Corp's and alot of them. (Lågsus med ÅG) (Akira=Privat)

Hun viste at det var forsent nu, hun kunne mærke hans aura bag hene nærme sig mere og mere og pludselig forsvandt hendes ben under hende og hun kurrede med mave, bryst og ansigt hen af den ru jord. HUn fløj ca 4 meter hen af jorden. Hun var fanget nu, pisken havde elegant sat sig om hendes ben så hun måtte slå knoglerne i stykker for at komme fri men lige nu lå hun så akavet på jorden og med hudsår på sin front at hun bare lå. Den muskuløse krop gibbede svagt og slangede sig hen af jorden som var den beregnet til at skulle ligge ned og vise sin skønhed. Det røde hår var ind over hendes ansigt, men hun pev ikke, skønt at hun bare lod sig ligge på jorden imens hun så frem for sig, hun kunne mærke hvordan hendes bryster var blevet mast mod jorden og havde derfor gjort at hun havde fået presset alt luften ud af lungerne, samtidig med at hun havde fået en mavepuster, nogle sekundter lå hun bare uden at trække vejret fordi at slaget havde været så hårdt mod hendes indre organer. Hendes slanke ryg var kommet til syne da hendes bluse/trøje havde ryggen sig svagt op samtidig med at den på maven havde trukket sig mere ned og var blevet flosset. Hendes ryg var bleg, men slank og fast.. En stærk ryg der var van til at arbejde.

Den gennemtænkte plan virkede som den skulle. Og kort efter stoppede han op. Men ikke bag hende. Han havde løbet en smule mere. Så han stod cirka en halv meter foran der hvor hun var stoppet med at glide. Så hvis hun blev ved med at krybbe sig hen af jorden. Så ville hun formentlig enden få fat på hans sko eller ramte ind i hans skindeben. Og hvis hun ramte hans skindeben ville han automatisk gå et skridt tilbage. I tilfælde hun rejste sig brat og prøvede at takle ham. Alle andre forsøg hun kunne finde på havde han allerede gennemtænkt. Han kunne mærke at cirka en meter under dem var et lille gravhul. Ikke særlig stort. Men stort nok til at det indeholdte et sæt knogler. Han begyndte svagt at mærke den velkendte fornemmelse af at styre knoglerne. Så den ene hele arm gik løs fra resten af knoglerne og begyndte at krybbe sig op igennem jorden. Så han kunne bruge den hvis hun gik efter hans ben. Og hans arme var allerede dækket. Han havde stadig sin pisk. Han ville med garanti kunne forsvare sig hvis det var overkroppen. Han var selvsikker på at han kunne forsvare ethvert angreb.

I det hun endelig trak vejret og pustede ud kom der lidt blod flyvende ud af hendes mund, hun kravlede ikke hen af jorden. Men kiggede nu istedet op mod Zann ansigt imens hun lå der. Hun så ud som om hun havde ondt i et kort sekundt men ansigts minen blev derefter kold igen. "Hvad er det du vil mig" sagde hun og kiggede nu mere et halvvredt blik. Hun var blevet disøjenteret i nogen få sekundter, det var grunden til hun havde set så lille og svag ud før. Hun tog langsomt fra, fra jorden med sine arme da hun ville prøve at komme op og stå. Hendes mavemuskler dirrede utroligt meget, nok mest på grund af slaget fra faldet. Man ville nu kunne se at hun havde skrabet maven så der var sår med jord og små stykker af træ og sten i. Det røde hår faldt ned foran hendes ansigt da, hun bøjede narken så hoved trak sig ne dmod brystet.

Et roligt selvsikkert smil kom frem på læberne af den blåhåret dæmon. Zann var fornøjet over deres lille dans. Dog ikke overrasket over resultatet. Pisken i hans hånd rullede sig slangeagtigt rundt om hans krop og strammede til så det lignede en af de der gammeldags sværdholdere fra første verdenskrig. Hans blik var fastsat hendes ansigt. Hendes krop var intet værd for ham. Det var en ydre skal. For sjælen. Sjælen var det vigtigste. Nu og altid. "Fortæl mig Akira. Af dig og din søster hvem af jer er stærkest." Spurgte han roligt med et fast koldt og selvsikkert blik. Men han gav hende ikke tid til at svare. "Efter mine erfaringer som jeg har opfanget her og nu vil jeg mene dig. Og alligevel på trods af det." Hans hånd kom op mod kæben. Hans næve knyttede sig. Og hans pegefinger skubbede lidt ovenover de andre. Derefter placerede han ledet på hans pegefinger på munden så det mellemrum hans snoede finger dannede var lige på midten af hans underlæbe. "Så er du ingen match for mig. Det har været underholdende. Gud bevares. Hov nej det må jeg jo ikke sige. Jeg er vist bare lidt overrasket." Roligt begyndte han at gå imod hende. Med den frie arm under sin albue på den arm som holdte fingeren for hans læber så han så tænkende ud. "Det sjovt ikk? Sådan som ens liv ændres så snart man bliver dæmon. For mange år siden troede jeg på vor herre. Nu tror jeg kun på mig selv. Og det jeg kan se. Nåh men det er et sidespor." Han så på hende roligt med et ondt smil. "Hvad jeg vil med dig? Jeg vil ha du går på knæ. Ber om dit liv. Og klart og tydeligt siger du giver op." Sagde han roligt. Og med en så kold og skarp stemme den kunne skære i diamant.

Hun så ned i jorden imens hun lyttede til hans ord, der hele tiden rungede. Hun var ikke svag, men man kunne heller ikke sammenligne hende og hendes søster skønt at de på det ydre lignede hinanden, men hun var ikke som Meriko! Og blev det aldrig nogensinde! Akira rettede blikket op imod Zann imens han stadig snakkede, da han sagde den sidste sætninger, gik der svage kuldegysninger igennem hende, eller rettere det var en form for vrede. Det gav hende nogle krafter til at rejse sig op, dog ret vakkelvognet. Hun så igen over på ham og pegede så imod ham, imens hun havde et faretruende blik rettet mod ham. "Jeg vil eller lide end jeg vil overgive mig til dig eller nogen anden" efter hendes ord bed hun hårdt sammen og lignte et der snart var ved at koge over, sårende på maven var allerede begyndt at heale sig færdige. Hun så vredt på ham. "For hverken du eller guderne har forståelse" Hendes egne ord gjorder hende endnu mere gal, hvilket man kunne se på hendes muskler det begyndte at spænde i hendes krop og i hendes blågrønne øjne. Han var bestemt heller intet macht for hende! men lige meget hvad ville hun hellere dø end at ligge under for en mand! Hun knyttede sin hånd der før var strakt ud imens hun pegede på Zann... Sjovt? Det havde det vil? hun nød selv at lege med det hun nu fandt sig som bytte! Men hun ville bestemt ikke give ham ret på nogen måde når det var hende der var legetøjet. HUn så afventende på ham imens hun kunne mærke at hun snart var så gal at hun ville springe på ham. Han var ikek u overvindelig og hun var stærk, ellers havde hun ikke kunne skade ham som hun havde gjort i den krotte, hun havde allerede der fundet en lille svaghed hos ham.

Han så lettere overrasket på hende. Hun havde stadig kræfter. Men umuligt nok. Ja Zann havde svagheder. Men han havde osse styrker. Hans magi kunne bruges op. Men han kunne ikke blive træt. Han var trods alt udød. Han kunne løbe i timesvis. Uden at svede. Ja måske var han ikke lige så stærk uden sin magi. Og ja han var begyndt at løbe tør. Men han var ligeglad. Han vidste hun var helt tom for energi til hendes små element trick. Og uden hendes evne var hun ingen match for ham. Heller ikke uden sin magi. Han grinte svagt. "Jamen hvis du ikke er klar til at gi op endnu må vi jo bare lege videre." Han knyttede sin ene næve og slog den ind i den anden håndflade oppe foran hans ansigt så han så truende ud. Før den knækkende lyd kom op igennem hans fingre. Da han knækkede sine fingerled hele veje op. Roligt begyndte Zann at gå. Til at starte med stille og rolig. Før han svagt satte lidt i løb. Og cirka en halv meter foran hende. Så ud til at sigte et slag imod hende. Men i virkeligheden kastede sig ned på ryggen. Og sigtede et spark mod bunden af hendes mave/livet. Et smertefuldt sted at blive ramt. Lige på toppen af ens underlivsknogle. En let knogle at brække. Og svær at heale igen. Den perfekte knogle at sigte efter.

Hun stod forslået men parat til at bruge sin sidste krafter imod ham. Han skulle ikke tro at hun gav op skønt at hun virkelig ikke havde forventet at dette skulle ske. Måske var det der der havde fået hende til at falde så hurtigt ud af fatningen? Blive skadet så nemt? Eller måske var det fordi hun endelig havde fundet det hun søgte og så var blevet for blød? I det han var tæt nok på og i det samme han sparkede ud efter hende, sparkede/hoppede hun ud imod ham hvilket gjorder at de begge faktisk bare undvig hinanden angreb denne gang. Hun nåede kun lige at betrade jorden med sine fødder for hun lavede en flikflak frem af for ikke at stå for tæt på Zann, hvis han skulle have kommet hurtigt på fødderne igen efter hans angreb. Da hun havde slået den flikflak og stad ca 7 meter væk fra Zann igen. Endte hun i en stilling var hun sad på hug, hvor det ene ben var ude til siden og hun støttede med sin ene hånd, imod hun så tilbage på Zann. Hun skulle tage sig sammen nu! Hvad var der med hende!?

Grinet der kom af hendes rimelige ynkelige forsøg på at angribe ham. En lille ændring og han havde brugt sit spark for at flytte sig så de begge bare hoppede væk fra hinanden. Et tungt åndedræt kom fra Zann. En enkel svedperle gled ned fra hans pande. Han tørrede den roligt væk og vendte sig så mod Akira roligt. Da han så roligt smilede viste det sig tydeligt at han allerede vidste hvordan han skulle gennemføre denne kamp. Men han ville ikke. Han ville give hende en chance. "Er man begyndt at blive lidt træt." Sagde han roligt og begyndte roligt at gå imod hende. "Dit nederlag er tydeligt. Overgiv dig og jeg vil love dig at være blid. Akira. Du har bevist din pointe. Du er bedre end din tvilling. Men du vil aldrig kunne vinde over den kommende herre over de udøde. Så du kan lige så godt indse det før det er for sent." Sagde han smilende før der langsomt begyndte at danne sig en kort cirka 10 centimeter's barberskarp kniv i hans hånd.