Blood Must Have Blood - Rowan

Hayley vandrede let rundt for sig selv. Det var ved at være tid til aftensmad, så derfor var hun egentlig ude at handle lidt ind. Solen var længere tid fremme end normalt, og derfor var det også tid til at butikkerne i gaderne var åben i lidt længere tid. Hayley gik denne sene eftermiddag rundt i et par sorte jeans og en rød tank top. Håret var løst henover hendes skuldre. Hun handlede alt andet end kødvare ind. Det var måske lidt underligt ville nogle syntes - mange fandt det at være vegetar sært. Hayley var dog en af de få, som var fuldstændig ligeglad med, hvad folk syntes omkring hende. Alene hele livet igennem, så vendte man sig til, at det kun var ens egen mening der talte. Og desuden så havde hun altid Aria i sit hoved som engang imellem trådte frem. Hayleys blødere side.
Hvad Hayley dog ikke vidste... var at Andrea var hendes tvillingesøster. Dobbelgænger var hendes gæt, endnu havde hun ikke set skyggen af den tøs. Men hun vidste ikke, at Andrea var tidligere spion - og havde et dæknavn med det samme dæknavn hun selv brugte Hayley.

Så snart Hayley havde handlet ind, svang gik hun hjemad. Dog stoppede hun op da der stod et par vampyrer i hendes vej. De vendte i samme sekund deres blik over imod hende.
"Okay det var en anelse creepy." Sagde hun med et neutralt koldt ansigt, og hævede let på et bryn. "I spærre vejen. Gider i at lette jeres dertil indrettede og smutte?" Spurgte hun så og kom med et lille kækt smil. Dog så fnøs de af hende.
"Beklager Andrea. Hvor længe troede du virkelig at du kunne holde den der forklædning? Klart du lidt sammen med Noah for engle duften. Man skulle næsten tro du var en anden. Men hey, var du ikke lige blevet gift.. hvad hedder han nu.. Kai ikke sandt?" Spurgte de. Hayley rystede dog blot på hovedet og gik fremad. Dog blokerede de hendes vej. "Hør, jeg er ked af at skuffe jer, men jeg har ingen anelse om, hvad i taler om. I øvrigt. Så det Hayley. Ikke Andrea." På de ord hamrede hun sin albue ind i skalden på den ene og dukkede sig da den anden slog ud efter hende. Hayley rejste sig op igen, og svang bærenettet med varene i, så den ene blev slået omkuld. Snart knurrede vampyrerne. Hayley fnøs. "Nu skal i ikke begynde at tro, at i er varulve vel?" Hun kørte en hånd igennem håret og havde et lettere kækt smil på læben, måske en anelse overmodig. Et eller andet bagved hende gjorde hun vendte hovedet til siden for at tjekke. Det næste hun vidste var at hun havde en brændende smerte i ryggen da den blev smækket i jorden. Et lettere tungt suk forlod hendes læber, i det hun åbnede øjnene op for at se en af vampyrene over hende. Dæmons ansigt malet udover hele fjæset. Han blottede tænderne og nåede lige at sætte tænderne i hende, da noget gjorde den anden en smule bange.

//Lettere dramatisk men ja, håber du kan bruge det

 
 

 

Hun sukkede en anelse, og kunne føle, hvordan blodet forlod hendes krop ligeså stille, men stadigvæk kæmpede hun. Et skrig ville man nok aldrig få fra hende. Pludselig fløj den ene væk. Et kort gisp af den hurtige brise forbi hendes ansigt. Hun valgte at vente med at spilde kræfter til der var mere stille, hun kunne høre hvordan ulven knurrede - det gjorde at hun var sikker på, at hun havde med en varulv at gøre. Pludselig sænkede roen sig. Det fik hende til at slå øjnene op og løfte hånden op til halsen, hvor såret var. Det healede ganske stille, heldigvis da. Hayley reagerede da hun hørte en stemme, og kiggede derover imod.

Han var nervøs. Tydeligvis en ven af denne Andrea.
"J..Jeg er ikke hende." Fik hun så sagt. Hun fik sat sig op i et lille suk, det ville tage lidt tid men hun skulle nok klare den. "Mit navn er Aria." Tilføjede hun lidt tid efter.  I lidt tvivl om han nu fortrød han hjalp hende var hun. Men ærligtalt, så var der aldrig nogle som havde anstrenget sig for at sikre sig, at hun var okay.
Sig så tak menneske! Brokkede Aria sig inde i hendes hoved. Den gode samvigttighed kunne man vel sige?
Jaja. Jeg glemte det bare næsten, undskyld man er lidt lamslået. Svarede Hayley tilbage i tankerne. Hun åndede derved ud, og til sidst lykkedes det hende at komme på benene. Hvis Rowan havde hørt godt efter, ville han kunne have hørt på hendes stemme, at det ikke var Andrea. Hayley bar en mere australsk accent, hvor Andrea slet ingen havde. Hun var lidt sløv på benene, men intet hun ville give efter for. Hun lod sig falde tilbage og mødte muren bagved hende. Ansigtet trak sig let tilbage i smerten, men hun prøvede alt hun kunne på at holde styr på situationen.
"Mange tak for hjælpen. Selvom. At du troede jeg var en anden." Et let diskret skævt smil viste sig kort.

Hayley var ganske vidst van til at klare sig selv, og hun kedede sig næsten aldrig i sit eget selskab, for det var hvad hun var van til. Dog blev nysgerrigheden også ved med at banke på. Hvem var denne Andrea, udover det var dronningen af Sunfury altså. Hun rømmede sig kort og løftede hagen lidt op.
"Det faktisk ret sjovt. Folk bliver ved med at kalde mig Andrea... og jeg har ingen anelse om hvorfor. Sandt og sige, jeg har aldrig set den tøs." Typisk når man startede en sætning sådan, var det overhovedet ikke sjovt. Hayley var ved at være træt af at blive forvekslet med en royal varulv. Sidst havde hun besøg af et par eks kærester også, den ene mere venlig end den anden. Noah var en stor lort, dog ganske køn - måske datede Andrea ham på grund af udseendet? Nå, det måtte vente til en anden historie!
"Det ser også ud til, at hun har venner alle de rigtige steder." Tilføjede hun lidt efter og bevægede skuldrene lidt for at få ryggen på plads. Den skulle nok klare det - forhåbenligt. Ellers måtte Beth se på den.

Hun lod sin anden side besætte hende en smule, men ikke nok til at skifte form. Hun havde simpelthen ikke nok energi til at være sig selv, det var helt utroligt. Desuden ville flabethed ikke hjælpe hende meget lige nu. Og faktisk virkede han flink, så. Hayley løftede dog hagen op som et halv bange dyr, da han rakte hånden frem. Det var som at stille hende et spørgsmål, stol på mig - eller lad hver. Hayley var ikke god til at stole på folk, men det hjalp hende, at hun var kommet til skade, og behøvede hjælp. Specielt hvis hun skulle hjem til hendes kvarter. De ville finde en god grund til at slå hende i gulvet. Men hun havde ikke andre steder i nærheden. Normalt holdt hun til tæt ved Angerforge, fordi hun skulle arbejde på Firestep om aftenerne. Men på fridage, holdt hun af at kigge sig omkring.

Dog efter en tids tøven så tog hun imod hans hånd. Det var faktisk en gevaldig stor grænse for hende at krydse, men hun gjorde det. Den følelse var ikke ukendt, at stole på nogle havde alle gjort. Men der var også altid en grund til, at man ikke gjorde det mere - hvis man stod i en situation ligesom Hayley gjorde.
Det var ikke fordi, at hun var bange for at blive angrebet igen. For helt ærligt? Så var det langtfra første gang hun var blevet overfaldet på gaden. "Skaden skal nok heale igen. Men jeg sætter pris på din hjælp." Faldt det hende pludselig naturligt at sige, hvilket overraskede hende en smule. Det var sikkert bare Arias virkning.
"Det ikke hverdag der nogle, som overhovedet orker at tænke udover deres egne næser." Hun var selv en af dem, men selvom hun var en af dem, og hun så nået hun var imod - så kæmpede hun imod det. Selvisk var hun, men ikke så selvisk.

 
 

Det burde være naturligt at hjælpe. Det var hun enig i, men hun var ikke opvokset med den tanke. Og alligevel, ville hun da hjælpe hvis det var alvorligt - eller hvis der var noget som hun kunne gøre.Måske kunne han lære hende noget? Ej nu måtte hun stoppe, Aria skulle slet ikke have så meget kontrol over hende - selvom de jo var den samme person.
"Jeg tror ikke du ønsker, at gå ind i det kvarter." Svarede hun ham ærligt og sank en klump.
Nogle gange ville hun ønske, at hun havde så mange kort på hånden som denne Andrea tydeligvis havde. Det virkede til, at Hayley var i mørket imens denne Andrea levede i lysdelen af paradiset som Hayley aldrig ville kunne finde vej til.

Glæde var ikke meget Hayley smagte, faktisk vidste hun ikke rigtigt, hvad det ville sige. Det kom ikke så nemt til hende i denne form, det tætteste hun var på at være et ordenligt menneske i denne form, var når Aria var på kanten til at kunne overtage.
"Men vi kan bare tage hen til det nærmeste værtshus, så kan det være jeg kan finde noget derfra." Forslog hun så og sank en klump. Hun prøvede for alvor at bide tænderne sammen af smerten, og måske en tår vand ville være godt.. eller bare at ligge ned?... i selv samme sekund var hun lige ved at vælte til siden, men genvandt hurtigt balancen. Ganske kort tog hun sig til hovedet og tog en dyb indånding. Duften af engleblod havde spredte sig i gaden. Det kunne næsten høres hvordan blodet stille trillede ud af sårene og stille gled ned af hendes hals. Hvordan hendes hjerte bankede hårdere og hårdere.
Dog lugten af varulv i samme område gjorde dem mere forsigtige. Men de var der, at tro andet - ville være dumt. De stod og kiggede for at sikre på - om det ville være smart eller dumt at angribe.