Impossible!..//Zayn//

S: De bare gader.
O: Ingen overhovedet.
T: Efter solen er gået ned.
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Julianne kom ud fra en krog hun havde stået i dagen lang, morgen solens stråler var brændende om morgenen. Den kunne få hende til at få op i en flamme. Nu skulle hun til at flygte fra den dejlige sommer sol, flygte fra det hun elskede. For ikke at dø.. Hun kiggede op på den smukke hvide måne som var på ve op og herske. Den fik smilet frem, vinteren var på vej med dens kulde. En mand kom løbende fordi hende, og tabte et brev. "Til Julianne Salvator." Stod der på brevet, men det var streget over med en rød tuds.
Julianne kiggede rundt, men var alene. Hun trak på skuldren og åbnede brevet.
"Kære Julianne, når du engang ser dette brev.. Så er din far og jeg meget kede af det, vi rejste.. Fra jer, inden i nåede at huske os.. din bror og dig blev taget væk.. Vi håber i er sammen.." Julianne stoppede med at læse, da en tårer pressede på, hun havde aldrig modtaget et brev eller noget fra hendes forældre før. Og en bror havde hun en bror et sted?! "Zayn og dig skal nok holde sammen, men hold jer fra de mørke væsner de bringer intet godt over sig. Vi har efterladt dig en masse rigdomme, som var i arv fra vores tid. Nu var vi ikke mange timer igen.." Julianne kiggede på brevet, det var bare sluttet der uden videre. Hun kiggede på sine arme.
*Mørkets væsnen, det han du roligt sige..*

Solen var gået ned i horisonten, efterladt himlen blodrød og senere klar til at blive sort so kul, med stjerner og månen den klareste krystal.
Zayn løb efter den mand, der havde taget ham med til denne verden. Han havde snart forfulgt ham i en time, og havde ikke indhentet ham endnu. Af en stor mand at være, løb han meget hurtigt!
"Kom så tilbage!" råbte han efter ham, mens han løb. Det var dog sværdt da han var ved at miste pulsen.. "Tag mig så hjem igen!"
Manden hørte ikke efter og løb bare videre.
Pludselig tabte han et brev, tilfældigvis lige ved en pige med langt gyldent hår. Han kiggede en sidste gang lusket tilbage på Zayn, inden han forsvandt.
Zayn stoppede op ved pigen, tog sig på knæene og pustede ud.
"Af en stor mand at være," pustede han. "Løber han godt nok hurtigt!"

Julianne bemærkede den unge mand, bag sig som kom løbende. Han tog sig til knæene og pustede ud.
"Ude af form?" Julianne kom med en drilksk bemærkning, bare for sjovt. hun fandt sig dog tit mere humoristisk. End hun faktisk var. Hun gik imod ham, hendes blondte hår blev læftet i den blide vind.
Julianne kiggede efter manden, som stak af. Og tilbage på den unge mand.
"Var han vigtig??" Julianne ville med glæde løbe efter ham, og trække ham med tilbage. Det var fordelen ved dette.
Hun gik tættere på ham nysgerrugt, hun havde aldrig set ham i byen før.

"Nej da," sagde han og rettede sig hurtigt op igen. "Han er bare hurtig som en tyr," han grinte og kørte en hånd igennem sit hår. "Nej, han var ikke så vigtig igen," Et smil voksede på hans læbe. Det var sjælendt nogen tilbød at hjælpe ham. "Han dukker op igen, tro mig! Han elsker vist at drille mig,"
Han blinkede til hende og bemærkede brevet.
"Hvad var det han tabte?" spurgte han og tog langsomt hånden hen for at tage det.

Julianne nikkede og trak på skuldrene. Hun kiggede ham i øjne, duften var et sikkert fund. Et menneske i eget kød og blod, præcis som hun engang selv havde været..
"Okay, ellers ville jeg vædde på jeg kunne finde ham." Hun blinkede med et lille drilsk glimt. Hun bemærkede at han ville tage brevet da, hun stod med det. Men hun trak det ind til sig.
"Nå det? Det er blot et brev." hun smilte uskyldigt og smilte.

Hun trak hånden til sig igen, inden han overhovedet nåede at snitte det..
Han var nød til at se det.. Det var noget hans beskytter havde tabt, eller hvad den mand nu kaldte sig selv.
"Må jeg se det?" spurgte han høfligt og kiggede hende i øjnene, med et venligt smil..
Han var ret så sikker på, at det var manden der havde tabt det.
"Forresten," sagde han med et smil. "Jeg hedder Zayn og du?"

Julianne frøs til sten, da han sagde hans navn.. Hvilket tilfælde Zayn?.. Navnet som stod i brevet. Uden hun reagerede selv havde hun givet brevet til ham i hans hænder. Hun smilte forsigtigt imens hun ikke kunne sætte hovede og hale i noget ligenu
"Julianne Salvator."

Han nikkede høfligt til hende og tog brevet.
"Hej Julianne," sagde han med et smil og gav sig til at læse brevet..
Det gav et sæt i ham...
Dette brev... Hans navn stod der i, det samme gjorde Juliannes... Hvordan kunne det være? Og hvorfor havde hans beskytter lige tabt det, nøjagtig ved hende?
Han kiggede op på hende med store øjne.
"tror du?" sagde han helt forskrækket.

Julianne havde gættet rigtig på hans reagtion.
"Derfor ville jeg nu fange ham. Jeg kan lugte ham. Han gemmer sig for os." Juliannes sanser kunne lugte han var tæt på. Hun kiggede ham i øjne, og var bange for en vred reagtion.
Hun kiggede lidt før hun løb og var væk fra Zayn. Hun stod bag mandne i en uvirkelig fart, og prikkede ham på skuldren.
"Hvad ved du om mig, som jeg ikke ved?!" Sagde hun alvorligt.

Manden vendte sig om.
"Jeg ved at i søskende og at i nu har fundet hinanden, defor lod jeg ham løbe efter mig," sagde manden og nikkede hen mod Zayn. "Hjælp ham i denne verden, han er ligeså forvirret som en fisk uden vand, du er nød til at forklare ham alt," Han gik nogen skridt tilbage og kiggede mystisk på hende. "Pas på hinanden," Der kom en lille tåge, og før man kunne nå at gøre noget var han væk. Forsvundet med tågen.
Zayn ventede nysgerrigt på at hun skulle komme tilbage.

Julianne var hurtigere tilbage, end man kunne nå at blinke med øjne. Forvirret meget forvirret pludselig have en bror, det var unaturligt for hende at vide. At hun rent faktisk havde en bror, som hun omsider havde fundet.
"Så jeg tilbage, og jeg tror ikke, jeg ved di min bror. Og nu jeg din.. barnepige." Hun rakte tunge ad ham, og smilte kærligt. "Eller var det søster?" Hun drillede ham allerede.

Det gik så stærkt...
Pludselig var hun igen foran ham, med et blik der udtrykte at hun ikke vidste om hun skulle være glad eller forvirret..
"Barnepige? Søster?" sagde han forvirret og lagde hovedet på skrå, for at vise at han var meget forvirret.
Det kunne ikke passe... Havde han en søster, og hvis hun var det, hvordan pokker kunne hun så være så hurtig som lynet?

Hun kom i tanke om hun havde afsløret sig selv. Og trippede lidt, imens hun tyggede på de ord hun skulle spytte ud.
"Jeg din storsøster." Hun smilte sødt til ham. Og undrede sig hvor han mon sov hende?
"Hvor sover du henne?" Hun smilte da hun sprugte og var blot nysgerrig.

En storesøster...
Skønt!
Han havde altid været enebarn, nu kunne han endelig føle hvordan det er at have en søster, også til og med en store søster.
"Gaden," sagde han stille og kløede sig i nakken. "Der hvor det nu var muligt at sove," Han smilte til hende.
Hvor boede hun mon henne?
Ved en kæreste, veninde eller bare for sig selv?

"Så det slut med at bo der! Du kan bo hos mig! Tro mig der plads." Hun skar en grimasse, og tog hans hånd. Og gik imod hnedes hus.
De kom til et nogenlunde stort hus, med skov rundt omkring. Virkelig smukt, hvidt..
"Jeg har fået det fra vores forældre, samt penge." Hun smilte. Og kiggede efter hans reagtion.
"Sulten?"

Han smilte til hende, da hun trak ham med hen til et hus, der udviste at hun måtte have mange penge..
Deres forældre sagde hun... Havde hun arvet det hele? Hvis han havde haft alle de penge, mens han var på jorden, ville de nok være gået til noget ligegyldigt, så det var vel godt at hun havde fået dem...
Selv om han godt selv kunne bruge lidt penge..
"Her er smukt," sagde han med et smil og kiggede sig omkring.