I Can't Run More... //Christian//

S: Gågaderne.
O: Lidt af hvert, og dog nogle mennesker der løber efter en pige.
V: Lidt snevejr, og overskyet.
T: Aften, solen er gået ned.
P: Sort tank top, hvid skjorte udenover. Sorte bukser og Sorte converse sko.

Nille løb for livet... Bogstaveligt talt, hun løb for livet! Hun havde gået stille og roligt for sig selv, og tænkt alt igenmen... Skulle hun tage imod Christians tilbud om at blive vampyr? Hvad skulle hun gøre med dusøren? Nogle ting skubbede hun væk fordi det gjorde ondt at tænke på... Men nu løb hun for livet. "Kom her din dumme heks!" Råbte en mand efter hende. Der var fem mænd efter hende denne gang... De havde næsten brændt hende i en sæk da hun havde råbt af dem med skammer stemmen og slap fri. Hun hev efter vejret eftersom hun var ved at blive træt... Det gjorde ondt i hendes lunger. "Arh, lad os droppe det drenge! Hun er for hurtig... Vi tager hende en anden gang." Sagde en af mændene... *Åh please vær enig med ham!* Tænkte hun indvendig. Hun drejede rundt om et hjørne og kiggede hen imod dem. De var gået væk. Hun sukkede lettet. Hun løb dog videre... Og hamrede ind i en. "Undskyld!" Sagde hun hurtigt.

påkldæning, en mørk skjorte og et par slidte hullede jeans

han sad oppe på taget af et eller andet tilfældigt hus, i den sene tid havde han forandret sig, det sidste møde med Nille havde fået ham til at stå ansigt til ansigt med de indre dæmoner, hvilket var hårdere end man lige skulle tro...især når man havde en fortid som hans, hård og kold.
han sukkede og sprang ned fra taget,Nehre havde tydeligt bidt mærke i hans forandrede humør, den sure mine og "ikke røre" politikken var blevet ekstra hård igennem tiden, ikke engang Nehre måtte komme for tæt på, uden at få en advarende snerren.
med armene over kors begav han sig fremad, bare for at lave noget, et eller andet, han var ligeglad hvad, han skulle bare i gang med noget. han sukkede og gispede da et eller andet hamrede ind i ham, med en voldsom knurren sprang han tilbage og blottede tænder

Hun tog sig til hovedet og kiggede manden i øjnene. Christian. "Christian..." Mumlede hun. Sidst hun havde set ham havde hun været sur og kunne ikke få sin evne væk... Han havde trøstet hende men smuttede så bare. Hun sukkede. "Undskyld fordi jeg hamrede ind i dig." Hun løftede det ene øjnebryn da han knurrede af hende. Han var vist ikke i godt humør.

han rettede sig op og rettede på sin skjorte, rynkede brynet og trådte et skridt tilbage, ikke at han frygtede hende, men han var ikke så glad for disse berøringer, det var ikke ligefrem behagelig, han trak på skulderne og lagde armene over kors "hver sød ikke at gøre det igen" hviskede han og hævede øjenbrynet

Hun bed sig i læben men lod sig være med det igen. "Okay, men... Hvordan går det... Med nehre?" Spurgte hun forsigtigt. Han så sur ud... Mon det var fordi hun havde hamret ind i ham?

han nikkede stille og kørte en hånd igennem håret, han så alt andet end glad ud, ikke at han så sur ud, snare neutral eller noget i den stil "det går fint, tak fordi du spurte" sagde hun kort, det var skam sandheden også selvom han ikke var særlig glad, så gik det godt med ham

Hun rømmede sig lidt. Hvad skulle hun sige? "Hvad med dig?" Hun kiggede undrende på ham. Hun følte sig lidt pinlig berørt eftersom hun havde hamret ind i ham...

han kneb øjne sammen og snerpede munden sammen "du spørg mig hvordan det går, efter du tvang mig til at gøre noget jeg ikke har gjort i hvad 200 hundrede år, jeg tilbød dig noget jeg ikke har tilbudt nogen før, efter jeg var tvunget til at stå ansigt til dæmoner jeg ikke har set i mange år" han trådte igen tilbage og så ned på hende

Da han trådte væk fra hende, trådte hun tættere på ham. "Du tilbød mig det selv... Jeg tvang dig ej, jeg har flygtet fra den dusør i flere uger nu. Jeg er forvirret, bange og skræmt. At du tilbyder mig at blive vampyr er en mulighed jeg har overvejet i noget tid nu... Det eller at flygte..." Hun kiggede på ham med sørgmodige øjne, og smilede ikke.

han så ned på hende og så lettere overrasket ud, da hun trådte tættere på "ikke så tæt" hviskede han og for første gang lød han en smule bange "så du ville blive vampyr" spurte han og lagde armene over kors. han lagde derefter hoved på skrå "er det det du siger" spurte han og trådte igen et skridt tilbage

Han virkede overrasket over at hun gik tættere på. "Hvorfor ikke?" Hun kiggede roligt på ham. "Nej... Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke sige hvad jeg vil..." Svarede hun og lagde hovedet på skrå ligesom ham. "Er du bange for mig Christian?" Spurgte hun trist.

han sukkede og rynkede brynet "nej jeg er ikke bange for dig...berøringer, for tæt" han krympede sig og skar en grimasse, nej han var skam ikke bange for hende, for ønskede han ville hun ligge død før hun overhoved fik chancen for at åbne munden "måske skulle du finde ud af det først" han lagde hoved på skrå og hævede øjenbrynet

Hun løftede det ene øjnebryn. For tæt? Det havde det ikke været for noget tid side... Nuvel nok om det. Det havde været en fejl. "Javel ja, jamen så vil jeg lade være med at gå tættere på." Sagde hun og kiggede væk. "Ja... Det skulle jeg, men jeg tror at jeg flygter... Væk fra alt. Jeg kan ikke være her når de dusør jægere gør alt for at få fat i mig." Hun sukkede trist. Hun elskede og være her... Men hun kunne ikke risikere noget...

han rullede med øjnene "helt ærligt, har du tænkt dig at leve hele dit liv, hele dit menneske liv som til skal siges ikke er særlig langt" han spændte i kæppen "høre du hvad du selv siger, du lever i hvad....90 år mere måske mindre også har du tænkt dig at spilde dem på at hvad...flygte" han sukkede og kørte en hånd igennem håret "jeg fatter ikke varmblodet nu til dags" han rynkede brynet og betragtede hende nøje

Hun blev anspændt i kroppen ved hans ord. "Nej, jeg har tænkt mig at flygte i... Nogle år. Måske finder jeg til den tid mit svar om hvad jeg vil? Om jeg vil være vampyr... Eller ej." Hun stirrede irriteret på ham, hun var lidt vred nu. "Jeg fatter heller ikke dig lige nu Christian." Mumlede hun og så ned i jorden.

han rullede med øjnene "du fatter mig ikke, men så lad mig forklare dette, mit liv har været et helved fra dag et, jeg var fattig som menneske, fik stort set aldrig noget af spise...åh lad os ikke glemme det faktum at jeg blev solgt, kvindemennesket voldtog mig og torturerede mig hver eneste dag, da jeg blev vampyr fortsatte det kun. da jeg endelig slap fri, vidste jeg ikke hvor lang tid der var gået, så jeg prøvede at komme i kontakt med min familie, men det vidste sig at de måtte bukke under for sulten" hans stemme direde og han spændte i kroppen

Hendes øjne blev fra irriterende til medlidenhed. "Det... Beklager jeg. Meget. Det hjælper hvis tydeligvis ikke at kende mig... Jeg kan jo få det hele frem." Hun sukkede. "Endnu en grund til jeg skal flygte. Min evne skubber folk fra mig." Hun rystede irriteret på hovedet.

han sukkede og hvilede kort ansigtet i sin hånd "gør hvad du finder ud af at du bliver nød til" han trak på skulderne og så på hende efter noget tid "hvis det er at tage afsted, så gør du nu det" sagde han kort og stille

Hun vendte sig om og gik... Hun stoppede dog op og kiggede sig over skulderen. "Jeg er ked af hvis min evne har... Gjort dig noget Christian. For du er anderledes lige nu." Hun sukkede og kiggede lige frem men kunne ikke gå... Hun gik tilbage til ham men sørgede for at det var mellemrum mellem dem.

han rystede på hoved "din evner gjorde ikke dette, da jeg var tvunget til at stå ansigt til ansigt med de dæmoner jeg har undertrykt så længe...ja det var skyld i dette" han trak på skulderne og så hvordan hun kom tilbage efter at havde været gået væk

Hun kiggede væk fra ham. "Det er... Jeg ked af. Det har aldrig været mit ønske at skulle gøre det." Hun sukkede og kørte en hånd genmen håret.

han trak på skulderne "du vidste det ikke, da jeg ikke fortalte dig det" han lagde hoved på skrå og betragtede hende nøje, han holdte øje med hver eneste ting hun gjorde, hvordan hun bevægede sig

Hun holdte sig på afstand af ham og kiggede ikke direkte på ham. "Hm.. Jeg troede faktisk ikke jeg skulle se dig igen..." Sagde hun og kiggede ned på hendes sko.

han rettede hoved op og hævede øjenbrynet "hvorfor ville du se mig igen" spurte han uforstående, hvorfor i verden skulle hun dog lyde bange for ikke at se ham igen, det forstod han da ikke eller var hun bange for ikke at se ham igen

Hun trak lidt på den ene skulder. "Jeg... Jeg troede at efter at du var gået ville jeg næste dag tage hen til kroen og vise mig selv... Lade dem brænde mig ihjel... Men jeg kunne ikke... Lige før... Før jeg ramlede ind i dig så jagtede nogle mænd mig... De havde nær slået mig ihjel. Jeg slap dog væk..." Svarede hun. Hun bed sig i læben og kiggede stadig ned i sine sko.