Du er dog ung? //Spurv//

Tid: 18:00
omgivelser: Træer... Mange af dem.
påklædning: løse bukser, løs skjorte, læder rustning

Sajro kom med rolige skridt gående gennem skoven. Han havde en gammel ulv hængende over den ene skulder med blodet løbende ned over hans rustning og dryppede ned på hans bukser som langsomt blev farvet mere og mere rødligt i de områder som blev ramt af blodet. Han vidste ikke helt hvor hans telt var henne og han måtte vil hellere snart finde det...

''Lorte skov...''

Han havde normalt ret god stedsans eller egentligt var det mere bare fordi han kunne lugte sig frem til hans telt men denne dag var det ikke nemt fordi denne ulv han gik med blødte for meget så den eneste lugt han fangede var blod, og det havde han altså ikke meget tid til. Han kunne ikke blive ved med at gå sådan... han gik dog stødt i samme retning hvor han regnede med teltet var og han kunne da snart set et bål og han var sikker på det var hans...

Sajro var bare ikke den eneste, der havde fået øje på et bål. Spurv kom i let trav, uforskræmt som hun nu engang var, hen imod det, der meget vel kunne være en lejrplads for røvere eller for mordere og orker. Heldigvis havde hun sin lille spejder. Ugleøjne og - ikke mindst - ører. Han landede højt, højt oppe i et meget nøgent træ, og tudede, at hun måtte gå stille.

"jeg går så stille, jeg kan" hvislede hun dæmpet og undgik lige akkurat at glide i en dynge meget våde blade ved at lave en vild, sidelæns bøjning af kroppen. Hun gispede forskrækket og drejede sin ryg med et knæk. Hvad hun lavede i skoven var mere eller mindre en gåde. Hun havde tænkt: Gåtur på fridag. Fantastisk idé. Hun havde pludselig følt sig fanget og helt forkert inde i byen. Skoven var meget bedre. Nathan kunne lette, hun kunne samle agern og kastanjer hvis der var nogen. Nu fortrød hun lidt, for der var alligevel blevet langt tilbage til byen, og selv om hun havde to lag herrebukser, læderstøvler, en gigantisk, strikket vams og en kofte, hun havde fået lov til at låne, så var hun ikke særlig godt beskyttet mod kulden længere. Den strikkede, brune hue var allerede trukket helt ned over hendes ører, og hun havde halet trøjens ærmer ud over sine fingrer.

Der var en lyd. Hun stivnede. Nathan tudede dæmpet og advarende.

Et stort brød af en fyr kom med langsomme fast skridt gående tættere på bålet. Han lagde mærke til at der var nogen men havde egentligt ikke mere at sige til den sag. Han gik bare hen til bålet med sine lange fast skridt. Han smilede venligt til den meget unge pige der nu engang også var på vej tættere på bålet og han smed bare ulven fra sig og tørrede så sine hænder i bukserne og tørrede det værste blod af sig selv og smed rustningen...

Han gik så med fast bevægelser igang med at flå det døde dyr han nu engang sad med, mens han en gang imellem kiggede imod den unge kvinde... Hun så så lille og forskræmt ud...

''Jeg gør dig altså ikke noget, ingen grund til at holde dig væk... Du ser jo både lille, kolde og forskræmt ud... Kom dog hen og varm dig, jeg kan godt give dig lidt kød hvis det er?''

Han havde nok. eller det regnede han med at han havde.

Der kom en mand ind i bålets skær, og Spurv følte sig meget, meget lille. For han var intet mindre end gigantisk. I hvert fald i denne belysning. Det rødlige lys fra bålet flakkede hen over hans skikkelse og lod lyset vokse over hans kindben mens mørket trådte frem under hans høtte. Det fik hans øjne til at lyne og hans næse til at træde høgeagtigt frem, mens hans skygge blev kolossal bag ham, et dunkelt område af ren og skær sort, som kunne opsluge beskueren.

HVORFOR ADVAREDE DU MIG IKKE!
Tordnede Spurv mod uglen, som tudede (det lød bedrøvet, men det var bare et dække) og ellers var rimeligt ligeglad. Manden talte, og Spurv bildte sig ind, at han havde tordenrøst, men det kunne godt bare være noget, hun narrede sig til at tro. Kom nærmere, var hans budskab, og hun trådte, ganske som han bad, en smule tættere på ilden, som hun samtidig meget praktisk anbragte mellem sig og ham.

Han havde nemlig brugt nøjagtigt de vendinger, der fik ethvert gadebarn til at glo med mistroen malet i øjnene. Kan godt give dig noget mad. Hoho. Den var der ikke nogen, der hoppede på. Og varme. Helt ærligt. Hun kom i tanke om, at hun ikke længere var syv og holdt et mindre barn, hun ikke kendte, tæt ind til sig, mens Simon forsøgte at få fingrene i et eller andet spiseligt. Allerede den gang havde hun hvæset og vist tænder, klar til at prikke øjne ud hvis det var det, det kom an på.
Men det var det ikke længere. Hun var næsten voksen. Hun kradsede sig på armen og tøvede et øjeblik, før hun kom lidt tættere på.

Han betragtede hende og kastede et stykke kød over imod hende, mens han bare satte sig ned på den anden side af bålet med resten af kødet som han grådigt begyndte at spise... han spiste som man ville forvente det af en ulv eller af et andet vildt dyr... han rev og flåede i kødet til han fik en luns fri som han så bare slugte uden knap og napt at tygge hans mad...

''Tag dog og varm dig ordentligt ved bålet... Og lad dog den stakkels ugle være... Den er vel bare blevet for gammel... Eller også vidste den at advare dig ikke ville hjælpe?''

han så på hende nu med blod løbende ned af hans kinder og det dryppede fra hans hage ned på jorden. Han stoppede efter noget tid med kødet og begyndte at gumle i et af benene som han til sidst knækkede og sugede marven ud af... Han smilede forsigtigt til hende...

//Antager, det er råt kød O-o//

Spurv fangede kødlunsen med den trænedes gribers letbed, og blod stænkede på hendes ærme. En enkelt dråbe satte sig på hendes kind som en vildfaren tåre, og hun tog sig lidt overrasket til stedet, for det føltes mærkeligt, det endnu varme blod mod hendes ret kolde hud. Manden spiste allerede. Rimeligt meget som et gadebarn ville spise kage. Som om han var bange for, der ville komme nogen og spise hans mad før han selv nåede at blive mæt. Hun så på kødet. Det var råt og glinsende. En tynd hinde af fedt dækkede overfladen på den ene side og skinnede i lyset fra bålet. Hun flyttede øjnene over på ham. Han spiste stadig, og det gik rasende hurtigt. Pludselig så han op, smurt ind i blod. Hun bevægede uvilkårligt den ene hånd op til sin mund som for at signalere, at han var fedtet ind, men tog sig i det og rykkede i stedet et par skridt nærmere ilden og satte sig så på hug dér.

"Hjælpe mod hvad?" spurgte hun uroligt og kiggede igen på kødstykket. Måske kunne hun stege det eller sådan noget. Nathan slog ned ved siden af hende og pudsede sine fjer i et langt øjeblik, før han sendte hende et gennemtrængende blik. Hun stirrede vantro på ham et øjeblik, kneb øjnene sammen i vrede og bed så meget forsigtigt i køddet, der viste sig at være ganske svært at tygge igennem. Med et knur fik hun flået et lille stykke løs, men det var ikke, fordi hun selv skulle have det, nej, øjeblikket efter halede hun det lille stykke ud af munden igen og rakte det frem mod uglen, der tog imod det. Nu var hendes ansigt også smurt ind i blod. Hun forsøgte at tørre det af med bagsiden af hånden.

//Det er det skam også. xD//

Han spiste bare stille og roligt og han fangede godt hendes budskab men han var ret ligeglad med at han var blevet fedtet godt og grundigt ind. Han havde jo ikke rigtigt noget at bruge det til. Han skulle jo ikke ligefrem gøre sig til overfor nogen, nej han skulle blot være sig selv og slappe af med at æde og nyde livet... Han smilede dog venligt til hende og grinede lidt da hun spurgte ham hvad uglen kunne have hjulpet imod... Eller rettere var det jo hvad dens advarsel ikke hjalp imod...

''Mod mig selvfølgelig... hvis jeg havde ønsket at gøre dig ondt, ville uglens advarsel ikke have været dig den store hjælp...''

Han smilede bare til hende en smul lumsk var det måske men han havde bare denne lyst til at lege lidt skummel og ond overfor hende. Han vidste ikke om hun ville blive bange eller nysgerrig... Han var egentligt også ligeglad med det.

Hun havde lige nået at flå endnu et stykke kød af, og rakte det frem mod uglen med venstre hånd, netop som han talte. Nathan spiste uforstyrret videre, men Spurv stivnede og hendes øjne blev smalle streger. Hendes højre hånd gjorde en uafværgelig bevægelse ned over hoften og afslørede hendes tanker. Hun havde nær grebet efter sin kniv, men selv ikke den ville være et særligt godt forsvar mod den store mand.

"Men det ville du ikke?"
Spurgte hun tøvende, og hendes krop slappedes en smule. Hendes øjne flakkede en smule mellem ham og den døde ulv (han havde dræbt en ulv. En ULV! Det største dyr, hun havde dræbt, var en gal terrier, som hun havde slået i hovedet med et stort træfad.) og hendes næsebor bevægede sig svagt, som om hun prøvede at fange færten af fare.

"Ville du vel?"
Hun var ikke sikker. Hvis han ville, så skulle han komme til at fortryde det, besluttede hun, og var ikke helt sikker på, hun kunne stå ved den beslutning. Han var en fuldstændig overlegen fjende, men hun havde alligevel måske bare et par små fortrin, såsom.. Hun kunne ikke komme i tanke om nogen og skar ansigt. Han skulle i hvert fald fange hende først, jo, der var een. Og Nathan, selvfølgelig. Hun skævede til uglen, som gloede igen med gigantiske glukker.

Han sad stille og smilede til hende. Han havde ikke tænkt sig at sige nej til det og heller ikke ja. Han ville lade hende leve i uvisheden noget tid endnu, det ville nok ikke være helt skidt for hende... Og han ville sikkert kunne more sig over det når det kom til stykket... Hans blik gled langsomt op af hendes krop og op til hendes øjne som han nærmest borede sit blik ind i... Han smilede grinende til hende, og kiggede rundt.

''Om jeg ville er vel ikke relevant?''

Han smilede lumsk til hende og han kiggede bare derhen hvor hun også kiggede og han smilede lidt, og trak stille ulven til sig og fik hevet den lårbenstknogle fri, som han blot knækkede så let som ingen ting og sugede marven ud af den og smed det fra sig, herefter tog han kraniet og brækkede det op og sluprede hjernen i sig...

''Det relevante er vel om jeg vil gøre det nu?''

Han kiggede op for kraniet, men ikke med ansigtet mod hende kun halvt, mens hans øjne langsomt fandt sin vej til hendes.

"Og det vil du ikke." sagde hun med en meget lille stemme, der trods alt havde en vis, dirrende fasthed, men som slet ikke lød bare halvt så bestemt, som hun havde villet have den til at lyde. Det kom nærmest til at lyde som et spørgsmål, selv om det skulle have været en konklusion, et punktum. Han ville kunne brække alle knogler i hendes krop. han ville kunne suge hendes hjernemasse ud på den måde. Hun havde ikke vist tegn på væmmelse over dette, men det nagede hende da en lille smule, at han havde så enorme kræfter. Det var slet ikke normalt. Hun ville stille ham en masse spørgsmål så snart hun vidste, hendes marv ikke stod på menuen.

I det mindste var bålet imellem dem, tænkte hun og flyttede lidt på fødderne. Hun sad stadig på hug, klar til at flygte eller kaste sig over ham og prikke hans øjne ud eller sådan noget. Hun havde ikke gjort det før (og tak da alle højere magter for det), men hun havde været tæt på et par gange. Det kunne ikke være så svært. Det var nok som med fiskeøjne, overvejede hun. Når hun rensede fisk i køkkenet fik børnene på gaden altid lov at få øjnene. Vaskede man dem længe nok kom der en lille hvid dims ud. De kaldt den øjestenen, men hun vidste ikke rigtigt, om det var det egentlige navn. Hun havde selv samlet på øjesten da hun var yngre.

Han grinede stille over den måde hun sagde det på. der var ikke nogen tvivl om at hun gerne ville lyde til at vide hvad hun talte om men alligevel var det nærmest et spørgsmål, og det var også grunden til at han ikke ville sige at hun havde ret fordi det betød at hun var nervøs for at have taget fejl med det hun sagde... Han smilede lidt skummelt til hende og satte sig hen til bålet med en spids pind...

''Og hvad får dig så til at tro det?''

Han kiggede bare ind i hendes øjne. et borende blik med de grå øjne, som han dog ikke længere kunne holde kolde eller onde. den normale venlighed og glæde der normalt sad i ham samlede sig i hans øjne og viste nok mere hvordan han virkelig var. Det var dog irriterende hvis han havde vidst det... Han havde det dog på fornemmelse... Han stak en luns kød på pinden og smed begge dele over til hende...

''Steg den dog... Det lader vist til at være mere din stil med tilberedt mad end råt kød?''

Hun blev siddende, mens han nærmede sig bålet. Hun gav ikke bare op og luskede af, end ikke selv om han sendte hende de her mærkelige smil igen og igen. Hun var begyndt at tvivle på deres ægthed. De var til for syns skyld, tænkte hun. For at skræmme hende? Ingen smilede sådan normalt. Ikke engang når de havde ondt i sinde, så smilede de nemlig endnu sødere, endnu mere imødekommende, lige så det var til at få kvalme af. Som store mægder af sødet flødeskum. Eller makroner. Eller karamelliserede æbler, noget i den stil. Noget, der fik tungen til at brænde af fedt og sukker og klistede sig fast i munden på een.

"Fordi du ikke ser sådan ud."
Hendes stemme havde fået en smule styrke igen. Hun kradsede sig på panden hvor strikhuen efterlod en stribe af kløe. Det var hans øjne, men også hans påklædning og hans holdning.

"Du leger ikke med maden, vel?" Hendes blik mod ulven sagde det vidst. Han havde ikke tirret den længe og unødvendigt. Og så var der selvfølgelig Nathan. Han ville have gjort noget. Han ville have været på vagt, klar til angreb, hvis manden havde villet ondt. Måske var det en fejl af hende, men Spurv stolede blindt på sin bror, og Nathan stolede vist også blindt på hende.
Hun greb pinden og kødstykket og sendte manden et pludseligt, taknemligt smil, der lyste hendes ansigt op.
"Det er korrekt. Tak."

Han kiggede på hende og vidste ikke hvad det var hun mente men han vidste hun havde ret fordi nej han var jo ikke engang ude på at gøre hende ondt han ville bare more sig med hende lidt inden han virkede mere og mere venligt overfor hende. Han kunne godt lide at lege ond selvom han på ingen måde var det, det var en del af ham at lade som om han var noget andet end han faktisk var.

''Du har ret i at jeg ikke leger med maden... men så alligevel, du ligner heller ikke noget der er værd at spise... Alt for udmagret og benet...''

han grinede hjerteligt, og rejste sig så op, og med et par hurtigt skridt var han vadet hen over bålet og stod så foran hende og rakte en hånd frem imod hende og smilede venligt til hende. Han afventede hendes reaktion...

''Så lidt...''

Ikke noget der er værd at spise... Alt for udmagret og benet...
Det ville have fået andre til at knurre, og Spurv blev da også lidt lang i ansigtet, i hvert fald et øjeblik, men så fnøs hun af dæmpet latter, som om hun vidste bedre, og gav sig til at skubbe det andet stykke kød ned på træpinden. Hun standsede midt i bevægelsen og måbede som han skrævede hen over bålet og med eet stod foran hende. Okay, det havde ikke været ideel beskyttelse. Han rakte en hånd frem, og hun blev siddende på hug og kiggede på ham et øjeblik for længe til, at det var helt høfligt (han var jo GIGANTISK! Intet mindre, hans fødder var ski, hans hænder var snesko, der var uendelig langt op til hans stolte, lyse pande og øjnene, der skinnede i skæret fra ilden). Så kom hun på benene i et spring, (og han blev lidt mere almindeligt proportioneret) og trykkede forsigtigt hans hånd, som var gigantisk. Hun havde set ham knuse knogler, og hun prøvede ikke at se det for sig igen, for det kunne meget vel være, hvad der skulle ske med hendes hånd, og det ville hun ikke bryde sig om. Heldigvis havde han leet varmt, og det tog den vigtigste bid frygt.

"Spurv," præsenterede hun sig og smilede.

Han kiggede på hende og selvom hun nu stod op anså han hende stadig for at være lille, men ja okay nu var han jo også lidt over de 2 meter høj og ikke ligefrem spinkel, det var jo den slags der kom med ikke at leve af andet end det man selv kunne skaffe... Jo istarten havde han været udmagret som hende men så snart man fik taget og havde mad nok blev han bare større og større...

''Sarg... Sajro til deres tjeneste...''

Han smilede stille og satte sig ned en halv meter fra hende men på den samme side af bålet som hende og så lidt ind i flammerne og så lidt over på hende. Han vidste ikke hvad han skulle sige men han burde vel næsten at undskylde for sin opførsel gjorde han ikke...

''Nu håber jeg ikke du blev alt for bange?''

Sarjo. Hun nikkede og satte sig ned igen. Fulgte hans blik ind i ilden og kom i tanke om pinden med kød. Hun strakte den frem mod flammerne. Hun strakte den anden hånd frem mod ilden og bevægede fingrene, som var røde og forfrosne. Nathan hoppede lidt tættere på hende og sprang op på hendes knæ hvor han fløjtede svagt. Hun strøg ham fraværende over næbbet og smilede en smule.
"Jeg er ikke let at skræmme," sagde hun og lød måske en anelse provokerende. Hun skyndte sig i hvert fald at tilføje: "men det er ikke en opfordring." hun knækkede fingre og vippede med dem igen.

"Hvad laver du i skoven? Hvorfor går du ikke bare ind til byen?"

''Så du vil påstaå du på intet tidspunkt var skræmt?''

Han grinede lidt hun havde opført sig på flere måde der indikerede at hun havde været bange for at han ville skade hende på den ene eller den anden måde. det var jo sådan noget man langsomt lærte at opfange eller også var det fordi han var varulv og kunne lugte det som man jo sagde om ulve og hunde...

''Jeg lever herude?''

han så undrende på hende hvad pokkker skulle han med byen det gav jo ikke andet end problemer når det kom til stykket. Han kiggede bare rundt... han vidste ikke hvad han mere skulel sige til ehnde...

''lever du i byen?''

"Tjah." Spurv trak på skuldrene. Det ville være løgn, hvis hun ikke havde været bange. Hun havde været rigtig bange. "Måske en lille bitte smule." Hun smilede og illustrerede lille bitte smule med fingrene. Og så.. Levede han i skoven.
Hendes øjenbryn røg i vejret og hun rørte ved sin hage og tænkte sig om.
"I.. et telt?" Spurgte hun undrende. Ja, han var stor, men han kunne vel også fryse. Det kunne også blive vinter. Hun vidste godt, hvordan kulde var, og kulde var ikke diskrimerende på nogen måde. Den kunne ramme alle og enhver. Måske ville der gå lidt længere tid før Sajro blev kold, men hvilken forskel ville det gøre? Han ville blive det alligevel.
Hun nikkede. Hun boede i byen. "Jeg voksede op mere eller mindre på gaden," sagde hun og drejede pinden med kød. Nathan puttede hovedet under vingen. "så.. Jeg hører bare til der, tror jeg."

''En smule... Din frygt var jo malet i dit ansigt da jeg knuste knoglerne...''

Han grinede lidt og rystede på hovedet af hende og vidste ikke lige hvad han mere skulle sige han kiggede bare rundt om sig selv og betragtede lidt flammerne og så stille på hende da hun spurgte meget overrasket om han sov i et telt og han grinede lidt...

''Ikke altid... Men her om vinteren elsker jeg det, men ellers har jeg et hus i udkanten af firewood hvor jeg også bor...''

Han smilede stille og nikkede det havde bekræftet at hun var et gadebarn som så mange andre..: Som Lyssa havde været han trak en lille grimasse og så så på hende igen en smule trist...

''Det er jeg ked af at høre...''

Det var den i hvert fald ikke, havde Spurv nær råbt, men hun tog sig i det. Det var måske ikke så smart, for hun havde jo været rædselsslagen. Hun kunne bare ikke lide at erkende det. En tydelig svaghed. Den skulle man aldrig give en modstander. Og måske var de ikke ligefrem modstandere længere, men hun ville helst være på den sikre side. Hun havde før været dum nok til at forære sine gode kort væk og afsløre sine tricks for andre. Ikke længere. Ikke engang for denne naturmand. Om vinteren elskede han det? Han måtte være gjort af et andet stof end alle andre, tænk at han kunne holde til det. Og tænk, at han havde råd til at bo i et hus for sig selv. Det var en mærkelig modsætning. At han så havde lyst til at tage ud i skoven. Det var endnu mærkeligere.

"Hvorfor det?" spurgte hun forundret. "Jeg har haft det godt.." Så bed hun sig i læben et øjeblik, som om hun tænkte, før hun smilede lige så bredt som før, "Jeg har haft det godt," sagde hun igen, og vidste et eller andet sted ikke, at det var en løgn. Et eller andet sted troede hun virkelig fuldt og fast på, at hun havde haft en god barndom.
"Min bror og mig, og så Nathan.. Det var ikke et problem." Hun strøg smilende uglens hvide fjer.

''Jeg er ked af at du er blevet tvunget til at leve et liv på gaden om du kunne lide det eller ej ændrer ikke min mening...''

Han vidste da godt at nogle folk jo nød det frie liv som ham selv, men han kunne se på hendes tøjstil og hendes udmagreede blege og beskridte krop at det ikke var fordi hun havde hvad man kunne ønske sig og da slet ikke nok penge og åbenbart ikke ret meget at leve af heller ikke...

''Måske du er glad i sind... men se på din krop..: Du er jo underernæret og trænger til at få noget at spise... Hvad lever du overhovedet af?''

han kiggede bare stille på hende og tog en knogle som han sad og gumlede på som man ofte oplevede hunde gøre det med kødben og han gjorde det af samme grund...

"Jeg.." Spurvs ansigt havde fået et meget stædigt udtryk. Han var ved at flå papiret af en af de små, fine pakker, hun gemte i sit inderste, og det var hun absolut ikke interesseret i. Han skulle bare lade de hemmeligheder ligge i fred. Hun vidste jo godt, han havde ret. Hun kendte jo sulten. Hvor tit havde hun ikke haft ondt i maven? Haft den nagende fornemmelse af aldrig at blive helt mæt nok? Hvor tit havde hun ikke set, og det var endnu værre, at Simon ingenting spiste for hendes skyld?
Eller at moderen, den gang hun endnu var i live, græd, fordi hun ikke kunne give sine børn det, de ville have. Hun vaskede for fine damer og de brugte tiden på gaden. En dag stod hun ikke op. Der gik længe, før lægen ville med og se på hende. Men det var et andet liv, og Spurv samlede pakken med sejlgarn og brunt papir og smed den langt, langt væk, om bag de andre bunker af pakker.

"Men jeg har det jo fint. Jeg bor hvor jeg arbejder.. Det er en lille bitte kro. Og min bror er sømand." Et gigantisk smil blottede hendes tænder og fik hende til at se helt anderledes ud.

Han havde ikke rigtigt noget han ville sige til hende omkring det at hun bare sagde jeg... men han vidste heller ikke at hun ikke kunne lide at han talte til hende fordi han vidste jo ikke at hun blev stødt eller trist af hvad han sagde til hende. Han ville nok derfor ikke lade hende stoppe før han lige havde set at hun kunne indse at hun ikke havde haft det bedste liv...

''Men hvis du bor på en kro og arbejder der, hvorfor har du så ikke mere at leve af? Jeg kender nu et par stykker der gør det og de har alle sammen nok at leve af...''

Han så bare på hende men sendte hende et lille smil omkring det med hendes bror der var en sømand det var da altid noget medmindre selvfølgelig han var taget ind til at være det som slave.

Spurv lod, som om hun var meget tænksom. "Måske er de for tykke," sagde hun så med latter i stemmen.

"Nej." Hun pegede på ham med spyddet uden at tænke videre over det. Hendes øjne virkede fjerne, det var lidt, som om hun prøvede at huske noget, hun havde vidst for længe, længe, længe siden. Så lyste hendes ansigt pludselig op af noget, der kunne ligne genkendelse. ".. Det er fordi jeg.. forbrænder? Forbrænder meget hurtigt." hun hævede hagen et par centimeter og var stolt over at kunne huske noget som helst fra tiden på den skole, alle børn helst skulle gå på. "Jeg er nemlig meget aktiv. Jeg har et højt stofskifte. Se selv, jeg er gået helt her ud på bare en.. Time?"
Hun gned sig over kinden. "Og!" pointerede hun med ny ivrighed da hun kom i tanke om et endegyldigt argument: "når man har været tynd som barn, så bliver man også tynd som voksen, det siger Simon selv."

''Så du påstår at du simpelthen er sygeligt tynd fordi du forbrænder for hurtigt? Nu ved jeg så at selv en som mig... en der kræver så store mængder af mad dagligt, ikke bliver så sygeligt tynd hvis blot jeg har den mængde af mad et normalt menneske kræver...''

Han betragtede hende og regnede ikke ligefrem med at hun ville være nem at få til at indse at hun måske ikke havde det vildt godt, og at hendes liv og barndom måske var værre end hun prøvede at få det stilt frem men han gav ikke op, fordi for at løse et problem eller klare en fjende skulle problemet eller fjenden først ses an.

''Og til det kan jeg sige... et du ligner ikke en der er voksen, og to jeg var meget tynd som barn og se mig nu... jeg er jo på ingen måde tynd...''