Et mystisk møde //Nille//

Tid: 21:00
Sted: I en af de små gyder, i den store labyrint af gyder
Vejr:mørkt og koldt
Omgivelser:skrald, skidt og mere skrald
Påklædning: kommer i teksten

Klokken var blevet mange, og mørket var nu faldet på´, det betød at gyderne nu var et farligt sted at opholde sig, men det skræmte dog ikke en vis person væk.
Gyderne lå stille samt øde hen kun lyden af rotter på jagt efter føde ku hørres.

Der stank af pis og gammelt affald overalt, desuden var belysningen her i gyderne så svag så men næsten intet ku se. Kun få fakler lyste på de slidte mure som var på begge sider, og som dannede små skumle gyder og skabte en hel labyrint.

I en af de mange gyder, stod en letter bleg skikkelse under, en af de meget få lyskilder. Dette var en høj bredskuldre fyr, med kort nøddebrunt hår og gyldenbrune øjne som lige nu var rette mod den stjernefuldte himmel over ham.

Han var iført et sort jakke og et par brune bukser, samt et par lidt slidte brune sko.
Dette var Four en ung skytsengel, han sukke dybt hvorefter han let trådte væk fra væggen og begyndte at vandre ned af gyden.

"Stop den dumme heks!" Råbte de. 'De' var dusørjægere. En vind havde taget Nilles hætte væk fra hovedet tæt ved kroen. Uheldigvis havde der været dusørjægere... De genkendte hurtigt hende, og løb efter hende. Nille hoppede let over en væltet skraldespand. Åh, HVORFOR havde hun ikke taget sit sværd med? Hun var så dum... Hun begyndte at løbe hurtigere. Mændene råbte, og skreg efter hende, men det hjalp ikke... Nille var hurtig til at løbe da hun var en panter inderste inde. Den dag havde Nille haft en hvid jakke med hætte, sort tanktop, sorte converse sko på. Håret var løst, og flagrede i vinden da hun løb. En brun fjer var også i håret, det var hendes mormors brune fjer. Et symbol på hvad de var... Indianere. Hun løb rundt om et hjørne, og dusørjægerne mistede hende af syne. Hun gemte sig bag nogle skraldespande, og hørte at de løb forbi... Hun smilede for sig selv. Hun rejste sig, og gik længere ind i gyderne. Mændene havde vendt om, og fundet hende igen. Nille kiggede sig over skulderen, og begyndte så at løbe igen. "STOP DIN HEKS!" Råbte de endnu engang. Forskellen var bare at Nille ikke var en heks... Men en Skammer. Nille så sig over skulderen igen. "ÅRH SÅ HOLD DOG MUND!" Råbte hun, men mændene kastede en kniv efter hende. Hun nåede at undvige ved at dukke sig, og den landede på fliserne. Hun tog kniven op i farten, og løb så alt hvad hun kunne. De sorte øjne glimtede mat, og hun mærkede at hun var ved at blive træt... Hun løb rundt om et hjørne igen... Og kom til at løbe ind i en mand. Nille røg ned i fliserne, og så op på ham med skræmte øjne... "Undskyld." Mumlede hun hurtigt, og rejste sig. Dusørjægerne stod nu bag hende, og nikkede til manden for at sige tak. Nille så sig over skulderen, og opdagede dem. Hun skyndte sig om bag manden, og lignede en der ville løbe videre.

Four stoppe op idet en bølge af frygt skyllede ind over ham, et tydligt tegn på at der var noget galt *men hvad?* tænkte han let, og så søgne rundt efter svar men nåde kun lige at dreje hovdet før, en skikkelse løb i ind i ham så han væltede ned på de kolde fliser, dog kom han hurtigt op og stå igen.

Han betragte let den unge kvinde der var stødt ind i ham, men så ændre det hele sig, to mænd dukke op bag kvinden og fik hende til at løbe om bag sig.
Han ku tydligt føle at frygteb stammede fra kvinden og derfor tog hans instinkter over. Han greb blidt fat i hendes arm før hun ku nå vidre imens han stirrede vredt på de to mænd.
Som nu stod overfor ham "hvad har i gang i?"spurgt han vredt og løftede let et øjnbryn"er man nu synket så langt, at man prøver at fange unge kvinder?"spurgt han med en stemme fyldt med foragt.

De gyldenbrune øjne så kort på hende med et roligt blik, før de igen rette sig mod de to mænd, og hans blik blev igen vredt og truende"skrid!!! eller jeg må lære jer hvad der er rigtigt og hvad der er forker"sag han vredt.

Nille blev overrasket over at manden tog hendes arm, og forsvarede hende. Havde han ikke set dusør plakaterne? Hm... Mændene stod, og knyttede næverne, og legede stærke. "Det vi har gang er at beskytte alle på jorden... " De pegede på Nille. "... Mod hende." Sagde de så til sidst, og kiggede på manden endnu engang. "Vi gør intet forkert. Det gør hun. Hun er en heks!" Der røg bomben. Nille rev sin arm fri fra mandens greb. "Jeg er hverken heks, eller ond. Jeg er ikke en trussel, jeg er ikke ond." Sagde hun blot, og begyndte at gå. "Siger heksen der dræber!" Råbte de så. Nille stoppede op... Hun kiggede sig over skulderen. Dumme mennesker. Hun gik helt hen til dem, og greb den ene om halsen. "Tør du virkelig at lægge dig ud med mig? Hvis jeg var en heks..." Hun lænede sig mod hans øre, og havde stadig kniven i hånden. "... Så var du død." Hviskede hun så, og lagde kniven mod hans strube. "Hvis jeg var jer ville jeg gå... Inden jeg lader skammen ramme jer." Sagde hun så, og slap manden. De kiggede forskrækket på hende, og så på manden. "Sig ikke at vi ikke advarede dig!" Råbte de så, og begyndte at løbe. Nille smed kniven ned i fliserne. Hun så kort på manden. "Tak." Sagde hun blot, og kiggede en anden vej. Hun ville gerne gå, men regnede med at manden ville stille hende spørgsmål...

Four fnøs af deres ord" det lyder langt fra realistisk og vis hun er så farlig, så havde i nok ligget døde og mig lige så"sage han let men strengt, og rystede opgivne på hovdet da de så brugte ordet heks"det ord pleher bare at betyde at en person kan noget som andre ikke kan, og derfor skal det med det samme ses som en farlig ting, som skal udrydes"svarede han koldt.

Han lod hende slippe hvorefter, han fulgte hendes bevægelser med øjne og lyttede til hendes spydige ord.
Hun var ikke normal nej men det var han skam heller ikke, han sukke let da de valgte at skride efter hendes trussel, nu var de alene.
Dog lignede hun en der var på vej væk"hmm var vel så lidt frøken??"sage han spørgne, imens han vendte sig mod hende.

Four rakte let en stor hånd frem mod hende"Four sanddru og de er?"spurgt han venligt og lage hovdet let på skrå, køn var hun da måtte han indrømme"hvem var de mænd enligt? og hvorfor kalder de dig heks?"spurgt han spørgne dog nu med et let smil på læben.

Nille skævede til hans hånd... Hun vidste ikke rigtig om hun turde stole på ham... Hun tog kort imod den, men tog slap den hurtigt igen. Hun puttede hænderne i jakkens lommer. Hun var ikke vant til alle de fine ting man kaldte... Faktisk vidste hun ikke lige altid hvad de betød. "Nille..." Hun sank en klump. "... Panara." Hun havde ikke turdet at sige hendes efternavn, men der var noget ved ham der ligesom sagde hun kunne stole på ham. "De mænd var to dumme dusørjægere." Sagde hun blot, og lagde så armene over kors. "Og de kalder mig heks fordi jeg kan noget som mennesker mener er hekseri, og fup." Svarede hun blot, og så på ham med øjne der viste at hun ikke var bange, og hun ikke stolede på ham. "For jeg kan få folk til at skamme sig." Mere ville hun ikke sige før hun stolede på ham. "Hvilken race er de, Four?" Hun så spørgende på ham.

Han smilede let dag hun kort tog hans hånd, hvorefter han så selv stak sin i jakkelommen, imens han let betragte hende.
Han ku tydligt mærke at hun ikke var tryg ved ham, den måde hun trak på ordne fortalte ham at han sku være forsigtig, for ikke at skramme hende.
men han var heller ikke ude på at skramme hende, faktisk var han bare nysgerrig, hun virkede som en indtrasant person og sådan personer fange altid hans opmærksomhed.

Han trådte let hen til vægen bag sig og lod sig glide, ned langs den intel han satte sig på den kolde jord og så roligt hen på hende.
Han nikkede let til hendes ord"jeg tro ikke du er nogle heks, faktisk vil jeg kalde din evne noget ganske særligt og dyrebart"sage han blidt, han var en yderst rolig person som havde kontrol over alt hvad han gjorde og som tænkte over hvert er ord han nævnte.

Han lyste op et smil"jeg er Skytsengel, og derfor ikke særlig farlig"svarede han let.

Nille skævede til ham da han satte sig ned, men gjorde intet. Hun kom i tanke om hun var ubevæbnet... Hun prøvede at huske hvor hun havde gjort af sværdet... Det var hjemme hos hende selv... Det eneste hun faktisk havde var hendes to evner. "Det er utroligt ikke? At man har en evne... En evne som er gået i arv." Hun rystede på hovedet. "Og så bliver man jagtet." Hun trak lidt på den ene skulder, og den mur hun havde bygget omkring sig selv imod ham røg stille ned... Stykke for stykke... "Skytsengel?" Hun havde mødt en skytsengel før... Jacob havde en skytsengel - Jade -, men Nille ville ikke selv have en... Hun beskyttede sig selv. "Hvem beskytter du så?" Hun lagde hænderne i jakkens lommer igen, og så spørgende på ham.

Four sukke let, han havde været anspændt før da han stod overfor de to mænd, men nu slappe hans muskler af og hans tanker kom langsomt tilbage igen.
Hvis hun havde været farlig var han allerede død nu, men her sad han med livet i behold.

Han lage hovdet let på skrå og nikkede til hendes ord"folk er tåber, din evne skal du være stolt af"svarede han let"folk er blot bange for det ukendte, og for at skamme sig"tilføj han og rystede på hovdet igen, tænk at mennesker og andre racer ku være sådan nogle tåber.

Han lukke øjne let imens han lytte til hende"jeg beskytter ikke nogle fast person endnu, den helt rigtige person er endnu ikke dukket op"svarede han let"så jeg hjælper hvor jeg kan"tilføj han let med et smil på de mandige læber.

Nille lagde armene over kors igen. Hun var urolig, og kunne ikke stå stille.
Hun svarede ikke på det med evnen...
"Du skal ikke se på mig..." Hun så bestemt på ham. "... Hvis du fik den ide på et tidspunkt, og beskytte mig." Hun så ned på fliserne. "For jeg beskytter mig selv."