So Young... So Brave. //Spurv//

"Han hedder Nathan. Han er lidt anderledes, men.." Hun piftede skærende tre gange. Det lød næsten, som om hun prøvede at fange en eller andens opmærksomhed. Den slags pift fik Nille sikkert mange af. Men det her var ikke bare til en eller anden nydelig person. Det var et signal til een med ører, der hørte næsten alt.

"Du vil kunne lide ham! Han burde være på vej," Det sidste var en stilfærdig mumlen, mest som om hun talte til sig selv, hvilket hun også gjorde. Det blå blik afsøgte systematisk himlen og horisontlinjen. "Han er måske ikke helt så.. Rå som Simon, og han taler ikke til fremmede," det var en skjult joke, Spurv lavede med sig selv. Selvfølgelig talte Nathan ikke til fremmede. Han var en ugle, men folk troede, han var et menneske. En menneskebror. Måske gav det også lidt sig selv, men en fugl kunne godt være en bror, i hvert fald i Spurvs verden. Hun så ingen problemer i det. De var trods alt født af samme mor. (ikke engang det så hun det mærkelige i) Okay, han talte lidt til dem. Han tudede til dem, men kun hun forstod ham. Og så de andre ugler. Og alle himlens fugle og havets fisk og skovens dyr, heldigvis. Det var lidt trist et eller andet sted, for Nathan var så tæt på et menneske som noget dyr nogensinde ville komme, og han ville have så meget glæde alle de sjove personer, som dukkede op i Spurvs liv.

Og dér! Der dukkede han op, som en plet mod den lyse himmel, der cirklede ned mod dem. "Nathan," råbte hun glad, som han landede på hendes udstrakte overarm og foldede sine vinger ind. Han var et imponerende syn med et vingefang på 1,7 meter og strålende lyseblå øjne, der glitrede af intellekt.
"Hils på Nille."

Nille fik aldrig sådan nogle pift, altså medmindre de piftede efter vagterne fordi hun var der. Piftet var skærende, men Nille havde selv piftet efter dyr... Derfor tænkte hun at det måtte være et dyr. "Taler han ikke med andre end dig? Nådada." Sagde Nille, og smilede. Hun fik øje på en plet i himlen, og da Spurv råbte 'Nathan', og der kom en ugle. Regnede Nille lige som ud at Spurv var en santuines. "Goddag Nathan." Nille smilede høfligt, og kiggede så på Spurv. "Du er en Santuine. Sejt." Nille kiggede på Nathan igen, og lagde hovedet på skrå. Nille kunne forstå de fleste dyr, fordi hun var Shapeshifter, derfor var hun lidt nysgerrig om hun kunne forstå Nathan.

//Sorry, kort svar//

//Svar er et svar n__n //

Og Nille hilste pænt på Nathan. Hvor var den pige bare fantastisk! Nathan klaprede billigende med næbbet og rystede sine vinger i en tilsvarende venlig hilsen. Spurv strøg ham over fjerene og han skulle netop til at spørge om noget, da Nille fortsatte og sagde, at hun var..
Spurv kiggede på Nille med hovedet let på skrå og et tomt udtryk i øjnene. "Hvadfornoget?" spurgte hun, for hvad præcist havde den kloge pige lige sagt? Måske havde Spurv hørt ordet før, men hun kunne ikke huske det nævnt nogensinde. Det var noget sejt, i hvert fald. 'Det var jo det, jeg sagde' oplyste Nathan bedrevidende, 'at vi er noget særligt.' Han flyttede sig lidt længere ud langs hendes arm og trippede en smule med fødderne.
'Hvorfor vækkede du mig?'

//^^//

Nille kiggede smilende på Spurv. "En santuine. Santuines er dem der har en tvillinge bror eller søster som er dyr. De kan snakke med hinanden over tankerne, og hvis nu nogen foreksempel slog Nathan så ville du kunne mærke det. I er afhængige af hinanden. Altså ikke at jeg ville slå Nathan... Jeg er selv meget glad for dyr. Jeg er en Shapeshifter." Sagde Nille. Nille aede Nathan på ryggen, for at se om han kunne lide det.

Det var en lige lovlig stor mængde af informationer, Spurv skulle sluge. Hun så først forvirret ud, derefter kom der en snert af genkeldelse i hendes øjne, og det blev fulgt af et smil. Hvis nogen slog Nathan.. ja, det vidste hun udmærket, men hun havde aldrig tænkt over det. Måske havde hun et eller andet sted troet, at han var et menneske i dyretøj. Som en shapeshifter, der bare ufrivilligt var ugle. Det andet passede bedre. Nu kendte hun også en rigtig shapeshifter. Nille.

Nathan kurrede veltilpas og bad høfligt Nille om at klø lidt længere ind mellem fjerene, for det ville være dejligt. "Hvad bliver du så til?" spurgte Spurv interesseret og lempede uglen over på Nilles skulder. Bare han nu ikke klattede på den hvide jakke. Han lovede højtideligt at lade være. "Hvordan finder man ud af, at man er shapeshifter?"

Nille kløede lidt mere ind i fjerene og grinede. "Jeg bliver til en panter med kulsort pels, og tre hvide striber på ryggen. Sådan genkender man mig når jeg skifter form." Nille smilede til Spurv, da hun tog uglen over på hendes skulder, men blev ved med at klø. "Altså, først skal man blive forbundet til et dyr, enten ved det har reddet en eller man har set det. Jeg blev forbundet til panterne ved at en reddede mig fra en ulv. Det er... 2-3 år siden nu. Efter det kan man skifte form. Ens tøj bliver ødelagt efter man har skiftet form, men mit tøj bliver kun ødelagt ved benene eller ved maven og sådan noget. Ens knogler er også utrolig smidige da de skulle kunne klare at skifte form." Svarede Nille. Hun kiggede på spurv, og smilede. "Nå, kunne Nathan så hjælpe os?" Spurgte hun, og grinede.

"Wow, det ville jeg gerne se!" udbrød Spurv glædestrålende og henvendte sig så til Nathan. "hvor er gadebørnene, Nathan."
'Hvorfor vil hun vide det,' spurgte han mistroisk og krabbede op og ned langs Nilles arm. "Hun vil ikke gøre dem noget," svarede Spurv, det siger hun selv.
'Lover du det?' spurgte uglen, henvendt til Nille, mens den med næbbet prøvede at pille små tråde ud af hendes jakke.
"Lad jakken være," rettede Spurv, og rakte armen ud, så han kunne springe tilbage på hendes skulder. Det havde han imidlertid ikke lyst til, han vendte bare ryggen til hende og skjulte sit hoved under vingen.

"Han ved, hvor børnene er, han vil bare ikke sige det før du har lovet ikke at gøre dem noget," sagde Spurv med et lidt akavet skuldertræk, uden at vide, at Nathan havde gjort sit bedste for at Nille skulle kunne forstå ham.

Nille hørte udmærket godt Nathans stemme i hendes hoved. Det fik hende til at smile. "Du kan se det når vi er alene." Sagde Nille til Spurv. Nille kiggede på Nathan, og smilede. *Jeg gør dem intet. Jeg har kun nogle få ting og sige til dem. Jeg lover at jeg ikke skader dem.* Tankesendte hun til Nathan. "Du er ikke den eneste med et væsen der kan flyve som ven." Nille grinede. Fornylig havde hun fået en bevinget ven... BlackStar, eller som Nille kalder ham Star. Han var en flot sort pegasus. Hun var ligeglad med at uglen prøvede at få tråde ud af hendes jakke. "Jeg tror jeg har sagt det til ham nu Spurv." Sagde Nille, og grinede svagt.

"Du kan tale med ham!" sagde Spurv med glædesstrålende øjne. "Det gør alting meget lettere."
Og det gjorde det virkelig. Nathan ordnede sin fjerdragt et øjeblik, så kiggede han på Nille og derefter på Spurv, trak ventetiden en lille smule bare fordi han vidste, han kunne, og fortalte så, at der løb en flok ikke langt derfra. Han angav afstanden i fugleflugt og gadenavnet ud fra forskellige hændelser, der havde fundet sted, nøjagtigt som Spurv ville have gjort. Der hvor fiskehandleren havde fået stjålet sin pung. Der hvor skyggemanden havde luret på børnene. Der hvor en tyk damen engang tabte en kæmpestor tønde øl, og det løb i alle retninger.

"Han siger, det er i den retning," oplyste Spurv, og pegede ind mellem to toetagers huse, der vogtede indgangen til noget, der kunne have været en anden verden. Solen skinnede, men den faldt ikke vej ned mellem de krogede tage, og de pæne brosten var erstattet af et lag fugtigt jord, der var stampet fuldstændigt fladt. Spurv begav sig ufortrødent på vej.

"Jeps, jeg er en shapeshifter. Jeg kan snakke med mange dyr." Sagde Nille, og smilede. *Mon ikke du skal hen til Spurv igen?* Spurgte Nille Nathan. Hun nikkede til Spurv, og gik med hende. "Måske kan vi bagefter snakke sammen ? Altså lære hinanden at kende." Foreslog Nille. Hun var meget nysgerrig omkring Spurv, og ville gerne lære hende at kende. *Med...* Lød der en stemme i Nilles hoved. BlackStar... Hun kiggede op, og fik øje på den sorte plet. Hun svarede ikke, hun smilede bare.

"Det ville være FANTASITSK! Det vil jeg rigtig gerne!" Spurvs ansigt strålede, og hun lyste som den sol, der aldrig skinnede ind i de små gader. Hun ville elske at lære Nille at kende, at møde et andet, ungt menneske, der var så anderledes, men som alligevel havde så meget.. Personlighed. Udstråling. Og som var spændende, morsom og imødekommende.
Sjældent havde Spurv følt sig så accepteret, så meget som et helt menneske.

Spurv ledte Nille om et hjørne og krydsede en ret befærdet vej. Der var mange mennesker ude i det gode vejr. Deres gråbrune beklædningsdragter stod i skarp kontrast til hvad der havde været synligt oppe i midtbyen hvor gaderne bugnede af farverige folk og ting. Her nede syntes selv frugter og flotte fisk at være gråtonede, men det kunne være, det var synsbedrag. Spurv gled som en ål gennem mængden med et let, ledende greb om Nilles håndled. Hun smuttede mellem den lasede sejldug, der indrammede en blomsterbod med et meget sølle udvalg, og en husmur, og så var de igen ude af menneskestrømmen. Husene var blevet højere og stod tættere, og den blå himmel syntes endnu længere væk. Længere væk, men der var alligevel en mørk plet deroppe, og den voksede. Nathan så den, men Spurv gjorde ikke. Hun standsede og så sig om.

Spurv virkede så glad for at Nille ville lære hende at kende, men Nille var bare sådan. Nysgerrig, men desværre nogle gange for meget nysgerrig. Hun kunne finde på at forfølge folk... Og det kom der altså ikke altid venner ud af! Nille havde trukket hætten op, og bøjede hovedet mens de gik igenmen menneskemængden, men da de kom ud så kiggede hun op mod himlen, og så at BlackStar ville hen til dem. *Nej Star, blev hvor du er.*Tænkte hun til ham, og han svarede. *Men...*Tænkte han, og fløj længere op i skyerne så han var en sort plet igen. Nille rystede lidt på hovedet, men kun hurtigt. Da Spurv standsede kunne Nille heller ikke gøre andet. BlackStar ville SÅ gerne ned til dem... Det var helt svært og sige nej til ham! Hun kiggede spørgende på Spurv. "Hvad er der? Og... Kommer der flere mennesker på vores vej?" Hun hentydede at hvis der kom flere måtte BlackStar ikke komme ned! Men hvis ikke... Så var chancen større.

Hvorfor mon Nille skjulte sit ansigt. Spurv undredes et sekund, men skød så tanken fra sig mens hun førte en kort samtale med Nathan, som ikke syntes, de skulle gå direkte hen til gadebørnene med Nille, men hellere hente et par børn.
'De bliver måske bange..'
'Da ikke for mig,' argumenterede Spurv småirriteret.
'De kender dig ikke alle sammen,' svarede Nathan. 'Det er længe siden du var som dem.'
Det var det sidste, hun ville høre. Hun skubbede ham såret af sin skulder og lagde armene over kors. Uglen flaksede op og satte sig på Nilles skulder i stedet. Spurv vidste ikke hvor meget hun havde forstået af samtalen og forklarede sig. "Jeg skulle bare lige høre, hvordan Nathan synes.. Men han er åbenbart i dårligt humør."
Det passede i hvert fald ikke. Det var hendes humør, der var dårligt, men det var hans skyld. Helt ærligt, hvorfor skulle han også bringe det på banen? Hun var bange for at blive voksen, og selv om livet havde været hårdt før, så savnede hun det et eller andet sted, hvor det var blevet en rosa illusion om aldrig at lave noget som helst.
"Der kommer i hvert fald ikke til at være så mange som der var før. Vil du helst undgå folk?" svarede hun på spørgsmålet. "Det kan vi nok ikke helt, men næsten.."

Nille havde ikke hørt noget af samtalen, hun stirrede bare fremad. Hun smilede svagt til Nathan da den fløj hen til hendes skulder. Hun kiggede på Spurv der så lidt såret ud... Nille nikkede. "Okay..." Sagde hun så, og lagde puttede hænderne i jakkens lommer. "Jeg vil gerne undgå folk... Helst der hvor der er mange." Sagde Nille, og trak lidt på den skulder hvor Nathan ikke sad. "Jeg er eftersøgt som heks. Jeg er ikke heks, jeg er bare en skammer." Nille grinede svagt, men rystede så på hovedet. Hun smilede opmuntrende.

"Er det skidt at være skammer? Bliver du ikke betalt for at lave ting?" Spurgte Spurv forundret og begyndte at gå igen. Nille var da blevet hyret til at udføre dette arbejde, finde børnene og tale med dem. De ville næppe forstå, men de ville vide, hvem de ikke skulle genere, selv om det måske snarere var en direkte krigserklæring at sende nogen ud efter dem.
De kom ned ad flere smalle gader, hvor der lugtede mærkeligt, og hvor husene så ud til at være blevet klemt ind på alt for lidt plads. Der kunne sagtens bo hele storfamilier i bare et af værelserne i de huse. Spurv havde selv engang boet sådan et sted. Nu boede hun på kroens loft.
"Jeg ville ønske, jeg var heks," udbrød hun spontant og kiggede på Nille med store øjne. "Så kan man noget. Bare folk ikke ved, man kan det. - Hov."
En flok snavsede børn kom løbende imod dem. Nogle lo, men der var en anspændthed over deres ansigter, som Spurv kendte. Den forreste dreng, nok ikke mere end ti somre gammel, drejede ind i en smal gyde. De andre ville være fulgt efter, men spurv råbte dem an og satte farten gevaldigt i vejret.
"Hej!" kaldte hun, og de standsede, alle som een, og stod afventende og så på hende.

"Ja, det er skidt. Jeg er eftersøgt som heks, og den eneste grund til jeg ikke blev fanget ved boderne var fordi de vidste hvad jeg skulle." Svarede hun, og gik ved siden af Spurv. Hun kiggede rundt i de smalle gader. "Du ville blive brændt." Sagde hun, og lagde armene over kors. Nille blev overrasket over børnene, og maste sig op af muren. Hun rettede sig, og kiggede på dem. Hun kiggede spørgende på Spurv da børnene var stoppet, og ventede spændt på hvad hun ville sige.

Brændt ligefrem. Den var ikke lukket, for der var tydeligvis en historie bag, tænkte Spurv, og den måtte Nille så sandelig fortælle. Måske endda flere gange. Hun var altså en slags lovovertræder, denne kønne, unge pige med det varme, charmerende grin og de spillende, mørke øjne. Om hun forstod, hvordan de kunne nænne at ville brænde hende.. Men dette var ikke øjeblikket til at hidse sig op og love evigt troskab. Okay, det kunne Spurv heller ikke finde på, der var sikkert ikke nogen, der ville have hendes troskab alligevel, kun gadebørnene, men hun lod ikke den lurende, destruktive idé om, at hun ikke var noget som helst værd, ikke bedre end skidt, få ret meget magt. Hun frydede sig i stedet over, hvor meget hun så kunne betyde for dem, især nu, hvor de kom nærmere.
"Det er Spurv," sagde den dreng, der havde løbet hurtigst, til de andre. På en eller anden måde var det lykkedes ham at komme forrest i flokken igen. "Hende som bankede Kai." Børnene mumlede og nikkede, og Spurv genkendte flere af dem som nogen, hun havde løbet om kap og spillet kugler med.
"Har I tid?" spurgte hun retorisk, for gadebørnene havde altid og aldrig tid, og det var egentlig fuldstændig uden relevans.
"Må jeg holde Nathan?" Spurgte en lille pige med snot i hele fjæset. Hendes ældre søster havde et stramt ansigt og deres hænder var som smedet sammen.
"Det vil jeg også!" istemte andre, og Spurv trak på skuldrene.
"Om et øjeblik. Hvis I først vil tale med Nille.." hun pegede over mod hende.
"Hvorfor det?" afbrød en dreng.

Nille skævede til Spurv, og var nu sikker på at hun var en del af gadebørnene selvom hun ikke virkede sådan. Hun kiggede på børnene, og viste ingen tegn på væmmelse. Hun trak hætten af hovedet, og smilede venligt till dem.
"Fordi at jeg kommer med en besked." Begyndte hun, og havde hænderne i jakkens lommer. "Jeg er skammeren, og jeg har fået en opgave." Fortsatte hun. "Jeg fik at vide at jeg skulle se jer med skammerens øjne, og skammerens stemme." Hun trak lidt på den skulder hvor Nathan var på for venligt at sige han skulle gå af. "Men det vil jeg ikke gøre. I skal lade være med at stjæle." Sagde hun, og kiggede på dem med rolige øjnene.

Ordet skammer havde en anderledes effekt, end det nok plejede. Der gik en dæmpet mumlen gennem skaren af børn, men den var ikke vred, blot forundret, måske en smule nervøs blandt de yngste. De så alle som een på Nille med store, runde øjne i smalle, benede ansigter. At hun havde fået en opgave gjorde dem lidt mere urolige, og de trykkede sig lidt tættere sammen, da hun sagde, hun skulle se på dem, men Spurv spurgte sig selv, om det mon ikke var en trussel i sig selv, at hun var blevet sendt efter dem.
Måske vidste de ikke engang hvad en skammer var, præcist som hun ikke havde haft den fjerneste idé.
"Fra hvem? Fra hvem skal du sige det?" Spurgte den forreste dreng.
"Fra hvem skal vi ikke stjæle?" spurgte en høj, mørkhåret pige.
"Vi stjæler næsten ikke," sagde en lille dreng. "Nej," medgav andre.
"I skal bare sørge for at sige det til så mange som muligt," sagde Spurv forklarende. "At de rige bliver vrede og sender betjente efter jer, hvis I stjæler fra dem. Og de rige kan ikke se, om det er JER, der har stjålet, de kan slet ikke se forskel."
"Mor er syg!" sagde en knægt næsten anklagende og lagde armene overkors. "Vi ved ikke, hvor vi skal få mad fra."

Nille sukkede, og kørte en hånd igenmen håret.
"Hør her, jeg blev sendt af de rige som Spurv sagde." Forklarede Nille, og trak lidt på den ene skulder. "Jeg kan næsten se på jer at i ikke ved hvad en skammer er... En skammer er en med en evne som kan få alle til at skamme sig..." Forklarede Nille, og så på jorden. Mor? Spurv? Åh... Hun måtte være en slags leder for dem.
"Måske har jeg en ide?" Sagde Nille, og løftede hovedet.
"Hvis i lover ikke at stjæle, så kan jeg komme med mad."

Følelsen af skam? De udvekslede blikke. De havde sikkert alle sammen noget at skamme sig over, hvad det så end var. Spurv så på dem, og frygtede, at hun var dummere end de.
"Kan du komme med mad?" Spurgte børnene alle som een. Deres øjne var begyndt at skinne. Spirv kiggede advarende på Nille, rystede ganske svagt på hovedet.
'Der er mange,' oplyste Nathan stilfærdigt og satte af fra Nilles skulder. Der gik et sus gennem flokken da han landede på skulderen af en lille pige.
"Kommer du KUN med mad?" Spurgte drengen, hvis mor var syg.
"Mor har brug for en læge, men hun har ikke penge nok, og min far er væk."

Nille begyndte at massere sine tindinger... Hvorfor holdte hun ikke bare sin mund nogle gange? Nu forventede de jo at hun kom hele tiden.
"Hør her... Jeg kommer ikke, men..." Hun på Spurv. "Men det gør hun. Jeg fortæller Spurv hvor jeg bor, og så kan hun komme forbi, og hente mad... Og hun siger ikke til nogen om hvor jeg bor ikke engang jer." Hun så på børnene igen. "Jeg har kun medicin til dyr... Men jeg kan da prøve, og se om jeg kan få noget medicin til din mor? Hvad fejler din mor?"

"Gør jeg?" spurgte Spurv forundret og forstod først ikke helt, hvor Nille ville hen. Så klarede hendes ansigt op, og hun smilede overstadigt.
"JA, jeg kan! Jeg kan hente mad! Og jeg siger det ikke til NOGEN!"
"Hvorfor må vi ikke vide det," ville en dreng vide.
"Hun hoster blod op," fortalte barnet med den syge mor.
Spurv skar ansigt og så ned. Tuberkulose var udbredt, og svært at bekæmpe. Hendes mor havde fejlet det samme. Der havde ikke været nogen til at bringe medicin. Hendes far var druknet længe før.

Nille smilede til Spurv, og kiggede på hende.
"Godt, Spurv." Sagde Nille, og nikkede til hende.
"I må ikke vide det fordi at jeg har dyr derhjemme, og... De er meget syge." Hun ville helst ikke være uhøflig og sige det også var fordi at hun ikke gad at de kom hele tiden... Hun havde altså ikke lige tid til at tage sig af børn hele tiden.
"Hoster blod?" Aldrig havde hun hørt sådan noget før... Hun havde helt lyst til at sige at han skulle putte en forbinding om hans moders mund, men det var jo temmelig ondt...
"Beklager... Jeg kender ikke til det med at hoste blod op... Jeg er ikke specielt god til sygdomme på mennesker... Men du kan tage hende til hospitalet? Eller også kan jeg?" Hun så på drengen med venlige øjne.

Ordet 'dyr' fik børnenes øjne til at blive store og runde. Nathan, som velvilligt havde fundet sig i at gå på omgang og blive strøget og klappet og kløet og beundret klaprede med næbbet som for at genkalde sig opmærksomheden.
"Syge skal have ro," hviskede en lille pige gammelklogt til de nærmeste.

"Tuberkulose.." sagde Spurv stille og trak på skuldrene. "Hospitalerne prøver at dæmpe udbruddene, men de kan ikke bremse dem helt, tror jeg. Det har de i hvert fald ikke gjort. Det er også svært. Der er mange, der ikke ved, de er syge."
"Vil du tage hende med?" spurgte drengen frygtsomt med lykkeligt ansigt.