Daughter of the leader.. -Jane-

Sted: Udenfor Firewood Village.
Omgivelser: Ingen væsner at se, kun stille vind der blæser i træer og en enkelt sti der løber imellem træerne og fører ind til Firewood Village.
Vejr: Køligt.
Tid: Aften.

Endnu engang var det blevet aften, denne dag var gået lyn hurtigt for den unge dæmon Jacob. Han havde det stadig som om at han lige var stået op, vågnede ved at en solstråler ramte hans ansigt.. Men, nu var solen væk igen og månen stod nu højt på himlen..
Jacob stod udenfor Firewood Village, ventede på at en lækker sjæl skulle komme forbi.. Han havde brug for sin daglige mad.. Så hvorfor ikke vente til der kom en eller anden forbi, der måske var lidt om tumled, ved at have drukket for meget..
Jacob havde lukket øjnene, fokuserede kun på lydende omkring ham.. Et egern listede rundt oppe i et af træerne, mens en slang sno sig igennem det duggede græs..
Han åbnede øjnene, da lyden af skridt kom ind fra hans rækkevide.. Nu var det nu.. Forsigtigt gjorde han sig klar, det var en mand, fuld præcis som han havde håbet.. Før manden kunne reagere, havde Jacob sprunget på ham og var ved at fryse hans lemmer og blod til is.. Manden stivnede, faldt lidt efter lidt om.. Gispede efter vejret.. Jacob sprang væk fra ham, kiggede kort ned på ham inden han tog hans sjæl..

En lyd af et smertes skrig kunne hørers i mellem gaderne. Et skrig fra en uskyldig som blot var et sølle offer for Jane. Jane smilte som et lille barn glad og tilfreds. Hun elskede at se folk lide smerte. Derfor ved hun ved med at holde kontakten til hans øjne inden hun ville suge hans sjæl ud. Denne unge mand, menneske mand betød intet. Det var der sjælent nogen som gjorde. Jane kunne se mandens sjæl flyve fra reden, og sugede den i sig med det samme.
Hurtig vendte hun hovedet til siden..

Lyden af et andet radsels skrig suste igennem natten, som en lun lille vind og forsvandt som et ekko.. han drejede hovedet for at finde kilden til dette skrig.. Det chokerede ham ikke, da han fik øje på en ung pige der stod, med en død mand liggende for sine fødder.. En sjæledæmon som ham selv.. Der var ingen tvivl.. Ligesom ham, havde hun en unaturlig øjenfarve.. Hans var krystalblå som en en skinnende diamant, men hendes.. Han kunne ikke tage blikket fra dem.. De var blodrøde.. Det kunne ligne at de var fyldt op med blod.. blod fra hendes ofre..
Han rettede sig op, fik øjenkontakt med denne blodøjet artsfælle.

Jane smilte udskyldigt og fik øjenkontakt med den hvidhårede dreng. Hun ville ikke have han skulle slippe udenom hendes område. Hun brugte sin evne på ham, for at holde ham på stedet. De krystalblå øjne sagde hende intet. Hun gik imod ham, hun var alene i aften. Men stækt nok til at gå alene.
"Hvad har vi her?" Sprugte Jane, og vidste udemærket at han ikke kunne snakke.

En pludselig smerte overtog ham.. Det værste var at han ikke kunne trække væk fra den, kunne ikke se væk fra hendes øjne.. Han var fanget.. Fanget i et rige af smerte.. Han havde det som at han drukknede, brændte og blev skåret i på samme tid.. Det var en forfærdelig følelse..
Han kiggede på hende og bemærkede ikke engang at hun sagde noget.. Det eneste han kunne hører var skrig, vand og lyden af flammer..

Hun slap ham og hævede et bryn.
"Davs med dig dæmon." Svarede hun en anelse koldt, men med et smil som var en smule glad. Hun var ikke altid så ond og arrogant som nogle mente. Men hun havde den rolle når hun var blandt andre, ellers ville hun gerne også bare leve alene sommetider..
"Hvad laver du ude så sent?"

Dæmon..
Selvfølgelig kunne en som hende se at han var en dæmon, hvilke andre former for trylletricks gemte hun på under disse røde øjne fyldt med smerte?
"hej," svarede han bare og bed sig i underlæben, hvor han derefter stoppede øjenkontakten ved at kigge ned i jorden. Han skulle nødig mærke den form for smerte igen. "Tjoh, jeg går hvor det passer mig og leder efter en bestemt person," Han kiggede op på hende igen med et selvsikkert smil.

Jane rullede øjne alle undgik hendes øjne hvis de kunne.
"Hvem leder du så efter?" Spurgte hun igen mere nysgerrigt og lagde hovedet en tak mere på skrå.
Selvfølgelig skulle hun jo ik blande sig i det, men det gjorde hun nu alligevel.

//kort svar over mobil, næste bliver bedre //

//Helt i orden //

Hun smilte. Det overraskede ham underligt nok, det var nok fordi han ikke havde regnet med at en som hende smilte.. Hun virkede så kold på en mærkelig måde, men så alligevel ikke. Der var et eller andet over denne dæmon, som han ikke havde set ved andre dæmoner, som skulle han vise respekt overfor hende, hvis han ikke ville ende i fedtefadet. I fedtefadet, hvem ville sende ham i fedtefadet? Han hadede sine egne tanker, det var som et rodet rum hvor teenageren aldrig vilel rydde op, selvom forældrene havde bedt hende eller ham op til hundrede gange om det.
Hvem han ledte efter var hans egen lille hemmelighed, han kunne jo ikke fortælle hende at det havde noget med hans klan The shadowguardians at gøre.
"Du kender ikke personen vil jeg vædde med," sagde han med et lumsk smil og tog modet til sig ved at kigge hende i øjnene.