Er du bange..? //Johan hunt//

Sted: The Caves of the sand Tid: 14:00 Omgivelser: Mørke.. Tøj: http://www.etsy.com/listing/101200516/s-m-l-handmade-steel-boned-italian

Hun stoppede forsigtigt op, hun kunne ikke høre ret meget andet, end de små dråber der dryppede ned i hovedet på hende.. Hun begyndte langsomt at gå igen, hun syntes det begyndte at blive lidt uhyggeligt der nede, men ikke nok til at hun blev bange.. En skramlende lyd kom bag ved hende, hun begyndte så småt med at blive lidt bange.. Hun har altid været god til at bilde sig selv ting ind, og det vidste hun godt, så der skulle nok lidt mere til for at gøre hende helt bange.. Hun havde gået denne vej mange gange før, så for en gangs skyld var det ikke et problem for hende at finde rundt, da hun jo havde en dårlig stedsans... Hun stoppede op og satte sig ned i et kort øjeblik, hun ville lige se sig lidt omkring..

Johan holdte sig i skyggerne, han fortrak skyggerne da de skjult hem godt. noget han ikke havde set endnu ,en vampyr, han stillede sig lige bag ved pigen "hvad laver en køn pige som dig et sted som her" han ventede bare på hun skulle vende sig om men i det hun gjorde det var han omme på den anden side af hende igen "pas nu på slendermanden ikke kommer og tager dig" han smilede kækt til pigen "eller hvad der nu er her nede man ved jo aldrig" Mordekai sad på Johans højre skulder og kvidrede lidt af sult. Johan gav ham en mindre mus så han ville holde mund.

Hun hørte en snakke, og vendte sig så om men hun kunne ikke få øje på nogen selvom hun dog havde et godt syn i mørke.. Hun hørte den samme stemme bagved hende igen.. *Ved han godt hvad jeg er! Han skal ikke prøve på noget!* Hvis han prøvede på noget, skulle hun nok komme efter ham, hun var jo nok stærkere end ham. Hun vendte sig langsomt om, og så lidt på hans smil, før hun gengældte det, på en lidt mere drilsk måde.. ''Den myte tror jeg ikke på'' Hun smilede roligt til ham. Hun kiggede over på dyret som sad på mandens skulder.. ''Hvad laver en Satuine dog hernede?'' Hun smilede kækt til ham, og gik tættere på ham, hun var ikke sikker på om han havde set hvad hun var endnu..

"jeg er alle steder der har nogen form for profit" han så på hende " hvad laver en vampyr her ud over at gemme sig for solen" hans drillende smil blev ved med at skinde selv om der ikke var noget lys i nærheden "johan er mit navn, som mester tyv gør jeg gavn" han bukkede dybt "nå er dit navn lige så smukt som dit ansigt" han så med et glimt i øjet. han var jo ikke blind selvfølgelig havde han set hende i sømmende. de grønne linser i hans briller gav genskin i hulen.

han åbnede ryg sækken og tjekkede alle tingene var der, hans gribekrog, hans armbryste, hans pile beholder og hans butterfly kniv "jeg ønsker ingen fjender" han slyngede hans taske over den ene skulder "men en ting du skal gøre er at passe på for det var ikke en myte der dræbte min store bror" han huskede klart den nat hvor han var på vej ind til sin bror og så den høje jakke sæt klædte mand sugen hans brors sjæl ud og da han vendte sig om var der kun en mund på det skaldede hvide hovede. han gøs ved tanken om det i frisk enrindring

''Det kan jeg forstille mig..'' Hun smilede drilsk til ham, og gik tættere på ham. Hun troede ikke at han havde set hvad hun var, men det havde han jo åbenbart.. ''Ha?'' Hun grinte lidt lumsk og kiggede kort ned i jorden, og derefter op på ham, og prøvede at få øjnkontakt. ''Mon ikke os du gemmer dig for solen?'' Isobel var jo ikke som alle andre vampyre, hun kunne jo gå ude i solen, men det behøvede han jo ikke at få af vide, hvis han nu prøvede på noget med lys, skulle han nok få en overraskelse hvis hun ikke brændte op.

Hun smilede lidt, og rødmede. Hun hadet sig selv, da hun tit rødmede hvis nogen sagde noget pænt, som hun ikke havde forventet.. Hun negede yndefuldt og smilte sødt til ham, selvom det jo ikke var ret så synligt.. ''Isobel Gancies Polenca Graf..''

Hun kiggede forsigtigt i hans rygsække da han åbnede den.. ''Nej det kan du jo sagtens sige..'' Hun troede ikke helt på ham, hvorfor skulle han ellers have alt det der med, det kunne ikke være på grund af den myte der gik rundt op i byerne, den troede Isobel bestemt ikke på..

''Hør min lille ven.. Jeg tror ikke på den slags ting..'' Hun smilede forsigtigt til ham og begyndte langsomt med at gå igen. ''Nå, hvor er du på vej hen?'' Hun kiggede ikke på ham denne gang..

han så på hende "tja det må de om frøken" han trak på skuldrene men holdt bliket rettet mod hende "jeg er på vej der hen hvor skæbnen føre mig" han trak en lille mønt frem og vendte den mellem fingrene " hvad med dig " han stillede sig hen til en kandt og smed en sten ned for at høre hvor langt der var ned "har du et sted at være eller tør du at tage en chance en gang i mellem. lev livet på kanten og intet mindre" han fastgjorde sin taske og lod Mordekai flyve vi ses om lidt han satte den lille lod fast i klippens kant og ventede

Hun smilte lidt for sig selv i mens hun gik. ''Skæbnen har ført dig til mig, du har vist heldet med dig idag?'' Et lille lumsk smil kom frem på hendes læber.. Hun mente dog ikke rigtigt det hun sagde, folk burde nemlig ikke ønske at møde hende, eller det kom an på hvilket humør hun var i.. ''Jeg leder bare efter noget..'' Hun sukkede lidt, da hun faktis havde et problem med at finde det huns skulle finde.. men hun vidste jo ikke helt hvordan det så ud.. Hun gik hen ved siden af ham henne ved kanten.. Hun lyttede stille til hvordan stenen skramlede mod jorden da den landte. ''Jeg lever livet farligt skat.'' Hun kiggede på dyret som fløj.. ''Ser du en lille kasse, eller et stykke papir, så sig lige til?'' Isobel var jo som sædvanlig ude på at finde dem som dræbte hendes forældre, og det næste spor skulle vist være her nede..

"godt så" han smilede da han skubbede hende ud over kanten hvor efter han hoppede efter hende "godt så jeg hr ikke set en eæske endnu men jeg skal nok lede. åh og du har precis tre sekunder til at gribe fat om mig med mindre du vil splatte ud på grotte gulvet" han skød en gribe op i loftet så den satte sig fast og satte den fast i hans bælte. det gav et ryk da han løb tør for snor en meter over gulvet "nej der kan man se en lille æske var det den her" han klikkede snoren af fra hans bælteog landede yndefuldt på jorden og tog æsken "er du stadig sikker på at det er min diffinition af farligt" han kunne sagtens virke sindsyg på en måde der ikke kunne forklares "nå isobel hvad betyder æsken her for dig" han kastede den til hende for han kunne godt mærke den betød noget for hende "jeg ville passe på med at åbne den" han gik hen til hende og pegede på æsken langs kanten sad der små snore "hvis du prøver at åbne den med vold vil de her snore tabe en lille lod der knuser en glas kolpe med eddike der opløser blækken på papiret inden i" han kendte til de forskellige former for snuplefælder og det her var helt klart en Davinci navn givet efter ham der fandt på den.

Hun blev lidt overrasket da han skubbede hende ned, det havde hun ikke lige forventet. ''Du virker sindsyg..'' Og det havde Isobel bestemt ikke noget imod, da det faktis tiltræk hendes opmærksomhed. Hun greb hurtigt fat rundt om livet på ham, og holdte godt fat, så hun ikke ville falde af. ''Jeg har prøvet noget værre.'' Hun grinede lidt, og satte så føderne på jorden. Hun kiggede lidt på æsken, som han havde kastet til hende, den betød faktis alt for hende, det var den eneste grund til at hun levede. ''Alt..'' Hun skulle til at flå den op, men hun fik ikke gjort det, for da hun hørte hans stemme, stoppede hun helt op, og kiggede på de små snore som sad langs kanten af æsken.. Hun sukkede højlydt, og følte sig dum over at hun ikke havde tænkt over det, altså hun var jo nok meget ældre end ham, og hun burde jo faktis vide sådan noget, eller de syntes hun selv hun burde vide.. ''Nå.. Men hvis du ved så meget om det her, så åben den, uden indholdet går i stykker..'' Hun kastede den over til ham igen, og begyndte at gå tættere på ham, for at se hvad det var han ville gøre, hvis han havde noget i tankerne..

uden rigtigt at tænke over det tog Johan en rulle snor og lavede to lige lange strenge og bandt de fire ender sammen under kassen "det her er en amatørs værk de lod snorerne være for lange" han åbnede æsken smed lodet og vin eddiken væk og rakte det lille stykke papir "jeg håber det hjælper dig på din rejse" han gik lidt væk og så kom han på noget "sig mig Isobel. det var Isobel ikke sandt" han gik tilbage igen og rettede lidt på sit gedeskæg "hvad siger du til hvis jeg følger med dig på din lille rejse helt uden omkostninger" han smilede der var noget ved hende der fik ham til at føle at uanset hvad han gjorde ville deres veje krydses igen spørgsmålet var bare om det var som venner eller fjender "du vil opdage at mine talenter er..." han hoppede op mellem toklipper og hang i en perfekt split med hovedet nedaf "... meget nyttige" han trak benene sammen og landede på begge hans ben igen uden det mindste besvær "nå har vi en aftale" han havde kedet sig ret meget på det seneste og ville ud på nye evetyr.

''Det gør det...'' Hun tog i mod papiret og lagde det i lommen, det skulle ikke læses der, ikke når han var der.. Hun nikkede lidt da han spurgte til hendes navn.. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare og så blot på ham da han hoppede op mellem to klipper. Han havde nok ret, hun kunne sikkert få brug for ham senere... ''Det går ikke min kære ven...'' Han kunne sikkert godt være tik nytte, og han kunne også godt hjælpe hende i tide, og utide, men hele rejsen ville hun ikke have ham med på, det ville være for farligt, og hun ville ikke udsætte ham for noget. ''Men... Jeg kan nok godt få brug for dig på et tidspunkt...'' Hun smilede roligt til ham og begyndte med at gå i den samme retning som før.