If its a fight I what, its a fight I'll get! - Zann

Månen var for længst stået op, og stjernerne var blevet hevet med den, der var få skyer på himlen, og de der var der, var små hvide og gennemsigtige, klokken havde for ikke så længe siden passeret midnat, og den mørke som var der nu, var nok den der ville være der hele natten. Landskabet blev lyst op af det blege skær, og på trods af det mille lys, var ikke det smukkeste syn man kunne forestille sig. En kirkegård bredte sig så langt øjet rakte, men det så ikke ud som om der var en levende sjæl iblandt alle gravstenende. Der var lagt blomster ved nogle af gravene, men det var helt bestemt ikke noget der var gjort inden for de sidste par timer, højest sandsynligt var dette sket ved middagstid, da solen stod højt på himlen, og det hele virkede lidt mere overkommeligt og ufarligt. Det meste af jorden var enten dækket af jord eller grus, og de hække der var rundt på kirkegården, var veltrimmet og vedligeholdt. Det var en af de sidste sommernætter, og vejret var mildt, der var tavst på kirkegården, bortset fra enkelte fugle som endnu ikke var faldet helt til ro.
Stilheden blev mere eller mindre brudt af tunge millitærstøvler, der var snøret stramt til deres ejers fødder. Fulgte man længere op, var det stramme sorte bukser, hvori der hang enkelte kæder, som dækkede fine kvindelige former, en stram top indhyldede en stor barm og en flad trænet mave. Hendes arme og det meste af hendes krop, blev holdt varm af en lang gotisk militærjakke, som havde flere lommer end de fleste havde brug for. Dog var disse fyldt op til randen af forskellige mystiske urter, knive og andre underlige genstande. Langt sort hår lå ned langs hendes skulder og blev af og til flyttet af den milde vind. Kvinden som var ejeren af tøjet, så meget målrettet ud, hun gik med faste skridt hen imod den finere del af kirkegården, i hendes ene hånd bar hun en læderpose, som ar fyldt til randen med ting, der gav en hul raslende lyd. Kvindens ansigt var markeret med tydelige kindben, og fyldige læber, hun så utrolig smuk ud, men ikke en mine var at spore på hendes ansigt, som følte hun intet.
Da hun nåede sit mål, som var en gravplads, nogen lunde midt i den finere del, satte hun sig på gravstenen, med spredte ben og hver sin arm hvilende på hver sit ben, en meget overlegen position, som viste præcis hvad hun ønskede. At hun var overlegen indtil nogen beviste hende modsat. "i know you are here" hendes stemme var lav og kold. Der var ingen at se omkring hende, men hun tvivlede ikke et sekund. "zaaaaaaann" nærmest sang hun, i en forførende dog kold tone, hun raslede med lederposen i hendes hånd, som forsøgte hun at lokke nogen ud med den. "i brought you a gift!" Hun smed posen et par meter foran hende, og den åbnede sig lidt, hvide knogler med et metalagtigt skær kom til syne. Der var noget forkert og overdrevet ved disse knogler, de så for kraftige ud i forhold til at de lignede knogler fra et menneske, eller et væsen med menneskestruktur. "og du vil helt sikkert ikke gå glip af den" stemmen var nu kold igen, og med en kynisk undertone. Hun smilede kort et koldt smil for sig selv, og ventede videre, fuldt bevidst om at han var her.

Lyden af hans navn der blev kaldt fik ham kort til at smile. En forførende dog kold tone? Det skulle nok blive interessant. Og dog. Hendes kræfter var ikke imponerende. Det fik ham til at grine kort. Latteren var rolig og kontrolleret. Og på grund af nattens mørke og stilhed. Lød det som om den kom flere steder fra. Før knoglerne som hun havde smidt begyndte at bevæge sig. Samlede sig lidt så det dannede en pæl som stablede. Før de roligt gled lige ned i jorden. Som om han begravede dem. Da de var væk. Stoppede latteren roligt. Og der blev helt stille igen. Før der skete noget underligt. Pludselig kunne man mærke en abnorm kræft. Som om tyngdekræften blev tungere og stærkere. Så hun højst sandsynligt ville blive lidt skræmt. Hvilket hun burde. For hun havde lige tilkaldt en som hun ikke ville fucke med. En som hun burde frygte højere end hende selv. Kræften stoppede roligt og forsvandt så. Som om den slet ikke havde været der. Hvis hun ikke var forberedt på den til gengæld. Ville det ikke undre Zann at hun ville miste fatningen og ende med ikke at se så overlegen ud mere. Før rolige skridt kom fra hendes højre side. Og en mand kom gående. Dog var dette ikke Zann. Dette var bare et menneske som gik i sine egne tanker. Hvilket hurtigt blev opløst. For gående ud af en af gravkamrene på siden af ham. Kom en anden mand gående. Denne mand var ikke lige så høj som mennesket. Han var kun 180 cm. Mørket gjorde dog at man ikke kunne se ham ordenligt. Og med et hurtigt men kraftfuldt sving. Hukkede han mennesket i nakken. Og man hørte samtlige knogler i nakkesektionen separere. Knækkelyd efter knækkelyd i en hurtig strejke. Som gjorde at mennesket faldt dødt om uden overhovedet at nå at skrige. Månens stærke lys ramte roligt den dræbende skikkelses front. Så man kunne se ham. Kroppen var muskuløs og perfekt. Gyldenbrun hud som enhver kvinde ville sukke over at røre. Sixpacken som sad perfekt. Brunt halslangt hår som hang pænt over hans ansigt som om det indrammede hans ansigt. Så det samtidig fremhævede hans himmelblå øjne. Der svagt havde en essens af hvid over sig der gjorde det lignede en sommerhimmel med nogle få skyer. Virkelig et smukt syn. En fremstilling af den perfekte mand i de fleste kvindes øjne.

Med rolige skridt begyndte han at gå hen imod hende. På vejen lagde han roligt sine hænder i bukselommerne. På de siddende bukser der hang lidt nede af hans hofter. Så de fremviste han ikke havde nogen underbukser på. Ja faktisk var de bukser det eneste han havde på. Han havde ikke engang sko på. De ting kom kun i vejen for ham. Hvis Zann følte det var nødvendigt havde han endda intet imod at smide bukserne i kamp. Bare for at give sig selv den absolutte mest fleksible og behagelige måde at kæmpe på. Dog følte han ikke dette tidspunkt var nødvendigt. Roligt stoppede han op lidt fra hende. Vinden tog roligt fat i hans hår. Blæste det lidt så hans pupiller kom frem. De var slangelignende. Og fokuserede fast på hende. Som om hun var uinteressant. Som om hendes udseende ikke påvirkede ham. Hvilket det heller ikke gjorde. Zann havde ingen følelser. Så han var egentlig fuldstændig ligeglad. Lige nu havde han en form for facination for hende. Men den kunne hurtigt vende sig. Læberne skilte sig svagt. Og hans højre mundvig hævede sig i et smil. "Du kaldte." Sagde han kort og smilede svagt. Før han roligt sænkede blikket så hans øjne ikke kunne ses kort. Så lidt ned imod jorden. Før han hævede blikket imod hende igen. "Spild ikke min tid. Fortæl mig dit navn. Og dit ærinde for at kalde på mig. Se om du kan holde min interesse oppe ellers så jeg gået igen." Han smilede roligt. DEt var tydeligt han var dybt seriøs da han sagde han ville gå igen. Hvis hun ikke holdte hans interesse oppe.

Hendes smil blev en smugle bredere da hun så knoglerne bevægede sig. Så rygterne passede, en der kunne styre knogler, som en eller anden necromancer, og hun kunne lide tanken om det, at han havde noget de andre ikke havde. Gad vide om hans anatomi også var lidt anderledes? Eller meget måske? Han kunne bruge knoglerne på trods af hendes modificeringer, godt godt.
Nej, på ingen måde blev Angie chokeret eller bange da hun mærkede presset, hun havde sat hendes forventninger højt, meget højt, og hun håbede da han nåede dem. Hun havde et godt fodfæste hvor hun sad, og de spredte ben var spændte, og holdt hende præcis hvor hun ville være, de muskler som hun så fokuseret havde trænet i årtier, ville ikke svigte hende af den lille grund, som han kom med. Hun vendte hovedet da hun hørte manden, og et skeptisk blik ramte manden, hendes smil var væk, og det iskolde udtryksløse ansigt blev igen vist, hun vendte hovedet tilbage igen, dette var ikke den person hun ledte efter, og hun ville ikke spilde sin tid på ham. Hvis Zann ellers levede op til hendes forventninger, ville han selv skaffe sig af med personer der forstyrrede. Og ganske rigtigt, i løbet af kort tid var der stille, fortrinde som maden før havde 'larmet' med, var nu væk.
Godt så de kunne fortsætte.
Angie betragtede manden med retning imod hende, hun forholdt sig neutral og gav ham ikke en eneste smag på hendes tanker, hun lignede ikke engang en der begærede ham. Han så ung ud af udseende, og virkede ikke helt så skræmmende som hun havde håbet. hmm et minus, men det blev nok overskrevet. "yes I did"bekræftede hun ham i en kold tone, et kort isnende smil kom from på hendes læber. Et kort fnys kom fra hende da han truede med at gå, hun vidste at hun havde noget han ville have. "don't you worry.... Jeg er Angela Morituri, og hvis du ellers ville frembringe min gave, ville jeg kunne vise dig det bedre... Det ud over, har jeg klemt livet ud af utallige der har fortalt historier om dig... skrækkelige... fascinerende historier... og de har endda beriget mig med informationen om at du kunne bruge soldater" Imens hendes talestrøm udfoldede sig, havde hun rejst sig og gået halvvejs rundt om ham, betragtet ham med hendes øjne, som selveste satan ville syntes var smukke. Hun gik nu tilbage af igen, og stillede sig få meter foran ham, med ansigtet rettet imod ham, hun lænede det kønne ansigt lidt på skrå og så roligt på ham "men der er ingen der tror på julemanden, før de har fået gaver som bevis" kom det koldt fra hende. Hun betragtede hans muskulatur, og havde løst til at røre ved hans rygrad, fordi den så ud til at være anderledes end de flestes, og det ville hun hellere end gerne undersøge ham. Hun rettede sig op og lagde armene over kors"For at komme tilbage til emnet, så er de knogler jeg har skabt til dig, en gave... For at vise min interesse... De er forstærket, fleksible, organiske, og så har jeg blandet gift ind i knoglemarven, så hvis de endelig skulle flække, imod forventninger, er der en ekstra gave inden i" hun snakkede for sin sag, og fik det til at lyde som det nyeste nye, og det var det vel også, der var højest sandssynligt ingen der havde forsøgt at gøre dette føre hende. Hun så afventende på ham, måske kunne han bruge det, måske kunne han ikke, men hun havde haft en fandens hyggelig stund da hun lavede det. Hendes adfærd virkede endnu ikke truende, men i hendes ordsprog havde hun indplantet, at hun skulle have en 'gave' før hun kunne tro på at han var den rette. Eller rettere sagt, han skulle bevise at han var stærk nok, og værdig til at have lov til at 'hundse rundt med hende'.

Det rolige blik gled op og ned på kvinden lidt. Og sukkede kort. *Fedt endnu en der tror hun er en eller anden badass.* Tænkte han kort. Og sukkede svagt. Før han så lidt ned mod jorden som om han så tænkende ud. *så dræb hende og få det overstået.* Sagde en ny stemme indeni hans hoved. Han sukkede kort. *Nej vi dræber ikke bare kvinder. Vi misbruger dem.* Kom det med den klassiske rolige stemme indeni hans hoved som var indikation på ham selv. Mens den anden stemme svagt begyndte at grine. Zann hævede blikket lidt imod hende igen. Hørte hvad hun sagde. Skrækkelig fascinerende? Interessant. Men dog. Kedeligt. Han sukkede svagt. Og lod hende gå rundt om ham. Han stod stille og kiggede lige ud for sig. Ærede hende ikke engang at følge hende med blikket. Da hun stillede sig foran ham igen. Sukkede han svagt. Og hævede sin hånd og lod fingrene roligt og blidt glide igennem håret for at hæve det lidt. Så da han slap det. Indrammede det hans ansigt endnu bedre. Hans himmelblå øjne hævede sig lidt mod himlen. Hendes talestrøm fortsatte kort. Og han grinte svagt. Før han vendte blikket imod hende. "Og så der os der er blev født før julemanden." Sagde han kort. Og smilede svagt. Før han så lidt mod himlen igen. Hvad var det for et spil hun spillede?. Han sukkede kort. Før han svang sin hånd kort. Og en af knoglerne gled op fra jorden. En af hendes. Han pegede kort på den med en finger. Før han smilede svagt. "Bone renovatione." Kort efter skød der en forlænget spids knogle igennem hans finger. Flænsede huden op. Og direkte imod hendes knogle. Ramte med sådan en kræft at den flækkede midt over i en perfekt linje. Før jorden greb fat i resterne og gled ned i jorden igen. Så giften ikke nåede at sprede sig. "Svage." Sagde han kort og vendte blikket imod hende. "Du forstår ikke. Al det pynt du har sat på knogler forstærker dem ikke. Når jeg tager kontrollen over dem bliver de lige så hårde som titanium. Jeg har knogler i min krop som er så stærke som titanium. Ja stærkere end det. Jeg behøver ikke forstærkede knogler. Jeg skal bruge flere kræfter på at kontrollere det. Og det gør ingen forskel i den opkommende kamp. Jeg bruger normale skeletter til krigere. Ikke til mig selv." Sagde han kort og sukkede svagt. Før han stak hænderne i lommerne. "Jeg begynder at kede mig. Du er for svag." Han vendte sig roligt og begyndte med svage skridt at gå væk fra hende. Hun havde den perfekte timing til at angribe eftersom han ikke så på hende. Men at hun var dum nok til at gøre det. Det var det han ville vide. For hvis hun skulle ha en chance for at være en af hans soldater skulle hun tage hver en chance. Han bevægede sig videre væk fra hende. Dog med fuld klarhed på at hun skulle angribe ham.

Han blik ned sagde mere end man skulle tro. Og et koldt smil gled over Aniges læber, men forsvandt hurtigt. *I know that look* tænkte hun for sig selv, inden hun vendte hendes opmærksomhed mod ham igen. "well i would still like that pressent" kom det som modsvar, i en lettere drilsk og kold tone, hun skiftevis spændte og slappede af i musklerne, hun glædede sig nærmest, håbede egentlig på at hun ikke ville kunne klare ham, men hun ville forsøge, og hvis hun kunne... Så var han jo ikke værdig... ikke værdig til noget, ikke engang livet.
Hun smilede kort, og betragtede knoglen som han fremskaffede fra sin egen finger, hendes fokus var mere på hans op flænsede finger, end den var på den knogle hun selv havde lavet. Havde han ikke nået at sænke knoglen i jorden igen inden giften var kommet ud, havde hun intet at frygte, det havde han til gengæld. De fleste gifte, ja stort set alle, havde ingen effekt på hende, men ham der imod, det var en lidt anden sag. *Titaniumsknogler* tænkte hun for sig selv, og ville hellere end gerne sprætte ham op for at se på dem, men det måtte jo vente lidt endnu.
Hun forstod et hint, og tog sig ikke om kommentaren at hun var for svag, for helt ærligt, vidste han jo intet herom. "Bones burn perfectly" sagde hun svagt da han havde vendt sig om. Med dette var kampen sat igang. Hun vidste han var klar, og hun havde gennem hele forløbet også selv været klar, men det var stadig imod hendes primisser at angribe en bag fra.
Hun knugede sin hånd og da hun åbnede den igen, var der en lille ildkugle, denne blev kastet få meter foran Zann, som opfordring til at han skulle vende sig imod hende, det havde været en advarsel om, at hun mente det. Hun var i midlertid løbet om på siden af ham, så han ikke skulle vende sig så langt, og han kunne se hende ud af øjenkrogen. Endnu en ildkugle blev kastet, mod midten af hans bryst, den var lille og hurtig, men stadig mest af alt en tester om hvor vidt han var klar. "skal vi?" kom det kælent fra hende, som bød hun ham op til dans, og hun tog ikke nej som et svar!
Den første ildkugle som hun havde kastet, havde i mellemtiden fået fat i busken, som nu var gået i brand, dette skabte et godt lys over 'banen', og gav hende bedre mulighed for at få fat i ild i større mængder. Den åd sig langs busken som omringede flere af gravstæderne, og begyndte at skabe en mur af flammer mod deres højre side, den var dog indtil videre kun et par meter lang, men hun lukkede ham inde, i hendes egen lille arena, og nød sit nye legetøj, som forhåbentlig ville stille hende tilfreds. Og hvis Zann skulle være på en kirkegård, fyldt med hans elskede knogler, så skulle Angie også have hendes ild at lege med.