Gydens mørke //Abaddon//

Sted: Doomsville Rotten Root District - Gyderne
Omgivelser: et par containere i starten af gyden, ellers mørke når man kommer længere ind.
Tid: 12.46 - sommer
Vejr: solen står højt på himlen, men i gyden er der en klam fugtighed, da solen ikke kan nå der ned for hustagende.

Lily Malou drejede ind i en gyde og gemte sig bag en container. Hun tog en bid af det brød hun lige havde nuppet fra en af boderne i gågaden. Hun sendte et blik mod enden af den mørke gyde. Selvom solen stod højt på himlen, kunne man kun lige ane enden af gyden for alt det mørke. Hun turde ikke bevæge sig længere ned, efter alle de rygter hun havde hørt om store slagsmål og langt værre ting. Og hun havde en anelse, om at det meste af det var langt fra rygter. Hun lænte sig op ad væggen, som var blevet klam af den fugtige luft. Hun tog en bid mere af brødet og smed resten længere ind i gyden. Hun trak benene ind til sig og overvejede om hun skulle gå længere ind. Hun rejste sig op og bildte sig selv ind, at det bare var rygter det hele og der da ikke kunne ske hende noget på denne tid af dagen. Hun vidste at det ville være meget uklogt at gå ind i gydens mørke, men hun kunne ikke selv styre sin nysgerrighed. Hun begyndte at tage de første par skridt, men stoppede så op. Skulle hun bare blive ved containeren? Hun prøvede at få øje på det brød hun havde kastet ind i mørket, men det var ikke til at få øje på. En rotte pilede forbi hendes fødder og hun trådte et skridt tilbage. *Okay, hvis jeg er bange for rotter vil det nok være en meget dårlig idé at gå længere ind i gyden* tænkte hun. Hun rystede tanken af sig og lod nysgerrigheden trække afsted med hende. Hun gik de få skridt der skulle til, før hun stod inde i mørket.

De spejl klare læder støvler kom gående ned igennem de mørke gyder som torden der passeret over himlen, højt og genkendeligt. Men det var ikke kun støvlerne der satte karakter på denne maskuline mand, den klippevæg hårde brystkasse, og de veltrænet dæmon overarme på størrelse med en halvtræstamme. Manden havde en læderjakke på, en dyr og praktisk læderjakke. Indenunder havde han en elegant og fin silke skjorte i sort, som man lige kunne se gennem den åbne læderjakke. på benene havde han nogen militær bukser, i farverne grå, sort, og hvid, istedetfor de normale militær farver brun, grøn, og sort. På selve fødderne havde han de omtalte militær støvler, der stødte mod jorden som en tornado der rev jorden op for hver meter. Om hans hals var et stort kors, ikke lige hvad man forventer at se om halsen på en dæmon, det så gammelt ud, og havde lidt keltisk over det, men mest af alt lignet det et typisk kristen kors. Dæmonen gik ned gennem de mørke gyder der selvom det var dag var mørke som den mest stjerne forladte nat, nogen sider sjælene og pinslerne fra de afdøde her forevigt lagde sig over stedet som et skygge lag og tog del i den rædsel de selv har skulle leve livet igennem, men det var nok bare skræmme historier. Kun de fattige og desperate søgte tilflugt her, fyldt med kriminalitet for at overleve til dagen efter, og skumle mennesker, det eneste man fanddt her.. nårh der altså ikke lige var slås kamp, det eneste tidspunkt nogen udenfor gyderne ville finde sig blandt byens mest syge, sultne, og triste bebogere, er når begæret om penge oversteg ens ønske til sikkerhed, og man drev sig ind for at opsøge de daglige slås kampe, derfor fandt man Rafael her. Rafael drejet ned af en af gyderne, og så en pige der stod og.. vaklet frem og tilbage mellem at gå ind og ikke gå ind, det var nok svært for pigen at se ham, han stod jo i mørke, mens hun var udsat for solens ståler som et spot lys. Rafael stoppede med at gå, og da pigen så ud til at have taget sin beslutning trådte han et skridt frem fra skyggerne så de nu stod med fem meters mellem rum, hvorefter han sagde indenfor samme sekund hun ville kunne se ham "Hvilke drifter føre deres hjerte til sådan kolde og korrupte kanter?"

Lily Malou så overrasket op på den store fyr.
"øøhm.." Hun følte sig meget lille i forhold til ham. Han kunne sagtens knække hende midt over, hvis det skulle være. Det var hun næsten sikker på. Hun tog sig sammen. Hun ville ikke se svag ud. Hun rankede ryggen og rømmede sig.
"Jeg kedede mig, og tænkte at jeg lige ville udforske gyden her," sagde hun med selvsikkerhed i stemmen. Kunne han måske finde på at gøre hende noget?
Hun rynkede brynene og vidste ikke helt om det var særlig smart at lade samtale vare særlig meget længere.
"Hvorfor er du her egentlig selv?" spurgte hun. Hun kunne godt selv se, at det ikke var et særligt smart spørgsmål, men hun ville gerne virke cool. Hun var udmærket klar over, at hun ikke så tit gjorde noget særlig smart, men hvis hun gjorde ville hendes liv jo heller ikke være så spændene. Hun så fyren foran hende an. Hans militærtøj og den sorte lædderjakke fik ham bare til at se mere skræmmende ud.
Hun var selv iført et par sorte jeans, og en hvid tanktop. Udover havde hun en lyseblå cowboy-vest og et par hvide ballerinas på fødderne. Hun vidste godt at det ville have set lidt bedre ud med et par højhælede sorte støvler, og hvis hun havde haft pengene til det, havde hun også købt dem for længst.
Hun sendta fyren et smil og begyndte at tænke over hendes næste træk.

Vest: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Udforsker gyden? ja ja, hvis en lille lysserøde kanin ville lege tiger måtte den gerne det, men så syntes Rafael også den skulle have lov at nedlægge en gazelle, Rafael dømte sjældent på udseendet, der var altid mere i en persons sind end blot den størrelse vægte man løftede, men pigen lignede en smukkere version af barbie dukken, og hvis hun havde prøvedet hårdt kunne det umuligt være at masse en persons fingre til kødsovs og skovle det op i munden på ham bagefter, men Rafael havde aldrig kunne lig folk der blæret deres mentale pik større end den var, så havde han en grum vane med at lime den til en spand med cement og se hvor meget den kan holde til uden at knække.
Rafael gad ikke snakke hele dagen, og han tvivlet skam ikke pigens vilje eller mod, men hvad hendes badass atttitude gav han ikke en shit for, lidt arrogant? ja uden tvivl, men Rafael havde samme størrelse ego som overarme, det kom med hans title som dæmon race leder, og leder over alle dæmoner kom ikke med hverken styrke eller arrogance, og når en pige der kunne vinde en skønheds konkurrence ved bare at møde op, begyndte at spille sin selvtillid op, og støtte det med sine svage skuldre, valgte han at sætte spørgsmåls tegn.
Rafael svaret ikke på hendes spørgsmål men lavede en bevægelse med sine skuldre, hvor han så ud til at vende sig om og gå væk fra hende, men som et lyn der flygter fra en sky, vendte han bevægelsen til slå mod hendes hoved ikke hårdt nok til at gøre hende til en koma patient, langtfra, nok til at slå hende bevidstløs og give en ordenlig hovedpine imorgen tidlig, men ikke noget der ville give langvarige skade, det var ikke hans intention, og hvis han ramte hende, ville hun nok blive slået bevidstløs.

Rædslen malede sig i Lily Malous øjne. Hun kunne ikke nå at reagere, men en masse tanker og spørgsmål nåede at flyve igennem hendes hovede.
Hvorfor var hun ikke bare blevet ved containerne?
Hvorfor skulle hun altid være så nysgerrig?
Hvad ville der ske med hende nu?
Ville hun overhovedet overleve?
Hun havde fortrudt at hun havde prøvet at spille smart og ikke bare havde stukket halen mellem benene, så snart hun så ham. Men hvad kunne hun gøre nu? Ja, ikke rigtig noget.
Slaget ramte hende på siden af hovedet, og hun faldt sammen på jorden. Hun mærkede huden på hendes bare arme skrabe mod jorden, og inden hun gik helt ud nåede hun at mærke en varme brede sig i hendes venstre skulder. Det var sikkert bare en hudafskrabning, men hun kunne ikke helt vudere det, da smerten aldrig kom, før hun overlod sig selv til bevidstløsheden.

Rafael smilede ikke da hun faldt til jorden, han havde en sadistisk og skummel mene bredt udover sit ansigt, men han viste ikke så mange følelser, han gjorde hvad han gjorde af forskellige grunde, og den mest gennemslående var underholdning, for det skulle pigen nok gøre ham, tænkte han og bøjet sig ned for at tage et fast greb om hendes ankel, og trak hende langs den kolde, våde, og hårde jord, og hvis hun havde sovet normalt ville hun nok vågne af sten jorden der rev sig hen af hendes hud og tøj, men at være bevidstløs var lidt mere ... tungt, så Rafael kunne bare lade sine langsomme og dramatiske skridt føre hende længere hen i de mørke gyder, som en mere ondskabsfuld version af udyret der slæber den skønheden ind i sit uhyggelig slot
Efter en lang og sikkert ubehagelig søvn ville Lily kunne føle et glass med piss blandet med sæd og savl blive hældt i hoved af hende. Hun ville finde sig selv i midten af en cirkel i gyden, en form for lukkede gårdsplads, hvor der stod de væreste lømler, svindlere, voldtægtmænd, og voldlige fuldebøtter, der kunne findes i hele Doomsville. Det ville ligne en form for menneskeskabt arena, folkene stod i en cirkel med ti meters afstrand i radius til Lily, og den eneste anden person der stod inde i cirklen af mennesker, var en foroverbøjet mand der havde lidt skadet ryg, men hans skuldre var så solide som hans stærke arme, manden havde en maske på der dækkede hans ansigt lavede af hø som et fugleskræmsel, men limet fast til masken var der kød flabber fra alt til ko til menneske væv der var sat fast til hans fugleskræmsel maske, og fik ham til at ligne et misfoster. Det eneste man kunne se af mandes ansigt var nogen røde rovdyrs øjne der tiggede som en sulten hund om en godbid, men hans slags godbid var nok ikke i hendes .. øhm.. interesse.
Manden havde bar overkrop og var fyldt med ar og mærker fra maveskind til starten på halsen, han havde en stor og bisk lænke i sin hånd der for enden af den var en kugle af 30 centimeter i diameter, stor nok til at knuse ribben, og lille nok til at svinge flere gange, manden stod og kiggede på Lily med en næsten bogtavlig ild i hans øjne der viste hans begær for at starte kampen, men han ventede på noget. Hvis Lily prøvede at løbe væk ville de mænd som formet cirkel skubbe hende tilbage, og hvis hun var dum nok til at overse de mange skilte på bygningerne omkring dem hvor der stod ´ingen evner eller forvandling, kun fysisk trauma tilladt på modstander´ på, så ville nogen folk skyde med advarende pile den første gang, og skete det igen, ville de skyde direkte efter hende.
Rafael stod som en af mændene i cirklen... hun ville spille smart.. Hvis en kanin vil lege løve, må den lære at nedlægge en gazella.. og nu fik hun mulighed for at vise hvor meget af en løve hun var mod en rigtig modstander i arenaen.
Der bliv råbt af en mand på en høj stol der sad udenfor cirkelen "Kæmp"

Lily Malou kiggede rundt. Hun følte sig dum. Virkelig dum. *Hvad fanden har jeg gang i!* råbte hun inde i hendes hovede. Hun var sur på sig selv over hendes dumhed. Hun sad på jorden et eller andet sted. En gruppe af mænd havde formet en ring rundt om hende. Hendes hovede dunkede og det ringede for hendes ører. Hun tog sin hånd op til hovedet og mærkede lange rifter ned ad hendes ene kind. Hun kiggede ned på sine arme, som var smurt ind i blod, og hun var et hundrede procent sikker på, at det var hendes eget. Hun havde ingen anelse om, hvad der kunne have voldet disse skader. Hun var sikker på, at det var de færreste af dem, der kom fra faldet, dengang hun blev slået ud. Hvis det ikke havde været for den forfærdelige hovedpine havde hun sikkert regnet det ud nu. Hendes hår var smurt ind i blod og hendes tøj var flosset. Takket være hendes cowboy vest havde hendes ryg ikke taget den store skade, men et par flænger var der dog alligevel. Selvom hendes hovede dunkede kraftigt, trængte ordene "Kæmp" tydeligt ind. Hun rejste sig forsigtigt op. Hendes ben havde ikke taget en støre skade end et par ubetydelige skrammer på hendes ene ben, men hun var sikker på, at der kom til at gå lang tid, før hun kunne bruge sin venstre arm igen. Det slog hende pludselig at han havde trukket hende afsted i det ene ben. Det var det eneste der gav mening for hende, siden hendes ben var så lidt skadet i forhold til resten af hendes krop. Hun kiggede hen på et skilt, hvor der stod at man ikke måstte forvandle sig. Der stod også noget andet, men hendes tanker var for langt væk til at hun kunne læse det. Hun var så godt som død. Det handlede bare om tid før hun var blevet slået i jorden, én gang til. Det kunne godt være, at hun havde vilje og styrke, men her var hun bare som en lille mus, omringet af en gruppe meget sultne katte.
Selvom der var råbt til kamp rakte hun en hånd i vejret. Hun kiggede hen på sin modstander og mærkede en kulde brede i sig.
"Må jeg.." Hendes stemme var hæs, så hun rømmede sig og prøvede igen:
"Må jeg ikke godt få lov til at sige noget?"
Lily Malou følte sig latterlig og ydmyget. Hun havde mest af alt bare lyst til at sætte sig ned og tude, men hun gjorde det ikke. Hun ville ikke ødelægge den lille smule værdighed som hun rent faktisk havde.

Hele publikum begyndte at grine, og nogen byttede rundt på væddemål lodder, og nogen rev deres eget over over hendes spørgsmål, det var helt utroligt, og Rafael fandt det her meget sjovere end han havde forstillede sig, pigen reageret bedre end han kunne have forstillede sig, og han lagde armene over kors, og hørte fyren ved siden af ham snakke med en anden om odds for pigen overlevet.
Manden der stod i midten sammen med Lily grinede ikke, han ventede heller ikke på hun fik sin hånd ned og indså hvor dumt et spørgsmål det var, før han svinget rundt relativt uden at trække opmærksomhed til sig, og fik kæden til at komme bagved pigens inderlår, og lavet en svurp bevægelse for at feje benene væk under hende, og den store kæde rollede rundt om hendes ben fra skinde ben til knæ, og med den store kugle for enden var kæden, bliv man nød til at sno det hele op igen for at få kæden af, og fordi den var så lang og tung, ville det tage sin tid. Hun ville nok falde lige på halen og ende med kæden om sine ben som beton på en mand der var igang med at drukne af mafia gruppe. Manden over hende valgte at ydmyge hende for at vinde publikums respekt og tog fast i hendes spinkle arme, og lagde sin metal belagte ridder støvle på hendes bryst, og rev til i hendes arme så de røg af led, ikke de var brækkede eller permenet skade, men de var gået af led, meget naturligt når for stort press bliv lagt mod knoglernes samlepunkter og rev dem fra hinanden. Manden ville ikke føle sig tryg ved at ydmyge hende før hendes ben og arme var sikkeret, for han var jo ikke dum, han havde set et par stykker dø fordi de glemte at ikke undervurdere sine modstandere før der var grund til det. Manden tog et stykke mukken kød han havde i en lille pose i sit bælte til sådan en situation her, kædet var fyldt med larver og mider der kravlet rundt på det klamme kød, han satte sig ned på knæ og tørret kødet ud i ansigtet på hende, som en vaske klud på en køkkenbord, også sagde han til hende i en normal tone "Bare rolig skat" han peget på et stykke kød på sin maske og sagde "Du vil altid være husket.. hahahaha" han rejste sig op og slog armene ud til siden og råbte til publikum "Jeg vil kneppe hendes lig, og fodre resterne til mine hunde" folk der ikke havde budt på hende begyndte at grine, men resten råbte skæls ord og ydmygende ord til hende.

//Hvis jeg dominere spillet for meget, siger du bare til, jeg tænkte bare, at din karakter nok ikke ville kunne gøre så meget, men ændre gerne min indlæg hvis det er! forresten, må sige den awesome måde du spillede hende var over fed, fik verdens største smil da hun rakte hånden op, og jeg bliv nød til at læse linjen flere gange for at være sikker xD super fedt

Lily Malou bed tænderne sammen af smerte. smerten var for stor til at hun kunne skrige. Hendes hjerte hamrede hurtigt i hendes bryst og hvis det ikke var fordi den klamme stodder stod der på brystet af hende, var det sikkert hoppet ud af skindet på hende og landet på jorden. Hvis bare hendes modstander havde tænkt sig ordenligt om, ville det have været en meget hurtigere død for hende, og han ville vinde kampen. Hun havde lyst til at råbe ham ind i hovedet på ham. Fortælle ham at han var det mest modbydelige hun nogensinde havde set, og at han skulle holde sig langt væk fra hende. Men hun gjorde det ikke. Hvis hun skulle have bare den mindste chance for at overleve, hvilket hun nok alligevel ikke gjorde, skulle hun ikke ophidse ham. Hun var glad for at det var hendes venstre arm der var røget af led. Så havde hun i det mindste én arm der stadigvæk kunne bruges. Hun hold fast om ankelen på ham så han ikke kunne nå at flytte foden, hvilket hun ikke var i tvivl om at han kunne, men det gav hende en følelse af, at det ville blive bare en lille smule sværre for ham. Hun trak sit højre ben op til brystet og jog foden ind i skridtet på ham, så han vaklede et par skridt tilbage. Hun kravlede, så godt hun kunne med kun en arm, baglæns tilbage og skreg: "Hvad får jeg ud af det her!?" Hun trak vejret i hurtige stød og prøvede febrilsk at få kæden af benet. "Gælder det bare om at slå den anden i hjel? hvad er meningen med dét? Er i fuldstændig rablende gale!?" Hun flåede kæden af og holdt den nu i sin højre hånd. Hvis hun skulle kæmpe ville hun ikke være forsvarsløs. Hun rejste sig op og anede ikke hvor hun fik modet fra, for hun var lige ved at tisse i bukserne af skræk. Hun var klar på at løbe rundt i kredsen for at undgå flere af modstanderens angreb. Hun skulle ikke dø. Ikke i dag. Hendes mødom skulle ikke tages af ham den klamme stodder. Hun ville hellere kneppes af et cykelstyr end af hám. Selvom et cykelstyr kun hørte til på jorden, så vidt hun vidste.
Hun regnede ikke med at få svar på sine spørgsmål, men de fik ikke lov til at undvære hendes mening.

//Først får hun hældt en blanding af sæd, pis og spyt i hovedet. Det var der jeg tænkte f*** hvor klamt, men at få smurt et muggent stykke kød i hovedet fuld af larver af en klam mand i vågen tilstand er næsten værre...
Jeg er glad for, at du kan lide det jeg skriver Jeg er lige ved at tro at du rent faktisk skal rose mig...
Du skriver også meget og det er da svært at følge med... Du har en god fantasi:)
Og nej, jeg har ikke noget imod noget af det du skriver //

"Arh!" sparket mellem benene kom som så uforventet som en tiger fra en busk, han holdte til sine mere ædle dele, og trådte nogen skridt tilbage, og lod hende flygte til den anden ende af cirklen og have hendes lille hade tale, hvad forventet hun, at de brød grædene sammen og gav hende ret? .. please, no way. Manden der stod i midten fjernet sin hånd, og kiggede igen op, og måtte anderkende det havde lykkes hende a få kæden af, men han var ikke færdig med hende, han ville tage hende så hårdt hun brød i to dele, efter hun havde sparket ham i skridtet, måske var han ikke engang så høflig at vente til hun var død. Han kiggede dybt beslutsomt på hende, og med foroverbøjet overkrop og en truende bryst position, gik han frem mod hende, men inden han gik indenfor kædens rækkevide råbte han til publikum igen"Hun vanære vores leg." Han lavet en gestus mod en af sine venner blandt publikum, der begyndte at råbe "Lag os give Crusher et nyt våben!" Nogen blandt publikum nikkede i anderkendelse, og da flertallet af dem havde nikkede, så var beslutningen taget af fleretals diktaturet, derfor var det aldrig en dårlig ide at være samle respekt blandt dem der ikke kæmpede. En tohånds økse, med skaft på størrelse med trekvad man, og blad så skarpt det kunne skære ind til knoglen, bliv kastet ind til manden i cirklen, og han greb den med den ene hånd, hvorefter han smilede frækt til Lily og lavede kys mund. Men inden han gik et eneste skridt, kunne man høre et brøl fra sådan dæmonisk stemme, at den gav genlyd gennem alle de nærligggende gyder. Rafael stod sammen med to dæmoner, Og ud af hans ryg kom der store sorte vinger der lignede noget fra de værste gyser film. vingerne havde fuldt ham hele hans lange liv, og det kunne ses på deres frygtindgydende udsende. og ud af hans pande kom der nogen store brutale horn frem, og tors han var ret stor i forvejen bliv han lidt bedre over skuldren, og voksede med et hoveds højde. han fik en hale der piskede rundt, som var det en læder pisk, der kærtegnede luften, med endeløse og ondskabsfulde sadistiske smæld. hans tænder bliv lange og som jagt knive, og skarpe som intet mindre, men det mest hjertebankende ved denne forfærdelige skabning var de lange klør som voksede hvor han engang havde hænder, lange spinkle finger der kunne prikke sig gennem knogler, kød, og væv som en. Denne mosteriøse skikkelse af en dæmon sagde nu med sådan dæmoniske og dybe toner at selv Lucifer ville krøbe under sengen "Æreløst" Rafael gik ind i ringen, og foldet de store stygge majestætiske vinger ud og publikum krummet deres tær ved synet inden Rafael kiggede målrettet mod Lilys modstander.. ingen sagde nej, eller stoppede ham, de stod alle stille som levende døde .

Lily sendte et hurtigt blik mod dæmonen men kiggede så hurtigt tilbage på sin modstander igen. Hun var seriøst ved at pisse i bukserne nu. Hvis bare hun havde haft noget i sin blære. Hun ville ikke tage blikket fra sin modstander. Han kunne gå til angreb når som helst. Det kunne dæmonen vel også, men udekommende måtte da ikke blande sig i deres kamp, måtte de? Hun kendte ikke til reglerne og var egentlig også ligeglad. Det handlede om at dræbe modstanderen og holde sig selv i live. Det var vel det vigtigste. Hun kiggede på kæden i hendes hånd. Hun havde ikke en eneste anelse om hvordan man brugte den, men det var vel bedre end ingen våben. Hun svingede kæden. Det var meningen, at den skulle have taget fat om hendes modstander økse og hive den ud ad hænderne på ham, men den fløj bare op i luften og smældede ned i jorden. Kæden var tungere end hun troede, men kunne hun regne med andet. med den kugle der sad for enden og det hele var lavet af jern kunne det umuligt være andet. Hun kunne ikke engang svinge med en kæde. Hun var dømt elendig til kamp på forhånd. Hvis ikke hendes modstander slog hende ihjel, ville dæmonen sikkert gøre det. Hun kiggede ned på sine hænder, som var begyndt at ryste... Hun ville dø, og det ville blive i dag.
"Kære Gud. Lad min død være hurtig og smertefri. Lad mig ikke brænde op i helvede, det har jeg ikke fortjent. Tilgiv at jeg nogensinde har dræbt et par, eller flere, dyr for derefter at spise dem. Tilgiv mig, at jeg nogensinde har stjålet brød fra boderne i gaderne. Tilgiv mig, at jeg blandede mig selv ind i det her rod og sørgede for, at min død kom tidligere end skæbnen før har villet." Hun kunne ikke finde på mere at sige. Hun havde sagt det højt nok til at alle omkring hende kunne høre det. Ja så højt at hun var sikker på, at Gud ikke kunne undgå at høre det. Hun troede ikke på gud, men hvis han nu fandtes, ville hun gerne være gode venner med ham, inden hun døede.
Selvom hun kun kiggede på sin modstander, kunne hun mærke, at alle kiggede på hende. Så kom hun i tanke om, at dæmonen nok ville blive sur på hende, fordi hun lige havde bedt en bøn til Gud. Hun var ligeglad. Måske ville han rive hende i småstykke og æde hendes indvolde, men hun var ligeglad. Hun var ikke så bange for at dø nu, som hun havde været før. Det betød ikke, at hun gerne ville dø, for hun ville hellere end gerne leve. Hun følte sig virkelig ondsvag. At bede til Gud og håbe på at alt ville ende godt, var ikke noget hun nogensinde havde regnet med at gøre i sit liv, men som ordsproget sagde: 'aldrig sig aldrg'
Hun svingede med kæden igen, men det blev det samme resultat som sidste gang.
"Okay. Inden jeg dør vil jeg bare gerne have svar på ét spørgsmål. Hvad vinder han, ved at slå mig ihjel? Altså andet end et lig at voldtage." Det sidste sagde hun meget nedladende. Var han virkelig så liderlig, at han ville knalde et lig?
Eller var der bare ikke nogen kvinde som havde gidet, at give ham noget sex. Det kunne hun egentlig godt forstå. Hun havde heller ikke selv gidet.

Rafael rynket på næsen ved den bøn, han kunne føle sit hjerte slog hårdere og banke til hans bryst indefra, som havde han slugt en hest, så hun fik da hans opmærksomhed, og selvom vægten fra hendes syndsforladelse vejet tungt på hans fødder, begyndte han at få imod hende, og efter hendes dårlige forsøg på at løfte kæden, kiggede han studerende på hende, som han havde gjort inden han tidligere havde slået han bevidstløs, men han så selvfølgelig lidt anderledes ud i sin dæmon form, men helt sorte øjne uden pupiller, men denne gang angreb han hende ikke, han løfte sin hånd, og peget en af sine klog finger mod hende, og sagde med den intimerende stemme "Holdt kæft" Rafael tog sin skjorte af, og på hans nøgne overkrop var der er et stort kristens kors, det havde noget keltisk over det, men det var klart kristent. "Gu.." Han så ikke ud til at kunne sige ordet, og om formuleret sig "Spar os dine ord" Rafael vendte sig om mod hendes modstander, og foldet endnu engang sine store vinger ud, denne gang kom der et lille bask fra dem, og som en vandret tornado kom han flyvende, og stødte ind i manden med samme styrke som en lastbil med 250 kilometer i timen, og væltede ham på ryggen, og slæb hans krop fem meter hen af den sten hårde jord, så en spor af hud, kød, væv, og blod lå langs cirkel, og manden begyndte at få blod ud af munden som et vandfald, men det stoppede ikke Rafael i at ligge sine finger på mandens øje æbler, og presse til .. pressede de svage og nøgne øjeæbler til de sprang som sæbe bobler man prikkede til, og øjemassen løb ned af mandens kinder og læber, mens han skreg i smerte og pinsel, og slog sit eget baghoved mod jorden i renne kræmber, men Rafael lod ham ikke dø, han trak manden op i den ene hånd, og lagde to af sine finger på mandens ene fortand, og med et sadistisk smil, og et lille luft kys af samme type som han tidligere selv havde givet Lily, rev Rafael tanden ud af overkæben på ham, og den helt friske tand fik manden til at hjælpeløst sprælle i Rafaels greb. Rafael tog fast i den anden fortand, selvom manden rystede bedene på hoved, flået Rafael.. ikke den ud, han bevidst flækkede den på midten, og rokkede kraft frem og tilbage i den halv knuste, men friske tand, indtil Rafael kiggede på Lily, og kom i tanke hun stadig var i ringen, også gav han slip på manden, og gik mod Lily.

Lily var frustreret. Hvorfor gik dæmonen med et kors? Hvorfor var der ingen, som gad svare på hendes spørgsmål? Var det her bare en leg for dem? Det var det i hvert fald ikke for hende. Hun havde mest af alt lyst til at lukke øjnene, men hun havde lært, at man aldrig måtte vende ryggen til modstanderen, og at lukke øjnene ville være det samme som at vende ryggen til.
Hun var irriteret og bange samtidig. Havde de tænkt sig at dræbe hende eller hvad? Kunne de ikke bare få det overstået?
Dæmonen kom hen imod hende. Hun spejdede efter en åbning i rundkredsen, så hun kunne stikke af, men der var ikke nogen. Hun forbandede sig selv indvendigt endnu engang for at være så dum. Hun løftede truende kæden. "Du skal ikke bede mig om at holde kæft! Jeg har lige så meget ret til at sige noget, som du har!" Hun var stadig ikke klar over, hvor det pludselige mod kom fra. "Jeg har stillet jer nogle spørgsmål og i har ikke lavet andet end at grine af mig. Fair nok" Hun tykkede lidt på ordene og tænkte lidt, før hun fortsatte: "Men tror i, jeg syntes, det her er fedt!? Jeg er sku da ved at skide i bukserne af skræk. Ja, jeg begik måske den fejl, at spille smart, og jeg indrømmer gerne at det ikke var smart gjort, men vil i ikke godt være søde at lade mig gå?" Hun vidste godt, at hun ikke ville slippe så nemt, men hvad andre muligheder havde hun? Hvis hun prøvede at stikke af, ville hun jo bare blive skudt, men på den anden side... Hun ville også blive slået ihjel, hvis hun blev. Hvordan kunne folk være så onde?
Dæmonen var tæt på nu, og for hvert skridt den kom tættere på, steg rædslen i hende. "OKAY!" skreg hun. "Hvad forventer i af mig!? Hvad vil i have at jeg skal gøre?" Lily satte sig ned på jorden med armene over hovedet. Hun havde lagt kæden på jorden ved siden af. Hun havde ikke mere at sige og gjorde sig klar på at dø den mest grusomme død.

Rafael hørte de ord han gene ville høre løbe fra hendes læber, fra da hun sagde hun havde været ved at skide i bukserne, til hun sluttede med at sige på en underkastende måde hun gerne ville væk. Rafaels leg var slut, han havde aldrig haft respekt for folk der slog et større brød op end de kunne bage, og selvom at sluge sine ord ikke gav ham respekt for hende, så følte han hendes troværdighed genoprettet, og han havde fået sin pointe vist, så nu kunne legen godt stoppe. Rafael holdet sine klør til nogen menneskelige fingre igen, og løb mod Lily som et barbarisk vilddyr, og det lignet han ville flå hende i stykker, men som en ørn kunne skifte mellem nedgang og opflyvning på under et sekund, lagde han sine arme om hendes liv, og pressede hende trygt og varmt ind til hans maskuline bryst, inden han så basket med vingerne, ned mod jorden, og fløj så komplet lodret op i luften .. hurtigt.. og stoppede ikke før de havde underlagt sig både bygningerne, og synet af dem. Rafael stoppede med at baske så hurtigt de fløj op af, han basket bare langsomt så de var stillede stående i luften, eller ikke præcist, de faldt med ti centimeter i minuttet, men når man ikke kunne se bygningerne mere, så var det ikke det store problem. så sagde rafael med et overraskende varmt smil "Deres ære er genoprettet frøken" stadig en dæmonisk klang pågrund af hans form.


/beklger det ik bliv langt. men nu der svaret

Lily havde været helt sikker på, at hun skulle dø. Altså lige indtil hun var blevet omfavnet af dæmonen. Hun fattede ingenting og havde på fornemmelsen at han ville give slip på hende hver andet sekund, så hun ville styrte mod jorden og dø, eller også ville han gribe hende, lige inden hun ramte jorden og så derefter gentage det hele igen, bare for at få hende til at dø af skræk. Hun vidste ikke hvor langt hun skulle være oppe, før hun ikke kunne lande på benene længere. Eller var det fysissk umuligt for en kat ikke at lande på benene?
Så sagde han noget. Og til hendes store overraskelse, ikke noget hun havde regnet med.
Hvad var det han sagde? hendes ære? hvilken ære havde hun ikke haft før? Hun var fuldstændig blank. Men der var også sket mere på denne korte tid i kampringen, end hun nogensinde havde oplevet, at der var sket på en hel dag. Det var da klart, at hun ikke vidste, hvad det handlede om. De fleste ord, var jo også bare sivet ind gennem det ene øre og ud gennem det andet igen.
"Hvad fanden er det du snakker om?" sagde hun efter at have tygget lidt på det. Hun var lamslået. Havde det hele bare handlet op hendes ære?
"Sæt mig ned. NU!" kommanderede hun. Hun vidste ikke, om det var en god idé at kommandere med en dæmon, men hun havde ikke lyst til at være oppe i luften et eneste sekund længere. Han skulle ikke bære rundt på hende, efter at sætte hendes liv på spil. Hvem troede han egentlig, at han var? Hun kunne godt klare sig selv, altså bortset fra inde i en kamparena, men hun var heller ikke selv skyld i, at hun var kommet derind. Hun rodede sig ikke selv ind i problemer, hun ikke selv kunne rode sig ud af igen. Sådan var det bare, og sådan havde det altid været.

efter Rafaels mening, havde hun selv rodet sig ind i den arena ved at spille sig selv sejere end hun selv troet på hun var, hvis hun var så cool som hun gav udtryk for i starten, ville der da havde været intet problem i at brække nakken på hendes modstander og skide ned af hans halsrør, så han mente ikke hun havde brok ret. Rafael gad dog ikke høre på hendes befalinger, hvis hun elskede jorden så meget, kunne hun da tunge kysse den - når hun ramte den. Rafael overvejet tanken et øjeblik, men syntes en advarsel på sin plads, hun havde vel været igennem lidt af en eftermiddag "Spar mig deres skarpe tunge frøken. Der findes en milion måder de ikke vil ´sættes ned´ på, så de bedes holdes deres royale anus på dyens smalle sti, medmindre de se den blive kvast mellem to kampesten udenfor dragons peak. De kan selvfølgelig også bare give jeg selv en lussing og falde til deres grusvejs grav" Rafael syntes det var en klar beskrivelse på hans tanke baner, men måske skulle han være moden og række første venlige hånd frem "De kan måske også sættes af ved et middags bord med stering lys, men de kræver både deres og min tålmodighed holder de ti minutter"

*Årh hold dog kæft* tænkte Lily. Hun var sku ikke den eneste med spydige kommentare. Hun overvejede at bede ham om at give slip på hende, hvis han ikke gad 'sætte' hende ned, men hun nøjedes med en flabet kommentar og nøjedes med at finde ud af, om han ville blive sur eller begynde at grine.
"Har du nogensinde hørt historien om Skønheden og Uhyret?" Spurgte hun. Hun ventede lidt, men eftersom han ikke svarede fortsatte hun. "Da han invitirede hende på middag, sagde hun pænt nej tak, hvorefter han flippede totalt ud. Hun satte sig først ved bordet, efter han havde ofret sit liv for hende og vist hende, at han ikke var et uhyre... Er du et uhyre?" Hun kunne ikke rigtig gøre andet end at vente på hans reaktion. Hun kunne selvfølgelig begynde at prøve på at vride sig ud af hans arme, men det havde hun egentlig ikke lyst til. Hun smilede for sig selv og tilføjede: "Nej, jeg tror ikke, at du i virkeligheden er en prins." Hun lagde armene rundt om nakken på ham og lagde hovedet på hans skulder. Hun lukkede øjnene og nlev enig med sig selv, om at hun ligeså godt kunne bruge tiden på at slappe af, selvom det var svært med ham i nærheden.

Rafael havde hørt historien, men han gav ikke meget for den, men en genopfriskning var vel altid på sin plads, så han hørte til hendes sukkersøde stemme der fortælle ham det, lige det med middagen kunne han ikke huske, eller at udyret skulle vise sine bløde sider, men det lyd meget troværdigt, så han troet på hende.
Han forstod hende ikke, hun lagde sit hoved på hans skuldre, og det fik ham bare til at svæve mundlam, troet hun han var en hundehvalp der bid men i virkeligheden var varm indeni, hvis der var noget indeni ham, så efter hans mening var det en milion gange mere grotesk og ondt end han var udenpå, tros alt skjulte han sin sadisme og selvretfærdighed i ære og gode mannere, så han forstod ikke hendes metafor, han havde ikke noget at bevise, han var dæmon hersker, han var her ikke for at rolle sammen på maven og tigge ved hendes bord som en lille pels kugle af en skødehund, hvis hun ikke ville spise med ham, og ville afslå den gestus kunne hun vel bruge sin skarpe tunge til et nej fremfor at spille kostbar, han var ikke desperat, og han havde mere budt hende af høflige årsager end lysserøde sommerfugle i brystet, eller fuglesang i hjertet, så han havde intet mod at ... bevise ingenting overfor hende, og sætte hende et tilfældigt sted og tage hjem, men i det mindste var hendes tone bedre, og med mere respekt, så han ville kaste tanken væk om at tabe hende med vilje. Han slugte en halsklump og noget stolthed for at prøve være høflig igen, fremfor at smide en spidig kommentar efter hende "Jeg selv beklager hvis de føler dem krænket af min invitation, hvert ord var sagt i god mene" Rafael var blevet en lidt bedre person på det seneste, han havde altid været meget mere tolerant mod piger fremfor mænd, men hans generalle tålmodighed med mennesker havde flyttet sig en del siden han var blevet venner med Camille, hun ændret ikke meget på ham, og han ville aldrig blive god, men hun havde da lært ham at sætte pris på andres tilfredsstillelse, ligeså meget som deres ubehag. "Men for at besvare deres spørgsmål frøken. Min sjæl er korrupt til dens kerne, og mit sind fordærvet af grufulde gerninger gjort af mine egne hænder, så hvis jeg ej er et uhyre, er der ingen som er." Det var et ja, selvfølgelig var han da et uhyre, også efter hans egen mening, han sagde ikke om det var dårligt, men per defiantion var han da en skurk.

Lily smilte for sig selv. Et uhyre med gode mannere..? det havde hun ikke hørt om før.
"Jeg har da aldrig sagt nej til din invitation om en middag," sagde hun bare, uden at åbne øjnene. Hun tænkte lidt tilbage, på hvad han havde sagt tidligere. Hendes ære var genoprettet. Hun vidste godt hvad det betød, men for hende gav det ingen mening. "Hvad nu hvis jeg havde været stædig, og valgt aldrig at overgive mig?" Ville hun så være død nu? Eller ville han have været brudt ind i kampen inden? Hvor var de egentlig på vej hen? Hjem til ham? Hun måtte indrømme, at hun aldrig havde set hvordan et uhyre boede. En masse billeder formede sig for hendes indre blik.
Hoveder på spyd.
Et par af de der kister med pigge på låget.
Døde dyr i en bunke i hjørnet.
En fangekælder med forpinte og lidende mennesker eller andre væsener.
Et bord til at torturere folk på.
hun gad ikke tænke på mere. Det var simpelthen for klamt, og hun håbede at det ikke var til sådan et sted, han førte hende hen.
Hun åbnede øjnene og kiggede på de hvide vatklumper på himlen, som hvistnok blev kaldt skyer. Hun kiggede også ud over horisonten og hun måtte da indrømme, at hun havde en fantastisk udsigt her oppe fra.

Rafael forstod ikke hun kunne hvile sit hoved mod en skuldre ejet af en, der ikke ville tøve med at rive ansigtet af hende som man smuttet skalden af en varm mandle, hvis han bliv sat i de rette omstændigheder, men hvis hun kunne lide det så han ingen grund til at spolere det for hende.. på nuværende tidspunkt ihvertfald
Han kunne ikke rigtig smile i sin dæmon form, så det bliv mere en sadistisk trækning i læben, men han prøvede at smile da han hørte hvad hun sagde, og svaret "De lavet en metafor om en situation hvor jeg selv skulle vinde deres respekt for en middag, jeg vil mene deres samling mellem mig og et monster er set som de et nej i de fleste fyres øjne frøken" man kunne se Rafael igen prøvede at smile til hende, men han kunne ikke andet end en lille trækning. Hans stemme bliv mere alvorligt til det næste hun spurgte om "Jeg ville lade dem dø en smertefuld død, og overvæge uden gram af medlidenhed mens den freak ville skamfere og besudle din afdøde krop, og ville ikke rejse et enkelt ord til dit forsvar mens de satte en stål pind gennem dit anal hul og udgennm din mund, og streget dig over et bål i baggården som en gris. Dog ville jeg ikke spise med, jeg nyder ikke smagen af kød fra intelligente racer.. udover engle de smager lidt som kvæ med en bismag af lemon" Rafael ville ikke lyve for hende, han havde aldrig sagt han var en hvid ridder, mere en sort en af slagsen.

”Et får, en hund, en gammel mand, en bjørn og en baby,” mumlede hun, mens hun kiggede op på skyerne, som hele tiden ændrede form.
"Så er det jo godt, at jeg valgte at overgive mig," sagde hun med et smil. Hun vidste ikke helt, om hun skulle tro på, at han bare ville lade hende dø, men hun gad ikke udfordre skæbnen, for at finde ud af det.
"I bruger godt nok nogle meget grove metoder. Hvorfor nøjes i ikke bare med at kaste mig hen i et hjørne og lade mig rådne op? Hvorfor lige kanibalisme? Er det sådan et sejers ritual eller hvad?" Hun tænkte lidt før hun stillede det næste spørgsmål, dét hun havde stillet før, men aldrig havde fået svar på. "Hvis jeg nu havde vundet kampen, ik' fordi jeg tror, at jeg ville have vundet den, hvad ville jeg så få ud af det? En klapsalve? Hundrede guldmønter? Min frihed? Eller at skulle op i endnu en kamp?" Det kunne egentlig godt være lige meget nu, men som altid var hun nysgerrig.
”Desuden er jeg ikke en af ’de fleste fyre’ og ja, jeg forbinder ikke dig med et monster. Jeg vil mere sige, at du er en dæmon, som bare lever op til kravende, at være en dæmon.” Hun vidste ikke helt om det gav nogen mening, det hun lige havde sagt, men hun anede simpelthen ikke, hvordan hun skulle forklare det. Det kunne godt være, at han var ond. Det var der mange der var, men det gjorde dem jo ikke til monstre. Gjorde det?
Hendes mave knurrede, og nu når hun var blevet mindet om det, kunne hun godt mærke sulten gnave. Hun følte sig også en lille smule træt, men hun lagde sig ikke til at sove på hans skulder. Selv hvis de skulle flyve i flere dage, ville hun ikke sove, når han var i nærheden. Det kunne godt være, at hun ikke troede, at han var et monster, men hun stolede ikke på ham. ”Hvor føre du mig egentlig hen?” Hun regnede ikke med at få svar på alle sine spørgsmål, men et eller andet skulle hun jo få tiden til at gå med, så hun kunne jo ligeså godt spørge løs, og hvis han syntes, hun skulle tie stille, kunne han jo bare sige det.

´du er en dæmon, som bare lever op til kravende, at være en dæmon´ ordne kørte lidt frem og tilbage i hans hoved som en pingpong kugle, for han kunne ikke slippe det racistiske i den sætning, han var ikke nødvendigvis uenig, eller enig, men derfor var at dømme en races standard af moral til de ting han har gjort, en lille smule generaliserende, men han bid ikke mere i det, og hørte resten af hendes spørgsmål. "´I bruger´ jamen frøken hvis de vil være så skøn at sætte mig en anden gruppe end med dem, ville det være vidunderligt, jeg følger hverken deres tankesæt eller har loyalitet overfor nogen af dem" Hun kunne kalde ham et uhyre fra en disney film, og hun kunne kalde hans race dømt til at være ond ved fødsel, men han gad ikke sættes i samme bås som de stinkene mennesker dernede, han slås der kun for sportens skyld, men at give ham et medlemskab i nogen gruppe den baggård, ville være lidt underbælte stedet, ikke at hans moral var hævet over deres, han havde gjort sit grimme ved andre, men han havde dog en ære at opretholde, hvilket de mennesker ikke havde gjort de sidste par år, kunne man tydeligt fornemme på dem. "Tag venligst deres ord i dem frøken. vil nødigt ødelægge den gode stemning, men vil gøre det hvis de sætter mig i bås med respektløse og æreløse afskum" Rafael gad ikke svare på hendes egne spørgsmål, eller tage hende noget sted hen, før den sag lige var kommet på plads, men han tillod dog at give hende lokationen de skulle hen til, medmindre de tabte den gode tone mellem dem. "Hvis de vil spise middag med det uhyre fra historien, vil det tage dem til kirken, så de har forsvar muligheder mod jeg selv, mens vi spiser" Rafael ligesom alle andre dæmoner var afkræftet i en kirke, og nærmest alt derinde var skabt mod ham, som biologiske krigsvåben, men siden han var raceleder, kunne han godt klare lidt, men kirken ville give Lily i teorien give hende mere magt over ham, så hverken hendes tilstedeværelse til middag med ham, eller middagens gang, var byggede på frygt eller dominans fra hans side.

Lily Malou grinte. "Okay, så lader jeg være med at sige 'I' men i stedet 'de' om den gruppe." Hun kunne ikke helt finde ud af, om han var oprigtigt fornærmet, men hvis han ikke brød sig om at blive sammenlignet med dem, skulle hun nok respektere det.
"En kirke? ja det var altså måske ikke helt det jeg havde forventet, men du bliver jo ved med at overraske mig," sagde hun med et smil. Hun havde hørt et par historier, om at dæmoner ikke havde det så godt med at være på en kirkes grund, så hun fattede ikke, at han meldte sig frivilligt til at spise derinde. Desuden havde hun heller aldrig hørt om nogen, som spiste middag i en kirke. Hun kiggede op på skyerne igen og så en gris, en fulg, en firkant og et par bukser med tre ben.
”Det kunne da være hyggeligt at spise middag med et udyr, som i virkeligheden var en prins, men jeg kan altså ikke lige se sådan et, så jeg tror, at jeg nøjes med at spise med dig.” Hun smilte igen. ”Hvad hedder du egentlig, hvis jeg må have lov til at spørge?” Hun kunne lige så godt holde sig gode venner med ham, så længe de fløj. Hun ville nødig nyde en tur ned mod byens gader fra denne højde.
Hun begyndte at kede sig, og håbede at de snart var færdig med den flyvetur. Hun kunne ikke gøre noget og følte sig fanget i armene på denne dæmon. Med ham i nærheden kunne hun heller ikke være sig selv. Hun var hele tiden på vagt overfor hvad hun sagde og var hele tiden bange, for hvad hans næste træk ville være. Det var som om han havde magten over hende, og det kunne hun bestemt ikke lide.

Rafael fløj over det by dækkede landskab, indtil kirkegårdens skumle gravstene kom til syne under dem, og man kunne næsten lugte det nytrimmet græs, som Rafael langsomt satte tidsrummet mellem vinge baskene længere og længere, som fik dem til at langsomt tabe højde. Rafael havde ikke svaret på hendes nyeste spørgsmål endnu, han havde været lidt tavs, mest af alt fordi han havde haft svært ved at finde vej til kirken, det var ikke tit han besøgte den.. no wonder. Rafael landet dog ikke på jorden, men i kirke tårnets åbning ved kirke klokken, og satte Lily fra sig. "Rafael. Rafael Dominatrix, dæmon raceleder" Han svaret på hendes spørgsmål om hvem han var, hvorefter han sagde mens han peget på en tyk træ dør "Rummet derinde er der et bord, stole, og kød og frugt altid sat frem til min nydelse, de er fri til at tage hvad dit hjerte begære, beklager den smalle plads derinde, men medmindre de vil se en dæmon med sprunget kranium, er dette det eneste sted vi kan spise i kirken" Rafael kan enlig godt være i selve kirken, men det krævet stor forberedelse af mental energi, ellers ville hans hoved sprænge som en tomat knust i af en hammer, og hans arme ville brændes indenfra som havde nogen skjult glødene stål i hans blodåre, og hans ben ville blive knust som æg der mødte en bordkant... gentagende gange. Og hans tunge, og og og -.. der var mange ubehageligheder ved at betræde hellig grund, men han var rimelig van til det, han havde jo et kors om halsen hver dag og nat af sit liv, så han kunne godt lige holde til at være i kirketårnet, uden at blive til et cirkus af lidelse.
Rafael åbnet døren for hende. Det var en lille lokale, hyggeligt byggede op, der var nok ikke særlig mange der vidste det lå her, for der var tæpper hængt på sten væggene af dæmoniske krigs helte, og de ville nok være taget ned hvis et menneske kom derind. Der stod et bord i midten, med en halvt brændt ned sterinlys der stod tændt, og to kæmpe talerkner med frugt af forskellige slags, og gennemstegte bøffer på, ved siden af talerkner stod et glass med æble juice. Rafael sagde "Bruger stedet til alle uventet midddage, så har bedt to dæmoner om at holde det klar tilhver en tid. tag endelig plads frøken" han trak ud i den ene stol, og ventet på hun satte sig

Lily blev overrasket da de fløj ind over kirkegården. Hun havde ikke regnet med, at han rent faktisk mente, at de skulle spise i en kirke. Han fløj ned i kirketårnet og satte hende af. Rafael gik ind i en lille spisesal og Lily fulgte efter. Han sagde et eller andet om at han godt kunne tåle at være oppe i kirketårnet men ikke nede i selve kirken. Hun forstod det ikke, men hvis hun havde hørt lidt mere ordenligt efter havde hun måske forstået det. Han trak en stol ud til hende og bad hende om at sætte sig ned, og hun gjorde det for ikke at gøre ham fornærmet.
”Mit navn er Lily Malou,” sagde hun og sendte ham et nervøst smil. Hun vidste ikke helt, om hun havde lyst til at spise noget, men hun var virkelig sulten. Hun kiggede på bordet og alt maden. Hun havde ikke set så meget mad i hele hendes liv. Det var det mest lækre og luksuriøse mad, og så havde hun ikke tænkt sig at spise det? Hun skiftede hurtigt mening. Der skete vel ikke noget, ved at hun spiste noget af maden. Det kunne da ikke være forgiftet, eller hvad? Han havde da ikke vist interesse i at gøre hende fortræd endnu, altså hvis man så bort fra kampen i gården, så hvorfor skulle han nu?
Hun fyldte hele den store tallerken med kød, brød og frugt og stillede den foran sig. Så sad hun bare og kiggede på den og vidste slet ikke hvor hun skulle begynde. Hun tog en kniv og skar et stykke af kødet. Hun vidste ikke helt om hun ville spise det eller ej. Hun følte sig tom i hovedet. Hun følte sig træt og sulten og helt vildt forvirret.
Hun kiggede rundt og overvejede sine flugtmuligheder hvis det skulle komme så vidt. Der var ikke andre end døren til kirkeklokken og en dør der sandsynligvis førte ned til selve kirken. Og hvis hun tænkte sig ekstra godt om, så var der vel nok kun den dør ud til kirkeklokken, da den anden sikkert var låst. Hun håbede bare på, at han ikke ville give hende en grund til at skulle flygte og lod være med at tænke mere på det.
Hun puttede det stykke kød, hun havde på gaflen, ind i munden og smilte.