En blind forvirret.

Dag:irl
Dato:irl
Omgivelser: dalens dyb og sneen der har dræbt alt natur endtil sommeren kommer.
Tid: 22.59
Vejr:Kolde, kunne få knolde til at knække.
Årstid: dyb vinter!
Sted:I den store dals dyb.

Demetri havde fået sporet af noget. Noget som intresserede hans
lugtesans utroligt meget. Selv var der kun meget svage spor i sneen der
ahvde omfavnet dalens natur og gjort hans teriorium til en dybfryser af
død. Alle de mange monster dyr der gik her normalt. Havde prøvet at finde
hi for kolden. Da det lå¨til deres dengang levende natur. De var monster som
ham selv. Men lugten var fantastisk især fordi nogen have våget sig her ind.

Det var første gang Tania var i denne del af af området. Det var rigmelig koldt og hun
trak den store trøje endnu tættere på kroppen. Men der var stadig nogle huller på
ryggen af trøjen, så hendes vinger kom fri. Det var det hun helst ville have. Desuden
så var der sikkert ik nogen som ville gøre hende fortræd. Hun brugte vingerne til at
tage en del af vægten, så hun ik faldt helt ned i sneen, dog efterlod hun stadig nogle
fodtrin. Hun kiggede sig omkring, da hun ik vidste om der var nogle væsner eller dyr i
nærheden, eller om der var farlige væsner i denne del af by området. Hun havde nogle
varme sko på og så et par lyse bukser. Hendes hår hang løst så det kunne bringe lidt
varme til hendes ører. Hun fortsatte frem lidt frem og indså så, at hun var faret vild.

Noget knak bag Tania.....
Selv var Demetri i færd med at se godt på den engel
der havde betrædt hans område. Et smil kom på de kolde
læber der var mere kolde end selve sneen. Han var vel ingen
steder at se lige nu....Og hvis ikke han var blevet fanget af
hendes lugt ville dæmon spøgelsees hundene nok gøre det.
Et lidt sygt smil kom over hans læber og hans metalliske smukke
øjne stirrede sygligt på den smukke engel.

Tania fortsatte med gå, men fik pludselig en fornemmelse af Deja vu. Hun kiggede
nærmere på sine omgivelser og stoppede så op. Hun var gået i ring. Hun sukkede let
og tænkte på at flyve væk i stedet for, men det var mørkt, og hun havde problemer
med at se nok i forvejen. Hun sukkede opgivende og valgte så at gå en ny vej. Hun
hørte noget knække bag ved sig og hun snurrede rundt for at se hvad det var. Men
hun så intet. *Det er nok det eneste jeg finder og ser her* Tænkte hun lidt bittert
*Intet* Hun gned stille sine hænder mod hinanden, da de var begyndt at blive lidt
kolde og hun slog vingerne om sig, som et ekstra beskyttende lag. Hun følte det lidt
som om nogen holdte øje med hende, men hun så ingen og der var næsten stille.

I det hun vendte sig stilte han sig bag hende, og studerede hende
nøje, hun duftede af den sødeste vin....Det var det beste han kunne
beskrive det lige nu. Men lige så snart hun ville vende sig om for at gå
igen ville han ikke være til at kunne se. Denne leg som han kaldte det
var noget af det han holdte af. Der var mange lege, for Demetri. Men de
alle endte for det meste ens. En døde eller mistede deres dyrebareste eje.

Tania fik en virkelig dårlig fornemlse af at blive holdt øje med. Hun vendte sig rundt for
at se om hun kunne se noget eller nogen. Men der var intet. Hun var ik tryg ved
siturationen og hun rystede sine fjer en gang, for at være sikker på at fjerene ik frøs
sammen. Hun blev med et glad for at hun var omringet af sne og is. Med andre ord,
vand. Hun takkede alle de natter hun havde brugt på at udarbejde sin evne og
håbede lidt at det ville være nok til at hjælpe hende, hvis hun kom ud i en livsfarlig
situration. Hun valgte at smelte noget sne og så have det hos sig, så hun var klar, hvis
det blev nødvendigt.

"godaften" ville det pluselig lyde omme bag ved Tania.
Demetri gav sig nu til at vise sin eksistens her. Han stirrede
lokkende på hende med sine metalliske grå øjne. De var lokkende,
smukkende og mystiske og samtidig dyster, døde og kolde.
Et let forførende smil kom frem på de kolde døde læber.

Han kiggede ikke op og ned af hende som en normal fremmed
der lige havde sagt hej ville gøre...da han allerede havde både kigget
op og ned af hende uden at hun selv viste det.

Tania hørte stemmen bag sig og fik et chok uden lige. Hun hoppede næsten 3 meter
op i luften, og var faktisk nød til at slå vingerne ud, så hun ik landede så hårdt. Hun
kiggede på Demetri der stod bagved hende, med de grå øjne kiggende på hende. Hun
var lidt utryg og trådte et skridt tilbage mens hun ik fjernede blikket fra ham.
"De skræmte mig" Sagde hun lidt stakåndet og rystede fjerene på vingerne,
og trak dem så ind til kroppen endnu en gang. Hun indså også at hun havde
mistet kontrollen med det vand hun havde samlet tidligere og sukkede sit
uheld indvendigt. Der var et eller andet over ham, men hun kunne ik sige
hvad, og de øjne. De var meget specielle. Tania havde sjældent set sådan
nogen pæne og alligevel dystre øjne. Hun fik kuldegysninger ned gennem
rygraden og det havde ik noget med kulden at gøre.

"Hm...det tror jeg at jeg også selv ville blive her ude i ingenting"
han smilte med munden lukket som var han afholden over for den
unge pige. Da han snakkede kom der ingen tåge ud af munden som
der ville gøre hvis man havde en varm ånde. Men det ville den unge
engel nok ikke lægge mærke til lige med det samme? eller ville hun?
Han gik et skridt frem mod hende, månen lyste sneen op så det lyste op
igen. Det var faktsik utroligt smukt. Men også uhyggeligt hvis man mødte
ting eller folk man bare ville skjule sig fra.

"Ude i ingenting," Sagde hun lavt for sig selv. Hun regnede ik med at manden kunne
høre hende, fordi hun talte så lavt, men hun kunne jo tage fejl. Hun rystede fjerene
kort for at være sikker på at de ik frøs sammen, da hun havde prøvet det før. Det var ik
rart, ik kunne bruge vingerne på samme måde, men de var heldigvise hurtige om at tø
op igen, hvis man altså kom væk fra kulden. Hun holdte meget øje med ham, da hun ik
vidste hvad han lavede her eller hvad hans hensigter var. Hun kunne dog se at han ik var menneske.
"Hvad laver de her, ude i ingenting, som de kaldte det?" Hun lavede en lille håndbevægelse
der viste, at hun mente hvor de var henne. Det gav et gip i hendes da
han gik et skridt tættere på, og hun trådte uvilkårligt tilbage.

Han stoppede op da han så at hun gik tilbage, dette viste
at han havde føringen her. Han kiggede ikke på bevægelsen
men kun i hendes øjne imens hun stod og sprugte ham hvad han
enlig selv lavede sådan et sted her. "Jeg leder, leder efter eventyr"
sandheden kunne altid komme senere. Han så mere neutral ud i
ansigtet lige pluselig. Han gik endnu et skridt mod hende.
Hun duftede så fantastisk her ude i kulden, varmen stod nærmest
op fra hendes krop, så varm var hun. Han kunne høre hendes hjerte
banke lige så fint og roligt. Dog bankede det lidt hurtigere fordi
hun havde været blevet forskrækket af Demetri der pluselig dukkede op.

Tania kunne ik fjerne hendes øjne fra ham, selvom hele hendes krop skreg at hun
skulle stikke af. Det var som om han tryllebandt hende på en måde. *Er han mon
magiker eller noget?* Tænkte hun forvirret. Hun følte ik hun slev kunne styre noget,
hun ville gerne kigge væk, men hun kunne ik. Hun kunne ik lade være med at smile,
dog var det lidt et anstrengt smil. "Og hvilket eventyr havde du regnet med at finde
så sent på aftene og et øde sted som dette?" Spurgte hun. Hun synes det lød lidt
åndsvagt at han ledte efter noget som, naturligvis ik var der. Hun så forsat på ham
og var nød til at bekæmpe en bølge af frygt, da han trådte et skridt nærmere. Hans
blege hud i natten virkede unaturligt og hun så det først da han nærmede sig hende.
Hun følte svagt at hun blev kold invendig. Han skræmte hende, det kunne hun ik lyve
om, men hun havde sådan en lyst til at flygte. Hun valgte dog at blive stående og så
ind i hans øjne, som skjulte noget. Det virkede mørkt det de skjulte, og det var noget
hun var van til at se, efter så mange år af at blive jaget. Hun ville ik vise sin frygt ved
at flygte.

Et skævt smil kom frem på hans læber der uden tvivl
gav et indtryk af at hun morede han. "Eventyr" gentog
han som om han skulle forklare ordet i sig selv. "Kender
du dette sted?" hans øjne gav et underligt svagt glimt fra sig
som om at hans øjne havde metal i sig, som der skinnede
når lys ramte dem. Dog var der ingen lys her ude, ud over
månen. "Området om sommeren er fyldt med væsner du ikke
vil kunne forstille dig, nogen halvrådne, andre fyldt med sindsyge
og nogen forfuldt af døden" Han holdte en kort pause, Tanken
om at fortælle hende at dette sted hun havde betrådt også var
Desisska'ernes territorium strejfede ham. Men det ville virke
underligt hvis han hviste det og selv betrådte dette sted.

Tania kunne ik lade være med at løfte øjnbrynet. Var det hende der var sjov eller var
det det hun sagde. Hun så glimtet i hans øjne da han begyndte at tale, *det må have
været fra månelyset* tænkte hun, men det virkede dog stadig ik normalt at nogens
øjne skinnede på den måde. Især når det kun er måne lys der er i området. "Nej"
besvarede hun hans spørgsmål. "Jeg kender ikke dette sted" hun kiggede indgående
på ham, fordi hun ik helt fik forstod hans hensigt til spørgsmålet. Dog da han begyndte
at sige hvilke væsner der var ude i området, gik der en skælven gennem hendes krop,
der intet havde med kulden at gøre. Hun havde aldrig været der, eller hørt om hvad
der levede der på hvilke årstider. "Hvis det er hvad der lever om sommer, hvad lever
der så her om vinteren?" Spurgte hun, og hun prøvede på at få kontrol på sin stemme,
dog var der en svag skælven i den, og hun håbede at han ik havde hørt det.

Han begyndte at vandre rundt om hende imens han så tænkende,
ud. "For det meste kun ulve" sagde han og tog hånden og til hagen
for at se mere tænkende ud,"Og så er det jo Desisska'ernes område"
Igen gav hans øjne et glimt fra sig som om at de afspejlede magten
i hans ord. Enden havde hun hørt historier og rygter om den klan eller
også var hun ikke født i denne verden. Han stoppede op da han havde
gået 2 gange rundt om hende. Tania profil stod med ryggen til. Démetri
stirrede intressant ¨på engle vingerne der sad på pigens ryg.
"

Tania stod stille og kiggede på ham, og da han begyndte at gå rundt om hende
lod hun sit hovede følge ham rundt. Han så meget tænksom ud mens han gik
rundt og hun synes at det næsten fik ham til at se normal ud. Men også kun
næsten. Der gik en skælven gennem hende da han nævte at der var ulve ude
på denne tid af året. Hun håbede lidt at de ik var ude og jage lige nu. Hun
syntes at hun hørte et ulve hyl ude i natten, men hun varik sikker på om det var
virkeligt eller indbildning. Fyren så ihvert fald ik ud til at have hørt noget. Hun
stivnede svagt da han sagde navnet på vampyr klanen. Hun vidste ik ret meget om
den, andet end at de alle sammen var vampyrer og at de var nådesløse.
Hun fulgte ham ik længere, men han fortsatte med at cirkle rundt
og hun så bare ud i natten. "Desisska'ernes område?" Hun sagde det svagt. Hun
havde aldrig fået fortalt hvor det var de holdte til og hun håbede på at hun aldrig ville
møde en.

Jo Demetri havde skam hørt ulve hylet og det var ikke langt fra de
to væsner ´Tania og Demetri. "Desisska'erne ja" svarede han med
et grumt smil, da han var stoppet op bag hende. "Du....kender måske
til dem?" han slikkede sig over de kolde læber imens et lukekt smil kom
frem fra hans indre. Han var afventende og var intresseret i englens viden
især fordi det handlede om Demetri selv. Hendes hjertes banken var som
musik for ham. Han kunne næsten danse til det lille hjerte der måske ville
stoppe i denne kolde nat. Tanken om englens hud mod hans læber fik ham
til at mærke en sitren i de lange tænder.

//Har du skrevet med mig på lost engang??//

Der løb en gysen ned af Tanias rygrad, da han sagde navnet igen, men hun lod være
med at ryste. Så godt hun nu kunne. Hun rystede svagt og benægtende på hovedet.
"Jeg kender kun meget lidt til den gruppe vampyrer." Sagde hun ærligt. Hun havde det
dårligt med at han stod lige bag hende. så hun vendte sig rundt og stod endnu en
gang ansigt til ansigt. "Hvorfor?" spurgte hun svagt. "Er der da noget man skal vide
om dem?" Hun lagde hovedet lidt på skrå og kiggede skræmt, men spørgende på ham.


//Nej det mener jeg ik. Hvorfor tror du det? ^^//

//ikke for noget//

"Tja...lige nu ville det måske havde hjulpet dig" sagde han og kiggede
grumt på hende imens et smil voksede på ham. Han begyndte at føle
sig mere frem for hende nu. "Så ville du også vide hvem jeg var" sagde
han med den stadig dyster stemme der var i hans toneleje.

Tania rynkede lidt på brynene, da hun ik forstod hvordan det skulle hjælpe hende. Hun
havde hele sin opmærksomhed på at finde ud af hvad han mente, at hun næsten ik
hørte det næste han sagde. Da det endelig sivede ind i hendes hovede, hvad det var
han sagde gik hun hurtigt et par skridt frem og vendte sig om mod ham. "Hvad er det
du siger?" Udbrud hun forvirret. Hun havde godt forstået det, men hun ville ik tro det.
Hvorfor var det altid hende det gik ud over. Hun rystede afvigende på hovedet mens
hun gik endnu et skridt bagud. "Står du der og siger du er en del af den klan?" Hun
kunne ik holde den lille rysten ude af stemmen, men om det var af frygt eller kulde, det
ville hun ik selv finde ud af.

Et smil kom nu frem på hans læber og blottede de 2 par hugtænder han
havde, ikke kun 1 som de fleste vampyrer men hele 2! Hans øjne nærmest
lyste op i natten nu som 2 svage stjerner. Han slikkede sig over dem, "Engel
forstår du da ingen ting" hendes stemme var begryndt at briste kunne han
høre, hun var vist så småt begyndt at se hvad der forgik her. sÅdan øjeblikke var noget han virkelig elskede, der var folk fandt ud af at de stod vedsiden af et død
bringede væsen.

Tania så skræmt på ham og trådte et par skridt bagud da han viste sine hugtænder.
Indtil videre havde hun været så god til at undgå at støde ind i en vampyr, hvorfor
skulle det lige ske for hende nu? Hun kunne ik fjerne sine øjne fra ham. Hun var nød til
at holde øje med hvad han foretog sig, så hun så tydeligt hans øjne begynde at lyse
op. Hun kiggede forvirret på ham. "Hvad er det jeg ik forstår?" Spurgte hun uskyldigt.
Hun vidste godt at hun skulle stikke af, men hun vidste også godt, at der var mulighed
for at hun ik havde en chance for at stikke af. Alle hendes instinkter sagde at hun skulle flygte, men hun vidste at hun så havde brug for en distraktion så han ik
fokuserede på hende, men hvordan kunne hun gøre det.

Han rakte hånden ud mod hende endu engang den aften.
"KOM HER engel" sagde han nærmest med en kommandrende
stemme. Han så afventende på hende, hvis hun ikke selv kom
nu kunne han med glæde da selv hente hende. HUn ville ikke
være med til hans leg....jamen så måtte han prøve at lave en
nye hun kunne prøve at stikke af fra. HAns ansigt var pluselligt
blevet så koldt og hårdt at se på, som om han nærmest så træt
ud eller langt væk. Men man skulle ikke tage fejl af Demetri.

Hun så sig så småt omkring i sin søgen efter et flugt forsøg, men fandt ingen. Hun
bredte svagt sine vinger ud, men hun lavede ik noget forsøg på at flygte, og den kolde
vind slog mod hendes krop med fuld kraft, da hun ik havde vingerne til at beskytte sig
mere. Hun for sammen, da han kommenderede hende til at gå hen til ham. Hans
ansigts udtryk skræmte hende og hun trådte uvilkårligt et skridt tilbage, men kunne ik
fjerne sine øjne fra ham. *Det her er bare et mareridt. Om lidt vågner jeg op på kroen
og kan grine af min egen dårlige fantasi,* tænkte hun desperat. Hun kunne godt
mærke at han mente det, men hun ville ik gå hen i hans favn frivilligt. Hun rystede på
hovedet og blev stående hvor hun var.

Demetri skær tænder et kort øjeblik da hun nægtede
at følge hans order, "Du har en sidste chance for at muligvis at
overleve engel" han holdte en kort pause, der dog alligevel
føltes som lange 10 minutter, "Ellers slår jeg dig ihjel nu"
han slikkede sig over de skarpe kniv tænder, der kunne ændre
livet for Tania på få øjeblikke. Hans øjne stirrende med sådan en
glød, at de nærmest udviste smerte på den han så på.
Han lod forsat hånden være stragt imod hende.