Nu igen? //Sean//

Han grinte kort.
"Jamen jeg er ikke julemanden. Jeg giver ikke ved dørene...Måske hvad du er, for mit navn?" svarede han og opdaget at han fejlagtig var stoppet op, i stedet for at forblive i bevægelse og det nu var Sajro der kredsede om ham. Han skulle netop til at gøre noget ved det, da Sajro sprang frem, med hvad der for Sean virkede som overraskende hurtighed. Han dukkede sig for ikke at blive ramt vd hovedet igen og prøvede at rulle til siden, så han ikke endte med at ligge under Sajro, hvilket halvt om halvt mislykkedes, da han blev i siden af et eller andet. I en pludselig og instinktiv bevægelse, hamrede ham kniven efter Sajro, i håb om at ramme ham, lige meget hvor, men forhåbentlig stærkt nok til at han trak sig tilbage....

''Jeg har da fortalt hvad jeg er... Jeg er en varulv.''

Han havde været heldig nok til at ramme men kun med den hånd der ikke havde nogen klør. Han havde godt opdaget kniven som han hurtigt fik sig vredet uden om. Ingen skade rigtigt sket på nogen af dem, så han fik også den anden hånd lavet om til en pote sådan at han kunne skade mere næste gang...

''Eller du tror måske ikke på mig når jeg siger jeg er en varulv?''

Han begyndte igen at kredse rundt om manden langsomt mens han langsomt forvandlede hans arme helt, hvilket gjorde dem noget længere og ikke længere passede hans krop som de burde gøre det...

Han skyndte sig på benene og trak sig baglæns. En svag ømhed ved den ene side. Han smilte lidt.
"Du er ikke bare en varulv. det ved vi begge" svarede han.
"Men fint...jeg er også bare en mand med et navn" han rettede sig lidt og gik så i stilling igen. Han ville ikke lade sig angribe lige så let, så han begyndte at følge rundt, så de hele tiden stod foran hinanden, så Sajro ikke kunne komme om bag ham. Han havde kniven parat igen.

''Jamen så siger vi det... men alligevel, selv hvis du vidste hvad jeg virkeligt var ville det ikke rigtigt hjælpe dig mere end at vide jeg var en varulv...''

Han smilede bare stille mens han gik rundt sammen med ham. Han var nød til at have den kniv ud af hans række vidde, men hvad pokker han gad snart ikke at lege med manden mere... Han foretog flere forvandlinger og til sidst havde han ændret sig helt... Han stirrede manden i øjnene...

''er du så tilfreds?''

Han lod blikket glide over Sajro og viste ikke om han skulle risikere et angreb eller vente på et...på den anden side, det var vel ham der var kommet for at slå ihjel?
Han skulle lige til at arbejde igen, da Sajro åbenbart også havde taget et valg...Og forvandlede sig. Han stoppede op midt i sine bevægelser og lod blikket glide over hans krop, som den ændrede sig, voksede i andre former og blev...Ikke bare til en varulv, men noget større, stærkere...vildere.
Han måtte indrømme...at det havde han ikke ventet. Han havde aldrig set en Nightcan før, så han havde haft ret. Han havde læst om dem, men kunne intet huske om dem, da han troede de var uddøde og derfor bare ladet informationerne forsvinde ud af hovedet igen...
hans arme faldt ned langs siden, med kniven i den ene, mens han rettede sig op og lod blikket glide over ham...Han kunne ikke vinde over ham sådan her. Dette krævede også at han selv forvandlede sig, ellers ville han ikke have en chance. Ja, det var ikke engang sikkert han kom levende herfra, hvis han prøvede at flygte...hvilket desuden var ham meget imod, lige meget hvem fjenden var!

Han lagde mærke til at han sænkede hans arme og som det bæst han var tog han chancen med det samme og slog bare endnu engang ud efter både hans hoved og hans hofte fra hver sin side som en saks der ville klippe ham over...

Så snart han havde trukket angrebet igennem trak han sig hurtigt lidt tilbage igen og kiggede bare stille på Den fremmede mand... han så afventede på ham.

''Aldrig lad dine parader falde...''

Det bragte han hurtigt ud af sine tanker og tilbage til virkeligheden. Han gjorde det eneste han umiddelbart havde til mulighed: falde baglæns.
Han landede tungt på jorden, selv om han greb sig selv med arme, før han ramte jorden. han rystede kort på hovedet, holdt ekstra godt fat i kniven og kom hurtigt op igen. Han smilte svagt. det virkede næsten som om Sajro lærte ham at slås og ikke at de sloges til døden. Det var jo absurd. Han kunne sagtens kæmpe.
"åh...jeg blev bare grebet af tanken...Jeg viste ikke der fandtes så store og grimme hunde af jer!" svarede han og trådte et skridt baglæns med et skinnende blik.
"Men du er ikke den eneste med evner!" han viste at hans forvandlinger ikke hørte til hans race...det var en evne man kunne udvikle, og den kostede energi lige som meget andet...men det var hans eneste chance. Han lukkede øjnene et kort øjeblik...Og hans krop forandrede sig også.
Han voksede til næsten dobbelt størrelse, hans muskler blev større. Hans hud blev mørkere, en hale voksede frem og snoede sig om det ene ben for ikke at være i vejen.
To store vinger voksede ud af hans ryg, to små horn i panden. Hans tænder blev skarpe, hans negle blev tykkere og større, som kløer. Hans tøj gik selvfølgelig i stykker. Han havde altid elastiske bukser på, i tilfælde som det her og selv om det meste af dem gik i stykker, var han stadig forholdvis tynd om hoften, nok til at lidt bukser blev tilbage og skjule de nedre dele.
Han grinte kort. Kniven virkede mindre end før og det endte Sean bare smed den fra sig. Han kunne finde den bagefter.
Han slog ud med vingerne, for at virke større og farligere...som dyr jo gjorde, når de sloges. en hæs latter kom.
Hans mørke øjne så direkte på ham. han måtte ikke spilde tiden sådan her, jo længere tid, jo mere træt blev han og til sidst ville han ikke kunne holde skikkelsen længere.
"For at svare på dit spørgsmål, hund...Mit navn er Sean" en hæs, dybere stemme. Og så løb ham frem mod ham, for at slå kløerne i ham...

HAn hørte hans navn og den første tanke var at dette vel nok var en dæmon og eftersom han nu havde fået at vide fra Alane at hun havde en kæreste der hed Sean og som var dæmon kunne det jo sagtens være denne...

''Sean?''

Han løb frem mod ham selv med hænderne på samme måd som for at gribe mandens hænder som man nogle gange så sumobrydere gøre det. Han så bare på manden. Han vidste ikke lige hvad pokker han skulle gøre... SKulle han sige det?

''Så du angriber din kærestes bror?''

Han grinte. da han mærkede sajros stærke hænder lukke sigom sine arme, lukkedes hans egne sig også om hans og han borede kløerne ind i kødet på sajro. Ja, han hed Sean, betød det noget?
Han kunne dog ikke lade være med at åbne øjnene lidt i overraskelse, hvilket fik hans hænder til at klemme endnu hårdere, som om han ville klemme sandheden ud af Sajro.
"Min kæreste har ingen bror..." raspede hans hæse stemme.
"...Hele hendes familie blev jagtet fra hende af vampyrer!" svarede han bryskt, men brød sig heller ikke om at Sajro...virkede til overhoved at vide han havde en kæreste!

Da han klemte om hans arme gjorde han det samme og borede sine klør ind i kødet på ahns arme også. Jo hårdere han trykkede jo hårde sørgede sajro også for at han trykkede til...

''Jeg er ikke hendes biologiske bror...''

Han så bare manden i øjnene. Han fortræk ikke rigtigt en mine over smerten i ahns arme, ikke fordi han ikke mærkede det men fordi han var for stædig til at ville lade det vise...

Sean havde det på samme måde. Han fortrak ikke en mine, da Sajro borede sine kløer ind i kødet på ham, men gjorde det bedste for at ignorere smerten. Og det hjalp at han havde noget andet at tænke på.
"Jamen så kan du jo heller ikke være hendes bror, vel?" smilte han kort.
"Hvorfor skulle jeg tro dig? Jeg har oplevet mange absurde forsøg på at undgå døden" knurrede han

''Måske ikke af blod men af sind og af ånd... Men vil du virkelig risikere det at hun finder ud af at du har slået et af de mennesker ihjel hun holder meget af?''

Han havde stadig lyst til at bide sig fast i manden men valgte at det ikke var der rigtige at gøre istedet valgte han bare at folde sit ene ben op imellem dem for at skubbe ham bagud... Han så bare på ham...

''Eller hun betyder måske ikke nok for dig?''

Man kunne se en flamme af vrede vågne i sajro da han sagde de ord, fordi hvem end der var samme med Alane havde fandme at se hende som det mest betydningsfulde i deres liv...

Han grinte kort af Sajros vrede. Han slap ham selv, inden han fik sparket ham væk.
"Hun betyder mere for mig end du aner. og netop derfor kan du jo stå der og sige det, for at manipulere med mig" svarede han brysk. Han mærkede hvordan energien begyndte at ebbe ud af ham og han måtte snart afslutte det her, eller blive til et menneske igen og ikke have en chance.
Alane betød meget for ham...på en måde han ikke kunne eller ønskede at sætte ord på. Men han havde stadig intet bevis for at de snakkede om den samme. Og der var kun en måde at afgøre det på.
"Hvad hedder hun?" spurgte han kort.

''Det var da godt.''

Han stod bare og kiggede på ham. HAn vidste ikke om han skulle fortælle hendes navn eller om det var det bedste. Han troede ikke på at han kunne dræbes af denne mand, men han ville heller ikke risikere at dræbe Alanes kæreste da det ville være ret så skidt...

''Alane, hun er skinwalker... Og hvis du vil vide det har hun en tatovering fra skulder til hofte...''

Han stod bare og kiggede på manden dog stadig klar hvis han nu valgte at angribe endnu engang.

Ved lyden af Alanes navn, og oplysninger om hende som kun kunne passe på Alane, stirrede han længe på Sajro, som om han ville skrælle hans hud af for at finde ud af sandheden. Til sidst sukkede han, lukkede øjnene kort...Hans krop forandrede sig og blev til et menneske igen.
Han rystede kort på hovedet og lod en hånd glide gennem sit hår. Hans arme smertede efter sårene, blodet i hans hoved var størknet i ubehagelige skolder.
Han så direkte over på Sajro, som stadig var et stor dyr.
"Okay...det stemmer. Jeg kan ikke dræbe dig" han trak på skuldrene og smilte lidt.
"For Alane og ingen andens skyld" han måtte bare finde på noget over for sin arbejdsgiver...eller slå ham ihjel. Det betød intet alligevel.

Han blev også sig selv igen og hev hurtigt noget stof til sig som han svøbte om hans nedre regioner. Han kiggede stille på manden. Han havde forventet at han ville reagere sådan fordi hvem havde lyst til at tage sådan en chance med ens kæreste...

''Godt forventede heller ikke du ville gøre det for nogen andens skyld... Udfra hvordan du virker tror jeg ikke du vil gøre noget for andre end din egen eller hendes skyld... Jo måske hvis du får penge?''

Han kiggede på ham stille og stod stadig lidt anspændt han kunne jo ikke bare lade paraderne falde fordi han virkede til ikke at ville skade ham mere.

Han sørgede for resterne af hans bukser blev siddende hvor de skulle. Resten af hans krop var blottet og afslørede en muskuløs krop og en hel del ar...
Han så lidt på ham og lagde ikke skjul på han var træt efter det her. Faktisk ville han bare gerne hjem og tilse sine sår...Og skjule sig fra neph. så hun disse sår, ville hun sikkert insistere i at rense dem og måske skulle få af dem sys...
Han rettede ryggen lidt og smilte stadig svagt.
"Du har ret. Jeg dræber for penge, for andre værdier og for mig selv. Hvad skal man ellers lave i en kedelig verden?" svarede han lidt kort. Han havde ikke lyst til at blive meget længere, sajro virkede også stadig lidt anspændt. Men det virkede også lidt forkert at have sådan et forhold til alanes bror...Et lidt...modstandagtig forhold. på den anden side havde hun intet sagt om ham eller præsenteret dem. så han kunne vel være ligeglad?

''Det ved jeg da ikke... der er mange andre muligheder... nogle foretrækker jo at lave andet istedet for at rage til sig... Sex... Redde andre folk blot for at gøre det...''

Han slappede lidt af overfor manden. Han vidste ikke om han burde bede ham gå eller om han bare skulle bede ham om at blive og snakke lidt eller noget tredje. Men han blev enig med sig selv om, at det nok ikke var en dårlig ide at have et godt forhold til Alanes kæreste.

''Hvad vil du have nogle forbindinger til dine sår?''

Han stod bare og kiggede på ham et neutralt smil var på hans læber der hverken viste venlighed eller fjendskab

Han grinte kort. Åh, han havde den sex han skulle bruge...For madens skyld. Alane havde vist haft det lidt svært med det først, men så bare accepteret det. for det var en del af ham, en del af den han var.
"Du forveksler mig vist med en helt. Jeg er ingen helt. Jeg redder ikke folk, uden selv at have en grund. Kald mig bare egoist, det ændre intet" smilte han kort og lod kort sine hænder glide over sårene på sine arme og dem i sit ansigt. Han ville ikke vise tegn på svaghed over for denne mand, han følte stadig der var en slags magtkamp kørende...Men der var heller ingen grund til at spille dum.
Hans skuldre faldt lidt ned, da han ligeså valgte at slappe lidt mere af.
"Tja, jeg kan jo ikke skylde ansigtet i det der, uden at nogen tager en bid af mig. Lidt vand ville være fint..." nikkede han kort

''Bare fordi man redder folk er man ingen helt... Grunden til at redde folk er ofte lige så selvisk som dit grundlag til at ville have dræbt mig... Mange redder andre 'uselvisk' fordi de vil have det bedre med sig selv, og så er det jo ikke rigtigt uselvisk mere...''

Han vidste at intet menneske eller væsen der tænkte bare nogenlunde som et menneske kunne gøre det, de kunne simpelthen ikke være uselviske, der var altid noget egoisme der drev dem frem ad.

''Jamen så finder jeg noget vand...''

Han gik ind og fandt en skål med vand og kom ud med den til ham, han havde et håndklæde og nogle forbindinger med i det tilfælde manden kunne bruge dem...

Han rystede kort på hovedet. Han havde vel ret. Alt var og forblev selvisk.
Han tog imod skålen og satte sig ned på jorden, da han ikke både kunne holde skålen og fjerne blodet, mens han stod op.
"Tak" svarede han kort, samlede vandet i sine hænder og plaskede det i hovedet. Visse steder sved det lidt, men ellers mærkede han det ikke rigtig. Vandet blev snart rødt af størknet blod, som det gjorde flydende igen. Han tog håndklædet og dybbede sit hoved. visse steder var hans sår begyndt at bløde lidt igen, men ikke noget vildere. Så gjorde han det samme med sine arme, tog forbindingerne og bandt dem om sine arme. Så rejste han sig op, smed vandet ud over jorden og så lidt på Sajro.
"Jeg havde fået at vide du ville være farlig. Men ingen havde fortalt mig hvor meget. Jeg indrømmer jeg nok ikke kunne gøre så meget, når du er i din skikkelse" sagde han roligt.
"Men med alt held vil jeg snart selv blive stærkere. Men nu må jeg videre. Jeg har bla. et spørgsmål til Alane, som jeg gerne vil stille hende...."