I cant believe it.. you are.. You.. Hey! -Christian-

S: Thousand Winters.
O: En sneørken med rolig vind.
V: Koldt.
T: Solen er gået ned, men der er ikke helt mørkt endnu..

Måske var det bare det han havde brug for.. Lyden af Thousand winters stilhed.. Der var ikke en lyd til stede, hvilket nok var en af grundene til at der aldrig kom nogen. Stilheden gjorde at det ellers så smukke sted, gik hen og blev til et sted man helst undgik. Ikke nok med at der var koldt, stilheden gjorde det bare værre. Normalt ville Jacob havde elsket at være i Thousand winters, men ikke denne gang. For hver gang hans blik landte på en lille skråning, kom han i tanke om Christian og deres første møde.. Det var ved at være lang tid siden, men han havde ikke kunne få sin bror ud i hovedet. På så kort tid var de begyndt at opfører sig som brødre, som om de havde kendt hinanden i så lang tid, i en evighed.. Men, så snart der kom en lille solstråle i livet, forsvandt den ligeså hurtigt som den var kommet. Jacob havde ikke set skyggen af Christian længe, det bekymrede ham og han ville ønske at han bare ville dukke op for enden af skråningen, ligesom han havde gjort første gang.. Han kunne stadig se ham for sig, se det smil han fik plantet på hans ansigt og føle suset i maven, da han sad på ryggen af ham og de løb igennem Thousand winters..
Et kort suk undslap ham, inden han fortsatte igennem vinter ørkenen, med sine hætte trukket over hovedet.. Måske var det ikke meningen at han skulle se ham igen.. Eller, måske skulle han bare lige have sin tid til at dukke op...

Helt i orden ^^//

Pludselig kunne han hører noget bevæge sig, så det fik ham til at stoppe op og bare stirre ned i sneen, for at være sikker på om han nu hørte rigtigt. Det lød som om at der var en som rejste sig og derefter lod sine finger berøre sneen.. Det overraskede Jacob over hvor god en hørelse han havde når han var ude i Thousand Winters. Hver gang der var nogen som rørte sneen, var det som om at han kunne mærke det, hvilket for ham var en smule underligt. Men, det var vel også smart, så var der ikke nogen som kunne angribe ham uden videre.. Han rettede sit blik fremad og strammede hver en muskel i sin krop, eftersom han ikke var klar over hvad han ville komme til at se. Det kunne være alt fra fjende, til et sulten rovdyr..
Han satte i løb hen imod skråningen, for at gå personen imøde. Men, han havde aldrig regnet med at han skulle se den person som lige om lidt ville stå foran ham.. Så snart Jacob så skikkelsen stoppede han op med stive bevægelser og skulede til ham under hætten. Dog blev hætten hurtig fjernet, så snart han så det velkendte ansigt.. Christian.. Det var Christian! Han fjernede sin hætte og søgte efter en øjenkontakt med sin bror.
"Christian?" spurgte han med en stemme så lav at han nærmest hviskede.

Jacob spærrede sine øjne op og kunne ikke tro det.. Christian stod rent faktisk foran ham, og selvom smilet ikke nået op til hans øjne, så kunne Jacob fornemme at han var ligeså overrasket over at se ham, som han var over at se ham.. Han måtte ryste på sit hoved, inden han tog sig sammen og gik forsigtigt hen imod ham. Hans bevægelser var tøvende, da han kunne mærke at der var noget helt anderledes ved Christian, som var han igang med en indre kamp med sig selv. Det fik kort Jacobs tanker over på dengang han var ond, men han fokuserede hurtigt på sin storebror nok engang. Øjnene var tomme, men smilet sagde det hele og pludselig kunne Jacob ikke lade være med at smile selv, som en fjoget dreng der lige havde fået verdens bedste nyhed.. Det var ikke til at forstå..
"Det siger du ikke," sagde han forbavset og kiggede ham i øjnene med sin krystalblå øjne. "Hvor har du været.. Jeg mener.. Jeg har ledt.. Ja.. Jeg har ledt efter dig," Det var som om at han ikke kunne finde de rigtige ord, som var han en smule nervøs uden at vide hvorfor..

Jacob faldte til ro, da Christian lagde en hånd på hans skulder og gav den et lille klem, som han havde gjort før og som en storebror ville gøre. Der var så mange tidspunkter hvor Christian havde været væk, hvor Jacob kunne have brugt et råd fra ham, men nu som tingene stod for ham, ville han ikke over øse ham med sine spørgsmål og problemer. Nu ville han lytte til Christian og være der for ham.. Endnu engang kunne han ikke tro sine egne øre.. Tænk at der var nogen som kunne opføre sig sådan, det var jo forfærdeligt.. Jacob kunne mærke en indre knurren, men han holdte den tilbage og knyttede sine næver i stedet.
"De fortjener at rådne op i himlen," mumlede han og kiggede kort ned på den hvide sne, inden han rettede sit blik op i Christians øjne igen. "Tro mig, de får ikke lov til at gøre det imod dig igen,"

Det er skam i orden ^^//

Tanken om de mennesker gjorde Jacob vred, han hadede når der var nogen som skadede dem som han holdte af, de fortjente at ende et sted hvor de kunne smage deres egen medicin.. Pludselig kunne han mærke en varm omfavnelse, så han straks stoppede med at knytte sin næver og bare slappede af sin brors omfavnelse. Han måtte indrømme at han havde savnet den omfavnelse.. Hans krop var igen afslappet og han lyttede til de ord som Christian sagde, imens han nussede det hvide hår, så Jacob ikke kunne lade være med at smile, ved tanken om at han engang uglede hans hår meget.. Da han gav slip på ham, sendte han ham et broderligt smil og kiggede ham i øjnene.
"De fortjente det," sagde han og nikkede til ham. "Vi skal nok få din menneskelighed igen og jeg giver ikke op før du har den," Hans øjne glødede af selvsikkerhed.

Selvfølgelig ville Jacob hjælpe ham.. Han var hans bror, den første han snakkede med og den første som egentlig accepterede ham som han var. Jacob mødte Christian før han mødte Nille og Caroline, så selvfølgelig ville han hjælpe den dreng som for engangs skyld ville snakke med ham og kaldte ham for sin broder, noget som han altid havde ønsket sig. Nu havde han også Josh, hvilket ville sige at Christian havde en lillebror mere, men det måtte han nok vente lidt med at fortælle ham. Det kom jo også an på om Christian ville accepterer Josh..
"Selvfølgelig vil jeg hjælpe," sagde han med et bestemt smil, som falmede en lille smule da han nævnte forandringen. "Hvad for forandringer?"

Han sukkede og lagde armene over kors, han vidste ikke hvordan han skulle gribe det an...eller jo det gjorde han jo "jeg har ikke meget menneskelighed i mig, jeg draeber og jeg opdager bagefter at jeg er ligeglad med dem, jeg slaar dem ihjel og de er som kooer for mig..bare mad" han trak paa skulderne og saa laenge paa ham "er du sikker paa at du stadig vil hjaelpe mig, jeg er ikke den samme, jeg bekymre mig ikke om andre...jeg ved ikke hvorfor men du er en undtagelse af det, du er nok den eneste jeg bekymre mig om, men andre om de door jeg kunne ikke bekymre mig mindre end jeg allerede goor" koore haanden igennem haaret og sukker.

Han dræbte? Det skulle ikke holde Jacob tilbage, han måtte forsøge at hjælpe ham, så godt han nu kunne. Men, Jacob dræbte jo selv når han skulle have mad, han var ikke vild med det, men sådan var det altså. Han skulle have sjæle for at overleve og behøvede derfor at dræbe. Hans klan var dog mest vilde med hvis man dræbte for selvforsvar og sult, ikke for sjov. Jacob nægtede at give op på Christian, han havde lige fundet ham og ønskede at blive ved med at have ham som en bror, om det så betød at han skulle arbejde for at få det menneskelige igen.
"Ja, jeg ønsker at hjælpe dig," sagde han med et skævt smil. "Du slipper ikke så nemt af med mig, specielt ikke nu når jeg har fundet dig igen,"

Han rullede med oojnene og trykkede ham ind mod sig til endnu et kram, det overraskede ham virkelig hvor mange kram han havde givet ham "jeg vil heller ikke slippe af med dig...du er min bror og jeg har savnet dig, mens jeg var i fangeskab...taenkte jeg paa hvad du mon lavede og om du overhoved havde set jeg var vaek, om du havde bemaerket det eller ville bemaerke det" han trak paa skulderne, han havde taenkt over om Jacob havde bemaerket hans fravaer, han haabede da at han var savnet af nogen ogsaa selvom han ikke regnede med det eller bekymrede sig det mindste

Det at han himlede med sine øjne, fik bare Jacob til at grine kækt, som en hver anden lillebror ville gøre, når det havde lykkedes ham at genere storebroren, så han himlede med sine øjne eller smed ham ud af værelset. Det gav et lille chok i ham, da han trak ham ind i et nyt kram, men han vendte sig hurtigt til det og krammede ham kort tilbage, hvor han derefter trak sig ud af krammet og sendte ham et kækt smil, som var varmt og drilsk.
"Selvfølgelig tænkte jeg på dig," sagde han og kiggede ned på den hvide sne. "Jeg savnede dig meget, du aner ikke hvor mange gange jeg kunne have brugt et råd fra dig," Han kiggede op på ham igen, imens han havde placeret sine hænder i sine lommer. "Jeg må indrømme at jeg også var nervøs for om du tænkte på mig,"

Han kneb oojnene og sitrede svagt "griner du af mig" ser paa ham med et par moorke oojne, mens en dybt knurrer dybt kom nede fra hans bryst. Han sitrede mere, hvorpaa han forsvandt ud af den blaa, han var meget hurtigt, men hurtigt efter skubbede han til Jacob og holde ham fast nede mod jorden "ingen griner af mig" grinede og rodede hans haar. Han smilede og rejste sig elegant op "jeg savnede ogsaa dig og ja selvfoogelig taenkte jeg paa dig, du er min lillebror, skal jeg ikke goore den slags?" Spurte han drillende

Pludselig forvandlede Christian sit ansigt om, til at være en knurren, så Jacob nær var hoppet nogen meter væk fra ham, men han kom hurtig i tanke om at det sikkert ikke var for alvor og det bare var Christians måde at skræmme Jacob på. Præcis som en storebror ville forsøge at skræmme sin lillebror, hvis man gjorde noget som irriterede storebroren. Jacob kunne ikke fjerne sit kække smil, specielt ikke da han vidste at Christian ikke mente det alvorligt. "Nej da, jeg griner med dig," Han klukkede og rækkede hurtigt tungen, inden han prøvede at undgå Christian rode ham i håret, selvom det var forsent. Det pjuskede hvide hår, sad nu bare endnu mere pjusket, hvilket fik ham til at surmule kort, men ændrede det hurtigt igen til sit kække smil. "Jo, det jo det du skal," han grinte kærligt.

Han så direkte på ham "er du sikker på det? Bare fordi du er min bror kan jeg stadig give dig en omgang du sent vil glemme" sagde han med et hævede øjenbryn, det var englelig ligegyldig hvor vred han var på Jacob, bare det at han så ville han aldrig kunne gøre ham ondt, ikke med vilje i det mindste.
Han lagde armene over kors, pustede ud med et suk "der er nogen efter mig....og jeg vil meget vel snart ikke klarer den....dem der er efter mig, er også dem som tog mig til fange" sagde han og sukkede stille, hvordan skulle man lige sige til sin eneste bror at man var så godt som dødsens? At man meget vel snart ville ligge død et eller andet sted?

//ved godt at du ikke er Christian længere, men tænkte at vi kunne have en lille slutning alligevel ^^//

Han kunne ikke tage det seriøst, selvom han udmærket godt vidste at Christian sagtens kunne sårer ham, men det vidste han at han ikke ville og derfor havde han ingen grund til at være bange. Christian var hans storerbror, og det ville han altid være, han var en af dem som var der aller først for Jacob. Om Christian så forsvandt, ville Jacob aldrig glemme ham. Til det sidste han sagde, spærrede han øjnene op og kiggede forvirret hen på ham, som havde nogen lige fortalt ham at jorden ville gå under.
"Christian, jeg beder dig, du må ikke gå fra mig, nu har jeg endelig fundet dig også siger du til at mig at du er dødsens? Det kan du ikke mene.. Vi.. Vi får dig i sikkerhed.. det er jeg sikker på.." sagde han og kiggede stadig skræmt på ham.

Han lagde sin hånd mod hans beklædte isse "Du er min bror, jeg vil altid være der for dig, på den ene eller anden måde, men ham der er efter mig....han er virkelig ond" han rodede ham kort i håret med et trist smil "jeg forventede ikke at se dig, ikke at jeg ikke er glad for at se dig, men jeg flygtede fra fangeskab og han vil finde mig....det ved jeg" han lagde armene om bag ryggen, vendte ryggen til ham og så op mod himlen.
Han grinte tørt "få mig i sikkerhed, hvem skulle hjælpe dig, hvis du ikke har bemærket det, så hader alle mig stort set" brummede han og vendte sig om mod ham, han var nok ikke helt igennem ødelagt, men han var realistisk og vidste godt at venner havde han sgu ikke mange af

Jacob knurrede ved tanken om ham, som var efter Christian og han ville skam gøre alt hvad der stod i sin magt for at forsvarer sin bror! Han ville ikke miste ham, han ville ikke miste flere, det kunne han ikke bærer lige nu!
"jamen, så må vi stoppe ham Christian, nok er han ond men det betyder vel ikke at han ikke kan besejres?" sagde han og knyttede sine næver, for ikke at råbe en masse skælds ord ved tanken om at miste sin bror. "Jeg vil få dig i sikkerhed! Nok ser jeg ikke truende ud, men jeg kan sagtens slå fra mig!" han vrissede og kiggede ned i jorden, ned på det hvide sne. "vi behøver ikke hjælp, jeg vil bare gerne have dig i sikkerhed og det kan jeg sagtens selv klare," Han kiggede op på ham igen, med et halv bedende blik. "Jeg lader dig ik bare dø Christian,"

Han gjorde noget der overraskede ham dybt, da han med et greb Jacob hårdt om halsen, hamrede ham ned mod jorden "fatter du det ikke! han er flere år ældre end mig, han kender mig på måder ingen gør....han kender til dig, til alle jeg nogensinde har holdt af, har du aldrig tænkt over hvorfor jeg hellere skaber mig fjender end venner, jeg skal ikke give ham flere grunde til at han skal skade nogen jeg elsker" hvislede han og vidste tænder af ham, før han kørte hånden ned over ansigtet og trådte tilbage "undskyld, jeg skulle ikke havde gjort det" han samlede hænderne omme bag nakken og flettede fingrene ind i hinanden.
Han rystede på hoved "han er som sagt flere tusind år gammel, han vil knuse dig som en tændstik, uden nåde og hvis du først gør ham vred, så finder han alle dem du elsker og sørge for at dit liv bliver et helved, tror du jeg ønsker det for dig?" spurte han forsigtig og lagde hoved på skrå. Det gav ham da bare en smule glæde det at Jacob ikke ville give slip så let

Ligeså hurtigt som et lyn, havde Christian taget et greb om halsen på ham og smidt ham ned i sneen, så Jacon var sikker på at han havde hørt sin egen ryg sige et par knække lyde, men det var nu ikke det som han bed mærke i. Det var snarer tanken om at Christian faktisk lige havde smidt ham ned i sneenog nu stod og vrissede tænder af ham, som var han en fjende han skulle udryde. Jacob var for overasket til at stritte imod, men ligeså hurtigt som det var sket, gav Christian slip og sagde undskyld for det, så Jacob bedre kunne genkende ham. Alt det han havde sagt, gentaget sig oppe i hovedet på ham og han ønskede bare at hjælpe Christian med alt hvad han havde.
"Nej," sagde han lavt og kiggede ned i jorden, vidste ikke hvad han skulle sige til det. Han ville kæmpe imod denne mand, men hvis han var som Christian sagde, så blev det ikke den mindste smule nemt overhovedet. "Men.. Jeg.. Vil du så bare at have at jeg skal stå og se på imens han dræber dig? for det kan jeg ikke," Han kiggede tøvende op på ham.

Han sukkede, holdte hænderne omme bag nakken, så direkte på ham "Jeg vil ikke have der sker min bror noget, Christopher.....der er en grund til at han hedder Morgenstern til efternavn og det er ikke bare et tilfældigt efternavn" sagde han og lod armene falde ned, mens han stille gik hen til ham "Hvad jeg ønsker er at du skal gå din vej, hvis du ser en mand der ligner mig, hvis han går klædt i en habit og ser en smule forkert ud, næsten for perfekt, så vend dig om og gå din vej, se dig ikke tilbage og be til at han ikke har set dig" sagde han og lagde armene over kors, han vidste ikke hvordan han ellers skulle kunne hjælpe ham. Da Christopher lignede ham så meget, ville det være let for ham at kopiere hans egne bevægelser og derved snyde Jacob på det hårdeste, måske endda for ham til at tro han blot vil hjælpe ham

Jacob kiggede på ham med et trist blik, et blik der ønskede at alt det Christian sagde bare kunne dufte og forsvinde, det ville være perfekt. Jacob ville bare ikke miste Christian, han skulle møde Josh, få en ny lillebror der var ligeså kæk som ham selv, men hvad nyttede det når Christian selv vidste at han skulle dø og intet kunne gøre for at stoppe denne Christopher. Han lukkede øjnene hårdt i, klemte dem sammen og sukkede dybt, hvor han derefter knyttede sine næver og åbnede sine øjne igen, der var fyldt med angst.
"Så, du vil have at jeg skal gå nu?" hviskede han lavt og ønskede egentlig at svaret var nej, men han vidste godt at der sikkert ville blive et ja. Der var åbenbart ikke andet Jacob kunne gøre, han kunne ikke hjælpe Christian, han skulle lade ham gå..