You'll get hurt if you take a dog's meal. It's even worse if you interrupt mine, Arason.

Det var mange timer siden at solen var forsvundet bag horisonten, og mørket krøb frem fra sit skjul for at overtage verden. Avery kunne mærke hvordan solstrålerne var sevet væk, og havde trukket sig tilbage for månens halvblege skær. Det var denne viden en vampyr instinktivt følte simre i deres kroppe, idet de ellers ville blive fanget i solens dødelige solstråler. Og derfra hvor Avery bevægede sig kunne alle solstråler trænge ind, idet hendes lyse hår var blottet imod det blege skær fra månen der lyste fra himlens dybe mørke.
Men Avery var ikke alene. Ved hendes side vaklede en mand, hvis øjne syntes at være sevet ind i hendes blik, og det syntes umuligt for ham at se at dette var en meget dårlig idé. Han kunne ikke se at den lyse hud der svømmede på hende havde denne farve fordi hun var død, og at denne utrolige elegance var et resultat af at hun var skabt som et rovdyr. Istedet syntes han betaget af den måde hendes ord hentydede til en fare han ikke kunne forestille sig, og hvordan hendes blik ikke syntes at kunne rives væk fra den tykke blodåre der snoede sig nedover hans hals. Han var ikke vant til at kvinder talte til ham, bemærkede Avery ligegyldigt.
"Og når vi så er væk fra nysgerrige blikke ... Så skal jeg få dig til at føle noget du aldrig har følt før. Og du vil ikke vende tilbage .. Vil du have jeg gør dét?"
Avery lod sin hviskende stemme sno sig omkring ham, og betage hans tanker. Mennesker var så nemme, og ham her syntes at have et svagere sind end så mange andre. Et muntert smil havde indtaget hendes læber, idet de snoede sig vej igennem byen, indtil de nåede en gyde der ikke syntes at have set en menneskehed længe.
Hun gav ham et let skub på skulderen, så han drejede derind med iveren lysende ud af blikket. Med ét havde murene lukket sig sammen om dem, og den eneste udgang var den vej de netop var kommet ind af. Averys ord hang endnu i luften, og på trods af hvad denne unge mand troede så ville hun sørge for at alt dette skete som hun sagde det - Han ville føle blodet blive suget ud af kroppen, og ville aldrig vende tilbage igen.
Med ét stod denne mand presset op af muren, med Averys krop langt hen over ham så han ikke kunne bevæge sig. Hun lænede sig med et venligt smil frem imod ham, og lod læberne strejfe hans øre og hendes varme ånde ramme ham, da hun hviskede de sidste ord til ham.
"Forbered dig på at føle noget du aldrig har følt før - Dit blod forsvinde fra din krop."
Hun greb fat i ham, trak hans hoved til siden så hans hals blev blottet og borede tænderne ned i hans hals.

Stormen tog til da Arason gik ud for kroende. Han sukket tungt og kiget sig omkring imens han ¨så på dem der stod og snakkede om aftens bedrifter. En pralede af at han var den mægtigst sværd kæmpe der var. Arason kunne ikke skjule et smil hvis han havde vist hans ansigt ville manden være flygte for ham uden og trække sit sværd en knap så klog mand ville ha valgt og kalde ham slave og kæmpe mod ham. Han smilte og kiget sig omkring efter om der skete noget. Da så han så en bleg kvinde trække en mand med sig han syndes det var mærkligt og fulgte så efter hende og manden manden var åbenbart ikke klar over hva hun var. Imens Arason havde en mistænk om hun var vampyr han putte sin kappe og hætte tætere på hans krop imens han fulgte efter hende. Han stoppet da hun træk manden ind i en gyde og i stedet for ville Arason som han jo var ikke lade det pasere inden han kunne nå og tænke på kunsikvenserne skudt han efter hende imens han råbet til hende her kvinde "slip manden eller jeg miser ikke næste gang lad ham gå"råbte han til hende mens han vente på hendes svar strammet han grebet mere om buende han sukket tungt hvorfor kunne det ikke bare vær let for engangs skyld. "jeg sagde lad ham gå" råbte han med højre stemme og håbet hun høret efter hans påklædnig var helt sort og man kunne kun skimte hans blå øjene

Avery følte tilstedeværelsen af et andet væsen med blodet dunkende i kroppen, før hans læber skiltes og han virkeligt afbrød hendes måltid. Hendes hoved flød med en dyb snerren væk fra mandens hals, og efterlod de lange hugtænder synlige og med blod der dryppede derfra. Hendes ansigt var lettere forvredet grundet hugtænderne, og kombineret med det blege lys fra månen der faldt ned over hendes ansigt og lagde de i halve skygger, så ville hun for mange se utroligt skræmmende ud. Hendes hånd bevægede sig langsomt opad, samtidig med at hendes mundvige gled fra hinanden i det muntre smil der karakteriserede Avery. Hendes hånd gled opad af det paralyserede menneskes bryst, indtil den hvilede på siden af hans hoved.
Hun gjorde et kort ryk med hånden så mandens nakke knækkede, og lod ham falde til jorden. Når hun var færdig med dette uforskammede menneske ville hun drikke sit måltid færdigt. Da hans krop havde ramt jorden, trådte hun langsomt et skridt tilbage, endnu uden at have gjort mine til hverken at svare på hans spørgsmål eller reagere på hans skud. Hun så ud som dansede hendes lille, spinkle krop da hun trådte nogle skridt til siden, uden at lade det muntre smil forlade hendes blodige læber.
"Menneske .. Tror du virkeligt at du kan bestemme over mig? Hvor er du nuttet .. Som en hundehvalp, der ikke forstår at den skal lytte til sin ejer - ellers får den smæk."
Hun vippede hovedet til siden, og lod tungen opsuge de sidste rester af blod der begyndte at tørre ind på hendes læber. Hun mindede utroligt om en kat på jagt der indkredsede sit bytte, da hun bevægede sig en smule til siden, uden at lade sit blik forlade dette menneske. Dette tåbelige, tåbelige menneske, der troede at han helt simpelt kunne kommandere rundt med hende som var hun hans ejendel. Hun måtte hellere lære ham at det ikke var sådan det fungerede i verden.
Hun løftede hånden i hvad der syntes at være slowmotion, og lod håndledet strejfe den blodige hugtand. Hendes blik gennemborede mennesket, uden at andre muskler end hendes hånd bevægede sig. Så gik alting pludseligt utroligt hurtigt, idet hun syntes at vågne op fra en søvnlignende trance.
Hugtanden sank ind i hendes hud med et snit, og lod blod vælde frem i månens skær. Knap havde hugtanden forladt hendes hud, før hun bevægede sig som skyggerne i mørket, og befandt sig pludseligt foran manden. I samme bevægelse vippede hun armen en smule bagover så den blodige del var rettet fremad, hvorefter hun pressede håndledet hvor blodet endnu strømmede fra, imod mandens kind på hans hud.
Manden ville føle smerte som stak hun et sværd igennem hans mave, skulder og hjerte. Denne smerte ville rulle igennem han, indtil han ville besvime idet han troede at livet ebbede ud af ham.

Hans øjne fulgte kvinde bevægelse da han lige pluslige så hende knække mandens nak gav han et brøl fra sig som en ulv. Han fulgte det hun gjorde med øjende i det han greb sin bue fast om den og skudt mod hende pilen fløj mod hende men der hvor hun havde ståede stod ingen nu. Hans sanser føltes forbedret imens han kiget frem mod manden. Han ville over og hjælpe manden nok var han død men han fortjente ikke sådan at blive drukket af som en øl. Han skar tænde af bare vrede manden havde jo ikke gjorde noget. Han syndes det var skræmmende at han ikke kunne finde hende han træk vejret rolige. Men så snart han havde åbent øjne så han hende lige foran sig selv. Han ville gøre alt næsten for hun bare var gåede vidre og det sidste han fik ud af sin mund var "jeg er ikke en hund og slet ikke en hvalp."sagde han vredt men lige da han fik sagt det. Så han hendes hånd der var på vej mod ham han kunne ikke undgå den længer. Han mærket en smert der var ubegribelige en smerte der ikke var normale. Han skreg i smerten i denne store storm hvor der nu kom et brag han følte det som om han hjerne spræng i luften og hans hænder blive skåret i langsomt. han gav hyl fra sig smerten var så sindssyg han mærket også det som om han blive stukket i hjerte og som om hans skulder bliv der et sværd sæt ignnem. Han hylde stadig på trods af det her smerten var så stor at han bare ønske og dø i det han faldt på knæ for hende "stop det her galskab"råbte han i det han mærkede sine knæ gik efter og følte at han døde af det.

En luftbølge kærtegnede kort Averys hud da en pil forsvandt forbi hende, men hun ikke så meget som lod blikket glide imod pilen der borede sig ind i væggen bag hende. Istedet tiltede hun hovedet en smule imod siden, og ventede på menneskets reaktion på blodet der var presset imod hans hud, hvori giften sivede ind i hans årer og lod smerten overtage hans krop. Det muntre smil der klistrede til hendes læber, nægtede selv at forlade dem da smerten rullede igennem ham, og hans tydelige reaktion ramte hendes blik som en mur.
Smerten der tydeligt hamrede igennem ham, interesserede ikke Avery synderligt. Hun havde set denne reaktion på hendes evne så mange gange at denne smerte blot var en faktor i det store billede. Hun snoede roligt armene om hinanden, og ventede tålmodigt på at smerten forlod hans krop, og han besvimede for hendes fødder. Hans skrig rørte ikke Averys tålmodige venten, og den måde hun var skyld i så stor smerte i hans krop syntes hun ikke at bemærke; Han var et menneske, hvilket betød at han ikke var noget vigtigt. Hvorfor skulle hun bekymre sig om hans smerte?
Så snart besvimelsen ramte ham, lod hun sig selv vågne op fra denne venten. Det havde kedet hende en smule at vente på at smerten forlod ham, hvilket i manges øjne var helt sygt, men for Avery var det ikke længere spændende at se folk lide over hende evne. Hun havde leget med den, men nu var det helt simpelt et redskab for at vinde i kamp - og til at give hende penge, idet dette blod kunne indbringe mange penge.
Hun snurrede omkring, og trådte tilbage til den døde mand bag hende. Da manden endnu engang ramte jorden var han tømt for blod, og en smule blod sad fast i Averys ene mundvig. Først da vendte hun sin opmærksomhed imod det besvimede menneske endnu engang.

Mørket klistrede til dem begge, idet ikke én stråle af lys kunne nå igennem de tykke betonmure, og den store metaldør havde kvalt alt udefrakommende lys. Avery lod en tændstik stryge henover væggen, og lod ilden tænde de petroleumslamper der stod rundt omkring i det lystætte rum. Petroleumslyset viste et nærmest møbeltomt rum, hvor kun en seng stod i hjørnet, en beogreol fyldt med bøger og en stol hvori mennesket sad - lænket fast til jorden med store metalkæder.
De var i Averys lystætte kælder, som hun sov i om dagen - hvor ingen lysstråler kunne nå hende. Avery selv stod med hovedet vippet en smule til siden, og betragtede denne mand hun netop havde bundet fast. Med et løftede hun en hånd, og smækkede den over hans kind for at vække ham fra hans besvimelse.
"Hvem er du!?"

Arason følte det som om han var død som om alt havde forladt ham som om der ikke længe var nogen grund til og leve. Han ville ikke gi sig det ville han ikke han var født til og prøve og redde andre og så selv modtage straffen. Han var ikke egoistisk men han bekymrede sig heller ikke om det. For ham var dette her liv en leg han bliv brugt af disse mørke væsner for deres egne vindenig mange ville mene han var en idiot for at prøve og rede andre. Mens andre ville forstå det for ham betød andres liv mere ende hans egne sådan var han og det ville ingen kunne skifte ved ham.Han var født til og gøre det her han var født til og prøve og ofre sig for andre Mensker ligegyldigt hvad. Han sagde ikke noget hans ansigt var helt død han kunne ikke gøre noget. han viste ikke hva der skete men sådan var det. hans formål ville altid være og ofre sig for andre sådan var han. Idet han åbende øjne da han bliv ramt af hendes kold hånd som gav en lusinge. Han råbet af hende af bare vrede "slip mig fri og du får ikke og vide hvem jeg er "råbet han. Imens han prøvede og hive hans hænder frem men der opdaget han at hun havde lænket ham til stolen. "jeg ved ikke hvem du er men hvis to ikke slippe mig fri nu lover jeg og genemhulle dig med mit sværd" råbte han. hende her gjorde ham bare så vred han havde så meget lyst til og dræbe hende han spytte hende bare i hovedet som svar. "så slip mig fri" sagde han vredt men lysende gjorde det hele mere uhyggeliget han skar tænder han ville bare ud han bliv ved med og prøve og komme fri af lænkerne men måtte opgive igen.

Averys dybe suk fik hendes skuldre til at synke sammen, men hun så langt fra modløs ud. Istedet så hun ud som ventede hun på at hans lille flip skulle svinde ind, og som var han en bidsk hund der skulle trætte sig selv så ejeren kunne lade den vide at den havde gjort noget forkert. Derfor lod hun også alle hans skældsord og råbende sætninger ramme hende i hovedet, uden hun så meget som rørte en muskel. Hans råben kunne ikke høres hernede, idet rummet også var blevet lydtæt da de sørgede for at ikke én lysstråle kunne slippe igennem murene. Hun vippede hovedet en smule til siden ved hans kamp, men rørte sig endnu ikke imens hun ventede på at hans kamp fik en ende.
"Er du færdig med at flippe ud?"
Hendes stemme var rolig, og i det sekund kunne man høre hvad der mindede om kedsomhed der havde sneget sig ind i hendes stemme. Mennesker var som dyr; De var ikke vigtige, så hvorfor de skulle skabe sig sådan forstod hun ikke. Kunne de ikke bare acceptere deres skæbne - men på den anden side, en mus ville heller ikke gå ind i fælden frivilligt, selv hvis den havde vidst at alternativet var værre. Den skulle lokkes med et stykke ost. Hun løftede hånden, og lod den smælde henover mandens kind endnu engang, i en endnu hårdere lussing.
"Vi prøver lige en gang til; Hvad er dit navn, menneske?"
Hvis han denne gang ville nægte hende et svar igen, ville hun være nødt til at tage værre midler i brug. Avery var ikke sky for at torturere, og slet ikke for at straffe ulydige mennesker.

Han kigget på hende med vrede øjne da hun spurgte om det han sukket og kigget på hende mens hans øjne brænde af had han havde hans hænder bundet med de jern kæder. Imens han kigget på dem mens han sank en klump han flippet ikke ud så han kigget bare på hende imens hun sagde det han var ikke flippet ud hvis hun viste når han flippet ud ville hun ikke være i tviel. Han ville ikke give hende hans navn om så det var de sidste på jorden. Han smilte bredt han ville gi hende et navn men ikke hans navn nej. så kunne hun få et andet navn et navn han ikke kende hendes nemlig. "jeg kunne spørg dig om det samme din blodsuger" sagde han til hende. Han sukket af hendes slag han ville ikke lade koste rundt med ham og slagne ville han ikke reagere på. Han kigget koldt på hende han var færdig han ville aldrig kostes rundt med igen. "du må gøre mere ud af det hvis du vil ha mit navn for jeg gir dig det ikke det kan du godt glemme" lød det vredt fra ham han kigget på hende med vrede øjne. Han lukket hans øjne imens han lytte til hendes vejrtrækning og hans eget han sukket og kigget så op på hende igen "nu befriere du mig og vi glemme alt om dette møde ok eller skal jeg stadig blive her for du får ikke mit navn" sagde han vredt og kigget på hende mens han kigget på hende. *den kvinde får ikke mit navn hun må dræbe mig for det*tænket han og kigget på hende.

Irritation bredte sig langsomt i Avery, og dette var en sjældenhed. Avery havde en tendens til at se det lyse i alting, og til at finde selv de farligste og mest skræmmende ting utroligt sjove. Derfor var vrede i Avery som at se en vampyr træde ud i solskinnet af egen fri vilje, men dette syn svandt også lige hurtigt - idet vreden brændte hurtigt op, ligesom vampyren ville gøre det i solens kærtegnende stråler. Smilet bredte sig igen på hendes læber, og hun lod samtidig en finger lægge sig på hans næse som var han et lille barn der skulle sidde stille.
"Du vil ikke fortælle mig dit navn?"
En svag rysten gik igennem hendes hoved, og et pust af latter bevægede sig ud fra hendes læber, så den malplacerede glorie af lyst hår bevægede sig som bølger på havet.
"Så er du hermed døbt Fido."
Hun lagde et hårdt pres imod hans næse så den blev trykket flad imod hans ansigt, idet han faktisk ikke kunne løfte hænderne og skubbe hende væk på grund af lænkerne. Hun vippede hovedet til side, og lod hånden glide fra hans næse og om i hans hår hvor hun med ét greb fat og trak hårdt bagud.
"Aldrig - aldrig - afbryd en vampyrs måltid. Det skal jeg nok få lært dig, Fido."
Hun snurrede omkring, og forsvandt ud af den tunge dør der lukkede i med et tungt dunk, der fik det til at syntes at den aldrig kunne åbnes igen. Dog gik der kun et par minutter, før Avery igen trak den tunge dør op endnu engang og lod den smække bag sig. I hånden havde hun en ugennemsigtig pose, der klirrede mistænksomt da hun nærmede sig.

Han kigget på hende og fulgte hende med øjne imens han hørte på alt hun sagde. men det der var det værste var hun behandlet ham dig som et barn som en hund "jeg love dig hvis du ikke befriere mig slå jeg dig ihjel " sagde han koldt og hårdt til hende mens han prøvede og åben hans lænkere men det var umuliget han sukket og kigget på hende hans øjne brænde da hun jo behandlet ham som en hund et fem åriget barn hun gik ham virklige på og de hun gjorde med hans hår og hans næse fik ham til og være endenu mere vred han kigget efter hende da hun sagde hun ville lære ham nogen manere han var sindssyg sur på hende lige nu han kigget vredt efter hende og begynde og få mistænke om hun ville torture ham han sukket og kigget efter hende mens han råbte "jeg er ikke en hund"tænkerne om at gøre sig usynlig var der hele tiden men han lod vær han ville se hva hun ville//krea svigt//

Averys hoved gled imod siden, så hun betragtede dette menneske sidelæns. Dette gav hende et skær af noget der kunne minde om en yndig uskyldighed, og lod hendes lyse hår bevæge sig som vinden der styrtede ned fra en kløft, og lande foran de specielle øjne der fokuserede på mennesket. Hvis Averys indre havde brændt af sult og hun havde kunnet mærke en begyndende hunger æde hende op indefra, så havde hun måske overvejet at være nådig nok til at lade dette menneskets straf føres ud i livet via blot at hamre hendes hugtænder ned i hans hals og suge derfra.
Denne leg med hans blod ville hun nok ende med at lade ske alligevel, men først skulle lade andre ting lege med hans hud og blod - andre ting skulle sørge for at blodet flød. Dette menneske måtte lære at en vampyr var hans værste mareridt, når man trak den ud fra den bobbel det var at drikke blod var et uskyldigt individ. Averys hoved bevægede sig flydende fra side til side, imens et smil bredte sig på hendes læber - et smil, der fortalte at hun ikke havde andet end hån tilovers for de ord han fik trukket ud af sin mund.
"Du kan love alt hvad du vil, Fido. Jeg befrier dig ikke, og jeg har slet ikke tænkt mig at lade et menneske-"
Ordet blev spyttet ud af hendes læber med afsky.
"- slå mig ihjel. Det ville jo være pinligt."
Hendes stemme bevægede sig op og ned i dansende toner, der rullede på hendes tunge og snoede sig i luften som vridende slanger der forførende lokkede tilhøreren ned i en falsk tryghed - disse ord emmede af ømhed, venlighed og en sødhed der var kvalm at høre til, hvilket var modsætning til de ubehagelige ord der forlod de selvsamme læber. Samtidig bevægede hendes hånd sig en smule opad, så den uigennemsigtige pose der dinglede fra hendes fingre, klirrede og raslede faretruende imens den svingede frem og tilbage.
Hendes hoved gled om muligt mere til siden da han sagde at han ikke var en hund. Nej, selvfølgelig var han ikke en hund? Han var et menneske. Mennesker havde samme status som hunde i Averys øjne, fordi de var laverestående væsner. De var svage, kunne ikke forsvare sig selv .. Og de der kunne, endte med at blive slået ihjel af denne grund. Mennesker var ikke væsner der havde nogen værdi for hende, så de var som hunde på alle andre punkter end én; Deres blod smagte utroligt mange gange bedre.

Avery lod posen falde ned på jorden, men dog sådan at indholdet ikke kunne ses fra Fidos synsvinkel. Selv lod hun en hånd glide derned, og snoede fingrene om et objekt dernede - det klingede voldsomt da hendes fingre fandt sin vej derned. Hun trak et skinnende objekt op fra denne pose, imens hun lukkede posen til så resten af indholdet blev efterladt i mørket - væk fra menneskets blik.
I hendes hånd blev der givet genskin fra faklernes svage lys i et rivejern. Der sad ikke rester af revne gulderødder, agurker eller squash på den skarpe revner der flåede ting itu - istedet sad der indtørret blod og hudstykker klemt ind imellem rivejernets kanter. Hendes fingre bevægede sig blidt henover kanten, og selvom hun knap berørte den kunne man se at den skar en lille revne i det yderste af hendes hud. Smilet på hendes læber blev større.
"Du skal ikke være bange. Det kommer til at gøre helt vildt ondt."
Hun lod et par fingre løbe ned af hans mave, og ned på hans bukser hvor hun hurtigt fik disse åbnet. Hun fingre forsvandt ind under bukserne, og hev utroligt ublidt hans manddom frem. Med den anden hånd lagde hun roligt rivejernet imod dette følsomme sted, og fandt ham med blikket.
"Du skriger bare - lydtætte vægge."
Hun pressede hårdt rivejernet imod hans manddom, og kørte den så imod takkerne der sad i rivejernet - hvilket gjorde at den fik skrællet store lunser af kød og hud af for hver gang rivejernet kørte henover. Blod vældede op, og rivejernet skarpe kanter rev og flåede i hans hud til blodet havde farvet hendes hånd og ham selv rød af blod. Med ét trådte hun tilbage, og betragtede hendes værk. Hun havde ligepræcis taget så meget hele vejen rundt om hans manddom, at det ville hele med tiden. Med tiden.

"Kender du ordsproget 'Hæld ikke salt i såret'? Det er fordi salt stimulerer smertenerverne, og giver en nærmest brændende følelse af voldsom smerte. Skal vi prøve? Fortæl mig om forskerne har ret i det, kære Fido."
Hun lod endnu engang en hånd falde ned i posen, og efterlod det blodige rivejern fuld af kødklumper i posen. Da hun trak hånden op, holdt hun en pakke med køkkensalt i hånden. Hendes fingre fandt en kæmpe håndfuld salt frem, som hun omhyggeligt gned imod det åbne og blødende kødsår.
"Passer det så? Gør salt i såret ondt?"
Hendes stemme lød faktisk nysgerrig.

Han kunne ikke gøre noget han var som en fugl fanget på det forkert tidspunkt han prøvede og hold smerten væk men da den rørte det sted gav han et brøl fra sig men brølende blive hurtiget til skrig mens han bare ønskede dette her skulle stoppe "slip mig fri"skreg han mens han lukket øjne han kigget på hende "hvorfor gør du det her jeg er ikke til for din underholdnig" fik han ud igennem hans skrig han kigget bagefter på det det var til og blive dårligt af han ville ikke besvime men smerten var ubegribliget stor som at få et sværd stukket igennem sig 100 gange han kigget op på hende igen "slå mig dog ihjel får jeg lære ikke noget af det jeg vil stadig jagte vampyre der angriber folk uden de selv vil" lød det svagt fra ham men det ændret sig da hun kalde ham fido igen. "jeg hedder ikke fido og nej nej nej lad være med det salt"han kigget bedne på hende. Men mærke det så mens hun lagde det omkring hans lem "forskerne har ret de har ret"skreg han imens han mærkede smerten en måtte kunne heale hans sår hvis det var han sank en klump og lukket øjne mens der stadig kom skrig fra ham men han ville ikke lade hende vinde hans hår lå og dækket som altid hans øjne men ellers ville man kunne se tåre

"Er du ikke til for min underholdnings skyld? Åh kære, du er et menneske. Du er intet andet end føde og legetøj."
Hendes stemme strøg sig blidt fra hendes læber, og kærtegnede luften omkring sig. Stemmen syntes at være smeltet sukker og bløde killinger der havde forvildet sig ind i tonernes verden, og nu blev skubbet ud imellem hendes læber. Hendes blik havde ikke reageret et sekund på hans smertelige skrig, der skar sig igennem den tykke mur af stilhed der stammede fra hendes egne læber. For Avery betød menneskelige skrig intet. Som hun selv havde sagt, var murene lydtætte så hans skrig betød mindst ligeså meget for omverdenen som de gjorde for Avery selv.
Intet.
"Slå dig ihjel? Hvad er det sjove i dét?"
En lille latter klingede ud imellem hendes læber, inden hun lod saltkassen falde ned imod jorden. Et par korn trillede ud af den endnu åbne box og trillede drillende hen ad jorden. Averys hånd bevægede sig igen ned i den halvåbne pose der mumlede lidt i beklagelse over at blive rykket på igen. Da hendes hånd bevægede sig opad igen, var det denne gang rivejernet der endnu engang skinnede i det svage lys, sammen med et glas der var fanget imellem hendes fingre.
Hånden skød endnu engang ned i posen, og hvad hendes fingre denne gang snoede sig omkring var en beholder med citronsaft og en ske. Hendes blik gled op på Fido med et lille smil klistret deri.
"Sulten, Fido?"

"Vi må hellere gøre såret rent."
Hun nikkede imod den blodige klump der engang havde været hans stolthed.
"Citronsaft svider og brænder mindst lige så meget som salt i såret. Lad os få det renset!"
En latter bevægede sig ud fra hendes læber, idet hun greb fat om citronsaften og hældte størstedelen af den gulgrumsede væske ned i glasset. Glassets bund ramte stolen foran ham, hvorefter hun nynnende klemte hårdt fat om det åbne kødsår og stak den ned i det iskolde, svidende og brændende væske der var i glasset. Uden at reagere på eventuelle lyde der måtte komme ud af hans mund, greb hun fat i skeen og rivejernet, og skrabede metallet imod hinanden.
Hurtigt fik hun skrabet kød og hudklumperne af rivejernet, og samlet det som en bunke der fyldte skeen. Hendes blik fandt mennesket, idet hun leende løftede skeen og stak den ind imellem hans læber hvor hun lagde resterne af hans manddom. Med et ryk trak hun skeen ud, trak hans kæber sammen så han ikke kunne spytte det ud, og lukkede luftvejen der var ved hans næse.
"Du kan vælge at synke eller dø, skatter."

Arason bliv glad da hun stoppet med salte men han fik et andet udtryk da hun spurgte om han var sulten. "nej jeg er ej hvad der du ude på" fik han ud af hans mund men det ændret sig da hun tog det op igen "nej helt seriøst stop" sagde han og begynde og prøve og komme gennem lænkerne men de var for godt spændt fast han sank en klump og kigget på hende da hun sagde det skulle rense "nej jeg ber dig stop" fik han råbt da hun putte hans lem ned i glasset han skreg men det værste var ikke over hun putte resten fra rive hjernet ned på en teske som hun satte ind i hans mund og tvang ham til og spise han prøvet og få det ned fordi han ikke ville dø men slutte af med og kaste op af med det"hva vil du ha fra mig penge blod hva vil du ha" fik han ud af hans mund mens han stadig klynket og vred sig efter og ha kaste det op

Avery syntes knapt at registrere hans bedende ord, selvom hun opsugede hans smerte som en svamp, og absorberede følelsen af at straffe ulydigheden med en altopslugende smerte. Kulden og mørket fra hendes sind sivede ud fra hendes blik, og slaskede imod jorden som dråber af det samme stof, som skyggerne der snoede sig over væggene var bygget af. Hendes fingre strøg næsten blidt henad hans kind, som ville hun faktisk lade hans nydelse komme frem fra det dyb hun havde skubbet det ned i. Dette var dog ikke tilfældet, idet hun ingen intentioner havde om at lade dette menneske nyde godt af de få goder livet havde at tilbyde.
Et smil sitrede henover de stålfaste læber, der var belagt af en blodrød farve, som sad rester af menneskets blod endnu klistret til disse kurver, i samme sekund menneskets gennemtrængende smertesskrig brød grænsen for lyde hun ikke ønskede. For Avery ønskede menneskets skrig. De var som næring der sivede ind i hendes krop, og trak længe uddøde smil frem på de læber, der ikke kunne lade andet end falske smil pryde hendes engleagtige ansigt.
"Beder du mig? Det er desværre for sent til bønner, Fido."
Den flod af kølig intethed der strømmede fra hendes læber, indeholdt ord der syntes at være for lave til at mennesket kunne høre dem, igennem det skrig der endnu rev hans hals op. Hendes øjenbryn hævedes let da hendes gavmilde fodring gik retur og landede som en pøl på gulvet foran ham.
"Spytter du mine gaver ud, menneske? Det er ikke tilladt."
Fra den skæbnesvangre pose fiskede hun nu en skål frem, hvori hun skrabede hans klumpede opkast i. Hendes hugtand rev sig frem, og strejfede blidt hendes underlæbe, inden den prikkede hul på hendes bløde tommelfinger. Omhyggeligt klemte hun en flod af blod ned i opkastsuppen, og rørte grundigt rundt, således at han - hvis han kom i kontakt med opkasten - ville føle samme smerte som berørte blodet ham, og ville besvime i sidste ende.
Hendes hånd skød frem, og tvang omhyggeligt hans kæber fra hinanden, hvorefter hun lod blandingen af hendes mentalt giftige blod og hans opkast sive ned imellem hans læber, uden at tage sig af de kampe han eventuelt måtte stille op for at komme fri derfra. Derefter smækkede hun hans kæber sammen så han ikke kunne spytte blandingen ud, og lukkede hans andre luftveje sammen så han ikke havde andet valg end af synke.
"Hvad jeg vil have? Din smerte og fortrydelse."
Smerten der overvældede ham nu ville være så stærk at der ikke ville gå længe i total, kropsvridende, panisk og brændende smerte, før hans hjerne ville lukke ned af smerte og besvimelsen ville indfinde sig. Så snart hans hjerne lukkede midlertidigt ned, ville hendes hastige bevægelser løsne ham fra lænkerne, og bære ham op ad de kolde trapper. Hun ville træde ud af døren, og forsvinde ned af vejen med den besvimede mand i sine arme.
Så snart hun havde fundet vej et godt stykke ind i byen og sikret at ingen spor førte tilbage til hendes hus, ville hun lægge ham og lade sig blive opslugt af det lag af mørke skygger, der syntes afbrudt af hendes lyse skikkelse.

//Out