Klan fight //Sajro

Vinden sussede svagt igennem træerne denne nat hvor fuldmånen stod højt på himlen omgivet af mørke skyer.
Havde det ikke været for månens lys ville Ashen Wood Forest være helt mørklagt uden nogen chance for at se igennem skyggerne.
Men midt inde i skoven var der et lille område hvor der ikke var nogen træer eller noget andet.
Kun tør jord.
Og på dette område stod der seks skikkelser.
Den i midten havde halvlangt sort hår og bar jakkesæt.
De fem andre der stod rundt om ham bar hver deres helt specielle våben.
Der var tre dæmoner og to vampyrre.
Disse fem væsner var Akumas elite mænd fra klanen.
De var alle klædt i bestemte kampuniformer som der var blevet udleveret af Sakref.

Grunden til at de alle stod der var fordi at Akuma nu havde taget magten i SahdowAngels efter deres tidligere leders forsvinden. Og nu havde de et opgør mod Sargonis Misnoran som var tidligere leder af oprørsklanen som var imod Sakrefs' kongedømme.
Akuma havde hørt at denne Sargonis nu havde stiftet en ny klan som var af medlemmer fra den gamle og havde svoret på at nedlægge alle bygerne i landet for at bringe dem tilbage til naturen.
Da Akuma havde hørt om dette sendte han en af sine budbringere ud for at give Sargonis en besked om at det næste opgør skulle stå i midten af Ashen Wood Forest når månen stod højst.

Tiden var kommet.
Og de var klar til at kæmpe til det sidste.
Akuma kiggede rundt på træerne et kort øjeblik inden han lod skyggerne samle sig på jorden og danne ShadowAngels' tegn der hvor de stod.

Akuma kunne fornemme at de var i området.
Men ventede til de viste sig.

Langsomt fra mørket dukkede der skikkelser op. Den største af dem som stod i midten var klædt i hvidt fra top til tå. Men ikke bare hvilken som helst slags hvid, nej dette var en rustning lavet af ren og skær knogle. Der sad så tæt på mandens krop at det ligeså godt kunne være hans egen hud.
Han havde to mænd ved hver hans side, der begge stod i lette rustninger der så slidte ud, og lignede noget der havde været i kamp mange gange...

''Akuma... Endnu engang? Vil du virkelig til at lide endnu et nederlag?''

Han så på manden foran ham. Han kendte ham, og han vidste noget om hvad det var han var istand til. Han grinede stille, mens han trak sit våben frem, en gammel slidt økse. Modsat hans modstandere havde de ikke de fineste og nyeste våben, men de havde mandshjerte og mod nok til at gøre op for dette...

''Og endnu engang er du i overtal, og stadig vil du tabe? Hvordan føles det at skulle gå igennem dette gang på gang?''

Han kiggede på hans mænd, som stillede sig klar. De to der stod yderst fandt store tunge økse frem der var en mellemting mellem noget der skulle håndteres i en og to hænder. Dem der stod tættest på Sajro stod med en noget mindre økse og et skjold...

''Eller du har måske noget nyt du skal afprøve denne gang som du tror kan give dig sejren?''

Akuma væmmes ved synet af skikkelserne der kom frem.
Små frihedskæmpere der spillede smarte med deres økser som oven i købet ikke så ud til at holde så forfærdelig meget længere.
En sand snigmorder holder sit våben rendt og kampklar så det hverken ruster eller forelder.
Det var noget af det vigtigste.
For dette våben var ens livsstil.
Noget helt specielt der afspejlede ens personlighed og ens måde at dræbe på.
For dette våben man havde i ShadowAngels var et man blev specialtrænet i og det man kendte best.
Hvis man kendte sit våben så kender man den bedste måde at neutralisere sit mål.

"Eftersom jeg husker det så var det jer der var flest da jeg stod ved Minas side mod jer! Og antal af mænd spiller ingen rolle de her skal bare rydde op efter mig når dit lig ligger for mine fødder!"

Tankerne flød igennem ham med minder fra den nat hvor hans klanleder var forsvundet og deres tidligere var faldet.
Han ville færdiggøre arbejdet som Mina havde startet.

"Jeg har mere end et trick at vise dig min kære Sargonis"
Han kiggede direkte ind i vareulvens øjne.
Det var nu at opgøret skulle stå.

''Så vidt jeg husker var det din leder mod min, og mig mod dig, så vidt jeg kan se stod vi lige i antal... men det må de undskylde jeg glemmer jo at de aldrig har lært at tælle til andet end de to huller du lader sakref fylde med hans pik dagligt!''

Han spyttede efter ham. Han var gennem tiden blevet mere og mere foragtende overfor folk han ikke kunne lide, og Akuma var klart en af dem han ikke kunne lide, en af dem han foragtede mere end noget andet. Han grinede som han stille gik frem imod manden.

''Jeg glæder mig til at se andet fra dig en forrige gang hvor du ikke var meget værd.''

Han grinede stille, og gik frem mod ham stille, mens han bare gjorde tegn til at hans mænd skulle blive stående. Han lukkede kort øjnene og hans hoved skiftede form til en ulvs nærmere, og hans rustning voksede med. Selv hans hoved var dækket af denne knogle rustning og lod kun huller være til at trække vejret igennem og se igennem samt to så han kunne høre...

''Men tør du virkelig dette?''

Akuma begyndte at grine psykotisk.
"Om jeg tør!? Tør du måske komme ud af det der forvoksede sæt udertøj?"
Da han stoppede igen lod han skyggerne fra jorden forsvinde så tegnet nu ikke længere var der.
Samtidig gjorde han tegn til at de andre skulle gå længere ud til siderne.
Han begyndte selv at gå tættere på ulven.

"Du er ikke mere værd end den jord du går på... Foresten for i holdt nogle små møder hvor i sider i rundkreds mens i drikker gulerodsté og diskutere hvilken blomst der skal være jeres tegn på ligestilling til alle?"

For hvert skridt han tog lod han sine lyn lade op inde i ham så han kunne afsende et stort angreb mod ham.
Han ville ikke gå fra denne kamp i live.

"Kom så lille vovse kan du spille død?"

''Hvorfor skulle jeg? Ligeså vel som du ikke vil vælge at droppe brugen af dine evner vil jeg ikke droppe brugen af mine.''

Han grinede bare lidt af ham, da han snakkede om, om de sad i rundkreds og drak gulerodste og snakkede om blomster. Han havde ikke noget problem med det, da det nok mindede meget om det de gjorde nogle gange...

''For det første: nej, For det andet: Det er kirsebærste, for det tredje: har vi valgt et træ.''

Han smilede bare opgivende til Akuma, som han gik frem mod ham og han grinede af hans ord om, om han kunne spille død. Han elskede bare at spille med på folks joke istedet for at blive sur, det irriterede oftere folk.

''Nej jeg er ikke trænet til det, jeg er trænet til at springe.''

Han satte af op i luften, og sprang i retning af en af hans mange mænd som hans økse blev svunget imod med en stor kræft. Mod mandens side.

Dæmonen som Sargonis sprang hen imod nåede hurtigt at reagere og trak derved sit specielle sværd frem som han satte i blokering for øksen så Sajro blev standset.
Dette lange sværd på som Dæmonen havde haft på ryggen var smedet af en bestemt slag jern der gjorde bladet let, sort og skarpt som dødens tænder.
Dæmonen smilede snedigt og kiggede Sajro i øjnene.
"Du er hurtig af et fedtbjerg at være" lød det fra dens stemme inden han skubbede Sajro bagud ved hjælp af hans fod.

Akuma vendte hovedet og kiggede på Sargonis en sidste gang inden han råbte
"Angels... Kill them!"
Dette signal fik de fire andre Angels til at trække deres våben nærmest i takt.
Akuma så nu sit snit og slog ud i luften mod Sajros mæn.
Ved denne bevægelse fløj der tons vis af volt orange lyn ud af næven på ham og farrede lige imod mændende i sekunders hastighed.
Lynende spredte sig i et stort areal så snart de var tæt på mændende og ramte derved de to forreste mænd i benene med stor kraft.

*Pokkers*
Lynene var ikke blevet koncentreret nok så de kunne kun få en mand i knæ for en kort stund.

Krigerne bag ham var nu forsvundet. De havde taget skyggerne i brug.
Kort efter kunne mand se at en vampyr med en katane i hver hånd hoppede frem mod Sargonis' ryg.

''Og du er dum som en dør.''

han sendte en spytklat i hovedet på dæmonen da han skubbede ham væk. Han reagerede ikke rigtigt på det der skete med hans mænd. Han vidste de kunne klare sig selv, og de to føreste som blev ramt mest af lynene knækkede kort sammen men var hurtigt oppe, og gik i forsvarposition, til at forsvare sig mod de angribene.

Sajro havde mærket og hørt en lille forstyrrelse i luften, da han blev angrebet bagefra af en vampyr. Han ventede lidt tid nok til at vampyren var tæt nok på til at ville angribe, og så skete der noget en forvandling af kun Sajros øverste del af ryggen. Ud fra hans skulderblade var der pludseligt to horn.

''Akuma, måske du skulle finde nogle bedre mænd, eller også skal du lære dem om deres modstander?''

Han huggede hurtigt og hårdt ud efter vampyren der var sprunget på ham. Han drejede rundt, og hvis han havde fået sig sat fast på hans horn rev han vampyren fri og smed ham hen til Akuma.

Akuma grinede svagt da Vampyren landede for hans fødder gennemspyddet af Sajros skulderhorn.
Denne vampyr havde altid været utålmodig og aldrig studeret sin fjende godt nok til at kunne give et ordentligt nådesstød.
At han ikke var blevet dræbt noget før var en gåde for Akumas tanker.

"Ja gode folk er jo svære at finde... Er de ik?" sagde han idet at man kunne høre en af Sargonis' mænd vride sig over at han nu blev holdt fast om livet med et specielt sværd der var fastgjort til den anden vampyrs arm presset mod halsen på ham.
Vampyren hvæsede og kiggede mod Akuma der gjorde tegn til nedlæggelse.
Der gik ikke få sekunder så blev sværdet stukket ind i siden på manden som straks faldte i knæ.

Akuma hoppede derefter over mod Sajro og trak sin Gerber Gator Machete Pro ud fra ryggen af sin jakke.
Han hamrede krogenden ned i skuldreren af Sajro og flækkede derved skulderbeskyttelsen af hans rustning.
Dette våben var specielt designet til at flække stærke og store overflader.
Efter at skulderpladen var væk slog Akuma derved sin næve mod hans skuldre og lod sine lyn rande igennem kroppen på ulven.

Dæmonen med det sorte sværd havde forsvundet ud i skyggerne som de andre.
De studerede fjenderne. Og ventede på det rette øjeblik.
...
Kort efter hørtes en bue blive løsnet og en blank pil fløj gennem luften mod hovedet på den anden bagerste mand.

''Ja du har for stor tiltro til dit udstyr.''

Han grinede og kiggede bare over på manden som var sunket i knæ som kort efter bare rejste sig op fra jorden igen, måske han egentligt var dødeligt skadet, så lod han sig ikke bare dø så nemt, inden megen tid var gået stod den dæmon der havde stukket et sværd i hans side uden det ene ben og balancerede...

''Men tro mig madnshjerte og mod er vigtigere ting når det kommer til kamp, uden det er du blot et hult og tomt redskab.''

Sajro kiggede bare på Akuma da han jo allerede havde se hvad manden var i stand til greb han hoved af sin økse så hurtigt han kunne og hamrede denne ind i skulderen på Akuma, dette medførte at det meste af strømme blev ført gennem Akuma og ned i jorde istede for gennem Sajros hjerte og nervebaner

Kort efter blev hans anden hånd til en pote kun set når han forvandlede sig og trak dybe sår i siden på akuma, og han trak sig hurtigt tilbage da strømmen ikke længere bevægede sig i hans krop.

''Lidt kan du da gøre?''

Han grinede, og hørte pilen visle mod hans ene mand, som dukkede sig under pilen og lod den bare fortsatte.

''mod disse mænd er lyd en dårlig ting.''

Kort efter skete det, høje hyl fyldte luften da disse mænd skiftede form til varulve, den eneste der ikke ændrede form var Sajro selv som bare blev stående mens hans mænd forsvandt ud i skyggerne, og Akumas mænd blev smidt ind i lysningen igen, dog stadig levende.

Akuma sprang straks et par meter væk og tog sig til siden i det at Sajro havde hamret klørende i ham.
Han kiggede over på Vampyren der nu stod uden ben.
*Fuck... Halvanden mand nede*
Men Vampyren der var nede tog straks fat i benet på manden da han forvandlede sig til ulv og hamrede sit armsværd op i ryggen på ham så spidsen kunne ses i ulvens brystkasse.
Selve dette sværd havde man væddet i sølv og var dødeligt for en hver vareulv når det blev brugt rigtigt.

De få sekunder gik og resten af ulvende havde hentet Akumas mænd.
*Svæklinge*
Hans mænd var dog ikke bevistløse de var bare blevet overasket.
Så dette resulterede i at den Dæmon som tidligere havde stået overfor Sajro hoppede op på den tætteste ulvs brystkasse og satte af så ulven ville falde bagover.
Da Dæmonen var på benene igen tog han sit sorte sværd og hamrede spidsen af det ned i maven på ulven.

Den anden Dæmon der tidligere havde affyret pilen greb straks sin bue og skød tre pile afsted mod modstanderen på samme tid.
Han rullede derefter over til siden og hoppede op i træet hvor han i oprejst position affyrede to pile mere efter den samme ulv.

Den sidste Dæmon lod sig selv snore rundt på jorden og greb sine to machetter i bevægelsen.
Denne kvindelige Dæmon hoppede nu over i en nærkamp mod den sidste ulv hvor hun blokerede øksen med den ene machette og hakkede den anden ind i armen på ulven.

Akuma selv slog nu armene ud til siderne og tvang alle skyggerne i dette område til at dække alle overflader så der blev dannet et kunstigt mørke der ville kunne blinde samt svække skabninger der var afhængig af lys.

"Hvor er din ære nu Sargonis?!"

Sajro kiggede stille rundt på de folk der sloges omkring ham, selvom kampen lige nu lignede at den var til Akumas Fordel virkede hverken sajro eller nogen af hans mænd til at være berørte af den. Han grinede lidt mens han bare trak sig tilbage fra Akuma og reparede hans rustning igen, som han kiggede rundt.

Den ulv der fik stukket et sværd gennem ryggen og brystet udstedte et ubehageligt hyl i det den vred kroppen rundt og i sine sidste åndedrag lukkede dens kæbe sig om Vampyrens hals, og hoved, hvorved det sidsnævnte blevt knust og separeret fra kroppen...

Den ulv der blev hoppet fra greb sin modstanders ben og svang ham ned i jorden under sig.

''Min ære? Pågrund af lidt mørke? Ha, du er oppe mod varulve og du tror vi er afhængige af vores syn? Du er dummere end natten og skyggerne er mørke...''

Han grinede, og hans mænd tog deres kampe op, ulven med en machete i armen rev den ud af hånden på sin modstander og slog nødelåst og brutalt udefter denne, dog stadig overvejet så der ikke kom åbninger. Den anden med pilene mod sig, sprang elegant væk fra dem og imod sin modstander...

"Du kender mig alt for godt lille vovse! Sikke et tilfælde at du faktisk regner med at jeg ville kunne gøre dig æreløs kun ved hjælp af mit mørke!"
Akumas stemme lød som et ekko i mørket så man ville på ingen måde kunne lokalisere ham.
Dette var hans element.
Og ingen ville kunne slå ham i det.
Ingen...
Man begyndte langsomt at høre en lille hjerterytme i skyggerne.
Det var vareulvenes hjerter...
Ikke specielt fordi de var bange men fordi at mørket gik rundt om den og fik deres små lyde fra hjerterne til at lyde kraftigere.
Straks hørte mand et kvindeligt skrig som ekko i skoven.
Denne kvindelige dæmon som Akuma var herre over var blevet nedlagt af ham selv.
"Come my minion... Give me your strength!" lød det fra mørket ekko.

Der kunne høres fodtrin i mørket.
Men ikke på en normal måde.
Først var der et i den norlige ende hvor håndlangerne havde kæmpet for et par sekunder siden.
Så var der et over bag Sajros ryg.
Bagefter var der et hvor Akuma stod da han havde skabt skyggerne.
Der lød nu en knurren igennem mørket.
Som om det selv var ude efter deres blod.

Akuma trak nu sin specielle ShadowAngels-kniv ud fra ærmet og skar halsen over på den ulv som lige havde haft en machette i armen.
Han forsvandt derefter til et andet sted i mørket.
Man kunne høre de små gisp efter luft der kom fra ulven.

Denne teknik var noget af det stærkeste Akuma kunne præstere.
Det var lige før han ikke ville kunne holde det mere end ti minutter.
Det var grunden til han tog livet af sin egen undersot.
Han skulle bruge hendes styrke til at holde det oppe.
Men denne teknik ville koste ham dyrt senere.
Han kunne allerede mærke at hans hjerte var ved at briste.
Hvis Sargonis fik det rette slag inført nu så ville alle Akumas kræfter forsvinde...

''Du glemmer hvad jeg er og hvad jeg kan... min tåbelige fjende... Du er ikke rigtigt noget værd når dit bedste bud er lidt lyn og noget mørke...''

Han grinede stille over ham. Han var jo ikke blot en varulv men en nightcan stammede fra mørket og kendte det alt for godt, modsat normale varulve var han heller ikke offer for mentale drillerier eller angreb gennem evner og magier. Selvom dette lød ægte fordi det ikke kun foregik i hans hoved havde han en fornemmelse af hvor denne mand var henne og gik ikke bare efter lyden.

''Du er en morsom en, du tager livet af dine egne i håbet om at det vil hjælpe dig, men ved du hvad? Denne kamp har du allerede tabt...''

Han grinede og kort efter da han mærkede og hørte noget kom en pote med en enorm fart og en enorm styrke skærene hen lige forbi Akumas kind uden at ramme manden, og han kiggede bare imod der hvor Akuma havde været.

''Hvad med at du indser dit nederlag og flygter hjem under Sakrefs skørter som du så gladeligt gemmer dig under normalt.''

Med et forsvandt alt mørket.
Alle kræfterne i Akumas indre var blevet neutraliseret.
Dette ene slag som Sagonis havde sat ind fik Akuma til at miste koncentrationen og derved gav hele hans kampteknik bagslag.
Alle de mørke kræfter Akuma havde udløst havde vendt tilbage til hans indre med så stor kraft at det fik hans indre til at briste.
Selv ikke han kunne holde alle de kræfter.

Lige da mørket forsvandt og fuldmånens lys oplyste hele området igen kunne man se at Sajro lige havde sat slaget ind og Akuma der faldte til jorden.
Han landte på alle fire med munden og udstødte en mærkelig lyd.
Det var lyden af selve hans indre skygge der skreg af smerte.
Intet kunne beskrive denne smerte der flød igennem hans krop.
Det mest rædselsfulde ved synet af Akumas lidelser var at der kom mørke skær ud af hans øjne og mund.
Som om at det hele prøvede at trænge ud igen.
Han kunne knap røre sig på grund af smerterne.
Skriget fra hans indre fortsatte bare.

De to sidste krigere der var tilbage løb straks over og stillede sig imellem Sajro og deres herre.
"Vi kæmper til det sidste for vores herres ord!" råbte de i takt og stilte sig klar til kamp.
Det var dæmonen med bugen og ham med det sorte sværd.
De var klar til at gå i døden for Den Hvide Heks' ære.

Akumas skrig svandt nu ind men han kunne stadig ikke røre sig ud af flækken...

Han blev overrasket over at det gik så galt for Akuma, og han kiggede stille på de mænd der havde stillet sig klar til at forsvare deres leder. Han grinede af dem, de var morsomme alle sammen, de troede faktisk de kunne røre ham, tåbelige idioter var alt der gik igennem hans hoved, og han gik bare langsomt frem imod dem, mens hans rustning gik i stykker langsomt og han skiftede form til at være varulv...

Han stod nu foran dem 2,8 meter høj og grinede af disse folk der havde stillet sig klar til at forsvare deres herre, og han forsvandt ud i mørket, men pludseligt ud af intet kom han flyvende fra et træ og knuste buen mens han på samme tid slog sværdet ud af hånden på den anden dæmon...

''Kom og leg!''

Han grinede ondskabsfuldt nærmest da hans 'poter'greb deres hoveder og han lod den klaske sammen så deres kranier knuste hinanden, og han vendte sig så om imod Akuma, mens han slugte dæmonernes hjerne, og han kiggede bare på akuma før han plantede en af hans fødder på skyggevæsnets ryg og maste ham ned at ligge...

''Klar til at miste livet?''

//Øhm for at dræbe ham skal der så ikke bruges den der genstand?//

//Citat fra reglbogen "at tappe dem for alt deres blod. Det er farligt at drikke det, selv for vampyrer der kan blive syge af det, men mister de alt deres blod, vil de som mange andre, blive svagere. til sidst vil de være en tom skal og kan gemmes væk"
Hvis du har nogle hellige genstande såsom et kors der kan bruges som våben og derved skære i mig så meget som muligt. Det er den hurtigste løsning xD Eller vil du hellere have at Min Specielle Ting som er et stort Kors står lige i skoven? For så skal du drysse salt ud over det og derefter brænde det (hvilket jeg syndes er lidt fesent xD) Så du slår dig bare løs med Øksen/klørene! xD Bare sørg for at min krop forbliver hel! //

De to Dæmoner nåede aldrig at se hvad der ramte dem.
Med et lå de livløse på jorden foran Akuma.
Der var nu fem af ShadowAngels' bedste der lå døde på jorden.
Disse Angels havde heller ikke været Akumas første valg hvis klanen havde været hel.
De bedste af den oprindelige klan havde forladt overfladen sammen med Den Hvide Heks.

Da Akuma blev mast ned mod jorden åbnede han igen øjnene.
Han trak vejret dybt.
Der skulle ikke frygtelig meget til at gøre det af med ham da han allerede havde mistet stort set alt sin styrke ved det tidligere slag.
"Hit me with your best shot you pathetic little dog!"
Akuma klemte øjnene sammen og gjorde sig klar til enden på det hele.
Enden på alle hans lidelser.
Enden på skrigende.
Enden på hans kærlighed.
Akuma kom nu i tanke om det løfte han havde givet Ribanalon.
At han aldrig ville dø fra hende...
*Undskyl Rinna...* lod han det rumme i hans tanker.

Hvis man kunne se hans ansigt helt ville man kunne se en enkelt tåre der flød ned af hans kind som lå presset mod jorden.
Han sugede nu sin sidste vejrtrækning ind inden han råbte sine sidste ord.
"I am a new born warrior of the White Witch! I'll do my very best for her, our grand Leader Sakref and the honor of Underworld! And I will protect the other New Borns from the corrupt nonsense some people are trying to fill their minds with! And I will kill all of the people who are trying to make it any different! Because we are the warriors of the White Witch and we are not going down this easy!"

//Bare skær ham ned på langs det skulle kunne gøre det//

Han grinede før han løftede Akuma op ved at holde om hans hoved, og han kastede ham med en voldsom styrke ind i træ, hvor man kunne høre knogler brække og han var hurtigt efter ham, mens han grinede over det denne mand fik udstede gennem hans læber inden hans liv ville forsvinde fra hans krop en sidste gang...

''Ha, se på dig selv og på dine bedste mænd... de er døde, døde og borte, og jeg er her stadig, og min klan er stadig stærk! Doomsville, vil falde og ende som en bunke grus sammen med alle andre større byer i denne verden!''

Han grinede langsomt mens han stille gik frem mod Akuma hvor han lod sine klør glide over hans bryst og mave igen og igen til blodet flød som en strøm fra akumas krop... Han kastede ham igen ind i et nyt træ, hvorefter han gav hans ryg samme tur som hans bryst og mave...

''You are a disgrace to the White Witch and the only reason for you to be alive is because Sakref needs yet another cocksucker!''

Han køre gled nu dybt ind i lysken på ham til de penetrerede hans pulsåre der og blodet flød han kiggede ned på ham og smed ham for tredje gang ind i et træ.

Alle slagende mod Akumas bare krop føltes som uendelige timer fyldt med pinsler.
Blodet fossede ud af hans krop og Akuma kunne ikke gøre noget for at forhindre det.
Dette Skyggevæsens tid havde kommet...
Dette halvandet år han havde eksisteret ville snart ikke kunne betyde noget.
Alle de ting han havde opnået.
Hans slave Mitzá der nok nu ville blive dræbt af hendes tidligere ejer.
Hans gode ven Wanes der højst sandsynligt ville blive fundet af Akumas fjender og blive nakket.
Der var ikke mange der vidste det... Men Wanes var faktisk gået hen og blevet Akumas bedste ven...
Så var der hans klan der nu for anden gang ville stå uden leder.
Men mest af alt ville han have svigtet sit livs kærlighed.
Ribanalon stod stadig i hans tanker som et lys for øjnene.
Hvor ville han dog ønske at han kunne se de metalliske grå øjne bare en sidste gang.
...
Og så resten af de folk han havde gjort indtryk på.
Alle disse minder han skabte for nogen.
Gode som dårlige.
De ville blive glemt med sammen med ham...
...

Han lå der foran træet.
Livløs og fortabt.
Blodet dannede en stor pøl der hvor han lå.
Dette skyggevæsen havde sunget sit sidste vers i denne verden...


Med et kunne man se at sjælende fra de fem døde Angels dannede en mystisk sort form og begyndte at kravle ud af deres tidligere krop.
Som om at de blev draget af et eller andet.
Akumas krop begyndte nu selv at glinse af mørk energi.
Dette syn ville man ikke have troet på hvis man ikke havde været der.
De fem sjæle for uden Akumas dannede skikkelser og rejste sig op fra deres døde skal.
De stod nu alle og kiggede over mod Akumas livløse krop.
Få sekunder efter fløj de alle sammen over til kroppen med et og stod rundt om den.
De dannede en cirkel og Akumas sjæl kom nu også op.
Der flød mørk energi i alle kroge af skoven lige nu det ville kunne få selv den hårdeste soldat i gulvet.

"We are the fallen... But don't you think that this is the last you've seen from us" sagde sjælende i takt.
Det næste der skete var at alle sjælende med et stort mørkt skær farede ned i Akumas krop.
Den mørke energi strålede ud af liget fra Akuma.
Men nu var det ikke et lig længere...

Man kunne nu at den ene af armene rettede sig op og pressede mod jorden så kroppen kom halvt op.
Akumas øjne lyste også af mørk energi.
De var helt sorte uden noget hvidt at se og så var der et sort skær omkring dem.
Akuma rettede sig nu helt op og fokuserede på Sajro.
Der flød en form for sort væske ud fra Akumas mund. Som om at han var blevet til en zombie...

Akuma samlede nu sine arme ved sin mave og bukkede sig forover.
Der lød et rædselsfuldt skrig fra ham.
Dette var endnu værre end det han tidligere havde udstødt.
Men dette var for at koncentrere energien.

Med et slog han armene bagud og lænede sig fremad mod Sajro og den sidste ulv der stod i baggrunden.
Skriget blev nu så kraftigt at det kunne være en torturform for selv den dårligste hørende.
Alt den mørke energi bredte sig nu ud fra Akuma.
Den susede ud mod de to ulve og brændte jorden i en sort ild der hvor den rørte.

Energien ramte først den anden ulv og løftede ham op fra jorden.
Den holdte ulven fast og det lignede at en kæmpe stor skygge havde samlet ulven op.
Med et begyndte mørket at krybe op af ulven og trænge ind i den.
De mange rædselshyl kunne høres gennem skoven og det ville ikke holde op.
Til sidst havde alt mørket opslugt ulven og lod kun den brændende ild være tilbage...

Energien forsvandt straks for hele området og Akumas øjne vente tilbage til deres normale sorte farve.
Han kiggede ned af sine arme og kunne ikke engang selv vide hvordan det var sket.

Akuma smilede ledt og stampede i jorden så skyggerne rejste sig for ham.
"Sargonis!!! Lad os ende denne kamp!!" råbte han af lungers fulde kraft og lod straks alt energien dæmpe sig.

Sajro stod igennem det hele tom i blikket, ligeglad med hvad der skete med hans fjende eller for den sags skyld med hans klan medlem. Det var jo alt sammen en del af den naturlige selektion at de svage ville blive valgt fra og de stærke ville overleve, det var simpelt og nemt at arbejde...

''Jamen du kommer bare an, hvis du har mere at byde på end sidst... for der var du godt nok sørgelig... Men hvad kan man forvente af nogen så unaturlig som dig?''

Han kiggede imod ham, tom og ligeglad med hvad der skete, mens han langsomt bakkede hen til det træ den anden ulv lagde død ved, og som nærmest var blevet brændt eller ihvertfaldt udtørret... Han stillede sig med ryggen mod den, stadig som varulv, og ved at koncentrere sig blev hans krop omfavnet af træet og dannede en ny rustning...

''Du er jo stadig bare lidt mørke, og modsat dig er jeg ikke bange for det...''

Han vadede stille og roligt hen til der hvor han i første omgang havde kastet Akuma fra og han samlede hans machete op som han bare med høj fart og kraft kastede mod Akuma, dog ikke så den ville ramme ham...

''Tag dit våben siden du så godt kan lide det.''

Akuma greb straks sin ene Machette og placerede den i det hylster han havde på ryggen sammen med den anden.
Dog var det kun hylsteret som havde bevaret sin tilstand i løbet af kampen.
Resten af hans tøj var flænset i stykker.
Så nu stod han iført bukser der var revet til shorts og i bar overkrop med hylsteret til sine machetter på ryggen.
Hans krop var fyldt med ar og lignede en anden slagmark.

Han trak vejret dybt og kiggede fast på Sajro.
"Jeg takker af for denne omgang Sargonis..."
Akuma vendte sig om og begyndte at gå væk fra slagmarken.
"Du vandt denne omgang min kære lille vovse!" råbte han inden han satte i løb væk fra stedet.
De mange ar gjorde ondt som en i helved og ville sikkert springe op efter han havde løbet længe.
Men han fortsatte...
Kampen var slut...

//end//