You're like.. my daughter, and I love you ~Moo

Sted: Assorians værelser
Beklædning: Et par løse afslapningsbukser og t-shirt
Vejr: Mørkt og koldt
Tid: Midnatstid
@Moo

Selv for hende var der gået noget tid siden hele hændelsen der ændrede Moons liv var sket. Hun havde forsøgt at skjule det, men indeni følte hun sig som et kæmpe pulsespil. For at smide sine tanker over på noget andet, havde hun godt lagt mærke til at Assorian havde opført sig underligt. Men især nu hvor Caedmon var væk, havde hun kunne gå og fokusere på det. Hun kendte alt til at skjule sine følelser, hun havde gjort det hele sit liv. Så at Assorian prøvede at skjule det, gjorde det blot mere synligt for hende.
Hun havde sneget sig over til hans dør og smug-kiggede gennem nøglehullet. Han så, så oprevet ud, at det pinede hende en anelse. Selvom det han udsatte hende for, var noget der stadig gik hende på, brød hun sig ikke om at se ham sådan her. Hun overvejede at gå ind et par gange og måtte rejse sig for at gå frem og tilbage mens hun overvejede hvor vidt hun skulle gøre det.
Da hun vendte tilbage for at kigge ind, var han forvandlet til sin skyggeform, og brølede. Hun rettede sig op og tog blot fat i dørhåndtaget inden hun trådte ind.

"Et simpelt 'kom ind', kunne også have gjort det. Men hvad er det der går dig sådan på?" sagde hun roligt mens hun lagde hovedet på skrå. Hun gik hen til ham og hvis han havde forvandlet sig tilbage ville hun tage fat i hans hænder og søge efter øjenkontakt:" Du er nød til at fortælle mig hvad der er galt." Sagde hun så en mere alvorlig og bekymret stemme. Hun gav hans hænder et let klem inden hun så slap dem igen. Hun sukkede kort og så en anelse ned i jorden. Hendes egne negative følelser trængte på, men hun forsøgte ihærdigt at skjule dem.
Da hun så op på ham igen var et blidt smil over hendes læber og hun så ind i hans øjne:” Du kan ikke skjule det for mig. Jeg har skjult mine følelser hele mit liv, og det har været for ingen nytte. Jeg fandt ud af for længe siden at det er bedre bare at komme ud med sine følelser.”  hun rystede let på hovedet og kom lidt til at tænke på Caedmon. Han havde altid været hendes anker, den person hun kunne betro sig til. Hvorfor var han også væk? Kunne han ikke bare komme tilbage og Assorian kunne være glad! Så havde hun måske bedre haft en chance for at takle sine nye problemer.

Moon betragtede ham i loftet, selvom hun ikke kunne se ham, kunne hun fornemme hvor trist han egentlig var. Hun havde aldrig set ham sådan her, så det kom lidt bag på hende. Hendes blik fulgte ham som han landede foran hende, på sine knæ. Hun lyttede til ham og rystede så roligt på hovedet:” Det var ikke dig der slog dem ihjel. Men jeg kan forstå hvorfor du føler det sådan… Tab er noget af det værste…” sagde hun så roligt inden hun en anelse trist. Selvom Moon altid virkede som en skrøbelig lille pige, skulle man ej glemme hvor gammel hun egentlig var. Hun havde oplevet mange ting, ting der gjorde hende stærk, men også ting der gjorde hende svag.
Hun sukkede kort og kørte en hånd igennem håret mens hun overvejede hvad hun skulle sige:” I var skilt. Du tilbød hende at bo her, men hun ville videre. Det førte til dette. De er døde… Deres sjæle lever videre i dig." hun holdt en kort pause inden hun fortsatte.
"Lad deres død sørge dig til dine dages ende. Men lad det aldrig gøre dig svag. Lad det gøre dig stærkere. Lad det lære dig at du aldrig mere må forlade de du holder kært. Ligemeget hvad det kræver.” sagde hun så roligt mens hun så han komme over. Hun lagde en hånd på hans kind og så ham i øjnene mens hendes tommelfinger blidt strøg hans kind. Et blidt smil gled over hendes læber og hun strakte sig på tær for at give ham et kys på panden.
Hun skulle til at sige noget da han pludselig sagde noget. Hun lyttede og nikkede blot inden et smil gled over hendes læber:” Det er jeg glad for at høre. Du er det tætteste jeg har haft på en far.” konstaterede hun så bare, dog kneb hun øjnene sammen da han pludselig begyndte at undskylde. Hun tog sig let til hovedet og gik hen til et bord for at støtte sig op af det med en hånd inden hun rystede på hovedet, prøvede at ryste det forbistrede minde ud. Hun rettede sig op og blinkede med øjnene hurtigt et par gange for at få fatningen igen.

Tanker flød gennem hendes hoved, minderne flashede som en dårlig stumfilm, bortset fra at det var et levende mareridt:”Det… jeg blev udsat for…” mumlede hun så inden hun tog sin frie hånd op til sit hoved. Hun spændte alle muskler i sin krop og buggede sammen mens hænderne fortsat holdte fast i hendes hoved:” Udsat for…” hviskede hun så inden hun selv faldt på knæ. Han var allerede gået på dette tidspunkt, så han kunne ikke se hvordan hun begyndte at ryste som var hun i gang med at få et anfald:” Ikke nu….. Lad mig være…. NEJ!” udbrød hun så inden hun rejste sig og væltede et bord. Alle tingene faldt på gulvet og gik i stykker. Moon stod blot og tikkede med hovedet mens hun betragtede bordet. Et stort smil bredte sig over hendes læber og hun begyndte at nynne en underlig melodi, der bare faldt hendes nye side ind. Det var aldrig noget hun havde hørt før, men det kom naturligt til hende.
Moon så op og ud af vinduet inden hun lagde mærke til byen:” Yay, sjov!” udbrød hun en anelse for glad og smadrede vinduet med en brevvægt inden hun forvandlede sig til sin skyggeform og fløj ud. Det underlige ved det hele, var at Moon aldrig før havde kunne styre sin skyggeform så elegant som nu. Det var bizart.

Moon var fløjet. Før han kunne nå at opdage hende var hun forsvundet ud af vinduet. Så hurtigt at hendes duft stadig hang ved få sekunder efter hendes forsvinden. Hun svævede ned blandt indboerne, og hoppede ned i mængden. Som hun rejste sig og indtog hendes normale form, trak hun hætten over hovedet og skubbede det lyserøde hår om bag i nakken. Hun sank hovedet og blendede ind i mængden som hun fortsatte rundt. Hun så vagterne der hurtigt susede forbi, folk flyttede sig til siden for at give dem plads. Hun hørte en råbe:” Hr Fáblo vil have hende tilbage inden i aften. Hvis vi ikke finder hende, er det værst for os se...” og så var de væk.
Hun fortsatte fremad i raske skridt, sørgede for at måden hun gik på var anderledes end hun ellers ville have gået. Hun skulle nødig genkendes. Længere fremme spottede hun at vagterne var stoppet op. Alle der havde hat eller hætte på fik det flået af. Hun stoppede op og sank kort en klump. Var hun bange for at blive snuppet? Hvad var der at være bange over? Bortset fra... At det var ikke den rigtige Moon som var bange. Det var den nye Moon. Hun så al hendes kaos forsvinde brat, hun vidste at blive snuppet ville sætte en stopper for hendes genfødsel.
Det kunne hun ikke tillade. Hun var først lige kommet til. Hun havde endelig kontrollen. Den Moon. Som hun skulle smeltes sammen med, så svag. Nej nye Moon var stærkere, Nye Moon var perfekt. Hun vendte sig hurtigt om på foden og spottede et hus med en åben dør. Hun sneg sig ind og tog sin skyggeform på. Hun gik rundt i huset og søgte efter ofre. Friske ofre. Hun gik ind i køkkenet og holdt sig op af væggen. Betragtede familien der så roligt sad og spiste deres mad for deres surt-tjente penge.
Hun betragtede dem i flere timer. Imens var vagterne kommet tilbage til slottet. Den ene trådte forsigtigt frem og skælvede svagt mens han betragtede Dragon Peak’s sikkert meget vrede general. Han rømmede sig kort og rankede ryggen inden han følelsesløst fremsagde:” Hun er ingen steder at finde sir. Hun er forsvundet som dug fra solen.” han kastede et blik tilbage på sine med-vagter som blot nikkede bekræftende. Han skælvede mere mens han afventende en reaktion.

Næste morgen: (GRAFISK)
De stod i gangen og kiggede rundt i huset. Blod var over det hele. Det var som et rent og skær mareridt. Den ene vagt trådte frem og nåede til køkkenet. Synet der mødte ham, fik det til at vende sig så meget i hans mave at han var nød til at gå ud. Så snart han kom ud, kastede ham op:” Hvad helvede.... Tilkald generalen. Lad INGEN, komme ind i det hus.” sagde han så. Inde på bordet var der opstillet en noget så horribel ”dukke”. En voksen krop sad på bordet, med et børnehoved mellem skuldrene. En blodig seddel hang ud af munden og den tekst der engang havde stået. Måske et afskedsbrev? Det kunne man ikke vide. Moon var ingen steder at finde og på bordet foran hendes værk lå et stykke træ, udskåret til en halvmåne.