Gods House - Ophelia

Torden og lyns kontante magtkamp styret den mørke natte himle. De bulerdene lyde som tusinde efterladte børns skrig, og regnen faldt som tårene fra hulkene mødre der i hjerte sorg lagde deres kære i jorden. Kirkens sjælsomme stilhed afsløret den stilestående bevidsthed og sinds fredlige stemning, men som det milde mælkekarton ydre kan skjule sur såselv som frisk mælk, var der under den idylliske overflade luret de grufulde sandheder og personligheder der suget på kirkens uskyldige overflade, som parasitter der suger på livet af deres vært, og mætter sig i den frygtelige lidelse, og utryghed, som bliver skabt af den tilstedeværelse. Dog var det sjældent, for ikke at sige utænkeligt at disse levende mareridt, disse grusomvækkende historier om smerte og ondskab skulle finde sin rod i noget så helligt og velsignet som det indre af en kirke, beskyttede af gamle overtro, og en magisk gammel usynlig mand i himlen, har kun sjældent uhyggeligheder fundet nosserne til at banke på kirkens porte, for tit og ofte fandes der intet hjerte så korrumperet og fordærvet at de vil kunne bringe vanære til de hellige symboler og endeløse symbol på fred og harmoni.
Der sad en del tilbedere i kirken, rode med deres kors og deres bønner, alt imens præstene kiggede rundt til de forskellige og snakkede med alle der vikede til at have brug for en snak.
Oppe ved alteret, sad en skikkelse af en mand på sine knæ iført en stor sort kutte, dækkede det samme som en munke robe, men den sad mere løst, og stoffets mange lag blæsede med selv vindens mildeste gunst, men indenunder det ydre lag var der et ekstra lag stof, så man ikke kunne se indenunder når stoffet fløj fra side til side med bevægelserne af personen, eller vinden. der var et tyve centimeter ekstra lag stof bagved ved fod enden, så det lignet det fine og løse stof blive trukket hen af jorden når personen gik. De creepy kostume kunne nemt ligne noget i stil med manden med leen, der havde forlagt sin le og ikke kunne finde den. Manden havde sine hænder foldet i bøn foran det enorme alter, hans hænder var dækkede i elegant kerne læder handsker, og om ringefingeren på højre hånd sad der en tyg ring på de maskulint udsende hænder, ringen havde et kranium på af sølv. Mandens ånde var så tung og solid man ikke bare kunne høre de kraftige lunger, men se røg forlade det sorte hul i den hætte han havde på, der virkede som em bundløs afgrund, mystisk, skummel, og hvis man stirret ind i uigennemtrængelige mørke ville det føltes som stirret det tilbage på en, ikke bare de skjulte øjne deri, men selve mørket invaderet ens sjæl som riddere stormet en slot. Mandens ben og krop kunne man ikke se, man medmindre han havde syet puder fast til sine arme, havde han en muskuløs figur.
Sterinlysene var lige var lige ved at komme til rette i deres rytme, da den kutteklædte skabning rejste sig op, og som kaos kunne komme i en folkemængde efter en selvmordsbombe, kunne man se lysene flakke fra side til side, og holde kæmpede ihærdigt for at holde sig selv i live, som om Lucifer selv stod hævet over dem med pisken i hånden. Men det var ikke det skete som skete, da den store dæmon havde sat sig fra knæene til sin fulde højde, og kom på højde med den hvide marmors statue af jomfrue maria, kom en flydende rød væske kørene ned af statuens øjenene, og dråbe for dråbe faldt lydløst ned mod det kolde og hårde kirkegulv. Lyssekronerne i loftet begyndte at lave små rasle lyde som svang små djævle rundt i dem, og man kunne høre hvordan de store og solide kirkedøre begyndte at knage som døren i et gammelt skur, men lyden var så gennemborende at den gav genlyd i hele kirken. man kunne for små sekunder se det farvestålende glass med gamle histoier og fortællinger i dem bevæge sig og forme skræmmende forstillinger af uhyggelige episoder, som isetdetfor Jesus barnets mor holdte Jesus i armene, sparkede hun til det lille spædbarn der lå hulkene på jorden. Og mange andre forskellige glass afbilledeinger, men mens folk stod lammet i en blanding af forundring, og chok, kunne man høre de store kirkedøre blive slået i af to store mænd, begge med overarme så store som et menneske lår, og med bryst så stift og hårdt som flintesten, mændene var iført helt normalt tøj, men havde nogen helt røde øjne uden pupiller, som havde helved spyttede dem ud igen. Manden med den sorte kutte talte nu.. med en stemme så dæmonisk, så grufuld, så opsigtvækkende, så sadistisk, at selv en ærkeengle ville kravle hen og søge tryghed ved sin mors bryst, ved lyden af det hæse og dybe tonelege. "Gud er ikke hjemme idag"

De mørkeblå silkebånd var bundet rundt om livet på hende, som en slange der snoede sig omkring dets bytte, sådan sad silkebåndet til hendes krop, og det fik hende til gispe efter vejret når hun bevægede sig bare en lille smule. Den eneste gode ting ved det smukke mørkeblå silkebånd, var at det passede perfekt til den tætte sorte kjole hun havde på, den var lavet af bomuld, som fik den til at se tykkere ud end den egentlig var. Den gik også ned til lige over knæene, så den var i hvert fald ikke brugt til en fest af nogen slags, derfor passede den perfekt til det hun skulle. Ophelia stod med den ene hånd i siden, og betragtede sig selv i det store spejl der var på hendes værelse på det hotel hun havde besluttet sig for at bo fast i et stykke tid, for hun havde simpelthen ikke tid til at flytte rundt på alle hendes ting bare for at finde et nyt sted, hun alligevel kun skulle bo på, i en dag. Den højre hånd kørte hen over hendes øjne, og tværede den gamle make-up ud over hendes ansigt, hun betragtede hver en handling, og gik over imod det lille bord der stod skråt overfor sengen, den blødeste seng hun nogensinde havde sovet i, hvilket også gjorde udspringet for at hun gerne ville blive ved med at bo på hotellet. Det hele føltes så uvirkeligt, den dag hun blev forvandlet til vampyr var en god dag i hendes liv, men alligevel den værste ting der var sket i hendes liv, dette var nok underligt at synes, men det var nu fordi at der skete noget i hendes liv, førhen havde hendes liv gået med, at hun stod op, hun spiste, tog tøj på, gik ud i skoven, gik i seng. Sådan havde det gået i alle de år hun havde levet i, men da Christian ved et uheld forvandlede hende til en vampyr skete der noget, hun havde ikke de følelser for skoven længere, men hendes familie ville ikke se hende, - det var det eneste dårlige. Hun tog langsomt den tynde make-up af, med noget vat. Hun skyndte sig så derefter at putte noget nyt på.
Hun rejste sig op, fra den stol hun havde valgt at sidde på imens hun gjorde sig klar. Det kunne godt være at hun slet ikke så ud som en der gik i kirke, men det gjorde hun altså, og idag skulle hun i kirke, det var derfor hun havde valgt dette ellers så hæslige tøj, i stedet for det sædvanlige tøj. Hun kørte en finger hen over læben, med noget der mindede om sirup, jordbærsirup, hendes yndlings. Hun smilede skævt, og gik hen af imod den gamle dør der stod og så helt gammel ud i forhold til alt det nye der var inde i hotelværelset. Hun lod hendes spinkle hånd falde på håndtaget og åbnede håndtaget, der lod en svag knirke lyd. Da hun så endelig var kommet ud af døren skyndte hun sig over imod kirken, og åbnede den store dør, det undrede hende hvorfor den var lukket, den plejede aldrig at være lukket, og da hun trådte ind i kirken var den nærmest helt tomt, hun stod bare i indgangen og betragtede alle levende væsner i lokalet. "Hva' fanden?" sagde hun, og havde åbnet munden, og så meget forvirret ud..

//Du mægtige, du er jo mega god til at skrive! Must say that! Men, jeg er ukreativ, så jeg kan ikke hamle op med dit mesterværk! Det skal nok komme. //

De store kirke døre åbnet med biske men gloværdige lyde, som helveds porte der langsomt og pinefuldt åbnet sit mægtige metal gab og lukkede nyankommende ind, men under de grufulde og overnaturlige omstændigheder, var den bittre og frygtingyende trussel om helved ikke en metafor, og kirken vægge tiggede og skreg lydløst om nåde af den fysiske manifestation af pinsel, sorg, håbløshed, og kaostisk retfærdighed, som på denne dag stod i deres kirke iført intet mindre end en sort kutte, og talte som undergangen selv. Alle i kirkens opmræksomhed bliv rettet mod den nyankommende, og da skurken i dette eventyr rettet sine døde og skjulte øjne mod hende, kunne man høre en kæmpe klask fra kirke dørene der smækkede i bag hende. Manden i kutten vendte i en langsom bevægelse, en så nerve pirrende drejning, så død, så tom og følelsesløs, at selv den kolde fornemmelse der gik ned af ens rygrad begyndte at fryse, indtil endelig kutten stoppede med at bevæge sig, og det tomme sorte hul fra hætten hvilede blikket som en Nazgul fra ringenes herre ville hvile sit blik på Frodo. De tunge indåndinger fik kortere mellemrum som fortærret han sjælen af det uskyldige pigebarn hans blik nu var rettet mod, men endelig som klimaks i en gyser film, kunne man igen høre stemmen af den forfærdelige skabning der havde en tone som kun en fyrste af den mest sadistiske race ville kunne forme i munden "De er forsinket frøken. Af udveje, ulydighed skabes, af ulydighed kommer straf" Manden i kutten vandret over det kolde og hårde kirke gulv som et spøgelse, ingen lyd fra hans fodtrin, ingen tegn på kutten han gik, udover det faktum han skiftet position. Manden stoppede efter tre sekunder gang ved døbe fonden, og lagde sin hånd ned i det rene vand, den store læder hanske kysset vandets blanke overflade, og under hans fingerspidser bliv det hellige symbol på uskyldighed og renhed forvandlet til kogende blod, det boblet og boblet og lyd næsten som at smide vand på et konfur, den sviende lyd lagde sig tungt i kirken. Manden i kutten vendte sig mod pigen han havde talt til, og forsatte "Tror de på gud frøken?" Med de ord greb han fast i nakken på en lille pige der stod lammet af skræk tæt ved døbefonden, og mens hun hylet og hulkede i forsøg på at komme ud af det stål faste greb, kunne hun føle sit hoved blive presset ned i det kogende blod, og føle sin hud boble væk som sæbebobler, og føle ydmygelse af sit skrig bliver dæmpet af det kogende væske der æder indersiden af hendes mund, som små termitter der spiser menneskekød bliv hun flået fra hinanden af det ædsene blod der forladte et zombie ligende afdødt ansigt på få sekunder, og mens hendes øjne bliv kogt som et æg uden skald tudet hun blod og tåre på samme tid, og da hun bliv kastet op af døbefonden og smidt på gulvet, sparkede hun hjælpeløst rundt mens hun tiggede om at dø, i hendes lille søde liv så den bamse glade pige bare og slog sit eget hoved mod det sten hårde kirkegulv som en gal abe i forsøget på at dø og ende sin voldsomme lidelse, hvis Ophelia skulle til at løbe til pigens hjælp ville lyssekronen falde ned foran hende, og manden i kutten ville træde i vejen for det. Og ud af hans ryg kom der store sorte vinger der ligende noget fra de væreste gysser film. vingerne havde fuldt ham hele hans lange liv, og det kunne ses på deres frygtingyende udsende. og ud af hans pande kom der nogen store brutale horn frem, og tors han var ret stor i forvejen bliv han lidt bedre over skuldren, og voksede med et hoveds højde. han fik en hale der piskede rundt, som var det en læder pisk, der kærtegnede luften, med endeløse og ondskabsfulde sadistiske smæl. hans tænder bliv lange og som jagt knive, og skarpe som intet mindre, men det mest hjertebankende ved denne forfærdelige skabning var de lange klør som voksede hvor han engang havde hænder, lange spinkle finger der kunne prikke sig gennem knogler, kød, og væv som en. Kutten gik lidt i stykker af den enorme forvandling og nu stod som en 350 kilo muskel kutte monster på midten af kirke guvlet, og sagde med en mere dyrisk stemme end før "Vi .. skal lege en lille jule leg"

At tage i Kirke på vej til Doomsville den dag, var den første store fejl Ismay lavede i Underworld. Hendes ophold guds hus blev i hvert fald meget hurtigt dramatisk.

Inden alting gik til helvede, nærmest bogstaveligtalt, havde hun ligget og slumret i en af kirkens bænke. Hun var stået umådeligt tidligt op, hvilket hun ikke var vant til. Selvom hele truppen ventede på hende i den der by, hun ikke lige kunne huske navnet på, havde hun følt sig draget imod kirken. Hun havde aldrig set noget lignende. Der var næsten ikke nogle kirker der hvor hun kom fra, og hun kunne tælle sine besøg på en hånd.

Lige så snart døren blev slået op af de to gorillaer, var Ismay vågnet. Hun havde misset med sine glasgrå øjne, og set sig omkring. Der gik dog ikke længe før hendes indre alarm gik i gang med at bimle. Ismay var ikke længe om at glide ned under bænken, forhåbentligt før hun blev opdaget. Dernede fra sit skjul kunne hun følge med i alle de grusomheder der foldede sig ud for hendes øjne.

Da den lille pige landede på gulvet, kom hun i øjenhøjde med Ismay. Det der var tilbage af den stakkels piges øjne syntes at stirre direkte på hende, og hun fik pludselig travlt med at holde sin morgenmad indensbords imens resterne løb ud af øjenhulerne.

Hvad i alverden var det der foregik oppe ved alteret? De mennesker der havde været der før var ikke til megen hjælp, men måske hende den nyankomne... Måske kunne de slippe ud? I virkeligheden var hun fuldstændig ligeglad med alle andre i kirken på det tidspunkt, hun ville bar ud, og det var med det samme! Desværre var fordøren udelukket, og den eneste anden udgang hun kunne i tanke om, var den talerstolen. Der plejede at være en, ikke? Ikke?

Hendes rullen rundt havde vækket slangen i hendes tørklæde. En telepatisk hvislen var det eneste den havde tænkt sig at sige i øjeblikket, men hun kunne mærke dens muskler bevæge sig langs hendes hals.