Maybe a friendship (Akira= Privat)

S: Ashen wood forest
T: Lidt over solnedgang. Man kan stadig se det lyserøde skær på himlen
V: Alligevel er stjerner der over alt. Man kan endda se fuldmånen
O: Ikke andet end kæmpe edderkopper og varulve.

Markulius havde hørt om en skov der hed noget med aske. Så snart han havde fået en påpegning om hvor det var henne var han allerede taget af sted. Skoven var der sjældent nogen i og Doomsville City var ikke så langt væk. Tanken var at der sikkert var noget han kunne træne sine teknikker med. Og han havde ret. Han havde ikke været der mere end fem minutter da en kæmpe edderkop kom frem foran ham. Roligt svang han ud med sin hånd som en gestus for at edderkoppen skulle angribe først. Men på grund af den primitive hjerne bag skalden på edderkoppen nåede Markulius ikke engang at blive færdig med gestussen før giften fra den fortænder kom direkte imod ham. Men Markulius var forberedt som altid og hoppede op over det og op på edderkoppens ryg. Med en hurtig bevægelse tog han begge sine knive som han havde siddende i en læderholder på lænden. De 2 special designede knive var nyslibet og skarpe som barber blade. Så da de ramte edderkoppens deling hvor den havde den store røv var det som en saks og noget papir. Der var dårligt nok nogen lyd da han skar knoglen over. Edderkoppen blev endnu sure. Markulius løb op af den mens edderkoppen bevægede sig ustyrligt. Hoppet fra Markulius var så kraftigt at edderkoppen mistede balancen og faldt på maven. Begge knive røg lige igennem kraniumet på edderkoppen. Endnu et hop og han landede væk fra den. Han svang begge knive efter at stå fast solidt på jorden igen så al slimmen gled ned fra knivene. Derefter satte han dem i holderne igen og begyndte roligt at gå væk fra liget af edderkoppen. Da et hyl fik ham til at stivne. Han vidste hvad det var før han vendte sig. Men han vendte sig alligevel. Monsteret stod ovenpå liget af edderkoppen. De ulveagtige øjne skræmte ham egentlig lidt. Og dog en næsten menneskelig krop. Eller rettere ikke så meget når han så nærmere var der ikke så meget menneske over det. 2 en halv meter høj. Med en forlænget ulvemund og ulveøjne. En menneskelig brystkasse. Men en knuged ryg som en ulv som trak pelsen op. Benene var som om de gik 2 veje. Som en blanding af en menneskes muskler og tykkelser med ulveben. Og forlængede fødder som et menneske. Men med lange skarpe klør. Armene var det mest skræmmende. De var helt dækket af pels med lange smalle fingre og lange skarpe klør. Monstret knurrede så kraftigt at de lange skarpe tænder kunne ses i måneskindet. Efterfulgt af et højt hyl så skingert og kraftfuldt at det fik hårene på nakken af Markulius til at rejse sig. Markulius tog roligt fat i sine klinger igen før han vendte sig med ryggen til dette væsen og tog klingerne ud af holderne. Derefter åbnede han sine lukkede øjne. De røde øjne gløede voldsomt. Den røde cirkel om begge øjne så drabelige ud. Til sidst voksede tænderne frem og den drabelige vampyr side var fremme. Den som ikke viste nåde selv ikke over for en bedste ven hvis han havde sådan en. Roligt kiggede han over den ene skulder på varulven. Der gik ikke lang tid før den løb med en utrolig fart direkte imod hende. En blanding af et ulveløb og nogle spring. Der alligevel gik ekstremt hurtigt. Den var kun få meter fra Markulius da han hoppede baglæns og fløj lige over ulvet i sit hop med ryggen ned mod ulven. Ulven prøvede at stoppe og gled flere meter på den glatte mudrede jord. Markulius landede på nakken og skuldrene og baghovedet. Han satte begge hænder i jorden og skubbede ham opad så han landede på benene roligt og så på ulven roligt. Så direkte ind i ulvens øjne uden en tøven. Knurren pressede sig op af hans hals med et forfærdeligt drabeligt grin. Ulven så ud til at det irriterede ham. Derefter begyndte varulven igen at løbe. Men stoppede op foran Markulius og rejste sig op før varulven begyndte at svinge sine klør på armene mod Markulius. Begge Markulius'es arme var på hans ryg med knivene. Mens han svang sin overkrop fra side til side og nogle gange lænede han sig baglæns. Og på den måde undgik samtlige angreb fra ulven som om han vidste præcis hvor varulven ramte før han havde angrebet. Markulius blev ved sådan et stykke tid indtil varulven hævede armene over Markulius og svang dem ned mod jorden. Sådan at selv hvis han drejede overkroppen ville varulven ramme resten af Markulius. Markulius tog et skridt tilbage og da ulven ramte forbi med kløerne havde Ulven ikke lagt mærke til den kniv han havde haft fremme som stak op i halsen på varulven. Knivens spids var fremme ved nakken på dens hals. Roligt tog han den anden kniv og stak ned i ryggen lige der hvor hjertet sad så han var sikker på den var død. Derefter tog han begge knive fra ulvens krop og kiggede bare på den roligt. I stilhed. I anger. Hans øjne var blevet normale igen. Han tørrede begge knive af og satte dem i holderen på hans lænd og kiggede nu bare på den døde varulv. Derefter edderkoppen og så varulven igen.

Varulven var besejret og det samme var edderkoppen der havde prøvet at angribe vampyren som nu stod som sejre herre i begge kampe. Alt var faldet til ro nu, men I det samme bag Markulius hoppede et lydløst væsen ned fra træerne. Væsnet sad på hug og stirrede afventende på vampyren som havde dræbt varulven og edderkoppen i sine pirrede angreb. Væsnet, Hendes blågrønne hvilede på hans ryg som var det hans ansigt, Det røde hår hang ned over væsnets skuldre, det lignte ild så rødt var det. Væsnet sagde intet men rejste sig så tilsidst op i en langsom bevægelse der kunne virke meget uhyggelig for nogen. Væsnet eller kvinden der stod bag denne mandlige vampyr bar tøj der lignede det Anna fra Van hellsing havde på. Bukserne sad stramt corsaget tilføjede kun at hendes barm så større ud. Skoende sad spændt tit ind til foden og benet så hun netop kunne bevæge sig lydløst. Hun så med et forlegent blik på ham, men sagde stadig intet, han ville hurtigt kunne dufte hende nu hvor han havde slået de andre ihjel. I sit bælte bar hun selv et sværd som var smedet af en dværgesmed i ironforce. Hendes krrop kunne beskrives som en krigers hvilket hun også var, en Amazone kriger hvis man skulle give detaljer inden for kvindelige kriger. En vind ramte kort skoven og blæste blidt det røde hår rundt hvilket ville forstærke hends duft her, blodet duftede i hele området. Selv havde hun været igang med at flygte fra den gale varulv men det så ud til at Vampyren havde været mere intressant end hende, hvilket nok var fordi han havde haft agressiv adfærd.


//ved du hvordan tøjet ser ud?//

//Det er det her ikke? [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Roligt bevægede fødderne lydløst i en halv cirkel så han med et fast blik rettede sig direkte imod dette nyankomne væsen. Blikket sad fast på det brændende røde hår. Som blafrede i vinden. Blikket faldt fra hendes hår og han vendte sig mod varulven igen. Han gik roligt hen til den og gik ned på det ene knæ. Ordene kom fra ham med en accent som hvis man skulle forklar det lød som en blanding af fransk og italiensk. I en verden hvor hverken fransk eller italiensk eksisterede var det bare et normalt land langt mod nord i forhold til disse byer. De blide ord var fulde af æra, tro og tilgivelse. "Requiescat in pace anima immortali" (Hvil i fred udødelige sjæl) Roligt rejste han sig op igen og rettede stolt sit hoved op igen og vendte sig mod væsnet igen. Den franske italienske accent som han havde kunne stadig høres så det var tydeligt at han altid talte sådan. "Er du en trussel eller kommer du med fred i sinde." Spørgsmålet var åbent og ligetil men ikke onde eller truende. Det var tydeligt for enhver at det var normalt for ham at tale så åbent og ligeude. "Jeg har ikke i sinde at skade en kvinde men hvis du angriber mig giver du mig intet valg. Dog tag imod min umådelige og ærefulde velkommen unge kvinde." Han bukkede roligt for hende med den ene den højre arm ovenpå venstre brystkasse. Han bukkede dybt og ærefuldt som om han ikke anså hende som hun ville skade ham. Ikke at hun ikke var en trussel. Den måde hun stod på med den overdådige smukke krigerdragt og den amazoniske måde at være på beviste for ham at hun var en kriger. Og Markulius havde undervurderet modstandere før og havde taget kraftigt ved lære af det så Markulius var sikker på at han ikke skulle undervurdere en bare fordi hun lignede en kriger. Hans evne var en gave som gav ham en fordel i nærkampe men det betød ikke han var udødelig. Han var en god kriger. Men ikke ufejlbarlig. Og hans største svaghed var hans stolthed og ære. Men for ham var magien og styrken i hans ære større end styrken i kærlighed. Han var en kriger af den gamle slags med andre ord. Ikke mange af hans slags var der tilbage. De uddøde for over 500 år siden. Men selvom Markulius ikke var så gammel blev han trænet af en mester som fulgte den ærefulde krigerstil. Og havde lært Markulius stilen. Selvom han havde slået sin mester ihjel var der ikke gået en dag uden at han satte sin ære højere end noget andet. Det var kort sagt det eneste Markulius havde tilbage.

///yes sir//


Hun rejste sig langsomt da hun nu havde set at han havde opdaget hende. Hun så alvorligt og stirrende på ham da han igen talte til hende efter at havde givet sin velsignelse over for de døde væsner. Hun lyttede til hans ord hvilket man kunne så da hun studerede ham imens han talte. ´Hun tog 3 skridt imod ham og stoppede så derefter, det røde hår hoppede svagt i takt med hvert skridt hun tog. Hun stod rank og fast da hun stoppede igen. "Jeg havde ikke forventet at se en vampyr give en velsignelse til de døde" hendes blik gik over til varulven som nu var død, der var en form for sorg i hendes øjne, et liv var på en måde spildt. Hun så tilbage på Mark, Imens hun begyndt at gå i en cirkel rundt om ham for at komme til varulven hvorefter hun bukkede sig og lod sin hånd blidt kærtegne kinden og panden hvorefter hun så imod vampyren med et mere alvorligt og studerende blik end det hun havde sendt ham. Hun rejste sig op og så afventende på ham. "HVem er du og havd laver en som dig her" hun havde ikke forventet at se sådan en vampyr i dette område. Der var intet smil på de røde læber som hun endnu engang havde . Hendes aura var stille som om der var stille for stormen. Vampyrer hørte ikke til i skove, de hørte til steder var mennesker var, i byer og i halvstore områder. Klusisska'erne kunne hun forstille sig være i disse områder, men ikke sådanne vampyrer som ham.

Smilet på hans læber var stort. Hun havde åbenbart ikke i sinde at angribe ham. Eller osse havde hun i øjnene at være ærefuld nok til ikke at angribe bagfra. Noget han ikke helt var van til i denne verden. Blikket havde siddet på varulven roligt før det roligt rettede sig mod kvinden. Blikket drejede en smule mens han drejede på hovedet så det kiggede skævt på hende. Et træk som fik ham til at se lidt sindssyg ud. Han havde vendt sig mod ulven i takt med hun var gået udenom ham. Da hun snakkede til ham rettede han blikket imod hende. De normalt mørkeblå øjne var dybe men havde en svag rød glans ude langs kanten. Det var et fast tegn på at han var lidt blodsulten. Men ikke alvorligt. Han ville i hvert fald ikke angribe denne kvinde uden grund. Hun ville sikkert heller ikke holde så længe. Ikke at han undervurderede hende. Han vurderede hende heller ikke. Han kunne lugte lugten af bloddæmoner. Men hans styrke i hans magiske kræfter af sit kolde begær gjorde det muligt for ham at forføre kvinder uden at sige noget. Bare være i nærheden af dem. Men ikke i aften. Han ville holde sig fra blod. Så godt han kunne. "Jeg er af den gamle stil. En kriger som holder ære højere end noget andet. Den slags der hellere vil prikke en person på skulderen og lade ham vende sig og forberede sig end dræbe ham bagfra. Min ære og min stolthed er det vigtigste for mig. Så er det klart at jeg giver afsked til de døde. Jeg velsigner dem ikke specielt meget. Jeg kender ikke deres fortid. Men jeg afskeder med dem. Og håber for deres skyld at deres udødelige sjæl vil nå til den anden verden. Og de bliver genfødt som et bedre menneske." Sagde han roligt med et roligt smil. "Og hvad jeg laver her? Jeg holder mine evner oppe. Mine sanser skarpe. Og lader intet overraske mig. Men hvem jeg er ikke mit valg at bedømme. Kun den person som ser på mig. Så sig mig. Hvem er jeg?" Spurgte han roligt med et smil mens han fortsat så på hende med det rolige blik rettet imod hendes ansigt. "Men hvis det er mit navn. Er navnet Markulius Dé Auditoré." Roligt satte han sig roligt i medi stilling på jorden. Og lukkede øjnene. Med hænderne på sine skindeben helt normalt. Mens han lyttede. Sanserne i ham begyndte at køre. Han kunne fornemme vibrationerne i jorden. Han kunne høre lyde af fugle baske. Og. Han kunne dufte en smuk duft. Men dæmonisk. Den sidste ting var tydeligt Akira. Men de andre ting var noget som bevægede sig. Med voldsom fart. Ikke i hans retning men lidt ved siden af.

Hun lyttede til han forklaring om sig selv og fandt den typisk for vampyrer, at tale. Da hans navn endelig kom nikkede hun kort og kiggede så over på den kæmpe edderkop der var blevet gjort i smadder af vampyren. Hun fik et bittert blik før at hun igen kiggede på vampyren der nu havde sat sig i meditations stilling. Hun gik imod ham og stoppede 1 m og 82cm fra ham. "Og alligevel dræber du et væsen der beskytter sit hjem. Hun hentydede til edderkoppen der nu var død. Et fugleskrig kom oppe fra himeln og hun så med et skrapt blik op imellem den lille åbning i træerne som der var. Der var noget der nærmede sig dem, måske mennesker, FUgleskriget var en falk. Og fra hvad Akira kunne se var dette en jagt falk. Selvom at hun var konsentreret på noget helt andet end vampyren, var hun stadig i stand til at holde fuldt øje med ham. Hun rettede ansigtet mod vampyren igen imens hun bakkede ca. 1 meter. Det røde hår svang rundt i en flot bue da hun nu vendte sig i en hurtig bevægelse og begyndte at løbe hvorefter hun sprang fra jorden og op i træerne. Falken skulle ikke se hende og vampyren gjorder klogt i også at skjule sig hvis ikke han ville afgive sin position for eventuelle uvelkommende folk, som nærmede sig med hastige skridt.

Han hørte ordene. Men han var for fokuseret på noget andet. Han interesserede sig ikke for hvad hun anklagede ham for. Pointen var at edderkoppen ikke forsvarede sit hjem. Men jagtede efter føde. Der var ikke mange der vidste mere om det end Markulius selv. Han havde interesseret sig for edderkopper længe. Og den store røv som han havde separeret for edderkoppens krop var en mandelig røv. Den var ikke nær så stor som kvindens. Og manden forsvare aldrig. Den angriber udelukket for at æde. Inden den selv skal ædes af en kvindelig edderkop. Ironisk. Kvinderne for edderkopper og kvinderne for menneskelige væsner ligner hinanden på en måde. Bortset for at kvinderne i den moderne verden var mere rolige. Og kun tærrede sig i ens livsenergi. På deres egen måde. Markulius hadede ikke kvinder. Men det var ikke lang tid siden hans hjerte var blevet knust til støv. Lydene kom tættere. Heste. Jægere. Det var helt sikkert jægere. Men i stedet for at flytte sig smilede han bare. Hvad pokker lavede jæger inde i denne skov. Så gik det op for ham. Det var ikke jægere. Eller jo. Men det var vampyr jægere. Han kunne allerede lugte den svage lugt af hvidløg. Hans næse vrængede kort af det. Før vampyren Markulius med en hurtig bevægelse lænede sig tilbage på sin narke og sine hænder og brugte styrken fra sine hænder til at hoppe op og gribe fat med benene om en gren hvor han hang helt stille og ventede. Skjult.

Inden længe var der en flok på 13 paladiner samlet der var varulven og edderkoppen var død, alle mænd undtagen 2. Akira sad oppe fra sit træ og stirrede indtændst. En af paladinerne sprang ned fra sin hest og gik med faste skridt mod de 2 døde væsner bukkede sig og fjernede sin hjelm. Denne ridder var let påklædt måske en skytte, men uden våben lige nu. Han vendte sig mod sine folk. "Den er stadig varm" sagde han højt og vendte blikket mod edderkoppen, den var ihvertfald færdig! Ingen tvivl om det. Hun rejste sig op i en hurtig bevægelser. "De er her stadig" råbte han derefetr højt og tog hurtigt sin hjelm på. Han trak 2 halvkorte sværd frem, alt imens de andre paladiner nu sprang af deres heste, En áf de andre som kunne ses var lederen råbte derefter, "Gennemsøg området" Hun sad stadig på sin hest imens de andre nu allerede var nede. Akira bed tænderne sammen, hun kendte dem, ingen tvivl om det. Hun havde været ved at få skilt kropog hoved ad nogen gange fordi hu nvar blevet taget af deres hunters, eller hvad man kunne kalde dem. Hun forblev tavs og passiv.

De røde øjne begyndte at komme frem igen. Og langsomt lod vampyren Markulius finde noget i lommen. Og langsomt begyndte han at dække sine næse så han ikke kunne lugte til hvidløgene. Og derefter begyndte hans øjne at lyse. Og roligt fandt han 4 små sølvlignende kasteknive frem. Og med en voldsom kræft både slap han med benene ved grenen. Og nåede at skubbe sig hårdere ned mod jorden. Og lyden af knive fløj igennem luften. Alle fire ramte lige i mellemrummet på de 4 nærmeste. Lige i mellemrummet ved nakken mellem hjelmen og brystpladen. Derefter trak Markulius begge sine knive og så roligt over på en ikke langt fra ham der åbenbart ikke havde hørt det bump Markulius havde lavet da han ramte jorden.

Akira så lidt forbavset på det der nu skete, vampyren gik til angreb på Paladiner? Var han fuldstændig væk? Hun forblev passiv og klatrede længere op i træet. Hun måtte se denne kamp, se hvad denne vampyr kunne. Hun ville se hvad han var for en konkurrent eller fjende som hun nu havde mødt. De andre Paladiner hørte i det sammme klagen óg falder fra deres kammerater og vendte sig direkte mod De nu nærmest døde soldater. I det samme så de Mark. "DER ER HAN!" råbte de og begyndte at løbe direkte imod ham, en af dem der var magiker begyndte at starte en lysbevægelse som skulle skade mark og derved gøre ham svag og let at fange. Men i det samme. Sprang Akira ned fra træet. Som et dyr løb hun direkte imod soldaterne som nu stod med ryggen til hende. Hun angreb Magikeren ved at knække narken på ham og sprang så på den næste som var i en rustning. Paladienn begyndte at skrige højt da hun smadrede hånden ind i hans rustning

Pilenes fjer kunne høres igennem luften. Suset fra buestrengen. Markulius'es røde øjne afslørede pilene før de overhovedet blev skudt. Og med en hurtig bevægelse hoppede han baglæns så pilene fløj direkte forbi. Med en enkel snitter på hans ene arm så hans læderjakke blev svagt flænset. Efterfulgt af en blokade som stoppede 2 paladiners sværd. Da den tredje paladin kom løbende med et sværd. Forfra dum som manden var. Da Markulius havde bedømt hvad han skulle gøre. Eftersom hans vidunderlige blik viste ham få sekunder af fremtiden. Sparkede han sværdet til siden. Sværdet sagde en lyd af en klinge som gled igennem kød. Efterfulgt af den ene af de 2 paladiner han holdte i skak med sine knive. Faldt død på knæ. Kniven han havde brugt for at holde den nu døde paladin i skak svang han rundt og stak op af siden på den anden han havde holdt i skak. Derefter lod han kniven sidde i manden. Greb fat i hagen på ham. Og knækkede hurtigt og voldsomt nakken så han faldt om. Derefter tog han roligt fat i sin kniv igen og hev den ud. Efterfulgt af et kort hop hvor han hurtigt og ubesværet skar halvdelen af halsen over på den paladin som havde angrebet ham. Derefter hævede Markulius sig op. Med et roligt smil.

Krigeren som Akira sagde angrebet, var nu også hårdt såret og hun var gået videre til de andre. Efter en tid hvor både hend eog Mark havde kæmpet var nogen af soldaterne trukket tilbage og andre var enden døde eller hårdt såret. Akira svang sin krop en sidste gang rundt så det røde hår flagrede i en cirkel og faldt så ned da hun stoppede bevægelsen, hun kiggede rundt med et dræbende blik. En monsters øjne kunne man vel sige. Hun trak vejret hårdt´, ikek fordi at hun var overanstrength men på grund af den agressive følelse der havde stormet ind i hende. Hun havde blod i noget af sit hår som hang ned af kravebenet, det dryppede og løb svagt ned af hende. Hun så nu direkte mod Mark imens hun stadig stod i en form for kamp position. I det næste vendte hun sig hurtigt mod den nu døde magiker som hun havde angrebet først. Gik med faste skridt imod liget, tog det i sine hænder og smed op på den ene skulder. Vendte sig kun svagt tilbage imod Mark for at lave et skævt blik til ham. Men i det samme løb hun afsted med den døde dinglende. HUn var hurtig, og stærk kunne man se, på den måde hun bevægede sig og hendes muskler der kom til syne ved hver eneste bevægelse hun gjorder.

Med rolige bevægelse begyndte den blodindsmurte vampyr at rette sig op. Han skulle ikke smage blodet. Det var helligt beskyttet. Hvordan vidste han ikke. Men han kunne lugte den svage del af det som virkede som jernurt. Vampyrens naturlige fjende. Roligt kiggede Markulius sig rundt. Umiddelbart kunne han ikke se flere. Og det gik hurtigt op for ham. At der ikke var flere. Andet end de døde. Derefter rettede han blikket imod amazonakvinden. Med rolige bevægelser tørrede han sine vidunderlige smukke knive af i sine bukser. Hvorefter han med svage blide bevægelser førte dem i den perfektsiddende holder på hans læn. Hans blik sad fast på amazonakvinden. Pludselig greb hun et lig og begyndte at løbe. Sådan gjorde man ikke. Det var respektløst. Og ligeså hurtigt som hans krop ville opfange det begyndte han at løbe efter hende. Dyret i ham havde taget en del over i kampens hede. Og i stedet for at løbe normalt. Løb han som et dyr. På alle fire. Sprang sig frem meter for meter. Med en ufattelig fart. Som gjorde han bare lignede endnu mere et rovdyr. Men på trods sin dyriske fart. Kunne han ikke følge med hende. Jo han indhentede hende. Men langsomt. Han var for langt bagud. Lidt endnu. Han skulle nok fange hende.

Hun var nået langt, utroligt langt på de 12 minutter som hun nu havde løbet og med et hurtigt sving havde hun nu fundet sit skjulested, som var et hul inden under trærødder under jorden. Der kunne ca. være 4 personer her inde. Det var nede under jorden og kun få ville overhoved se at der var et hul til at kravle ind i. Hun trak liget som hun havde lagt foran hulet, ind i hulen. Hun lagde ham blidt i hjørnet og så med faste øjne på ham. Han var ung knap nok en voksen mand endnu, men heller ikke et barn. HUn tog blidt om hans hage imens hun sad på hug ved ham. Hun så nærmest trist på ham imens hun studerede det unge ansigt. Hun lod blidt en hånd føre ind under hans tøj og trak i det samme med en hurtig bevægelse hans amulet fra hans hals så kæden knækkede. "Du fortjener en chance Nekrom." HUn kendte ham udmærket. Han havde endda reddet hende, mange gange før. HUn havde sluppet hans hage i det at hånden havde været under hans tøj men nu tog hun blidt fat igen og hans kæber og lod sine læber møde hans, imens hun knuede amuletten ind i sin hånd. I det samme åbnede den døde mænd sine øjne og kom med et højt skrig, imens Akira kyssede ham, hun trak sig hurtigt tilbage og smed amuletten fra sig imod Nekrom. der var blod ud over amuletten, masser af blod, Hendes blod. også hendes hånd var fyldt med blod. og stenen de var i amuletten var nu rød istedet for klar ved som dem havde været før hun havde trukket den af ham. Hun havde ikek forventet Mark fuldte hende og alligevel.

Denne kvindes tro om hun kunne slippe fra en fuldt udvokset og udlært vampyr var jo latterlig. Der gik ikke lang tid før han opfangede hendes fært igen. Efter hun havde lavet en dristig bevægelse havde han kort mistet hende ude af syne. Men hendes fært fik ham til at kigge lidt grundigere på hvor det var hun var forsvundet. Kort efter så han liget. Ligge lidt væk fra nogle rødder. Derefter kom hun frem. Hun opdagede ham tydeligt ikke. Hun hev bare liget ind. Han lod med rolige stille skridt sig selv bevæge sig ind igennem hullet og stod ved indgangen. Så på hende. Smilede kort over dette private øjeblik. Hvorefter hun kyssede liget. Han vidste hvad det næste der ville ske før han så det. Han behøvede ikke sin evne til at se det. Han forblev stille lidt. Indtil han havde skreget færdigt. Og hun havde sluppet ham og halskæden. Stemmen fra ham var blid og rolig. "De er vel klar over at det er imod livets cyklus at genoplive de døde." Sagde han roligt med et roligt blik. Rettet imod manden. En hellig mand som denne paladin magiker vidste præcis hvad det var han snakkede om. Regnede han med. Selvom manden ikke så så gammel ud. "En hæderlig paladin ville aldrig lade sin sjæl blive hevet tilbage i sin egen krop igen. Specielt ikke af en dæmon." Smilet var roligt og fast men ikke desto mindre svagt hånligt over at se om denne mand virkelig var en ægte paladin. Det ville komme. Hans pointe var sat ind. Om denne paladin var hæderlig nok til at tage det til sig. Det ville vise sig. Hans tanker var om paladiner virkelig var så hæderlige som de fremviste sig som. Eller om de bare var en gruppe idioter der spillede.

Det kunne give gåsehud, bare at høre denne vampyrs stemme igen. Hvorfor havde han fuldt hende, ønskede han noget af hende måske? Hun så op fra hulen og med en form for frygt var i hendes øjne, manden eller rettere drengen så også lige så forbavset ud, han var bange kunne man mærke. Vampyren der stod foran ham havde flere krafter end ham ligenu, og ham selv var svag. Akira rystede på hoved for vampyren. "Lad ham leve" sagde hun med en restløs stemme. Hun var udentvivl ikke glad for dette der måske ville ske om lidt. HUn viste det var forkert handling men hun skyldte dette menneske en chance, som han havde givet hende en chance. Hun kravlede ind foran ham. "Glem den her chance og jeg vil give dig, hvad du vil have" sagde hun og havde mest af alt lyst til at slå sig selv. Vampyr hanner havde tilbøjelighed til at ønske sig ting kvinder ikke ønskede. Men denne pris ville hun unne give, dette var ikke kærlighed. Dette var en krigers løfte til en som havde hjælpet hende.

Et roligt blik var rettet imod dæmonen. Pludselig smilede han svagt og et svagt grin kom fra ham. Ikke et ondt grin. Et lettere glædeligt grin. Ikke at dette fornøjede ham. Det gik bare op for ham hvad dette handlede om. "En livsgæld." Sagde han roligt med et fast blik rettet fortsat imod dæmonen. "Frøken tro mig jeg ønsker intet af dem. Jeg er ikke her for at slå ham ihjel igen. Lyt til mig når jeg siger at ikke alle vampyrer er onde og blodtørstige. Jeg er ikke en blodsuger. Jeg drikker kun meget lidt og kun af dyr som jeg ærligt og redeligt har fanget med mine egne næver." Roligt gik han forbi dæmonen og stillede sig foran paladinen. Med et roligt og venligt smil gik han ned på hug foran paladinen. Og begyndte svagt at anse paladinens øjne. "Lidt rystet. Ret så bange for mig kan jeg se. Men ellers burde han komme sig." Roligt rettede han sig op igen og vendte sig mod dæmonen igen. "En livsgæld er en livsgæld. Jeg ved ikke præcis hvordan du skylder ham en livsgæld. Men jeg er egentlig osse ligeglad. Jeg ville bare vide hvorfor du kun stak af med en når der var en hel stak. Du er ikke lige så ond som jeg startede med at tro." Roligt gik han langsomt forbi hende igen og hen ved siden hulens hul. Og vendte sig kort om igen. Smilede svagt til hende igen og blinkede kort med det ene øje. Før han ubesværet gik ud af hulen igen og satte sig på en sten et godt stykke væk derfra. Hvor han så ud over skoven.

Det... Det der skete lige nu var ret så underligt. Dette havde ingen af dem forventet overhoved, Så.... Dæmon og Menneske Paladinen stod som forstenede nogle få sekundter før de atter så på hinanden. I det samme slog det ned i Akira som et lyn. "Forsvind så herfra" sagde hun vredt. Mennesket gav et sæt fra sig. Og kravlede dernæst op fra den lille hulle og spændende afsted som havde han bier efter sig eller noget der var være. Nu da ingen var i hulen mere Faldt Akira helt sammen. Hun var forover bøjet imens hun støttede på sine hænder og, så ned mod jorden. Dette var ikke godt! Slet ikke godt! Ingen skulle have dette afvide nogensinde. HUn gispede af bare stess over alt det der lige var sket. Men i det næste så hun op mod åbningen og nærmest sprang som et vildt dyr ud af hulen. Hun var allerede på benene i det hun var oppe, og hun stod nu og skuede ind imellem træerne. Og hun fandt sin vampyr mand. Hun så længe på ham uden at rykke sig eller sige noget. Men gik så med faste men rolige skridt imod ham. Hun var alvorlig igen lige som hun havde været da hun havde været hoppet ned fra træerne i starten da hun havde set vampyren. Hun stoppede op 3 meter fra ham, men sagde intet. Det røde hår flagrede svagt, i den lille brise som gik igennem skoven. De blågrønne øjne så spørgernde og på samme tid alvorligt på ham.

Det stærke blik var tydeligt. Han vidste hun kiggede på ham før hun overhovedet rejste sig. Og med rolige bevægelser så han over skulderen. Præcis så han kunne se hende. Så halvdelen af hans øjne præcis kunne ses. Det svage røde skær kom roligt frem i udkanten af den mørkeblå cirkel rundt om hans pupil. Et svagt smil brød roligt frem fra hans læber. "Har du bare tænkt dig at stå der og stirre eller hvad?" Spurgte han roligt. Før hans blik igen roligt vendte sig ud mod hele skoven. Hans blik var roligt og smilende. Men ikke mindst fast og ærbødigt.

//Sorry kreasvigt.