The blood sea.. //Arian//

Blodhavet vat et stort frygtede og mystisk hav, som havde druknet så mange skibe ned i dens mystiske og gådefulde dyb. Vandet var dyb rødt pga det rødesand og ler, som blandt andet blodøerne bestod af. Dog sagde sømændene, at den var farvet fra alle de ofre sirenerne havde ådt. Men forskere sagde det er pga det røde leret. De skulle bare vide.. Dette hav som omgav blodøerne var ikke et hav for nybegyndere, kun virkelig erfarene skibsfolk drageede derind. For dette hav var frygtelig farlig lige fra den ene til den anden dag.
Idage var der storm, og bølgerne var vilde os bruede til vindens hylen. Elena hodte sig under vandets overflade. Der var hun godt tilpads under de som lignede blod. Men det var faktisk meget ravrødt, nede på bunden og midt i.. Ellers lignede det at det langtsomt var blevet fortyndet af de store hav.
Elena svømmede rundt for sig selv, hun hadede dette vejr. Specilet fordi at det lød så væmligt.. Hun kiggede op til overfladen, et skib sejlede.. Sejlede?! I det her vejr! Kaptajnen måtte være sinsyg eller noget i den stil?! Var han gået helt fra forstanden?! Elena hørte et brag, det var skibet som bølgerne havde kastet ind i de skarpe klipper. Elena sank en klump, men en masse små folk sprang under vandet og blev kastede rundt fordi de ikke kendte balancen i de store have...
Stormen fladt lidt af, og kaptajen plaskede rundt og forsøgte at slippe væk fra de ofre han havde bragt. Men Elena var hurtigere med et hårdt greb trak hun ham med under vandet og åd ham. Blodet steg op imod overfladen, men blev fortyndet af de salte vand. Som brusede videre som intet var sket.. Elena svømmede rundt, ingen liv kunne høres rundt omkring.. Alle var døde i stormen eller hvad? Elena hørte et gisp, et gisp efter vejret hun svømmede hurtigt derhen imod og kiggede rundt for at se om hun kunne finde tegn på liv. Elenas øjne flakkede rundt imellem lig og skibsrester, ingen hajerne lugtede blodet skulle hun helst være væk.. Men det blev ikke det store problem. Elena kiggede stadig vildt rundt, vandets overflade var blod dækket, og hendes race spiste ikke bare ådsler. De fortrak deres bytte levende! Elena kiggede videre, og skubbede til nogle lig som flød på overfladen. Hun kom en til en kvinde der hostede og trak vejret! Elena var med et hale slag derovre og lagde armene op på det træ brade som kvinden lagde på... Elena lagde armene overkors på brædet, og lagde hovedet lidt på skrå.

Hvor var hun henne? Og hvad poker var der sket?
For ikke så kort tid siden, lå hun i en seng i en kabine og drømte om at komme ind på land igen.. Langt væk fra havet... Men nu, var hun langt fra på landjorden, tvært imod, den var flere hunrede meter væk..
"Hjælp!?" skreg hun og greb fat i en bredde..
De andre passegere skreg, som var der hajer under dem.. Arian kunne ikke tro sine egne øjne.. Alt omkring hende var rent panik.. Hun kiggede ned under sig og fik et chok, da hun fik øje på blodet..
"Hvad!?" skreg hun, så hun var lige ved at give slip på bredden..
*Hajer,* tænkte hun og blev ved med at kigge under sig..
Der var noget som lagde sig på hendes bredde, hvilket fik hende til at kigge op igen. Det gav et sæt i hende, da der pludselig var en pige foran hende..
"Åh gudskelov," sagde hun, da hun troede det var en anden passegere.. "Ved du hvad der sker?"

Elena kiggede på pigen, som åndede lettet ud. Bølgerne slog op på Elenas bare ryg, som stormen ikke var helt lagt endnu. Bølgerne blev stadig højere og højere, Elena kiggede på kvinden, og så rundt på de nu døde væsner som var rundt om dem. Deres blod hang på overfalden af vandet, og hajerne havde set pigen for et nyt mål.
Elena smilte, og ville gerne sige noget men hvad vidste hun ikke. Hun lod sig synke ned undervandet, hvor hajerne cirklede rundt om dem. Elena blottede sine tænder for dem flere gange, til de til sidst svømmede deres vej i frygt. Elena svømmede op til overfladen, og kiggede på pigen, med et neutralt smil på sine læber.
"Elena," Sagde hun stille og kiggede længere ud på vandet.
"Stormen, den har ikke lagt sig endnu." Sagde hun med en meget lavmælt stemme, hun kiggede på pigen igen. Og gav sig til at skubbe det bredde hun var på. Hun ville få hende i sikkerhed. Elena havde spist så hvad var det store problem? Hun hade styrken..
Elena skubbede brædet igennem havets brusende hav, og prustede imens. Hun svømmede imod strømmen, hun kunne sagtens klare den håbede hun da nok. Hun kendte blodhavet, hun var den sidste sirene derfra. Alle de andre var omkommet da jægerene kom efter dem. Elena baskede med halen under vandet, for at komme hurtigere frem af. Hun kiggede ned i brædet og engang imellem op på pigen.
"Du skal nok.. Nok klare den." Sagde hun og prustede bagefter. Ikke fordi hun var træt men fordi at gøre noget hårdt og snakke sammentidig, var en mindre god kombination. Elena forsatte dog, og snart havde hun fundet rytmen igen. Landvæsen sproget havde hun lært, lært af nogle mennesker som plagede at fiske ved kysten. Hun havde betragtet dem og derved lært deres sprog. Elena var nemlig ikke typen som gav op selvom det var svært, hvis hun ville noget så ville hun det. Og lige modsat, hvis der var noget hun ikke ville. Så ville hun det ikke! Elena kunne se dem store bølge som snart ville gabe sig over dem, så hun satte mere gang i halen og pressede sig selv, og svømmede lige igennem den. SElvom den var hård, men nu var de på mere rolig vand. Men stadigvæk på gyngende grund, Elena kunne tydligt mærke at der var havdyr i det lerrøde hav.
"Er du ok?" Spurgte hun stille.