An Audience With The Queen - Spurv

Den kolde natte luft, har lagt ned over byens gader, som en tiger mor ligger ved sine unger, men det var ikke kun kulden, som domineret på denne aften, da trykket stemning, kunne få selv den modigste til at kigge sig en ekstra gang over skuldren. og solens sidste stråler var stadig lagt som et tæppe over himlen, og varmede næsten alles hjerte at se op på den gul, røde, orange himmel der så fint og roligt trak sig væk, og man vidste at der ikke ville vare længe før månens lys snart var det eneste som himlen havde at byde på, indtil man igen kunne vågne i sin dejlige varme og blive kærtegnet af den frydefulde morgen sol. men indtil da handlede det om at sige forvel til de milde lys sol kom med, for nu var det snart mørkest tur til at sætte sig fast i vores alles fælles himmel, og derved male os alle i en fælles stemning, som kun det upolret og unikke måne lys kan.
En mild vind kunne mærkes kørende gennem sit hår, og den pirrende forfriskende fornemmelse der både rev og kyssede hårbunden på sin givende og irriterende måde, som kunne føles når man i en stille stund tog sig tid til at føle naturens lydløse visken. Mange syntes dette var en ubehagelig fornemmelse, og mange ville gå så langt at sige de følte sig som et lille nøgen barn der var helt alene i verden, mens de ubehjælpsomt måtte lade sig kærtegne af vindens naturlige charme. men andre så det som en fornøjelse at kunne føle sig levende, og blive pirret af elementerne på sådan en måde. Disse væsner var typisk de frisindet og glade af slagsen. dem der kunne se nydelse i verdens gaver. og i denne tid hvor der ingen krig var, eller ingen sygdom udover det normale var på spil, så var der mange af disse tromodige væsner, der kunne tillade sig at nyde dem selv, verden omkring dem, og deres kære. men hvad med dem som ikke kunne. dem der måtte se langt i tiden, dem der intet følte de kunne give til verden, dem som isetdefor at være glade for der ingen krig var, frygtede for der kom en. dem der ikke kunne søge tryghed i de små lykker i livet, dem der var for bange for en mulig fremtid, til at kunne leve i nuet. heldigvis var der ikke mange af dem. men hvad gjore man med den slags væsner? de svage sindet. brugte man sit eget gode humør og tid på at gøre dem mindre negative, eller lod man dem være med tanken om at alle vælger deres eget liv, og alle har modstand, og hvis der er nogen der lader sig knække, skal man ikke lade sig tage med i faldet?. det var stadig et stort etisk dilemma i mange. hvor vidt går jeg for andre? og hvilken slags folk vil jeg går længst for? og hvorfor.
Det var så langsomt begynde at falde med regn fra himlen, men ikke noget slemt, man kunne knap nok mærke det på nøgen hud, men man kunne godt se at der så ud til at komme mere i løbet af natten.
På denne aften, stod der nogen drenge, kræset rundt om en pige. og så en grad af bange ud-
Rafael gik med lange tunge skridt ned af en af gyderne i Rotten Root District, man kunne høre de store britiske militær støvler komme som en stille torden ned gennem havnens mørke. Rafaels afdøde brors kors hang om halsen, det var et stort kristent kors, men man kunne også se noget keltisk over det, korset hang ude på Rafael store sorte læder jakke, der dækket hans store overkrop, og de brede skuldre. Inden under læder jakken, som var åben, kunne man se en dyr sort silke skjorte, og på hans ben var der nogen militær bukser, som var blevet lavet om til farverne grå, sort, og hvid i stedet for det normale grønne, brune, og sorte tema.
Drengenes lavmelte og rygradsløse latter bliv hurtigt overdøvet af de tunge og beslutsomme skridt, der dog pluseligt stoppet.
drengene ikke havde vendt sig om endnu, tros alt var dette byens mest kriminelle område, og hvis der skete noget, var overlevelses reglen altid at holde sin egen næse langt væk fra det, medmindre det havde med dig at gøre, så drengene havde bare forventet at personen ville gå forbi dem, og passe sin egen aften, dog vendte ledren af drenge gruppen sig om, da en stemme flyv gennem luften som et missil. stemmen var kold og der fantes ingen fe støv eller anden eventyrs glæde over tonefaldet "forsvind nu".
Drengene vendte sig om, og alfa hanen blandt dem, som også var ham med den frimodige tunge hed Fredemix, han havde kort lyst hår, og var relativt bred over skuldrene, og en ret atletisk krops opbygning. men ellers havde han meget tigger ligende tøj på. det var meget løs siddende, og var kun brunt og gårt.
Fredemix gik et skridt frem fra resten af hans venner, og lod en flabet smil fylde hans ansigt, og lod provokerende armene ud til siden, for han var opvokset i disse gader, og han havde lært at vejen til døden var at miste andres respekt og frygt, og at træde væk fra en udfording var han ikke dum nok til. dog havde Fredemix ikke tænkt sig at slås alene, og med en hånd bevægelse gik to af de tre fyre bag ham frem mod Rafael, og den første af de to fandt en jern kæde frem på en meter frem, og lod den kilde jordens i gydens overfade.
Rafael havde et blik der skreg af brutalitet, og da først hans øjne bliv lukkede og åbnede igen, var de så sorte som den mørkeste nat, og tomme som et bundløst hul.
Fredemix hostede og i samme øjeblik kom den smalle jern kæde flyvende gennem luften, og man skulle tro Rafael ville træde væk eller hoppe til siden, men istedetfor sprang han som et vildt dyr frem mod den tøsset kæde, og med et voldsomt slag hammede den stakkels gade dreng op mod den hårde og kolde hus mur. man kunne se hvordan lidt blod kom fra indersiden af munden på drengen, og et par dråber kom ud af mellem rummet mellem hans tænder, og hans øjne lignet en narko mand der fik en alvorlig overdosis, da Rafael tog sin store næver og plantede dem ver side af drengens hoved med i et kraftfuldt slag, så man drengens tommehinder den sprang og det kunne man se for blodet der også stille kom ud af hans øre på ver side af hoved, og drengen faldt til jorden som en sten, og skreg i smerte for hans knuste rygrad, og de ødelagte øre.
Den anden dreng der var gået frem hoppede op på Rafaels ryg, da han havde taget et lille tilløb, dog kunne han godt se fejlen i det, da Rafael satte en fod på væggen der jo var foran ham, og han satte af på den solide væg, så ham og drengen fik sig en lille flyve tur på en meter eller sådan op i luften, men det var nok til det to andre drenge på jorden ikke kunne nå dem, og nok til at Rafael kunne vende sig om i luften, så det var drengen der var mod væggen, hvorefter Rafael lod drengens baghoved blive kørt hele vejen ned af muren fra to meter oppe i luften, og ned igen bliv hans nakke, og baghoved presset mod væggen, og han kom til at ligne en der havde sat sit baghoved ind i en rivejern, og fået en ork til at rive hans hovedbund i stykker med det.
Rafael landede på jorden med blikkedet mod Fredemix og den anden dreng der stadig stod op. Rafael lagde nu sine arme ud til siden på samme provokerende måde som Fredemix tidligere havde gjort, og satte sig så i løb i bedste dæmon stil mod en anden ukendte dreng. Rafael brugte drengen til at lande på da Rafael hoppede hen imod ham, og da de ramte jorden tog det ikke Rafael mere end det sekund at plante en finger på ver af drengens øjne, og pressede så hans øje æbler i stykke som var det varmt karamel.
Fredemix havde kun lige nået at kigge til siden før han så sin skrigende ven ligge på jorden, og desperat prøvede at bilde sig selv ind han stadig havde øjne i hoved.
Fredemix og Rafael ned stirret hinanden dybt og inderligt, hvor så Rafael sagde "Løb.."
Fredemix nikked med en klump i halsen, og havde ikke lyst til at lege superhelt. dog var at vende sig væk fra Rafael ikke en god ide, og Rafael tacklede ham ved at flyve vandret gennem luften med benene først, og Rafael lagde Fredemix hoved på kantstenen, og hjeteløst og uden omtanke tvang Fredemix mund til at blive lagt om kantstenen, så hans tænder nu var lagt på kantstenen. Fredemix prøvede at bevæge sig, men det kunne han ikke efter at var blevet ramt af den store Rafael der kom vandret flyvende og pressede luften ud maven på ham.
Rafael tøvede ikke, og sagde ikke engang nogen ord før den store militær støvle med jern underlag bliv brutalt brugt på Fredemix baghoved, og alle Fredemix tænder knækkede mod kantstenen, og han fik en slem hjernerystelse. og besvimet.
rafael vendte sig om, og gik langsomt hen mod pigen, og høfligt og elegant rakte en hånd mod hende med et varmt og venligt smil, og alt hadet forsvandt fra hans krops sprog, og hans øjne bliv igen deres naturlige grøn-blå farve. han vendte sig mod kvinden, og sagde så med en næsten menneskelig stemme, men stadig en afart af dæmonisk klang i den "Hvad er frøkens navn?"

Frøken?
Spurv spyttede en klat af blod og snot ud og så vurderende på manden med påtaget hårdhed. Hun var langt mere bange for ham, end hun havde været for nogen af drengene. Denne kleppert havde godt nok reddet hende fra noget, hun ikke brød sig om at tænke på, men han havde også bare brudt rimeligt mange af de meget få regler, hun selv levede efter. Skader skal kunne heales igen. Det var lidt svært med øjne. Og så slog man ikke på én, der var mindre end en selv. For ham her var det måske lidt svært at finde modstandere når den regel gjaldt, men for hende var det ikke noget problem. På den anden side havde drengene selv udfordret, og det havde da også været utrolig dumt. De vidste, der ville komme en anden lejlighed. Der ville ikke altid pludselig dukke en gigant med tunge støvler op. De kunne have ventet på hende i skyggerne i morgen. Om en uge. I al fremtid. Hvorfor ikke bare luske af? Fordi de ikke forstod byen, det vidste hun et eller andet sted, men det havde jo været åbenlyst at man skulle have forladt kamppladsen med et skuldertræk.
Og nu hvor de var fejet væk som sandslotte for tidevandet havde manden så vendt sin opmærksomheden mod hende og kaldt hende frøken.

Der var ikke noget frøken i hende. Den kunne han godt lægge væk. Hun så forfærdelig ud og vidste det endda godt. Som noget, der burde have været dødt og ikke var det. Hun var smurt ind i eget mørke blod, for en af dem havde flækket hendes ene øjenbryn med en knytnæve. Det var løbet ned i hendes øjne mens hun kæmpede, og hun gav det, måske ikke helt retfærdigt - men hvem havde også lyst til at indrømme, at de havde tabt, fordi de ikke var gode nok? Så hellere finde en syndebuk. Eksempelvis et forræderisk øjenbryn - al skylden for sin fallit.
Så var der selvfølgelig også hendes næse, som en af dem havde brækket med et spark da hun lå ned. Som betaling havde hun væltet ham om og brækket hans lillefinger. Så var de trådt væk og havde dannet kredsen. Ventet på hendes næste fejltrin. Hun var kommet besværligt på benene, de havde vist også fået trykket et par af hendes ribben, men ikke desto mindre havde hun været klar! Klar til at parere næste spark eller slag. Med hænderne havde hun undersøgt skaderne og fundet de værste blodansamlinger og hudafskrabninger. Hun havde også mærket på sin næse, der sad helt forkert og tørret sit øjenbryn i sit ærme. Drengen med den brækkede finger havde forladt scenen med hadefulde tårer ned over kinderne, og hun havde tænkt, hun var oven på. Lige der havde hun været frisk på kampen. Klar til at lægge dem ned og vise dem, at man ikke overfaldt tilfældige piger. Så havde den ene hevet kædepisken frem, og der var hun for alvor blevet bange. Pludselig var alle illusioner bristet som sæbebobler, og hun forstod, at de ikke var til at lege med. Hun var musen, det var ikke en mærkelig situation, hvor byttedyrene havde rottet sig sammen mod løven, nej, de var kødæderne, og hun måtte finde en løsning meget hurtigt.
Så var manden dukket op og havde givet en lille præsentation af sine meget store kræfter og en ganske imponerende kampstil, og Spurv havde valgt at kigge væk og brugt tiden på at modellere sin næse nogenlunde på plads. Den blev nok ikke helt perfekt igen, men noget meget tæt på. Hun tørrede så meget blod som muligt væk med fingre og lommetørklæde og spyt, og så var han allerede færdig. Havde givet en flok små lømler en omgang tæsk, de af åbenlyse årsager aldrig ville glemme. Han rakte hende en stor hånd, og hun vidste, at han havde brugt selvsamme hånd til at trykke øjne ud med. Hendes udtryk af hårdhed var stadig på plads, men hendes mave vendte sig. Hun kiggede på sin egen hånd, der revet itu af gadens grus og fyldt med snavs og blod. Så trykkede hun meget forsigtigt hans kæmpehånd.
Ja, han smilede venligt nu, og hans kropssprog var blevet gennemført galant, men hun havde set, hvad han var i stand til, og hun brød sig ikke om det. Hun brød sig overhovedet ikke om situationen, for selv om han nok havde reddet hende fra ret grimme sager, så havde hun en ubehagelig mavefornemmelse, som sagde at han måske tænkte, hun skyldte ham noget - Og endnu værre: At han ikke var en person, man burde komme på tværs af. Både fordi han lige havde skrællet baghovedet af en ung mand, men også fordi han kunne dette her med at skifte karakter. Han havde været et vilddyr, et monster, overjordiske kræfter af destruktiv art, der et øjeblik havde syntes at arbejde gennem hans krop som om den kun var medium for noget større og farligere.

"Jeg hedder Spurv,"
Præsenterede hun sig med lidt grødet stemme og gjorde sig stor umage for ikke at se på drengekroppen, der lå i en pøl af eget blod med hovedet i rendestenen. Han var nok død. Hun overvejede konsekvenserne. Ville det få den store betydning? Ja, man ville da snakke om det, ingen brød sig om, at unge mennesker kom galt af sted, men om det nogensinde ville blive afklaret, hvad der var foregået, vidste hun ikke. Måske ikke. Selvfølgelig ikke. Der skete meget i nedre by. Hver dag forsvandt der børn, som blev druknet eller solgt af forældre eller naboer, blev bortført, mishandlet og slået ihjel, og voksne, der kom ud for omtrent samme behandling som børn, i hobetal, men ingen efterforskning blev nogensinde gennemført.
For få midler, sagde de. Ingen spor. De trak bare på skuldrene. Og ville hun ikke også selv gøre det? Hun vidste, betjentene altid var i undertal. De brød ikke engang ind i værtshusslagsmål længere, de mistede simpelthen for mange mænd på den måde. For få midler. Det sved altid inde i hende, når hun tænkte på det. Derfor tænkte hun ikke så meget. Hun glattede bare tunika og vams med hænderne og samlede huen, som var faldet af i kampen, op.
"Tak for hjælpen," sagde hun dæmpet, da hun trak den ned over det blonde hår, som var blevet stift af blod. Det størknede hurtigt i kulden. Hun rømmede sig.
"Det var godt du kom."
Indrømmede hun, og det bed lidt i hendes indre over at sige sådan til en fremmed. Sådan var hun ikke. Der lød et pludseligt, langtrukket hyl fra drengen, der havde mistet synet, og Spurv mærkede, hvordan hun stivnede og knyttede hænderne et øjeblik, så var hun nødt til at vende sig væk. Hendes mave krampede og sendte det beskedne aftensmåltid retur i form af en tynd, i mørket farveløs masse, der stænkede på brostenene til der ikke var mere at give af. Et øjeblik pustede hun med hænderne på knæene uden at se på sin redningsmand, så skreg den blinde dreng igen, og hvor det før kun havde ramt Spurvs mave fik den rallende gråd, der fulgte skriget, hende nu til at vende det hvide ud af øjnene og kollapse som en karklud, som om der pludselig ikke var nogen styrke tilbage i hendes led.

--
//Ooooog CUT! Eller OUT.. Fortsættes. Et andet sted. Værende herefter. Men lokationen er flyttet til Den Store Dominatrix Villa//

Hvornår bevidstløshed gled over i søvn var lidt svært at vurdere bagefter, men det gjorde den. En tung, drømmefyldt søvn, der først trak sig tilbage da solen krøb op over horisonten den følgende dag.
Spurv havde det for så vidt godt, i hvert fald så længe hun lå fuldstændig stille. Det gjorde hun så. Der duftede dejligt.
På vej ind i de vågnes verden var hun ikke rigtigt bevidst om, hvor besynderligt det egentlig var. Hun nød det bare. Også at hun lå så utrolig blødt. Det i sig selv burde have været nok til at få hende til at springe skrigende op, men da hun sansede det, sad der stadig en beroligende drøm i hende, den lod hende tro, det var søvnen, der snød hende, at det slet ikke var virkeligt. Det var først da hun, efter lang tid behagelig halvsøvn, åbnede øjnene, at hun fik øje på det.
Hun lå på siden og på puden ved siden af hendes hoved hvilede hendes ene hånd. Det var mærkeligt, tænkte hun, min seng plejer ikke at være så bred. Tanken forsvandt imidlertid øjeblikket efter, da hun fik øje på sin håndryg, der var mørkeblå over knoerne. En lang, mørk rift ned over hendes håndled virkede meget ny. Hun rullede om på ryggen og holdt hænderne op for sit ansigt mens hun prøvede at huske, hvad hun havde lavet dagen forinden. De var helt ødelagte, hendes hænder, hun havde hudafskrabninger i håndfladerne og på knoerne, og hendes ene tommelfinger dunkede ubehageligt når hun bevægede den.
Netop dér, mens hun lå og studerede sine fingre og følte efter, om de var brækkede, var det som om en erkendelse åbenbarede sig. Loftet på hendes værelse var ikke rødt. Eller bemalet. Hun sænkede hænderne, stadig mere forundret end forskrækket og stirrede op mod et stort maleri, der forestillede en halvnøgen dame tæt sammenslynget med en grå drage.
Først da hun havde fundet dragens ravfarvede øjne forstod Spurv, at hun ikke var hjemme, og hun sprang med et hyl ud af sengen - eller det ville hun have gjort, hvis hun havde ligget under de sædvanlige smalle tæpper, men her var hun helt viklet ind i hvad der næsten kun kunne være adskillige lagner og forskellige blanke tæpper, der fangede hendes krop og gjorde det adrætte spring til en meget uelegant bevægelse, der rakte lige akkurat ud over sengekanten og derfra ned på gulvet, som var af udsøgt, mørkt træ, hvor det forskrækkede hvin blev afløst af en anstrengt smertelyd da der pludselig kom tryk på de i forvejen sandsynligvis bøjede ribben.
Så lå hun ellers dér, indbundet som en noget sløset mumie i hvide lagner og et broderitungt tæppe. Hun havde trukket en pude med ned. Den var kæmpestor og mærkeligt luftig under det lidt overdrevent blanke betræk.
Hvor i alverden var hun?
I hele sit liv havde Spurv aldrig været i stand til at forestille sig sådan en pomp og pragt, som hun blev udsat for i dette værelse. Det var gigantisk efter hendes målestok, selv om det næppe var sådan, andre ville beskrive det. Hun lå i en himmelseng, som var meget bred og overdækket af en bemalet himmel. Stolperne var af massivt træ. Portrætmalerier af højbårne personer fulgte hende med tomme blikke. Der stod en lampe på et sengebord med løvefødder, der var stenornamenter i loftet, lyserøde stenpaneler på væggene og et stort vindue vendte ud mod verden. Tykke, mørkerøde gardiner gardiner skjulte den blå himmel. Spurv så det hele på kun et øjeblik, og kastede næsten ikke møblementet (der var sparsomt, men af overdådig kvalitet, både når det kom til den gigantiske lænestols mørke fløjlspolstring eller skrivebordets massive bordplade) en tanke i jagten på een bestemt ting: Døren.