I'm a natural born fighter. Whats it to you? -Ancalagon

Det var en tidlig morgen i skoven, dyrene var ved at stå op og solen steg ligeså stille og roligt op på himlen og en lettere varm brise fløj gennem skoven. Brisen skabte en rolig og nydelig hvisken fra træernes grene der svingede frem og tilbage i roligt tempo, alt efter hvordan brisen var. I alt kunne man mærke at det trak op til at være en dejlig varm dag i dag. Gik man gennem skoven ville man komme til en skråning, hvor græsset var lettere dugget, men dannede et smukt billede.
Dog var det nok ikke grunden til at de fleste ville blive lokket derover. Det var mere lyden af råbende mænd og en masser buldren af deres løben. Når man kom derover ville man kunne se en ung kvinde løbe. Hun var iklædt en lang trøje i en mørkegrøn farve, med matchende bukser. Hendes hår var bundet op i en fletning som dinglede rundt imens hun løb. Hun så træt ud, hvor længe ville hun holde?

Saskia havde siddet og slappet af, egentlig bare nydt dagen som den var. Hun havde ikke før prøvet at nyde en dag, så en gang skulle vel være den første. Hun havde lænt sig op af træet og lukket sine øjne lidt, inden hun faldt hen. Hun blev dog vækket da hun mærkede nogen nærme sig. Hun rejste sig hurtigt og vendte sig mod der hvor lyden kom fra. Det var en gruppe mænd, hvad de lavede i skoven var hende et mysterium. Men ikke længe. Den ene fik øje på hende og pegede idet han udbrød:” Der er hun! Forræderen! Fang hende!” og pludselig løb de alle sammen mod hende.
Hun gjorde det mest logiske og løb den modsatte vej for at undgå at de ville fange hende. Heldigvis, så trænet som hun var, ville hun kunne løbe længe uden så meget som at blive træt. Faktisk så brugte hun tit skoven til at løbe rundt i, så hun vidste godt hvor det bedste sted ville være at løbe hen. Hun hoppede roligt over en lille bæk og fortsatte mod skråningen, mens afstanden på hende og mændene blev større. Hun vidste dog godt at hun ikke ville kunne lade dem slippe. Ingen skulle vide at hun var her.
Da hun kom til skråningen rakte hun ned i sin baglomme og vendte sig i et pludselig stop mod mændene mens hun satte sin kniv i bæltet bagpå og lod hånden falde om på siden af hendes krop. Hun havde et overrasket udtryk som man egentlig godt kunne antage som at være skræmt. Var hun skræmt? Næppe. Faktisk var hun en smule glad for det, ikke at man kunne se det på hende. Hun havde savnet at få frisket op på hendes nærkampsevner. Hun overvejede lidt nogle strategier som hun kunne prøve. Der var en ny som hun egentlig havde lyst til at afprøve.
Hun så lidt på mændene som de trak sig tættere på:” Rachel! Det er slut! Dine dage er talte!” udbrød en af mændene. Hun kom med et skævt smil og lod sin hånd glide ned i en lomme inden hun tog noget op der mindede om en bold? Hun smed den på jorden og trådte på den, sprang den og drejede foden en smule. I løbet af få sekunder fra at hun fik løftet sin fod, blev hele området dækket af en slem tåge. Man kunne ikke se særlig langt. Hun lukkede øjnene og lod sin evne tage over. Hun lod sin evne påvirke hendes høresanser, så hun kunne egentlig høre mændene trække vejret, så hun vidste præcist hvor de var. Men hvad var det? Der var en tilskuer? Hun blev en smule distraheret.

Hun var ikke forberedt på knytnæven, til at starte med. Hvad manden ikke vidste var at hun havde forstærket sine sanser, så hun kunne høre hvordan knytnæven bevægede sig igennem luften. Havde hun ikke været distraheret havde den ikke ramt hende. Hun faldt bagover og landede på sine albuer, hendes skulder kom med et uhyggeligt knæk, den var nok ude af led, og hun bed i sin hånd for ikke at skrige, blod begyndte at løbe ned af hendes hånd og ned på hendes tøj.
Hun bed sig i hårdere i hånden idet strømmen af smerte flød igennem hendes skulder og ud i armen. Dog brugte hun den anden arm til at tage af med og rullede baglæns for at komme op på sine fødder igen. Tågen gjorde at de ikke ville kunne spotte hende, det ville tage dem tid at lede igennem tågen. Hun bakkede roligt og langsomt baglæns indtil hun begyndte at være ved enden af tågen.
Så smed hun endnu en bold og trådte på den så tågen i midten ville være tykkere endnu. Hvis hun smed en tredje, ville man ikke kunne få vejret da al luft ville være skiftet ud med vand partikler. Hendes anden arm kunne ikke bruges, den hang bare ned langs hendes krop. Hun tog sin kniv frem og rystede kort på hovedet. Hvem end det var som havde taget hendes opmærksomhed, så var hun sikker på at det sikkert var nogen hun skulle tage sig af bagefter.
Hun spottede manden som slog hende og bugede kort i ryggen og stod kampklar. Der var et lille smil på hendes læber:” Forræder.. Du kendte ikke engang en kvartdel af historien!” med det sagt bakkede hun forsigtigt ud af der hvor hun stod og talte da det gav hendes position væk. Hun kunne mærke at hendes evne var ved at løbe ud så hun var nød til at lave et afgørende træk. Hun smilte kort og rystede på hovedet mens hun sneg sig op bag en af mændende og pressede kniven mod hans hals og skar den op med lethed.
” Du tror måske at jeg bare ville være herude helt alene…. Det sjovt… Når man er forræder ville det dummeste være at begå sig rundt alene..” med det sagt tog hun to fingre i munden og fløjtede en kort melodi.
I løbet af et minut kom nogle mennesker klædt i sort med deres ansigter dækket frem og de fleste af mændene blev nedlagt. Ham der snakkede til hende lod de dog være. Tågen lettede sig og manden ville opdage at han stod alene omringet af Saskias ”klan”. Hendes hoved var på skrå og hun smilte stort. Hun kørte en hånd igennem sit lange hår og åbnede fletningen inden hun rystede håret. Små søde bølger var kommet frem.
Hun så dog lidt ned imod sin skulder som stadig var af led, nu hvor adrenalinen var ovre kunne hun godt mærke smerten. Hun lagde forsigtigt en hånd på den og kom med et svagt suk, det blev nederen når hun engang skulle få den på plads. Hun knipsede kort med fingrene og lod menneskerne trække mændene væk så det kun var hende og manden tilbage, men ham i distancen kunne hun stadig fornemme var der. Havde han bare tænkt sig at blive siddende?
Havde det ikke været fordi at hun havde være blevet skadet, så havde hun prøvet at kæmpe mod dem alle alene. Men nu måtte hun nøjes med ham:” Hvis du overlever det her kan du få lov til at møde de andre igen.. De bliver ført tilbage til det hul de kom fra..” sagde hun roligt og tørrede sin kniv i sine bukser. Han ville få fri lejlighed til at angribe hende, men hun ville være klar til at undvige.