Gydens mørke //Abaddon//

Rafael vidste sin mad ikke var forgiftet og begyndte at spise, han tog sin gaffel og lagde den i håndmidten som en rigtig gentlemand til dronningens middag, også lukkede han den inde ved at ligge sin tommefinger over. Rafael kunne enlig ikke få næring af maden, han skulle spise sjæle for at få sin sult mættet, men ligesom mennesker spiste flødekager for nydelse og ikke sundhed, spiste han deres mad for god smag, da det var de færreste sjæle han fandt udsøgte, sjæle dæmoner havde forskellige meninger til sjæles smag, og til smagen på de forskellige, men han fandt smagen alt for kaotisk og blandet til hans smag, han kunne meget godt lide elver kvinder i en ung alder, men ellers spiste han mest menneskemad for at få noget lækkert. Rafael så på hende, og hendes ... tøven. han havde skam ikke tænkt sig at forgive hende, hvis han ville hende ondt havde han gjort det mere åbenlyst, det var kun fjender som Isabella og andre raceledere, der skulle tages med lidt finesse og intriger, ellers så var at knuse et par knæskalder, og slå med en jernstang skam helt nok til at tage sig af dem han mødte tilfældigvis i sit liv. Rafael brød stilheden mellem dem "Deres frygt og utryghed er unødvendig. De er ikke en fange her, ej heller er de påkrævet at spise" Han kiggede lidt skuffet ned, og spiste videre, selvfølgelig gik hendes ubehag ham på, han ændret sjældent sin mening, og lige nu havde han valgt at gå mere op i hendes glæde end sorg, og det var da en skam hun nedsatte sin egen fornøjelse ved at se ham som et monster der bare venter på en undskyldning på at brække nakken på hende.. også var det lidt fornærmende.

Da Lily så, at Rafael spiste af maden, tog hun det mere roligt. Hun tog en bid af sit brød og skyldede det ned med noget vand. "Det er ikke fordi jeg ikke vil have noget at spise," sagde hun stille, "men jeg kan stadig ikke lade være med at tænke på, hvad du pønser på. Hvorfor giver du mig noget at spise? Hvorfor havde du ikke bare sat mig af på gaden og fløjet din vej?"
Hun skar et æble ud i både og lagde kerner og stilk på en serviet ved siden af. Der var så meget forskelligt mad, som hun aldrig havde smagt før. Hun vidste slet ikke, hvad hun skulle tage og hvad hun skulle vælge fra. Det kunne godt være, at hun var sulten, men så sulten var hun heller ikke, at hun kunne spise lidt af det hele. Hun kiggede rundt i rummet på de forskellige tæpper der hang på stenvæggene. Hun var sikker på, at det ikke var en af kirkefolkene, der havde hunget dem op. Der var sikkert ikke andre end Rafael som var i dette rum. Men hvorfor havde han lige valgt at eje et rum i kirketårnet? Hun vidste det ikke, og var rent faktisk også ligeglad.
Hun sendte Rafael et smil. Jo længere tid de var sammen, jo mindre troede hun på, at han var ond. Det var lidt som om han mistede noget af sin hårde skald. Som om han glemte at tage den på.
"Ved du hvad?" sagde hun, men fortsatte uden at vente på svar, "Jeg tror ikke, at du er ond. Og jeg tror heller ikke, at du er et monster." Hun smilte endnu mere og fortsatte: "Du sagde noget med, at du var hård ind til kernen, men at du ikke viste det. Ret mig, hvis jeg tager fejl, men jeg tror mere, at det er omvendt." Hun tog endnu en tår af sit vand. Havde hun ret? Det håbede hun, at hun havde.

Hvad han pønser på? ligenu tænkte Rafael ikke længere frem end smagen af maden, og nu af alle gange hvor han har plottet og planlagt bag folks rygge, nu hvor han endelig bare tager en middag med en tilfældig smuk pige, af ingen anden grund end smagen af maden, stemningen af sterin lysene, og skønheden af hendes ansigt, nu ville nogen anklage ham for skumle bagtanker? han kunne ikke andet end at smile af det, verden var lidt kaotisk nogengange syntes han. Han svaret ikke rigtig på det første, han vidste ikke hvad han skulle svare, så han fortrak stilhed til det første, men prøvede at skjule det ved at tage sin kop til sine læber, og tage en tår, og lade hendes skifte til næste emne, men da hun sagde ved du hvad hvilet han glasset mod sine læber, hvilket han aldrig skulle have gjort, for da hun sagde det næste fik han sit vand galt i halsen, så meget at hans store overkrop bøjet sig lidt inderover bordet, og var ved at få sit vand i munden retur, men han hosted heldigvis to gange istedetfor at genbetale sine nyligt indtaget væsker, hvorefter han satte sig ordenligt tilbage i stolen, og kiggede på hende, og sagde "Da jeg var barn.." han holdt en pause, og tog sin spise kniv og gaffel, og begyndte at skære et nyt stykke af bøffen "Bliv jeg opdraget af min bror til at være en rigtig dæmon" Han tog stykket han havde skåret i munden, og slugte det som en klump i halsen uden at tygge på det, hvorefter han begyndte at skære i kødet igen "Jeg kan huske en bestemt episode, hvor jeg havde fundet en hundehvalp der gik efterladt rundt på gaderne i Paris.. i en by du nok ikke kender til.. Hundehvalpen ville hver morgen gå hen og snuse til mig, og hver morgen havde jeg lyst til at tage den med hjem, men vidste min bror ville blive rasende, men en dag kunne jeg ikke stå for de små nuttet øjne og pjusket pels mere, eller lade den sove udenfor mere, så jeg tog den op i mine små spinkle arme, og gik hjem med hende" Rafael tog kødet i munden, og forsatte med at snakke efter at have spist det i to bider "Min bror begravet mig levende sammen med hundehvalpen samme aften. jeg lå der i mørket, utryg, bange, savnet noget at holde om, så jeg krammet mig ind til hunden. Der findes intet stærkere bund gjort mellem levende væsner, end dem bundet i søgen efter tryghed og omsorg. Og i min afmagt og hjælpeløshed var hundehvalpen kernen til mit forsvar mod overvældene sorg, og da jeg havde mistet fornemmelse af tid, fjernet min bror låget efter tolv timer, hvor der næsten ingen luft var tilbage, og mig og hunden lå tættere sammen end jeg har ligget med nogen elsker nogensinde i mine mange års levetid. Så gav min bror et tilbud, han ville lukke mig ud, hvis jeg spiste hunden levende, bid for bid, hver eneste hår og kødstump man kunne finde" Rafael havde skåret et stykke, som han tog i munden og spiste det i et par bider, mens han prøvede at samle nosser til at forsætte sin historie. "Jeg nægtet, gentagende gange, og hver 12 time ville han give mig tilbudet, og begrave mig igen med hundehvalepn, ved ikke præcist hvornår jeg gav efter men selvom for hvert sekund jeg lå i den kiste, holdte mere af hunden, endte jeg med at føle mine tænder finde vej til dens blødemaveskind... Så jeg bliv lukket ud" han tog et æble i hånden og tog en bid "Min opvækst er fyldt med så mange opdragelses historier, at maden her ville blive dårlig inden jeg ville blive færdig med at fortælle dem alle." han tog endnu en bid og kom til sin pointe med at fortælle hende historien "Jeg har kvalt, kvæstet, brændt, skudt, knust, skåret, og henrettet folk siden min barndom. At kalde mig andet end et monster, ville være en hån mod alle de ulykkelige sjæle der har fundet sin ende ved min vilje.. Forveksel ikke min gavmildhed og venlighed med svaghed frøken Lily, jeg ville vende din nakke 180 grader rundt uden tøven eller medligenhed, hvis sat i de rigtige omstændigheder. Så kald mig ´det modsatte af hård ind til kernen´ alt de vil, men virkeligheden er en anden frøken"

Lily tænkte lidt over det, han havde sagt. Hvis han virkelig var så forfærdelig, som han sagde, så var han jo bare det. Hun havde i hvert fald ikke lyst til at sige mere om, at han ikke var et monster, for hun kunne ikke holde ud at høre flere af disse historier. Det var ækelt. Hun ville hellere dø, end at spise en hundevalp levende. Og endda en hun holdt af. Hvad for en ond bror var det lige Rafael havde haft?
Lily tog en af bådene, hun havde skæret af et æble, og spiste den. Hun havde rent faktisk ikke lyst til at spise mere. Hun havde kvalme af den forfærdelige historie. Hun rejste sig og gik hen til den dør, som de var kommet ind ad.
"Undskyld, men mine forældre bliver nok sure, hvis jeg ikke snart kommer hjem," sagde hun og lavede et trist udtryk i ansigtet.
Hun havde kvalme, fordi han lige havde fortalt at han engang åd sin hund levende. Det gav hende ligesom ikke rigtig lyst til at være her længere. Det kunne godt være, at han havde forsikret hende, at han ikke ville gøre hende noget, og det troede hun på. Hun havde bare ikke lyst til at være sammen med ham længere. Nu hun tænkte nærmere over det, var den hundehvalp nok ikke det eneste han havde slået ihjel. Og morder var nok kun én af de ting han kunne kalde sig.
Hun havde bare lyst til at tage hjem, hvis bare hun havde haft et hjem, men det behøvede hun jo ikke at fortælle ham. Hun kunne jo bare løbe indtil han ikke kunne se hende længere, og så bare lade som om, at hun var på vej hjem.

Hun rejste ønske om at komme hjem.. Rafael tog en spist bid af sit æble, inden han så knuste det mellem sine hænder som en bil presser maskine der knuser en simple pap kasse, Rafael tørret sin hånd af i bordet med et lidt lumsk smil, men fjernet det igen, mens en tanke kørte gennem hans hoved, også vendte han sig om og væk fra hende, og mod den låste dør, som førte ned til kirken, og fiskede en nøgle frem fra bagved et af tæpperne på væggen, og låste døren op, og sagde mens han vendte sig mod hende "Forlad mit selskab inden de mangler deres ben frøken" Han sagde det roligt, og mente det skam ikke som en trussel, mere som en .. det var svært at forklare, men det var nok mest praktisk hun ikke stilte spørgsmåls tegn ved det, han ville ikke slutte mødet på en dårlig måde, så han åbnet munden og sagde på grænsen til kærligt "En fornøjelse at have haft dem her frøken, en skam de ikke kunne klare mit selskab længere, men de må have en forsat god eftermiddag" Han smilet til hende, han kunne godt fornemme hun talte med slange tunge til ham, altså ikke helt oprigtigt, han håndteret dæmoner, den mest magtgale og sadistiske race, på et dagligt basis, og en tilfældig hvid løgn var ikke svær at spotte, og når man sagtens kunne sætte sig i hendes sted, var det skam noget selv et lille barn ville kunne se.

Lily smilte, krydsede rummet og gik, fra den dør hun stod ved, hen mod den dør, han lige havde låst op. Hun kiggede på ham, inden hun gik ud ad døren. "Det er ikke fordi, jeg ikke kan klare dit selskab. Det var hyggeligt nok," hun sendte ham endnu et smil og gik. Hun gik ned ad trappen og endte nede i selve kirken. Hun overvejede, om hun bare skulle blive dér, men hun smed tanken væk ligeså hurtigt, som den var kommet.
Hun åbnede døren ud til kirkegården og fortsatte ned ad stien, indtil hun var uden for kirkens grund. Hun stoppede op, vendte sig om og kiggede op mod klokketårnet, som de var kommet ind ad.
Hun havde ikke løjet, da hun havde sagt, at det havde været hyggeligt. Hvis hun ikke havde vidst noget om hans fortid, havde hun sikkert lænt sig tilbage i stolen, og nydt at høre ham fortælle om alt muligt. Da hun gik, var hun ikke længere bange for ham, selvom hun måske burde være det. Problemet var bare, at hun var en lille smule utryg ved situationen. Hun ville hellere et eller andet sted hen og tænke dagens begivenheder igennem.
Et eller andet inden i hende, gav hende lyst til at vende om og råbe: 'Nej jeg vil egentlig ikke gå alligevel,' men hun vidste godt at det ville være dumt. Jo, hun havde da lyst til at møde ham igen, men lige nu ville hun sove, og hun kunne ikke sove, når hun vidste, at han var i nærheden.
Hun gik lidt længere ind i byen, og kravlede op i et træ. Det blev lidt besværligt da hun kun kunne bruge én arm, men ikke så svært, som for et helt normalt menneske. Hun var vandt til at klatre i træer, og som sneleopard kunne hun bare springe op i dem. Hun forvandlede sig ikke til en sneleopard denne gang. Dels fordi hun vidste at hendes tøj slet ikke ville kunne holde til mere. Dels fordi, hun havde på fornemmelsen, at det ville gøre mere skade end gavn. Hun ville ikke kunne gå på det ene ben, hvilket ville være... træls, da man skulle bruge alle fire. Det ville nok også gøre en smule ondt, når ledene drejede rundt gennem forvandlingen. Bladende dækkede hende nedfra, så man ikke kunne se op på hende, og oppefra, så solen ikke trængte så godt igennem. Selvom der var lyst, kunne hun godt sove. Hendes ene ben hang ned fra den gren hun sad på, mens det andet var trukket op mod brystet. Hendes ryg lænede mod stammen, og hendes hovede hvilede på hendes knæ.
Den stille vind blæste ind melle bladene og ind gennem hullerne på hendes trøje og de få huller på hendes bukser. Hun kiggede lidt på hullerne, og kom i tanke om hvor hun havde fået dem fra. Hun kiggede også ned ad sine arme og så en masse sår. Hun vidste at hun også havde en hel masse på ryggen, og at hun burde gå hen på skadestuen, men det gad hun ikke.

Rafael lod hende gå, og så ikke længere efter hende, han smækket døren i efter hendes røv havde forsvundet ned af trappen til kirken. Rafael trak på skuldrene, og satte en hånd på bordet, og nussede dens træ overflade, men som et tordenslag bliv han voldsomt vred og slog sin næve ned i bordet, og splittet bordet tværs gennem midten ved at slå en enkelt gang ned i det. alt maden faldt på gulvet, og han tog nogen dybe indåndinger for at slappe af, inden han så satte sig ned på stolen han tidligere havde siddet på, nu bare uden bord foran sig. Han kiggede hvileløst ud i luften, som kiggede han efter et eller andet, men gjorde han ikke, blikket var som syet fast ligeud, og hans øjne kiggede på intet andet end luften foran hans ansigt. Han så ikke trist ud, og det ville også være en forkert antagelse at mene han følte tristhed. Rafael rejste dog ikke op, han tog et stykke frugt op fra gulvet, og børstede lidt støv af det, inden han så lagde det i sin undermund, og tog en bid af det, og lukkede nydelsesfuldt sine øjne mens han lod saften behage hans tunge, men da han havde slugt den først bid, kastede han æblet mod væggen, og det smattet helt ud. Rafael tænkte nogen tanker på det cathine og Camille har prøvet at lære ham, og han ville gerne tildels, det var lidt svært at forklare.

Lily åbnede øjnene. Hun var åbenbart faldet i søvn, men ikke mere end et par minutter alt efter at dømme hvor solen hang på himlen. Måske ti minutter. Hun var ikke træt længere, selvom hun ikke engang havde sovet længe nok til at lade drømmene overtage hendes sind. Hun tænkte lidt over hvad hun nu skulle få tiden til at gå med. Det føltes som om dagen havde varet en evighed, og alligevel var mørket ike engang faldet på endnu.
Selvom dagen havde været fuld af rædsel og jeg-vil-bare-gerne-hjem tanker, så havde det da været en spændene dag, nu når hun tænkte tilbage. Måske havde det ikke været så hyggeligt på selve tidspunktet, men når hun tænkte tilbage, havde det da været fedt. Måske bare en smule. Hendes begejstring for ting og hendes nysgerrighed skulle hun måske til at få styr på, men ikke nu. Lige nu havde hun noget andet i tankerne. Noget som krævede lidt mere af hendes nysgerrighed.
Hun kiggede rundt. Gaderne var stadigvæk overbefolkede. Hun hoppede lydløst ned fra træet, og var lige ved at miste balancen, da hun ikke kunne bruge den ene arm til at holde den med, men hun væltede ikke.
Hun løb gennem gaden, så godt hun nu kunne, uden det gjorde alt for ondt, og hen til udkanten af byen, hvor kirken lå. Hun kiggede først tøvende på stien, før hun krydsede kirkegården og åbnede døren ind til selve kirken. Hun kiggede hen mod alteret og et lille grin spillede om hendes læber. Det var måske en lille smule... sjovt(?) at gå ind i en kirke og spise et stort måltid nogen tid efter, at hun havde holdt en kæmpe prædiken, om at Gud gerne måtte redde hende fra den grusomme død. Og nu var hun her igen. Det var jo lige før, at hun skulle gå ind i troen og bede både morgenbøn og aftenbøn hver dag. Ej, vel??
Hun kiggede forsigtet op ad trappen, til det rum Rafael og hende havde været i. "Hallo? Rafael? Er du der stadig?" kaldte hun stille for at advare ham, om at hun kom. Mest for at hun ikke skulle afbryde ham i et eller andet, så det kom til at gå ud over hende, hvis hun bare kom dumpende ind i rummet uden nogen forvarsel.
Hun begyndte ligeså stille at gå op ad trappen og gjorde sig umage med at tage sig god tid.