Don't disturb the shadows

Sted: Kloakkerne
Tid: Midt om dagen

Selvom det var midt på dagen, var kloakkerne stadigvæk lige så ulækre som de plejede at være, faktisk mere, for folk var mere på toilettet om dagen. Det lugtede, det var klistret, det var bare et usundt sted at opholde sig. Men kloakkerne havde nu også nogle fordele i at ingen gad at gå der ned, fordele ved at man kunne gemme sig fra omverden der nede, man kunne gemme sig fra alle der nede. Det vidste Casuel godt, og han vidste at der sikkert godt kunne gemme sig et par folk han skulle have en snak med, og især hvis de var langøret. Han havde aldrig været i kloakkerne endnu her i Doomsville, men det var bestemt noget han skulle se i. Lugten var som et spyd imod næsen og gennemtrængte enhver form for fremmet duft der måtte komme den i møde. Han måtte tage et par host før han havde fået en smule af luften i lungerne og kunne klare lidt af miljøet der nede. Men han havde ikke meget tid til at vente, for Casuels bytte var træt og han ville sikkert også have det dejligt med en pause, men det ville Casuel ikke byde ham!

Den tunge rustning gav en kort lyd igennem kloakkerne som metallet kradsede en smule imod hinanden, den var tung at løbe med i lang tid, men at han havde brugt den i så mange år konstant havde hans krop vend sig til vægten så godt at han kunne løbe super godt i den selvom den var tung. Så han satte fødderne i højt tempo og stormede igennem kloakkerne for at fange den langørede han var efter, han kunne selv høre hvor elveren løb, for hans øre var allerede tone døve overfor hans egen rustning, men var skarpe efter andres lyde. Han var hurtig, hurtigere end hvad elveren havde troet og Casuel halede hurtigt ind på ham, og var ret tæt på at kunne tage fat i ham og rive ham i stykker hvis han ikke gav Casuel den information han skulle have. Han hoppede og dukkede sig, drejede om hjørner og hoppede ned og op af huller, han var som en ustoppelig hest der ikke bar frygt. De kom enden af en af kloakkerne, en ende hvor der kun var to udgange, enden bag ved Casuel eller op af hvilket førte op til en anden kloak men det krævede så han kunne flyve. Casuel smilte utroligt lumskt, og begyndte at trække sværdet op af skeden imens øjnene blev lystende efter at torturere den langørede for information til ham selv.

En iskold vind føg igennem den lange, fugtige gane, og skyggerne der domindrede den underjordiske gang syntes at danse og sno sig om hinanden som dødens dansende slanger. De små, støvede strejf af lys der trængte ned igennem sprækker i fladerne oplyste gangen svagt, og det flimrende lys strejfede med korte mellemrum de dele af gangens vægge der var nærmest dem. De tykke, solide mure der omkransede gangen syntes ikke blot at skrumpe ind for hvert sekund man var i deres nærhed, men fugt fra luften og sprungne rør sivede også ned at dem som minivandfald og gav gangen en dunst af gammelt, muggent vand.
Men ikke kun denne duft hang tykt i luften, men også den fugtige stank af afføring og døende rotter sneg sig ind i diverse sprækker, og startede en spirrende kvalme dybt i halsen. Kun lyden af vandet fra de fugtige vægge der dryppede ned på stenstien, kunne høres i den tyste labyrint.
Dette var også på trods af hælene, der burde klapre højlydt henover det hårde materiale, og skræmme pibende rotter væk så klaskende skridt strejfede alles hørelse. Men Delilahs skridt var bløde som en kats poter på dugvådt græs om sommeren, på trods af flere centimeter høje støvler der sad på hendes ben, og gjorde hver af hendes bevægelse mere elegant end ellers. Dette var fordi Delilah i flere hundrede år havde trænet, flygtet, kæmpet og løbet i høje hæle, og havde derfor for længst lært at være som skyggerne der omringede hende på alle mulige måder.
Da hun smeltede ud af mørket, var det tydeligt hvorfor hun også havde lignet en skygge rent fysisk. Hendes krop bølgede let ved hver af hendes bevægelser, fordi den var omringet af en tung læderjakke der skjulte den mave der bulede ud på hendes krop, og konstant lod små dråber af vrede flyde ud i hendes krop. Hun ville aldrig acceptere denne graviditet. Aldrig! Hun var ikke typen der kunne lade noget så småt - og sikkert grimt - styre sit liv. Hvad var det meningen hun skulle gøre, når først hun ikke var tyk som bare fanden? Knalde og drikke virkede ikke længere som den optimale løsning.
Under den knappede læderjakke, sad en korsetagtig top der holdt maven en smule inde, og samtidig fremhævede hendes barm utroligt. Et par læderbukser strammede sig elegant omkring hendes ben, og fremhævede helt tydeligt hendes røv - og det var også det formål bukserne havde. Omkring hendes liv hang et våbenbælte med et imponerende udvalg af våben, ligesom der var gemt adskillige våben rundt omkring på hendes krop. Og der var en bestemt grund til at Delilah bevægede sig smidigt igennem kloakkerne, med bevægelser der tydeligt tilhørte et førsteklasses rovdyr. Hun var på jagt.

Blodsugeren foran hende larmede imponerende meget. Dennes skridt syntes næsten at runge igennem de ellers så stille gange, og gjorde det legende let for Delilah at forfølge ham. Den knirkende lyd der skar igennem deres lille leg, forvirrede hende dog i nogle sekunder. Det var som blev en lem åbnet, og de metalagtige klask lød som sprang han halvt ned af en stige. Delilahs fingre havde allerede lukket sig omkring pistolen med stålkugler, da hun nåede det åbne hul i gulvet.
Hun bremsede ikke engang op for at undersøge denne lem, men lod bare sig selv glide ned igennem hullet. Hun faldt flere meter, før jorden under hende sendte et stød igennem hendes krop, men fik hende ikke til at vakle. Ikke engang smerten der prikkede i hendes fødder, tillod hun sig selv at reagere på. Istedet løftede hun på sekundet hånden op, og sigtede imod blodsugerens ryg.
Skuddet bragede igennem kloakken og et skrig lød fra blodsugerens mund, sekunder før kuglen gennemborede den og lod den falde om på gulvet. Død. Blod lagde sig som en sø omkring blodsugeren, men det var ikke det Delilah fokuserede på. Istedet havde hun travlt med at vakle let, fordi hun mørkhåret skikkelse havde skubbet hende af vejen og hastet op af stigen. Et let hvæs forlod hendes læber, inden hun gled op i stående stilling og greb fat i stigen så andre ikke kunne op den vej.
Først da faldt hendes blik på manden i rustningen foran hende.

Casuel havde et utroligt ondt blik, han var næsten som en dæmon der skulle til at nedslagte sit længe ventet bytte. Men det næste som skete kom så meget bag på ham, at han skulle blive blokkeret fra sit bytte, af en ung, ret pæn, men irriterende skikkelse. Han surmulede og især da han så den langørede flygte op af som en rotte der flygtede fra gift. Hans hænder blev knuget som gale og huden blev hurtigt hvid som sne, imens øjnene som ellers havde set så triumferende ud, gløde nu af raseri og hævnlyst. Han sænkede stille sit sværd igen og så på damen foran ham med et glødende blik,
"hvorfor.... lod du.... ham GÅ!?" råbte Casuel med sin kraftige stemme, og nu tog nogle heftige skridt mod damen og stillede sig helt tæt på hende og så ned i hendes øjne med sine vrede øjne. Han havde en høj puls nu, og brystkassen gik heftigt ind og ud, imens hans åndedræt også var blevet heftigt, "vil du virkelig miste dit liv så hurtigt, i så ung en alder" næsten hvæsede han til hende og var godt pist på hende, og ville nu ikke have noget imod at stikke sit sværd igennem hendes mave som var hun ikke andet end en slagtegris. Men stille lod han sit sværd komme tilbage i skeden og lod derefter hænderne knuge og stå klar til at give hende en på låget, men holdte sig nu tilbage for at høre hendes forklaring. Og den forklaring skulle bare være god for ellers ville han springe direkte på hende og flå hendes stakkels tynde lemmer fra hinanden som sytråd. Han var utroligt rasende, og der blev ikke langt fingere imellem denne her gang.

Hun kunne ikke tvinge det hånlige smil der voksede frem på hendes læber væk, da hun mærkede vreden syde igennem mandens blik. Selvom synet for mange ville være frygtindgydende og lade en begyndende frygt kravle igennem dem, så fandt Delilah det nærmere morsomt. Tallet på de mange utroligt magtfulde og farlige skabninger hun havde pisset af igennem tiden var alt for høj, til at hun kunne lade en tøsefornærmet fyr i en alt for gammel rustning skræmme hende. Så da hun vippede hovedet til siden, var det med et drillende skær der sivede omkring hendes grønbrune øjne. Hendes blik strejfede kort sværdet, men så ikke en voldsom trussel i det blanke metal. Hun lod fingrene lege med pistolens aftrækker, imens hun lod ham sige sine ord.
"Jamen lille pus da .. Slap dit bytte væk? Hvad kan du dog gøre? Lad nu være med at drukne i alle tårerne, ikke?"
Hendes stemme var blevet overtaget af sukkerklistrede enhjørninger, der kun havde en let undertone af en hånende munterhed, og det var tydeligt at Delilah var lige så bange for denne mand som hun var for kattekillinger. Hun havde aldrig følt så meget som et stik af frygt for hverken Sajro eller Sean, som hun så som langt farligere end denne mand. For guds skyld, hun frygtede ikke engang Rafael! Hvis hun krøb for ham her ville verden da ikke længere stå.
Delilah reagerede ligeledes ikke på at han trådte helt op ad hende. Hun brugte selv sin seksualitet til at få hvad hun ville have, hvilket var grunden til at hun tit lavede lige netop det trick på mænd. Derfor løftede hun også hovedet en smule opad, og trådte så tæt på at hendes læber var nogle få centimeter fra hans. Så da hun skilte læberne ramte varmen fra hendes ånde ham for hvert ord hun lod falde.
"Du skræmmer mig ikke, tåbe. Og jeg er fandme ældre end du nogensinde bliver - så hvis du smutter nu, så kan det være at ingen bliver skadet. Ud over blodsugeren der er død."
Hun nikkede over imod den døde vampyr, hvilket resulterede i at hendes hud strejfede hans kort. Samtidig med denne bevægelse løftede hun elegant en hånd og lagde den blidt imod hans kind.
Og skubbede hårdt til den, så hun kunne han flyttede sig. Selv hvis han ikke flyttede sig for hende trådte hun forbi ham, og skubbede til blodsugeren med den ene fod. Hendes hår bevægede sig let, da hun vendte sig om imod ham efter denne bevægelse, og betragtede ham med et nysgerrig blik der ikke kunne holde den samme hånlighed ude derfra.

Han knurrede hårdt af hende "hvis du ikke passer på flår jeg dig lem fra lem" hvæsede han hårdt mod hende og små blodåre kunne se omkring hans underarm og om hans pande, han var virkelig ved at nå kogepunktet for ham, og selv ville han ikke gå så langt men hun var ved at ikke give ham noget valg over hovedet.
Han hade hendes sukkersøde stemme og så træde op med en tyk mave og underligt tøj, hun kunne bare ikke være klædt dårligere end lige nu. "du skal ikke sige noget tyksak" sagde han skrapt efter hende og så på hende da hun også kom nærmere ham og stod bare og stirrede koldt ned i hendes øjne. Han så kort over mod blodsugeren som hun kaldte det, og følte pludseligt at hun strejfede ham let og hans blik rettede hurtigt tilbage på hende, stift og koldt som is.
Af en eller anden grund lod han hende skubbe ham til side, men så koldt efter hende. Han kunne ikke dy sig meget mere, men holdte sig kraftigt tilbage og i stedet gik hen og med et hurtigt stik havde han piercet den døde blodsugers hjerneskal. "tro ikke jeg er svag bare på grund af jeg ikke har nogen overnaturlig kraft... jeg er mere død end nogen anden her" sagde han hvæsende og trak så med et hårdt ryk, sværdet ud af det døde lig så den væltede og pegede sværdet truende mod hendes mave, "Men jeg kan se du ikke har meget skulle have sagt, hvis du gerne vil lade det... det... urenthed leve i din mave" hvæsede han af hende og trak så let sit sværd igen.
"det er imod mine regler at gå imod en gravid kvinde, for de er altid alt for svage for at kæmpe imod" sagde han og vendte så ryggen til hende uden tøven og gik imod stigen "og hvis du vil have mig undskyldt pigebarn så har jeg noget jeg skal jage, jeg har ikke tid til noget som dig" sagde han lige ud koldt og fnøs af hende.

"Ved du hvor mange gange jeg har fået at vide at jeg ville blive revet i stykker? Utallige gange! Så du skal bare lukke de kønne små læber sammen og holde din fucking kæft, for du aner ikke hvad helvede du snakker om! Tag nu bare hjem til din mor eller noget, gider du? Jeg kan ikke overskue at være sammen med dine typer lige nu."
Under den iskolde tomhed hendes ord repræsenterede, kunne man svagt skimte den brændende følelse der lå under ordene. Denne følelse af at være svigtet af verden - den verden der kun havde had og hån til overs for hende, og som med glæde ville lade hende brænde ihjel hvis den havde muligheden for det. Denne følelse af at have opgivet at lade verden se hende som person, idet de ville slå hende ned hvis hun forsøgte sig med et smil - hun havde for længst erstattet et ærligt smil med det hånlige, der også prydede hendes læber på dette tidspunkt. Denne følelse af modløshed der havde overtaget hendes krop, og trampet hende ned så hendes følelser aldrig rigtigt ville betyde noget for hende mere. I den sætning der havde forladt hendes sammenpressede læber, lå hele grundlaget for den person Delilah var blevet tvunget til at være igennem et hårdt liv. Det havde ødelagt hende.
Hendes blik gled ubesværet hen over de dunkende blodårer, og et grin blev skubbet ud af hendes læber, omend en smule modvilligt. Samtidig fløj hendes ene øjenbryn imod loftet, og man kunne hastigt skimte hendes lyse tand da hendes læber blev spredt nok til at dette blev muligt i et sekund.
"Pas på at dén blodårer ikke sprænger af anstrengelse. Du er rød i hovedet nu, men den er så stor at hvis den springer så tror jeg du forbløder."
Hendes hofte blev skudt til siden, og et kort sekund var hendes krop bøjet i en unaturligt smidig stilling. Ved samme bevægelse vippede hendes hoved sig en smule til den modsatte side, hvilket tvang de mørke hår til at bruse ned over hendes ene skulder som et vandfald. En skarp lyde gennemborede kloakkerne da hun slog med tungen, og fik en panisk rotte til at flygte hen ad gulvet da smældet gav genlyd imellem murene, og roterede og snoede sig i luften som professionelle akrobater. Og så stivnede hele hendes krop, så hun med ét var forvandlet til en iskold der udstrålede simrende raseri.
"Hvad kaldte du mig!?"
Smilet der havde klistret muntert til hendes læber var stivnet i en fastfrosset grimasse, hvor munterhed syntes at være det sidste ord der kunne beskrive dette skær der stod ud fra hende. Hver celle i hendes krop syntes at være omdannet til en isblok hvorfra hendes nærmest perfekte ydre blot var udhugget i. Så da han forsvandt over imod blodsugeren og den genkendelige lyd af en sværd der gled igennem kranie nåede hende, lod hun ikke engang sine øjenlåg bevæge sig ned over hendes øjne.
Hvor vovede han?! Hvem fanden i helvede troede stodderen at han var!? Indiana Jones i en ti-tons rustning!? Hvad var der galt med ham! At kalde hende tyk var en fornærmelse der gled direkte igennem enhver mur der måtte være, og ramte kernen af hendes temperament - Delilah havde en let ubehag omkring sin vægt på grund af graviditeten, hvilket var grunden til at grusomme tanker omkring måder at hævne sig på strømmede op imod hendes hjerne ved sekundet hans ord passerede hans læber.
"Ja det tror jeg gerne at du er! Du stinker fandme værre end den døde blodsuger og din latterlige rustning til sammen! Og jeg er sgu ligeglad med din overnaturlige fucking kraft og om den eksisterer eller ej!"
Hendes bevægelser var ubeskriveligt langsomme da hun løftede hovedet, og drejede det omkring. Det var som så man hende bevæge sig, men alligevel var det som rørte hun sig ikke en muskel. Først da hun havde drejet hovedet så lang tilbage som overhovedet muligt, fulgte resten af hendes krop med i samme tempo som hendes hoved havde gjort det. Derfor syntes der at gå evigheder før hun rent faktisk havde blikket rettet imod idioten.
Der havde sit sværd rettet imod hende. I guder hvor havde hun lyst til at lade patroner gennemhulle hans krop som var han en billig ost. Men alle disse tanker blev blæst ud af hendes hoved, så snart kraftidioten kombinerede svag, graviditet og hende i en sætning. Hun kunne mærke et af hendes vredesudbrud der fulgte med hendes voldsomme temperament og humørsyge komme sivende, inden det rent faktisk gik løs. Men så snart hans ryg var vendt imod hendes, sprang hun med et dybt hvæs fra struben på ham.
"Jeg er ikke svag fordi jeg er gravid! Det er ikke min fucking skyld at han havde nogen latterligt gode sædceller!"
Delilahs bevægelser var hurtige og sikre, da hun løftede et ben og hamrede det i knæhulen på ham. Dette ville resultere i at hans ben knækkede sammen under ham så han væltede om på ryggen, hvis hun ramte ordentligt. Hvis dette skete ville hun glide henover ham så hun sad overskrævs på hans mave, samtidig med at hun slog hans ansigt med en knytnæve gentagne gange. Først da ville hun trække kniven frem og lægge den imod hans strube. Kniven ville synke en smule ned i hans hud, imens hun kæmpede en indre kamp for at tvinge sig selv til at lade være med at skære halsen over på ham for hans udtalelse.