Here comes trouble. -Becie-

S: Samlin af Soul River.
O: En smuk brusende flod, frodigt grønt græs med røde blomster og duften af polm i luften.
V: Solskin, med få skyer.
T: Eftermiddag.

Solen havde stået højt på himlen hele dagen og var nu så småt på vej ned, selvom det gik meget langsomt, men enkle skygger var så småt begyndt at kaste sig over de steder der før havde haft den skinnende sol til at varme sig.
Hope gik langs floden imens en masse tanker kørte igennem hovedet på ham. Den første tanke handlede om: Hvad pokker skulle han give sig til? Der var ikke meget at lave, der havde været så stille hele dagen selvom solen havde varmet jorden fra top til tå, selv fuglene havde nydt det gode vejr, men sjovt nok var der ingen andre "mennesker" at se. Den anden tanke om handlede om det sædvanlige: Sin mor, manden som dræbte hende og det vigtigste af alt hvorfor han gjorde.
En brummen fik ham til at vende sig om, ligeså hurtigt som den brummende lyd var kommet. En trold farede imod ham, så han kunne mærke hvordan hjertet pludselig satte sig fast i halsen på ham. Han gispede og begyndte straks at løbe, han vidste at det som regel ikke hjalp noget, men han kendte ingen tricks til at slippe af med en stor brølende trold. Trolden stoppede ikke med at jagte ham, selvom han løb ligeså hurtigt han kunne, den brummede bare videre og løb efter ham. Hope kiggede sig over skulderen, da et trick suste igennem hans tanker. Så hurtigt som han kunne tog han et tilløb og sprang ud på en sten som var i den brusende flod, han måtte holde balancen godt for ikke at falde i, så han spredte sine arme og stod med bennene ret. Trolden brummede og kiggede ud på drengen som stod på stenen.

Lily listede lidt rundt ved floden, i sin sneleopardform, og så hvordan det ene lille vandløb løb over i et større vandløb og et større vandløb løb over i floden. Hun dyppede sin ene pote i det vilde vand og vaskede sin flotte hvide pels. Hun tænkte også på at drikke af det, men turde alligevel ikke helt, da hun havde hørt, at der var kastet en forbandelse over floden. Dog havde hun aldrig hørt, at det var farligt at drikke af det, men bare tanken om at blive forbandet var nok, til at hun lod være.

En sommerfugl afledte hendes opmærksomhed fra vandet, og hun skulle lige til at jage den, da hun hørte nogle tunge og hurtige skridt fare derhen imod. Hun skyndte sig ind bag en busk og kiggede frem fra sit skjul, for at se hvad der foregik.
En dreng kom løbende, forbi det sted hun lige havde stået, efterfulgt af en trold. En stor grim trold.
Lidt længere nede ad floden sprang drengen ud på en sten og trolden stoppede op og så på ham. Det så lidt ud som om, den havde tænkt sig at vade ud i floden for at hente drengen, men den skulle først lige overveje hvor dybt vandet mon var.
Lily kunne godt se, at dette aldrig ville ende godt. Lige meget hvad trolden ville vælge at gøre, skulle den nok få fat på drengen.
Den vendte sig væk fra drengen og tog et skridt hen mod en stor sten, som den samlede op fra jorden og havde tænkt sig at kaste efter drengen.
Lily sprang frem fra sit skjul og løb hen mod trolden. Hun sprang op på dens ene ben og satte sig fast med kløerne. Trolden gav slip på stenen, som ramte jorden med et stort bum, og begyndte derefter at prøve at ryste Lily af.
Lily gav slip på troldens ben og løb et lille stykke, før hun vendte sig om og begyndte at hvæse ad trolden.

Trolden så ikke ud til at have givet op, kunne Hope forstå på det hele, til hans værste mareridt samlede den en stor sten op, som den tydeligvis havde tænkt sig at kaste efter ham, hvilket den nok med stor sikkerhed vil ramme ham, eftersom han ikke rigtig kunne flytte sig fra stenen i vandet. Strømen i floden var også for kraftig til at han kunne hoppe ned i vandet, medmindre han altså gerne ville ende et eller andet sted, eller drukne for den sags skyld. Hope gispede og lukkede sine øjne i, men da stenen ikke ramte ham, åbnede han dem igen og kiggede hen på trolden. Det overraskede ham meget at se en sneleopard stå og forhindre trolden i at kaste stenen efter ham.
Trolden brølede af Shapeshifteren og samlede endnu engang stenen op, men denne gang for at kaste den efter sneleoparden. Hope kunne ikke bare stå og se på, ikke denne gang, så hurtigt som han havde sprunget ud på stenen, sprang han ind til bredden igen og løb hen mod Sneleoparden. Lige inden stenen ramte dem, lavede han et kraftfelt om dem, så stenen bare faldt til jorden. Hope smilte kort til leoparden og skulle lige til at fjerne kraffeltet igen, men fjernede hurtigt den tanke, da trolden var kommet hen til dem og startet med at hamre imod hans kraftfelt. Hope bed tænderne sammen og gjorde alt for at holde sit kraftfelt oppe..

Lilys øjne blev store i rædsel for hvad der nu skulle ske, da drengen hoppede ind foran hende. Hun troede, at stenen ville ramme ham, men et kraftfelt beskyttede dem, og hun regnede ud, at det var ham der lavede det. Det var tydeligt, at trolden var blevet irriteret over ikke at kunne ramme dem med stenen.
Lily begyndte ligeså stille at gå baglæns og håbede bare, at drengen ville gøre det samme. Hvivs de kunne komme ind mellem nogle træer, ville drengen kunne fjerne kraftfeltet og de ville kunne løbe fra trolden og gemme sig i træerne eller hvad de nu fik lyst til. Det ville bare blive lidt svært at gemme sig for en trold, når det eneste man kunne gemme sig bag var en sten og en busk. Samlingen af træer var først et stykke længere henne.

//undskyld det blev lidt kort.//

//Helt i orden ^^//

Hope bemærkede godt at leoparden begyndte at bakke bagud, sikkert for at de skulle løbe ind i skoven og gemme sig for trolden. Men, de havde vel ikke så meget andet at gøre, så han nikkede til hende og bakkede så godt han nu kunne, imens han gjorde alt for at have kraftfeltet oppe. Trolden syndes tydeligvis ikke at det var sjovt, så den fortsatte med at banke og hamre, endda selvom de så småt begyndte at bakke.
Hope bed sig hårdt i læben og fokuserede kraftigt på ikke at lade kraftfeltet falde, for så var de seriøst i problemer. De var snart nåede ind til skoven, hvilket var godt, eftersom Hope snart ikke kunne holde til mere.
Da de endelig nåede derind og trolden blev lidt holdt tilbage af alle træerne, slap han kraftfeltet og løb hurtigt ind imellem træerne, i håb om at forvirre trolden og forhåbenlig fulgte leoparden med ham.

Lily fulgte med drengen ind i skoven og sprintede af sted så snart han havde sluppet kraftfeltet. Hun blev ved med at kigge hen på ham, for at sørge for, at han ikke var blevet snuppet af trolden, uden hun opdagede det. Hun kiggede hurtigt bagud, for at finde ud af, om de havde rystet trolden af sig, men hun nåede ikke at finde ad af det, før hun snublede over en træstup og i forskrækkelse kom til at forvandle sig tilbage til menneske igen. Hrn rejste sig hurtigt op og kiggede rundt. Hun fik øje på trolden, som kiggede en anden vej end hen på hende, og hun så sit snit til at smutte op i det nærmeste træ og gemme sig. Da hun var kommet et godt stykke op i træet, så bladene dækkede hende, og hun ikke kunne ses fra jorden af, stoppede hun med at klatre og satte sig på en solid, tyk gren og tog sig tid til at kigge ned ad sig selv. Hun havde et par lyseblå cowboy-shorts og en løs hvid t-shirt på. Hun så rundt efter drengen, gennem de blade som omsluttede hende.

Trolden blev forvirret over at de delte sig, så kunne han jo kunne løbe efter en og ikke dem begge, hvilket han tog meget irriterende og som en hver anden trold, brølede han højt og løftede sine arme over hovedet, for at få virke mere skræmmende og mægtig. Men, Hope havde ikke tid til at betragte dets mægtighed, han fortsatte blot med at løbe og bemærkede om leoparden skulle blive taget i alt denne hurlum hej.
Da leoparden forvandlede sig om til et menneske, spærrede han kort øjnene op, men stoppede ikke med at løbe, selvom han lige skulle til at stoppe op for at hjælpe hende op, men det så ud til at hun klarede den udmærket selv.
Derfor fortsatte han med at løbe og kravlede til sidst op i et træ, i håb om at pigen var kommet i sikkerhed, krybet op i et træ som ham selv. Han bemærkede en raslen bag nogen blade og smilte for sig selv, da han så at det var pigen og at hun var i god behold.
Trolden brølede højt og spejede rundt med sine gyldne øjne.

Lily blev overrasket, da hun så, at drengen var i det samme træ som hende, og ikke løb rundt nede på jorden. Hun sendte ham et venligt smil og syntes det morsomt, at trolden kunne være så tomhjernet og dum. Den løb bare rundt mellem træerne med armene løftet over hovedet og på udkig efter dem. De, som nu sad oppe i et træ, udenfor dens rækkevidde. Trolden var sikkert for dum, til at det overhovedet kunne falde den ind, at de sad oppe i et træ.
Lily trak det ene ben ind under sig, mens hun bare lod det andet hænge ned fra den gren hun sad på.
"Hvad så nu?" spurgte hun stille, mens hun stadig betragtede trolden, som løb frem og tilbage og prøvede på at finde dem. "Tror du, vi bliver nødt til at sidde her oppe i lang tid?" spurgte hun og så hen på ham med et smil

Hope kunne ikke lade være med at smile og grine lavt, eftersom trolden slet ikke tænkte på at de kunne sidde oppe i et træ og bare skjule sig. Det var noget af en dum trold de havde med at gøre her, hvilket nok på sin vis var meget heldigt. Havde det været en klog trold, havde de nok stadig været i fare selvom de var kravlet op i et træ. Trolden blev ved med at brøle og skabe sig, selvom den ingen vejne kom med det. Hope slappede mere af i sin krop og kiggede hen på pigen igen, med en svag løften fra sine skuldre. "Det tror jeg ikke nej," han talte lavt, så det ikke skulle ende med at trolden hørte dem. "Jeg tror snart at den giver op, den er jo ikke ligefrem klog nok til at kigge op i træerne," Det sidste blev sagt med et grin i sin stemme.
Trolden løftede arrigt på sine arme med en stor armebevægelse, inden den forlod stedet med trampende fødder imod jorden.