Nu igen? //Sean//

Sted: Et lille hus ude ved Soulriver
Omgivelser: Et enkelt træ udenfor huset, floden, meget sparsomt møbleret stue.
Påklædning: Bukser, skjorte, bælte, hans læder rustning.
Tid: 19:00 cirka

Sajro sad ved trappen og kiggede sig omkring. Han vidste ikke lige hvad pokker han skulle give sig til denne ene dag. Han havde en af de dage hvor alt ting bare virkede dødt og trist. Vinde blæste og nogle enkeltee små dyr kom løbende forbi, det var virkelig en af de dage hvor man bare tænkte at dette måtte virkelig være stilhed før stormen, og det samme tænkte Sajro.

*Gad vide hvorfor der er så stille?*

Han kunne ikke lade være med at tænke på det, ikke engang de kære Drowners bevægede sig rundt omkring huset som de ellers altid gjorde. Det var underligt, ja faktisk var det foruroligende og han overvejede endda at dryppe blod i floden for at få dem frem og skabe bare lidt liv... Han sukkede træt og irriteret.

Han kiggede en sidste gang på kortet, rystede på hovedet og bevægede sig videre. han kendte soul river, men dette var en del han ikke rigtig havde været i, mest fordi det havde set ud som om der intet var. Han overvejede om mandne han havde truet, måske bare havde sagt et eller andet for at slippe af med ham. Hvis han ikke snart fik øje på et eller andet, ville han vende om og gå hjem igen...
Denne aften havde han nogle mørke jeans på, en sort t-shirt og en sort jakke på. på den ene underarm havde han sit nyeste våben spændt fast, en lille dolk som kunne trykkes ud og som han så kunne stikke ind i folk som han lystede. Der ud over havde han den sædvanlige dolk spændt om det ene ben, gemt under sine bukser. Den havde han altid med sig. Og om det ene håndled, et armbånd fra Neph...
Han sukkede irriteret. Hvorfor tænkte han overhoved stadig på hende? Hun var sikkert ikke gravid, men havde bare nævnt det for at få ham til at blive...SÅ hun kunne snyde ham endnu mere!
Han rystede på hovedet, men stoppede pludseligt op. Han havde fornemmet noget, et sted forude...Han listede sig ind mellem træerne og gik frem så lydlyst som muligt. Desværre, så han, om han frem til et sted, hvor der næsten ikke var beplantning. Klogt. Et lille træhus lå der, men han var vist omme på bagsiden af huset, hvilket hurtigt kunne sætte ham i en uforklarlig situation.
Men det passede jo bare, efter hvad hans arbejdsgiver havde sagt...
*Tag dig i agt! Han er god. Derfor skal kun den bedste jage ham! Han kan være farlig...Han ved ting!*
han rystede svagt på hovedet og listede væk igen, til han fandt en lille, næsten usynlig sti gennem græsset og de små bunker sne der var faldet her. Der første mod huset og var sikkert en sted en eller anden havde gået før, for at finde hen til huset...
Han smilte og begyndte at gå langs den, til han kom om foran huset. Og her gik han frem fra træerne og direkte hen mod Sajro, selv om han nu ville være fuldt synlig...

Sajro havde hørt noget men reagerede ikke på det i første omgang, han tænkte at det nok bare var en hare eller noget der lige puslede i skoven. Han kiggede stille rundt, og bagefter kiggede han over i den retning hvor han kunne høre nogen mase sig igennem træerne og komme frem imod ham. Han kiggede bare på ham og så afventende på den mand der nu pludseligt var kommet ind i lysningen, og han rejste sig op og gik frem mod ham.

''Må jeg spørge dem om hvad de laver her ved mit hus?''

han så bare manden i øjnene hvis han kunne komme til det. HAn vidste ikke hvad pokker denne mand lavede her, og han havde egentligt bare en stor lyst til at smide ham lige ind i træerne igen, men fordi han havde kedet sig ville han give denne fremmede mand en chance til at forklare sig selv...

Han så direkte på ham, før han stoppede op, da Sajro kom direkte over mod ham. Han lod blikket glide rundt på sine omgivelser og så enlig mest forvirret ud, end noget andet. Han lod en hånd glide gennem sit hår og sendte ham så et lille smil, da han kort lod blikket glide over ham.
"Ah...Det må du undskylde...jeg nød naturen omkring Soul river, ledte efter tegn på om rygterne om zombier kunne være sand...Og besluttede mig for at gå længere end jeg plejede." han så selv Sajro i øjnene. han så ingen grund til at lade være, han plejede at være god til en løgn eller to. måske tre.
Han fornemmede straks at han var territorial. At have en mand der gik ind på hans remis, virkede ikke...tiltrækkende på ham. Hvis man kunne sige det sådan. Og hans lugt...mindede om den varulve havde, men alligevel anderledes...underligt...

''Og siden hvornår er folk begyndt at nyde naturen heromkring? Det eneste du finder her er ting der er døde eller døde og døde...''

Han grinede lidt og lyttede til at han fortalte at han ville finde du af dette med om det var sandt der var zombier i området. Han vidste af erfaring at det skam var så sandt som det kan være. Han kendte disse drowners lidt for godt hvis han skulle sige sin mening.

''Jamen de rygter er da sande nok, du kan bare gå ned til vandet og kigge de skal nok være til at finde, og ellers kan du bare dryppe lidt blod i vandet så er de der som fisk efter madding.''

Han kiggede bare på ham. Han var ikke vant til fremmede folk og da slet ikke fremmede mænd der bevægede sig ind i hans område.

Han så overrasket på ham.
"Virkelige?" svarede han let og med et svagt smil. han nærmede sig en anelse, men stoppede så op igen, af noget der kunne virke som usikkerhed.
"så enkelt?" han grinte kort
"Jeg har søgt i bøger, jeg har talt med den ene galning efter den anden og det eneste jeg skulle have gjort fra starten, var at gå lidt længere op af floden?" han rystede på hovedet og så lidt på Sajro.
"Du ser dem måske meget? Slås du med dem?" spurgte han.

Han gik med manden med rolige skridt og gik tættere på vandet end han gjorde men holdt sig stadig på behørig afstand for ikke at kunne skvatte i. Han kiggede om på manden og nikkede stille.

''Ja de er meget virkelige... Ellers vil jeg gerne have en anden forklaring på hvordan de kan have ødelagt det træ der?''

Han pejede på det enlige træ, og nede ved bunden af stammen var der rigtigt mange mærker hele vejen rundt efter at disse Drowners havde kradset i træet fordi der sad nogen eller noget i det de ville have.

''Ser dem... Ja det gør jeg da... men jeg ved ikke om man kan sige jeg slås med dem... Det er jo mere en nedslagtning af dem...''

Han grinede lidt

Han grinte lidt og nikkede, han fulgte med over til floden, men gik lidt tættere på end Sajro. han satte sig på hug og så lidt på sporene, jo...der var rigtig nok flere spor efter dem her, end andre steder han havde set langs floden. Men nu havde han også prøvet at blive jagtet af dem engang, sammen med Tristan...Det var tiden.
Han var tættere på Sajro nu, faktisk lige ved siden af ham og så sin chance. Manden virkede ikke naiv eller en man ellers kom tæt på særlig nemt.
I en glidende bevægelse rejste han sig op igen, stadig med sit lille smil og varme, mørke blik, drejede sig over mod sajro og sigtede sin dolk, han havde på underarmen og som han fået frem, direkte mod Sajro, i en hurtigt og rimelig kraftfuld bevægelse...Almindelige mennesker eller racer ville normalt være blevet ramt af den, og det var også hvad han håbede denne gang...han gik mod de mere bløde steder i hans rustning, hvor han kunne komme til at skade ham...

Han kiggede på manden, og han var overrasket over at han bare uden at overveje det gik tættere på floden hvad nu hvis en drowner greb ud efter ham? Han rystede bare på hovedet og derfor var han lidt langsommere end normalt til at opdage mandens angreb... han fik dog trukket sig væk sådan at han kun fik en rift men rustningen gik i stykker...

''Hvad fanden bilder du dig ind? Sådan at ødelægge min fine rustning?''

Han vendte bare ryggen til ham og gik hen ad mod sit hus, selvom hans øjne ikke var på manden var han meget på vagt og lyttede efter ham. Han kiggede bare lidt rundt om sig men aldrig på manden. han ville holde en stil der virkede dumdristig...

''Tror du bør gå!''

Han grinte. en udfordring! Han skubbede dolken ind igen og bukkede sig ned, med et halvt øje på Sajro, som underligt nok gik mod sit hjem i stedet for at angribe tilbage, løsnede han sin elskede dolk fra skeden og trak den op, lod buksebenet glide ned over skeden igen. Han rejste sig op igen. Dolken var af sølv. Han mest elskede dolk han altid havde med sig.
"Du er ikke en varulv...Hvad er du enlig?" spurgte han roligt. Pludselig var han i bevægelse igen, med hurtigt og adrætte bevægelser, det var tydeligt han havde prøvet det her før, løb han mod sajro. Da han nåede han, lod han igen dolken glide gennem luften, denne gang gik han efter at ramme Sajro i siden...

Han grinede lidt over mandens spørgsmål. Som om han havde tænkt sig at give sig til kende på den måde og fortælle sine hemmeligheder til en mand der forsøgt at dræbe ham. Det kunne han godt glemme alt om. Han hørte dolken og drejede væk fra bladet og slog så efter mandens kæbe...

''Jeg er skam en varulv...''

Han grinede bare og trak hurtigt sin arm til sig igen for ikke at give manden en åbning. Han stillede sig klar til at han ville forsøge endnu engang. Han havde ikke tænkt sig at smutte. Han ville sende denne mand væk... Han bakkede mod sit hus... Han rakte armen ind af døren og hev en økse til sig... Han gik så bagefter hen langs siden på huset, ud i det åbne igen...

netop som han så frem til at mærke varmt blod over sin hånd, fornemmede han armen der kom svævede og bukkede sig. Han trak kniven, og dermed armen, til sig, for han ikke skulle gribe fat i den og gik lidt baglæns. Han måtte være hurtigt...Det var den bedste taktik, normalt.
Han grinte kort.
"Åh...varulv...Men ikke som de andre...Din lugt er forkert. Selvfølgelig er i hundes lugte altid underlig...Men din er næsten rædselsfuld" han prøvede at tirre ham lidt...det var altid lettere at slås mod en vred mand, end en mand der var rolig.
Han skulle lige til at løbe med ham igen, da han stoppede op og rettede ryggen et øjeblik, som om han slet ikke ville angribe eller forventede et angreb. en økse. Længere rækkevidde og skabt til at kløve hårdt træ...eller knogler. Han hadede økser!
Men han gav ikke op.
Han nærmede sig sig roligt, så Sajro kunne få en falsk tryghedsfornemmelse om hvor Sean enlig var...Håbede han i hvert fald...Dolkens blad skinnede i det svage lys.

Han blev en smule arrig over det han sagde til ham, men trak bare vejret dybt og svarede ham ganske roligt. Han vidste at det kunne være farligt at blive for vred men for ham kunne det nogle gange var okay at blive vred...

''Nej selvfølgelig ikke når alt jeg kan bade i er vandet her i floden... Det er jo fyldt med rådne mennesker.''

han grinede bare og så snart manden kom lidt tættere på ham svang han øksen foran sig, han brugte kun en enkelt hånd fordi han havde ikke lyst til at blotte sig helt og derfor havde han den anden hånd klar til at 'parere' med... Han så på ham lidt tid...

''Du er ikke værst... og jeg som havde regnet med at du var noget være skravl ud fra dit udssende.''

Han grinte. råddent vand...Det var vist en ting der var svær at få ud af ham.
han bukkede sig igen, smed sig frem af en pludselig indskydelse og gik efter at bore dolken ind i benet på ham. Ikke noget drabeligt, men forhåbentlig noget der kunne besvære hans bevægelser.
Hvad end han ramte eller ej, trillede han videre og rejste sig op bag ham, vendte sig hurtigt om så han ikke havde ryggen til ham, og bukkede sig en smule fremover, klar på et nyt angreb. Han smilte lidt til ham og grinte.
"Sikke en kompliment." svarede han let.
"Hvorfor skjuler du hvad du er? Skammer du dig over det?" spurgte han tilbage og gik hurtigt efter at angribe igen.

Han var ekstra opmærksom på den kniv fordi han havde ligesom lagt mærke til at den var lavet af sølv så han trådte hurtigt væk fra bladet og slog istedet ud efter hans hånd der for at se om han kunne få ham til at slippe bladet. Han så bare på ham da han var bag ham og han vendte sig om mod ham.

Han så på ham. Han vidste ikke lige hvad han skulle svare men han gjorde det bare sjældent det var jo søn for hans modstander at skulle stå overfor sådan et bæst... Det var jo ikke bare noget som ham selv...

''Fordi det ville være synd for dig hvis du skulle kæmpe med sådan noget... Du ville jo væde dine bukser lille mand.''

Han grinte igen. Hvad han end var, havde han humor og var god! han nød det her. på alle måder. Han trak lidt på skuldrene.
"prøv mig" udfordrede han ham.
"Eller er du bange for jeg netop ikke gør mine bukser våde?" Sean var ret ofte ligeglad med hvem folk var og hvad de var. alle skulle gøre deres, for at vinde Seans respekt, hvis de ønskede den. Gøre sig fortjent til deres titler. Eller lyttede han ikke til det, men gjorde som han selv ville.
Men han havde en anden god grund til at vide det...Så han viste hvad han skulle forvente i en kamp som denne. Hvad hans muligheder var.
"Er det ikke lidt snyd? Du ved sikkert allerede hvad jeg er..." smilte han og begyndte at gå rundt om ham i håb om at Sajro mistede tålmodigheden og blottede sig et øjeblik...

''Nej jeg gider ikke teste folk før jeg finder dem værdige...''

Han smilede bare til manden. HAn var ikke nem at gøre vred efter hånden han havde brugt massere af tid på at træne sin egen tålmodighed og styre hans vrede. Men når han så tændte af så tændte han virkelig også bare helt af. Det var der slet ikke nogen tvivl om at han gjorde...

''Ja men jeg ved ikke hvad du har i ærmet af tricks så derfor skjuler jeg også hvad jeg har ærmet.''

han smilede bare stille til manden og så ham direkte ind i øjnene. HAn var i ret godt humør virkelig og han så bare ind i mandens mørke øjne og grinede så over det.

Han gengældte han smil et øjeblik. Hvem var denne mand enlig? Normalt gjorde han bare et job, uden at tænke over det, men denne gang blandede hans nysgerrighed sig virkelig...
"Pyt med det. En gang hund, altid hund" han trak svagt på den ene skulder og angreb igen. Han løb direkte imod ham, trods øksen. Han bukkede sig under øksen,hvis den blev svunget imod ham og gik nu efter bare at ramme ham...Bare at ramme ham, så han viste han kunne...For han havde pareret mange af hans angreb, bedre end mange mænd havde gjort. Han viste han nok ville parere enden med den ene arm eller øksen og gik derfor efter at hugge ham i samme arm...Og hvis ikke, gik han efter siden og maven...

''Ja, det er du jo et glimrende eksempel på kan jeg se.''

Han afventede hvad han gjorde og blev overrasket over at han bare farede frem mod ham som havde han ingen tanker om at ville leve for at se den næste dag. Han fandt det morsomt men han besluttede sig for at tage chancen og ramme hans modstander selvom det ville koste ham at blive ramt af hans sølvkniv.

Han huggede med øksen efter mandens ben og med hans anden hånd efter hans ansigt, hvor han forvandlede hans hånd til en pote med lange skarpe klør. Han mærkede kniven ramme hans arm og smerte var høj grundet sølvet men han stoppede ikke hans angreb...

Han ramte! Men kniven sad bedre fast end han troede den ville og det tog ham derfor lidt mere tid at hive den fri...Netop så meget at han undgik øksen, men mærkede en eksploderende smerte hen over halsen og ansigtet. Han trak kniven til sig og væltede nærmeste til siden, han holdt sig stående, da han havde lettere ved at forblive i live stående, end liggende.
Han tog sig forsigtigt til ansigtet, hvor det føltes som om huden trak sig sammen og han kunne mærke noget vådt løbe...Den sveg af h***** til!
Hans hånd blev rød af blod. Et kort blik på Sajro fortalte ham hvor det kom fra. Han havde sikkert fire store rifter ned over ansigtet lige nu...Som sikkert ville blive til ar og forstyrre hans udseende...ikke fordi det betød så meget, han kunne jo bare forhekse kvinderne jo...men stadig...
Han trak vejret dybt for at få styr på sin krop igen. Han rettede sig op og så trodsigt over mod Sajro. Han stod stadig. Han gjorde intet for at stoppe blodet, fra hans kinder, hans hage, hans pande...Han havde været heldig det havde undgået det ene øje...Han frygtede at blodet ville glide ned i øjet på ham og gøre så han ikke så særlig godt...hvilket ville give Sajro endnu en fordel.
Men han havde også såret Sajro...Så selv om det gjorde ondt, sendte han alligevel Sajro et lille smil. Han kunne smage blodet i munden.

Han bed sammen over smerten i hans ene over arm... Forbandede sølv... han kunne ikke lade dette blive ved. Han så bare på manden og kiggede lidt rundt, mens han hurtigt og ubesværet hurtigt bandt noget stof rundt om hans sår for at stoppe sig selv i at forbløde... han så på manden og stod klar med øksen...

''Utroligt... Du kunne faktisk ramme mig...''

Han grinede stille og vidste jo godt at han havde ladet manden ramme, ikke fordi det ville have været umuligt for ham aat ramme uden men han valgte at gøre det nemmere for ham, hvilket selvfølgelig var meget farligt efter som kniven var af sølv...

Han trådte et skridt tilbage og droppede øksen så han kastede den bare frem imod manden...

Han flyttede sig og øksen fløj forbi ham og landede et sted bag ham.
"Jah...Jeg kan godt..." svarede han roligt. Han overvejede sine muligheder. Sårene i ansigtet stjal ikke hans førlighed på nogen måde. De sved stadig og kunne højst stjæle lidt koncentration eller blinde ham begrund af blodet. Det blødte heller ikke nok til at give ham større blodmangel, sm kunne gøre ham træt...Og gøre ham et lettere bytte. Mente han da.
Så...Han havde ingen grund for at trække sig, endnu. Han havde stadig en chance for at klare opgaven, inden han måtte trække sig tilbage for at slikke sine sår. Men spørgsmålet var nu, hvor godt havde han ramt? Og havd havde Sajro tænk sig, med at smide øksen væk?
Han drejede kniven mellem sine fingre et øjeblik og begyndte igen at gå rundt om Sajro, som katten om den varme grød.
Det gik ikke at angribe på samme måde, overraskelsen havde ikke været god nok og var det sikkert heller ikke næste gang. Og uden øksen havde Sajro nemmere ved at hive fat i ham og holde ham der...
Det gik pludselig op for ham at Sajro havde fremtryllet en pote fuld af kløer, uden selv at forvandles. Hvad kunne det? Han havde læst og lært om mange væsner, men uden at møde nogen af dem, glemte han det hurtigt igen....Hvad var han?
"Er du slet ikke interesseret i hvorfor jeg angriber?" smilte han let og begyndte endnu en gang en samtale.

''Næh... Jeg er vant til at folk vil dræbe mig af den ene eller den anden grund... Ved endda at nogle har lavet små vædemål om hvem der kunne gøre det... Hvis der er noget jeg er interesseret i så er det navnet på min måske kommende drabsmand...''

Han så på manden. Han havde ingen direkte forventning om at manden var vild med ideen om at skulle fortælle hans navn til en anden mand. Men han var ligeglad han ville gerne have navnet... Det var jo faktisk alligevel ikke noget værd for en død mand.

''eller du er måske for nervøs for at du ikke kan dræbe mig og at det derved kunne være en trussel at jeg kendte dit navn?''

han så bare ind i mandens øjne. Han havde ikke den store grund til at angribe endnu. Han havde det bedst med at tage det roligt...

Han slugte lidt blod der var løbet i munden på ham. Og smilte.
Hans navn, javel ja...Han havde efterhånden forskellige fjender og de fleste kendte allerede hans navn eller hans udseende og begge dele kunne være lige farligt...men han levede livet farligt og var efterhånden ligeglad med hvem der enlig kendte hans navn...
"Mit navn? Og hvad skulle du dog gøre med det? Du overlever alligevel ikke til at kunne få nytte af det" smilte han tilbage og tørrede kort bladet af i græsset, da han roligt bukkede sig ned, mens han stadig så på Sajro.
Han rejste sig lige så roligt og begyndte så småt at mærke at denne...kamp af en art...havde varet overraskende længe. Han var van til at slå folk ihjel, hurtigt, lydløst..Ikke til længere kampe.

''Ikke så meget når jeg er død, men det er en mere behagelig død når man kender sin morders navn istedet for at glide hen i uvished... Og jeg gætter på du allerede kender mit navn...''

Han så bare stille på ham og gik langsomt rundt om ham, som en ulv der kredsede om sit bytte. Han var jo også noget i den stil. han var jo en ulv inderst inde det kunne han på ingen måde lyve om. han havde ikke den store lyst til kamp men denne mand ville jo åbenbart gerne have det...

Han stoppede pludseligt med at kredse og sprang frem og huggede efter hans hoved igen og hans hofte på samme tid men holdte øje med hans kniv som han ikke ville lade sig ramme af...