Nogen er aldtig helt alene. - Eleanor

Tid: 0:03
Vejr: Klart, de sidste af solens stråler er ved at gå ned.
Sted: Tilfældigt sted i Sunflower district
Omgivelse: Gaden, meget få mennesker går omkring.

Valgûl travede tilfældigt rundt i gaderne, han gik i sin sædvanlige Trench coat, og havde kastet sin sædvanlige illusion af et menneske, han kiggede rundt blandt alle menneskene, men ingen af dem så ud til, at være meget sjove, så vandere blot videre i søgning, mens han nynnede en ukendt melodi.

Valgûl stoppede op da han hørte en svag hvisken, fra en kvinde, han så over mod dem og et stort smil spredte sig over hans ansigt. før han hviskede svagt. "sådan, to fluer med et smæk." han begyndte langsomt at gå over imod kvinden og barnet, men holdte alligevel en vis afstand mellem sig selv og dem, han ville fortrække at lege med dem i et lukket lokale, hvor ingen kunne afbryde hans legetime. Han stoppede sin ukendte melodi, nu havde han jo fundet nattens underholding.

Valgûl smilte ved synet da, den lille pige løb mod lege pladsen, hvor var børn dog dejlige, sådan at lede folk hen til lege pladsen hvilket sjovt tilfælde virkelig. Han stilte sig et meter bag ved dem og begyndte at følge efter dem til lege pladsen, mens han begyndte at nynne til den ukendte melodi igen, et ondt smil spredte sig over hans læber som de nærmede sig målet, men han holdt stadig sin afstand til dem, men aldrig mere end et par meter.

Valgûl smilte over venligt til kvinden da hun gik over imod ham, sådan stod han bare lidt og smilte i et minut før han svared. " Er det ikke en dejlig aften, de sidste stråller forsvinder snart, men jo barn vi skam meget sikre på du kan hjælpe os med noget."
Smilet falmede aldrig tværtimod blev det blot større, han stak hænderne i lommen og så afventende på mennesket, før han gik uden om hende og hen imod barnet, han stilte sig foran det, og gik på hug. "Har du ikke lyst til at vi alle sammen leger en sjov leg sammen var?"

Valgûl så efter kvinden der bare gik, han kastede illusionen bort, og brugte sine vinger til hurtigt at lukke afstanden mellem dem, så han stod lige bag hende, "Det ikke høfligt bare at gå sådan, har du ingen manerne?" Han skygge hånd kom op af jorden og prøvede at gribe om hendes ankel for, at holde hende fast. "Desuden vi skal jo lige til at havde det så sjovt." sagde han med en ivrighed, af et barn som lige havde fået lov at åbne sin gave.

Valgûl smilte til hende da hun slog ud efter ham, før han sendte hende et bredt smil, så alle de spidse tænder blev blottet for verden, han bukkede overdrevet før han talte. "Vi er Valgûl, og vi er bange for, at du ikke har et valg i sagen kære, du vores for i aften." han smilte ondskabsfuldt til hende, Valgûl så længe på hende efter hendes kommentar til mennesker, før han bryd ud i højlydt hysterisk latter, han tørrede en ikke eksistenserne tåre væk, "Hvor har du dog ret, og tænk at en af jer dog kunne regne den ud selv." Sagde han i sarkastisk tone, han hævede sit ene øjenbryn, ved hendes pludselige forvandling men ignorerede det ellers, lysten havde for længst kastet han normale sind væk, han lukkede i et skridt af standen mellem dem, så deres kroppe snittede, "Når~ her troet vi at du var en af de spydige, men hvad kan man forlange af et menneske." et hånligt smil spredte sig ved enden af sætningen.

Valgûl stod bare og så på hende, forundret over hendes reaktioner, dog var et sadist smil spredt sig over hans ansigt, der nærmest troede med at splitte hans ansigt. han grinte hånligt af hendes du han så vredt på ham, han vidste ikke hvorfor, men han skulle nok give hende en grund. "Det skam ikke nogen hemmelig, sådan er vores familie bare, men lad dog hver med at se så sur ud.. det sjove er jo slet ikke begyndte barn." Han lukkede helt afstanden mellem dem, skygge hænder begyndte lige så stille at tage form under dem. "Vi går skam ikke, så hvordan skal vi gøre det, vis du sød, så skal vi nok gøre så du også får det sjovt, vis ikke.. tjaa, man behøver ikke altid to til tango." Han sendte hende et sindssygt smil til hende og så ellers afventende på hende.

Valgûl så undrende på mennesket foran ham, da talte, han stod blot og observerede hende, med et sadistisk smil selv da hun løftede hånden og slog ham, smilet falmede aldrig, det blev tværtimod større, han fik et morderisk glimt i øjne før han langsomt slikkede sig om munden, "Ja vi skaber skam onde væsner, nogen skal jo sikre sig at kvæg som jer, forbliver maden." Han grinte indvendig ved hendes ansigt, før han hviskede til hende. "Bare rolig, vi skal nok få det sjovt." I en hurtig bevægelse grab han hende om halsen og begyndte stille og roligt at løfte hende op, mens han grinte hånligt, mens man kunne se nogle slange ligne former bevæge sig under trench coaten.