Is it you again?! //Christian//

S: Slavemarket i Doomsville.
T: Snart nat.
V: Regnvejr og overskyet.
O: Mange væsner og folk der sælger slaver.
P: En sort hættetrøje, med hætte slået op, sorte bukser og sorte converse sko.

Nille maste en mand ind i væggen, hvor væsner aldrig kom. "Nåde! Jeg beder om nåde frue!" klynkede han og kiggede på hende med tiggende øjne. Manden havde rødt hår, en hud der var olivenfarvet, og pænt tøj på. Mandens navn var Jacob Laden. Mærkeligt efternavn syntes Nille selv men det hed han jo så...
"Hvorfor skulle jeg give dig nåde ?! Du sælger slaver, du dræber slaver og du stjæler fra venlige folk!" Knurrede Nille ind i ansigtet på ham. Nille havde sit sorte hår samlet i en fletning der hang ned over hendes skulder, eftersom hun havde sin hætte slået op. "Jeg undskylder meget! Jeg beder dig frue... Lad mig gå!"
Han tiggede og tiggede som en gal, den mand. "Jeg lader dig gå i helvede gør jeg!" Hendes øjne skød lyn. "Jacob Laden, se mig i øjnene!" hvæsede hun af ham. Jacob kiggede tøvende på Nilles øjne, som var sorte og begyndte at skinne som gale. "Se ... Mig i øjnene.... Som ingen andre tør!" Hviskede hun af ham med alt det hun kunne trække fra sin evne. Jacob klynkede og pev. Tårerne stod på spring i hans øjne. "Du er tåbelig... Du skammer dig... Inderligt!" Andet orkede hun ikke at sige til ham. Hun greb fat i hendes kniv og puttede den på hans strube. "Undskyld..." Mumlede han inden Nille dræbte ham. Jacob faldt ned i gulvet, død og skammende. Nille satte sig på hug og rodede i hans lommer efter kontrakter som eventuelt gjorde det samme som ham. Hun tørrede også blodet af hendes kniv i hans tøj. Hun fandt en seddel hvor der stod navn og adresse på og hvad personen lavede. "Javel jah..." mumlede hun og stak sedlen i bukserne lommer. Hun gik ud i gaden hvor slavemarket foregik og kiggede rundt. Hun gik længere væk fra hvor liget var og i det fjerne kunne man høre skrig. De havde fundet liget men Nille var ligeglad.

påklædning [For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.] og et par slidte hullede jeans

hans slentrende stille ned af gaderne, med et underligt smil på læberne, alt dette der var sket den sidste uges tid...det havde forandret alt, han havde beskyttet hende og en anden kvinde som han ikke kendte noget til. hvorfor han lige havde valgt at beskytte den knurrende kvinde, var vel nok fordi hun var der og det var ved at gå op for ham at han ville ofre sit liv for denne kvinde...hold kæft hun havde ramt ham hårdt med hvad hun nu end havde gjort mod ham...så havde hun været effektiv.
han sukkede og kørte en hånd igennem håret før han trådte ind i slave området, hvorfor han lige havde valgt at begive sig herhen af, vidste han vel englelig ikke, men nu gjorde han det bare og sådan var det...en simpel gå tur, eller noget i den stil.
lidt turmuld i nærheden fik ham til at lytte stille og gå imod lyden, det var kvinden, hende den knurrende kvinde, men hvad havde hun gang i. med et nyfundet selvsikkert smil lænede han sig op af muren og betragtede dem nøje "er du ikke sikker på at du er for hård ved ham" spurte han en smule drillende, han fjernede sig fra muren og gik hen mod dem med et lettere drillende smil

Nille vendte sig om og hørte en bekendt stemme... Manden lå livløs på jorden. "Niksen, han bad selv om det..." Nille kiggede undrende på ham. "Sig mig... Har vi ikke mødt hinanden før?" Hun kiggede undersøgende på ham, for han så bekendt ud. Nilles øjne skinnede ikke mere og hun kiggede på hendes kniv. Hun lagde kniven i skeden, der ved hendes bukser og kiggede på drengen.

han klukkede og lagde armene over kors "det er jeg helt sikker på, du brugte dine små evner på denne dumme mand så han vil skamme sig slemt over det...er det ikke din evne du for folk til at se deres dybeste skam og bringer det frem i lyset" han hævede øjenbrynet og så nærmere på hende med varme øjne. han kørte en hånd igennem håret "ja det har vi da, jeg beskyttede jer mod mit barn, hun var meget interesseret i at dræne jer" han slog ud med hænderne og smilede stille

Hun kiggede indtrængende på ham og følte sig usikker...
"Joh på en måde. Jeg kan få dem til at skamme sig... Vil du prøve?" Hun sendte et udfordrende blik til ham og smilede drillende. "Dit barn... Jeg kan godt forstå hende. Shapeshifter blod er meget tiltrækkende. " Nille kiggede på liget. Det var begyndt at stinke lidt.

han holdte hænderne op, som et tegn på at han ikke havde tænkt sig at gøre hende noget "tror mig jeg har dæmoner store end mange andres, det ville ende galt tro mig" han så et kort sekund meget sårbar ud, men det forsvandt lige så hurtigt som det var kommet, hans drillende smil dukkede op igen "virkelig, må jeg tage en smags prøve" spurte han og grinede stille, det var tydeligt at høre på hans stemme at han drillede

Hun rækkede for sjovt tunge af ham. "Iiihhh, du når ikke at tage en tår inden du føler skam" Hun grinede drillende til ham. Hun rynkede på næsen da døden af lugt nåede hendes næsebor. "Æhm... Jeg syntes at vi skulle smutte væk fra liget... Han lugter." Hun smilede."Mit navn er Nille i øvrigt."

han nikkede og trådte tilbage "åhh nej altså du må ikke, store farlige Nille, du må ikke" han gik kort på knæ og prøvede at lade hver med at grine. dog rejste han sig op igen og lagde armene over kors "jeg hedder Christian" hans smil blev varmere, men et eller andet sted under overflade lurede hans indre dæmoner, ventede bare på at slippe fri og komme ud, ud for at hærge

Hun grinede da han lavede sjov. "Hyggeligt at møde dig." Nille gik ud af gyden hvor liget var og gik igenmen alle boderne med slaverne. Hun kiggede bagud for at se om at han fulgte med hende.

han nikkede og fulgte stille efter hende "amen det var da så lidt kære Nille, jeg ved at det er en fornøjelse at møde mig...jeg elsker det selv" grinede han og kørte en hånd igennem håret, dette var nu sjovt, meget sjovt, den måde han kunne drille med hende, som han aldrig før havde gjort, det gjorde ham nu meget glad

Hun grinede af det han sagde. "Hmm... Jeg sagde det nu for at være høflig!" Nille smilede drillende til ham. "Men vær nu forsigtig med det du siger... Jeg kan jo let få dig til at skamme dig!" Hendes øjne glimtede faretruende, men hun grinede for at understrege at hun lavede sjov. Christian var nu selv sjov syntes hun.

han smilede og hævede øjenbrynet "det tror jeg nu ikke, men okay hvis det er det du mener" hans stemme var drillende, provokerende og legesyg. dog stivnede han da hun nævnte sin evne, evnen til at se skam...for ja han skammede da sig så sandelig over en masse ting, også selvom han vidste det ikke var hans skyld skammede han sig på et punkt over at være grunden til at hans forældre var nød til at sælge ham til Amanda. han sukkede og smilede svagt til hende da hun grinede "det må du ikke joke med, jeg har ting...mange ting som jeg skammer mig over jeg vil helst ikke genopleve det hele igen" sukkede han og kørte en hånd igennem håret

Nille kiggede på Christian. "Bare rolig, jeg bruger kun min evne som selvforsvar eller ... For klanens kontrakter." Hun sukkede. Hun ville ikke bruge sin evne på Christian... Medmindre han begyndte at angribe hende og bide efter hendes hals. "Må jeg vide de ting du skammer dig over? Eller...?"

han nikkede og gik hen til hende " jeg blev født i det 13 århundrede og min familie havde ikke råd til så meget, næsten aldrig mad, da så vampyr kvinden Amanda fandt mig interessant...ja jeg blev solgt til en vampyr i en alder af 15 år, misbrugt i over hundrede år" han sukkede og hans blik blev helt mørkt

Hun standsede op foran ham. "Christian! Jeg kan ikke få dig til at skamme dig over ting der er sket ved dig. Jeg kan kun få dig til at skamme dig over hvad du har gjort som er forkert. Ikke hvad dine forældre har gjort forkert eller denne... Amanda." Hun forstod det slet ikke... Hendes evne var ikke ond, den var beskyttelse og rettelse. Hendes evne udvidede sig altid jah, men den vil altid aldrig kunne få folk til at skamme sig over hvad der er sket ved dem.

//Æhm hendes evne er udvidet, det bliver den temmelig tit så kig i profilen ^^//

han trak på skulderne "jeg mener også effekten af det der skete, jeg har...har gjort så mange forfærdelige ting ved andre, jeg frygter jeg aldrig vil være god nok for Caroline at jeg en dag vil hungre efter hendes blod...for det vil jeg ikke" hviskede han og så med et trist ud, han var en som faktisk aldrig havde haft et liv som alle andre børn, han fik næsten aldrig noget at spise som barn og det havde vel en effekt på ham

Hun kiggede forstående på ham. "Caroline... Hun er med i min klan. Christian du hjalp mig og Caroline forleden dag, husker du det? Jeg stoler på dig og derfor stoler jeg også på at du ikke kunne finde på at gøre Caroline fortræd, og jeg tager altså ikke så meget fejl. " Hun grinede ved det sidste hun sagde og smilede til ham.

han lagde armene om på ryggen og betragtede hende nøje "for at være helt ærlig beskyttede jeg kun dig fordi du var tæt på Caroline, havde du ikke været der hvor du var...ja så havde jeg nok mere koncentreret mig om hende end dig" han trak på skulderne og kløede sig i nakken "men jeg...jeg er virkelig blevet forelsket i hende, hun har ramt mig...ramt mig meget hårdt" sukkede han

Hun grinede, selvfølgelig vidste hun at han nok højst sandsynligt ville beskytte Caroline. "Jeg kan også klare mig selv, Christian. Jeg føler intet for at du højst sandsynligt ville beskytte Caroline mere end mig. " Hun smilede venligt.
"Meget hårdt siger du? Hmmm.... Sjælevenner..." Hun smilede gådefuldt og begyndte at gå igen.

han grinede stille og trak på skulderne "det betvivler jeg skam ikke, men hun er nyfødt, sjæleløs uden skam...sådan er de fleste, men så kommer det til med tiden, hjemsøger dig i mørket, skriger hvert sekund hvad du har gjort" hans øjne lå på hende med et skævt smil "ja i over 600 år har jeg været alene, troede aldrig jeg ville finde en..en som jeg faktisk føler mig levende med, men ja hun..hun overraskede mig" han kørte en hånd igennem håret og grinede svagt

Hun kiggede rundt. "Christian, min evne virker på hver en race... Hver en! Selvom det tager på mit energi og uanset om hun er ny eller ej får jeg tid nok til at flygte" Hun rørte kort ved sin fletning. "Det var... Lang tid. Det er jeg kun glad for at høre Christian. " Hun smilede glad til ham.

han trak på skulderne 2"men hav i tankerne, nogle ikke skammer sig over hvad de har gjort, jeg har mødt vampyrer som er ældre end mig selv, faktisk omkring de 2000, men hun skammede sig ikke, tror du at det ville hjælpe, hvis personen faktisk ikke skammede sig over noget" spurte han og hævede øjenbrynet. hans smil blev en smule bredt og blidt "mange tak, jeg frygter nu stadig at jeg vil hungre efter hendes blod, mere end jeg hungre efter hendes berøring" hviskede han og så væk

Hun tænkte lidt over det... Hun havde mødt en... En som ingen skam havde...
"Nej... Men min far... Jeg kom engang til at bruge min evne på min mor og da hun skammede sig så inderligt at hun græd greb min far fat i mig... Slog mig og skældte mig ud. Jeg prøvede at bruge evnen på ham... Men den virkede ikke." Hun mærkede tårerne presse på ved tanken om sine forældres hårde opførsel til hende. Hun fik dem hurtigt væk godt nok. "Hendes berøring? Æhmm... Christian? Du skynder dig vel ikke på hende?" Hun kiggede undrende på ham.

han var hurtigt henne foran hende og så på hende med et lidt udtrykke "lille panter det er ikke din skyld, det er hans skyld" hans smil og strøg hende blidt over kinden, næsten som en flygtig og blid berøring "skynder mig på hende, aldrig bare hun gør dette er jeg tilfreds" han tog hendes hånd og lagde den over det hjerte der engang slog "det slår måske ikke mere, men hun har det i sin hule hånd" hans smilede, men efter lidt tid trådte han væk da berøringen blev for meget

Lille panter? Hun grinede.
"Hmm... Ikke min skyld... Okay måske er det ikke" Hun smilede drillende.
"I sin hule hånd... Okay klamt sådan en stor organ hun holder i sin hule hånd mens der drypper blod ned. Ej bare rolig jeg fatter det godt. Hvor sødt endelig. Beklager jeg er bare ikke så god til det med romantisk jeg kan i det hele taget ikke forstå det så godt" Hun grinede.