Believe it. (Spurv=privat)

S: Droninge biblioteket.
T: Cirka 3 om natten.
V: Måneskindet fik natten til at virke magisk
O: Ikke andet end en sølle guardian ved forporten
D: Idag

Det havde ellers været sådan en stille nat. Det var som om der ikke havde bevæget sig en vind hele dagen. Men den stilhed blev brudt af lynhurtige bump som var der 1000 mænd som stampede lige efter hinanden. Men det var kun en mand. Eller rettere en vampyr. Han bevægede sig utrolig hurtigt og undgik lysene og vandpytterne. Underligt nok på en uhyggelig aften var der altid vandpytter. Selvom det ikke havde regnet. Vandet sprøjtede rundt foran denne guardian som stod vagt foran biblioteket og et kort glimt af vampyrens ansigt efterfulgt af et slag i maven på guardianen så hårdt at rustningen bulede ind og slog ham alligevel på maven. Guardianen bukkede sig frem fordi han havde mistet pusten. Og med en hurtig bevægelse kom det flade ninja agtige hug og ned ramte det vagten i nakken så han faldt helt sammen besvimet. Roligt tog Markulius fat i nakken af rustningen og hev vagten hen og sidde op af væggen som om han bare var faldet i søvn. Før han bukkede brystpladen på hans rustning ud igen så han slettede sine spor efter slaget. Derefter gik han hen og skubbede den ene af de 2 store trædøre op. Og gik derind og lukkede døren efter sig. Hvorefter han begyndte at lede efter den bog han ville finde.

For satan! Så brændte lokummet. Lyden havde vækket hende. Kaos ved døren havde revet hende ud af sin søde søvn hen over den store bog og havde slået hovedet hårdt op i bordet, der havde tjent som skjulested. Heldigvis var hendes udbrud af smerte blevet overdøvet af en rustning, der blev slæbt hen over jorden. Det vidste Spurv imidlertid ikke, og blændet af tårer, med bogen under armen gled hun skyggeagtigt langs læsesalens tomme borde for at finde et bedre skjul. Månestråler faldt gennem de store, mangefarvede vinduer og skabte et besynderligt, gråt mønster på det mørke stengulv. Det lignede et snelandskab, meget smukt, meget fremmed. Gulvet var koldt, da hun satte sig på hug bag en pyntevase hvorfra hun kunne overskue hallen. Biblioteket var centreret omkring dette åbne rum. Etage på etage, fyldt med bøger, og det var her, man bar dem hen, her man åbnede oldsagerne med dirrende fingre for at aflure dem deres hemmeligheder og historier. Her, i læsesalen.
Nu var der affolket, stille og tomt på en måde, der ikke var helt tom alligevel. Man havde på fornemmelsen at noget, en vis melankolsk ånd af en art, lurede lige udenfor synsfeltet. Men hvem? Det var ikke vigtigt at svare på, ikke lige der. Meget mere vigtigt var det at vide, hvem der nærmede sig med hastige skridt. Spurv holdt vejret og ømmede sig der, hvor bordet havde forsøgt at knuse hendes hjerneskal.

De rolige små svage og langsomme bump fra denne vampyrs fodtrin viste at han ikke længere løb. Han havde taget det med ro og var begyndt at gå. Hen mod midten af det store bibliotek. I midten var der en stor glasmontre med en æld gammel bog. Meget gammel. Meget støvet. Da denne unge vampyr nåede hen til glasmontren. Tog han begge knive frem fra læderholderen på ryggen. Han krydsede sine arme sådan at hans inderste albue var ved hans bryst og hans knive var ved hver af sine skuldre. Derefter bevægede han sig utrolig hurtig. Han løb hurtigt nogle omgange rundt om glasmontren. Før han stoppede op samme sted som han startede. Klingerne havde bevæget sig lige så hurtigt som ham. Så i et kort øjeblik havde det stort set været usynligt. Et lille klir kom. Efterfulgt af at glasmontren røg fra hinanden. I skår på størrelse med ens hånd. Og skåret ud som var det en glasskære. Hans knive kunne bedst betegnes som skarpe nok til at det ville være drabeligt at se på dem. Metaforisk ment. Da glasmontren røg fra hinanden kom der en masse larm når glasset spirrede sig på gulvet når det ramte det. Vampyren satte begge knive tilbage i holderen før han tog bogen op og tippede den så glasset faldt væk. Derefter gik han hen til det nærmeste bord og satte sig. Han pustede det øverste støv væk og åbnede den for at roligt begynde at læse efter det han søgte.

Spurv tittede frem bag den store vase, og fulgte mandens bevægelser. Han var høj, slank og den opgående måne tegnede skarpe skygger over hans silhuet mens han bøjede sig ind over en glasmontre, der blev brugt til at vise de ældste bøger frem. Det var denne, han interesserede sig for, åbenbart. Han trak en dolk. To dolke. Spurv trak hovedet til sig og knugede armene om knæene. Tænk hvis han opdagede hende. Han var bevæbnet og alt muligt. Klirren af splintrende glas fik hende til at fare sammen, og da hun kiggede frem igen, var han ved at hælde glasstumper ud af den gamle bog, der havde været låst inde. Det var ikke ligefrem fordi der havde været passet godt på den bog, tænkte hun, hvis den virkelig var værdifuld, så havde man vel spærret den inde og holdt offentligheden væk. På den anden side var det et bibliotek, en mulighed for lærdom til offentligheden.
Han pustede en lille smule støv af læderbindet og lagde den fra sig på et bord. Med lange fingre åbnede han bogen og vendte de første blade. Gad vide, hvad han kiggede efter? Hun rykkede forsigtigt på sig så hun bedre kunne se. Skulle han ikke bruge lys til at læse?
"Ups," det var kun et hæst kvæk, men det lød alligevel rimelig højt, da hun pludselig var nødt til at gribe efter den bog, hun havde haft liggende placeret ved knæene.

Reaktionen fra Markulius var utrolig. Før hun havde kigget op fra den bog hun var ved at tabe var Markulius'es plads tom. Bogen var hvor den havde været før og stolen var osse hvor den havde været før. Det var som om at han bare var forsvundet. Men sandheden var meget mere chokerende. Lige nu sad han faktisk lige foran hende. Kiggede på hende. Med den ene kniv stadig i holderen. Men han havde hånden om den. Da han indså at denne person umuligt kunne være en trussel for ham fjernede han hånden fra klingen's skaft og rettede sig op. Smilet på hans læber så ligefrem drabeligt ud. Men kun i dril. Han kunne lugte racen. Vampyrer kan lugte racerne på folk. Et lille stamp kom fra ham med foden så hun ville vende sig. Han stod allerede klar til at gribe fat i den store vase. Hvis hun nu ville skubbe til den.

Han forsvandt, og hun vidste præcis, hvor han havde flyttet sig hen. Spurv drejede ikke hovedet, ikke med det samme, men alle hår på hendes nakke rejste sig. Naturligvis stod han bag hende. Hvor ellers? Måske til et højt sted, hvorfra han kunne overskue hele salen? Men hvorfor dog det, når hun havde afsløret sin position.
Der var visse væsner, der praktiserede denne forsvindingskunst, og de var som regel lige så farlige, som de var hurtige. Spurv fugtede sine læber, og vendte sig så mod ham. Han smilede en smule grotesk og gjorde hende iskold inden i. Det var imidlertid ikke hvad man kunne læse af hendes hævede øjenbryn og den sammenpressede. Den gav bare indtrykket af, at hun var en lille mus, der var blevet overrasket i et helt legalt gøremål, og ikke brød sig om at blive dømt.
"Øhh," sagde hun, og illusionen forsvandt. Hun var en lille pige, bange, ja direkte rædselsslagen, og skrækken fyldte hendes hoved og fik adrenalinen til at dunke under hendes hud.
"Godaften." det sidste var et hæst kvæk.

Det rolige blik som han havde rettet direkte mod dette tydeligvise harmløse væsen var ikke længere drabeligt. Det var roligt. Roligt bukkede han sig i knæene og så på hende med de rolige mørkeblå dybe øjne. Og roligt smilede han et roligt forførende og sexet smil. Et smil normale kvinder ikke kunne stå for at glo på hele tiden. Smilet ændrede sig ikke ikke engang selvom han talte. Den eneste forskel det gjorde at han talte var at hans hvide perfekte tænder kom frem og gjorde smilet endnu mere uimodståeligt. "godaften. Hvad laver en ung kvinde som dem et sted som dette. Og hvis jeg ikke tager meget fejl helt alene." Han rejste sig stadig med smilet. Hvorefter han sænkede sin hånd for at hjælpe hende op og stå så hun ikke sad på det beskidte glatte biblioteksgulv. Hvorefter han roligt begyndte at gå hen imod bogen igen for at sætte sig til at læse igen. Ligesom han havde gjort før.

Ansigtet gled fra det lidt groteske smil og over i noget, der.. Tjah, det skulle vel være absolut charmerende, og det var det for så vidt også, et bredt smil, der viste en række regelmæssige, blege tænder. Det nåede endda op i mandens mørke øjne, der skinnede. Problemet var, at han lige havde været ved at skræmme livet af hende. Så hjalp det ikke, at han så usædvanligt pæn ud. Mistroen var allerede dukket op i hende, og den var næsten umulig at viske ud. Det hjalp heller ikke, at smilet blev siddende mens han talte.
Hvad en ung kvinde lavede dér? Hun klemte munden sammen et øjeblik, så overgav hun sig til hvad hun selv anså som et spil, en dans med døden. Hun glemte ikke så let hvor hurtig, han kunne bevæge sig. Han var ikke et menneske. Han var fuldstændig lydløs, hurtig og sikkert også dødsens farlig.
"Ingenting." Det var den dårligste løgn i verden, men hvad var der ellers at sige? Hun lagde sit ansigt i et pænt smil. Pæne folder. Alt for pæne. Det virkede næsten voksagtigt, som en skærende kontrast til hans levende, kække ansigtsudtryk.
"Og du?"
Hun 'overså' hans hjælpende hånd og rejste sig ved egen hjælp. Hun børstede sin bagdel for støv og fulgte efter ham for at se, hvad det var for en bog, han havde reddet sig. Der var ingen grund til at holde sig tilbage. Hun ville alligevel ikke have en chance i kamp, med mindre hun snød ham. Hvilket hun satsede stærkt på. Hvis det kom så vidt. Og det skulle det meget nødigt..

Det fortsatte smil var der. Selvfølgelig. Markulius var jo ikke ude på at skade hende. Han troede hun var en vagt. Intet andet. Men han nægtede at nogensinde have et uskyldigt barns blod på sine hænder. Ligemeget hvad. Hun var ren det kunne han ænse. Ikke bare ren. Utrolig ren og uskyldig. Stensikre tegn på at hun i hvert fald ikke var nogen trussel for ham. Efter at have bladret et par sider i bogen i stilhed så han op på hende roligt. Hele bogen handlede om en ældgammel historie for profeter gennem tiderne. "Du behøver ikke at være bange jeg vil intet ondt gøre dig. Du er for ung til jeg ville skade dig. Selv hvis du prøvede at skade dig ville jeg højst give dig en røvfuld." Han så ned i bogen og tilføjede dæmpet. "Men det ville du sikkert bare kunne li." Roligt læste han videre om en tro om at en bestemt blodlinje indenfor vampyrer havde evnen til at se ud i fremtiden. "Jeg troede du var en vagt det var derfor jeg forskrækkede dig. En forskrækket vagt er en død vagt. Men havde jeg vidst det var en ung pige på en ja hvad er du? 14? 15?" Spurgte han roligt og så på hende roligt. "Ej undskyld hvor er mine maner." Roligt tog han hendes hånd og kyssede håndryggen. "Markulius Dé Auditoré er navnet og hvad er deres unge dame." Spurgte han roligt og høfligt med det evige sexede og flirtende smil.

Du behøver ikke være bange, sagde han. For hun var for ung. Spurv satte et lidt såret udtryk op, men indvendigt smilede hun med stor tilfredshed. Endnu een var trådt i fælden - bortset fra, at det ikke var en fælde, men snarere en illusion. Han var faldet for hendes banale trick med spillekort. Han havde ikke set de skjulte spejle, eller hvad hun gemte i ærmet, ladet sig imponere af et billigt kneb. Eller, I denne situation: Han havde ikke ladet sig imponere. Han havde set et barn, og det var præcis hvad hun var interesseret i. Hhan tilføjede, at hun ville kunne lide en endefuld, og hun så på ham med et udtryk af uforståenhed, ude af stand til at forstå at nogen ville bryde sig om en endefuld. Så gennemskuede hun at det var en eller anden form for i hendes øjne sær seksuel hentydning, og hendes ansigt fortrak sig i mild forskrækkelse, men så trak hun på skuldrene af sig selv. Så længe, det ikke var en trussel..

"Jeg er 14." Hellere lidt yngre. Så kyssede han hendes hånd, og hun gjorde alt, hvad hun kunne for ikke at stivne. Ja, han var nydelig. Ja, han havde et af de flotteste smil, og hans øjne spillede. Hans stemme var perfekt. Det bed bare ikke helt så godt på Spurv, der følte sig gammelklog på kærlighed uden nogensinde at have kysset noget, der bare lugtede af dreng. Til gengæld havde hun betragtet voksenlivets mørke sider, der indebar flirt i alle afskygninger, og hun var rimelig sikker på, hun ville kunne kende en hjerteknuser på betragtelig afstand. Hun havde i hvert fald de ældre pigers beskrivelser, og ud fra dem var det ikke svært at se at denne Markulius Dé Auditoré. Hun vidste nemlig udmærket godt, at en mand som ham kunne få alle kvinder, han nogensinde kunne drømme om.

"Spurv." sagde hun og mente selv at indikere den indbyrdes afstand. Han havde et efternavn med Dé og alt muligt. Hun havde en fugl. Han var en rig mand, der ganske vist brød ind på et bibliotek, men han var en rig mand. Det var, hvad der talte. Hun var et fjollet barn, der faldt i søvn udenfor bibliotekarens synsfelt og blev glemt.
"Hvad læser du?"

Det rolige blik var fæstet på den unge dame. Spurv. Ligesom sangfuglen. Hvor smukt. Var det eneste han kunne tænke sig frem til. "Sikke et smukt navn. Dine forældre må have elsket dig." Sagde han smilende. Og så ned i bogen roligt igen. "kun 14? Nåh så kunne det godt være du ikke kunne li endefulden alligevel. Medmindre du lyver om din alder." Sagde han roligt med blikket fæstet på hende. Hans guddommelige skønhed. Strømmede fra ham. Han havde indtil nu holdt sine kræfter tilbage. Men når han vidste at der ikke var andre end dem der forstod han ikke at han skjulte sine kræfter. Langsomt gav han slip på kontrollen. En kulde gled ud af ham. En kulde som når den rørte en indførte et begær i kroppen på dem de ramte. Et begær præciseret til at ville røre ham. Over alt på kroppen. At være nær ham. Ja bare være tæt på. Og den blev kun stærkere jo tættere på man kom. Roligt vendte han sig mod bogen igen. Bladrede en side. "Dette er en bog over de gamle ritualer i mit hjemland. Et land hvor de i stedet for at angribe vampyrer og dræbe dem. Tilbad dem som guder. Kun få mænd og kvinder fra min landsby blev vampyrer. De blev rige og berømte. Min familie var en af de menneskefamilier som havde haft 4 vampyrer. Som de eneste. Jeg var rig. Indtil de døde." Sagde han og lukkede den store bog med et svagt lille smæld. Hvorefter han vendte sig mod hende roligt. Og smilede svagt. "Nåh nok om mig hvad laver du her?" Spurgte han roligt og venligt. Mens den kolde begæriske auroma stadig kørte rundt om ham og blidt rørte hende.

//Spurven er ikke en sangfugl o.o tror det er en havefugl xD//

Spurv satte et fast ansigt op. Hun løj ikke om sin alder, løj hun til sig selv, og vidste, det var en løgn, men hun var en dygtig løgner, og hun faldt pladask for det. Ligesom hun måske faldt en smule for hans magi. Hvis hun havde vidst, det var magi, var hun blevet rasende, men hun vidste det ikke. I stedet fulgte hun hans lige næse, de lange øjenvipper og den stolte pande med øjnene, og i stedet for at føle det kødelige begær, han indgød de fleste, følte hun en tynd og fin forelskelse, der fik hendes kinder til at blusse op som var de ramt af morgensolens første stråler. Og måske var det begær. Måske havde hun lyst til at røre ved hans ansigt og hans skuldre, men hun ville alligevel ikke forstå det, og tolkede det bare som den spæde, tågede betagelse, hun havde næret til de store drenge i kvarteret da hun ikke var så gammel.
Han begyndte at tale, men hun lyttede ikke rigtigt. Hun havde ligesom tænkt så langt som til hvad han var. Vampyr, selvfølgelig.
Det han sagde var sikkert smart nok, i hvert fald følte hun, at hun aldrig havde hørt noget mere intelligent eller interessant, og samtidig havde hun en mærkelig fornemmelse af ikke rigtigt at kunne overskue at lytte.
"Jeg - eh - jeg læste. Men jeg var så faldet i søvn.."
Hun gik over for at hente bogen, hun havde tabt. En simpel fabelbog. Hun holdt den op foran sig et øjeblik, og skammede sig et eller andet sted over at læse noget så barnligt. Men den havde flotte tegninger, og brugte ikke svære ord.

Han smilede roligt mens hans blik var fæstet på hende. Han lagde svagt mærke til de blussende kinder og kunne ikke lade være med at grine svagt drenget. Drenget? For pokker. Han var nok ikke van til at en så ung som hende ville blive ramt af hans begær. Men det var den kunne han mærke. Den sad dybt i hende. Selvom han prøvede at holde den igen. Hvis den smule han sendte var dybt i hende ville han slet ikke overveje hvis han slap den helt fri. Stakkels pige. Han grinte svagt ved tanken og lænede sig tilbage mod stolens ryglæn som gav en svag knirken. Han hørte hendes svar om hvad hun lavede og nikkede svagt. "Jeg har et spørgsmål. Har du nogensinde tænkt over om der er andet derude." Spurgte han roligt mens han kiggede op på loftet. Midt i biblioteket var der en stor flot kubel af glas. Og igennem den kunne man se hele himlen over dem. Så smuk og skindende som den var. Som den altid var. Vidunderlig smuk. Roligt rejste han sig fra stolen men i stedet for at gå væk fra stolen skubbede han roligt stolen væk og langsomt lagde sig ned på det kolde marmor. Den kolde overflade rørte ham ikke. Han var altid kold. Det var en del af hans Cold of Desire. Roligt lukkede han blidt øjnene i og åbnede dem igen og lå nu på ryggen og kiggede op på kublen. Han lod langsomt sine hænder mødes på nakken så hans albuer var på hver side af hans hoved næsten ved jorden. Hvorefter han hævede det ene ben og satte det andet ben over. Og så bare på himlen. Tænkende.

"Derude?"
Spurvs øjne fulgte hans blik mod loftet. Måneskindet faldt gennem glasset og tegnede et sløret mønster på flisegulvet. Men hun så ikke samme skønhed som han. Hun så andre ting i månens arrede ansigt og stjernernes vrimmel. Brudstykker af fortællinger fra en barndom, hun havde afsluttet for tidligt. Simon havde fortalt så levende, figurer fra fantasien var sprunget af hans mund og hans hænder, mens han illustrerede dem for hende, de store, gamle væsner, han selv havde spundet ud af ensomheden mens de ventede på moderen, der syede for folk.

Dér var Katten, som de havde kaldt et af stjernebillederne, uden at vide, hvad de egentlig hed, de fjerne, blåhvide prikker. Ved siden af glødede Uglens to øjne, og under det gled florlette skyer forbi månen og blev oplyst som glødende tåge.

Manden lagde sig ned. Spurv så på ham med et glimt af panik i øjnene, for hvorfor gjorde han dét? Hvorfor lå han ned? Helt stille.
"Måske guder.."
sagde hun stille og kradsede sig på armen. Men guderne havde aldrig hjulpet hende. Måske var hun ikke vigtig nok.

Han smilede roligt. Det fortsatte blik imod himlen skindede af månens stråler. Så lystigt og legesygt. Gled igennem glasset i loftet. Og lyste bordet og de 2 personer op nær bordet. Roligt drejede han blikket imod hende. Ordene kom ud af hende som om hun dårligt selv troede på det. Og så var det som om det gik op for ham hvad det var hun reagerede på. Han kendte det selv. Følelsen af at blive svigtet. Med langsomme blide ord. Kom det ud af hans mund. "Guder er her for at råde og guide. Men vores frie vilje gør at de ikke kan blande sig i vores liv. Vi må trække vores egne valg og tage imod vores egne konsekvenser. Nogle gange er de gode. Andre gange er de dårlige. Men der er altid konsekvenser af de valg vi tager." Roligt vendte han blikket imod hende og smilede svagt. "Kom og læg dig og fortæl mig hvad det er guderne har gjort." Sagde han roligt og klappede på gulvet ved siden af ham. Med et fortsat roligt smil.

"Hvor ved du det fra?"
Spurgte Spurv og lagde armene over kors, for pludselig var noget vredt vågnet i hende. Han kunne ikke bare affærdige guderne på den måde. Men hvem kunne i det hele taget det? For hvad han havde hørt som reaktion på guders svigt, var reelt noget ganske andet, delvist en mærkelig meningsløshed, en mangel på mål, men også denne her stilfærdige tillid til, at verden var langt større, langt mere kompleks, end hun kunne forstå. En tillid til, at guderne slet ikke behøvede blande sig i netop hendes liv, for deres planer gik langt ud over menneskelig forstand, brød tid og rum, og selv når hun og han var borte, så ville stjernerne stadig lyse, tavse, blege prikker, som mørket aldrig ville kunne nå.

Hun lagde sig ikke ned, nøjedes med at sætte sig på hug, for gulvet var meget koldt, og det gav lovede ingen synderlig komfort.
"Guderne, titanerne, de har jo skabt alting" begyndte hun på en af ammestuehistorierne, for hun begreb ikke helt spørgsmålet "ud af ingenting. Først var der bare kimen til alting, men titanerne fik den til at spire, og de groede alting frem til orden. Så skabte de også Elona'dal, og hun gav dag og alting, som er blegt og fint, men de skabte også mørket, han sprang fra hendes fødsel, og han går mod kaos og ny begyndelse.."
Hun skævede til ham for at se, om det var i orden.

Det rolige faste blik var som altid sat mod månelyset. Det var så smukt. Han elskede nattelyset. Han elskede bare at sidde og glo på månen. I timevis. Han var som i en dvale når han så på det. Men hans veltrænede sanser opfangede alligevel hendes ord. Han nikkede kort forstående. Hans blik rettede sig kort imod hende da hun stoppede op. "Du mener at han skabte onde væsner. Vampyrer. Dæmoner. Men jeg ser verdenen anderledes end dig. Jeg ser intet kaos. Ingen ny begyndelse. Jeg ser en ting. Og kun en ting. Jeg ser nutiden. Jeg ser hverken fortiden og for det meste ikke fremtiden. Jeg ser kun nutiden. Og jeg kan intet andet se end 2 udødelige sjæle sidde på et bibliotek langt efter lukketid. Mens gudindens lys stråler på os fra hendes måne." Hans blik rettede sig imod tagvinduet igen. "Jeg er ikke troende på titanerne. Jeg er troende på nattens gudinde." Sagde han roligt med et fast smil. Før hans blik igen rettede sig imod hende med de mørkeblå perfekte forførende øjne. Ikke at han var ude på noget med dem. Sådan var de bare.

//Jaeh, sorry, its been a while.. Stadig frisk? Du har nemlig skiftet billede og alt muligt xD//

//Ja vi kan da lave et nyt

//Cool ^^ Vil du starte? Og så sende en PM?

Kan du ikke ;D