Personers natur - //Jade//

Tid: middagstid
Dag: en varm juni dag midt i måneden.
Vejr: Smukt sommervejr, uden en eneste sky på himmelen. Det er lunt.
Sted: En så i Ashen Wood Forest
Omgivelser: Træer, Leilas vasketøj, en sø og buskads. Over dem er en smuk skyfri himmel.
Emne status: Privat

Svaghed med mennesker, det var altid det samme. Alle havde et svagt punkt, nogle mange, især de der kæmpede for en god sag.
Så var der de onde, der ikke ville have andet end magt, og hævn, de der kun kunne tænke på sig selv, og deres ønsker.
Der var så mange typer, personer, og alle vær og en kun skræmme sårbare små piger, på så mange måder, uden at tænke det mindste over det.
Leila havde været sådan en type, var sådan en type. Men det med at stole på folk gik væk da hun kom til skoven. Som barn havde hun altid valgt at stole på andre, som kun børn kan, men som altid ville voksne knuse dette.
I skoven havde alt været op til hende, ingen andre, hun kunne tænke og slippe af med minderne.

Leila havde hvad man kunne kalde, store vaskedag, ikke spor spændende overhovedet, det eneste der skete sådanne dage, var at hun vaskede sit tøj (og sig selv).
Da hun endelig var henne ved en sø begyndte hun langsomt at smide det tøj, hun havde medbragt i en flettet kurv(som hun selv havde lavet) ned på søbredden.

Leila var iført en tynd rød kjole, der så ud til at være til en langt yngre pige end hun var. Den var ved at være slidt af alder, og gik hende kun til knæene. Kjolen havde en strop der gik elegant nedover hendes smalle skulder.
Leilas hår hang langt og pjusket, uden nogle perler eller fjer i, i dag. Som altid gik Leila ikke med sko, hun brød sig ikke om det, og kunne ikke lave det, selvom hun muligvis havde dyrenes skind til det.

Leila satte sig ned på knæene og begyndte langsomt at sorterer, det forskellige tøj, efter hvor lang tid det tog at rengøre. Hun begyndte på dem der tog længst tid, først skulle de gøres våde, og da hun begyndte med det første stykke skind, begyndte hun langsomt at skrubbe med en flad sten, der ikke ville skade skindet.

Det var imens Leila sad der og skrubbede alting skete, for til at starte med, havde hun ikke lagt mærke til personen ude i vandet, det var de halvkvalte skrig der havde fået hendes opmærksomhed.
Ude i vandet, ikke så langt fra Leila, lå en hvad der så ud til at være, en ung pige, og kæmpede for livet, for ikke at drukne.
Leila tænkte ikke så meget over det, for at lade et andet menneske dø, når hun kunne redde det, var ikke noget hun valgte. Leila sprang ud i vandet, og svømmede med kraftige tag ud til pigen, fik fat om livet på hende, og begyndte at hjælpe hende ind til land. Det var hårdt for Leila at trække pigen ind, og hun brugte mange kræfter da pigen ikke var til megen hjælp.
De var snart inde ved bredden, og hun kunne endelig bunde, men pigen måtte hun stadig trække, måske var hun bevidstløs, måske var hun død nu, Leila vidste det ikke, lige nu skulle de bare op ad vandet.

Jade var ude at gå i skoven, den ma sagde sorteelverne skulle være i hvis de overhovedet skulle være i en skov. Jades skridt var tunge, trætte.. Jades brune øjne kiggede rundt, hun var ikke fuldt tilpas i denne skov.. Hun kiggede rundt, det var en varm dag. Dejlig lun og solen ramte ned igennem de mørke træer og enkelte stråler ramte jorden. Jade sukkede og gik videre, da hun stødte ind i en kvinde. En dæmon kvinde, en hun havde set tidligere.. Jade mærkede hun stod bag hende, og pludselig mærkede hun den følelse af at hendes vinger atter blev rykket af og ryggen blødte pludselig.. Alt smerten kom tilbage.. Jade skrig halvkvalt og mistede balancen og faldt i den kolde sø. Dæmon kvinden sendte den illusion som Jade blev kvalt, og gispede efter vejret. Hun følte sig svag, udmattet og hendes øjne lukkede svagt i imens hends hoved var i vandet. Dæmon kvinden fnøs og regnede selvfølgelig med at Jade var død, men Jade var ikke død. For da dæmon kvinden slap hendes evne fra JAde, og kvinden var væk. var hun fri fra smerte, men ikke fri fra chancen for at hun ville dø. Jade vidste at hun måske kunne risikrer døden, men hendes øjne var lukkede hendes krop så slap som et det yderste af et salatblad. Jade's underbevidst hed kæmpede, bare for at hun i det mindste ikke skulle fylde hendes lunger med vand.. Jade kæmpede indeni sig selv for at vågne, men det var svært at vågne når man var besvimmet.. Jade kunne ikke rører sig alt hun kunne se var mørke.. Mørke fordi hun ikke kunne se ud af sine øjne, hun følte sig mere bange end nogensinde.. Hun ville ikke dø, ikke lade livet bare fordi en sindsyg dæmon kvinde ville have hævn.. Have hævn over at hun troede Jade havde dræbt hendes mand, når det var Lailah.. Jade mærkede noget trække i hende, men det var sikkert strømmen tænkte hun.. Jade var forsvag men hun kunne mærke luften suse om hendes næse, og derved kunne hun trække vejret igen.. Men Jade følte sig stadigvæk så udmattet..