Blood? Or no blood? -James-

Hvordan skulle hun lige sige dette, Denne kjole var kort. Meget kort i følge hende, selvfølgelig var den lang bagved, men foran frygtede hun stadigvæk den var for kort. Hvad for en far, gav også lige sin datter en kjole der viste så meget ben?! Hun måtte indrømme at hun elskede farven, den måde den faldt på, samt stoffet. Men den var for kort foran, i følge hende. For en gangs skyld var hun dog glad for det tøj han havde givet hende. Endnu engang var det en af hendes fars kjoler, men denne gang var den syet ind til hende.
Den omfavnede hendes former, fik kun det blonde hår til at stråle en smule op, af den mørke farve samt det mørke lilla, der langsomt faldt ud i en lys farve. Mens faldet kunne repræsentere stjernerne på en sky fri natte himmel. Dog ikke som denne nat, skyerne havde overtaget himlen, taget stjernerne til fange.
Blomster var sat på, dog hvide blomster. I følge hende selv, repræsenterede kjolen den gamle historie om den røde dronning, De hvide blomster, hun ønskede var røde. Hvor kjolen var sort, og den lilla farve på få punkter kunne virke rød.

Hun gik i sine egne tanker, mens lyden af skoenes hæl slog blidt mod fliserne i gaden, følte hun en hånd gribe om hendes liv, samt en anden der tog fat om hendes mund. Hvor jorden forsvandt fra hendes fødder, og hun hårdt blev trukket ind i en gyde. Grebet var fast, samt smertefuldt. Hun placerede sine hænder på personens arm, den der holde for hendes mund. Luft!
Hun klemte sine øjne sammen, mens hår pynten faldt af det nu løse blonde hår. Hun blev smidt mod en mur, hvor en skikkelse, stod foran hende. Kunne dette virke mere skræmmende, hun satte sine hænder op ved sit hjerte, hvor personen greb fat om hendes ene håndled, og holde hende mod muren. Hvor halsbåndet, der enlig bare var til pynt, for at virke til at holde kjolen oppe, blev hevet op, så de små kugler ramte jorden, og klingede i det de hoppede afsted. Et kort gisp slap hendes læber, mens smerten af et muligt brændmærke fra halsbåndet, kunne føles i hendes nakke. Da personen lænede sig ind, tænderne der satte sig i hendes puls ved halsen, fik hende til at kæmpe en del imod. Til hun følte svimmelheden falde over hende, samt følelsen af sit blod blive suget ud af sig. Hendes øjne åbnede op, mens hun stirrede mod gydens åbning, med halv tomme øjne. "Stop." Lød det lavt fra hende.

P kig på profil.
James bevægede sig gennem byen, det var ikke så længe siden, han havde fået sit eget sted. Selv om han arbejde for skyggevæsnernes leder, nogen gange kun dog. Men det betød bare at, han faktisk var kommet langt via hans, evne. Derudover fordi han kunne finde ud af at bruge den, han var derfor smuttet ned på kroen for at få fat i sine sidste ting, hvorefter han var taget på en tur rundt i byen for at købe udstyr, men efter det ville det ikke betyde så meget. Men han var lige så stille begyndt med og blive kaldt nogen øgenavne han faktisk kunne lige, så det gjorde ham mere og mindre sikker i sin sag. Han var nemlig endelig blive en person som andre væsner så som en trussel, da hans bue kunne dræbe dem. Mørke væsner, prøvet dog og finde mådere på, hvordan de kunne undgå hans evne. Men selv om de kunne klare sollys, ville det ikke hjælpe dem, eller jo det ville hjælpe dem lidt, men ikke rigtig. Da James pil i sig selv var dødelig, han var blive kaldt The Hunter of Light, af nogen folk nu da hans våben var fra solen. Ingen anet dog hvordan han kunne ha det, selv når det var nat men sandheden var, at da han fandt sin evne.Ende hans krop med og opsuge den, så hans blod fik solar energi i sig. Grunden til han kunne fremmane buen selv når der ingen sol var, det var nemlig grunden til det. Men folk ville os brænde op af pilen, hvis de ikke fik det slukket, men som altid kunne han kun bruge den engang. Før han var nød til og slappe af grunden til det, var at han stadig ikke kunne kontroller hans evne i nu. Men som tiden ville det, håbet han en dag at lære at styre den helt, men der ville gå tid inden han kunne gøre det. James bed sig selv svagt i underlæben, hvorefter han forsætte gennem gaden efter han, havde købt nye våben som skulle virke mod Varmpyrer og skyggevæsner, hvis han fik brug for det. Han hørte nogen stå nede i en gyde, hvilket gjorde at han med det samme løbe der ned, han måtte vide hvad der skete her. Han kunne se den ene var en varmpyren, da person stod og drikkede blod fra den anden, han fremmanet sin bue og skød efter Varmpyren, hvorefter han dog ikke nået og ramme det rigtig sted, så Varmpyren ville være brænde op, men den ville stadig tag skade, "LUK DINE ØJNE" råbte han til personen varmpyren havde haft fat i da det ville blinde alle sammen, hvis de ikke så den komme, men selve varmpyren, fik kun pilen i benet, hvordan begynde og brænde ham.

Lyden af en stemme, fik hende til at åbne sine øjne en smule mere. Skikkelsen virkede falsk foran hende, var det overhovedet en person? Hun kunne dog kun høre mumlen. Da hendes øjne af sig selv faldt i, hendes arm blev slap, samt følelsen af kulde der svang sig over hendes svage krop.
Hvad nu? Var dette virkelige det, hvad skulle hun så efter? Hvis hun døde her, ville hendes far opdage det hurtigere end andre, men hvis... Hvis hun døde, ville hun skabe sorg? Hun klemte sine øjne en smule sammen, hvor hendes arme rystende lagde sig op på vampyrens brystkasse. Hun rystede en del, gjorde sit bedste for at skubbe bare en smule til personen.
Dog slap tænderne først hendes nakke, i det pilen ramte benet. Solens energi skadede dog næppe denne vampyr. En del af Roses evne, var at solen ikke rørte dem i 30 minutter, hvor de kunne kæmpe i sollys. Samt holde til at spise et æble. Dog ville de sidste 10 minutter stadigvæk være hårde for dem, da det ville følelses som om de brændte, hvis de stod i solen.
Dette gav skam vampyren en anden form for chance. Denne fremmed var jo bare et menneske, hvilket kunne duftes i blodet. Vampyren slap Rose, lod hendes krop falde til jorden. Hvor Rose langsomt forsøgte at komme en smule op, hendes hals var øm. Aldrig var hun blevet bidt af en vampyr, følelsen af det, var som at blive misbrugt. Man føler sig pludselig så svag, som om man har ladet en fremmed gøre dig ondt, uden rigtig at tænke over det.
Vampyren, hev pilen ud af benet. Hvor pilen blev kastet mod den fremmed. Mens der blev taget truende skridt imod ham.

((sorry hvis det er lidt kort.))

//altså det er ikke en rigtig pil, læs min profil eller spør mig hvis du er i tvivl, :9//
Pilen forsvandt i det samme den, havde ramte dens mål, den gode ting ved den, men den var jo os lavet af solens energi. James stod derfor og studeret hans modstander varmpyren som åbenbart troede det var en normal pil. James kunne ikke lade vær med og grine selv om, den ikke havde taget skadet. Hvilket i hans bog betød at dette menneskebarn, han havde været igang med havde en særlig evene. Vampyren nået dog heller ikke og lukke dens øjne, så idet samme den gik af, blive den blindet. James så hans vej ind, hvorefter han stormet frem med hans vie vand som han kastet i ansigtet på varmpyren hele flasken. Hvilket gjorde han blive mere vred og selv om han ikke kunne se noget fik han stadig James slået ind i muren. Han rejste sig dog hurtigt op og i det samme varmpyren kunne se igen. Stak han korset igennem det sted, hvor Varmpyren ville være død. Der lød et smerteskrig fra den hvorefter, den døde og forsvandt som aske. James fik sig kæmpet hen til muren, hvorefter han kunne mærke, hvor meget kraft han lige havde brugt, han så hen på den lille pige og valgte at sætte sig selv op af muren, hvorefter han tog en tår af sin whisky fra han lommelærke. Han så hen på pigen, inden han begynde og tale til hende, "så er du okay."

//heller ikke så langt sorry//

((Sorry har læst din profil XD havde bare forstået det med at pilen var en normal pil, der skabte lys... Sorry! My misunderstanding.))

Alting svimmlede for hende, hvorfor skulle det også ske. Det var tit som om gud virkelig ønskede hendes død, og bare legede med hendes sind. Drillede hende, ved at ligge hende på nippen til at dø hele tiden. Hun følte sig så svag. Blod manglede, hvilket gjorde hende alt for svimmel. Hun ville næppe komme op at stå forløbig, ej ville hun heller komme til at bevæge sig meget. Hun havde brug for jern, så et æble, eller noget væske ville være godt. Hvad som helst, hun sukkede dybt. Da han satte sig op af muren, hvor hun smilte kort. "Mmm.. Jeg har det fint..." Hun lod blikket falde mod asken der forsigtigt blev blæst væk af en brise.
"Det trist..." Hun lukkede øjnene blidt i, mens hendes venstre hånd gled over på en kugle. "Hvorfor dræbte du ham?" Lød det lavt fra hende, hvor øjnene langsomt åbnede sig. "Ikke at jeg ikke er taknemlig... Er du overhovedet okay?" Hun kom op og sidde, hvor hun lod de brune øjne glid ned af hans beklædning. For at tjekke efter sår, samt skader.
Det blonde hår bevægede sig roligt i vinden, som var der en person der lod det bevæge sig på en magisk måde. Mens lyset fra en af de små vinduer i gyden, skabte en glans i hendes hud. Der dog reflekterede i person hun sad og kiggede på's øjne. "Navnet er Rose." Hendes stemme var en smule svag, mens et påtvunget smil formede sig på hendes læber.

James kunne ikke rigtig forsvare hende, hvorfor han havde gjorde, hvad han havde gjorde. "Jeg har det fint, komme nok til og sove lidt dårlig men det går." Lød det svagt fra James af, hvorefter han rejste sig op. James så på hende, han måtte svare hende om det andet, hvilket man kunne se på ham. "Ja jeg dræbte ham, fordi det inden var ham eller dig, han ville ha slået dig ihjel for at få stille sin tørste ikke andet, så jeg var nød til det Rose hyggelig at møde dig, jeg hedder James." James sende hende et svagt smil, hvorefter han så på de skader han havde, det var ikke fordi de var så slemme men det var nu bare hudafskrabninger. "Men skaderne er meget små, så jeg klare mig bare rolige, når skal vi komme væk fra denne gyde, eller sidder du godt her." Lød det fra James af, hvorefter han rejste sig op og rakte hende hans højre hånd, "du er i sikkerhed nu,  så vi kan slappe af nu indtil, der sikkert dukker flere op og jeg har brug for at holde mine kræfter på et minimum, lige nu så jeg kan få mine kræfter op igen." Lød det fra James, hvorefter han bevægede sig hen mod vejen ud af gyden, om hun havde taget imod hans hjælp, ville ikke ændre det, han kiggede sig ellers over hans skulder, og ville be hende om at komme med ud af gyden. "Så kommer du Rose."
//ved godt det ikke er så langt, men er sulten :i//

Han dræbte ham for at redde hende? Men, hvad var det gode ved dette, hun var taknemlig, men hvilket form for taknemlighed kunne dette lige bringe. Hun så ned i jorde, hvor hun roligt satte sin hånd på sin nakke. "Jeg lære aldrig at forstå nogens tanker... Du burde have ladt ham drikke mit blod." Lød det kort fra hende, hvor hun roligt bukkede hovedet en smule. "Men tak for hjælpen, hvad der er sket er sket..." Hendes stemme var lav, hun havde det ikke særlig godt. Men på den anden side, hvornår havde man det godt ved at møde en morder, og en der drastisk ønsker at overleve som alle andre.
"Sikkerhed er alle steder, selv her." Hun tog fat i hans hånd og smilte kærligt til ham, dog med en smule triste øjne. Gad vide hvordan folk ville reager hvis Xander gik rundt, ville de forsøge at slå ham ihjel? Hun rystede tanken ud af hovedet, og fulgte langsomt efter manden ved navn James. Hun sukkede endnu engang blidt, det var efterhånden alt hun gjorde, efter at have set et mord.
Hvordan kunne folk mene at de gjorde det rigtige, hvornår var det overhovedet rigtigt at dræbe en person? Hun fjernede sin hånd fra nakken, hvor hun kiggede på blodet der roligt dryppede fra hendes håndflade.

((Det langtid siden du svarede, så min krea på emnet er lidt forsvundet, men skal nok komme frem, så hurtigt som muligt ^^!))

James bed sig svagt i underlæben da hun tog imod hans hånd, hvorefter han hjælpe hende op. Han så hende kort an, hvorefter han bevægede sig ud af gyden med hende. "Sku jeg have ladet den dræbe dig, så skulle du bare ha sagt det, jeg er ked af og sige det men nogen gange er der nogen morder der skal være i denne verden." James tog sig kort til brystetkassen, mens han bevægede sig gennem gyden med hende. Alt virket lidt sløret, James sætte hans tempo op. Han ville helst ikke falde sammen ikke her, men som altid havde evne en stor pris for ham. James sukkede let, hvorefter han så hen på hende igen, "Rose var det du hedde ikke." James sank en klump, hvorefter han åbnede hans mund igen.

"Sikkerhed er ikke over alt, hvis man tror man er i sikkerhed overalt kommer man til og lide en skæbne ikke engang jeg, vil tale om. Man kan ikke bare tro man er i sikkerhed overalt, hvilket du må forstå, jeg burde og vide det en gruppe varulve slagte min familie og kidnappede min søster, nok var det varulve men vampyrer er lige så voldsomme de har behov for blod for at overleve og de kan ikke tåle solen, er det i sig selv ikke nok tegn på, hvor farlig verden kan være." Da James, havde sagt de faldt han ned på hans knæ, hvorefter han prøvede og slappe af. Han var smadret efter kampen og hans evne, brugen af den havde kastet en stor lang skygge over ham og gjorde han ville ha brug for og finde et sted og hvile inden han kunne kæmpe igen. "Forstår du Rose"

Hun så irriterede op på ham, hans mening gav hende kulde gysninger. "Du slog en person ihjel, fordi han manglede mad... Det var ikke hans skyld, at han var som han var, alle folk har forskellige spise måder, dæmoner, der er nødtil at spise sjæle fra folk, veganer der kun spiser salater og frugter, vampyre, der drikker blod, jeg kan blive ved." Hun slap hans hånd, da hun var oppe at stå igen. "Jeg ved jeg ville have været død, men fordi personen alligevel ikke kunne undgå at slå ihjel på grund af det..." Hun lagde en hånd i nærheden af sit hjerte. Hvis hun skulle være ærlig, havde hun ikke så meget imod at dø til en vampyr, da de ikke mente noget ondt ved det, de havde bare brug for mad, for selv at overleve.
Han gik underligt, gad vide om han havde det forfærdeligt. Måske... Det lys der havde blændet hende, havde det noget at gøre med at han måske havde brugt en del af sin energi, på at fjerne en vampyr. Hun tog fat i hans over arm, hvor hun hjalp ham lidt med at gå. "Jo, Rose O'connor Tyler." Hun så op på ham, inden hun valgte at køre sin hånd om på hans ryg, mest for at giv ham en lidt bedre balance. "Du siger de er farlige, jeg er ked af det med din familie. Men tænk på dem, Vampyrer er lavet om til den de er, nogle mod deres vilje, andre har drømt om det. Men... Hvis de er så farlige som du står og siger, skal du huske, at nogle af dem hader sig selv for det. Tænk på at du lige har dræbt en, betyder det ikke at du er mere farlig end dem." Hun så ned i jorden, mens hun hjalp ham med at gå. "De er skrøblige, de kan ikke føle varmen fra solen, og føler sig altid kolde. Har du aldrig sat dig hos en vampyr, bare snakket med dem... Jeg har." Hun smilte for sig selv, mens de brune øjne nærmest lyste op. Hendes hals var stadigvæk blodig.
"Panthea, River og mange andre. De hader ikke ligefrem sig selv, men starten af deres liv, har været så forfærdeligt at de ikke rigtig har kunne holde skæbnen ud. De ændret deres syn på verden, til at alt og alle omkring dem, er forfærdelige... Da vi som mennesker, og andre racer, ikke gør andet end at torturere dem, samt give den et hårdt liv." Hun så op på ham. "Nej, jeg forstår ikke. Jeg mener stadigvæk at det var forkert af dig at slå ham ihjel... Men derfor betyder det ikke at jeg ikke er taknemlig, for stadigvæk at leve... Lad os sætte os her, du er tydeligvis udmattet, du er mørk under øjnene." Hun smilte varmt til ham.

James bed sig svagt i læben, hvor han bevægede sig videre gennem gaden med Rose. Han smilede svagt da hun nævnte hendes navn igen, hvorefter han mærket hendes hånd på hans ryg, hvor hun nærmest støtte ham. James kunne mærke skyggen, over hans øjne hvor, han så lyttet til hende igen. Panthea, River og mange andre. De hader ikke ligefrem sig selv, men starten af deres liv, har været så forfærdeligt at de ikke rigtig har kunne holde skæbnen ud. De ændret deres syn på verden, til at alt og alle omkring dem, er forfærdelige... Da vi som mennesker, og andre racer, ikke gør andet end at torturere dem, samt give den et hårdt liv. Efter hun, havde sagt det sukkede James, hvorefter han så hen mod hende, hvor han endelig havde fået kæmpet sig op igen. Han sende et svagt smil Rose, hun mente efter, hvordan han havde opfanget det at han var et monster.

Da hun, forslog om de måske skulle finde et sted og sidde nikkede James bare. ”Det lyder som en meget god ide, Rose.”

James lod hende støtte ham, så han ikke faldt sammen på grund af brug af energi. James bed sig i underlæben, hvor han så så hen på hende. Da James så en bænk fik han endelig sat sig ned sammen, med Rose, hvor han kiggede over på hende igen. ”Du mener, sikkert jeg er et monster gør du ikke Rose.” James sukkede og lukket sine øjne, mens han prøvede og samle styre på hans tænker. ”Men jeg kender ikke de to River og Panthea, jeg er bare vokset op med at gøre alt jeg kan for at beskytte folk, og ja det med at folk som er vampyrer kun gør det for at overlever er rigtigt, sikkert men jeg ville ikke ha gjorde det, hvis der havde været andre muligheder, jeg er ikke en morder det, håber jeg du forstår.” James sende hende et svagt smil, hvorefter han lukkede hans øjne, han var smadret og træt det var som om det var blive koldere os, at bruge hans indre lys var, de værste ting han kunne gøre. "Hvordan har dine øjne det, er du okay det lys kunne jo ha gjorde dig blind." James sukkede, hvorefter han så hen på hende, "det var nemlig ikke min hensigt." James sende, hende et svagt smil.

Hans smil, fik hende til at ligge hovedet en smule på skrå, inden hun sendte ham et smalt smil. Han virkede meget svag, hun anede virkelig ikke hvad hun skulle sige til ham, og hvis hun ikke sagde noget, følte hun at han ville dømme hendes svaghed, i hans tanker, følte han sikkert for at le af hendes ord. Men hun mente hvert eneste ord, hvorfor dræbe andre racer, hvorfor skade folk, bare fordi de forsøger at overleve. Ikke at hun så sig selv som et bedre menneske over sine ord, hvis hun skulle være ærlig, var hun ret sikker på at hvis hendes far var døden nær, og han kun ville overleve, hvis hun skulle lade en anden person dø, ville hun sikkert redde sin far.
Hun nikkede, da han valgte at tage imod hendes hjælp og finde et sted at sidde ned. Da de endelig fik sat sig ved en bænk, åndede Rose lettet ud. Alting virkede så hårdt og underligt, især nu hvor hun havde mistet en del blod. Hun lagde sin hånd på sin nakke, der stadigvæk dunkede en smule. Hun burde sikkert spise noget, eller drikke en del vand, for at få kroppen til at danne blod lidt hurtigere. Da han åbnede munden igen, rettede hun blikket mod ham, hvor hun hurtigt rystede på hovedet. "Jeg ser dig ikke som et monster, jeg ser ikke nogle folk som et monster." Hun rettede sig mod ham, hvor hun holde sine hænder tæt ved sit hjerte.
"Du gjorde hvad du regnede med var det rigtige, også selvom det ikke var i følge mig. Så gjorde du det i håb om at hjælpe. Det ville aldrig få mig til at se dig som et monster, eller morder for den sagskyld." Hun klemte sine øjne sammen, hvor hun åbnede dem igen efter kort tid, inden hun lænede sig lidt tættere på ham. Hendes brune øjne, strålede nærmest. "Der er altid to muligheder, vi har altid to veje at gå. Derfor er vi altid i en uendelighed, da vi kan risikere at tage den forkerte vej... I stedet for at dræbe vampyren, kunne du altid skræmme ham, få ham til at stoppe, også flygte." Hun nærmede sig ham endnu engang, ikke at hun lagde meget mærke til at hun gjorde det, det var mest fordi hendes hjerte hamrede hurtigt. Endnu engang stod hun i en situation, hvor hendes mening kom frem. "Jeg ser ingen skam i at flygte, da det er en anden måde at undgå at skade en person." Hun lod sine hænder falde ned mod sit skød, hvor hun trak sig væk fra ham igen, hendes øjne faldt på hendes hænder.
"Eh? Oh, jeg har det fint. Mine øjne var alligevel lukket det meste af tiden, så du skal ikke bekymre dig." Hun viftede blidt med sin hånd, hvor en kærlig latter slap hendes læber. "Hvad med dig?... Har du brug for at hvile dig?" Hun klappede på sit skød. "Hvis det er, kan du ligge dit hoved på mit skød, også Sove lidt. Jeg skal nok passe på dig." Det sidste blev sagt i en lidt drillende tone, som om hun ville kunne beskytte nogen overhovedet.