Only human - Azanroc

S: Gaderne
T: Aften
V: Regn.. regn og mere regn.
O: Ingen, folk har søgt ly i deres huse.
P: Påklædning
Emne til: @Azanroc

---

Regnen var forfærdelig. Det virkede som om, at den blot nød at tømme sig udover hende. Hun var driv våd, og som om, at hun ikke havde det forfærdeligt nok i forvejen. Hun lavede ikke andet end at diskutere med sine søstre for tiden. Hendes forældre ville gifte hende bort, og hun var gået med til det for at skåne Aldin for deres overvejelser. Skylar var død. Alting faldt fra hinanden, og for at gøre det hele værre. Så var hun blevet bidt af en ulv i hendes højre ankel. Så hun haltede afsted igennem byen. Hun kunne ikke se noget foran sig, så hun kæmpede sig blot fremad. Der var ingen mennesker i mildes omkreds. Der var ingen at søge hjælp ved. Men hun var kendt for sin stædighed, så hun måtte holde sig selv vågen, men hun havde mistet meget blod. Audrey vidste godt, hvad hendes krop gjorde og det var ikke første gang hun kæmpede videre selvom hun var skadet. Men hun kunne se, hvordan det begyndte at sløre for hendes øjne. Og til sidst forsvandt jorden under hende, og hun ramte den. Hun prøvede at kæmpe sig op på benene igen, men benet ville ikke sammenarbejde med hende.
"Kom nu.." Vrissede hun af sig selv, og prøvede endnu engang at samle sig selv op. Hun fik kravlet over til en mur og brugte den til at støtte sig, men det næste skridt gjorde ondt som helved.

Audrey klemte øjnene sammen og slap muren let. Hun måtte videre. Koste hvad det ville. Det tog hende to skridt før hun ramte jorden med et brag igen. Lyden af skridt i vandpytterne i hendes nærver gjorde hun kiggede op. Alt hun kunne se var en sort skygge. Regnen og hendes tilstand gjorde hende nærmest blind. Dog kunne hun mærke en beroligende aura, hvilket gjorde hendes krop lod hende slappe af, og derved besvimede hun.

Dayne havde sat sig ned og nydt hans glas whisky, mens regne tordnet udenfor. Men så snart klokken nået 8 om aften, havde han behov for at komme ud igen. Han havde for ikke så længe siden fået begravet hans far og hans brødre, hvorefter han havde valgte og ændre nogen få ting. Men tiden var gået og kommet så hurtig og nu stod han alene, han havde kun sig selv i hele verden så, hvad havde han og frygte at være bange for. Han var alene i denne verden og var ligeglad med, hvad der end skete i denne verden var han den person som slægten ville dø ved ingen tvivl om det, han var den sidste af sin slægt den sidste person der kunne få families navn til og leve, men så snart han var væk var familie navnet os væk. Dayne eller Azanroc sætte derfor sig selv for og gå en tur bare for og se, hvordan byen så ud om natten. Da Dayne, havde besøgte havne hvor hans forældre var blive sendt ud og brændt, af ham selv gjorde det at han fik behov for og gå hjem langs byens gade, han kunne se hvordan alle folk, havde søgte ly hvor han selv bare vadet gennem gaderne med hans hænder i hans jakke. Hans hår skjulte det meste og hans ansigt, han havde ikke klippet sig i et godt stykke tid da han helst selv ville gøre det, hvilket havde gjorde han ikke kunne lade hans hænder komme det rigtig sted hen. Når det skulle klippes da han ikke kunne nå, alle steder selv og han ville ikke ha tjenestefolk til det, aldrig nogensinde ville han ha det.

Dayne forsætte med og gå, hvor han så til sidste nået et sted hvor han kunne se en person som virkelig kæmpede for at komme op og stå og kæmpede sig selv videre da hun faldt igen bevægede han sig lynhurtigt hen til hende og tjekket hendes puls, hvorefter han kastet hende om på hans ryg og bevægede sig gennem gaden op til hans palæ. Han fik lagt hende fra sig i en seng, hvorefter han hurtigt fik tjekket hvad der var galt hun var blive bidt i anklen og, havde mistet meget blod men værste af alt der kunne være blodforgiftning i det. Derfor fik han hurtig tjekket tegn på det hele, hvilket i sig selv var godt hun var kun besvimet af blodmangel. Azanroc fik hurtig fikset hendes sår, hvorefter han skar sig selv i armen kort og sætte den ned mod hendes mund, så snart blodet kom ind i hendes krop, sank Dayne en klump. ”Hey prinsesse, vågn op” dette var virkelig de meste åndsvage nickname han kunne gi denne kvinde. ”Kan du høre mig, fortælle mig, hvad der er sket.”

Audrey bemærkede hverken at hun blev taget med et sted hen. Hun bemærkede ikke varmen. Ikke før hun pludselig svagt åbnede øjnene da noget lys ramte hendes øjenlåg. Stille satte hun sig let op. Hun lagde blødt og hendes hud frøs ikke. Let gned hun sig i det ene øje og holdt sig let for munden da hun gabte. Smagen af blod sad stadigvæk i rester på hendes læber, den metalagtige smag. Hun blinkede kort overraskende da hun fik øje på fyren foran sig. Hun støttede sig på sin ene albue, fordi hun var stædig nok til ikke at ville slappe af.
"En ulv fik fat i mit ben. Det ikke så slemt længere.. heldivis da.. men det kan jeg vidst takke dig for?" Svarede hun og trak let på smiledebåndet. Hun havde alt for meget ansvar på sine skuldre. Hendes families ære, hendes gruppe. Så meget på skuldrene at hun havde tilsidesat sine egne følelser fuldt ud.
"Men tak for hjælpen sunshine." Sagde hun så lidt efter og svang benene udover sengen for at komme op og stå. Det var stadigvæk ømt, men såret var groet sammen. Så lidt bevægelse og det skulle være godt som nyt. Audrey havde altid noget at give sig selv til, det var hemmeligheden. Når man havde travlt, så tænkte man ikke på sine inderste følelser, og det var dem hun undgik. Specielt efter et skænderi med Jo, de skænderier var de værste. Men hun vidste nogengange ikke, hvad hun skulle gøre af hende. For hun forstod hende ikke, heller ikke altid Caroline - men i det mindste var Caroline fornuftig. Nogle væsner kunne ikke fikses, og Josette var en af dem, noget havde ødelagt hende og Audrey vidste ikke hvad. Men havde heller ikke tænkt sig at åbne gamle sår for en enkelt detalje.

Audrey støttede sig kort til muren og kiggede overpå ham.
"Så Sunshine, må jeg få et navn på min rednignsmand?" Spurgte hun med et skævt smil. "Mit er Audrey Thunder." Tilføjede hun og smilede venligt til ham. Man kunne sige Audrey var noget for sig selv, ofte hørte man om hendes søstre, eller i hvert fald Caroline. Fordi Caroline virkelig var den af hendes søstre som folk kendte når man hørte Thunder, men Audrey var ikke hendes søstre, og dog. Hun var blot et menneske.

Dayne smilede lettet da hun vågende, da hun nævnte at hun kunne takke ham for det sende han hende et svagt smil, hvorefter han så op på hende igen. ”Det var ingen ting Prinsesse, jeg gjorde bare hvad der var normalt og gøre, jeg håber du kan støtte på den.” Da hun fik rejste sig op smilede han svagt da hun kalde ham Sunshine var der dog en svag latter der lød fra ham han, havde aldrig haft et nickname det var inden Hr Dayne, eller Dayne, Hr Hightown. Dayne smilede svagt, hvorefter han så hen på hende da hun rejste sig op, da hun forklaret hendes navn, efter og ha spurgte om hans navn hendes redningsmand, ”det var ikke noget særlig Audrey, jeg gjorde bare hvad der føltes rigtig.” Da han, havde sagt det lukket han munden op igen, ”Dayne Hightown.” Der var ingen grund til og sige hans fulde navne, hun ville sikkert tro det var hans fulde navn. ”Så Audrey, hvordan fik du den skade, om jeg må ha lov og spørge.”

Dayne bed sig svagt i underlæben, mens han ventet på hendes svar sætte han kursen ind mod stuen, ”og sige til hvis du har behov for noget mad eller drikke.” Kom det svagt fra Dayne af han, havde en af de dage, hvor han ikke havde behov for at være alene derfor, havde han ikke smidt hende ud og derudover, havde hun sikkert os haft problemer og han kunne ikke lade hende være alene ikke når han lige, havde hjulpet hende der var ingen ting i det så. Han tog en tår af sin whisky, hvorefter han vendte sit blik mod hende igen, ”bare lad som om du er hjemme prinsesse det er et meget stort hus så.”

Hun nikkede let da han fortalte sit navn. Så vidste du da hans rigtige navn udover det hun lige havde givet ham.
"En ulv bed mig. Åndsvag skade det er jeg klar over. " Fortalte hun og trak let på skulderen. Hun gik lettere forsigtigt efter ham. Det var i det mindste lettere at gå end før han hjalp hende. Audrey så sig omkring. Hun var van til store huse, i hvert fald efter hun flyttede ind ved Caroline... og gjorde det til den nye kro i Doomsville. Intet under at hendes søstre i sidste ende ville flytte til Dragons Peak. Hun nikkede let til ham.
"Jamen godt så." Sagde hun og gik ud i hans køkken. Hun åbnede flere låger til hun fandt en flaske whisky. Hun åbnede den og gik ud i stuen igen. Let førte hun flasken op til sine læber og tog en kæmpe slurk. Hun havde brug for at glemme sine pligter overfor sin familie bare kort. Specielt inden de skulle ødelægge hendes liv. Hun drak flere og holdt så en pause. Hun åndede tungt ud og smilede så. Lod sig dumpe ned i sofaen og svang det ene ben henover det andet.

Audrey havde bemærket der ikke var andre til stede. Hvilket måtte betyde, at enten var hans familie blevet slagtet - ellers så boede han blot alene. Det havde Caroline også gjort inden Audrey fandt hende, man søgte vel det selskab man mente at man fortjente. Audrey førte endnu engang flasken op til hendes læber og havde da snart drukket det hele. Hvilket naturligvis førte til at hun var lettere beruset nu. Men det gjorde også hun slappede mere af.
"Så sunshine, fortæl mig noget omkring dig selv." Sagde hun med et skævt smil.

Dayne åndede tungt ud da hun svaret ham, hvorefter han bare smilede til hende, ”Jamen det er helt fint ingen tvivl om det, og altså en ulv kan være så farlig som andre rovdyr så du behøver ikke og skamme dig over det.” Da det var sagt kiggede han ind på hans forældres værelse, han havde mistet sin familie om det, havde gjorde ham stærke eller svagere anede han ikke, han var blive optrænet til og tag over og selv om hans far, havde været streng mod ham, vidste han at i enden havde han bare ville ha hans søn til og tag overfor ham og styre familien hans øjne gled ind på hans små brødres værelse, han skulle ha taget deres plads i stedet for og være i live. Hans far, havde dog ikke givet ham skylden for det, hvilket bare havde gjorde at han selv gav sig skylden for ikke og ha hjulpet hans familie da de, behøvede det var han der ikke for dem. Det kunne han ikke tilgive sig selv for, han åbnede døren ind til begge værelser, hvorefter han lukket dem kort tid efter sig lige i tid til og høre Audrey dumpe i sofaen.

Han vende sig hurtigt op med et svagt smil, hvorefter han gik hen til hende og lytte til hendes spørgsmål.

”Jamen dog er det ikke normalt at gæster fortælle om dem selv første, hvem ved om jeg har huset en morder.” Lød det drillende fra Dayne af, hvorefter han bed sig svagt i underlæben, inden han så hen på hende igen. ”Men okay jeg skal nok starte ud prinsesse jeg er den ældste i en familie på hvem med to små brødre, som hedde Oliver og Emil jeg er vokset op i dette hus og jeg har ingen familie tilbage, jeg elsker og hjælpe folk og ja, gå ture langs havet og se ud på skibene og så kan jeg godt lige og sejle, din tur prinsesse.” Lød det kækt fra Dayne af, hvorefter han sende hende et blink med hans venstre øje, hvorefter han lagede sig tilbage i den stol, han havde slået sig ned i.

//out//

//out