Fighter, Four

Så. Det var altså sådan, det skulle ende. Der var mørke blodpletter i den hvide sne og i Spurvs hår. I det mindste var det ikke kun hendes blod, men hun vidst godt, hun var overrepræsenteret. Hun trak sig tilbage mod muren og så rundt med opspilede øjne. Angriberne dannede en halvcirkel omkring hende og bevægede sig langsomt frem. Deres ansigter var utydelige i mørket, men deres øjne spillede ubehageligt og spejlede nymånen når de sendte indbyrdes øjenkast. De var seks. Hun var een. Hun langede ud med den lille, blanke kniv, hun havde knyttet i venstre hånd, advarende. Kom ikke tættere på, ellers kommer I til at fortryde det, sagde hendes kropssprog, men det var et desperat nødråb, og der var ingen reel magt bag hendes trussel.
Det værste var, at de også vidste det, og skadefryden lyste i deres øjne. Hun spyttede blod ud og huggede igen med dolken. Den havde givet en vis respekt, især efter at hun havde pådraget den ene et ret ubehageligt stiksår i overarmens muskulatur. Hun havde betalt med en flækket læbe. Dt havde været første ordentligt placerede slag. De første havde hun undgået, dukket sig under een arm, grebet en anden, men da smerten pludselig rungede gennem hendes kranium, var den feset ind. Hun var i massive problemer.

De havde fanget hende på det forkerte ben. Overrumplet hende på vej hjem gennem nedre by. Først havde hun tænkt det som et af de mange, mange overfald, der fandt sted om natten, og at hun ville kunne enten tale eller slå sig vej ud af det. Hun havde taget fejl. De havde kendt hendes navn og grinet af hende. Trængt hende op i en krog og lovet at efterlade hende opsprættet og voldtaget et eller andet sted som tak for det, hun havde gjort ved en vis Joshua. Navnet gav en lille genklang i hendes erindring, men hun anede ikke, ,hvad hun havde gjort ved ham. Brækket hans næse, måske.

Så var de sprunget på hende, men de havde ikke taget højde for, at det trods alt krævede et eller andet at slå Joshua, og at hun nok havde dette. Hun havde danset pg hoppet, undveget og sat få, målrettede slag ind hvor hun kunne, men selv om de ikke havde så meget som et gram teknik, så vejede brutal råstyrke tungt hos overfaldsmændene, og da em af dem med et triumferende brøl fangede hendes højre arm i sin store næve, var dolken dukket op. Hun plejede ellers ikke at benytte våben. Det virkede skurkagtigt, sagde hun til folk, men den egentlige årsag var, at hvis hun brugte dolk, så ville de også have lov til at bruge dolk, og så ville situationen se meget andeledes ud.

Nu angreb de fra tre sider. Hun prøvede at sno sig mellem to af dem i et pludseligt spring, men en af dem fangede hende ved halsen og hamrede hende op ad muren.
"Held!" Hostede hun og stak dolken ned mellem hans fingre.

en høj bredskuldre skikkelse vandre ned af gaden, med rolige skridt som let gav ganlyd i de tomme gyder dog stoppe lyden brat, da en bølge af frygt snoede sig om den mandlige skikkelse.
manden løftede hovdet og lod hætten fra den sorte lange kappe glide ned, så han fik et stører synsfelt. Hans hud var lys næsten bleg og hans ansigt lidt firkandtet men med fine træk som ikke var for mandige, hans hår var kort samt nødebrunt og sad helt naturligt og strittede.
Hans øjne bar en gyldenbrun farve og hans blik var lige nu meget opmærksomt....

Han bar som sagt en sort lang kappe hvorpå der var et snoet mønster lavet med sølvtråd, som snoede sig op langs ryggen på kappen, og bredte sig til ærmerne.
udover det var han en sort bluse og et par brune løse bukser, som blev holdt op af et smalt brunt bælte hvori et tyndt sølvsværd var fastgjordt.

En rolig og meget venlig aura lyste kraftigt omkring ham, men den blev dog forstyret af frygt som bølgede ind over ham"der er fare på færer" mumlede han let og trak sit sværd op, hvorefter han fulgte bølgerne af frygt.

Dette var Four en ung skytsengel, Four løb så hurtigt hans lange ben ku bære ham mod det sted frygten kom fra, igen andre ku føle frygten som ham, men det sku de vist være glad for.

Han nåde stedet hvor masser af drenge stod og omringede en ung pige, han brølede højt"så sliper i den tøs, og løber væk, NU!"råbte han advarende, hans stemme plejede at være rar og rolig men nu var den kold som is.
Han pegede sværdet mod den ene af de mange fyrer"eller i vil føle min vrede"tilføj han.

Manden skreg, da kniven prikkede hul i den bløde hud mellem tommel og pegefinger, og hamrede igen Spurv ind i væggen før han slap hende for at se på sit sår. Kniven faldt ud af hendes hånd, og hun kunne umiddelbart ikke se den i mørket. Hun nåede lige at spytte mere blod ud, hendes læbe blødte og fyldte hendes mund med metalsmag, før den næste angreb fra siden. Hun dukkede sig under hans slag og løb ind i ham med hovedet først. Et øjeblik tænkte hun på en ged, der stanger en fremmed, så krummede han sig sammen, og hun sprang bagud og rettede et spark i hans hoveds generelle retning. Det lykkedes ikke. Han var hurtigere end forventet, fangede hendes fod, vred den rundt og væltede hende omkuld. Hun landede på maven. Luften blev slået ud af hendes lunger. En af de andre sparkede hende hårdt i siden, og hun krøllede sig sammen af smerte. Hun fik sne ned ad nakken. Endnu et spark fik hende til at tumle om på den anden side med et udbrud af raseri, halvvejs blændet af tårer. Så sprang den største på hende, satte sig på hendes ben og greb fat i hendes ene hånd, da hun forsøgte at værge for sit ansigt. Hun hvæsede som en rasende kat og forsøgte rædselsslagen at spytte på ham, da han hævede hånden til slag.

Hun var i problemer. For alvor nu. Det havde også været alvor før, men alvoren blev tydeligere og tydeligere. Om lidt ville slaget falde, og det ville bare være det første af mange. Hun vidste, Nathan var på vej, men han ville ikke nå det i tide, og hvad kunne en ugle gøre? Men manden slog ikke. I stedet fyldte et brøl gaden.

'Så slipper i den tøs, og løber væk,' råbte stemmen, og Spurv prøvede at se forbi overfaldsmandens hoved. Det sidste 'NU!' rungede endnu, da manden, som sad overskrævs på hende sukkede irriteret og uden at vende sig om svarede:
"Det rager ikke dig, bland dig udenom."
Det blinkede farligt i hans øjne, og Spurv som før havde vredet og snoet sig som en ål lå bomstille. Noget måtte alligevel have advaret manden, måske de andres stilhed, i hvert fald vendte han sig om for at se, hvem der havde afbrudt. Det skulle han ikke have gjort. Spurvs hånd skød op og hamrede en kno ind i hans højre øje. Han råbte af smerte og væltede sidelæns mens hun ålede sig fri. Af de resterende fem, der ikke lå og ømmede sig på jorden havde tre tilsyneladende fuldstændig glemt den kamp, de havde ført et øjeblik før. De stod bare, let foroverbøjede, klar til den unge mands angreb. For han ville gå til angreb. Han havde endda trukket sit sværd og truede med sin vrede. De prøvede at argumentere mod ham. "Hun bad selv om det."

De to sidste havde imidlertid ikke opgivet deres lille offer, og en af dem fangede Spurv i kraven, da hun ville have kastet sig over den største af dem, åbenbart anføreren, hvis øje ikke fejlede noget ud over at gøre ondt. Det var dette, hun ville have lavet om på, da jorden pludselig forsvandt under hendes fødder. Hun gispede forskrækket og sparkede efter manden, der havde fanget hende, men han slyngede hende bare fra sig. Hun sprang op igen, spyttede mere blod og nåede lige akkurat at dukke sig for den anden mand, der havde trukket en kniv.

Four fnøs koldt af mandens ord"det rager mig faktisk utrolig meget"sagde han koldt, imendes han trådte et skridt mere frem mod dem.
Han betragte koldt de folk som stadig havde omringet hende hvorefter han, let som ingen ting greb fat i den der stod nærmest og trak ham i et hårdt greb, helt ind til sig før han så truende lage sværdets klinge mod fyrens hals.
Han trak i fyrens hår for at få hans hovde lidt bagud imens den anden holdt meget godt fast i sværdet.

Four så koldt på ledren"hvis jeg var dig, ville jeg gøre klogt i at samle din ynklige bandte, og skride, for ellers ku din kamerats hovde her risikere at falde af kroppen"sage han høj og iskoldt, imens han stirrede intenst på ledren.
Hans tanker kørte rundt og adrelinen pumpede rundt i hans krop, og gav ham denne kolde facade som han ellers aldrig rigte bruget, men nu var det her vigtigt for den pige sku ikke lide mere ikke når han var inærheden.

Manden, som den unge fyr havde fanget ved kraven, gispede forskrækket og glemte helt at gøre modstand et øjeblik. Hans øjne flakkede i mørket og havde fået et bedende udtryk. Spurv havde ikke spor medlidenhed med ham, hun tørrede bare sit blodindsmurte ansigt med sit ærme, støttede sig til muren og ventede sammen med de mændene i spænding på lederens reaktion. Hold op, hun var fuldstændig mørbanket. Hendes ribben skreg når hun trak vejret og hendes underansigt var begyndt at svulme op.

"Det tør du ikke," snerrede den største af dem og kom på benene, men hans stemme gav ikke plads til nogen tvivl. Han troede ikke selv på sine ord. Hans tykke hals afslørede, hvordan han sank en klump. Hans ene øje var meget rødt. Han så sørgelig ud på en eller anden måde, deprimerende. Spurv flyttede blikket og kiggede nysgerrigt på den unge redningsmand. Han var atletisk af bygning, havde et tiltalende ansigt, skarp hage og kort hår, men hans øjne, lyse, brune øjne, næsten ravfarvede, de fangede fortalte, at han næppe var morder.

"Lad ham gå!" Men det var ikke rigtigt tidspunktet til at give ordre, og det kunne mændene godt se, selv om lederen tilsyneladende stadig troede, han havde en eller anden form for magt. De bakkede langsomt væk fra Spurv og skulede til den unge mand.
"Du kommer til at fortryde det," hvæsede en af mændene og truede med en kniv i den unge fyrs retning, men der var ikke ret meget magt bag ordene.
"Og det gør du også!" Han snurrede rundt og pegede på Spurv, som vidste, at på netop det punkt havde han nok ret, men at den sorg hørte fremtiden til. Hun trak på skuldrene, smilede halvhjertet og spyttede mere blod.

Four stod fast og rykke ikke på sig, han var travlt optage af at holde øje med ledren, han ku mærke manden han holdt s fryg som begyndte at omgive Four dog var denne frygt til at holde ud da han var skyld i mandens frygt.
Four udstødte en latter"tør jeg ikke? er du nu sikker på det? vil du sætte din ven her i fare?? bare fordi du ikke tro jeg ku finde på det?"spurgt han koldt og udfordrende.

Han hev lidt hårder i fyrens hår og lid det yderste af sværdblommen mod hans hals, så der kom en svag flænge hvorfra blod begyndte at løbe stille ned fra flængen"sikker!!"tilføj han nu endnu mere truende.

Four udbrød endnu en kold latter da den ene fyr nu truede ham, dog lød trusslen utrolig lille og svag"nå gør jeg det? i kan da bare komme an"sage han flabet hvorefter han slap fyrens hår og skubbe ham så hårdt som muligt ned på jorden.
Four stillede sig så klar tl kamp med sit sværd"i ku også bare skride nu? og vende tilbage når i har bedre våben?"forslog han iskoldt og lo så hånligt.
Han sendte et kort roligt blik til pigen før han igen så koldt på de andre.

Mændene vekslede blikke, så begyndte de som på usagt kommando at bakke væk, knurrende som vrede dyr. Spurv trak sig helt ind mod væggen og gjorde sig flad for at undgå at ligne en provokation, men de tog ingen notits af hende. Deres øjne var stift rettet fremad. Den ene holdt sin sårede hånd.
"Lad ham gå." sagde den ene.
"Han har ikke gjort dig noget," sagde den anden.
"Vær sød at give slip," rallede fangen og turde ikke bevæge sig så meget som en centimeter, og da han pludselig blev skubbet omkuld blev han bare liggende i pinligt lang tid. Så kom han pludselig op og kravlede på alle fire hen mod sine kammerater. Den ene af dem hjalp ham op ved armen. De andre skulede. Så lyste lederens ansigt op i et grumt smil.

"Du kunne også smide dit våben og tage en ærlig nævekamp med mig. Bare os to."
"Lad være med det," rådgav Spurv fra sidelinjen. Lederens blik strejfede hende kort og udtrykte et rimelig voldsomt had.
"Hold kæft din lille skøge," hvislede han, men hun tog til genmæle mens hun kantede sig langs husmuren for at komme tættere på den uventede redningsmand.
"Jeg er i det mindste ikke så slem som din mor."

Four lo koldt de krøb væk som små hundehvalpe som for første gang mødte noget farligt, og så rotte de sig sommen om at få deres kamerart redet"i sku se jer selv, små kujoner"lo han koldt. Han sendte Spurv et varmt smil før han så på den store flok igen.

Han tog hurtigt et par skridt hen til hende, hvorefter han gav hende det smale sølvsværd"pas på det, og bare rolig han kommer ik´ke til at genere dig igen"hviskede han kort.

Four trådte så hen mod de andre"jeg er frisk"svarede han koldt, hvorefter han så udfordrende på ledren.
Før han så lod blikket vandre rundt på de andre"hvad venter i på? kom så igang med at lav en cirkel"brummede han højt og udstødte endnu et brøl der gav ganlyd"jeg har ikke hele dagen til jeres små lege"tilføj han hårdt, imens han igen så mod ledren med hovdet lidt på skrå.

Før han så lod blikket vandre rundt på de andre"hvad venter i på? kom så igang med at lav en cirkel"brummede han højt og udstødte endnu et brøl der gav ganlyd"jeg har ikke hele dagen til jeres små lege"tilføj han hårdt, imens han igen så mod ledren med hovdet lidt på skrå. [/quote]

Og den unge mand kaldte dem kujoner. Han var ikke bange af sig. Spurv beundrede det og vidste ikke, om han var usædvanligt dum eller bare fuldstændig sikker på sit eget værd. I hvert fald var han ikke bange for at gå ind i kampen på deres præmisser. Han stak med et smil sit sværd i hånden på Spurv, som måbede og forsøgte at trykke det tilbage i hans greb mens han talte. Hendes øjne var helt bedende. Hun kunne ikke lade ham blive slået helt fordærvet for hendes skyld, og hvis hun skulle være sikker på, han ikke blev det, så måtte han være i besiddelse af et våben.
"Nej! Du.. Tag det!"
Men han havde allerede gjort front mod mændene. Hun så på hans ryg med et svidende blik og anede ikke, hvad hun skulle stille op med sværdet. Hun havde aldrig brugt sværd før, kun ved en enkelt lejlighed forsøgt sig med et tohåndsvåben, der var både for langt og for tungt til, at hun kunne andet end udføre en stribe klodsede hug, der ville kunne pareres så let som ingenting og kostede alt for mange kræfter.
"De snyder dig, du ved ikke, hvad du går ind til!" peb hun lettere desperat, men den unge mand vidste det sandsynligvis. Enhver brude have set det. At man naturligvis ikke kunne forvente ærlighed eller så meget som et glimt af ærefølelse hos disse mænd.

Lederen havde udfordret til duel, og de resterende seks stillede op i en cirkel omkring ham og den udfordrede. Der var sølv på hals kappe, bemærkede Spurv. Ganske fikst, men det indikerede også, at han var fra højere samfundslag og dermed (hun vidste godt, at denne sammenhæng ikke fandtes, men den var bare så let at drage), at han ville være absolut ringe til nærkamp. Det var han sikkert ikke, enhver kunne se på hans brede kropsbygning og stædige hage, at han ikke var uvant med kamp, men lumske tricks var nok ikke ligefrem hans bolgade.

Så klappede fælden, og han var dumpet lige ned i de lumske tricks. Lederen langede ud, men det var et skinangreb, aldrig ment til at ramme. Det var slaget fra manden, der stod direkte bag Four, til gengæld. Han havde revet sin dolk fri og slog med den flade side mod Fours hoved, spurv hvinede som det ville forventes af hende, og alle seks mænd angreb den unge fyr på omtrent samme tid med slag og spark.

//Og du bruger naturligvis bare NPC'erne som du vil.. XD//