Alene og forvirret.

Vejr : Solen bager, og der er skyfrit.
Tid: Midt på dagen.
Sted: The Shadow Peaks
Omgivelser : Ingen

Blair lå meget tæt på kanten til kløften, hun havde øjnene lukket, og hendes vejrtrækninger var dybe. Hun sov. Blair huskede intet fra dagen før, hverken hvordan hun var endt ved Shadow Peaks, eller hvad hun havde lavet. Blair huskede at hun gik ind på en bar og bestilte en drink, og det var det. Blair huskede heller ikke at hun på mystisk vis fik kontakt til Alian, hun vidste ingenting. Men Alian ville da komme og hjælpe hende. Det gik hun stærkt ud fra, selvom han måske slet ikke vidste hun var der. Hvor skulle han vide det fra? Blair lå helt stille, som hun altid gjorde når hun sov, hvilket var meget heldigt, ellers ville hun sikkert være røget ud over kanten for længst.

Man kunne næsten høre Soul River herfra...
Den strømmede igennem jorden med høj fart.
Og det var også et af det steder der var bedst at fiske i tænkte Alian da han gik igennem Shadow Peaks.
Det var nok den hurtigste vej hjem til hytten fra Soul River af... Eller det troede han i hvert fald.
Han havde et lille fiskeben imellem fingrende og brugte det til at fjerne resterne af kød i hans mund.
Han elskede fisk men det gav ham så dårlig ånde... Det var ulempen ved dem.
Heldigvis havde han nakket et mynteblad fra en privathave på vejen hjem ad som han nu gik og tyggede lidt på så saften friskede hans mund op.
Efter bladet var tørt spyttede han det ud og gav sin ånde en 'tjekker' ved at ånde på hånden og snuse til den.
Det var nok ok... Men nu kikkede han til siden og hans tanker blev afbrudt.
Det var Blair der lå på kanten til kløften.
"For satan!" sagde han stille og satte i løb over mod hende.
Da han var der ovre kunne han godt lugte at hun havde drukket.
Ja det gjorde alle mennesker jo...
Han satte sig ned på knæ ved siden af hende, tog armene under hendes ben og ryg.
Hvorefter han løftede hende op mens han rejste sig.
Alian bar hende cirka tredive meter væk fra kløften inden han satte sig ned med hende på jorden.
Han agede hende let på kinden for at vække hende.
"Hey Blair er du vågen?" spurgte han i håb om at hun vågnede.

Blair var ved at vågne da en stemme, der lød meget censureret i Blairs øre, talte. Blair vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, og da hun blev løftet op fra jorden blev hun endnu mere usikker. Hvem var det? Og hvad ville personen hende? Da hun igen mærkede fast jord under sig, og den censureret stemme kendte hendes navn, var Blair sikker på det var en hun kendte, og kunne stole på. Blair åbnede langsomt øjnene og en sløret Alian kom til syne. Blair blinkede et par gange for at være sikker på han rent faktisk var der. Blair så sig omkring for at se hvor hun var. Hun havde hørt om Shadow Peaks, men aldrig selv været der. Hele aften lå tåget, selvom hun gjorde alt hvad hun kunne for at huske det var det en umulig opgave. Blair endte dog med at slå armene om Alian, hun var glad for det var en hun kendte der fandt hende.

Et smil trak sig på Alians læber da Blair vågnede.
Det viste at hun var okay og var sådan nogenlunde frisk.
Da hun slog armene om ham holdte han hende tæt ind til sig.
Den svage dunst af alkohol sad i hendes tøj og irriterede hans næse en smule.
Dog ville han ikke slippe af den grund da han ikke var et hak bedre selv når han gik på bar.
Han holdte stadig om hende men tog hende lidt væk fra sig så de kunne få øjenkontakt.
"Hvad har du lavet siden du er havnet herude i ingenmandsland?" spurgte han og faldte ind i de dybe blå øjne som hun havde.

Blair var så lykkelig for at det var ham der var der, selvom hun også ville have følt sig tryg hvis Sajro var der, selvom de havde haft problemer i fortiden. Blair så ham i øjnene og skulle til at svare, da hun tog en hånd om til hendes hals og fandt ud af hun ikke havde sit tørklæde, hun blev nærmest panisk og kiggede rundt på jorden efter tørklædet. Men det var ikke til at finde, så hun opgav søgen, og fjernede sin hånd fra at afsløre et lyserødt ar, der gik over et godt stykke på hendes hals, og på siden af halsen var der et bide mærke, der gik rimelig dybt ned i hendes hals. Blair lagde en hånd på hans kind og kyssede ham blidt.

"Jeg kan ikke rigtig huske det, men jeg tror nok jeg drak, og det gik så lidt over kontrol. Går jeg ud fra."

Alian så straks arret og blemeget mistroisk.
Dog gengældte han kysset men efter hun havde talt færdig og han havde nikket forstående.
Så kikkede han igen på arret der nok ikke ligefrem havde kommet sådan ved at falde.
"Hvem har gjort det ved din hals?" spurgte han lidt mistroisk.
Han ville ikke lade noget ondt ske hende på den måde.
Så bare hun fortalte ham det så ville han... Eller nok ikke Alian men hajformen ville nok tage vare på det.
Sommetider kunne han ikke kontrollere sine følelser hvis han var i hajformen.
Han tog hånden ned til sit bælte og tog en lille vanddunk frem.
"Her drik lidt" sagde han med et smil på læben og rakte den til hende.

Blair kunne godt forstå han ville vide mere, det ville de fleste nok. Det var derfor hun dækkede det til. Blair tog en hånd op til sin hals, hun prøvede at skjule det lidt. Men det kunne hun godt glemme det. Det var en lang historie, men hun så ingen grund til at holde noget skjult for Alian.

"Det er en lang historie. Men altså, jeg har nogle problemer. Jeg var sammen med en, og det endte lidt galt. Han truede med at slå sig selv ihjel, så jeg gjorde det samme. Jeg gjorde bare mere alvor af det.. Og ehm.. Så var der en ulv der bed mig, eller skulle til det, men jeg fik den til at forsvinde."

Blair blev nød til at lyve lidt omkring biddet, hvis hun fortalte det var en varulv der havde givet hende det, ville hun lyde sindssyg.

Alian så mere vredt og mistroisk på hende.
Hun lød noget nervøs.
"Hvad gjorde du? Og hvem var han?" spurgte han roligt.
Han prøvede at skjule den indre vrede der hvilede i ham lige nu.
Han forestillede sig et billede af hvordan hans hajform ville flå kødet af ham der troede Blair.
Men billedet blev rystet væk igen
"Du kan sagtens fortælle mig det hele Blair jeg vil gerne høre den" sagde han roligt med sit blik plantet i hendes øjne.

Blair så på ham med er uskyldigt blik. Hun ville virkelig ønske hun kunne fortælle ham det hele, men der var ikke så enkelt. Blair var meget usikker på at fortælle ham det, det ville være så sindssygt. Men hun måtte tage det som det kom, hun ville bare ikke skræmme ham væk.

"Det er altså ikke noget, vi er venner i dag. Det var alt sammen en stor misforståelse."

Blair ville aldrig udlevere andre, så det ville heller ikke være Sargonis hun skulle udlevere.

"Jeg ved det godt. Men lige det her kan jeg altså ikke. Det vil lyde så sindssygt, du vil ikke tro på mig."

Han rystede på hovedet med et svagt grin.
"Jeg tror ikke du kan overaske mig"
Han lod det blive ved det... Det var nok ikke lige tidspunktet at fortælle hende om de sindssyge ting der skete i hans hverdag.
Og hvor meget blod han egentlig havde på hænderne...
*Hvorfor skjuler hun det for mig?* tænkte han kort efter hans smil havde sivet ind til en alvorlig mine.

Blair blev nød til at tænke over det, hun var nu ret sikker på han ville reagere overrasket på det hun ville sige, om det så var positivt eller negativt ville vise sig.

"Altså. Ham fyren der er ikke helt almindelig, altså han er ikke et menneske. Han er en varulv, og der findes andre væsner. Jeg kender ikke til dem alle sammen."

Blair så ned efter hun havde sagt det, hun var nervøs for hans reaktion. Det var noget af en mundfuld, Blair forstod det stadigvæk ikke helt.

Alian fniste.
Var det den chokerende nyhed?
"Det vidste jeg da godt i forvejen" sagde han bare.
Hvis bare det var nemmere for ham at forklare sin side af væsen delen.
Men... Darrrgh! Det var mere kompliceret end bare det... Han var jo et monster indeni.
"Blair hvordan troede du jeg vil reagere på det?" spurgte han nysgerrigt.

Blair trak sig lidt væk fra ham, ikke fordi hun var sur på ham. Men hun var bare ret sikker på han ikke var et menneske, ellers ville han reagere anderledes.

"Jeg ved det ikke..Omtrent lige som jeg gjorde."

Blair sank en klump, hun ville ikke beskylde ham for noget, men hun blev nød til at fortælle hvad hun troede om ham.

"Du er ikke et menneske.."

Blair vidste godt at andre mennesker kendte til væsnerne, men hun ville bare have af vide om han var andet end det hun troede.

Alian så ned i jorden og sukkede.
"Jo jeg er... Bare ikke indeni"
Han kikkede fortsat ned i jorden og håbede inderligt at han ikke skræmte hende væk.
*For satan bare hun ikke vil se det...* tænkte han kort med lukkede øjne inden han kiggede op i hendes igen.

Blair lagde hovedet på skrå og så på ham. Hun troede nu ikke på det han var kunne skræmme ham væk. Blair rykkede sig tættere på og tog fat i hans hånd. Blair ville gerne have han ville fortælle om det hun ville gerne høre om det.

"Du kan stole på mig, du behøver ikke skjule den du er sammen med mig."

Blair vidste godt hun ikke havde fortalt ham hun vidste, men hun ville ikke skræmme ham. Han havde det måske på samme måde med hende. Det kunne være meget skræmmende, men Blair var nu sikker på han ikke kunne skræmme hende væk. Det fik han ikke lov til.

Alian tog en dyb indånding.
Han lod sin hånd glide ind i hendes og kikkede ned i jorden.
"Jo ser du jeg tilhøre en bestem Shapeshifter-race som kan forvandle sig til de dyr som de ønsker... Men jeg er ikke som dem der gik noget galt med mine gerne fra fødsel. Jeg kan kun forvandle mig til et bestemt væsen... Og det er et monster som jeg ikke kan kontrollere når jeg først er i formen. Det er kun hvis mit monster-jeg kan genkende personen i mine tanker... Ellers kan jeg kun blive normal efter at have indtaget frisk blod og været i vandet i en time..."
Han kikkede hende i øjnene igen.

Blair så på ham med et alvorligt blik. Hun tænkte ikke et smil ville ikke passe ind. Blair lod hendes tommelfinger over hans hånd.

"Det er.."

Blair vidste som sædvanlig ikke hvad hun skulle sige til det, men hun var også meget ny indenfor det med væsner. Blair så ham i øjnene for at vise sin støtte. Hun ville aldrig stoppe kontakten med en fordi han var som Alian, eller Sargonis.

Han kikkede igen ned på jorden.
"Ja så ved du det..."
Han var som hende tom for ord men kikkede dog op i øjnene på hende igen.
Han kunne bare ikke tillade sig selv at undgå hendes øjenkontakt når de snakkede.
Det virkede så fjernt at lade være...

Blair så på ham med et venligt blik. Hun havde ikke ændret mening om ham, overhovedet ikke. Hun havde tænkt siden de sidst var sammen, men hun var stadig ikke helt klar over hvad hun ville.

"Det ændrer ikke noget. Du vil aldrig ændrer dig for mig."

Blair havde det ikke optimalt, men hun prøvede at skjule det, hun ville ikke ødelægge øjeblikket, det var som om de kom tættere og tættere hele tiden.

Han smilede igen til hende.
"Tak det er jeg glad for at høre" sagde han og var virkelig glad for at hun tog det så roligt.
Alian førte sit hoved tættere på hendes for at bevare kontakten mens han nussede hendes ryg med den hånd der holdte om hende.

Blair så på ham med et skævt smil. Hun overvejede længe om hun ville det hun havde tænkt på. Det krævede bare at hun tog sig sammen.

"Jeg har tænkt."

Blair havde sagt det indledende, nu kunne det føre tre veje, ja, nej, jeg ved det stadig ikke. Sidst nævnte mulighed var ikke fair. Hun blev nød til at tage det seriøst.

Alian nikkede.
Han var noget bekymret for svaret.
Det var frygten for et nej der terroriserede hans tanker.
Han ville ikke bare give slip på hende bare sådan...

Blair sank en klump. Hun vidste godt hvad Alian ville, eller det regnede hun da med hun vidste. Blair tog en dyb indånding, hun ville ikke trække tiden ud. Men hun blev nød til at tage sig sammen. Hun havde kun bundet sig til en person engang før, og han forlod hende.

"Det har været svært. Men jeg siger ja."

Blair var næsten overbevist om han ikke var som hendes eks.

Der kom et smil frem på hans læber.
"Seriøst? Vil du være mere end venner?" spurgte han og kunne næsten ikke fatte at hun sagde ja.
Der havde faktisk ikke været nogen i hans liv før som havde fortjent hans kærlighed.
Så han skulle lige vende sig til tanken om at der var en som tog imod den når han gav den.
"Virkelig?" gentog han sig selv og smilede mere mens han omfavnede hende.

Blair nikkede. Hun kunne godt sige ja, men det føltes som om hun var løbet tør for luft, hun vidste godt hvad hun havde sagt ja til, men det var som om hun stadig ikke kunne fatte det. Blair lagde armene om Alian. Hun ville bare ikke kunne afvise ham, han var for sød, det var selvfølgelig ikke kun derfor, hun havde nogle følelser for ham. Hun turde ikke kalde det forelskelse, hun vidste ikke hvad forelskelses var. Blair havde aldrig prøvet det. Blair trak sig lidt væk, men kun nok til at de lige kunne kysse.