Finally free again //Johan Hunt//

T: Eftermiddag
S: Inde mellem træerne i skoven
V: Overskyet, køligt
O: En lille flok unge ulve, ellers ikke nogen

Den lille flok ulve løb og legede mellem træerne. For dem der ikke kendte ulvene virkede det helt normalt, men holdt man lidt bedre øje med dem kunne man se at det ikke var som det plejede. De var på vagt, mere end ellers.


Kairi var taget herud, efter langt om længe at være sluppet fri fra sine bortførere. Det sidste hun huskede inden hun blev bortført var, at hun lå hjemme i Johans sofa. Derefter vågnede hun op et fremmed sted, i en hestevogn af en art. Hun kunne huske at det var mørkt, og at hun var bundet og lå på bunden af vognen. Da hun prøvede at komme fri var der to mænd der vendte sig og så grinende på hende. Hvem de var, og hvorfor de havde taget hende vidste hun ikke, men de slog hende i hovedet med noget hårdt, og da hun vågnede igen lå der to andre ved siden af hende, som også var bundet. Vognen stoppede, og flere mænd kom til og hev brutalt de tre fanger ud af vognen. Det skulle senere vise sig at de var blevet bortført for at blive solgt som slaver, og stedet de var blevet ført til var en slavelejr af en art. Kairi var bla. blevet sat til at slås mod nogle af de andre slaver, inden det havde lykkedes hende at slippe væk.

Efter hun var flygtet havde hun løbet forvirret rundt i nogle dage, men til sidst kommet til et område hun kendte. Det vidste sig at slavelejren lå et godt stykke nord for den landsby hun var vokset op i. Hun fandt derefter hurtigt vej til skoven og sin anden familie, ulve-flokken, hvor hun havde været siden, gemt i sin ulve-form så ingen ville kunne genkende hende. Alligevel var hun meget på vagt og nervøs for at blive opdaget

Johan havde fulgt efter hjul spor gennem hele skoven og var nået frem til den lejr hvor Kairi var ved. masken han bar gemte hans ansigt helt væk. hans daggerter var lettere skindende i det svage himmel lys han bevægede sig gennem krattet lyd løst ug nærmest usynlig hans øjne var sten hårde. han var nået frem til lejren og trak sine daggerter.

han gik op bag en af slave piskerende og stak ham ned og bar ham ind i en busk. han gik ud igen da to mænd gik ud af deres telt. han tog sine pistoler og plantede to kugler lige i deres små hoveder. han kæmpede sige gennem hele lejren indtil han nåede til deres chefs telt. han brasede ind i hans telt og skød hans vagter og lagde sin kniv op til chefens hals "hvor er hun" han så på ham og hans stemme var fuld af vrede. manden så på mandslingen "jeg, jeg ved ikke hvem du mener" Johan slog manden "pige, brune øjne, brunt hår og slank adlyder navnet Kairi. Hvor er hun" manden grinede som en galning "hun forsvandt for to dage siden" Johan vendte kniven rundt og gav ham et hårdt slag i tindingen.

han løb hen til området hvor de holdt slaverne. han så på den "hvem har set hvor pigen ved navn Kairi forsvandt hen" de pegede mod nord og Johan slog deres kæder i stykker "afsted nu" de løb alle sammen ud. han løb ud i skoven og fulgte fodsporene hun havde efterladt mens længere inde blev de til pote spor og et lille smil spillede over hans ansigt "godt tænkt" han satte sig ned på en træstub.

Kairi så sig opmærksomt rundt da hun hørt en lyd, og de andre ulve stoppede øjeblikkeligt op og lyttede. Hun gav sig til at snuse, men det der havde lavet lyden var for langt væk til at hendes næse kunne opfange det. Hun så på de andre ulve, men ingen af dem vidste noget heller. Hun satte sig ned og overvejede hvad hun nu skulle gøre. Det kunne være jægere eller et andet vildt dyr, i så fald kunne det være risikabelt at bevæge sig tættere på. Omvendt set kunne det være noget ufarligt, som et andet dyr, nogen der var ude og gå tur, eller måske.... Hendes hjerte hoppede ved tanken. Der var gået mange dage nu, så hvis Johan havde sendt nogen ud og lede efter hende var de måske kommet hertil nu...

Da hun havde overvejet sit træk længe nok, bad hun flokken holde sig bag hende, i skyggerne og på tilpas afstand til at ingen ville bemærke dem, men dog nok til at de kunne hjælpe hende hvis det blev nødvendigt. Så begav hun sig i retning af lyden.

han tog masken af og sank lidt sammen på stubben og sukkede. han tænkte på at hun var derude et sted alene mens han sad her på en stub. han sin kniv i træet og tog den anden kniv og begyndte at snitte en lille træ dukke i det bløde træ. den lille dukke havde et stumpt ben. den mindede ham om en dreng på børnehjemmet de kaldte ham Shorty. hans rigtige navn var Emile men der var ingen der ville kalde ham det ud over Johan.

han grinede hans lidt sjove grin hans øjne var lidt mere lyse. han så op da en ulv trængte gennem krattet da Johan så op "Kairi?" han så på hende med et spørgende men han hørte andre dyr derude " han stog kniven og satte den i sit bælte "hvis det er dig så skal du vide at jeg ikke har stoppet med at lede efter dig siden de tog dig" hans smil var varmt og fuld af en glæde.

Hun kom tættere på, og kunne genkende lugten. Det kunne da ikke være...? Nej, det var umuligt ham. Det måtte være en anden. Hun havde jo aldrig været i ulveform i nærheden af ham, så så godt kendte hun heller ikke hans lugt, ikke på den måde. Men hvem var det så?

Hun kom til et krat og gik igennem det. Pludselig sad han foran hende. Det VAR Johan! Hun fik helt tårer i øjnene, og havde lyst til at løbe op og omfavne ham da han talte til hende, men hun var jo i ulveform så det ville måske virke skræmmende. Hun vendte om og løb ind i krattet igen, og gav en af de andre ulve tegn til at hente hendes tøj, som hun havde liggende i deres hule ikke så langt derfra. Da ulven var løbet udstødte hun et hyl, hun var ikke helt sikker på hvorfor men hun regnede lidt med at Johan måske ville forstå hende. Ulven kom tilbage med tøjet, og hun skiftede hurtigt form og tog tøjet på, og bad med en hvisken de andre blive i krattet. Så rejste hun sig og gik ud af krattet, meget langsomt og stadig med tårer i øjnene. En vind tog fat i hendes hår, og hun lignede vel nærmest en gudinde eller en engel da hun trådte ud af krattet.

han nærmest sprang op af glæde og gik hen for at kysse hende. han kyssede hende længe og blødt. hans øjne glinsede lidt af glæde og han holdte bare om hende og så på hende "er du klar til at tage hjem." han smilede til hende og så hendes blå mærker "hvad gjorde de ved dig" han kyssede hende igen han ville enlig ikke vide det han var bare glad for at han havde hende i hans arme igen. han støg hendes hår forsigtigt "du behøvede da ikke at klæde dig på for mig" han grinede igen det var nok meste fordi han bare var glad for at de var sammen igen.

han hjalp hende tilbage til en af slave vognene. alle slaverne havde for længst dræbt de sidste vagter. han hjalp hende op og satte sig ved siden af hende mens han tog tøjlerne og slog et slag med dem

Hun blinkede tårerne væk og smilede da han kom hen til hende. Hun holdt ham tæt og gengældte hans kys. Hun slap ham og smilede. "Hvor er jeg glad for at se dig. Og ja, lad os tage hjem." Hendes smil blegnede lidt da han spurgte til hendes blå mærker, og hun forsøgte lidt at dække dem. Han kyssede hende igen inden hun fik chancen for at svare, så hun lod det bare ligge, og grinede lidt af det næste han sagde. Da de gik gav hun ulvene tegn til at løbe tilbage ind i skoven. Idag var ikke den bedste dag at lade dem møde Johan, de havde vidst haft nok spænding allerede. Hun så sig over skulderen og smilede til dem, inden de gik.

Da de kom ned til lejren igen skar hun ansigt og var ved at løbe skrigende væk igen. Hun bemærkede dog hurtigt at der ingen mennesker var, og lod sig derfor velvilligt følge op i en af vognene. Hun så på ham da vognen satte igang. "Lad os komme væk fra det her hæslige sted."

han så op på hende med sit sædvanlige glimt i øjet "ja lad os det" den lille vogn var indrettet med et bag lad der var dækket af et stof lærred "jeg tror hestene kender vejen hjem til Doomsville selv. han tog hendes hånd og fandt åbningen i lærredet og tog hende med ind og lagde hende ned ved siden af hende og smilede "jeg tror du skylder mig en uge for det her" han kyssede hende igen og igen og nede på halsen

han smilede til hende da de nåede til bygrænsen " jeg tror godt vi kan tage resten af vejen hjem. selv om jeg er blevet glad for vognen her" han smilede til hende og rejste sig.

Hun smilede da han førte hende med om bagved. "En uge siger du? Jeg har da snart været væk 2 uger." Hun grinede lidt og lagde sig ned.

Da de nåede bygrænsen havde hun mest lyst til at blive liggende her for altid, men hun rejste sig, fandt sit tøj og fik det på. Hun så på Johan, tog hans hånd og grinede. "På 3?" Hun talte, og hoppede så ud af vognen, stadig med hans hånd i sin, og løb grinende ned af vejen til hans hus.

han grinede sammen med hende hel vejen hjem og gik inden for. hans hus var meget tomt siden han var taget af sted efter hende. dog havde han taget maden ned i hans mad kammer "der har været alt for menneske tomt uden dig" han kyssede hende og forsatte ind i stuen og lagde hende ned foran pejsen og kyssede hende igen.

en god time senere rejste han sig for at gå ud for at lave lidt aftens mad til dem begge to "hvad har du løst til skat. du må være sulten" han regnede ikke med de havde fået noget mad i lejren.

Hun gik med ham ind i huset, smilede og kyssede ham igen.

Da han en time senere spurgte hende om hvad hun ville spise, kunne hun ikke rigtig komme på noget. "Jah, jeg er da ved at blive godt sulten efterhånden." Hun så på ham med et grin, og rejste sig så og gik hen til ham. "Lav hvad du selv har lyst til skat. Alt vil virke som et festmåltid efter de tørre stykker brød de smed ind til os i lejren." Hun grinede lidt igen. Hun havde godt nok også fået spist noget mens hun var hos ulvene, men hun brød sig ikke så meget om at jage og spise råt kød. Der var hun nok for menneskelig på det område.

han tog en skinke fra hans spise kammer "jeg tænkte det skulle fejres" han satte den i en marinade og lod den stå der "hvad var det de gjorde ved dig" han holdt hendes hænder og så hende i øjnene så hun ikke kunne undslippe hans blik "jeg vil bare vide det. det er jo sket" han smilede til hende mens han så hende dybt i øjnene.

han tog skinken ud af ovnen og tog kartoflerne af komfuret. han skar to stykker skinke og øste kartofler over på to kartofler " jeg håber du er sulten for jeg har lavet rigeligt" han satte den ene tallerken foran hende "spis dog du har jo ikke fået andet end brød i en hel uge" han smilede til hende og begyndte selv at spise. marinaden havde givet skinken en hel særlig sød smag.

Hun prøvede at undgå hans blik da han holdt hende fast, men det gik ikke. Hun så på ham med et forsigtigt smil, men vidste godt hun ikke slap for at forklare ham det. Hun skulle til at forklare, men besluttede sig for at vente til de spiste.

Da han havde sat maden på bordet, satte hun sig ned og begyndte at forklare. "Altså, jeg ved at vi var 3 fanger i vognen da vi kom til lejren, og at vi var bundet. Vi blev slæbt ud af vognen og smidt ind i et telt, der i øvrigt var ret overfyldt allerede. Det var mørkt, så det må have været om natten, men der var ingen der sov. Der var heller ikk rigtig plads til det." Hun holdt en pause for at tage en bid af maden, og fortsatte så. "På det tidspunkt havde jeg regnet ud hvad det gik ud på, og jeg frygtede det værste, men gik allerede der igang med at planlægge min flugt. De satte os til at slås mod hinanden, for at teste vores styrke vil jeg tro, eller bare for sjov. Ellers efterlod de os bare i teltet. En gang hver dag smed de nogle få rester tørt brød ind til os, som der jo så var kamp om at få fat i. Heldigvis fik mig og en anden de andre slaver med på, at det var børnene der fik mad først, derefter de der var sårede eller svage efter kampene, og så os andre hvis der var mere tilbage." Tanken om hvor lidt mad de havde fået gjorde hende endnu mere sulten, så hun tog en stor bid af maden, og så på ham bagefter.

"Nu har du hørt alt det negative skat. Vil du høre hvordan det lykkedes mig at flygte?" Hun så på ham og smilede, inden hun tog noget mere mad.

han så på hende med et snert af et grin "jeg tror du tænker mere og mere som mig hver dag" han smilede til hende mens han blev færdig "jeg havde faktisk en gave til dig den dag du blev bortført" han smilede til hende gik ud i gangen. der var to gaver der.

han kom ud i køkkenet med de to gaver og lagde den store på bordet og holdt den anden indtil hun var færdig. den havde hendes egen morgen kåbe "jeg tænkte at du kunne få den så du slipper for at bruge gæste kåben. fordi du er speciel" han gav hende den anden der viste sig at have en nøgle i den "og den her er til vores hus" det var en sjov smag han fik i munden når han kaldte det deres.

Hun grinede da han sagde at hun tænkte som ham. "Så skulle du bare vide hvordan jeg flygtede derfra, så ville du først mene jeg tænkte som dig." Hun havde lyst til at fortælle ham det med det samme, men han begyndte at at snakke om gaver, så hun tog høfligt imod dem og pakkede først den ene op. "Hvor er den fin." Hun smilede og tog morgenkåben op for at se ordentligt på den, inden hun lagde den ned igen og tog imod den anden pakke. Da han fortalte hvad nøglen var til blev hun helt stille, og vidste først ikke hvordan hun skulle reagere.

"Det er virkeligt sødt af dig, men.... Vores?? Er det ikke lidt tidligt? Jeg mener..... Jeg har jo min lejlighed nede i gågaden, som jeg næsten kun lige er flyttet ind i, og...." Hun gik i stå, og smilede samtiddigt med at tårer kom frem i hendes øjne, men hun vidste ikke om det var af glæde eller tristhed.

han holdt om hende "hey der er da ingen grund til at græde. jeg er sikker på at du har det godt i din lejlighed men jeg ville bare generne have at du har en nøgle" han så på hende med et lidt usikkert blik "du er da ikke skuffet over at det ikke er en ring er du" han smilede til hende og tørrede hendes tåre væk "kom nu prøv din nye kåbe på du kan skifte oven på" han så på hende og håbede at hun for en gangs skyld skulle fange hvad han mente "jeg kommer lige om lidt" han gav slip på hende og lod hende gå oven på for at skifte ud af sit tøj og ned i hendes nye kåbe. han vaskede op ude i køkkenet mens han fløjtede fornøjet. han havde ikke været så glad i uger.

han satte sig ind i sofaen da hun kom ned igen. Johan kunne ikke lade være med at pifte "kom her hen skat" han lagde hende ned på sofaen så hun lå yderst mens han lå inderst og de sad bare begge og nød pejsens flammer mens de holdt hinandens hænder "se er det her ikke hygge ligt" han gav slip på hendes hånd for at køre en hånd op til hendes hage. han lod hans hånd strejfe fra mellem hendes lår og hele vejen op til hendes hage som han holdt fat mens han kyssede hende på munden længe.

Hun smilede og så på ham. "Det er skam heller ikke fordi jeg blev ked af det, jeg er glad for at du vil give mig en nøgle til dit hjem." Hun gav ham et kys. "Jeg er rigtig glad for den." Hun gjorde som han sagde, og da hun kom ned igen og han tog fat i hende smilede hun og kyssede ham igen. Hvor havde de det egentlig dejligt. Hun nikkede med et stille smil på sine læber, og gav et gisp af ophidselse fra sig da han kørte sin hånd op mellem hendes ben. Hun gengældte hans kys, og lod sin tunge lege med hans, mens hun lagde en hånd på hans lår som hun langsomt lod køre opad.

han mærkede hendes hånd på hans lår og den bevægede sig op af. han lagde en arm om hende inden under hendes nye kåbe.han lagde en hånd på hendes bryst og lod hans tunge massere hendes.hans anden hånd strejfede rundt omkring hendes ben mens han lod hendes være hvor de var. hans hånd bevægede sig bare op til hendes hår og grinede lidt mens de lå der. hans hænder viklede sig rundt om hende og han holdt hende tæt ind til sig og kyssede hende igen og denne gang lod han bare hænderne hvile på det nederste stykke af hendes ryg lige over hendes bagdel. han lod hende sætte sig over skrævs over ham. han kørte hans hænder langs hendes krop og lod dem hvile på hendes bryster.

Hun mærkede hans hænder på sin krop og kyssede ham endnu mere intenst. Hun lod sin hånd køre det sidste stykke op ad hans lår og lagde den på hans skridt, inden hun hev trøjen af ham. Hun kyssede ham igen, og lod sine hænder glide ned over hans bryst og mave, inden hun fik fat i hans bukser og åbnede dem. Hun lod den ene hånd glide ned i bukserne Og nussede ham dernede.

han lænede sig tilbage i sofaen og lod hende gøre hvad hun ville med ham. hans hjerne kørte i selvspind der var noget han havde glemt men han kunne ikke huske det. det kørte i hans baghoved som en irriterende summen i hans baghoved som han ikke kunne slippe af med. han ignorerede den igen og kyssede hende længe og tog et fast greb i hendes bagdel. ikke hårdt nok til at gøre ondt men det var et fast greb. han smilede til hende lidt igen og kyssede hende igen og lod hans tunge glide ind i hendes mund.

Hun kunne mærke at der var et eller andet han tænkte over, men hun lod det være til at starte med og gengældte bare hans kys og lod sine hænder kærtegne hans krop. Det begyndte dog at irritere hende lidt, så hun satte sig ned ved siden af ham og så på ham. "Jeg kan mærke der er et eller du tænker over, skat." Hun smilede og håbede han ville forklare hende hvad det handlede om.

han satte sig op ved siden af hende og knappede hans bukser "det er bare som om jeg har glemt et eller andet" han gik hen til døren og så på hans kalender og rettede den om til denne måned "der var et eller andet" han skimmede ned over den indtil han kom til en lille note hvor der stod "jubilæum" han spærrede øjnene op og støg hen til hende " gør mig en tjeneste lige at smut op og skynd dig at få noget tøj på og den fine halskæde jeg gav dig" han fik sin trøje på og rettet hans hår pænt op. dog skiftede han mening og som et lyn skiftede han til et jakkesæt "jeg tror vi har lidt travlt" han lod hende komme ud og stoppede helt "wow du ser smuk ud. hvis vi ikke allerede var sammen ville jeg nok byde dig flere drinks" han kyssede hende men kom så i tanke om hvad det var de skulle. han hjalp hende ud af døren og lukkede døren efter sig samt låste den "kom så vi skal ned til børnehjemmet" han tog hende i hånden og i farten plukkede han et bundt tulipaner der var madam babosas yndlings og nærmest løb ned af gaden til børnehjemmet "så er vi her" han bankede på døren og madam babosa åbnede døren "er du ikke lidt sent på den la petitte" hun var ikke vred tvært i mod var hun glad for at han var kommet "tillykke madam babosa" han gav hende tulipanerne og smilede til hende. men hun havde set forbi ham og så ned på Kairi "nu forstår jeg hvorfor du kom for sent" hun smilede til ham og han rødmede lidt og følte sig som en lille dreng igen "må vi komme ind" madam babosa smilede til dem og lod dem komme ind

Hun smilede lidt da han gik rundt for at finde ud af hvad det var han havde glemt. Hun gjorde som han sagde, og skyndte sig op og skiftede tøj. Hun gav sig også lige tid til at sætte håret op, og gik så ned til ham igen. Hun grinede lidt af hans kommentar da han så hende. "Tak skat, du ser nu også meget godt ud selv." Hun løb med ham ud af døren og ned mod børnehjemmet, og smilede lidt for sig selv da han plukkede blomsterne i farten. Da den gamle dame åbnede døren, smilede Kairi til hende, og rødmede så en smule da damen nævnte hende som grund for at de kom for sent. "Jah den forsvundne pige er endelig vendt hjem." Sagde hun og sendte den gamle dame et smil, inden hun gik med indenfor.

han holdt en hånd om Kairi ved hoften og klemte hende ind til sig "og den her gang lader jeg dig ikke ud af syne" han gav hende et lille kys på kinden og hviskede hendde i øret "jeg tror vi kan komme oven på og hygge os senere" han smilede lidt til hende og gik ind til børnene "hej rødder" han så ned på dem og mange af dem var glade og kom hen til ham og krammede ham "har det ikke været sjovt i dag" de fleste rystede på hovedet "vi savner hende pigen du tog med sidst" han grinede lidt "ah nu forstår jeg vidst sammenhængen" han tog et tæppe fra en af sengene "jeg tror et lille trylle nummer nok skal få jer i et bedre humør" han løftede tæppet op foran døren og nikkede så Kairi stillede sig bag det "er i klar venner" de nikkede spændt og han lod tæppet falde så Kairi kom til syne "jeg tror jeg fandt hende" han gav hende et kys på kinden "jep det smager i hver fald som hende" han grinede lidt sammen med de små børn. han lagde en hånd på hendes ryg og fik hende skubbet ind i rummet til de små børn

Hun smilede af det han sagde, og nikkede med et glimt i øjet da han hviskede til hende. Da han gik ind til børnene blev hun stående, for at lade ham hilse på dem ført. Det var vist også meget godt, for det så ud til at de kunne lide hans tryllenummer. "Jeg hører at i har savnet mig." Sagde hun til børnene og smilede da de løb hen til hende. Hun satte sig på hug så de kunne kramme hende, og blev næsten væltet omkuld da de allesammen omfavnede hende på samme tid. Hun så op på Johan med et stort smil. "Jeg tror de kan lide mig." Sagde hun og blinkede drilsk til ham, inden hun lagde armene om børnene og gav dem alle et stort gruppe-kram.