Badly hurt - Arason.

Sted: The Shadow Peaks.
Vejr: Overskyet.
Omgivelser: Ingen, udover de sædvanlige.
Tid: 21:24

Destiny var kommet til skade. Hvordan, hvorfor og hvornår lå så langt tilbage i hendes bevidsthed, at hun ikke kunne huske det. Hun vidste bare at hun havde få rester at tøj tilbage, fordi hun havde været i kamp, det viste at hun havde været i menneskeform da det skete. Hun blødte stadig, men havde også mange rester af blod på sig. Hun lå på et stykke klippe der var vokset ud fra klippen, hun ville ikke kunne komme op uden hjælp. Hun forsøgte at rejse sig, men en stikkende smerte i hendes side gjorde det svært, hun skabte nu en smule larm der måske kunne få andres opmærksomhed, larmen bestod af sten der blev trådt på og små suk og støn fra hende grundet hendes smerte.

Arason komme gående ned af the shadows peaks han smilte for
sig selv det havde været en god dage han så op på en kvinde der havde sagt
nogen lyde han trode ikke hun havde set plakaterne af ham så han gik op til hende
og spurgte så med en lidt hård stmme men stadig blød "hvad er der sket her" han kiget på hende og spurgte så bagefter "skal du ha hjælp" imens han kiget på hende// påklædnig som på profil bildet//

Destiny var meget ude i byerne, og så derfor også mange plakater med dusører, eller ikke mange, men de fleste af dem der var. Hun så hen på en der tilbød hans hjælp. Hun var ikke i tvivl om hun havde set på en af de plakater, men hun kunne ikke kæmpe mod ham, mens hun stod der. Hun nikkede kort og bed tænderne sammen for at holde smerten ud. Hun var næsten allerede nu, sikker på hun ville tabe den kamp. Selvom han vist nok kun var menneske.

han kiget på hende og tog fat i hendes fod som han begynde og lave sådan
at det ikke gjorde særlige ondt han rejste sig op bagefter og kiget på det
han talte til hende "nu kan du got komme afsted skal du ha hjælp til det
er der et bestemt sted du skal hen-2 svarde han og rækket han hånd frem mod hende til og hjælpe hende hvis hun havde brug for det han viste
ikke at hun havde set hans plakater

Destiny kom ned på jorden igen og var lettet. Hun greb ud efter hans arm, i et håb om hun kunne holde ham fast og få ham med hen til ham der udgav dusøren. Hun vidste dog på forhånd at det var en tabt kamp. Hun var såret og samtidig var hun svag nok i forvejen. Så hun kunne lige så godt opgive. Hun slap ham igen og trådte et skridt tilbage. "Undskyld.. Nej, jeg bliver bare her." Hun havde ikke et andet sted at være, hun boede ikke noget sted og kunne lige så godt bruge hendes tid der.