriko kiggede stille på hende og sukkede højt af det "Søs jeg elsker ham og han elsker mig så plisss sig det ikke til nogen for så bliver han slået ihjel og hvis det sker vil jeg ikke selv leve længere" Sagde hun stille og tog sin søsters hænder i sine egne og kiggede med triste øjne på hende for hun måtte ikke sige noget til nogen som helst.

Det kunne have været være, det kunne have været en engel tænkte Akira, et menneske, der fik barn med en dæmon fik altid dæmon børn da Merikos gener ville tiltrækek dæmon sjæle til den nyfødte. Så Akira lukkede øjnene og nikkede, "Jeg siger intet" HUn åbnede øjnene igen og så med sine grøngrå øjne ind i sin søsters blå øjne. "Det kunne have været være" sagde hun og prøvede at smile, og hvis det nu ikke holdte med dette menneske kunne Meriko jo altid dræbe ham igen.

Meriko krammede hende stille og var glad for hun ikke ville sige noget "Mange tak søs det er jeg glad for" Sagde hun stille og smilede sødt til hende. Hun tænkte lidt over hvis det var at det havde været et vænse om hvordan det så var gået? Hun vidste det og ville nok aldrig få det at vide for nu havde hun sin elskede Ventor som hun var blevet forlovet med.

Hun nikkede anerkendende,


//skal vi ikke aftale at de blev venner osv....fordi sådan nogen her emner bliver altid dårlige når det er mig der skriver det angpående familie mødes igen,....så skal vi ikke sige de fandt et sted og snakke og så var de glade osvv....? og så slutte emnet nu?? //

// jo lad os det søs :-) //

//Cool! //